Foredrag i Aarhuskredsen forår 2019

Det er en fornøjelse hermed at kunne præsentere forårssemestrets program i Aarhuskredsen.

  1. februar: Europas undergang? Om kultur og civilisation
    Christian Benne, professor MSO ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. marts: Begyndt er fuldbragt – om frelse, tid og evighed hos Johannes Sløk
    Hans Nørkjær, valgmenighedspræst i Lemvig og Omegns Valgmenighed
    Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. marts: Prædikenen mellem æstetik og retorik
    Kjeld Slot Nielsen, lektor i homiletik ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Aarhus
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. april: Det onde og den onde i bibelsk belysning
    Kirsten Nielsen, professor emeritus i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet
    Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. maj: Statsradiofoniens musikalske stedbarn: Emil Holm og grammofonmusikken
    Steen Kaargaard Nielsen, lektor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. maj: ”Gensyn med en 90-årig” – Mit liv med Tintin genoplevet i erindringen
    Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Et semestermedlemskab af Kredsen koster 50 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Foredragene begynder kl. 19.30. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Guds begyndelse

66årgnr2I anledning af 100-året for Aarhus-teologen Johannes Sløks fødselsdag udgav Studenterkredsens tidsskrift i aprilnummeret en artikel af valgmenighedspræst Hans Nørkjær, Lemvig og Omegns Valgmenighed, om sit livtag med især Sløks sene, narrative teologi. Den bringer vi hermed til Deres opbyggelse kvit og frit.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com. I dette nummer bringer vi blandt andet artikler om så forskellige personager som Carl Ewald, Anders Sunesøn og Klaus Rifbjerg.

Teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk kunne d. 27. april været blevet 100 år gammel. Det opnåede han naturligvis ikke, for han døde i 2001, men alligevel skal mandens 100-års-dag da markeres. Derfor dette lille skriv: Om mig og Sløk.

Jeg mødte Johannes Sløk på en boghylde på det nu nedlagte Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Og den bog, jeg først stiftede bekendtskab med af manden, var samleværket Guds fortælling – Menneskets historie, der blev udgivet i 1999, og som er en samling af fire af Sløks kendteste (og måske også væsentligste) værker, de bøger, der indkredser Sløks såkaldte ”narrative teologi”. Værket stod på en boghylde og blev ved med at kalde på mig, hver gang jeg gik forbi den. For denne titel var ganske dragende på den yngre udgave af mig selv. Og en del af min fortælling om min læsning af Sløks fortælling om Guds fortælling vil jeg forsøge at fortælle her:

Værket Guds fortælling – Menneskets historie (1999) er en samling af følgende fire bøger: Teologiens elendighed (1979), Det religiøse sprog (1981), Den kristne forkyndelse (1983) og Da Gud fortalte en historie (1983). Førstnævnte er et frontalangreb på den løgstrupske skabelsesteologi, som, mente Sløk, led af alvorlige teologiske og filosofiske handicaps. Ikke bare smykkede den sig med lånte fjer, den havde simpelthen slet ikke fattet det væsentligste i kristendommen: At Gud frelser mennesket ved at (om)skabe det i sit forandrende billede gennem den fortælling, som han selv i Jesus har åbenbaret os. Teologiens elendighed forsøger at drøne en rambuk igennem den form for sofistisk metafysik, som navnlig Løgstrups eftersnakkere – ingen nævnt, ingen glemt – gjorde sig til talsmænd for. Og det var altså her, min og Sløks fortælling tog sin begyndelse. Sløk mente ikke, at disse skabelsesteologer havde argumentationen i orden, når de ville forsøge at påvise, at verden var skabt af en god og kærlig Gud. Med klassisk sløksk hån kan det blandt andet lyde sådan her – et sted, der for øvrigt fremkaldte en spontan og lutrende latter hos mig, da jeg læste det (vist nok til stor gene for den øvrige læsesal):

Man må med samme grad af evidens kunne sige sådan noget som: ”Fordi katte æder fugleunger, fordi stormfloder med mellemrum bringer ødelæggelser over Bangladesh, fordi 10.000 gnuer hvert år dør af sult – derfor har Gud skabt verden (Sløk 1979, 45).

Især den med gnuerne fremkaldte et billede af de utallige naturprogrammer, jeg som barn har set fra Serengeti-Naturparken i Tanzania, hvor nyfødte gnuunger på endnu vaklende ben overfaldes af glubske løver eller skambides af krokodiller ved et vadested over en flod. Sløk satte ord på en nagende, men uformuleret modstand mod de fromme fantasterier om ’skabtheden’ fra alle Løgstrups eftersnakkere. Jeg må simpelthen blankt indrømme, at selvom jeg har hørt begrebet om ’skabthed’ gentaget om og om igen, har jeg vitterligt aldrig forstået, hvad det betyder i det løgstrupske vokabular. Og hvis det ikke var, fordi en mand som Johannes Sløk tilsyneladende havde en lignende misbilligelse af begrebet, var jeg nok forblevet i forestillingen om, at jeg bare var mindre begavet eller en særligt genstridig natur.

Nuvel, det personlige anliggende er jo aldrig det væsentlige i fremlægningen af teologisk tænkning og har intet tvingende over sig i sin argumentation. Lad mig da bevæge mig dybere ned i præmissen for Sløks tænkning. Grundlæggende må man vel betegne Sløk som en art eksistentialist, idet han tager udgangspunktet i det tilsyneladende usammenhængende og uafsluttelige menneskeliv, som det opleves for den enkelte. Udgangspunktet for al tænkning og alt liv er det enkelte menneskes oplevelse af den umiddelbart foreliggende virkelighed (se f.eks. Sløk 1981, 7), som ikke i udgangspunktet er en ansamling af ting, men er en omverden, der påkalder sig vores opmærksomhed – ja, det kan lyde helt heideggersk, men er nok snarere at forstå i forlængelse af Kierkegaard, Sløks store inspirator – mesteren. Dette udgangspunkt har to væsentlige implikationer: dels at metafysiske systemer per definition er løsrevet fra virkeligheden, dels at det rationelle sprog (f.eks. naturvidenskaben) ikke har primat til at beskrive tilværelsen. De metafysiske systemer er løsrevet fra virkeligheden, fordi de forsøger at hævde en objektivitet, som de ikke har hjemmel til at udsige. De nidkære metafysiske ingeniører har simpelthen ikke byggetilladelse. For grundlæggende gælder det, at mennesket er stillet over for en usammenhængende tilværelse – Sløk kan ofte beskrive den som absurd – som det er på eget eventyr i at forsøge at finde sammenhæng i. Og denne sammenhæng kan vi heller ikke blot lade være op til den rationelle videnskab at udgrunde, for den er slet ikke primær i sin tilgang til verden, sådan som den ellers fra populært hold ønsker at hævde. Denne tematik er særligt genstand for undersøgelse i bogen Det religiøse sprog (1981), der følger efter den metafysikkritiske håndbog Teologiens elendighed.  Dette på mange måder forvirrende værk om virkelighedens sproglighed er et fundamentalteologisk forsøg på ad uortodokse veje at hævde den (ur)grund, som kristendommens tale – såvel som enhver anden tale – er afhængig af for at kunne have fast grund under fødderne. Med så forskellige indgangsvinkler som den franske strukturalisme, Freuds arketyper, Wittgensteins sprogfilosofi og almen religionshistorie kaster Sløk sig i Det religiøse sprog sig ud i den umulige opgave at tale om det, der er selve forudsætningen for at tale, og som vi naturligvis derfor slet ikke i egentlig forstand kan tale om – men dog er dømt til at tale ud fra. Således i hvert fald påstanden.

Det interessante ved Det religiøse sprog er ikke så meget dette tema som bogens åbenlyse foreløbighed. Dens emne medfører simpelthen, at den aldrig rigtig hverken kommer i gang eller bliver færdig. Dette er ikke en anmeldelse, så ordene skal ikke forstås kvalitetsvurderende, men som en konstatering, der afdækker bogens – og Sløks – uhåndterbare tese.

Sløk opererer selv med tre former for ’sprog’: Det rationelle, det religiøse og det mytiske sprog. Men her opstår faren allerede. Man skal nemlig passe på med for håndfast at opdele sprogene og pege dem ud i forhold til hinanden. Som Sløk skriver et sted, er ’det religiøse sprog’ ikke direkte kendeligt; det er det for fundamentalt og grundlæggende til (Sløk 1985, 60). Og ’det mytiske sprog’ lader sig også alt for besværligt udpege. Hvorfor? Fordi det er selve fundamentet for vores måde at udpege virkelighedens forekomster på ved hjælp af sproget. Det kræver vist en forklaring, så jeg lader Sløk komme til orde:

Sagen er, at sproget er til stede i mennesket, før det taler; vi kan kalde det et ursprog, selve den naturgivne mulighed for – og dermed nødvendighed til – at tale sprog. Jeg kalder det ursprog, for hvad skal jeg ellers kalde det? Men man må begribe, at det ikke i konkret – eller lingvistisk – forstand uden videre er et sprog; det er alle faktiske sprogs forudsætning. (Sløk 1981, 87)

Det er omtrent så langt, Sløk kan komme. ”Før” sproget i konkret forstand kan komme til orde, findes der et ursprog, som ikke selv er et konkret sprog, men forudsætningen for, at et ethvert sprog kan opstå. Det svarer nogenlunde – dog ikke ganske til – Ferdinand Saussures begreber langue og parole, som Sløk også tilskriver dem (Sløk 1981, 21). Langue er sprogets system, der ligger bagved ethvert konkret sprog, parole. Det er det urdyb, der findes, før virkeligheden bliver til som virkelighed; hvis man vil beskrive det billedligt og bibelsk, er det det samme sproglighedens urdyb, som Guds Ånd svæver over, inden han giver sig til at tale, og som virkeligheden altså bliver til ud fra. Med Sløks ord: ”Ursproget er ikke selv et sprog; det er derimod nødelsen til et sprog” (Sløk 1981, 87). Det er den forudsætning, der findes, før Gud tager bladet fra munden og skaber verden ved til en begyndelse at sige: ”Der skal være lys!”

Det mytiske sprog tjener altså til at hævde en virkelighed, der ligger før vi menneskers tale om det, men samtidig er så meget et forudsætningens sprog, at vi ikke kan udgrunde det. Denne – for især tænkende hoveder – så nedslående konstatering formulerer Sløk på følgende måde:

Alting begynder i dette ’ur-’ og hvis der ikke er noget ’ur-’ er der heller ikke nogen begyndelse, og uden begyndelse er der ingenting (…) Hvis man imidlertid skal udtale sig i logoi om det, altså tale ganske rationelt, må man uvægerligt hævde, at det hele beror på en illusion. (Sløk 1981, 96)

Man kan sige, at hr. Sløk ikke gør det nemt, hverken for sig selv eller for os ved at ville tænke en tanke, der ikke kan tænkes, fordi den ikke kan formuleres. Nu kan man indvende, at dette er for letkøbt og blot udtryk for en punkteret tænkning, som Sløk ved sproglig finesse og pædagogisk patos sætter donkraften under for at holde oppe; men i hvert fald i en teologisk sammenhæng er det ikke ganske ødelæggende at fastholde en uudsigelighedens og uudgrundelighedens forudsætning. Jeg anslog det just med Guds Ånd, der svævede over urdybet; og lader vi munden løbe en smule mere, er vi tæt på at ankomme til den mytens Gud, som var i begyndelsen sammen med Ordet, der var Gud. Som den storslåede Johannesprolog udbasunerer, er det denne mytens utilgængelige Gud, der ”blev kød og tog bolig iblandt os” i mennesket Jesus. Om denne kristendommens grundsætning kan Sløk i en kronik skrive:

Det er en fortvivlet umulig sætning, et misbrug af sproget, en manøvre med ord, hvis nøjagtige mening forbliver uopklaret. Men det er samtidig den mest enfoldige sætning, der tænkes kan. Den er så enfoldig, at den er umulig at omformulere, og dens enfoldighed ligger i, at ud fra den skal alt andet forstås. (Sløk 1973, 90).

Det, Sløk – i min optik – gør med sin særlige sprogteologi  og hans forsøg på navnlig i bogen Det religiøse sprog at nærme sig forudsætninge sprog, er at søge en fastholdelse af, at kristendommen står plantet på et fundament, som ikke er sat af mennesket, men er sat ”før”, ”bag” eller ”under” os, og som vi af samme årsag ikke kan bemægtige os, men som vi lever ud fra og ovenpå. For mig at se er det denne fordunklede måde, hvorpå Sløk forsøger at hævde første trosartikel, eller den skabende og opretholdende Gud, hvilket han må gøre på en anden måde end skabelsesteologerne, hvis snakkesalighed om skaberguden ifølge Sløk er alt for hovmodig. Som Sløk havde for vane at sige, er Gud allestedsfraværende, idet hans forhold til mennesket er at ligne med forfatterens forhold til sit værk. Sløk kan også med et prægnant billede formulere det sådan, at der kun er én, Macbeth aldrig kan møde, og det er William Shakespeare. Det muligvis problematiske i dette kunstneriske og æstetiserede gudsbillede skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her.
Det afgørende er, at det, hvorom vi ikke kan tale, ikke nødvendigvis er uvirkeligt, men netop forudsætningen for den virkelighed, vi bevæger os rundt i. Med et pænt ord kalder vi dette for det ’transcendentale’. Og det er altså dette transcendentale, som Sløk arbejder sig henimod i sin sprogteologi, og det er tillige herudfra han triumferende i sin næste bog, Den kristne forkyndelse, kan udbasunere kristendommens indhold med ordene: ”Gud lod høre fra sig” (Sløk 1983, 7). Efter det umulige forsøg på at udgrunde det transcendentale ’mytiske sprog’ kan Sløk med nogenlunde sindsro udtale sig om, hvad kristendommens indhold er, nemlig Guds uforbeholdne kærlighedserklæring til mennesket. Og det er da samtidig (om)skabelsen af mennesket med sit kærlige blik, fordi den ellers usammenhængende tilværelse bliver sat ind i Guds perspektiv, i Guds store fortælling, hvorved det usammenhængende menneskeliv bliver ligegyldigt, fordi frelsen ikke er op til menneskets evne til at skabe sammenhæng i tilværelsen, men alene Guds skabende – og dermed frelsende – ord, der lyder til os.

Ganske vist er Sløk en slags eksistentialist, der begynder ved det usammenhængende menneskeliv, men for en dybere betragtning giver hans teologi mere plads til Guds fundamentale begyndelse, end man til en begyndelse har tilbøjelighed til at tro. Gud står – i første ende (sic!) – både for begyndelsen og fuldbringelsen. For han er den store og uudgrundelige og unåelige fortæller, der holder fast i os.

Litteratur
Bjerg, Svend (1981): Den kristne grundfortælling. Aarhus: Forlaget Aros
Sløk, Johannes (1973): Kritiske bemærkninger. København: Berlingske Forlag
Sløk, Johannes (1979): Teologiens elendighed. København: Berlingske Leksikon bibliotek.
Sløk, Johannes (1981): Det religiøse sprog. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1983): Den kristne forkyndelse. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1985): Da Gud fortalte en historie. Viby J.: Centrum
Sløk, Johannes (1999): Guds fortælling – menneskets historie. Viby J.: Centrum.

Forårssemestret 2016 i Aarhuskredsen

Studenterkredsens blog har hermed fornøjelsen af at bringe semesterprogrammet for Aarhuskredsens foredragsaftener i foråret 2016. Et semestermedlemskab af Studenterkredsen koster 50 kr. og giver adgang til samtlige af semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Hvor ikke andet er anført, begynder foredragene kl. 19.30.

25. februar: August Strindbergs okkulte modernisme v. Henrik Johnson, lektor i svensk ved Aarhus Universitet
Den svenske dramatiker og forfatter gennemlevede, hvad der siden er blevet kendt som “Inferno-krisen”, mens han opholdt sig i Paris i 1890’erne. I denne periode eksperimenterede han med alkymi, forsøgte at skabe guld i sit hotelværelse og mente tillige, at han var udset som mål for en guddommelig gengældelse. Inferno-krisen betød, at Strindberg blev en genfødt kristen, og han brugte de sidste år af sit liv på at kæmpe imod ateismen og darwinismen. Mindre kendt er, at Strindbergs religiøse krise gjorde ham i stand til at skrive litteratur, der har fået markant betydning for det 20. århundredes modernisme. Strindbergs okkulte tro hjalp ham til at formulere en ny litterær stil, der har påvirket både surrealismen, ekspressionismen og eksistentialismen. Foredraget undersøger vigtigheden af okkultismen for Strindbergs modernistiske prosa og drama og stiller på den måde spørgsmålet om, hvorvidt modernismens rødder skal findes i det okkulte. Foredraget tager udgangspunkt i Henrik Johnsons netop udgivne bog Det oändliga sammanhanget — August Strindbergs ockulta vetenskap.
Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

3. marts: Natur i nylatinske hyrdedigte v. Trine Arlund Hass, adjunkt i klassisk filologi ved Aarhus Universitet, ph.d.
Genren hyrdedigtning er konciperet som et kompleks af beskedenhed og raffinement, både i indhold og form. Digtene skal indeholde simple hyrder, der i et idyllisk natursceneri skal digte om kærlighed og poesi. Men beskedenheden er et overfladefænomen: det er i lige så høj grad konvention, at de simple hyrdedigte er intertekstuelle og altså demonstrerer et indgående kendskab til den litterære tradition. Fra senantikken bliver det videre almindeligt at læse Vergils hyrdedigte som allegorier, nemlig som maskerede fremstillinger af samtidsaspekter, politiske såvel som selvbiografiske: hyrderne blev betragtet som maskerede versioner af digteren og hans kolleger og sangenes indhold som beskrivelser af såvel borgerkrigs barske realiteter som Kristi komme.
At hyrdedigtning således kunne give digteren mulighed for både at demonstrere poetisk håndværk, forholde sig til politiske spørgsmål og skrive om sig selv var med til at gøre genren populær i renæssancen, hvor den blomstrede som aldrig før. Mit oplæg vil behandle udvalgte passager af to danske latindigteres hyrdedigte: dr. theol. Erasmus Lætus’ Bucolica fra 1560 (dedikeret til kong Frederik 2) og stud.med. Hans Philipsen Pratensis’ Daphnis fra 1563 (skrevet i anledning af salmedigter og sognepræst ved Vor Frue Kirke i København, Hans Thomesens bryllup). I disse værker skal vi særligt se på, hvordan naturbeskrivelserne både bidrager til at give digtene en dansk prægning (muserne flytter til Valby Bakke!) og til at indlemme Danmark og danskerne blandt arvtagerne til den antikke tradition.
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

31. marts: Du er et politisk dyr v. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet
De fleste folk associerer politik med finanslovsforhandlinger og paragraf 20-spørgsmål på Christiansborg. Men politik er langt mere. Politik handler om fordelingen af ressourcer inden for en gruppe. Det er således også politik, når et ægtepar forhandler om de huslige pligter, og når grundejerforeningen diskuterer etableringen af en ny legeplads. Politik er heller ikke et nyt fænomen. Også vores fjerne forfædre på den østafrikanske savanne bedrev politik, når de skulle dele kødet efter jagten, samarbejde om bygningen af bopladser eller gå i krig med nabostammen. Uden en sans for politik havde de ikke overlevet og havde ikke kunne kolonisere resten af verden, Foredraget sætter fokus på, hvordan mennesket fra naturens hånd er et politisk dyr: Hvordan vi har en hjerne bygget til politik i små, fortidige grupper, og hvordan moderne mennesker stadig bruger denne hjerne til at navigere i moderne politik. Vores politiske holdninger er ikke blot baseret på fornuftige ræsonnementer, men reflekterer dybtliggende psykologiske og biologiske dynamikker.
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

7. april: Studenterkollokvium. Fornuftskritikkens nødvendighed v. Anders Bruun, stud.mag.
“Det er det fornuftige at gøre.” Sådan siger vi fra tid til anden, og en lang række andre sproglige fraser og vendinger adler fornuften som værende en dydisk egenskab eller noget alene positivt. Dette er dog en vildfarelse med fatale konsekvenser. Med udgangspunkt i Arthur Schopenhauer vil jeg tage et par spring rundt omkring fornuftkritikken og derfra videre til nazismen og kommunismen, konkurrencestaten og meget mere – derudover kommer også Gud på banen, og vi skal høre lidt fra Frankfurt.
“Når religionen blir utdømt” v. Hans Nørkjær, cand.theol. og pastor for Lemvig og Omegns Valgmenighed
Knausgård er ikke kristen. Han er ateist og nihilist. Alligevel kan han ikke lade kristendommen være, for den hidbringer et perspektiv, som tiltvinger sig opmærksomhed og relevans. Navnlig, fordi Knausgård ikke kan finde mening i tilværelsen, er religionens spørgsmål og mulige svar på tilværelsens gåde umulige helt at lade ligge. Både følelsesmæssigt og intellektuelt er Knausgård derfor en slags troende ikke-troende.
Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus

21. april: Lidenskab og krise – et foredrag om Johannes Sløk v. Kjeld Holm, biskop emeritus
Kjeld Holm vil i sit foredrag ”Lidenskab og krise” fortælle om en af sidste århundredes største kulturpersonligheder i Danmark: teologen, filosoffen og idehistorikeren professor Johannes Sløk, der døde i 2001. Han vil fortælle om Sløks anliggende med de 60 bøger, han skrev og forsøge at skildre, hvor tæt forfatterskabet og tænkningen var forbundet med Sløks liv og dets problemer. Det har Kjeld Holm et førstehåndskendskab til, fordi han var Sløks nære ven gennem mere end 30 år, hvilket han har fortalt om i sin meget roste bog, ”Mennesket er en misforståelse – mit venskab med Johannes Sløk”.
Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus

28. april: Hjertet slår og slår – forfatteraften v. Jens Smærup Sørensen, forfatter
Om “Hjertet slår og slår”. Om en far og en søn, om fædrenes gamle verden og sønnerne – og døtrene – i den ny. Om tradition og autoritet over for selvbestemmelse og individualisme.
Axis Mundi, Aarhus Universitet, bygn. 1451, Jens Chr. Skous Vej 3

Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år

Den 9. november 2012 fejrede Studenterkredsen Aarhus 70-års-jubilæum. Kredsen har fået lov til at trykke dr.theol. Viggo Mortensens tale til samme lejlighed. Den følger her i sin fulde længde. Næste år er 125-års-jubilæet for hele Studenterkredsens begyndelse. Fejringen finder sted fredag den 6. september i Vartov.
Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år
Af Viggo Mortensen 
I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:
”Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, – og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.
Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,-  en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?”

Læs resten