Hvem var Laurids?

Sognepræst i Aabenraa, Jens Kvist, har sendt os sin skåltale om Johannes Lauridsen fra Kredsens Jubilæumsfest på Regensen, 6. september 2013

Da Johannes Lauridsen, kaldet Laurids, fylder temmelig meget (det gjorde han jo på alle måder – fyldte meget!) i det fortræffelige jubilæumsskrift, der er udsendt i anledning af Studenterkredsens 125 års jubilæum, synes jeg lige, at jeg vil sige nogle ord om, hvem Laurids var. Meget af det læner sig stærkt op ad det, min far skrev om ham i det festskridt, der udkom i anledning af Laurids’ 50 års fødselsdag. Altså:

Lige fra min tidligste barndom i Varde Præstegård husker jeg Laurids som en helt naturlig del af familien. Han boede hos os i lange perioder, nogle gange op til en måned. Og han fyldte godt på alle måder. Når min far fortalte sine hjemmedigtede historier om den lille trold, Ringeling, og Laurids var tilhører, blev der ofte flettet nogle teologiske hints ind i historien, som vi børn naturligvis ikke forstod. Men det gjorde Laurids. Så på skift lå vi på hans mave, som hoppede op og ned, når han lo, og det gjorde han tit og voldsomt.


Karikatur af Johannes Lauridsen og hans hoppende mave, af Knud Holm, trykt 1970 i det nævnte 50-års festskrift

Hans baggrund var en mild Indre Mission. Faderen var tolder i Seest ved Kolding, og det blev anset for en selvfølge, at man gik kirke, ellers var der ingen snaps til frokosten bagefter. Laurids fik sin første snaps, da han var ni år, fordi han havde fanget præsten i en selvmodsigelse. Det skulle honoreres. Som 12 årig fik han en byld i halsen, der på et tidspunkt så ud til at tage livet af ham. Han var på det tidspunkt erklæret ateist. Så faderen følte sig kaldet til at gå ind og fortælle sin søn, hvad lægen havde sagt: Han havde måske kun et par timer tilbage at leve i. ”Tror du nu, Johannes?”, spurgte faderen ham. Det gjaldt jo sønnens evige frelse. Nej! Hvæsede denne, så godt som bylden nu tillod. ”Så tror jeg i dit sted”, svarede faderen og gik. Lidt efter kom han tilbage: ”Du må tilgive mig, jeg havde ingen ret til at trænge mig på. Ingen kan tro i andres sted!”.

Laurids kom over begge dele, både byld og ateisme. Men han glemte aldrig sin far for dette: At han som troende overvandt sig selv og bad sin vantro søn om tilgivelse. Og på den måde var han faktisk en stor – meget stor! – selvmodsigelse. Jeg husker tydeligt, at da han var død i januar 1985, skrev Ole Jensen i et særnummer af Studenterkredsen, der udelukkende handlede om Laurids, at denne var én, lang dementi af sin teologi. Og det var fuldstændig rigtigt! Laurids kunne aldrig blive træt af at påstå, at teologi dybest set var en smagssag på linje med bøf og rødvin, for han var allergisk over for alt, hvad der smagte af føleri for denne Jæææsus, som han sagde. Men ikke desto mindre vil jeg påstå, at Guds ord for ham var det daglige brød. Man skulle bare ikke sige det til ham, for han havde en urørlighedszone på flere tusinde hektar, som vistnok Søren Højmark har udtrykt det.

Laurids var autodidakt. Studentereksamen blev det aldrig til, skønt han forsøgte sig med et kursus – på Rønde af alle steder! Dels faldt han i søvn, når han skulle læse latin, dels blev han forstyrret af, at der blev sunget ”sjofle sange”, som han sagde til rektor Mygind. Da denne spurgte, hvad han dog mente med det, var svaret, at ”det er sådan noget wærre wræwl fra Hjemlandstoner.” – ” Mon ikke De skulle finde et andet sted end lige her?”, foreslog Mygind, og dermed skiltes deres veje i al fordragelighed.


Jens Kvist fremfører sin skåltale, foto af Adam Garff 2013

Det lykkedes for Laurids at tage den såkaldte nøduddannelse i 1970’erne, hvor han under eksaminationen bandede og svovlede: Hvor helvede er det nu, det står? Hvem satan var det nu lige, der sagde sådan? Men det lykkedes ham ikke at få embede. Jeg husker, at han prædikede i Rødding Kirke i forbindelse med Studenterkredsens sommermøde i 1977. Han fik hele kirken til at brøle af grin, fordi han sagde, i sin iver for at menneskeliggøre Jesus så meget som muligt, at denne naturligvis havde jordiske interesser såsom – og så rodede han lidt rundt i sit manuskript, indtil han efter en lang pause sagde: Svømning. Han var ikke klar over, at der i kirken ud over os befandt sig et menighedsråd., som ville lytte til ham som ansøger. De gik lige så stille igen. Da jeg spurgte ham, hvorfor han lige havde sagt svømning, var svaret, at han egentlig havde skrevet: Jagt, fiskeri og svømning, men det kunne han ikke læse.

Det skete af og til, at Laurids ringede til mig, og så var det altid lige på og hårdt: Har du læst, hvad den og den har skrevet i Kristeligt Dagblad – nå ja, undskyld, det er Johannes Lauridsen, kom det lidt overflødigt bagefter. Og da vores yngste en overgang havde en livstruende sygdom, indledte han altid med at spørge: ”Hvordan går det med det unge menneske?”. Når det var på plads, kunne han gå over til andre ting, såsom: ”Har I haft en rimelig sommer, eller skinnede den Helvedes sol hele tiden?”

Med disse få glimt har jeg villet tegne et portræt af et højst usædvanligt menneske, der var den bror, min far aldrig fik.

Se flere indlæg om Johannes Lauridsen her

Læs om det nævnte jubilæumsskrift her

Ole Jensen: Fejring af Kredsens 125-års-jubilæum

Skåltale til Kredsens 125-års-jubilæum, holdt af dr.theol. Ole Jensen på Regensen, 6. september 2013.
Det er 57 år siden, at jeg vovede mig op ad trapperne i Vartov til mit første møde i Kredsen. Det var i mit russemester i efteråret 1956, i Ole Wivels formandstid, og aftenens gæst var hans Heretica-ven Tony Vejslev, der sang sine nykomponerede Frank Jæger-viser til eget guitar-akkompagnement. Jeg var bidt af Frank Jæger og nød det i fulde drag. Efter mødet inviterede Wivel hele forsamlingen ned på Café Kronborg, der dengang lå på hjørnet af Farvergade og Gåsegade, hvor nu Lærerforeningens restaurant har til huse. Wivel lyste af gammelkøbenhavnsk dannelse og spenderede generøst øl til alle, mens Vejslev diverterede med flere numre.
Bag bardisken stod en lidt mystisk, diskret lyttende skikkelse, husets vært. Han navn var Erik Johansen, også han en Wivel-bekendt, og, som vi senere skulle erfare, nazisympatisør i de tidlige besættelsesår. Det var fra hans efterladte kuffert, Odense-litteraterne for 10 år siden med udsøgt sadisme spiddede den 80-årige Wivel i små omgange med en ny afsløring, hver gang han benægtede sin egen ungdomsflirt med Storgermanien.
Jeg fortsatte med at komme til møderne. Midt i lokalet sad allerede da Laurids bred og mægtig i den bedste lænestol, hvorfra han fældede sine inappellable domme over foredragene og docerede sin Laurids-dogmatik. Én ting stod mig klart på stedet – her skulle man vare sin mund. Laurids var skræmmende indtil det intimiderende. – Men tyve år senere kunne jeg kalde ham min ven, og nu har jeg med dagens udgivelse skrevet om ham for tredje gang. Første gang var i festskriftnummeret i 1970, da han blev 50, anden gang i minde-nummeret efter hans død i 1985, og så altså i udgivelsen nu.
Og ja, bladet Studenterkredsen, henholdsvis Kredsen, har i tidens løb skiftet udseende adskillige gange. Men konstansen har været, at her kunne man med kort varsel få optaget sine overvejelser uden så mange redaktionsdikkedarer. Det betød rigtig meget, i hvert fald for os i Aarhus i 60´erne i det intense debatmiljø omkring Løgstrup, som er den tid, jeg bedst kan udtale mig om. Og det savnes i dag. Selv har jeg så tilmed dét særlige forhold til bladet, det er gået op for mig her på det seneste, at bortset fra 100-års-markeringen, som var forbeholdt kvinder, så har jeg da vist og som den eneste bidraget til alle jubilæums- og lignende markeringsudgivelser i min tid. Den allerførste artikel, jeg overhovedet har fået trykt, står nemlig i 75-års-jubilæums-nummeret fra 1967, altså for 46 år siden (man gik ud fra 1892 som foreningens stiftelsesår, hvor arrangørerne i dag sætter det til 1888).
Og om den artikel gælder tilmed det ejendommelige, at den af alt, hvad jeg senerehen har skrevet gennem et langt liv, så uden sammenligning er den, der har haft størst betydning! Det var i den artikel, jeg påviste en modsigelse hos Løgstrup omkring det, der senere kom til at hedde de suveræne livsytringer. Jeg hjalp ham så at sige på rette løgstrupske spor – Hauge siger ganske vist: bragte ham på afveje, nemlig bort fra Tidehverv. Men Hauge siger jo så meget, og lige for øjeblikket ser det ud til, at han regredierer til sin ungdoms Tidehvervs-fase. Min artikel nævnes hver eneste gang, en bog eller artikel kommer ind på de suveræne livsytringer, og det er ikke sjældent, skal jeg hilse og sige. Så jeg tænker somme tider, at jeg kunne have sparet mig et helt livs skriverier, som fulgte efter. Det eneste, der ikke ser ud til at være glemt, er denne min første penneprøve i Studenterkredsnummeret.
Jeg er imponeret over den indsats, der ligger bag arrangementet i dag og ikke mindst udgivelsen af bogen. Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne har givet sagen 1½ år af deres studietid (og deres SU, må man tro). De har frejdigt trodset den liberalistiske sovjettisering af universitet og studier, hvor alt andet end natur- og ingeniørvidenskab og økonomi og lynhurtigt gennemførte studier nedgraderes i den hellige, klodenedbrydende vækstøkonomis navn. Vore to udgivere har uden at skele til den umiddelbart kvantificerbare nytteværdi givet sig hen til stoffet rent con amore og akkurat derved inkarneret klassisk Kreds-ånd – radikalitet og kontinuitet.
Det er fornemt! Tak for ordet.

– Ole Jensen

Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år

Den 9. november 2012 fejrede Studenterkredsen Aarhus 70-års-jubilæum. Kredsen har fået lov til at trykke dr.theol. Viggo Mortensens tale til samme lejlighed. Den følger her i sin fulde længde. Næste år er 125-års-jubilæet for hele Studenterkredsens begyndelse. Fejringen finder sted fredag den 6. september i Vartov.
Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år
Af Viggo Mortensen 
I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:
”Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, – og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.
Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,-  en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?”

Læs resten

De bedste Céline-læsere


Jeg har netop læst Hans Boll-Johansens bog om Céline, og den slutter på en højst overraskende måde, som Kreds- og Omkredsfolk ikke skal snydes for her i agurketiden. Slutningen på bogen, som følger herunder, når nemlig – udover at nævne Studenterkredsen – at berøre de to foregående indlæg på denne blog, spørgsmålene om henholdsvis Johannes Lauridsen og forskellen på grundtvigianere og Tidehverv.

Efter 150 sider stort set uden et ord om kristendom bliver den gode mand ramt af trangen til en anekdote:
”Jeg har selv endeløst doceret litterær idealisme for mine studerende ved Københavns Universitet. Sådan ville de normalt helst have det. Men en dag var der en af de unge studerende, der fik nok af mine betænkeligheder ved Malraux’ barske univers, og stille udbrød:
’Du må være klar over, at det onde eksisterer!’
’Godt, så tager vi Céline til næste gang! Ham kan vi ikke læse ud fra de gode gamle kategorier om det gode, det sande og det skønne. Hvis man skal forstå denne nej-siger, må I indstille jer på det onde, det løgnagtige, det afskyelige. Er I parate til det?’
Det var de, dem, der sagde noget, men ikke uden anfægtelser, da det kom til stykket. Det viste sig, at de mest areligiøse var dem, der var mest forhippede på, at litteraturen skulle udfylde den plads, der blev ledig, da Gud blev fortrængt, og som var mest afvisende over for Célines budskab.
Præstebørnene var mere modtagelige. De var hjemmefra vant til en professionel holdning til det onde, selvom grundtvigianerne nødvendigvis havde det svært med Céline. Blandt danske teologer må tidehvervsteologerne uden sammenligning være de bedste Céline-læsere. For en inkarneret tidehvervsmand som Johannes Lauridsen (mange vil huske ham fra Studenterkredsen) var den moderne nihilisme det givne og accepterede vilkår. Han ønskede ikke at abstrahere fra nihilismen, men beklagede især, at den som regel ikke var radikal og konsekvent nok.”
Blot gengivet til underholdning. I øvrigt har Boll-Johansen gode grunde til at kalde Céline for ”denne nej-siger”. På sin grav ønskede Céline ikke, at der skulle stå andet end:
NEJ.

Laurids og linjen

I takt med at ”linjevogterteologien” igen har vundet indpas i kredsens rækker, såvel i tale som i handlen, er det vist på sin plads med en lille begrebsgenealogi og et par ledsagende bemærkninger over denne lidt sælsomt klingende teologiske praksis.

At tale om en decideret linjevogterteologi er vist i øvrigt en tilnærmelse. Så vidt jeg ved, har man i tidens løb mestendels talt om linjevogten som gerning eller sågar virksomhed, hvilket siger noget meget centralt om dens teologiske råderum.

Udtrykket har, så vidt undertegnede har kunnet spore det, sin oprindelse hos Kierkegaards pseudonym Anti-Climacus, der i anden del af Sygdommen til Døden gør sig følgende bemærkning om Sokrates, at han ”som Dommer holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud – og Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb befæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud – og Menneske ikke sådan philosophice, poetice o.s.v. løb i Eet.”(samlede værker b. 15, s. 151). Det munder ud i den konklusion, at når nu kristendommen lærer, at Gud kun er til for troen, må en sådan vogten sig på ”den uendelige qvalitative afstand mellem Gud og msk.” i endnu højere grad høre det kristne til for at værge troen mod spekulation og dermedfølgende filosofisk, poetisk sammenløben i systemer.

Den linje, der skal vogtes på, er altså linjen mellem, hvad der er Guds og hvad der er menneskers, eller med andre ord: Mellem det absolutte og det relative. En sådan teologisk praksis hører på ingen måde blot snævert hjemme i en Kierkegaardsk paradoxteologisk sammenhæng, men kan siges at være en afstikker fra den apofatiske(gr: aphophasis, benægtelse) eller negative teologi, der kun vil tale om Gud vha. negative udsagn, ved at sige hvad han ikke er. Hensigten er altså, først og fremmest i polemisk øjemed, at værne om det Guddommelige og anvise den menneskelige tænkning og stræben dens rette plads.

I Studenterkredssammenhæng, hvor begrebet formodes at have sit udspring, har linjevogtergerningen først og fremmest været repræsenteret ved den noget ejendommelige Johannes Lauridsen, eller blot Laurids: En herre af mastodontisk forfatning og en autodidakt teolog, om hvilken der kan fortælles mange og vidtløftige anekdoter (således har alle folk, der har haft deres gang i Kredsens fra midt-40erne til engang i 80’erne noget at berette om denne efterhånden lettere sagnomspundne skikkelse). Uden nogensinde at have været fuldblodigt Studenterkredsmedlem, sad Laurids med ved de fleste foredrag og sommermøder i sin levetid, vistnok altid placeret mageligt på en stol i et af hjørnerne, hvorfra han altid var kampklar til at føre sine utallige ”religionskrige”, hver gang en eller anden, det være sig en garvet foredragsholder eller en ung studerende, vovede at fremsige teologiske udsagn, der var på vej over på den forkerte side af linjen. Det siges, at en af hans yndlingsbeskæftigelser var at invitere unge teologiske studerende med i en af de utallige studiekredse over Regin Prenters dogmatik (”skabelse og genløsning”), hvori der hårdt blev slået ned, hver gang linjevogternæsen fik færten af sammenblanding af det absolutte og det relative. En anden anekdote går på, at der til et sommermøde var blevet fabrikeret en revyvise med en påfaldende satire over Laurids teologi: ”Gud er Gud, Gud er Gud, for ellers så var Gud jo ikke Gud”. Hertil skulle Laurids, lettere fortørnet, have bemærket: ”Det er jo noget vrøvl, men det er rigtig nok alligevel”.

Johannes Lauridsen, der også spillede en vigtig rolle i opgøret omkring Tidehverv i slutningen af 70erne, har altså med sin mangeårige og ihærdige linjevogtervirksomhed øvet en ikke helt lille indflydelse på de mange folk, der gennem årene er vandret ind og ud af Studenterkredsens rækker. De fleste har formodentligt også på et tidspunkt følt sig nødsaget til at tage deres eget ”faderopgør” med Laurids, men hans minimalteologiske maksimer har utvivlsomt sat sine spor alligevel. Således kan man f.eks. hos den mangeårige professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Leif Grane, i et foredrag med titlen ”tro og teologi” finde følgende udsagn efter en kortere gennemgang af bl.a. Luther og Bultmann:
”Med det som hidtil er sagt, mener jeg at have opfyldt min opgave som linievogter. Med de foretagne distinktioner er der gjort, hvad der er nødvendigt for at trække grænsen mellem det, som er Guds, og det som er menneskers og så kan vi kaste os over det, som er menneskers, dvs. det, som kommer os ved”
(Studenterkredsen 34/4, Også trykt i ”Kristendommen i historien”)
Her er linjevogtergerningen blevet til en slags negativ prolegomena (gr: prolegein, at sige noget forud) til det sande teologiske arbejde. På mange måder kan linjevogtergerningen altså siges at være en dansk pendant til Bultmanns omdiskuterede afmytologiseringsprogram, der bl.a. bliver defineret som en ”evangelisk funderet sondring mellem hvad der Guds, og hvad der menneskers”, men det kan vi i denne omgang lade ligge.

Selvom tiden, undertiden beklageligvis, er løbet fra eksistensteologi og andre teologiske trends fra Lauridsæraen, så bør linjevogtervirksomheden stadig drives af kredsfolk og andre teologiske ildsjæle, der ønsker at holde tænkningen på dens rette plads og sikre sig imod teologiske vildfarelser. Blot skal man huske, at ligesom Sokrates ved hans uvidenhed kun var den viseste blandt hedninger, så er denne vogten på linjen kun at betragte som et enkelt, men effektivt, våben blandt det polemiske arsenal og kan altså ikke på nogen måde tjene som en kvalificeret teologi i sig selv.