Tjeklisteteologi

Folkekirkens bekendelsesgrundlag er for tiden til ivrig debat. Hvad kan man sige om kristendommen – og hvad ikke? Kirkehistoriker og dr.theol. Carsten Breengaard forsøger i sin seneste bog, Gud i klemme, at finde kristendommens kerne. Men lader det sig gøre? Københavnerkredsens egen stud.theol. Søren Frank Jensen anmelder bogen her.

I sin nye bog Gud i klemme har Carsten Breengaard meget, han skal nå. Bogen er kort, men i løbet af dens 165 små sider vil Breengaard “værne kristendommens røde tråd”, vise, hvordan “kristendommen tænker” og ikke mindst forsvare en almægtig og skabende Gud over for “tendenser i den danske debat.” Læs resten

Valget i ødemarken – om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society

Nr. 2, 65. årgangI anledning af aprilnummeret af Studenterkredsen, der i skrivende stund efterhånden har indfundet sig i abonnenternes stuer, bringer vi et af tidsskriftets artikler. I denne ombæring skriver cand.theol. Andreas Pilekjær om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

 Hvilke Rødder omklamrer, og hvilke Grene
Vokser i disse Stenbrokker?
T. S. Eliot, Ødemarken

I 1922 bliver den engelsk-amerikanske digter Thomas Stearns Eliots litterære hovedværk, The Waste Land, udgivet i tidsskriftet The Criterion. Ødemarken, som det kommer til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948, beskriver blandt andet, hvordan Jerusalems, Athens og Roms tårne ligger knuste i et univers, hvor det liv, der nu er, intet højere ønske har end at dø, og det, der allerede er dødt, stikkes i jorden for at se, om det vil spire på ny. Alt er tilsyneladende dømt til at udstå et liv i ruindyngerne fra Første Verdenskrig. Digtet ser dagens lys samme år, som den schweiziske landsbypræst Karl Barth lader apostlen Paulus fælde kontant dom over tysk liberalteologi og dens grundlag i anden udgave af sin Romerbrevskommentar. 1922 bliver året, hvor litteratur og teologi vender blikket mod Europas slukørede rester og spørger, om liv nogensinde vil kunne spire her igen?

Digtet opnåede klassikerstatus inden for engelsksproget modernisme, men for Eliot selv lod det centrale spørgsmål, som jeg indledningsvis citerede fra digtet, sig ikke dermed skubbe til side. Nærværende tekst vil belyse nogle hovedlinjer i Eliots senere essay The Idea of a Christian Society (1939), hvor man kan sige, at dette spørgsmål danner klangbund for Eliots livtag med ideen om et kristent samfund. Hvor digtet lader muligheden for nyt liv efter ødelæggelsen være et åbent spørgsmål, stilles læseren i essayet indirekte over for valget mellem det kristne samfund og det hedenske samfund. Eliots tese er, som også i Notes Towards the Definition of Culture (1948), at ”If Christianity goes, the whole of our Culture goes.” Men hvad forstod Eliot ved et kristent samfund og dets kultur?

Som udgangspunkt mente Eliot ikke, at hverken stater eller kulturer kunne være neutrale. Enten er kulturen kristen, eller også er den (på vej til at blive) forbundet med en anden religion. Svaret på, hvorfor neutrale stater og kulturer er en umulighed hos Eliot, skal findes i hans traditionssyn. Eliot var modernist og anti-romantiker. Romantikkens dyrkelse af det individuelle talent overså, at det egentligt nye værk kun er i stand til at sige noget nyt, idet det netop tilegner sig traditionen, som da i, det nye værk, bearbejdes en smule og derved lader det bedste i traditionen fremtræde med fornyet klarhed. En position, der hos os vel bedst kendes fra Søren Ulrik Thomsen. Tradition og kultur går forud for individet hos Eliot. Idet den givne kultur og religion – og der findes for Eliot aldrig kulturer uden religion – altid er forudsætningen for samfunds og menneskers aktiviteter, er kulturel og religiøs neutralitet også udelukket.

Det kristne samfund, som det beskrives i The Idea of a Christian Society, består af tre elementer: Den kristne stat, det kristne fællesskab (the Christian Community) og fællesskabet af kristne (the Community of Christians). Den kristne stat har intet at skaffe med mulige kristne værdier, eller hvorvidt politikerne selv er kristne. Ej heller kan nogen regering identificeres med det kristelige, for det ville for Eliot udgøre en forveksling af det relative med det absolutte. Det handler alene om ”their [de styrendes] being confined by the (…) traditions of the people they rule, to a Christian framework.” Således er det kristne samfund (the Christian Community) ej heller andet end det samfund, hvori reguleringen af det offentlige liv sker ud fra kristendommen. Det kristne fællesskab udgør hos Eliot samtidig kulturen, thi kulturen er inkarnationen af folkets religion, som det beskrives i Notes Towards the Definition of Culture. Er kalenderen kristen, med jul, påske, pinse og helligdage, ja, så er samfundet kristent, om end majoriteten ikke er sig det bevidst. Igen; alternativet er, at samfundet reguleres af en anden religion. Ikke at samfundet slet ikke reguleres af nogen religion. Fællesskabet af kristne (the Community of Christians) er da gruppen, som er bevidst om deres kristendom.

Det gryende afkristnede samfund herimod, hvis konturer for Eliot at se begynder at vise sig i mellemkrigstiden, er kendetegnet ved aftagende sindelagsetik, klassernes sammenbrud til masser og demokratiets fortvivlede forsøg på at dæmme op for det kaos, som er liberalismens negation, men som den selv har banet vejen for. Eliots diagnose foregriber her på flere punkter den analyse, som Hannah Arendt skal foretage af totalitarismen 12 år senere i The Origins of Totalitarianism, ligesom hans blik for demokratiets grænser vækker mindelser om Tidehvervs (særligt Søren Krarups) kritik af demokratisme i 1960´erne. Det afkristnede, eller hedenske, samfund er kendetegnet ved en nedbrydelse af grænsen mellem privat og offentlig, nedskrivning af menneske og skaberværk til nytteværdi og profitjageri. Det hedenske samfund evner ikke at balancere mellem uhæmmet udnyttelse af naturen og naturalisme, ifølge Eliot, der i stedet ser den kristnes sande forhold til naturen udtrykt i ørkenfædrenes forundring over skaberværket. Eliots kritik af udnyttelsen af naturen og udbytning af arbejdere flugter på afgørende punkter med højskolemanden Knud Hansens modernismekritik flere årtier senere. Også her gælder heldigvis, at Eliot ikke er for fastholdere. Han lader sig ikke sætte på formel og slet ikke bedømt ud fra det persongalleri, der senere – direkte eller indirekte – skal lade sig inspirere af ham. Det er én mulig grund til, at Eliots essay stadig virker friskt så mange år efter.

Det organiske hos Eliot begrænser sig dog ikke til naturen. I det allerede nævnte essay fra 1948 udbygger Eliot sit allerede skitserede kultursyn til en bredere anskuelse af mangfoldigheden i kulturer i vekselvirkning mellem klasser, landenes regioner inden for nationerne, nationernes til hinanden og disses blik ud til resten af Europa. Kulturen vokser altid nedefra, den kan aldrig selv blive genstand for menneskers planlægning, for den er selv forudsætningen for deres planlægning. En af styrkerne ved Eliots anskuelse er netop, at samfundets religiøse og kulturelle enhed muliggør det frisind, kunne vi sige, som er forudsætningen for den enkeltes frie udfoldelse. I The Idea of a Christian Society finder vi dermed en af modernismens fremmeste repræsentanter argumentere for, at alene det kristne samfund kan sikre den individuelle frihed, som da også hører moderniteten til, imod helt at vendes til dæmoni. Anderledes troende, tvivlere og vantro har ikke mindre plads i det kristne samfund end den enkelte troende, for de udvider og udfordrer horisonter og vaner; derimod er det nødvendigt, at rammen om samfundet – herunder institutionerne – understøttes og derved viderefører den overleverede kultur og religion, så frisindet kan bestå. Den enhed er ingenlunde lig ensretning, som Eliot kategorisk afviser. Det at være rundet af en fælles culture (kultur, men også dannelse) er forudsætningen for kontinuitet i det aktive og kontemplative liv i politik, kunst samt religion. Det er modtrækket til modernitetens fritsvævende massemennesker. Dog er det for Eliot i sidste ende kirkens forkyndelse, der holder fast ved mennesket uden at reducere det. Det er derfor, at det kristne samfund skal have en kirke, der officielt er forbundet med staten. Har man valgt det fra, har man samtidig valgt at forbinde stat og samfund med en ny religion, hvordan den end måtte se ud. I digtet lod Eliot det være et åbent spørgsmål, hvilke grene der kunne vokse i ødemarkens stenbrokker. I essayet derimod stilles læseren, på sin vis over for et valg. Til det formål forlader poeten den botaniske retorik til fordel for en nærved gammeltestamentlig:

The term ”democracy” (…) does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike – it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.

Moderne skønhedsmetafysik – med en spørgen til forholdet mellem erfaring og værk?

Af stud.theol. og bestyrelsesmedlem Anne Christine Benner

Kan togforsinkelser være poetiske? Kan akademiske foredrag være det? Efter torsdagens foredrag betitlet VERDENSPOESI: om æstetik og transcendens af Dorthe Jørgensen, prof. på Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet, kan det være fristende at svare bejaende til i hvert fald sidste spørgsmål. Under alle omstændigheder syntes torsdagens forløb på Vartov på flere måder at falde under det atypiskes kategori. Det var ikke kun den usædvanligt megen sang fra højskolesangbogen, de uroligt skramlende stoleben under rastløse legemer eller den udstrakte summen af kaffeduftende stemmer men ligeså vel indholdet i det sagte, da foredraget endeligt, halvanden time efter annoncerede begyndelsestidspunkt grundet trafikale DSB-problemer, kunne tage sin begyndelse, der tilføjede arrangementet sit særlige skær. De ydre omstændigheder var på proleptisk facon med til at pege frem mod det, der skulle blive aftenens filosofiske omdrejningspunkt: Diskussionen af det uventede fænomens transformative kraft.

Mange tanker blev gennemgået; emnet var ambitiøst anlagt og intensiteten i lytterskaren høj. Etableringen af en ny erfaringsmetafysik og legitimeringen af en ny art sensitiv erkendelse var hovedanliggendet. Foredraget havde på flere måder idéprogrammatisk anstrøg; det var en indføring – et grundrids med appel til videretænkning – i den grundforskning, som Dorthe Jørgensen siden begyndelsen af sin karriere inden for de æstetiske idéers historier har arbejdet på: En udforskning af den æstetiske erfarings væsen som tilblivelsessted for nytænkning, perspektivskifte og eftertanke; et projekt som giver resonans i moderne vesterlandsk vanetænkning, hvor begrebslighed, logisk stringens og kærlighed til kategorier normaltvist sætter sine markante strøg på det store billede. Det betyder ikke, at ærindet er ufilosofisk, men at der i stedet er tale om en anden stringens, end den vi er vant til, hvor fænomenerne – i samtiden såvel som i historien – tildeles større manifestationsrum og alvorligere opmærksomhed. Æstetik i denne optik forstås nemlig ikke som det irrationelle, psykologiske eller subjektivt private. Tværtimod er æstetikken den disciplin, som kan udvide virkelighedsforståelsen, og hvor vi kan mødes dialogisk om vores verdensoplevelse, inden vi fastfryser den i en for stram tydning, eller tilbagelægger den ved hovedkulds aktion. I den æstetiske erfaring er der m.a.o. kim til en universalisme og intersubjektivitet, som attakerer tendensen mod tilsnævret solipsime, idet den rækker tilbage i en antropologi, der transcenderer spaltende dikotomier, hvorved den formår at demonstrere værdien i en rum(me)lig, refleksiv dømmekraft.

Det er den filosofiske æstetiks tradition, Dorthe Jørgensen tager afsæt i og vil bygge videre på. Hun griber derved tilbage til 1700-tallet og Baumgartens sensitive erkendelse, som både er sanselig og refleksiv, og følgelig udgør et alternativ til den rene rationelle modpol, som har det – i visse sammenhænge uheldige – metodiske kendetegn, at den henfører det partikulære under det almene, hvorved dens konstruerede enhed let kommer til at dominere på mangfoldighedens vegne. Herimod dvæler den sensitive erkendelse i højere grad ved det enestående i verden, og udtrykker på den måde en søgende og refleksiv bevægelse, hvor menneskets omverdensforhold ikke er den ovenfra-og-nedad-skuendes men den respektfulde iagttagers, og hvor kompleksiteten tilkendes ret, idet den ses og agtes på, uden at den dermed fremstår som disparat formløshed. Anskuelighed og meningsfylde er prædikater, Baumgarten benytter til at angive dette anderledes skæve eller fluktative virkelighedsbliks indhold, op af hvilket Dorthe Jørgensen læner sig ved at tale om erfaringer af sammenhæng og mer-betydning.

Der anknyttedes i foredraget også til den moderne fænomenologiske tradition, bl.a. til Hermann Schmitz, der med sit skel ml. krop og legeme er med til at nuancere og opbløde forståelsen af inderlighedens forankring i indre-ligheden. Ifølge denne nulevende tænker findes der en mellemverden, hvor det egentlige sker; en relationernes dimension, som trods sin fysikalitet er mere end det sted, hvor tingslige kroppe ufølsomt enten støder sammen eller bortskydes fra hinanden. Legemet er modsat kroppen ikke rumligt afgrænset, af hvilken grund Schmitz kan omtale følelser som rumligt udgydte sfærer, hvis ustoflighed imidlertid ikke er mere æterisk, end at de indvirker på legemet, der da bliver affektivt ramt. I den forbindelse blev også nævnt en nyttig sondring ml. subjekt og subjektivitet, som Dorthe Jørgensen mener at se iboende i den fænomologiske tænkning, uden endnu at være blevet ekspliciteret tilstrækkeligt af denne traditions repræsentanter. Denne sondring rækker, kort sagt, tilbage til spørgsmålet om subjektets genese og fødselstidspunkt: er det over for eller i og med det ukendte fænomen/den anden, at individualiteten bliver til?

Som det fremgår af dette sporadiske resumé præsenteredes denne aften flere idéer og tanker, der med rette kan siges at være en dynamisk videretænkning af en gammel visdomstradition. En stærk livsnerve og gennemgående motivation for udfoldelsen af denne nye erfaringsmetafysik synes således at være tiltroen til en anderledes inklusiv, verdensnær tænknings dannende potentiale, hvilket er både vigtigt i sig selv og dertil et kærkomment nuancerende og gedigent indlæg i debatten om, hvad videnskab er og hvilket sted, vi forestiller os og ønsker, at universitetet skal være.

Når det er sagt, er der alligevel visse spørgsmål, der viser sig. I Dorthe Jørgensens erfaringsmetafysik står et stærkt besindelsesimperativ, som udgår fra fænomenernes spontane ytringskraft, og fordi det er grundforskning – fundamentalfilosofi kan man vel kalde det – får eftertanken ikke – inden for rammerne af denne tænkning – plads og lov til udfoldelse; der standses op, dvæles, funderes. Og så kan det måske være svært ikke at føle en vis urolig gibben i sig. For hvad med handlingens plads? Hvor sætter den ind og hvad er dens ret? Er det ikke handlingen, som må følge i øjeblikserkendelsens kølvand, der i højere grad bør accentueres – netop som stedet hvor transformationen indøves og stræber mod varighed? Dorthe Jørgensen henviste selv til Pauli Damaskusoplevelse i foredragets indledning. Det gjorde hun for at understrege nogle af den æstetiske erfarings kvaliteter: Dens radikalitet og transfomative potentiale. Men der er i denne fortælling også noget andet på færde, som meget fint indrammer og sætter fingeren på den indvending, der hele tiden ligger mig på læben i denne sammenhæng. Paulus er jo ikke kun tilskuer eller iagttager. Han participerer i det, der sker, for så vidt han i sin overrumplede tilstand spørger: »Hvem er du, herre?«. Han kunne have formuleret det anderledes – »Hvad er det, der sker?« – eller han kunne have suppleret øjets forblindelse med ørets døvhed og valgt tavshedens flugt. Men han konfronterer ham, den person, hvis tilstedeværelse han i sin blindhed fornemmer, hvis stemmes myndighed han lyder gennem sin respons. Han indtræder i dialogens rum, og hermed forpligter han sig allerede. For taleakten selv er bygget på en kontraktlig præmis om at anerkende det talte ord, og når jeg svarer an på dette ord, tager jeg et ansvar for min rolle i dette spil, som nu indledt mellem dig og mig. Som teologistuderende er det derfor svært at forstå, at man kan holde se-akten isoleret fra livs-akten. Helt intuitivt kunne en frygt opstå for, at æstetikken bliver uetisk, hvis den insisterer på at blive i det neutrale. Samtidig anerkendes, at fornuften må have plads til at strække sig frit, hvis man forventer, at den handling, den siden forpligter sig på, skal ske gennem et valg af kærlighed til det ideal, den ser den sande menneskelighed i. Dorthe Jørgensen understregede, at materialet i den æstetiske erfaring er neutralt, mens den følgende tydning er stedet, hvor diversiteten træder ind. Dette er vel på en måde rigtigt. Men måske man i den spæde erfaring allerede kan se en teleologi, som ganske vist ikke med nødvendighed, men kun i frihed og kærlighed, vil bryde frem som den form, erfaringen siden vil blive erindret i og videregivet under, og som dermed allerede i sit nærværs fravær ligger som et håbefuldt skær over det endnu uformede. Og er dette ikke også det allersmukkeste – at mennesket opbyder al sin kraft for at rekonstruere det flygtigt perciperede, erfaringen af meningsfylde og sammenhæng, til et værk, der bestræber sig på at virke efter og gennem denne erfarings kilde?