Efteråret 2024 i Københavnerkredsen

Efteråret 2024, København

12. september: Friedrichs farver.

v. lektor i litteraturvidenskab Lililan Munk Rösing

26. september: En fælles forestillet nation?

v. Museumsdiretør på Ordupgaard Gertrud Oelsner

10. oktober: Kantmaskiner? Kant og kunstig intelligens.

v. Ph.d. i filosofi Lars Lodberg

24. oktober: Musik fra kølvandsstriberne

v. cand.mag i litteratur og filosofi Maria Ojantakanen

7. november: Biskoppen og jødeforfølgelserne. Biskop Hans Fuglsang-Damgaards kamp mod antisemitismen i 1930´erne og 1940´erne

v. professor emeritus i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten

21. november: Tekst og musik i samspil 

v. komponist Bent Sørensen

5. december: Veje til lykken 

v. lektor i klassisk græsk og oldtidskundskab Marcel Lysgaard Lech

Foråret 2024 i Aarhuskredsen

Studenterkredsen i Aarhus  præsenterer hermed sit program for foråret 2024: 

8. februar 2024: Digtningen og filosofien hos Platon

v. Benjamin Boysen, ph.d. og dr.phil. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Før Platons tid skelnede man ikke mellem digtning og filosofi. Filosofien er en disciplin, der først ser dagens lys med Platon og Sokrates, og som fra begyndelsen forstår sig selv i modsætning til digtningen. I Staten siger Sokrates således, ”at der fra gammel tid har været en strid mellem digtningen og filosofien”.

Modsat filosofiens selvkontrol, fornuft og visdom ophidser digtningen nydelsen og begæret. Den er illusorisk, bedragerisk og derfor gal, og filosofien må derfor afvise den.

I dialogen Faidros er forholdet vendt helt på hovedet, idet digtningen og filosofien nu spejler sig i hinanden, for så vidt de har den guddommelige galskab, entusiasme og inspiration til fælles.

Denne inspiration eller entusiasme, som filosoffen overtager fra digteren, er nu nødvendig for at han kan få syn for sagn og modtage indsigt i det hidtil usete eller uforudsete. Hvad er filosofiens forhold til digtningen? Hvorfor denne strid? Hvorfor denne samtidige fjendtlighed og fascination? Er filosofien i sidste ende en form for digtning?

22. februar 2024: Korstoget til Grønland. ​​Danmark, korstogene og de store opdagelser i renæssancen 1400-1523

v. Janus Møller, forfatter, historiker og direktør for Dansk Jødisk Museum

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus ​​ ​​

Janus Møller Jensen kortlægger i “Korstoget til Grønland” for første gang den vilde og tankevækkende historie om de danske korstog, der skulle kristne Grønland i 1400- og 1500-tallet og samtidig søge efter søvejen til Indien.

Baggrunden var en helt anden opfattelse og forestilling om Grønlands placering i verden, som afspejles i tidens geografiske beskrivelser og kort.

Det er en medrivende fortælling om Christian 2.s drøm om at finde søvejen til Asien og kristne det strategisk vigtige Grønland, så man kunne skabe store rigdomme og udbrede den sande tro og de danske ekspeditioner, der gik forud, som tilsammen udgør et overset kapitel i historien om de store opdagelser i renæssancen.

7. marts 2024: Tænkning båret af ånd – Hannah Arendt

v. Peter Aaboe Sørensen, studieadjunkt i idehistorie

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Tænk engang! Dette udsagn rummer i sig en tiltalende dobbelthed. For det første den glædelige hændelse at Hannah Arendts værk ”Åndens liv” – som hun skrev på helt frem til sin død – overhovedet blev tænkt og skrevet og dermed muliggjort efterfølgende for vi andre som læsere.

For det andet rummer sætningen en af Arendts kardinaldyder nemlig den uafladelige bestræbelse på at tænke og samtidig insistere på tænkningens betydningsfuldhed. Hun forfægter hele livet igennem Kants bestemmelse af oplysning som menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed til fordel for pligtbuddet tænk selv!

Men det helt afgørende er her hos Arendt, at det at tænke selv samtidig er at tænke ud over sig selv. Arendts tænkning er en lang afsked med selvet, og hvor såvel grækerne som senere inderliggjort subjektivisme tilsiger: Kend dig selv! da replicerer Arendt lakonisk: Glem dig selv!

I selve det at tænke ligger således selvforglemmelsens ophøjede mulighed. Det er derfor, at tænkning og ånd hører sammen, disse er uvægerligt er forbundne, fordi ånden gør sig gældende i den enkelte der tænker, men er samtidig er større end den enkelte, og unddrager sig dennes bemestring og beherskelse.

Det er således helt afgørende for Arendt at tænkningen bæres af ånd, ikke mindst som modstykke til en moderne tid, hvor Gud, metafysikken og filosofien hævdes at være bortgangen.

Det bliver ofte – og med rette – hævdet at Arendt er en politisk tænker, men måske er hun først og fremmest en tænker, inden hun bliver en politisk tænker. Værket ”Åndens liv” rummer en befordrende nedblænding af handlingsbegrebet, når dette udmønter sig i overdreven geskæftighed eller tankeløs aktivisme.

Forholdet mellem tænkning og handling er, at tænkningen rummer muligheden af at udskyde handlingen for en stund. Herved kan samvittigheden og etikken vinde indpas under devisen: etik tager tid! Det er foredragets hensigt at indkredse ovenstående momenter nærmere.

14. marts 2024: Status på retspraksis efter den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse

v. Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Man har nu arbejdet med den reviderede voldtægtsbestemmelse i retssystemet i 3 år. Bestemmelsen baserer sig på, at der skal være samtykke til samleje, men hvad var det egentlig man gerne ville ændre og er det lykkedes? Sideløbende med lovændringen er der sket en professionalisering af politiets og anklagemyndighedens arbejde med voldtægtssager, således at man nu i højere grad har forståelse for betydningen af traumereaktioner. Hvad ligger der nærmere heri?

Gyrithe Ulrich vil fortælle om det arbejde, der er pågået i politi og anklagemyndighed og give en gennemgang af retspraksis, som det har udviklet sig på voldtægtsområdet.

4. april 2024: Ludvig Holberg, satiriker og bekender

v. Ole Thomsen, cand.mag. i klassisk filologi og dr.phil.

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

​​ ​​Der har gennem årene dannet sig et billede af Holberg (1684-1754) som en bedrevidende moralist og som en knastør rationalist, der gjorde følelser slemt til grin. Det var ikke hans egen opfattelse! Lad os få Holbergs eget selvbillede frem. Så bliver han for alvor vedkommende og indtagende.

2. maj 2024: Kollokvium

Tre korte foredrag af folk i og omkring Kredsen med fri drøftelse.

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Livsgåden — Kaj Munks frelsende kvinder v. Ida Gammelmark, cand.theol.

Maskulinitetsidealer i antik jødedom – i lyset af Salmernes Bog v. Amalie Norup Randrup, cand.theol.

Menneskets afvikling og verdens genfortryllelse – eller hvordan jeg stoppede med at bekymre mig og begyndte at elske AI’en v. Anders Bruun, cand.mag. i idehistorie og indehaver af Bruuns Antikvariat

16. maj 2024: “Hvad er det, som piner dig?”

v. Kåre Egholm Pedersen, sognepræst i Viborg Domsogn og flyverprovst

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Den franske forfatter og filosof Simone Weil (1909-1943) blev aldrig døbt. Alligevel har hun leveret et tankevækkende bidrag til den kristne mystik. I dette foredrag udfoldes hendes begreb om den subversive ontologi, som kan opfattes som en rød tråd gennem forfatterskabet.

Endvidere søges der svar på, om Simone Weils mirakelløse kristendomsforståelse kan bidrage positivt til samtalen mellem troende og skeptikere?


Et semestermedlemskab af Kredsen koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 30 kr. Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet.

En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Foredrag i Aarhuskredsen efterår 2023

14. september: Den borgerlige orden

v. Rune Selsing, filosof og forfatter

Rune Selsing vil holde et foredrag om sin og hustruen Eva Selsings nye bog ”Den borgerlige orden” og angrebet på det almindelige menneske.

”Med kristendommens stille forsvinden har vi fået et nyt evangelium i form af selvrealisering, en søgen efter vores egen særlig vej i livet og dyrkelsen af det unormale. Det er idéer fra det 20. århundredes vigtigste filosoffer som Nietzsche, Heidegger, Sartre og Foucault, der kulminerer i moderne identitetspolitik. Fra universiteterne har idéerne plantet sig i den enkelte, formet hans og hendes dybeste overbevisninger og ændret vores kultur og liv radikalt.”

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

12. oktober: Terror

v. Carsten Bagge Laustsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Foredraget vil følge de sidste 20 års terrordiskussion og på denne baggrund stille en række mere kritiske spørgsmål: Hvad er terror i det hele taget og hvordan bruges henvisningerne til terrortruslen politisk? Er angsten for terror overdrevet? Hvordan påvirker terroren og terrorbekæmpelsen vores samfund? Er terrorbekæmpelsen et farmakon – en medicin, som, når den tages i for store doser, skader patienten? Undergraver vi i vores forsøg på at beskytte demokratiet de selv samme værdier, som vi forsøger at forsvare?

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

26. oktober: Apostlen Peters vidnesbyrd

v. Christian Langballe, sognepræst og fhv. MF

Manchet følger.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

16. november: Meningsfylde. Om Dorthe Jørgensens erfaringsmetafysik

v. Andreas Pilekjær, højskolelærer ved Rønshoved Højskole

Tænksom modstand mod tidens ensidige forstands- og nyttefokus – sådan kunne et centralt anliggende i filosof, idéhistoriker og teolog Dorthe Jørgensens tænkning formuleres. En tænkning, som insisterer på det, der bærer betydning i sig selv, på de erfaringer af meningsfylde, som overgår os, og som ikke lader sig gøre til redskab for andet uden at gå i stykker.

En sådan antirationalistisk modstand mod forstandens eneherredømme formulerer Jørgensen i sin erfaringsmetafysik. Men hvad skal der nærmere forstås ved en erfaringsmetafysik, hvad indebærer den, og hvorfor er den aktuel? Foredraget forsøger at indkredse svarene.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

30. november: Fortællingens fest – Thomas Manns mytopoetiske teologi

v. Morten Dyssel, cand. mag. i tysk og formand for Det Danske Thomas Mann Selskab

”Hemmelighedens væsen er og bliver tidløs nutid. Det er meningen med højtideligholdelsen, med festen.”

Sådan forlyder det med fortællerens formulering i forspillet til den tyske forfatter Thomas Manns monumentale bibelbaserede romantetralogi Josef og hans brødre (1933-1943).

Foredraget skal forsøge at indkredse forfatterens forehavende med at besværge myten på et tidspunkt, hvor mytologi ses på med tvivl. Derpågives et bud på, med meningen af værkets credo ’fortællingens fest’, idet der fokuseres på Thomas Manns mytopoetiske projekt. Slutteligtskal dette bringes i sammenhæng med tetralogiens teologiske temaer, som hænger uløseligt sammen med en antropologi: at det til alle tider gådefulde menneskevæsen er modsigelsesfyldt af natur.

Hovedpersonen Josef karakteriseres om nogen ved ’den dobbelte velsignelse’ (jf. 1 Mos 49,25), men også patriarkerne Abraham, Isak og Jakob er særdeles sammensatte skikkelser, der, ligesom deres Gud, på én og samme tid indeholder både det gode og det onde, uden at det i øvrigt altid er helt ligetil at skelne det ene fra det andet.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

7. december: Studenterkollokvium

Tre kortere oplæg med efterfølgende drøftelse.

v. Martin Sørensen, lærer: “En skole kan ikke være kristen, det kan kun mennesker” – menneskesyn og værdier på grundtvigsk-kirkelige efterskoler.

v. Espen Brandt, cand.theol.: In sternquiliniis invenitur – en eksistentiel-hermeneutisk undersøgelse af angsten og selvbedraget

v. August Hansen, cand.theol.: Så kys det nu – en betragtning af satanskikkelsen efter Milton

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus ——————————————————

Et semestermedlemskab koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag samt foredrag i Grundtvigsk Forum. Uden medlemskab koster foredraget 30 kr.

Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet.

En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl.

Vel mødt!

Følelsernes ophævelse

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af sognepræst Kristoffer Garne fra Studenterkredsen nr. 3, årgang 71. Indlægget kan med fordel læses i forlængelse af det umiddelbart forud bragte bidrag af Mikael Brorson.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Jeg synes at kunne iagttage, at udtryk som ”jeg mener” eller ”jeg tænker” har måtte vige pladsen for ”jeg føler”. Det er populært at mærke efter og give udtryk for sine følelser. Samtidig er der, ikke mindst i professionelle sammenhænge, en udtalt forventning om, at man kan lægge bånd på sig selv og sine følelser for at indgå i en ”konstruktiv dialog”. En overordnet kan tillade sig at sige, ”jeg arbejder ikke med folk, der bliver rasende”, selvom de adresserede medarbejdere bliver præsenterede for et urimeligt scenarie, som de naturligt reagerer på.

Nutidens menneske er spændt ud mellem en forventning om på den ene side at være i kontakt med sine følelser, på den anden side at kunne lægge bånd på dem. Følelser bliver på den ene side betragtet som noget autentisk, på den anden side som noget inferiørt. Vi står altså med den opgave at få formuleret en nuanceret forståelse af følelser, der giver dem deres rette plads hos individet, i samfundet – og i religionen.

Med titlen ”følelsernes ophævelse” forsøger jeg at indfange det forhold, at følelserne på én gang er blevet ophævet i forståelsen sat ud af kraft og tilkendt en højere status. Det har givetvis en kompliceret historisk baggrund, som kunne beskrives som det, at fornuften i lange tider har været for enerådende, og nu trænger de undertrykte følelser sig så på. Det vil jeg imidlertid ikke gå så langt ind i her.

For med udtrykket ”ophævelse” forsøger jeg også at alludere til noget i retning af filosoffen Hegels begreb ”Aufhebung”, der betegner den dobbelthed, at noget på en gang kan afvikles og opbevares. Når noget er ophævet, er det forenet med sin modsætning i en højere enhed. Kan man tale om følelser på en sådan måde, at de ikke ses som modsætning til fornuft, men som del af en større helhed?

 

Det er udbredt at sondre mellem følelse (feeling), sindsbevægelse (emotion) og humør (mood). Dagligsproget og erfaringen respekterer imidlertid ikke altid sådanne sondringer, og hos den enkelte er følelser og tanker af højst forskellig art som oftest sammenviklede.

Den danske ordbog definer følelse som ”et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker”. Det synes at være en tilstrækkelig både præcis og rummelig definition, som også allerede antyder noget af det, jeg gerne vil frem til, nemlig at følelser er vores måde at være forbundne med verden på. Derfor kan de også kultiveres.

Umiddelbart kan der synes at være en konflikt mellem en psykologisk og fænomenologisk beskrive af følelserne. Den ene siger, at følelser er noget, der kommer indefra. Følelserne er vores. Den anden siger, at følelserne kommer udefra. Følelser er noget, vi bliver ramt af.

Men denne sondring mellem ydre og indre, fænomenologi og psykologi, er falsk. Følelser er vores måde at registrere og reagere på. Følelse er en bevidsthedsfunktion på linje med tænkning, sansning og intuition. De kommer hverken indefra eller udefra. De bliver til i et sammenspil mellem mig og verden. Følelser er proceskanaler, der giver mit ”indre” vigtig viden om mig selv og verden, og som i deres ”ydre” manifestation fortæller verden om min tilstand. I den forstand er følelserne en del af vores selvregulering. De gennemspiller nødvendige tilstande og meddeler om disse, så de kan komme til udtryk og evt. blive balancerede.

Den græske filosof Aristoteles definerende mennesket som et zoon logon echon, et væsen med logos, hvilket på latin blev til animal rationale, et fornuftigt dyr. Det må siges at være at være en betydelig indskrænkning. Zoon betyder slet og ret ”væsen”, og Aristoteles kan også andetsteds definere mennesket som det dyr, der i eminent grad er et et zoon politikon, et samfundsvæsen. Tillige betyder logos ikke blot fornuft, men også forhold, tale, oplysninger, bevidsthed mm.

Denne betydningsforskydning fra græsk til latin afslører en dyb skævvridning i den vestlige tradition. Fornuften er blevet set som det altregerende princip og som det, der særligt udmærker mennesker. Det har betydet, at følelserne er blevet ringeagtet som noget underlødigt eller dyrisk, som menneskene skulle hæve sig over. Det skete fx i den stoiske filosofi, der var fremherskende ved vores tidsregnings begyndelse, hvor det handler om at hæve sig over ydre påvirkning, jf. udtrykket ”stoisk ro”.

Denne idé om følelserne som noget underlødigt, mennesket skulle hæve sig over, blev stærkt kritiseret af kirkefaderen Augustin. I Om Guds Stad XIV,9 skriver Augustin imod det stoiske ideal om følelsesløshed, at kristne har følelser (affectiones). De frygter, glæder sig, lider og begærer. ”Eftersom disse følelser følger sund fornuft, når de vises på rette sted, hvem vil da vove at kalde dem sygelige tilstande eller skammelige lidenskaber?”, spørger Augustin. Jesus udviste også følelser, da han levede som menneske. Man betaler dyrt, hvis man brutaliserer sindet og afstumper legemet, referer Augustin den græske filosof Krantor for at have sagt.

Augustin skriver: ”Hvis nogen af en forfængelighed, der er så meget mere uhyrlig, som den er sjælden, er forelsket i dette hos sig selv, at de overhovedet ikke opildnes eller tilskyndes, bøjes eller nedslåedes af nogen som helst affekt, da mister de snarere hele deres menneskelighed, end at de opnår sand ro. For intet er ret, fordi det er hårdt, ej heller er noget sundt, fordi det er stillestående.”

 

Den nulevende amerikanske filosof Martha Nussbaum har (i Upheavals of Thought og en række efterfølgende bøger) udviklet en teori om følelsernes intelligens på baggrund af de stoiske filosoffer, som Augustin kritiserer, men uden at medtage deres pessimistisk syn på verden. Følelserne er en måde at forbinde sig med og værdsatte verden, ja, og det er netop det gode ved dem.

Nussbaum anskuer følelser som en værdidom. De er vores måde at fortælle os selv og omverdenen på, hvad der er vigtigt for os. Vi reagerer fx med sorg på vores egen mors død, men ikke på andre mødres.

Følelser forbinder. De forbinder os med verden. Og følelserne er forbundne, med hinanden og med vores verden. Frygt og håb hænger sammen som hinandens modsætninger. Følelser reagerer på, hvad der sker i omverdenen. Derfor forandrer de sig også med omverdenen. Følelser kan altså også være rigtige og forkerte i det omfang, de er passende reaktioner på omverdenen – hvilket selvfølgelig kan opfattes vidt forskelligt i forskellige sammenhænge og samfund. Derfor er følelser også kulturelt prægede og indlejrede, selvom følelser som sorg, glæde, frygt, håb og kærlighed lader til at være universelle.

Når folk kan reagere afvæbnende eller direkte fjendtlige over for følelsesudbrud, så skyldes det næppe en modstand mod følelser som sådan, men helt andre forventninger til den intensitet, hvormed følelsen bør udtrykkes i den pågældende situation. Disse forventninger bør vi arbejde med. Hvis ikke følelserne får lov til at komme adækvat til udtryk, så bliver de enten skævvredne eller undertrykte, og så vil de som alt andet fortrængt på et tidspunkt vende tilbage og vise deres grimme ansigt. Med det til følge, at folk reagerer endnu mere afvisende på dem, og så er en ond cirkel for alvor i gang.

Følelser er i en vis udstrækning socialt konstruerede. Men det betyder ikke, at de ”blot” er konstruktioner, eller at de er ubetinget determinerede af samfundet. Det betyder snarere, at de fortæller os noget om det samfund, der er vores, og at vi har frihed til at ændre samfundet på en måde, så vi får andre følelser frem.

Følelserne har en historie. De fortæller os om, hvem vi er, og hvad vi er formet af. Men de kan også få historie – ved at indgå i og forbinde sig med vores fælles liv. Følelser fortæller os ikke kun, hvem vi er, men også, hvad vi kan blive.

Følelser vedrører den måde, vi tænker om eller forestiller os verden på. Følelser er altid forbundne med et bestemt billede af, hvordan verden ser ud, og måske et bestemt billede af, hvordan den burde se ud. Derfor kan følelserne ændres ved oplysning eller bedre billeder, eller i takt med, at verden også ændrer skikkelse. Det er derfor altid et godt spørgsmål at stille, om det er den enkelte, der har et forkert billede af verden og derfor reagerer med nogle uhensigtsmæssige følelser, eller det er verden, der er noget galt med, og følelserne forsøger at fortælle os noget om dette.

Følelserne kan således give os oplysninger om verden, som ikke ville kunne formuleres på andre måder, eller i hvert fald ikke i sproglige begreber. Derfor gør vi klogt i at lytte til følelserne – men også at arbejde med dem.

Der er dog det besynderlige ved mennesket, at det er det eneste levende væsen, der har fået en ide om, at det er særlig fint at hæve sig over sine følelser. Mennesket lærer at benægte sin egen skrøbelighed og glemmer, at denne følelsesmæssige skrøbelighed netop er tegn på det grundlæggende vilkår, at vi er forbundne. Det burde ikke være skamfuldt at indrømme, at man er ”needy”, har brug for andre, men det er det desværre blevet. Det skyldes opskruede og usunde idealer om, hvad et ”rigtigt” menneske er.

Det er ikke meningsfuldt at sætte som mål for mennesket, at det skal være usårligt eller kunne diktere sine egne følelser. Det at foreskrive en uopnåelig norm om perfektion er selve det, der kan bibringe følelsesmæssig ødelæggelse eller menneskelige tyranni, skriver Nussbaum.

Idealer kan være gode nok som noget at stræbe efter. Men endnu bedre er et velfungerende (følelses)liv med os selv og hinanden.

 

Med jævne mellemrum i teologiens historie bliver det populært af tale om den religiøse følelse eller følelsen af det guddommelige eller hellige.  Religion er blevet bestemt som følelsen af absolut afhængighed (Schleiermacher) eller følelsen af det guddommelige nærvær som på én gang dragende og frygtindgydende (Rudolf Otto).

Men spørgsmålet er, om det giver mening at tale om den religiøse følelse. Hvis følelser er forbundne, socialt konstruerede og indvævede i vores livsverden, så vil religiøse følelser eller erfaringer også være det. Det betyder, at følelser både farver og tager farve af den specifikke religiøse kontekst. Og det betyder, at religion kan betragtes, ikke som afledninger af en bestemt følelse, men som en måde at nærme sig og arbejde med de følelser, der ellers kan svære at ”sætte ord på”.

 

Det er, som også Augustin ville sige, et menneskeligt vilkår at være utilstrækkelig og ramme ved siden af, at forbryde sig mod idealerne. Det er lige så menneskeligt selv at fejle som at vredes eller græde over fejl og uret i verden. Men ligeså menneskeligt det er at fejle, lige så menneskeligt er det at glæde sig, og ja, føle sig forbundne med andre og med noget større end en selv. Den ene følelse er ikke mere rigtig menneskelig (eller kristen) end den anden. De hører alle med til det store brogede billede, livsverdenen er. I Salmebogen følges ordet ”føle” lige så tit af triste eller uperfekte som af glædelige eller idealiserede udtryk.

Følelserne skal have lov til at dukke op, så de kan blive kultiverede og få opmærksomhed. Men når følelser vedrører vores forbundethed med verden og andre mennesker, så de skal også forbindes med det, der er menneskeligt: fornuft, ånd, tanke. Det er derfor, vi må have sprog for følelser. Det sprog kan vi imidlertid ikke alene hente fra forstandens begreber. Der må kunst, musik, litteratur og religion til. Her forbindes vi med følelserne, her bearbejdes og forfines de, her får vi sprog til at beskrive det, vi er fælles om, så vi i stedet for hver især at beråbe os vores egen følelse med fare for, at enhver samtale forstummer, forenes gennem følelsernes ophævelse i et fælles udtryk, i kultur.

Vi er formet af det fælles, og derfor er vi også henvist til det fælles. Følelserne ophæves og opbevares i religion og kultur. Der er de tilgængelige og bearbejdede, ikke som uopnåelige idealer, men som en levende virkelighed, der i stedet for at splitte os ad med hver vores følelsesliv kan forene os.

PS ad Brorson
Da jeg sendte ovenstående til redaktionen, var jeg ikke bekendt med Mikael Brorsons artikel i sidste nummer, hvori han veloplagt går i rette med min kritik af sondringen mellem religion og evangelium. Meget af det, jeg kunne have skrevet i en replik som kvittering for artiklen, ligger mellem linjerne i det ovenstående. Her kun to korte bemærkninger: 1) Religion er mere end trang til religion; det er også et uomgængeligt ”sprog” for alt det, der ikke ”kan sættes ord på”, og en kultiverende faktor i menneskelige samfund. 2) I min bog Den danske gudstjeneste har jeg behandlet Nørager Pedersen, som Brorson med rette trækker frem, og også præsenteret Regin Prenters parallelle, men knap så religionsforskrækkede, bud på, hvad der ligger i ordet gudstjeneste: Jesu offer, som jeg tager del i ved at give mit liv som et offer til Gud og min næste.

Religiøse bekendelser fra en ikke-religiøs kristen

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af cand.theol. Mikael Brorson fra Studenterkredsen nr. 2, årgang 71.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.


Er kristendommen en religion? At svare “ja” forekommer at være en selvfølgelighed, og når det overhovedet giver mening at stille så fjollet et spørgsmål, skyldes det en flok stædige teologer af dialektisk såvel som eksistentialistisk tilsnit, der op igennem det 20. århundrede fandt stor moro i som klassens frække drenge at benægte dette helt indlysende faktum.

Med tiden blev det helt populært at hævde, at kristendommen da ingenlunde var en religion – den var jo evangelium, Guds Ord til det syndige menneske, ikke menneskets religiøse bestræbelse på selvretfærdiggørelse. Eksistensteologien blev i hine dage ligefrem salonfähig, noget nær et teologisk allemandseje.

Men det var altså dengang, og i dag forholder det sig nærmest omvendt. Benægtelsen af, at kristendommen skulle være en religion, opfattes vidt og bredt som epigoneri og udtrådte fraser, og tages typisk som et mildest talt tvivlsomt religionshistorisk udsagn. Man er vel nærmest teologiens svar på en boomer, hvis man afviser, at kristendommen skulle være en religion: Man vil så gerne være med på beatet, og netop derved afslører man, at man er nærmest håbløst bagud.

Dagens orden er således en tiltagende tendens til at se og behandle kristendommen som netop en religion – og endda gøre en teologisk dyd ud af det. Det har ikke mindst Kristoffer Garne gjort, særligt i Natur og religion i det indre og ydre, hvor han i kap. 2, “Kristendom og religion”, behandler spørgsmålet indgående. Garne er nemlig kommet frem til, at benægtelsen af kristendommen som en religion er “noget sludder”, som han – kort, godt og forfriskende tørt – konstaterer.

En teologisk boomer

Lad mig øjeblikkeligt gå til bekendelse. Jeg er én af disse stadig færre eksistensteologer, som fortsat finder en vis tilfredsstillelse ved at udbasunere, at kristendommen ingen religion er, for den er evangelium. Jeg er sikkert nok ganske fanget i teologiske spørgsmål, som kun var relevante i det 20. århundrede, og jeg mener, at det meste for teologien væsentlige er sagt med Søren Kierkegaard, Rudolf Bultmann, K. Olesen Larsen og Johannes Sløk.

Derfor kan læseren nok også forestille sig den følelse af ren og ublandet gru, som fyldte undertegnede, da landets corona-situation tillod min sognekirke igen at afholde gudstjeneste i fuld længde og med både salmesang og altergang, og jeg – ak og ve! – mærkede, at en decideret trang til at gå i kirke kom snigende. Jeg havde simpelthen behov for det: For salmerne, for kirkerummets særegne (skulle man skrive: numinøse?) atmosfære, for brødet og for vinen. Så er kristendommen måske alligevel religion, tænkte jeg.

Det har været en sand fryd at læse Garnes forsøg på at genetablere kristendommen som en religion. Selvfølgelig fordi det er ganske provokerende læsning, og vi eksistensteologer kan godt lide provokationer. Men endvidere, fordi “kristendommen er ikke en religion” vitterligt er et bonmot, som stadig oftere udsiges som en selvfølgelighed og en markering uden megen tankevirksomhed underneden. Det er ofte nok et tomt og ligegyldigt postulat, som fortjener at blive klædt af og afsløret som sådan.

Videnskab eller forkyndelse?

Når man møder udtrykket i denne form, er religion blot alt det, man ikke bryder sig om, og da er det – som Garne påpeger – let nok at afvise, at kristendommen skulle være en religion. Men overser man ikke, at kristendommen unægteligt kommer til udtryk i religiøse former: “i ritualer, fortællinger, læreindhold, bekendelser osv.”? Skulle man måske ikke imødekomme den religiøse erfaring, som unægteligt er almenmenneskelig, og tage den til sig, frem for at afvise den? Det revolutionære budskab, som Jesus bragte i evangeliet, fandt sig jo også til rette i “arkaiske kultformer”. Var min egen religiøse vækkelse ikke et eksempel på netop det?

Der kan selvfølgelig ikke herske tvivl om, at evangeliet kommer i religiøse klæder, dvs. påtager sig religiøse former, og at der til det knytter sig ritualer, bekendelser og meget andet, som vi forbinder med religion. På den måde kan vi sige, at kristendommen i hvert fald også er religion. Som et ligefremt, religionsvidenskabeligt udsagn, er det derfor vitterligt noget sludder (det er måske endda en meget mild dom i netop dén kontekst), hvis man postulerer, at kristendommen ikke er en religion. Det er den uigendriveligt – fra en (religions)videnskabelig betragtning.

Men afvisningen af kristendommen som religion er ikke og har næppe nogensinde været ment som et videnskabeligt udsagn. Det er end ikke blot et teologisk udsagn, men det er i pointeret forstand et forkyndende udsagn – og som sådan mener jeg tilmed, at det bærer på noget væsentligt, som vi kan og bør fastholde.

Religion og evangelium

Lad mig udfolde det med udgangspunkt i P.G. Lindhardts artikel “Religion og evangelium” fra bogen af samme navn, som knæsatte den eksistensteologiske forståelse af religion og evangelium som to modsatte størrelser i en dansk kontekst, og som Garne også kort behandler i førnævnte bog uden at gå i dybden med den.

Ifølge Lindhardt er religion kendetegnet ved fire funktioner: Religionen er for det første tilværelsesforklaring i kraft af myter, som ætiologisk lader tilværelsen fremstå ordnet og meningsfuld – selvom den nok kan tage sig ud som det modsatte. For det andet giver religion indhold og mening til livet ved f.eks. at sikre tilhængere lykke, nytte eller mening i det hele taget. Som et tredje punkt peger Lindhardt på, at religion tjener til at sikre eksistensen ved religiøse garantier; menneskets frelse garanteres, dogmer (f.eks. Skriftens ufejlbarlighed) garanteres osv., så tilhængerne betrygges. Og for det fjerde garanterer religionen også fremtiden, dvs. livet efter døden, idet vi i de himmelske sale igen skal se vores kære og fortsætte livet, hvor vi slap.

Imod dette stiller Lindhardt evangeliet, som er religionens diametrale modsætning (og der er vel at mærke ikke tale om en gradsforskel, men en artsforskel). Evangeliet er sui generis, på et kvalitativt andet niveau end religionen. Religionen formulerer sig nemlig indikativisk, når den skal forklare og sikre tilværelsen. Evangeliet, derimod, taler imperativisk, det befaler frem for at beskrive: “Religionen lover lykke, men evangeliet stiller krav” (s. 19), og det betyder, at religionen giver sikkerhed, imens evangeliet netop befaler, at mennesket kaster sikkerheden fra sig, så Gud kan være alt for det. Religion kan man tage til efterretning, som et udsagn om verdens og tilværelsens sammenhæng og indretning, men det kræver intet, hæver sig aldrig over anskuelse. Evangeliet, derimod, kræver alt.

Synd par excellence

Hvilket syn på religion er det, som vi her møder hos Lindhardt? Det sætter en anden teolog, A.F. Nørager Pedersen, ganske præcist ord på i sin Gudstjenestens teologi fra 1969 (som man altså i parentes bemærket bør læse, om ikke andet så for at nyde de fantastiske overskrifter; en personlig favorit hos undertegnede er “Kultens ophævelse i Jesus Kristus, ved hvem menneskene henvises til inden for de gængse samværsformer under bønnens afmagt at høre et frit og nådigt ord fra Gud” – min sjæl, hvad vil du mer?).

Nørager Pedersens problem er gudstjenestens legitimitet; hvis den religiøse kult i bred forstand kan defineres som menneskets frembæring af ofre til Gud – Nørager Pedersen er selvfølgelig pinligt bevidst om den righoldige variation, som gives indenfor kultiske handlinger; enhver definition vil nødvendigvis enten være for bred eller ramme ved siden af visse fænomener – så må Kristus, Guds endegyldige ofring af sig selv for menneskers skyld, være kultens totale ophør. Kulten kan ikke efter Guds åbenbaring og selvofring i Kristus have nogen legitimitet tilbage.

Men hvorfor i alverden fastholder vi en kult og insisterer på at omdanne evangeliet til religion? Det skyldes ifølge Nørager Pedersen menneskets synd – intet mindre. Mennesket kan ikke tåle den af evangeliet fordrede udleverethed til Guds frie nåde, som også Lindhardt talte om, “mennesket tør ikke se virkeligheden i øjnene i dens angstfuldhed og fortabthed, dens mangel på sikkerhed og redning […], og netop i denne situation melder kulten sig som menneskeslægtens prøvede vej til frelse og tryghed” (s. 94).

Derfor, fortsætter Nørager Pedersen, kan vi kort og godt sige, at kulten er et udtryk for menneskets ulydighed mod evangeliet: “Mennesket har selvrådigt og egensindigt taget sin skæbne i sin egen hånd for at forme den efter sit eget behov i en frygt for at vedgå skabthedens vilkår, som består i at være henvist på nåde og unåde til en Skaber. Kult er for så vidt menneskets synd par excellence [min kursivering, MB], her stikker hovmodet hovedet frem, her blottes egoismen” (s. 94f.).

Når det derfor er afgørende at understrege, at kristendommen ikke er en religion, skyldes det ikke en blindhed for, at den selvfølgelig dyrkes som sådan. Men skellet er selv en forkyndelse af evangeliet, og dermed en afsløring af menneskets syndighed – også på det sted, hvor mennesket føler sig allerhelligst og tættest på Gud, nemlig i gudstjenesten. Problemet illustreres såmænd af selve ordet ‘gudstjeneste’, for er det en subjektiv eller objektiv genitiv, vi her har med at gøre? Er det mennesket, som her tjener Gud, eller er det Gud, som tjener mennesket? Der er akkurat sandheden til forskel på de to tolkninger, og det er det, som forkyndelsen af evangeliet som noget kvalitativt andet end religion afslører: Den afslører, at mennesket er et religiøst væsen, som gang på gang vil sikre sig og tror at kunne gøre noget for sin egen frelse. Og dermed er det også en fordring: Gå ud i verden og gør Guds vilje, idet du giver dit liv til din næste.

Dobbelt indrømmelse

Vi kan også formulere det anderledes: Skellet forkynder forskellen mellem eros og agape, sådan som Anders Nygren populært har formuleret det i Den kristna kärlekstanken genom tiderna. Eros och Agape (1930-36). Her skelner han mellem hedenskabets eros-tanke på den ene side, som er kærligheden i dens stræbende og opadstigende form. Her er det det ulydige – det religiøse – menneske, som vil bane sig vej til Gud. På den anden side placerer Nygren det modsatte motiv, agape, som er Guds nedadstigende og selvopofrende kærlighed, som vi møder den i Guds inkarnation i Kristus. Her er der ingen religiøs sikring, men kun afhængighed af Guds frie nåde. Her er evangelium, ikke religion.

Så hvordan kan vi da forsvare, at vi alligevel fastholder gudstjenesten, dvs. at vi alligevel udøver kristendommen som religion? Er den helt naturlige følge af afsløringen af kulten ikke, at vi vitterligt må vende hele kulten og gudstjenestelivet ryggen? Jo, kan vi sige med Nørager Pedersen, det burde vi og det skal vi, men mennesket er jo netop en synder, dvs. mennesket er netop religiøst – det er præcis hvad forkyndelsen afslører. Derfor har mennesket også brug for gudstjenesten, men gudstjenesten bliver nu en dobbelt indrømmelse: Den er Guds indrømmelse, nemlig en indrømmelse til menneskets vrangvillighed, og den er menneskets indrømmelse, nemlig en indrømmelse af selvsamme vrangvillighed (s. 213f.). Mennesket har brug for kultus, men kultus bliver da stedet, hvor menneskets ulydighed afsløres og hvor Gud alligevel insisterer på at lade sit kerygma (for nu at tale med Bultmann), sit Ord, lyde – uanset omfanget af religiøse menneskers oprør.

Hermed fremstilles min oplevelse af religiøs trang i et helt nyt – og væsentligt uskønnere – lys, men også som det mest naturlige overhovedet. Jeg trænger ikke til at gå i kirke, fordi kristendommen er en religion, men fordi jeg er et religiøst menneske (læs: en forhærdet synder). Men netop derfor kan jeg heller ikke gøre andet; jeg er, hvor meget jeg end vil bekæmpe det, uigendriveligt religiøs. Og da er der intet andet at gøre end at gå i kirke og bede til, at Gud vil lade sit Ord lyde også dér, på det uhelligste af alle steder. Esto peccator et pecca fortiter, sed fortius fide et gaude in Christo, som Luther sagde til det religiøse menneske.