Fra alle os til alle jer: Studenterkredsens julegave 2014

Sig skjuler det Smaa i store Ord,
Men maa jo sin Daarskab begræde,
Da Han, som Ordet gjør evig stor,
Sig skjulde i Ringhedens Klæde!
Nissekongen F. S. Grundtvig i “Juletræet”, Nyeste Skilderie, den 20. December 1823.

Store ord i ringe klæder, det er hvad vi her kan præsentere for jer, kære læsere. Selvom vores hytte er lav og så vor dør, så bliver der alligevel råd til at fejre jul på ægte kredsmanér i år. Som en lille julegave forærer vi nemlig alle vores abonnenter et særnummer af Studenterkredsen, som gerne skulle nå brevsprækkerne inden jul. Her kan man både læse om grundtvigsk juleklip, trolddomsbjerge, antihelte, liturgi, nytår og meget mere. 16 sider med veloplagte ungersvendes skriblerier og en enkelt juleprædiken af sognepræst Kristine K. Ravn. Glæd dem til at se, hvordan den traditionelle lyseblå farve har måttet vige for en moderigtig rød, lige til sæsonen.

Vi håber selvfølgelig, at vores kære abonnenter også har lyst til at fortsætte med os i de kommende år; i 2015 får man hele fire numre for den nette pris af 100 danske kroner.

Skulle nogle være være kede af ikke at være abonnenter, og dermed gå glip af vores julenummer, så fortvivl ikke. Som et særligt tilbud, så kan de første 20 nye abonnenter, der tegner sig op fra og med 2015, se frem til at modtage vores julenummer som en lille velkomstgave inden det nye år. Skriv blot til studenterkredsen@gmail.com med navn og adresse. Er man allerede selv abonnement, så er her intet mindre end den perfekte julegave til alle, der tørster efter ånd.

Glædelig jul og lyksaligt nytår,

Redaktionen.

Kirkesangen som kerne-kirkeligt værn mod hidsige teologer

Søren Holms artikel fra seneste nummer af Kredsen har vakt en del furore og (frisindet) diskussion, og redaktion har modtaget indtil flere henvendelser. Således har vi senest modtaget dette indlæg fra cand.mag. og omkredsmand Christian Verdoner Larsen, som vi hermed med største fornøjelse bringer til fortsat religionskrig.

Den redaktionelle mening med at bringe Søren Holms helt igennem misforståede – om end symptomatiske – angreb på den rummelige folkekirke har vel været at få rusket op i en god gammeldags stridbar diskussion – en intention som allerede i skrivende stund er blevet kronet med små fyrre kommentarer på Facebook. Succesen udi at få folk op ad stolene og hen til tasterne vidner da også dette indlæg om – et indlæg, der efter bedste evne forfattes i den efterspurgte, stridbare stil – om end det synspunkt, der her ønskes fremført dog snarere går ud på en kritik af ideen om, at al denne teologiske snik-snak skulle være kernen i kirken, kristendommen og det kirkelige fællesskab. Ganske vist er intet mere oplivende for den tænkende ånd og den teologistiske udvikling end jævnlig intellektuel meningsudveksling og argumenteren – men når selve kirken og den menige mand i folkets kirke, som ganske vist er for enhver (findes der da nogen, som det ikke er værd at prædike for?), tages som gidsel i denne diskussion og bliver beskyldt for ugudelighed, ja, så fortjener teologerne at blive irettesat.

Holm argumenterer for, at kirken udadtil ganske vist ligner sig selv:

“Kirkebygningerne, uniformen og ritualerne ligner stort set sig selv. Det samme gør musikken, sangen, bønnerne, teksterne. Ja, endog prædikenen vil ofte være umiddelbart genkendelig som en kristen prædiken”.

Men desuagtet har kirken alligevel forandret sig ”i sit væsen”, og er ”ikke længere den kristne kirke, den var.”
Problemet er nemlig, at teologien ikke har nogen plads i kirken. Dette kommer for Holm til udtryk i den såkaldt rummelige folkekirke, der ikke levner plads til dogmatisk stivsind eller kamplystne præster. Det hele lulles åbenbart hen i den søvngænger-agtige gentagelse af ritualer, salmer og tekster, som bliver tom gestikulation. Vi har det alt for godt i kirken, den er blevet for lummer-varm osv.

Bortset fra, at jeg selv som kirkesanger i hen ved tretten år dårligt kan genkende Holms analyse, og udover at Holm ser bort fra, at prædikestolen vel stadig er et af de mest frie fora, hvor man kan slippe af sted med at sige ikke så lidt, så afslører hans analyse også en fatal miskendelse af selve sangens og liturgiens kerne-kirkelige betydning. Kirken har til alle tider bygget på sang, liturgi og bøn. Disse former er kristendommens objektive udtryk. En folkekirkelig krise skulle spores deri, at mange ikke længere finder det naturligt at synge med – eller at synge i det hele taget. På spørgsmålet: Hvad stiller vi op med det glædelige evangelium?, findes der ikke noget mere af traditionen velsanktioneret og i øvrigt bibelsk velfunderet svar, end at vi mødes i sang, bøn og nadver.

Heri overvintrer kristendommen og lister sig ind og sætter præg på dagliglivet, og på disse former bygger kirken og det kristelige fællesskab. Gudstjenestens stort set uforanderlige form sikrer en større kontinuitet og gennemslagskraft, end en hvilken som helst intellektuel kværuleren. I denne hysterisk-fortravlede tid, der ikke savner ord og drama, er det svært at forestille sig noget mere utidssvarende i ordets mest velgørende forstand, end at mødes i andægtighed for ved egne lungers kraft at frembringe skøn musik til ære for Gud og mennesker. Takket være sangen, bønnen og liturgien kan selv ikke den mest nævenyttige, ambitiøse eller uduelige præst helt kapre gudstjenesten. Nok så meget kan han/hun gestikulere på prædikestolen og forsøge at sætte griller i hovederne på de sagesløse kirkegængere – men præsten vedbliver at være en gæst i dette hus, hvor enhver prædiken ikke forbliver ukommenteret eller uimodsagt, men straks efter sættes i relief af korsangen fra pulpituret.

Det er tænkningens natur at sætte skel og grænser. Dette mærker man i teologernes interne og nok så hidsige disputeren, som gudskelov ikke sætter sig igennem på gudstjenstligt niveau. Ud af al denne teologi udspringer der en sær, ukristelig polyteisme. Der tales om den svage gud, den almægtige gud, de gudløses gud, den kærlige gud, den metafysiske gud, muslimernes gud, den nye gud, den kristne gud og den ikke-kristne gud. Tænkningen synes uvillig til at bekende, at Gud er Gud – og herfra må den kølige tænkning overlade scenen til inkarnationens erfaringsnære og krops-lumre virkelighed. Han er hos os, i blandt os og med os.

Grænsedragningens kritisk-evaluerende sport er uden tvivl stimulerende for intellektet – men hvis den skulle være bestemmende for kirken, så havde vi snart ikke længere en kirke, men kun små sekteriske bevægelser, der kunne samle sig om et eller andet lyst hoved, der havde en masse at sige. Holms foragt for den rummelige folkekirke er et produkt af forstandens hovmod, der tror at kristendommen og kirken bygger på meninger og dogmatiske standpunkter. Den tendens i velmenende teologers opråb, som Holm repræsenterer, beviser med al ønskelig tydelighed, at folkekirkens offentligt-nationale binding til den demokratiske (velfærds)stat er det eneste, der for tiden sikrer, at kirken, sangen, bønnen og liturgien ikke i almindelig armod og samfundsmæssig splittethed bliver kidnappet af privatistiske meningsmagere.


Angående diskussionen om homovielser henviser jeg til min endnu uimodsagte kronik fra Weekendavisen 11.maj 2012.

Replik til stolesmadringen: Om tilværelsens ubærlige meningsfuldhed

En gang imellem hænder det, at et ellers godtaget indlæg af uforståelige grunde hænder nederst i redaktionens skuffer, hvor vi også gemmer alskens unoder. Et sådant indlæg er følgende skrivelse, som redaktionen tidligere på året modtog fra en Carl Noir Virrested Hansen, der også debuterer med et andet indlæg under uret i det kommende septembernummer af vores blad. Skrivelsen her er foranlediget af Hans Grusdam Vrasts indlæg “Derfor smadrer idioterne en stol”, som står at læse under uret i aprilnummeret af “Studenterkredsen”, april 2014. Septembernummeret udkommer denne uge og rummer foruden Virrested Hansens og andre glade drenges skriblerier under uret artikler af Thomas Reinholdt Rasmussen, Martin Ravn, Martin Hauberg Lund, Henrik Wigh-Poulsen og Hans Nørkjær samt rim på reversen af Pia Tafdrup.

Den bemeldte stolesmadringshændelse skal ganske rigtigt have fundet sted, om end stolen faktisk ikke blev smadret, men gjorde modstand – ja, denne faktiske stol, som nok har givet anledning til en glimrende eksistentialanalyse af Hr. Grusdam Vrast, modsatte sig den intenderede smadring – dette selvfølgelig ikke ud fra en eller anden eventyrlig stolevilje eller sjælelig modstandskraft, men udelukkende i kraft af materiens egen væren og modstandsdygtighed. Det der skulle være en opvisning i maskulin vold og koket arvesynd endte i virkelighedens verden i et nederlag, idet kampen vist nok faldt ud til stolens fordel. Jeg husker blod der løber ned ad hvide overkroppe og krigerstolthed i de slørede øjne, og det er måske ikke så skidt, at ungdommens uro og længsel efter skibskatastrofer og pludselig død kan ordnes med en rask lille sving-om i træerne med en vrangvillig stol. Det er jo trods alt kun en stol, og hævnen er altid på menneskenes side. Den faktiske stol, som overlevede, er i dag glemt, og tilbage er kun den smadrede mytologiske stol, som tjenstvilligt kan indgå i en højere analyse – ja det må overhovedet være forventeligt, at disse kreative medlemmer af Foreningen for Bragesnak og Lækkersynd (FBL) hælder mod mytologiseringen for at glemme fakticiteten – for som Vrast citerer Kierkegaard, så er tænkning jo ikke lig væren, og siden væren dermed er uhåndgribelig og ingentings-agtig, så kan den jo passende få lov til at sejle i sin egen sø.

Fra den abstrakt-mytologiske udkigspost fra oven har stolesmadringshændelsen således ingen jordisk årsag, men er et spontant symptom på menneskets vilkår og hjemløsheden i verden. Det samme gælder ifølge Vrast for de unges containerafbrændinger i Paris’ forstæder: Vi kan snakke om sociale vilkår, om opvækst, elendige forhold, samfundets fiasko, akut mangel på kærlighed, mangel på kunst og fællesskab, eller et reelt opråb, en politisk handling med en konkret adresse, men en sådan snak er i virkeligheden kun åndløs og totalitær socialisme. Nej, sandheden om den meningsløse vold på ligegyldigt materiel har sin oprindelse i splittelsen i den menneskelige eksistens, der som sådan er en ”smertefuld vandrehal”. Derfor kan vi glemme alt om politik og gode intentioner, for den eksistentiale rastløshed kan ikke kureres. Der er tale om et ontologisk vilkår – vi er fortabte (og kun Jesus kan redde os i kraft af det absurde, kunne det lige så vel tilføjes). Således befriede fra etikkens åg kan vi synke ned i druk og filosofiske samtaler og vende ryggen til alle de åndløse hyklere, der tror, at der er noget, der nytter noget.

Teoretisk-filosofisk betragtet talt har Vrast selvfølgelig fuldstændig ret. Men i kraft inkarnationens umage alliance mellem Gud og materie har han til gengæld helt uret. Trods det kierkegaards-kristne perspektiv glemmer Vrast nemlig kristendommens bekræftelse af kødet og materien i inkarnationen og kødets opstandelse. Materiens gudsskabte fakticitet er kristeligt set ikke en forsvindende afgrund, men har egenbeståen og gør opstand mod menneskeforstandens dovne vold. Vrast tænker, at verden er menneskene et uvelkomment sted, og han mener tillige, at det er sådan, og glemmer dermed fuldstændig, at ”tænkning ikke er lig væren”. For en evangelisk betragtning har han således uret i, at verden er en udørk, for her fortælles det, at menneskelivet i kraft af Jesus Kristus er guddommeliggjort. Det er synd ikke at tro på det, ja det er ynkværdigt, for så er vi fanget i vores egen trøstesløse myteverden, i denne skinnende og forenklede verden af reklameagtige papkulisser, som i virkeligheden er en flugt fra den konkrete og ikke-standardiserede materialitet. Ja, således fanget er det – alt andet lige – nemmere at gøre det kristne budskab til en obskur myte, end at tage det på sig som en kosmisk og konkret realitet.

Men for nu at være konkrete, så lad os vende tilbage til den faktiske stol og den konkrete sommerdag i Hillerød i 2013. Vi kan enten subsumere hele opholdet, inklusive den natlige stolesmadringsseance, under kategorien eksistential rastløshed og meningsløst tidsfordriv, eller vi kan prøve at se nærmere på, hvad der skete og i hvilken konkret kontekst. Ud fra den mytologiske betragtning kom stolesmadringen selvfølgelig ud af det blå, men betragtet historisk-konkret var den et led i en filosofisk diskussion, som begyndte under et foredrag om Heidegger, blandet op med Grundtvig. Efter pausen blev der sunget om ”menneskerøsten i ørken” og hvordan alene mennesket som skabt i Guds billede ”med levende ord på tunge (…) mellem træ’r og dyr/ med guderne tale og sjunge” (Højskolesangbogen, nr. 151).
I studenterkredsen og på Grundtvigs Højskole skal man selvfølgelig ikke fornærme Grundtvig – det er klart – men fra en kætter uden situationsfornemmelse blev det efterfølgende bemærket, at Grundtvigs antropocentrisme, fx set i lyset af Heideggers brede definition af ord og tale, vel nok kunne diskuteres? Er træer og dyr virkelig helt uden gudetale, og bare dum og grusom natur?[1]

Denne udmelding lugtede på forvirrende vis af noget forvrøvlet hippie-sludder, og bedre blev det ikke af, at påstanden om træernes tale i diskussionens lune sommerhede blev udvidet med påstanden om, at en stol også var sin egen ting, som har egenværdi, og som gør krav på ikke at blive smadret.
Samtalen forløb behersket, men noget mørkt og oprørsk må alligevel have faret i visse FBL-medlemmer: en uartikulerbar trods, en gnist, som i løbet af aftenen ulmede, indtil den i løbet af sommernattens dunkleste timer slog ud i lys lue og slog ud mod en tilfældig stol.

I den efterfølgende iscenesættelse af hændelsen som en mytologisk forbrydelse med oprindelse i menneskets umulige tilværelsesbetingelser bekræftes imidlertid den præmis, som aktionen var et oprør imod: Stolen bør ikke smadres. Vi ved det, men vi gør det alligevel – om ikke andet, så for at stadfæste den trælbundne vilje. For at handlingen kan fremtræde som særlig meningsløs, så må man forudsætte den præmis, at stolen i første omgang ikke bør smadres. For hvis alt vitterligt og uigenkaldeligt var tomhed, så kunne ligeså vel eftermiddagskaffen i Solen fremhæves som meningsløs og et udslag af eksistentiel rastløshed. Men stolesmadringen låner sin mytologiske kraft i det, at der er tale om en destruktiv adfærd, som vi ved er forkert. Det var helt sikkert sjovt og uden tvivl tilgiveligt, men vi griner selvfølgelig kun af det forbudte og utilstedelige.

Der er for så vidt tale om vold, også selv om det bare er en stol. Ikke fordi stolen har følelser, og heller ikke fordi den har en markedsværdi, men fordi den er en stol. Den er en stol der findes og som har stole-værdi i sig selv. For den alt-for-menneskelige forstand er den blot et eksemplar – der var mindst halvtreds stole på terrassen, som var nøjagtig magen til, og i sidste ende kunne den jo erstattes ved et greb i pengepungen. På den måde kan vi indrette væren efter tænkningen: Vi tænker abstrakt: stol, og alt hvad vi ser, er et eksemplar af en stol, et udskifteligt stykke dødt materiel, og ikke netop denne stol, som har denne materielle oprindelseshistorie – denne stol, som er lavet af metal, som er hentet ud af et bjerg ved maskinel og menneskelig arbejdskraft, og som har haft miljømæssige omkostninger i kraft af transport og garanteret møggiftig hvid maling – denne specifikke stol, som optager denne tid og dette rum i universet, et absolut unikt tidsrum. Og ikke bare et bjerg, men netop dette bjerg på denne dag, og ikke bare hvid maling, men netop denne maling rørt sammen af det og det, der er lavet af det og det og kommer der og der fra. Og ikke bare menneskelig arbejdskraft, men netop disse mennesker, med disse liv, på denne dag.

Men det er klart, at vi må glemme alle disse ting – denne rablende, bundløse verden af fakta og detaljerigdom, i forhold til hvilken vi befinder os i den dybeste uvidenhed. Stolesmadringen får i dette lys karakter af et rituelt forhold til en tabuiseret uvidenhed, som vi ikke magter at forholde os til på anden måde. Det er bare for meget. Så hjælper det lidt at gå lidt rundt og smadre ting, for så holder vi fast i en meget mere overskuelig verden, hvor en stol bare er en stol. Hvor begrebet passer til tingen og der således er harmoni mellem tænkning og væren. Samtidig holder vi dermed gang i og bekræfter hele den meningsløse samfundsmaskine af produktion og konsum, som ved første øjekast ganske vist synes mere meningsfuld end tilværelsen i al sin umiddelbare væren-til. For jo mere vold og ødelæggelse, des mere arbejde er der til de rastløse, når tingene skal bygges og produceres igen. Og sådan kan vi beruse os i en hektisk meningsløshed, der måske alt andet lige føles mere meningsfuld. Reelt set er der selvfølgelig tale en komplet meningsløs rovdrift på ting, natur og mennesker, men nogle gange er det bare nemmere at holde fast i en meningsløs verden.

Dét er synden, og den er ikke svær at få øje på. Den er så åbenlys, at der ikke er nogen grund til at opsøge den eller til at kokettere med den. Ja, det er synd og skam, at det tilsyneladende er nemmere at leve i en meningsløs verden, end i en verden, hvor hvert øjeblik og hvert støvkorns unikhed lader tilværelsen med en påtrængende meningsfuldhed, og hvor tingene har betydning.

Det kunne være en omvendt analyse af stolesmadringen. Ikke: åh, hvor er verden meningsløs, lad os smadre en stol – men åh, hvor er verden dog meningsfuld, sikke uendeligt hårdt det er med al den mening; fri os fra meningen og lad os synke hen i mytologiens sløve ekstase.

Men til Abrahams held, så er tænkning ikke lig væren, og ofringen kan få lov til at blive ved tanken. Ikke fordi han ikke er i stand til at begå den voldelige ofring – det ved han med sin Gud, at han er – men fordi han dermed er fri til ikke at gøre det. Han er ikke længere slave af kærlighedens etiske fordring, nej han er fri til at tilsidesætte den, og derfor også fri til at tage den på sig. Han behøver aldrig igen at smadre en stol bare for at bevise, at han kan, og at loven ikke står skrevet i hans hjerte – nej, han er fri til at lade være, ja, han fri til at gøre det gode i kraft af den guddommeligt ratificerede, konkrete kærligheds byrde af altomfattende meningsfuldhed.
Tænkning er ikke lig væren? – sikke da et held!

[1] Der kunne i denne kontekst henvises til den middelalderkirkens: ”Syng lovsang hele Jorden”, hvilket er en ide om den naturlige lovsang som i øvrigt lever videre i Olivier Messiaens musikalsk/religiøse tydning af fuglenes (engle)sang. Skønt katolik og på mange måder ”umoderne”, så er Messiaen alligevel en moderne komponist, og hans musik dyrker således ikke harmonien mellem tænkning og væren, men fremstiller netop væren som et mysterium og et mirakel, der overstiger forstanden.

Åbent brev fra de interesserede unge: Noget om Studenterkredsen og tidens opgør

Som en reaktion på gårsdagens skriverier om Kredsen og Tidehverv i Kristeligt Dagblad skriver Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt et par ord om denne – skal vi sige temmelig sære – artikel.

Det vakte stor forbløffelse at læse om Studenterkredsen i 1. septembers udgave af Kristeligt Dagblad, der på ret løsagtig måde blev kædet sammen med den trang til opgør, som journalist Bente Clausen sporer i det, hun kalder en renæssance for Tidehverv. Af artiklen må undertegnede betragtes som en del af en gruppe unge, tidehvervske intellektuelle, så hermed vores syn på sagen.

Lad det være sagt med det same: Vi vedkender os gerne, at der blandt unge kirkeligt interesserede er grøde i tingene, at der er en stigende og stadigt højere lydende opgørslyst mod tidens åndelige død og interesseløshed, hvilket blandt andet kommer fint til udtryk i håbløs moderniseringsiver, behagesyge og trang til servicekirkelig succes. Dette opgør har vist sig at være stadigt mere nødvendigt, hvorfor vi også gerne vedkender os åndeligt slægtskab og personligt fælleskab med Dame-Tidehverv (et udtryk, der i øvrigt stammer fra Studenterkredsen og ikke fra Hans Hauge, som artiklen fejlagtigt hævder) og flere yngre C. S. Lewis-læsende teologer i og omkring Tidehverv.

Men lad det også være sagt med det samme, at et sådant mavesurt opgør, som Clausen fremskriver i artiklen, ikke er hovedsagen – hverken for nogen af os personligt eller for Studenterkredsens virke. Derfor er det os også stærkt imod, at Clausens artikel udviser en kedelig iver efter at skære alt over én kam. Denne tendens kommer blandt andet til udtryk i en uheldig og lemfældig omgang med citater og en lyst til at konkludere på en måde, der ikke har fuld dækning i de anførte citater. Et par af de værste eksempler kan tjene til illustration.

Først siger manchetten, at Tidehverv har en renæssance blandt unge intellektuelle (Nyt Babel plus nogle af os i Studenterkredsen). Det turde være et korrekt signalement, men 10 linier senere står der så, at ”en ny bevægelse er på vej frem” i modsætning til Krarup og Langballe. Men var præmissen ikke netop, at vi genoptager sporet fra Tidehverv, vedkender os det, og ikke vil en ny bevægelse? Lige efter kalder hun os så ”det nye, noget yngre, Tidehvev” – og så var vi altså igen ikke en ny bevægelse, men en fortsættelse.


I forhold til fremgangsmåden bliver det endnu mere mærkværdigt efter Nørkjær-citatet, hvor Clausen nu skriver, at ”hvor mange unge, nye tidehvervs-grundtvigske, der findes omkring, vides ikke. I Studenterkredsen er de grundtvigske stadig i overtal.” 
Altså: Man kan ikke måle, hvor mange tidehvervs-grundtvigske der er ”derude”. Nej, sandt nok. Men hvordan kan man så måle, hvor mange af dem, man altså ikke kan måle, er i overtal i Studenterkredsen?

Hvorfra ved Kristeligt Dagblad, hvem der er i overtal i Studenterkredsen? Der er ingen ekspert, der siger noget om dette, det står bare hen i artiklen. Har man ringet rundt og spurgt samtlige af det foregående sommermødes deltagere, om de bekender sig til Søren Krarup eller til Grundtvig? Ikke os bekendt (de to forfattere til denne skrivelse er i hvert fald ikke blevet spurgt), og det er også en underlig form for åndelige sætten i bås. Hvordan skulle man kunne måle sådan en bekendelse?

Da artiklen så kommer til Torben Bramming, konkluderer man fejlagtigt på hans citater. Inden de to første citater konkluderer Clausen på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen. Men Torben Bramming siger blot: ”Det er en bredere strøm end bare Tidehverv.”
Dernæst konkluderer Clausen igen (?) på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen, men det, han siger, er blot, at ”der er en lyst blandt de unge til at fordybe sig.” Vores konklusion kunne blive denne: Clausen er rodet i hovedet.

Og så tilbage til sagen: Vi vil som sagt gerne vedkende os et slægtskab med Dame-Tidehverv og Søren Krarup, ligesom forbindelserne mellem Studenterkredsen og Tidehverv altid har været der, både grundet optagetheden af tidens problemer og i kraft af et sammenfald af personer, der har fundet åndelig næring begge steder. At nogle af os dermed udtaler os i opgørsvendinger, der kan minde om det unge Tidehverv eller skriver i samme tidsskrift, betyder jo ikke, at vi har dannet en kristelig enhedsfront mod alskens unoder i tiden. Studenterkredsen er en frisindet diskussionsforening for kirkeligt og kulturelt interesserede unge og et åndeligt væksthus for nysgerrige unge mennesker af alle støbninger, men vi er ikke på forhånd noget bestemt.

Det kan man da godt kalde grundtvigsk, hvis man vil forfalde til den kedelige og forfladigende tendens i tiden at påklistre dette mærkat på alt, der har noget med frisind og menneskelivet at gøre og så lade det være det, men det er snarere der, hvor vi ønsker at begynde, ikke at ende. Man kunne også ulejlige sig til at læse vores blad, for eksempel genudgivelsesnummeret fra september eller kikke ind på vores blog og se, hvad den nuværende aktive mængde siger og skriver, og så vurdere herudfra – altså fra det faktisk foreliggende. Her vil man – og det vil altså ikke tage mange minutter – finde ud af, at ja, der er nogle af os, der har oplagte stilistiske og indholdsmæssige sammenfald med flere tidehvervsteologer. Men man kan lige så hurtigt finde opgør med samme, også skrevet af folk der kommer fast i Studenterkredsen.

Og så er der citatet fra Hans Raun Iversen, der er decideret uforskammet og så i øvrigt bizart anbragt som det sidste ord. Det, man mener, er vel, at med kritikken af servicekirken bliver det svært for os at arbejde i netop servicekirken. Og det er jo muligvis rigtigt nok. Det kunne man udstillede Raun Iversen med, snarere end os, men mest er det vist et uheldigt forsøg på at få alle unge og sure skåret over én kam og henvist til de uduelige og mavesures rækker. I øvrigt er det vel også en implicit pointe i artiklen, at vi er en række unge mennesker på vej frem. Underforstået: Vi er det modsatte af dovne, vi er faktisk særdeles aktive. Vi udgiver bøger og et tidsskrift, vi arrangerer bunker af foredrag, og vi har skrevet dusinvis af artikler til allehånde medier. Mon ikke et par os nok kan svinge os op til at klare Raun Iversens ”10 opgaver om dagen”?










Som sagt vil vi som enkeltpersoner gerne skrive under på den kritik af servicekirken og så i øvrigt kraftigt understrege, at vi, måske modsat Babeldamerne og visse af de nævnte tidehvervstyper, mener, at der er så meget andet værre at tale om og bekymre sig om end servicekirke, moderniseringsivrige præster og kirkeforfatning. Nemlig en kedelig tendens til åndelig død og interesseløshed, som især repræsenteres af eksempelvis Hans Raun Iversens position, der nedskriver teologien og dermed omgangen med livets væsentlige spørgsmål til en biting blandt de “ti andre opgaver, der ligger på skrivebordet”. Denne tendens er det, vi gerne som livsoptagede unge mennesker vil bekæmpe som del af en frisindet forening af livsoptagede unge, og det i alle interesseløshedens afstumpede afskygninger. Herudover må så de af os, der er opflasket i Studenterkredsen, og som enten allerede er, eller håber på at blive, præster i folkekirken, sætte vor lid til, at lektor Raun Iversen ikke får det sidste ord, men at vores kirkelige virketrang også for fremtiden vil kunne finde udløb her til lands – hellere end gerne i folkekirken.


Følg Studenterkredsen på Facebook

Fundet på Kredsen Sommermøde…

Skulle De, kære læser, have misset årets sommermøde og derfor være ved at springes af nysgerrighed over forløbet af de mange foredrag, eller skulle disse blot have forpasset sig i tågen og rusen, fortvivl da ikke. Hermed bringer redaktionen nemlig et slags referat. Dels nedenstående foto af ganske autentiske noter, fundet i foredragssalen, dels den følgende liste over efterladenskaber fra de mange kåde studerende. Ugens forløb, i hvert fald for foredragenes vedkommende, lader sig således ganske let opsummere.

I øvrigt fundet på sommermødet
– To ens blå Ralph Lauren-skjorter med matchende græsmærker på ærmerne og rødvinspletter på maven
– Et par knækkede stiletter
– 1 urøget og 4 halvrøgede pakker Blå Kings
– En næsten tom flaske helliters Ballantines.
– 4 udrevne sider af Højskolesangbogen. Tre med nummer 453, en enkelt med nummer 511.
– Tre brugte og et ubrugt kondom
– Et nummer af Tidehverv (maj-nummeret) med cigaretmærker på en af Kredsen bekendts artikel og champagnepletter på en anden af Kredsen bekendts boganmeldelse.
– En tabt uskyld eller to
– Enkelte ting, der ikke sømmer sig for dette forum.

Visse af tingenes ejermænd er formentlig redaktionen bekendt. Alle henvendelser om tilbagerekvirering vil højst sandsynligt blive ignoreret.


Skulle man ikke stole på det hermed givne referat, lægges de fleste af foredragene efterhånden op på Youtube på følgende link.

Se i øvrigt denne lignende artikel ang. sommermødet 2013.