Sommermøde 2016: Natur og unatur

Ⓒ Adam Garff
Ⓒ Adam Garff

Traditionen tro holder Studenterkredsen et årligt sommermøde. I år er det Aarhuskredsen, der arrangerer, og Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, der lægger idylliske og behagelige omgivelser til. Årets program er nu udfærdiget og kan ses nedenfor. Se også Adam Garffs billeder fra sidste års sommermøde. el mødt til en uges frisindet diskussion, højskolesang og ungdommeligt bajadseri.

”Ulven kommer!” er ikke længere bare noget, Peter råber for at fordrive tiden. For ulven kom, og med sig bragte den naturen tilbage i danskernes bevidsthed, ja, ligefrem hele vejen ind på den politiske dagsorden, for det forlød jo, at den ikke hørte til hertillands. Problemerne begynder allerede her at tårne sig op, for kunne man ikke også stille spørgsmålstegn ved, om den vilde natur, eller sågar naturen som sådan, hører til i et gennemciviliseret land som Danmark? Dette bringer endvidere andre spørgsmål på banen, eksempelvis hvor naturens grænser går? Kan vi overhovedet skelne mellem en natur og en unatur? Er mennesket ren natur og således blot ét iblandt et væld af andre naturvæsner, eller er vi netop som mennesker i stand til at bryde naturens lænker og bånd og således også være ånd? Og er vi mennesker betragtere af eller deltagere i naturen ‘derude’? Bølgerne går ofte højt, når vi diskuterer begrebet “naturlighed” i forbindelse med kønsdebatten, forholdet til vores omverden og maden, vi putter i munden. Vi skal på dette års sommermøde med andre ord diskutere grænserne mellem det organiske og det syntetiske, natur og unatur.

Foredrag
Nordisk længsel – om Havsteen-Mikkelsens billed- og kirkekunst
Oplysning om Livet eller Skyggeværk i Åndens Verden
Immanensklaustrofobi – Mennesket på randen af verden
Dyresyn i Danmark og udlandet – dobbeltmoralens holdeplads
Grundtvigsk lystvandring mellem mytologi og naturalisme
Hvem er bange for den store stygge hun-ulv?
Følelsernes Opdragelse
Politisk psykologi: Hobbes, Lorentz og Arendts forfatterskaber
Universets evige Blaa, hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa – Om Thøger Larsens digtning

Højskolelivet
Udover foredragene vil ugen byde på højskolesang, lanciers, frisindet diskussion til den lyse morgen, samt en eftermiddagstur til Naturparken Vadehavet.

Særpris for studerende deltagere i Studenterkredsens sommermøde
Dobbeltværelse pr. person uden bad: 2.300,-kr

Vælg indkvartering på dobbeltværelse og angiv “Studenterkredsen” i kommentarfeltet. Så modregner vi beløbet når pengene trækkes fra Deres konto.

Priser
Enkeltværelse m. bad:
kr. 5.195,00
Dobbeltværelse m. bad:
kr. 4.495,00
Enkeltværelse u. bad:
kr. 4.495,00
Dobbeltværelse u. bad:
kr. 3.695,00

Yderligere information og tilmelding via Rønshoved Højskoles hjemmeside. Markér også gerne Deres deltagelse på Facebook.

Replik til stolesmadringen: Om tilværelsens ubærlige meningsfuldhed

En gang imellem hænder det, at et ellers godtaget indlæg af uforståelige grunde hænder nederst i redaktionens skuffer, hvor vi også gemmer alskens unoder. Et sådant indlæg er følgende skrivelse, som redaktionen tidligere på året modtog fra en Carl Noir Virrested Hansen, der også debuterer med et andet indlæg under uret i det kommende septembernummer af vores blad. Skrivelsen her er foranlediget af Hans Grusdam Vrasts indlæg “Derfor smadrer idioterne en stol”, som står at læse under uret i aprilnummeret af “Studenterkredsen”, april 2014. Septembernummeret udkommer denne uge og rummer foruden Virrested Hansens og andre glade drenges skriblerier under uret artikler af Thomas Reinholdt Rasmussen, Martin Ravn, Martin Hauberg Lund, Henrik Wigh-Poulsen og Hans Nørkjær samt rim på reversen af Pia Tafdrup.

Den bemeldte stolesmadringshændelse skal ganske rigtigt have fundet sted, om end stolen faktisk ikke blev smadret, men gjorde modstand – ja, denne faktiske stol, som nok har givet anledning til en glimrende eksistentialanalyse af Hr. Grusdam Vrast, modsatte sig den intenderede smadring – dette selvfølgelig ikke ud fra en eller anden eventyrlig stolevilje eller sjælelig modstandskraft, men udelukkende i kraft af materiens egen væren og modstandsdygtighed. Det der skulle være en opvisning i maskulin vold og koket arvesynd endte i virkelighedens verden i et nederlag, idet kampen vist nok faldt ud til stolens fordel. Jeg husker blod der løber ned ad hvide overkroppe og krigerstolthed i de slørede øjne, og det er måske ikke så skidt, at ungdommens uro og længsel efter skibskatastrofer og pludselig død kan ordnes med en rask lille sving-om i træerne med en vrangvillig stol. Det er jo trods alt kun en stol, og hævnen er altid på menneskenes side. Den faktiske stol, som overlevede, er i dag glemt, og tilbage er kun den smadrede mytologiske stol, som tjenstvilligt kan indgå i en højere analyse – ja det må overhovedet være forventeligt, at disse kreative medlemmer af Foreningen for Bragesnak og Lækkersynd (FBL) hælder mod mytologiseringen for at glemme fakticiteten – for som Vrast citerer Kierkegaard, så er tænkning jo ikke lig væren, og siden væren dermed er uhåndgribelig og ingentings-agtig, så kan den jo passende få lov til at sejle i sin egen sø.

Fra den abstrakt-mytologiske udkigspost fra oven har stolesmadringshændelsen således ingen jordisk årsag, men er et spontant symptom på menneskets vilkår og hjemløsheden i verden. Det samme gælder ifølge Vrast for de unges containerafbrændinger i Paris’ forstæder: Vi kan snakke om sociale vilkår, om opvækst, elendige forhold, samfundets fiasko, akut mangel på kærlighed, mangel på kunst og fællesskab, eller et reelt opråb, en politisk handling med en konkret adresse, men en sådan snak er i virkeligheden kun åndløs og totalitær socialisme. Nej, sandheden om den meningsløse vold på ligegyldigt materiel har sin oprindelse i splittelsen i den menneskelige eksistens, der som sådan er en ”smertefuld vandrehal”. Derfor kan vi glemme alt om politik og gode intentioner, for den eksistentiale rastløshed kan ikke kureres. Der er tale om et ontologisk vilkår – vi er fortabte (og kun Jesus kan redde os i kraft af det absurde, kunne det lige så vel tilføjes). Således befriede fra etikkens åg kan vi synke ned i druk og filosofiske samtaler og vende ryggen til alle de åndløse hyklere, der tror, at der er noget, der nytter noget.

Teoretisk-filosofisk betragtet talt har Vrast selvfølgelig fuldstændig ret. Men i kraft inkarnationens umage alliance mellem Gud og materie har han til gengæld helt uret. Trods det kierkegaards-kristne perspektiv glemmer Vrast nemlig kristendommens bekræftelse af kødet og materien i inkarnationen og kødets opstandelse. Materiens gudsskabte fakticitet er kristeligt set ikke en forsvindende afgrund, men har egenbeståen og gør opstand mod menneskeforstandens dovne vold. Vrast tænker, at verden er menneskene et uvelkomment sted, og han mener tillige, at det er sådan, og glemmer dermed fuldstændig, at ”tænkning ikke er lig væren”. For en evangelisk betragtning har han således uret i, at verden er en udørk, for her fortælles det, at menneskelivet i kraft af Jesus Kristus er guddommeliggjort. Det er synd ikke at tro på det, ja det er ynkværdigt, for så er vi fanget i vores egen trøstesløse myteverden, i denne skinnende og forenklede verden af reklameagtige papkulisser, som i virkeligheden er en flugt fra den konkrete og ikke-standardiserede materialitet. Ja, således fanget er det – alt andet lige – nemmere at gøre det kristne budskab til en obskur myte, end at tage det på sig som en kosmisk og konkret realitet.

Men for nu at være konkrete, så lad os vende tilbage til den faktiske stol og den konkrete sommerdag i Hillerød i 2013. Vi kan enten subsumere hele opholdet, inklusive den natlige stolesmadringsseance, under kategorien eksistential rastløshed og meningsløst tidsfordriv, eller vi kan prøve at se nærmere på, hvad der skete og i hvilken konkret kontekst. Ud fra den mytologiske betragtning kom stolesmadringen selvfølgelig ud af det blå, men betragtet historisk-konkret var den et led i en filosofisk diskussion, som begyndte under et foredrag om Heidegger, blandet op med Grundtvig. Efter pausen blev der sunget om ”menneskerøsten i ørken” og hvordan alene mennesket som skabt i Guds billede ”med levende ord på tunge (…) mellem træ’r og dyr/ med guderne tale og sjunge” (Højskolesangbogen, nr. 151).
I studenterkredsen og på Grundtvigs Højskole skal man selvfølgelig ikke fornærme Grundtvig – det er klart – men fra en kætter uden situationsfornemmelse blev det efterfølgende bemærket, at Grundtvigs antropocentrisme, fx set i lyset af Heideggers brede definition af ord og tale, vel nok kunne diskuteres? Er træer og dyr virkelig helt uden gudetale, og bare dum og grusom natur?[1]

Denne udmelding lugtede på forvirrende vis af noget forvrøvlet hippie-sludder, og bedre blev det ikke af, at påstanden om træernes tale i diskussionens lune sommerhede blev udvidet med påstanden om, at en stol også var sin egen ting, som har egenværdi, og som gør krav på ikke at blive smadret.
Samtalen forløb behersket, men noget mørkt og oprørsk må alligevel have faret i visse FBL-medlemmer: en uartikulerbar trods, en gnist, som i løbet af aftenen ulmede, indtil den i løbet af sommernattens dunkleste timer slog ud i lys lue og slog ud mod en tilfældig stol.

I den efterfølgende iscenesættelse af hændelsen som en mytologisk forbrydelse med oprindelse i menneskets umulige tilværelsesbetingelser bekræftes imidlertid den præmis, som aktionen var et oprør imod: Stolen bør ikke smadres. Vi ved det, men vi gør det alligevel – om ikke andet, så for at stadfæste den trælbundne vilje. For at handlingen kan fremtræde som særlig meningsløs, så må man forudsætte den præmis, at stolen i første omgang ikke bør smadres. For hvis alt vitterligt og uigenkaldeligt var tomhed, så kunne ligeså vel eftermiddagskaffen i Solen fremhæves som meningsløs og et udslag af eksistentiel rastløshed. Men stolesmadringen låner sin mytologiske kraft i det, at der er tale om en destruktiv adfærd, som vi ved er forkert. Det var helt sikkert sjovt og uden tvivl tilgiveligt, men vi griner selvfølgelig kun af det forbudte og utilstedelige.

Der er for så vidt tale om vold, også selv om det bare er en stol. Ikke fordi stolen har følelser, og heller ikke fordi den har en markedsværdi, men fordi den er en stol. Den er en stol der findes og som har stole-værdi i sig selv. For den alt-for-menneskelige forstand er den blot et eksemplar – der var mindst halvtreds stole på terrassen, som var nøjagtig magen til, og i sidste ende kunne den jo erstattes ved et greb i pengepungen. På den måde kan vi indrette væren efter tænkningen: Vi tænker abstrakt: stol, og alt hvad vi ser, er et eksemplar af en stol, et udskifteligt stykke dødt materiel, og ikke netop denne stol, som har denne materielle oprindelseshistorie – denne stol, som er lavet af metal, som er hentet ud af et bjerg ved maskinel og menneskelig arbejdskraft, og som har haft miljømæssige omkostninger i kraft af transport og garanteret møggiftig hvid maling – denne specifikke stol, som optager denne tid og dette rum i universet, et absolut unikt tidsrum. Og ikke bare et bjerg, men netop dette bjerg på denne dag, og ikke bare hvid maling, men netop denne maling rørt sammen af det og det, der er lavet af det og det og kommer der og der fra. Og ikke bare menneskelig arbejdskraft, men netop disse mennesker, med disse liv, på denne dag.

Men det er klart, at vi må glemme alle disse ting – denne rablende, bundløse verden af fakta og detaljerigdom, i forhold til hvilken vi befinder os i den dybeste uvidenhed. Stolesmadringen får i dette lys karakter af et rituelt forhold til en tabuiseret uvidenhed, som vi ikke magter at forholde os til på anden måde. Det er bare for meget. Så hjælper det lidt at gå lidt rundt og smadre ting, for så holder vi fast i en meget mere overskuelig verden, hvor en stol bare er en stol. Hvor begrebet passer til tingen og der således er harmoni mellem tænkning og væren. Samtidig holder vi dermed gang i og bekræfter hele den meningsløse samfundsmaskine af produktion og konsum, som ved første øjekast ganske vist synes mere meningsfuld end tilværelsen i al sin umiddelbare væren-til. For jo mere vold og ødelæggelse, des mere arbejde er der til de rastløse, når tingene skal bygges og produceres igen. Og sådan kan vi beruse os i en hektisk meningsløshed, der måske alt andet lige føles mere meningsfuld. Reelt set er der selvfølgelig tale en komplet meningsløs rovdrift på ting, natur og mennesker, men nogle gange er det bare nemmere at holde fast i en meningsløs verden.

Dét er synden, og den er ikke svær at få øje på. Den er så åbenlys, at der ikke er nogen grund til at opsøge den eller til at kokettere med den. Ja, det er synd og skam, at det tilsyneladende er nemmere at leve i en meningsløs verden, end i en verden, hvor hvert øjeblik og hvert støvkorns unikhed lader tilværelsen med en påtrængende meningsfuldhed, og hvor tingene har betydning.

Det kunne være en omvendt analyse af stolesmadringen. Ikke: åh, hvor er verden meningsløs, lad os smadre en stol – men åh, hvor er verden dog meningsfuld, sikke uendeligt hårdt det er med al den mening; fri os fra meningen og lad os synke hen i mytologiens sløve ekstase.

Men til Abrahams held, så er tænkning ikke lig væren, og ofringen kan få lov til at blive ved tanken. Ikke fordi han ikke er i stand til at begå den voldelige ofring – det ved han med sin Gud, at han er – men fordi han dermed er fri til ikke at gøre det. Han er ikke længere slave af kærlighedens etiske fordring, nej han er fri til at tilsidesætte den, og derfor også fri til at tage den på sig. Han behøver aldrig igen at smadre en stol bare for at bevise, at han kan, og at loven ikke står skrevet i hans hjerte – nej, han er fri til at lade være, ja, han fri til at gøre det gode i kraft af den guddommeligt ratificerede, konkrete kærligheds byrde af altomfattende meningsfuldhed.
Tænkning er ikke lig væren? – sikke da et held!

[1] Der kunne i denne kontekst henvises til den middelalderkirkens: ”Syng lovsang hele Jorden”, hvilket er en ide om den naturlige lovsang som i øvrigt lever videre i Olivier Messiaens musikalsk/religiøse tydning af fuglenes (engle)sang. Skønt katolik og på mange måder ”umoderne”, så er Messiaen alligevel en moderne komponist, og hans musik dyrker således ikke harmonien mellem tænkning og væren, men fremstiller netop væren som et mysterium og et mirakel, der overstiger forstanden.

Fundet på Kredsen Sommermøde…

Skulle De, kære læser, have misset årets sommermøde og derfor være ved at springes af nysgerrighed over forløbet af de mange foredrag, eller skulle disse blot have forpasset sig i tågen og rusen, fortvivl da ikke. Hermed bringer redaktionen nemlig et slags referat. Dels nedenstående foto af ganske autentiske noter, fundet i foredragssalen, dels den følgende liste over efterladenskaber fra de mange kåde studerende. Ugens forløb, i hvert fald for foredragenes vedkommende, lader sig således ganske let opsummere.

I øvrigt fundet på sommermødet
– To ens blå Ralph Lauren-skjorter med matchende græsmærker på ærmerne og rødvinspletter på maven
– Et par knækkede stiletter
– 1 urøget og 4 halvrøgede pakker Blå Kings
– En næsten tom flaske helliters Ballantines.
– 4 udrevne sider af Højskolesangbogen. Tre med nummer 453, en enkelt med nummer 511.
– Tre brugte og et ubrugt kondom
– Et nummer af Tidehverv (maj-nummeret) med cigaretmærker på en af Kredsen bekendts artikel og champagnepletter på en anden af Kredsen bekendts boganmeldelse.
– En tabt uskyld eller to
– Enkelte ting, der ikke sømmer sig for dette forum.

Visse af tingenes ejermænd er formentlig redaktionen bekendt. Alle henvendelser om tilbagerekvirering vil højst sandsynligt blive ignoreret.


Skulle man ikke stole på det hermed givne referat, lægges de fleste af foredragene efterhånden op på Youtube på følgende link.

Se i øvrigt denne lignende artikel ang. sommermødet 2013.

Riim-Krøniken anno 2014: Den Kredsens Sommer

Redaktionen har modtaget et digt om det i dag just overståede sommermøde fra en vis for os ubekendt hr. stud.poet. Steffen Arrigkro. Måske var det ham den rødhårede opvasker fra køkennet, måske blev han bare overset af de hovne bajadser. Hvem ved?

Steffen Arrigkro: Den Kredsens Sommer

Kredsen, nu blunder den lyse nat.
Her ingen fromme sover
J. C. råber i skov og krat:
”Jakob Knudsen har altid ret!”
Synger, så pigen sukker:
”Åh, Gud dog, sikke no’en krukker.”

Jylland nu vågner på Sjøllunds slet
frejdigt i modersmålet.
Alt, hvad kommer fra Sjøllund af,
det gider jyden da ikke ha’.
Skønt han er Kjøwenhavner,
hjem til sin mor han stavner.

Stud’er, som hopped så frejdigt rundt,
døbes i morgenduggen.
Solen den op med Knudsen står.
Brage-Brøl som fra svundne år.
Smøger og sang fra gruber
kæmper om unges struber.

Køkkenet ringer de unge ind
Ude fra sexgrav og haver.
Åbne svælge, og øl, så lind
Mest dog fyldes med ryge-pind.
20 Prince Light er sagen
tre-fire gange om dagen

Skodder og rødvin og dans på græs
hen over Niels Daels agre.
Åbne munde med fulde læs
lort, som klinger i vrede hæs.
Brandert, som evigt kommer,
det er en Kredsen-Sommer.

Piger og skønsang, velsignet kår
leg, som for nu får ende.
Øjnene tunge og fedtet hår
Tak, skal det lyde, for nu i år.
Trefoldigt det må være
Kredsen, min hjertenskære!

Riim-Krøniken anno 2014. Optakt til sommermødet: Det har Aage Møller aldrig sagt

En af Kredsen bekendt, frk. stud.poet. Oda Kirkeskab, har digtet en lille forudanelse om det tilstundende sommermøde, som vi her med glæde bringer som en lille optakt.

DET HAR AAGE MØLLER NU ALDRIG SAGT

I weekenden atter de kloge samles
og meninger brydes, holdninger ramles
der kævler et vid, som ingen kan kvæle
når udi Liselund Kredsfolket dvæle

Til foredrag stimler de unge knøse
tillige med Dannevangs kækkeste tøse
fra hid og did – åbne fastland og øer –
og ligner Athenes knægte og møer

På kant med de senere nattetimer
mens hjerter banker og skønsang kimer
kan Loven diktere: “Tag bad i pløre”
og I.C. kalder de tøvende skøre

Men sir én, at Loven er de barrikader
man møder på vejen til pløre og pladder
da gjalder hiin I.C. med drukken foragt:
“Det har Aage Møller nu aldrig sagt!”

Dog selv de slagne frejdigt opstår
ved morgengry, straks et ur varsler vår
thi tanker, der svæver som Ånden i vind
går skamløst i håndværkertilbud ind.