Den nye kunst og den gamle kirke. Johannes Holbek in memoriam

Nr. 2, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi som det sig hør og bør med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen til Deres vederkvægelse – helt uden beregning. Denne gang er det cand.mag. Rasmus Vangshardts  anmeldelse af tegneren Johannes Holbeks aforismesamling Dekadent Barbari på Forlaget Gladiator.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Kvinder og Gud har ikke så lidt tilfælles. Når man savner, kan man gå imod menneskemængden på Købmagergade eller på Karl Johan, de flotteste kvinder vil komme én i møde, men man ænser dem ikke. Man véd, at de ikke er den rigtige:

Grimme og ufuldstændige forekommer selv de skønneste Kvinder den, der i Gadens Vrimmel i urolig Længsel spejder efter sin Elskede. Han er blind for andres Lighed med hende, han ser en Afgrund mellem den rigtige og de forkerte; – men naar hans Eneste er kommet, spreder hendes fredfyldte Skønhed et Skær af Dybde, Ynde og Rigdom over alle og alt, der kommer ham i Møde.

Tror man nu, at maleren, tegneren og digteren Johannes Holbek (1872-1903) her i aforismesamlingen Dekadent Barbari, netop genudgivet, tænker på en rigtig kvinde, tager man fejl. Ovenstående handler om Gud. Eller rettere: Citatets bogstavelige mening er en kvinde. Dets allegoriske er den kristne Gud. Sådan lyder dansk, kristen symbolisme i sin fagreste blomstring. Bevidstheden gør alting nyt, når den finder hvile i den sande verden bag det morads, vi kalder den erfarbare virkelighed. De, der savner visdomselementet i kristendommen burde måske kigge denne vej. Besyngelsen af Gudsmoderen har af forskellige gode og dårlige grunde haft trange kår i nordeuropæisk protestantisme, men blandt de esoteriske symbolister trivedes den i bedste velgående.

’Til sidst siger det jo dog: Kvatsch!’
Som det sømmer sig for tiden, blev Johannes Holbek ikke særlig gammel. Han kom af en indremissionsk familie, men brugte sin 20’ere på at afsøge Paris’ kunstskoler, blandt andet som elev på Gustave Moreaus skole.

Hans værk blev en blanding af ”tidens blomstrende okkultisme” og ”en desperat form for fritænkeri,” som Henrik Wivel beskriver det i den nyeste danske litteraturhistorie. Det kommer sig nok også af, at tiden fra han flyttede fra præstehjemmet ved Kalundborg til sin tidlige død var præget af nervelidelser, sultedødens konstante trusler – og en solid bunke kunstneriske afvisninger.

Johannes Holbek blev aldrig en anerkendt maler, og da han kom hjem fra Paris, begyndte han at ernære sig som satiretegner i Politiken og København. Som det fremgår af nærværende blads forside, var han en misantropisk forløber for Storm P. En mørk og spydig streg, tilsat et aggressivt eller bittert bon mot. Formen er Storm P’sk, men indholdet er bestemt ikke. Storm P’s praktiske og til tider lyse livsfilosofi er erstattet af en ufattelig aggressivitet og en metafysisk pessimisme, som man nok kan komme til at grine af, men mest og helst som et udtryk for Holbeks eget fritænkeri: af desperation.

Johannes Holbeks kunst løb i to retninger: En arabesk-inspireret symbolisme med motiver af natmænd i pagt med verdensånden samt satiretegningen i bittert raseri mod den udvortes verden. Førstnævnte kan ses på Museum Jorn i Silkeborg, fordi Asger Jorn var dybt fascineret af Holbek, mens mange af satiretegningerne (ud over de her trykte) kan ses i Forlaget Gladiators nye udgivelse Af Dekadent Barbari: Et optryk af tekster fra Holbeks posthume tekstsamling af samme navn fra 1904. Teksterne og tegningerne er, som hans liv, et forsvar for to ting: Den nye kunst og den gamle kirke, som Johannes Jørgensen formulerede det i en nekrolog over Holbek i Nationaltidende.

’Den nye kunst’ er symbolismens længsel efter et radikalt andet menneske hinsides kulturens idiosynkrasi og hykleri. Mennesket, der svæver i arabeskens evigt nye meninger uden borgelige forpligtigelser, men også et menneske på vej mod Holbeks anden pol – den gamle kirke. Her menes ikke i nogen forstand den borgelige ordning om Kristi menighed, men udelukkende et åndeligt og personligt fællesskab med Jesus Kristus. Det kan man kalde sværmeri, men i Holbeks viden om dødens realitet og hans forelskede længsel mod den kristne visdoms bestøvning af menneskehjertets blomst, ser man dog et modspil til den bitre satire. På den ene side kan han i en af aforismerne i Dekadent Barbaris første bog magert konstatere, at: ”Vi styrter og styrer imod Døden – Til sidst siger det jo dog: Kvatsch!”

På anden side finder man en slags velsignelse af alt menneskeligt i tre følgene aforismer i bogens tredje del, der sigende nok hedder ”Frelse”:

Dog er intet på Jorden mere pansret og nævefast end Jesu Ord i Kroppen paa en Mand, hvis Sind staar til Virkelighed.

Jesu Ord er Fred for dem og den, som trænger dertil – men Øxehug i Panden paa de Horder, som trænger til det.

Naar Jesu, fordøjede og adlydte, melder sig gennem Organismens øgede Krav, adler de Overtro, Varsler, Vittigheder, Vrøvl, Kærlighed og Had.

Men hvorfor den ufattelige bitterhed, livet som en våd lussing, uddelt af en uanfægtet og ligegyldig magt, når nu Holbek har sin Jesus? Hvorfor behovet for at skildre en mand ved sin skrivepult, der skriver om, at det ’sit’, enhver har, er sult og sygdom? Svaret må være symbolismens skadelige sider.

Som den symbolist Holbek var, mente han, at ”Gud er ikke at søge uden for Sjælens Omgivelse. Derudenfor er intet. Universet, Naturen, Stoffet eksisterer kun som Omraade for Sjælen i samme Forstand, som Moderlivet kun existerer for at omgive og nære Fosteret.” Her kan man igen bemærke virkelighedens moderlige analogi, men det er selvfølgelig væsentligere, at der faktisk kun findes bevidsthed. I denne forbindelse bliver Tom Kristensens Hærværk-motto ”frygt Sjælen, og dyrk den ikke, for den ligner en Last” til afholdsmandens åndelige lektie efter fin de siècle-tid og ekspressionismeeksplosioner.

Men når der uden for sjælen ’kun er intet’, bliver sammenstødet mellem Holbeks rasende satire og Dekadent Barbaris religiøsitet ikke til en selvmodsigelse. Satiren handler om offentligheden, det borgerlige liv, og den er ”blot en Malstrøm af Pøbelvildskab,” som Holbek skriver i en aforisme, fra den danske avisverden anno 1900 til den offentlighed, der henrettede Jesus af Nazareth. Dér findes sandheden ikke for en symbolist. Det er derfor, der er så bittert at være. Dét skal satiren vise. Eller som Hans Otto Jørgensen beskriver Holbek i efterordet til Gladiators nyudgivelse: Johannes Holbek var ”en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendom.”

Nu kunne man betvivle dannelsesniveauet i hans esoteriske bevidsthedskristendom, men i alle fald er det værd at beundre den udannede bølle blandt de glammende hunde.

Se Romeo og Julie!
”Rak mig saa ned, I hunde,” siger en orientalsk udseende mand på en af tegningerne. Han virker heller ikke for glad ved livet. Hvorfor er det igen umuligt at undlade at trække på smilebåndet? ”Skriv ned hver en Trevl, saa faar I tykke, tykke Satans Bøger,” læser man i tegningen på dette blads forside og tænker, at der er noget sandt i den afmagtsovervældende opgivelse. Hvori består raseriet og de hemmelige sandheder i Johannes Holbeks satire?

Det mest nærliggende er, at de er uhørt håndgribelige udtryk for en pessimisme, som så mange før og nu er faldet for i tiden op mod år 1900. Johannes Holbek var nært forbundet med forfatteren Ernesto Dalgas, hvis Schopenhauer-agtige univers minder om Holbeks satire. Som Holbeks mand på et lille plateau midt i et mørkt univers, hvor teksten lyder: ”Alvorligt talt, vilde jeg betænke mig mindre paa at bringe et Menneske ud af verden end paa at bringe et ind i Verden.” En opfordring til mord? Nej, så vital var Holbek slet ikke. Snarere til selvmord, og det blev også Ernesto Dalgas’ udvej. Han lagde sig 28 år gammel stoisk rolig i det høje græs ved Damhussøen og skød sig selv.

Denne erfaring af, at det måske var bedre ikke at være i live, kender man også fra den tidlige Nietzsche, fra Schopenhauers filosofi og fra Dostojevskijs Kirillov i Onde ånder. Ingen af dem havde ret, men derfor kan man jo godt stå ved den åbenlyse fascination af kampen for at overvinde den principielle pessimisme, som så mange store kunstnere tydeligvis var kaldet til. Holbeks satire er en slags dødsforagt, fordi den er så nådesløs, men bag den synes der faktisk at ligge en dødsagt. En bemærkelsesværdig ånd.

I nyudgivelsens andet efterskrift om ”Holbek som tegner” hævder den danske kunstner Halfdan Pisket (f. 1985), at Holbeks værk har kvalitet på samme niveau som Edvard Munch og Vincent van Gogh. Det er helt overskruet. Det er snarere den hemmelighedsfulde melankoli, der åbenbarer sig i raseriet, som gør Holbek til en kunstner, det er værd at huske.

Johannes Holbek døde tidligt, men ikke i et helt så afklaret selvmord som Ernesto Dalgas. Edvard Brandes ansatte Holbek på Politiken, men som Henrik Wivel bemærker, var Holbeks ”satire så besk og misantropisk, ja nådesløs,” at man uden varsel måtte fyre ham igen i 1903. Det betød indlæggelsen på en nerveklinik og få dage efter døde Holbek, vist også ved egen hånd – kilderne er temmelig tvetydige her. Men hvis det var ved egen hånd, var det altså ikke det rationelle selvmord som Kirillov og Ernesto Dalgas, men den anfægtede sindslidelse. Muligvis som resultat af den uopnåelige syntese mellem sjæledyrkelse og kristentro, der altid har været symbolismens problem.

Det fornam Johannes Jørgensen tilsyneladende i sin nekrolog. Han fremførte, at Johannes Holbek levede i en synlig verden, hvis eneste mening var, at mennesker og naturen skal slå hinanden ihjel. Men alligevel drømte han om den evige forening med Gud – og med kvinden. Derfor mente Johannes Jørgensen, at Holbeks yndlingsscene i litteraturhistorien må have været Romeo og Julies favntag. Her i Jørgensens egen parafrase:

Drømmen om, at der, netop der er Lykken; […] Se Romeo og Julie mødes! Som paa en bro over en svimlende Afgrund midt i verdens Kaos af Indvolde står de, fast omslyngede, to skønne, ideale Skikkelser, der intet ænser, uden, at i dette Øjeblik er de hele Verden.

Holbek endte aldrig i Favntag med nogen Julie på Købmagergade og levede tilsyneladende i evig higen efter den erotik, der var ham forment. Den eneste klamme erotik, han fandt i sin syge samtid, var noget, han i Dekadent Barbari kalder ”en træg og lyssky sanselighed.”

Men han troede på, at det sande erotiske møde ville finde sted i Himlen. Dekadent Barbari slutter med den tanke, at det kan være, at ”Den Herre Jesus, Kongers Forbillede” om kort tid ikke vil se os for sine øjne, fordi vi ringeagter livet. Men ”dog haaber vi paa, at de gyldne Fløjdøre maa smækkes op for os, naar vi er færdige her, fordi Han, der er Vejen fra Død til evig Frelse, inderst inde er god over al Maade.”

Spørgsmålet er, om ikke Johannes Holbek selv ringeagtede livet, og det derfor gik ham så ilde. Men også, om ikke det er det nederlag, der giver hans kunst værdi.

Johannes Holbek: Af Dekadent Barbari (København: Gladiator 2016)

Valget i ødemarken – om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society

Nr. 2, 65. årgangI anledning af aprilnummeret af Studenterkredsen, der i skrivende stund efterhånden har indfundet sig i abonnenternes stuer, bringer vi et af tidsskriftets artikler. I denne ombæring skriver cand.theol. Andreas Pilekjær om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

 Hvilke Rødder omklamrer, og hvilke Grene
Vokser i disse Stenbrokker?
T. S. Eliot, Ødemarken

I 1922 bliver den engelsk-amerikanske digter Thomas Stearns Eliots litterære hovedværk, The Waste Land, udgivet i tidsskriftet The Criterion. Ødemarken, som det kommer til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948, beskriver blandt andet, hvordan Jerusalems, Athens og Roms tårne ligger knuste i et univers, hvor det liv, der nu er, intet højere ønske har end at dø, og det, der allerede er dødt, stikkes i jorden for at se, om det vil spire på ny. Alt er tilsyneladende dømt til at udstå et liv i ruindyngerne fra Første Verdenskrig. Digtet ser dagens lys samme år, som den schweiziske landsbypræst Karl Barth lader apostlen Paulus fælde kontant dom over tysk liberalteologi og dens grundlag i anden udgave af sin Romerbrevskommentar. 1922 bliver året, hvor litteratur og teologi vender blikket mod Europas slukørede rester og spørger, om liv nogensinde vil kunne spire her igen?

Digtet opnåede klassikerstatus inden for engelsksproget modernisme, men for Eliot selv lod det centrale spørgsmål, som jeg indledningsvis citerede fra digtet, sig ikke dermed skubbe til side. Nærværende tekst vil belyse nogle hovedlinjer i Eliots senere essay The Idea of a Christian Society (1939), hvor man kan sige, at dette spørgsmål danner klangbund for Eliots livtag med ideen om et kristent samfund. Hvor digtet lader muligheden for nyt liv efter ødelæggelsen være et åbent spørgsmål, stilles læseren i essayet indirekte over for valget mellem det kristne samfund og det hedenske samfund. Eliots tese er, som også i Notes Towards the Definition of Culture (1948), at ”If Christianity goes, the whole of our Culture goes.” Men hvad forstod Eliot ved et kristent samfund og dets kultur?

Som udgangspunkt mente Eliot ikke, at hverken stater eller kulturer kunne være neutrale. Enten er kulturen kristen, eller også er den (på vej til at blive) forbundet med en anden religion. Svaret på, hvorfor neutrale stater og kulturer er en umulighed hos Eliot, skal findes i hans traditionssyn. Eliot var modernist og anti-romantiker. Romantikkens dyrkelse af det individuelle talent overså, at det egentligt nye værk kun er i stand til at sige noget nyt, idet det netop tilegner sig traditionen, som da i, det nye værk, bearbejdes en smule og derved lader det bedste i traditionen fremtræde med fornyet klarhed. En position, der hos os vel bedst kendes fra Søren Ulrik Thomsen. Tradition og kultur går forud for individet hos Eliot. Idet den givne kultur og religion – og der findes for Eliot aldrig kulturer uden religion – altid er forudsætningen for samfunds og menneskers aktiviteter, er kulturel og religiøs neutralitet også udelukket.

Det kristne samfund, som det beskrives i The Idea of a Christian Society, består af tre elementer: Den kristne stat, det kristne fællesskab (the Christian Community) og fællesskabet af kristne (the Community of Christians). Den kristne stat har intet at skaffe med mulige kristne værdier, eller hvorvidt politikerne selv er kristne. Ej heller kan nogen regering identificeres med det kristelige, for det ville for Eliot udgøre en forveksling af det relative med det absolutte. Det handler alene om ”their [de styrendes] being confined by the (…) traditions of the people they rule, to a Christian framework.” Således er det kristne samfund (the Christian Community) ej heller andet end det samfund, hvori reguleringen af det offentlige liv sker ud fra kristendommen. Det kristne fællesskab udgør hos Eliot samtidig kulturen, thi kulturen er inkarnationen af folkets religion, som det beskrives i Notes Towards the Definition of Culture. Er kalenderen kristen, med jul, påske, pinse og helligdage, ja, så er samfundet kristent, om end majoriteten ikke er sig det bevidst. Igen; alternativet er, at samfundet reguleres af en anden religion. Ikke at samfundet slet ikke reguleres af nogen religion. Fællesskabet af kristne (the Community of Christians) er da gruppen, som er bevidst om deres kristendom.

Det gryende afkristnede samfund herimod, hvis konturer for Eliot at se begynder at vise sig i mellemkrigstiden, er kendetegnet ved aftagende sindelagsetik, klassernes sammenbrud til masser og demokratiets fortvivlede forsøg på at dæmme op for det kaos, som er liberalismens negation, men som den selv har banet vejen for. Eliots diagnose foregriber her på flere punkter den analyse, som Hannah Arendt skal foretage af totalitarismen 12 år senere i The Origins of Totalitarianism, ligesom hans blik for demokratiets grænser vækker mindelser om Tidehvervs (særligt Søren Krarups) kritik af demokratisme i 1960´erne. Det afkristnede, eller hedenske, samfund er kendetegnet ved en nedbrydelse af grænsen mellem privat og offentlig, nedskrivning af menneske og skaberværk til nytteværdi og profitjageri. Det hedenske samfund evner ikke at balancere mellem uhæmmet udnyttelse af naturen og naturalisme, ifølge Eliot, der i stedet ser den kristnes sande forhold til naturen udtrykt i ørkenfædrenes forundring over skaberværket. Eliots kritik af udnyttelsen af naturen og udbytning af arbejdere flugter på afgørende punkter med højskolemanden Knud Hansens modernismekritik flere årtier senere. Også her gælder heldigvis, at Eliot ikke er for fastholdere. Han lader sig ikke sætte på formel og slet ikke bedømt ud fra det persongalleri, der senere – direkte eller indirekte – skal lade sig inspirere af ham. Det er én mulig grund til, at Eliots essay stadig virker friskt så mange år efter.

Det organiske hos Eliot begrænser sig dog ikke til naturen. I det allerede nævnte essay fra 1948 udbygger Eliot sit allerede skitserede kultursyn til en bredere anskuelse af mangfoldigheden i kulturer i vekselvirkning mellem klasser, landenes regioner inden for nationerne, nationernes til hinanden og disses blik ud til resten af Europa. Kulturen vokser altid nedefra, den kan aldrig selv blive genstand for menneskers planlægning, for den er selv forudsætningen for deres planlægning. En af styrkerne ved Eliots anskuelse er netop, at samfundets religiøse og kulturelle enhed muliggør det frisind, kunne vi sige, som er forudsætningen for den enkeltes frie udfoldelse. I The Idea of a Christian Society finder vi dermed en af modernismens fremmeste repræsentanter argumentere for, at alene det kristne samfund kan sikre den individuelle frihed, som da også hører moderniteten til, imod helt at vendes til dæmoni. Anderledes troende, tvivlere og vantro har ikke mindre plads i det kristne samfund end den enkelte troende, for de udvider og udfordrer horisonter og vaner; derimod er det nødvendigt, at rammen om samfundet – herunder institutionerne – understøttes og derved viderefører den overleverede kultur og religion, så frisindet kan bestå. Den enhed er ingenlunde lig ensretning, som Eliot kategorisk afviser. Det at være rundet af en fælles culture (kultur, men også dannelse) er forudsætningen for kontinuitet i det aktive og kontemplative liv i politik, kunst samt religion. Det er modtrækket til modernitetens fritsvævende massemennesker. Dog er det for Eliot i sidste ende kirkens forkyndelse, der holder fast ved mennesket uden at reducere det. Det er derfor, at det kristne samfund skal have en kirke, der officielt er forbundet med staten. Har man valgt det fra, har man samtidig valgt at forbinde stat og samfund med en ny religion, hvordan den end måtte se ud. I digtet lod Eliot det være et åbent spørgsmål, hvilke grene der kunne vokse i ødemarkens stenbrokker. I essayet derimod stilles læseren, på sin vis over for et valg. Til det formål forlader poeten den botaniske retorik til fordel for en nærved gammeltestamentlig:

The term ”democracy” (…) does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike – it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.

Bo Hakon Jørgensen: Om sjæl og sprut. Anmeldelse af “Hærværk” på Det Kongelige

Studenterkredsens tidsskrift opstod fra de døde over påsken og kan købes i menuen ovenfor. Som smagsprøve bringer vi her dr.phil. Bo Hakon Jørgensens bidrag til første nummer. Det næste udkommer i september, og bidrag er meget velkomne. Deadline er 1. september. God læselyst!
Der er en besynderlig afstand flere steder i Tom Kristensens forfatterskab. Han er en kritiker, en litteraturkyndig, der skriver om kunst, men han skriver også selv kunst som lyrik og prosa. Et digterisk jeg, der véd for meget om litteratur, så der går opløsning i autenticiteten. Eller sagt lidt anderledes: Hærværk er mere stil end ægte søgen efter svar på, hvad sjæl er for noget, eller hvorfor Jastrau drikker? Misforstå det ikke: Bogen er pragtfuld stil, men netop dramatiseringen af romanen afslører dens svaghed, at den ikke griber tilskueren eller læseren. Romanen er en æstetisk præstation, som vi læser interesseret, men heller ikke mere. Vi står udenfor og ser en fuld mand tonse rundt, ligesom Jastrau selv ser på sig selv som en anden, der søger en sjæl.
Allerede modtagelsen i samtiden reagerede meget negativt på romanen. Kun få gode anmeldelser fik den i en mængde af dårlige og skuffede. Samtiden sansede noget ved romanen, som vi siden har glemt i vores klassikerbegejstring over den, men som Tom Kristensen selv ærligt har været inde på i interviews om Hærværk. Her, i ét fra 1930 af Harald Bergstedt, bliver han spurgt, hvorfor han ikke blev katolik?:
”Fordi jeg ikke kan anerkende et Mirakel – saalidt som en Hallucination. Dem har jeg haft et Par Stykker af, men set lige igennem dem – hæftet Blikket paa den Skikkelse, jeg saa, indtil den opløste sig./ En Dag var det en vældig grøn Orm, som krøb af Sted gennem mit Værelse – en stor Ka’l; men jeg rejste mig op i Sengen og stirrede paa den med al min Energi samlet i Øjnene, indtil jeg kunde se mit Klaver igennem den.”
På samme måde har Tom Kristensen samlet al sin energi om ikke at blive som Jastrau, om ikke totalt at søge sjælen, ja, han nedkæmper sine sjælelige oplevelser med realitetssandheder. Oplevelserne er ikke sande i sig selv, får ikke lov at være det, de får ikke lov til at danne sjæl. De kan i stedet blive til billeder og skrift, til æstetisk præstation, til stil, sådan som han næsten selv siger det mange år senere i samtale med Erik Rostbøll (1954): ”[…] den bitre kalk Hærværk skulle have været, hvis den skulle have været sand, blev til et berusende bæger i stedet for. Jeg berusede mig i skidtet. […] Jeg berusede mig i det, jeg hadede som pesten.”
Men kan æsteticeringen i romanen dramatiseres? Næppe, da den er den ofte skjulte fortællers indsats. Men personer og steder kan der laves drama på, og det er der blevet såvel i Ole Roos’ flotte klassikerfilmatisering fra 1977 og nu senest i Rune David Grues opsætning af Hærværk på Det kongelige teater. Med en evigt kørende drejescene kommer vi igennem de forskellige miljøer og steder, men egentligt drama er der ikke tale om, derimod om episoder og situationer fra romanen, støttet af direkte replikker fra den. Der arbejdes flot med projiceringer af by-huse og by-neonreklamer, ligesom den alkoholiserede Jastraus bevidsthed gengives medrivende med et billedshow af grønt boblende akvarievand, kastet ind over alle kulisserne.
Scenografisk er opsætningen ypperligt illustrationsteater, hvor personer interesserer som dukker for romanens navneberømte personer. Instruktøren vil imidlertid ifølge eget udsagn i programmet gerne frem til Jastraus forsøg på at finde en åndelig udvej ud af det fængsel, han har skabt for sig selv, og måske finde frem til Gud? Men er romanens flirt med religionen alvorlig ment, og søger Jastrau virkelig en åndelig udvej for sig selv, er han fx villig til at tro på sin egen sjæl? Er det ikke tværtimod at konfrontere sig selv med en værdi (troen/kristendommen) for selv at få sanseværdi ud af slagsmålet?
Lige inden premieren 24/1-2014 dukkede tre ukendte strofer op af digtet ”Angst”, som med tre andre strofer er optaget i romanen som Steffen Stefensens digt. Det er det om at længes ”mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død.” Lad os se på de første fire strofer af dette digt, hvor altså 2, 3 og 4 hidtil har været ukendte, for at iagttage Tom Kristensens indbyggede distance i formuleringerne, som arves bl.a. i Hærværk:
1. Som en Bisse med blodige Hænder
efter Slagsmaal og Spiritusbrand
har jeg rejst mig fra Tilfældets Leje
paa en Divan ved Rædslernes Rand
2. Jeg har set paa de knækkede Stole
som laa spredt i mit hærgede Rum,
og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,
skønt min Læbe var gnaven og stum.
3. Og det skreg, det hysteriske Hjærte,
og det gav al min Afmagt til Pris:
Jeg har elsket de brændende Byer
og Orkaner med Skibes Forlis
4. Jeg har set paa de splintrede Stole
der laa spredte som Stumper af Vrag
og i naadeløs Klarhed blev blottet
af den gyldent forfalskede Dag.  (de resterende 3 strofer står i kap I,5)
Man lægger mærke til den litterære forud-bearbejdning af oplevelserne! Lejet er ophøjet til ”Tilfældets Leje”, og spiritusslagsmål er blevet til selve ”Rædslernes Rand”.  Jeg og hjerte er splittet ad i to jeg-dimensioner, hvor jeget iagttager hjertet, og endelig har det ene jeg, hjerte-jeget, hengivet sig til historier om krig og orkaner frem for selv at kende noget til dem. Det har pumpet sig op på forfalskede sensationer. Hans liv med knækkede stole opskrives i sproget til tilværelsens grundkampe endog til oplevelsen af Angsten i de resterende tre strofer. Tom Kristensen er netop som i strofe 1 kun selv til stede i sammenligningen ”Som en Bisse”.
Han er aldrig bissen selv og har slet ikke bissens sjæl, men nok alle de sproglige billeder, der skulle male den. Han vidste fra litteraturhistorien det hele, der skulle til, for at blive digter, men havde fra starten af undergravet sig selv med realitet, proletariatets realitet, der ikke yder syner eksistensberettigelse, og slet ikke sjælen. Alkoholens syner i Hærværk er provokationens syner og ikke sjælens korrespondance med verden. Alkoholen er billedligt vejen til sprogets selvberuselse og har sådan set intet med sjælen at gøre. Skuffende for dem, der ikke kan nøjes med æstetik.

Sømmelighedens kedsommelige vogtere

Den evige Christian Krogh Olsen, ven af huset og ivrig læser af dansk litteratur, debuterer på bloggen med et par bemærkninger til Weekendavisens Nanna Goul, der har brugt sin (delvist) skatteyderbetalte arbejdstid på at opfordre til at ændre vores pengesedler, så de ikke længere er “konservatismens dødssyge holdeplads”. Krogh Olsen er dog ikke glad for tanken om en opbyggelig måde at bruge vore fælles betalingsmidler på og leverer her et par mere sømmelige forslag til, hvad man så skulle skrive på dem.
 
I anledning af den ophedede engelske debat om nye ansigter på det britiske pund maner journalist Nanna Goul, i en kommentar på bagsiden af Weekendavisens Bøger-tillæg (uge 32), til et opgør med de danske pengesedler som “konservatismens dødssyge holdeplads.” I stedet for at være i lommen på sømmelighedens kedsommelige vogtere skal sedlerne fungere som oprejsning for nulevende skandaleombruste kunstnere. Hvis man vil insistere på denne nytænkende, opbyggelige måde at bruge vore fælles betalingsmidler på, bør det gennemføres med vulgære seddelstørrelser til følge; borgeren skal nødvendigvis kunne mærke, at en hr. skandaleombrust kunstner har indtaget hans pengeseddel.
Nanna Goul foreslår blandt andre Jørgen Leth, som skal ledsages af teksten “Han er ikke en mand, der hader kvinder, han er en mand, der elsker kvinder, men det er forbudt.” I forbindelse med dette forslag vil jeg anmode om, at man hvert år op til Tour de France i stedet lader pengesedler med følgende passage fra “Det uperfekte menneske” om makkerparret Leth og Mader trykke:

“Vi var vel på en måde et excentrisk par, vi havde vores egen stil, og den kunne man lide, eller også kunne man ikke. Vi var meget bevidste om, at vi ikke ville være så forhippede som visse andre kommentatorer på at fylde hvert sekund ud med overflødig snak, f.eks. oplæsning af fanbreve, af angst for det tomme rum. Vi var ikke bange for pauser, ja, man kan sige, at vi legede med timing. Vi havde tillid til, at det publikum, som vi gennem årene havde oplært i at forstå cykelløb, var i stand til selv at opleve. Billederne skulle ikke snakkes ihjel.”

 Udbetalingen af løn til TV2’s sportsredaktion foretages i omtalte måned kontant.  
Ud over denne eller hin “nulevende skandaleombruste kunstner” mener undertegnede at kunne finde eksempler på, at også de døde ville kunne puste lidt liv i “den ellers så blodfattige industri“.  
Mit ydmyge sind byder mig at lade de dyre sedler stå fri til mere vægtige indspark i debatten, men jeg vil nu alligevel tillade mig at stille forslag til de billigere sedler. Grundet manglende støtte i form af papirets hyldest til Danmarks fineste beton er den grafiske fremstilling af disse forslag sparet væk. Det kan dog afsløres, at der qua længere tekstpassager, vil blive tale om de marginalt forstørrede sedler.
Mit første forslag til 50-kroner-sedlen være Tom Kristensen med følgende tilhørende tekst:

“Jastrau rakkede alting ned, saa munter var han, og København var ham i øjeblikket for paafaldende snoet. ’Er det sært, man bliver fordrukken i saadan en by,’ udbrød han fejende. ’Eller byen er maaske saadan, fordi vi alle sammen er fordrukne. Hele danmarkshistorien er fordrukken. ’Fædrelanden’ har rød næse’.”  

Hvis stemningen er til en bevarelse af den nuværende seddelstørrelse vil jeg som alternativ umiddelbart blot foreslå følgende: “Tom Kristensen: S’gu!”
I “Løgneren” af Martin A. Hansen finder jeg mit forslag til en ny 100-kroner-seddel. Johannes Vig har uværdigt beruset sig med Flasken i sakristiet og har derefter grædende indtaget degnestolen, hvorpå han til den stiltiende læser udbryder:
“Gaa Fanden i Vold, Natanael eller hvem du er. Hvordan gik det til? Sad man og peb over at man er alene eller en Synder eller har mistet sit Legetøj? Gaa Pokker i Vold. Jeg ved det ikke. Men husk nu paa at man havde kikket dybt i Glasset. Saa hører man stor Musik. […] Og naar man da hører den da ved man at man er en Flygtning paa Jorden.”

 Igen, hvis folkestemningen byder en fastholdelse af de nuværende seddelstørrelser, kan der blot stå: ” “Martin A. Hansen: Gaa Fanden i Vold!”
Slutteligt vil jeg nævne, at jeg ikke vil være udpræget modstander af en ny femkrone-seddel, som – apropos Weekendavisen – eksempelvis kunne give plads til Klaus Rothsteins frelste skriblerier. Disse sedler ville passende kunne bruges som betaling på den om føje år realiserede bar “Ved en lille konjak”. En sådan ny femkrone-seddel giver flasken fuld af gin, to giver direkte og ubegrænset adgang til aftapningen og tre sikrer adgang til en halmballe, så rusen trygt kan soves ud. 
Rygterne om en snarlig ny bar i København med det værdige navn “Ved en lille konjak” har ikke kunnet bekræftes af uafhængige kilder inden deadline. (red.).