Befrielse?

Da nu sommeren alligevel ikke arter sig, og Studenterkredsens redaktion har været tvunget til at blive inden døre, har vi haft tid til at begave vore abonnenter med et sommersærnummer af tidsskriftet i anledning af 70-året for befrielsen.Befrielsessærnummer

I Danmark har vi været gode til på vindøjet vis at hylde såvel samarbejdspolitikken som modstandskampen, når besættelsestiden er blevet diskuteret. Derefter har vi belejligt glemt både retsopgøret og tiden, der fulgte. En stor del af grunden kan være en berøringsangst med de ubehagelige sandheder, som vi i puslingelandet ikke har lyst til at konfronteres med. Men det bør vi. Som oplæg til diskussionen bringer vi derfor i dette særnummer af Studenterkredsens tidsskrift en tale holdt i anledning af 70-året af Århuskredsens nuværende formand, mag.art. og §2-teolog Anders Thyrring Andersen.

Særnummeret er allerede udsendt til vore abonnenter. Vil De også have fat i dét og de kommende numre af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun 100 kr. ved at kontakte studenterkredsen@gmail.com.

Sømmelighedens kedsommelige vogtere

Den evige Christian Krogh Olsen, ven af huset og ivrig læser af dansk litteratur, debuterer på bloggen med et par bemærkninger til Weekendavisens Nanna Goul, der har brugt sin (delvist) skatteyderbetalte arbejdstid på at opfordre til at ændre vores pengesedler, så de ikke længere er “konservatismens dødssyge holdeplads”. Krogh Olsen er dog ikke glad for tanken om en opbyggelig måde at bruge vore fælles betalingsmidler på og leverer her et par mere sømmelige forslag til, hvad man så skulle skrive på dem.
 
I anledning af den ophedede engelske debat om nye ansigter på det britiske pund maner journalist Nanna Goul, i en kommentar på bagsiden af Weekendavisens Bøger-tillæg (uge 32), til et opgør med de danske pengesedler som “konservatismens dødssyge holdeplads.” I stedet for at være i lommen på sømmelighedens kedsommelige vogtere skal sedlerne fungere som oprejsning for nulevende skandaleombruste kunstnere. Hvis man vil insistere på denne nytænkende, opbyggelige måde at bruge vore fælles betalingsmidler på, bør det gennemføres med vulgære seddelstørrelser til følge; borgeren skal nødvendigvis kunne mærke, at en hr. skandaleombrust kunstner har indtaget hans pengeseddel.
Nanna Goul foreslår blandt andre Jørgen Leth, som skal ledsages af teksten “Han er ikke en mand, der hader kvinder, han er en mand, der elsker kvinder, men det er forbudt.” I forbindelse med dette forslag vil jeg anmode om, at man hvert år op til Tour de France i stedet lader pengesedler med følgende passage fra “Det uperfekte menneske” om makkerparret Leth og Mader trykke:

“Vi var vel på en måde et excentrisk par, vi havde vores egen stil, og den kunne man lide, eller også kunne man ikke. Vi var meget bevidste om, at vi ikke ville være så forhippede som visse andre kommentatorer på at fylde hvert sekund ud med overflødig snak, f.eks. oplæsning af fanbreve, af angst for det tomme rum. Vi var ikke bange for pauser, ja, man kan sige, at vi legede med timing. Vi havde tillid til, at det publikum, som vi gennem årene havde oplært i at forstå cykelløb, var i stand til selv at opleve. Billederne skulle ikke snakkes ihjel.”

 Udbetalingen af løn til TV2’s sportsredaktion foretages i omtalte måned kontant.  
Ud over denne eller hin “nulevende skandaleombruste kunstner” mener undertegnede at kunne finde eksempler på, at også de døde ville kunne puste lidt liv i “den ellers så blodfattige industri“.  
Mit ydmyge sind byder mig at lade de dyre sedler stå fri til mere vægtige indspark i debatten, men jeg vil nu alligevel tillade mig at stille forslag til de billigere sedler. Grundet manglende støtte i form af papirets hyldest til Danmarks fineste beton er den grafiske fremstilling af disse forslag sparet væk. Det kan dog afsløres, at der qua længere tekstpassager, vil blive tale om de marginalt forstørrede sedler.
Mit første forslag til 50-kroner-sedlen være Tom Kristensen med følgende tilhørende tekst:

“Jastrau rakkede alting ned, saa munter var han, og København var ham i øjeblikket for paafaldende snoet. ’Er det sært, man bliver fordrukken i saadan en by,’ udbrød han fejende. ’Eller byen er maaske saadan, fordi vi alle sammen er fordrukne. Hele danmarkshistorien er fordrukken. ’Fædrelanden’ har rød næse’.”  

Hvis stemningen er til en bevarelse af den nuværende seddelstørrelse vil jeg som alternativ umiddelbart blot foreslå følgende: “Tom Kristensen: S’gu!”
I “Løgneren” af Martin A. Hansen finder jeg mit forslag til en ny 100-kroner-seddel. Johannes Vig har uværdigt beruset sig med Flasken i sakristiet og har derefter grædende indtaget degnestolen, hvorpå han til den stiltiende læser udbryder:
“Gaa Fanden i Vold, Natanael eller hvem du er. Hvordan gik det til? Sad man og peb over at man er alene eller en Synder eller har mistet sit Legetøj? Gaa Pokker i Vold. Jeg ved det ikke. Men husk nu paa at man havde kikket dybt i Glasset. Saa hører man stor Musik. […] Og naar man da hører den da ved man at man er en Flygtning paa Jorden.”

 Igen, hvis folkestemningen byder en fastholdelse af de nuværende seddelstørrelser, kan der blot stå: ” “Martin A. Hansen: Gaa Fanden i Vold!”
Slutteligt vil jeg nævne, at jeg ikke vil være udpræget modstander af en ny femkrone-seddel, som – apropos Weekendavisen – eksempelvis kunne give plads til Klaus Rothsteins frelste skriblerier. Disse sedler ville passende kunne bruges som betaling på den om føje år realiserede bar “Ved en lille konjak”. En sådan ny femkrone-seddel giver flasken fuld af gin, to giver direkte og ubegrænset adgang til aftapningen og tre sikrer adgang til en halmballe, så rusen trygt kan soves ud. 
Rygterne om en snarlig ny bar i København med det værdige navn “Ved en lille konjak” har ikke kunnet bekræftes af uafhængige kilder inden deadline. (red.).

Vi umyndige

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret. Anden tekstrække.
Matt. 11, 25-30. 
På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

I den russiske forfatter F.M. Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf lyder allerede på side 30 ud af bogens 700 sider det, der er bogens anliggende: en forkyndelse af, at på den sidste dag, da vil Gud dømme og tilgive både de gode og de onde, de kloge og de fattige i ånden. Og derefter, når han har dømt dem, så vil han vende sig mod fulderikkerne og horekarlene. Alle dem, der åbenbart begår så grimme synder, at de ikke tæller med i almindelige kategorier om godt og ondt, og så vil Han sige til dem: Kom til mig, også I, fordi I aldrig har ment, at I var værdige til det.
Denne tale hører man i Forbrydelse og straf ikke fra en pæn og velfriseret præst eller fra en ansvarsfuld, russisk patriark. Den er lagt i munden på en forhenværende embedsmand – Marmeladov – der har mistet sit arbejde på grund af druk. Da han forkynder disse ord, er han tilmed uanstændigt fuld i en ulækker ølkælder i Sankt Petersborg, og de penge, han har drukket sig fuld for, skulle være blevet brugt på mad til hans mange børn, der er sultedøden nær. Alligevel er det altså fra en mand som ham, at man hos Dostojevskij skal høre sandheden.
I dag hører vi så i evangelieteksten, hvordan Jesus priser Gud for, at han har skjult noget for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Sådan én er Marmeladov tydeligvis. Umyndig. Men det, vi skal lære af både Marmeladov og af evangeliet til i dag, er, at det ikke kun er drankerne, Marmeladov-typerne, der er umyndige. Kristeligt set er hver og én af os umyndige – over for Gud.
Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvordan vi ikke kan lade være at forsøge at bygge stiger op til Himmelen. Fra fortællingen om Babelstårnet til nutidens snak om demokratiet som verdens lys. Det er det, man kalder religiøsitet. Forsøget på at ophøje mennesket selv og dets ritualer til Gud og dermed at gøre det myndigt. I vores dage ser vi det også især i den moderne tro på, at man kan finde Gud ved at kigge ind i sig selv. Ved at finde en indre hvile gennem lykkepiller, urte-te eller yoga.
Det betyder ikke, at lykkepiller, yoga eller urte-te ikke kan være fint og nyttigt her på jord. Når evangeliet til i dag taler om, at noget er skjult for vise og forstandige, betyder det jo naturligvis heller ikke, at man skal undlade at forsøge at blive vis og forstandig i verdslige anliggender. Men det betyder, at i det sekund, man tror, at lykkepiller, yoga eller urte-te kan bringe Gud nærmere, da er man på afveje. Og så er Marmeladovs ølkælder, hvor ingen tror sig værdige til Guds nåde, langt at foretrække.
Som Martin A. Hansen siger det i en desværre ukendt fortolkning af Grundtvigs salme O, kristelighed:
”At blive frelst vil ikke sige at finde det gode igen. Det kan ingen.”
Vi kan ikke selv finde Gud, hverken gennem druk eller gennem yoga, og det er det glædelige budskab: At selvom vi ikke kan finde Gud, så fandt han os. Derfor fortsætter Martin A. Hansen også:
”At blive frelst vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i det øde, hvor alt er tabt, hvor redningen kommer.”
Kristendom er det modsatte af religion. Hvor religion er menneskets forsøg på at bygge sig op til Gud, er kristendom er forkyndelsen af, at der kun går en vej fra Gud til mennesket, og det er Hans vej til os. På den måde ønsker vi alle at være vise og forstandige, men er umyndige, når det gælder vores forhold til Gud. Det gælder Marmeladov i sin ølkælder, og det gælder mig, når jeg står her. Derfor siger Martin A. Hansen også så glædeligt, at frelsen: den finder man ikke. Den kommer.
Denne umyndighed, vi alle har over for Gud, betyder også, at vi ikke selv kan finde hvile her i livet. Men det er jo ikke her, evangeliet til i dag slutter. Det begynder nok med talen om det, Herren kun åbenbarer for de umyndige. Men det slutter med Jesu opfordring om, at vi skal komme til Ham, for at Han skal give os hvile. Over for Gud er vi alle syndere – umyndige –, og vægten af den synd kan vi ikke bære på vores egne skuldre. Men hvad skal denne hvile, man kan få ved at komme til Kristus, så betyde?
Det betyder bestemt ikke, at man kan finde ud af, hvordan man skal leve sit liv, blot fordi man er kristen. Jeg kan ikke gennem troen få at vide, om jeg skal gå i krig for mit fædreland eller ej. Jeg kan heller ikke få at vide, hvordan jeg skal leve med de sorger, der vil ramme mig gennem livet.
Samtidig betyder det ikke, at der ikke længere vil være byrder at bære. Det løste ikke Dostojevskijs problemer, at han fandt sin tro i et sibirisk fængsel blandt mordere og røvere, for han tog hjem derfra og blev ludoman. På samme måde for alle andre: At vende sig mod Kristus betyder ikke, at livet bliver let at leve.
Til gengæld betyder det, at ægte hvile alene er i Kristus: At der er skænket os nøjagtigt det, vi ikke kan skænke os selv: Befrielse fra vores synder, hvis vi tror. Derfor vil vi gå på hans stier, som profeten Mika lige har sagt det. For at både Marmeladov og vi kan finde den ultimative trøst i, at det, vi ikke kan, på korset er gjort for vores skyld.
Amen.

Rødding Frimenighed  d. 25. november.