Brandes – i dansk kulturel og ideologisk kontekst

Studenterkredsen nr. 3, 66. årgang

Studenterkredsens redaktion bragte tidligere på efteråret en anmeldelse af bogen “Efter Georg”, skrevet af prof. emeritus. Svend Erik Larsen. Den rummer forstyrrende fejl, for hvilke redaktionen tager det fulde ansvar. Anmeldelsen foreligger nu i dens fulde og korrekte længde nedenfor.

Nr. 3, 66. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi vanen tro med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen kvit og frit. Denne gang endda i udvidet udgave. Professor emeritus Svend Erik Larsens grundige anmeldelse af bogen Efter Georg. Virkningshistoriske livtag med brandesianismen var nemlig så omfattende, at vi måtte forkorte den. Hermed bringer vi til Deres forhåbentlige vederkvægelse den fulde udgave.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Anmeldelse: Kristoffer Garne og Johan Christian Nord, eds.: Efter Georg. Virkningshistoriske livtag med brandesianismen. Århus: Munch & Lorenzen, 2015, 308 sider. Pris: kr. 249,95.

Virkningshistorie

Georg Brandes bliver med at spøge – eller rettere at være i live, blandt skeptikere, tilhængere og modstandere.  Lidt som den tvetydige gravskrift enken satte over sin mand: ”Jeg skal komme efter dig”.  Efter i bogens titel betyder efterligning, eventuelt eftersnakning, efterfølgelse eller, netop, at komme efter Brandes ved at give ham kamp til stregen. Eller bare bagefter. Og bogen rummer artikler der – i sig selv eller gennem de skribenter de analyserer – eksemplificerer alle fire holdninger. Bogen illustrerer dermed også hvor komplekst og vigtigt det er at bedrive virkningshistorie der, som der står i titlen, tager livtag med fortiden. Forudsætningen er erkendelsen af at der findes en betydningsfuld person eller et andet skelsættende fænomen, som er så sammensat og grænseoverskridende at det sætter sig spor og bliver ved med at gøre det. Det sker hinsides de kritikere der lægger syv alen jord over og rammer en pæl igennem sagen gennem kritik, censur eller fordrejning – historien har eksempler på det hele. Brandes er ét af dem.

Med en sjælden nidkærhed har hans mest arge modstandere og kritikere igen og igen kulet hans person, værker og eftermæle ned, men pludselig dukker det hele op igen i fornyet skikkelse, rede til at modtage et nyt angreb. Fra dansk kulturhistorie kender jeg kun ét andet lignende tilfælde. Det er den såkaldte ’ekspressionismedebat’ omkring 1920. Her afslørede den i øvrigt kulturelt dybt engagerede mediciner Carl Julius Salomonsen et så omfattende kendskab til den moderne kunst at man må undre sig over at han investerede al den energi i sit frådende angreb på den som udtryk for en patologisk sindstilstand. Både moderne kunst og Brandes er som de blodpletter Lady Macbeth forgæves prøver at vaske af hænderne. Og Brandes’ eget angreb på kristendommen mod slutningen af hans liv er jo skriveri af samme type.

Når fronterne trækkes så skarpt op, sker det ofte, som tilfældet er med Brandes og brandesianismen, at virkningshistorien kun holder liv i en positivt eller negativt idealiseret kliché. Men med ét kan man på den anden side klichéens rene billede finde en ny og højst reel plet der kan gøre os klogere. Rigtig virkningshistorie er bygget på grundlag af en sådan bestræbelse, ikke i første række på fastlåste sympatier og antipatier, givne mod- og medtolkninger. Den indfaldsvinkel har det med at udvælge de sider af virkningerne og deres oprindelse der bekræfter klichéerne. Man skal vurdere virkningshistorie på baggrund af dens blik for hvor sammensatte virkningerne faktisk er, og stadig er, i skrivende stund.

Jeg vil først og fremmest nikke anerkendende til at bogen bygger på en sådan opfattelse af virkningshistorie og ikke anlægger en selektiv vinkel der passer med et bestemt ideologisk program. Samtidig er det spændende at det i høj grad er en yngre generation der præger bogen. Aktiv virkningshistorie som livtag sker jo først virkelig når en historisk funderet problemstilling reaktiveres og transformeres af en ny generation. Aktiv virkningshistorie er ikke gentagelse, men transformation. Ellers bliver eftervirkning ikke til efterliv.

Redaktørernes indfaldsvinkel er af grundlæggende kulturhistorisk art, står der på bagsiden og i indledningen. Det betyder at det ikke er personen Brandes alene der er interessant, men også og samtidig med brandesianismen.  Personen Brandes får sin del, javist men ikke primært som snæver biografi eller psykologiseren, men i et forsøg på at forstå dele af det særpræg brandesianismen fik. Og omvendt, med det enorme korpus af tekster Brandes efterlod sig inden for næsten alle genrer og om snart sagt alle emner, er det umuligt at se brandesianisme blot som en kulturel strømning løsrevet fra det Atlanterhav af materiale der vældede ud af Brandes.

For en bog som denne kunne det have været en mulighed at sige: Pyt med Brandes selv; nu tager vi kun fat på brandesianismen og dens aflæggere hvad enten deres synspunkter bygger på Brandes selv eller ej. Selvom nogle artikler bygger på personer, som fx Jens Kruuse, der aldrig har ytret sig om Brandes udover at have nævnt hans navn en sjælden gang, eller andre der højst har et andenhånds eller stærkt selektivt forhold til hans tekster, så repræsenterer bogen som helhed et sympatisk forsøg på en balance mellem ophav og virkning.

Deraf følger dens opbygning: først nogle bidrag om Brandes (Jørgen Knudsen om den ældre Brandes; Anders Thyrring Andersen om Brandes’ litteraturhistorieskrivning; Knud Bjarne Gjesing om Brandes’ rolle i det moderne gennembrud); dernæst om fire forfatteres skiftende forhold til Brandes som person og kulturpersonlighed (Martin Ravn om Pontoppidan, Børge Houmann om Nexø, Bo Hakon Jørgensen om Claussen og Lotte Thyrring Andersen om Thøger Larsen); og endelig om fire idéstrømninger og brandesianismen (Hans Henrik Hjermitslev om grundtvigianismen, Jens Lei Wendel-Hansen om det politiske venstre, Christian Egander Skov om konservatismen og Rasmus Markussen om Tidehverv). Til sidst en lidt appendiksagtig artikel om Jørgen Bukdahl senior og Jens Kruuse og litteraturkritik.

 

Det kulturhistoriske fokus

Det er helt relevant at anlægge et bredt kulturhistorisk perspektiv og ikke, hvilket havde været muligt, et rent litterært, teologisk eller politisk. Men hinsides de enkelte artiklers kvalitet og relevans kræver et sådant perspektiv en række redaktionelle dispositioner for at gøre bogens fokus præcist og en række eksplicitte valg inden for det enorme korpus af Brandes-tekster med en vis viden både om det der er udeladt, og om det der er taget med. Jeg tænker ikke kun på detaljerede kriterier for tekstvalg – som jo alle der arbejder med store tekstkorpora skal have – men også nogle principielle valg der giver bogens sigte substans. Her kunne jeg godt have ønsket at redaktørerne, og gennem dem forfatterne, definerede sigte og grundlæggende rammer tydeligere. Det ville have styrket bogen og måske ændret på de opgaver som redaktørerne ifølge forordet har stillet forfatterne, og som jo må afsløre nogle eksplicitte kriterier for deres valg, hvad der er vigtigst, og hvad der gør bogen til en helhed. Men læserne får ikke noget at vide om de opgaver.

Der er en kliché som gymnasieelever i arilds tid, eller i hvert fald siden danskfaget blev indført med reformen i 1903, har hørt til hudløshed, nemlig at Brandes’ oneliner fra indledningen til Hovedstrømninger er nøglen til hans litterære og kulturelle virke: litteratur skal sætte problemer under debat. Den repeteres også i denne bog. Ved folk ikke andet om ham, så ved de dét. Det er lidt som når det eneste folk ved om Dante, er at der noget der hedder Dantes Plads. Det er en triviel påstand af den slags som i dag ville blive produceret af politiske spindoktorer.

Havde man spurgt Holberg om litteratur skulle sætte problemer under debat, ville han formentlig have svaret: Ja, hvad ellers? Det er jo derfor jeg skriver. Og de myldrer ud af hans fiktive værker: kvindesag, magtmisbrug, snobberi osv. Kingo og Brorson satte det personlige ansvar for troen til debat og romantikerne den nye og endnu ufærdige nationale identitet. Hvad Brandes har i tankerne er ret beset blot at levende litteratur sætter sin samtids problemer under debat med alle de sproglige og andre virkemidler som litteraturen nu engang råder over, og den indkredser dermed hvad de overhovedet er. Der er ikke et fast katalog. Og sådan har det været mindst siden Horats proklamerede princippet om at blande det nyttige med det behagelige. Essensen af Brandes’ kritik af dansk litteratur er at det for ham er fortidens problemer den tager fat på. Men hvad andre mente om samtidens problemer, var ikke altid sammenfaldende med Brandes’ opfattelse. Det viser hans besvær med at samle en hær der kunne fylkes bag ham som det moderne gennembruds mænd (damerne talte ikke rigtigt). Det er en velkendt kendsgerning, som Knud Bjarne Gjesing, og også Wendell-Hansen, minder os om endnu engang.

Der er en anden passage på de allerførste sider af Hovedstrømningers indledning der er langt vigtigere, ikke mindst i et kulturhistorisk perspektiv:

 

Den sammenlignende Literaturbetragtning har den dobbelte Egenskab at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kan tilegne og det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kan overskue det. Man ser hverken hvad der ligger Øjet altfor nær eller altfor fjernt. Den videnskabelige Literaturbetragtning rækker os ligesom en Kikkert, hvis ene Side forstørrer og hvis anden Side formindsker. Det gælder om at bruge den saaledes, a vi md den raader Bod paa de Sansebedrag, det naturlige Syn medfører. Hidtil har de forskellige Folkeslag i literær Henseende staaet hinanden temmelig fjernt og kun i ringe Grad tilegnet sig hinandens literære Frembringelser. […] Et Folks Literatur fremstiller, naar denne Literatur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie.

 

Dette er en anmeldelse, så jeg skal nok lade være med at bringe flere lange citater. Men citatet viser to ting der er helt afgørende for at forstå og vurdere Brandes’ virkningshistorie. For det første, for ham udgør litteraturen og kulturhistorien én sammenhæng, hvor man kan – eller rettere ikke kan undgå at bevæge sig fra de litterære værker til den bredere kulturhistoriske sammenhæng, og fra denne sammenhæng til de måder hvorpå især litteraturen, men også andre kunstarter, giver den form og udtryk. Denne vekselvirkning er væsentlig for at forstå virkningshistorien som netop en virkningshistorie og ikke bare som et eller andet der kommer bagefter Brandes i tid og refererer lidt kursorisk til hans værker.

Hverken i indledningen eller i bogens komposition ser det ud til at redaktørerne har blik for denne dimension. I indledningen står der som begrundelse for den løsthængende sidste artikel om litteraturkritik: ”Men Brandes var først og fremmest litterat eller kritiker. Derfor behandler Rasmus Vangshardt i det afsluttende bidrag forskellen på kritik og litteraturvidenskab.” (p. 11). Med andre ord: Litteratur handler bare om litteratur. Det er ikke Brandes’ synspunkt, og det er heller ikke et argument der integrerer det litterære aspekt i bogens samlede kulturhistoriske perspektiv, ejheller i forhold til artiklens placering nærmest uden for bindet. Det samme gælder afsnittet om de fire digtere. Det er portrætter af forfatterne, skriver redaktørerne – et begreb der ikke som her kan anvendes uskyldigt og en passant i forbindelse med Brandes, hvis vigtigste litterære og kulturelle genre var forfatter/personportrættet som han stort set grundlagde i Danmark, begyndende med den unge Brandes’ medrivende læsning af HC Andersen. De fire intenderede portrætter handler om forfatternes tvetydige respekt for og opgør med Brandes, hvilket næppe skaber portrætter, men alene er – vigtige og interessante –ideologiske og tematiske meningsudvekslinger. Og det handler ikke om forholdet mellem litteratur og kultur som del af Brandes’ kulturhistoriske virkningshistorie.

Den anden pointe i mit lange citat ovenfor drejer sig om Brandes’ perspektiv på forholdet mellem den grundlæggende vekselvirkning mellem litteratur og kultur. Det er forholdet mellem det kendte og det fremmede, som han forklarer, kvantitativt så at sige, i en sammenligning med en kikkert af den gamle slags med ét rør. Kigger vi gennem den ene ende, forstørrer vi det fremmede så det kommer så tæt på at vi kan forstå det. Sætter vi den anden ende for øjet, formindskes det kendte som om det er længere væk så vi bedre kan distancere os fra det og se de overordnede træk, hvilket er svært med det blotte øje fordi vi står midt i det. Det er dét litteraturen kan og som litteraturstudiet skal udfolde i et dobbelt perspektiv: se det kendte i det fremmede og det fremmede i det kendte.

Det er ikke blot et ideologisk standpunkt, men også et metodisk. Brandes var hverken teoretiker eller metodolog, langt fra. Men her lå et simpelt princip som han forsøgte at omsætte til en fremstillingsform. Princippet var at enkeltstående værker, små sproglige detaljer, enkeltpersoner, afgrænsede kulturbegivenheder eller lokale kulturytringer anskues som repræsentative eller symptomer på en bredere kulturel kontekst som en vekselvirkning mellem det enkeltstående og en større sammenhæng. Dermed ville han samtidig også give en forståelse af hvorfor sådanne værker og personer får en særlig gennemslagskraft i denne kontekst. En af hans litterære artikler handler meget betegnende om ’det uendeligt små og det uendeligt store i litteraturen’. Det ’små’ peger på det ’store’ og det ’store’ former det ’små’. Han er her mere i familie med en kulturel symptomlæser som Walter Benjamin end med kulturdebattører og litteraturforskere i snævrere og især i adskilt forstand.

Men den fremstillingsform han udviklede som en forening af det litterære og det kulturelle perspektiv i lyset af dette dobbeltperspektiv var forfatterportrættet. Sideløbende med Hovedstrømninger blev det formlen for hans bøger mens de overordnede historiske udviklingslinjer gled i baggrunden. Hans første store portræt blev tobindsværket om Shakespeare fra slutningen af 1890rne der som det første, inklusive i England, samlede hele forfatterskabet under én samlende betragtning og så Shakespeare som repræsentativ for perioden og derfor virksom i den med enorm styrke. Som engelskkyndige vil vide, regnes den moderne engelske Shakespeareforskning for at begynde med A.C. Bradleys Shakespearean Tragedy fra 1904. Den engelske oversættelse af Brandes’ bog kom nogenlunde samtidig med Bradley og skabte hans ry i den angelsaksiske verden, selv om hans eget engelsk var miserabelt. Hovedstrømninger blev oversat til engelsk i samme periode og kommer stadig i nye genoptryk (og blev helt eller delvis oversat til en lang række sprog).

Samtidens akademiske miljøer bebrejdede ham, med rette, at det gik lidt stærkt med læsninger og filologisk akribi. Det franske akademiske miljø var af den grund direkte fjendtligt. Det hindrede ikke Brandes i at blive den måske globalt mest kendte dansker i sin egen tid i kraft af rejser, oversættelser og personkontakter. Gennem tyske oversættelser blev han en hovedfigur i reorienteringen af kinesisk litteraturkritik i det nye vestligt orienterede kulturmiljø efter kejserrigets fald i 1911, Hovedstrømninger blev oversat og den kinesiske nekrolog fra 1927 hylder ham som visionær kulturpersonlighed.  Jørgen Knudsen berører kort forholdet i sin artikel.

Alt det leder mig til mit centrale kritikpunkt i forhold til bogens redaktionelle perspektiv. Titlen underforstår, men uden at sige det, at den drejer sig alene om den danske virkningshistorie. Men at anlægge et kulturhistorisk perspektiv på Brandes og hans virkningshistorie uden at give et rigtigt godt og detaljeret argument for at hele den internationale dimension er væk, forkorter både forståelsen af Brandes og virkningshistorien, også når det kommer til Brandes’ forhold til det lokale og det nationale. For Brandes er den lokale og den nationale forankring af litteratur og kultur helt afgørende. Hans brug af ord som ’Folk’ og ’Folkeslag’ er jo også en tidstypisk refleks af både den franske revolution og romantisk idegods, selv om det nok mest er det første der ligger Brandes nær. I den artikel der de seneste år i oversættelse er blevet del af det internationale korpus af kernetekster i litteraturstudiet – artiklen om verdenslitteratur fra først 1899 på tysk, så revideret på dansk i 1900 – er en af hans hovedpointer at litteratur der ikke er lokalt forankret og dermed forankret i en konkret erfaringssammenhæng, vil aldrig få gennemslagskraft i verdenslitteraturen og bør heller ikke have det. Litteratur der er skrevet og markedsført for det globale marked, er som de tomme tønder.

Litterært er Brandes’ artikler om danske forfattere en kærlighedserklæring til det danske sprog og hvad det kan skabe, og skrevet på et smukt og smidigt dansk. Hver gang der kom genoptryk af hans værker, puslede han med sproget og lugede ud i fremmede gloser. Men vigtigere er hans internationale og internationalt orienterede kulturskrifter, stadig baseret på kikkertens dobbeltperspektiv af lokalt og fremmed. Han skrev ihærdigt om mindretal: om danskerne i Sønderjylland, om jøderne i Polen og, som en af de første, om armenernes lidelser før det osmanniske folkedrab. Han holdt et foredrag i begyndelsen af sidste århundrede først på tysk og så på fransk for de armenske studerende i Paris. Han fik det glatte lag fordi tyskerne udviklede forholdet til det osmanniske rige i opløbet til første verdenskrig. Også Dreyfus-affæren kaldte på hans direkte engagement.

Men først og fremmest er det holdningen til nationalismen der sætter Brandes’ blod i brand efter hans mange år i Berlin under den tidlige udvikling af det tyske kejserrige. De lokale – enten i et mindretal eller som det nationale – er for Brandes en kulturel platform for at reflektere og række ud mod verden udenfor. Modsætningen er lokal selvcentrering eller netop nationalisme og han bekæmper begge. I det lys er Brandes’ vigtigste internationale kulturhistoriske bedrift – idet jeg lader rejseskildringerne ligge – bogen fra 1916 om verdenskrigen. Den kom i fire udvidede oplag og den del oversættelser, i 1917 med et kapitel om det armenske folkemord.

Bogen rummer essays tilbage til begyndelsen af århundredet og lidt før hvor Brandes forudsiger verdenskrigens komme som et resultat af nationalismens aggressive selvtiltrækkelighed, først og fremmest, men ikke kun, som han så den udvikle sig i Tyskland. Hans stærke synspunkt kostede ham det personlige venskab med Georges Clemenceau der ønskede at Brandes’ skulle erklære at han holdt med Frankrig da krigen brød ud. Det nægtede Brandes der anså Frankrigs holdning for lige så nationalistisk som tyskernes. Ligesom mindretals dyrkelse af lokal selvtilstrækkelighed, sætter også nationalismen vekselvirkningen mellem det kendte og det fremmede ud af kraft. Her er der et aktuelt kulturhistorisk perspektiv der virkelig har internationalt og lokalt perspektiv, og som virkelig ville betyde et livtag med den del af virkningshistorien der anser brandesianismen og dens grundlag for at være anti-nationalt. Men det mangler bogen fuldstændigt blik for, med Jørgen Knudsen som en prisværdig undtagelse.

Jeg ville også have foretrukket at redaktørerne havde erstattet det sidste marginalt placerede kapitel med en diskussion af dansk funktionalisme i arkitektur og design. Funktionalismen er om noget en del af den kulturradikalisme i 1920rne og 1930rne og længere frem som groede ud af inspirationen fra Brandes og brandesianismen og viser virkningen af det dobbeltperspektiv der er grundlaget for Brandes’ tænkning. Funktionalismen er knyttet til internationale strømninger og er internationalt kendt, men lokalt forankret i en sådan grad at design kan markedsføres globalt – dvs. kan brandes (undskyld jeg kunne ikke lade være) – som netop dansk design. Det er nationalt i Brandes’ forstand gennem kikkertens dobbeltperspektiv.

Om artiklerne

Indtil nu har jeg mest luftet min beklagelse over redaktørernes lidt for selektive syn og indadvendte syn på Brandes og brandesianismen i kulturhistorisk perspektiv. Det hindrer jo ikke at man som læser bliver klogere ved at læse de enkelte artikler, hvoraf nogle er endog særdeles velskrevne og informationsrige. Lad mig begynde med tredje og sidste afsnit, om brandesianismen og de fire danske idelogiske strømninger – grundtvigianismen, det politiske venstre, konservatismen og Tidehverv. Det er klart de bedste, både i forhold til konsistent vidensniveau og analytiske nuancer, og gør dette afsnit homogent og sammenhængende.  Jeg har en fornemmelse af at det også er her redaktørernes viden og interesse ligger, dér hvor de har kunnet fungere bedst som redaktører. Og også her det kulturhistoriske sigte står skarpest. Alle fire forfattere anlægger et nuanceret syn på interne modsætninger og udviklingslinjer i de fire Brandes-kritiske retninger og på brandesianismens rolle, herunder forholdet mellem hvad brandesianismen kan tage på sin kappe og hvad der kunne opfattes som projektioner af interne uromomenter på en ydre modstander. Jeg synes de lægger nye alen til dansk kulturhistorie i det 20. århundrede og give frisk inspiration til forståelse af Brandes’ virkninger. Når jeg i indledningen nævnte at jeg påskønner at en yngre tradition tager livtag med en virkningshistorie, tænkte jeg især på disse afsnit.

Hjermitslevs brug af darwinismen som krydsfeltet mellem brandesianisme og grundtvigianisme er velvalgt, om end jeg gerne ville have set en diskussion af begge siders uforenelighed med socialdarwinismen. Hverken Brandes’ Nietzschedyrkelse, både den tidlige og rabiate og den senere og afdæmpede med fokus på det repræsentative individ, eller Grundtvigs oplysningstænkning kan forliges med denne sociale determinisme. Måske også den følge af darwinismen der har med folkesundhed at gøre, især blandt læger under etiketten eugenik, hvad hverken Brandes’ eller Grundtvigs folk synes optaget af.

Wendell-Hansens korte redegørelse for især Edvard Brandes’ forhold til det politiske venstre, aflæser præcist den gensidige tvetydighed der hersker, af og til i konflikt, mellem den politiske opposition til regeringen indtil 1901 og den kulturelle opposition bl.a. repræsenteret af brødrene Brandes. Forfatteren peger ovebevisende på denne komplekse relation som et udtryk for kompleksiteten i moderniseringen af Danmark. Kapitlet burde have været udvidet så den fik samme detaljeringsgrad som de tre øvrige bidrag til dette afsnit.

Skovs meget grundigere og mere detaljerede analyse af konservatismen er yderst lærerig. Det gælder både hvad angår konservatismens egne indre konflikter efter dannelsen af Det konservative Folkeparti på ruinerne af Højre i 1916, og hvad angår modsætninger internt i brandesianismen og i det aggressivt skarpe billede de nye konservative tegner af deres modpart. Et fremragende stykke dansk politisk-ideologisk kulturhistorie med lange linjer fra det tidlige 20. århundrede til i dag. Ikke mindst er det vigtigt i denne sammenhæng at vi får et fyldigt og sobert billede af Harald Nielsens skiftende position i bevægelsen.

Det sidste bidrag i dette afsnit er Markussens yderst velskrevne artikel om Tidehvervsbevægelsens forhold til yndlingsmodstanderen, især er analysen af den interne meningsudveksling interessant hvad angår nødvendigheden af den skarpe udadrettede polemik mod ’de andre’ i forhold til formulering af Tidehvervs mål og retning alene på eget grundlag. Under ét tegner de fire artikler et nuanceret og aktuelt billede af et stykke dansk politisk kulturhistorie hvori brandesianismen har en vis rolle, men ikke tegner hele billedet.

De to andre afsnit, om Brandes og om hans forhold til udvalgte digtere, eller rettere deres forhold til ham, er mere spredte og kunne vidne om at det ikke er her redaktørerne har haft autoritet til at redigere. Det er som altid værd at læse Jørgen Knudsens arbejde med Brandes. Uanset hvad vi andre måtte vide om Brandes og hans virkningshistorie, er det marginalt i forhold til hvad Knudsen ligger inde med. Den store biografi og den senere forkortede udgave er milepæle, ligegyldigt hvilken indfaldsvinkel til temaet Brandes man måtte vælge. Hans portræt at den ældre Brandes forfalder aldrig til plat biografisme, hverken i positivistisk eller anekdotisk forstand, og bekræfter hvad mange af os har en anelse om: hvor er det godt vi kun har teksterne fra mange store skribenter og personligheder. Vorherrebevares for at skulle omgås dem.

Thyrring Andersens redegørelse for den hegelianske tænkning i Hovedstrømninger, eller rettere dens reduktion fra dialektik til dualisme mellem sekularisme og kristendom, er grundig. Men argumentet for at Brandes dermed satte en norm for senere danske litteraturhistorie, er efter min mening ikke ganske overbevisende. Brandes har formentlig kun kendt Hegel fra pligtlæsningen på Københavns universitet hvor Hegels værker indgik i standardstoffet, præget som æstetikforelæsningerne var af Heibergs teorier. Og det samme kendskab har også de andre haft der begyndte at skrive nationale litteraturhistorier i det 19. århundrede. De overtog en klart teleologisk model, om end en national og med et langt tidsperspektiv i modsætning til Brandes der anlagde et transnationalt og et europæisk samtidsperspektiv. Brandes var ikke filosof eller teoretiker, men han skulle have en model til sit projekt: en europæisk samtidslitteratur på tværs af nationale afgrænsninger og med et kulturelt udviklingsperspektiv. Det blev til et groft hegeliansk farvet filter, tilegnet på anden hånd. Der var ikke så mange andre muligheder for ham eller andre på det tidspunkt. Derimod skrev Brandes ikke en komplet litteraturhistorie som de senere danske litteraturhistorier, som først og fremmest overtog kronologien med Vilhelm Andersens ti-års skema som grundmodel og den nationale teleologi som overordnet skema.

Samtidig må man huske at Brandes efter Hovedstrømninger var konciperet og kun det store arbejde med at få den skrevet stod på, ikke længere skrev om de store linjer, men dyrkede forfatterportrættet og udviklede et stadigt mørkere sortsyn på litteraturens rolle og kulturens fremskridt. Det er efter min mening den genre hvormed han har øvet indflydelse på opbygningen af underkapitlerne i nogle senere litteraturhistorier. Thyrring Andersen skriver at artiklen ikke rummer plads til alle detaljer, så vi må se frem til en fortsættelse med potentiale for en nytænkende kritik, selv om jeg har svært ved at se at det dialektiske alternativ som kort antydes i slutningen, er et alternativ. Der er mere dialektik på færde i de nyere refleksioner over verdenslitteratur som i øjeblikket pågår rundt om i verden, også som perspektiv for nationale litteraturer, bl.a. med reference til Brandes.

Gjesings gennemgang af problemerne med forestillingen om et samlet moderne gennembrud er kritisk og velorienteret, bestemt, men det er svært at se hvad det bidrager med som ikke allerede er kendt. Det er også en indsnævring at pege på Brandes som fanget af en naurvidenskabelig determinisme, gentaget andre steder i bogen og af en del af de modstandere der omtales i artiklerne. Brandes var ikke positivist, men materialist og rationalist i oplysningstidens forstand med, som han selv peger på, Voltaire og Goethe som sine store forbilleder.

De næste store afsnit er om fire forfatteres besværlige relation til Brandes, hans person og ideer og deres rolle i samtidens kulturmiljø. De er lidt uegale både i materiale og argumentation. Men først og fremmest handler de ikke om æstetik eller om litteratur som kunst, men alene om litteratur som tematiseret idekatalog. Martin Ravn, også én af de yngre forskere, tager på spændende vis livtag med brandesianismen mere end med Brandes. Det sker i en meget indsigtsfuld artikel om enegængeren Pontoppidan, der – på mange måder som Brandes selv – ikke lod sig spænde for nogens vogn, og som også – igen ligesom Brandes – havde en uovervindelig evne til at holde galden flydende. Begge var jo tiltrukket, ganske vist på forskellig vis, af Kierkegaard. Måske er det ligheden med Brandes der har fået Pontoppidan til skarpt at distancere sig fra Brandes og ikke bare gå uden om ham. Hvor om alting er, bringer artiklen nye indfaldsvinkler, omend kun i meget begrænset omfang med brandesianismen som folie, til at forstå Pontoppidans ikke ganske ukomplicerede placering i samtidens ideologiske univers.

Der er ikke så lidt mere dokumenteret viden om Brandes og brandesianismen i næste kapitel, et genoptryk af Børge Houmanns skrift om Andersen Nexø fra 1971. Grundigt og skarpt analyserer Houmann den voksende kløft mellem Nexø og Brandes som udtryk for modsætningen mellem Brandes ideologiske frigørelsesprojekt uden social og politisk forankring og Nexøs stigende engagement i den internationale arbejderbevægelse. Henrik Ydes efterord givet kort og klart et videre perspektiv i forhold til både Houmann og Nexø.

Ingen forfattere kunne undgå at forholde sig til Brandes i hans samtid. Heller ikke Sophus Claussen. Bo Hakon Jørgensens artikel vidner om hans dybe kendskab til Claussens forfatterskab og dets trykte og utrykte grundmaterialer. Derimod citeres en hel del referencer fra sekundære kilder når vi kommer til Brandes. Det har heller ikke været en nem opgave Jørgensen har fået. Claussen skrev til Brandes der knap nok reagerede på hans forskellige henvendelser, så konklusionen er egentlig at der næppe var en relation. Det er virkningshistorie om stort set ingen virkning. Måske ville Jørgensen have kunnet bruge den sene Brandes’ artikel om den litterære udvikling i Europa fra 1921. Der er ikke megen begejstring her for symbolisme og formeksperimenter eller for det han kalder metafysisk litteratur, men derimod for den brede realistiske roman, ikke den skolerette naturalistiske som Jørgensen antyder.  Her må man også minde om at Brandes selv brugte termen ’naturalisme’ før Zola og positivisterne, nemlig om romantisk, især engelsk, naturlyrik. Måske skulle redaktørerne have forslået Jørgensen, der jo kender perioden særdeles indgående, at skrive om en anden forfatters relation til Brandes.

Den næste artikel om Thøger Larsen har mere stof fra Brandes med. Lotte Thyrring Andersen repeterer Anders Thyrring Andersens synspunkt på en dualisme hos Brandes (dog uden henvisning) og uden rigtig at bruge det i forbindelse med Larsen, udover at han kaldes dialektisk mens Brandes er dualistisk. Det gør os nok ikke meget klogere.  Først eksemplificerer hun Brandes’ positive modtagelse af Larsens lyrik med vægt på dens sproglige og lyriske kvaliteter og også Larsens beundring for Brandes. Dernæst vil Thyrring Andersen have os til at undre os over at det forholder sig sådan, fordi Larsens lyrik ikke svarer til Brandes’ program om at sætte problemer under debat og hyldesten til det store menneske. Nej, selvfølgelig ikke. Men hvad med i stedet at se på hvad Brandes skriver om danske lyrikere og romantikere som han beundrede højt. Både Brandes og Larsen kan mere end det program Brandes tillægges som var det hele hans program. Artiklen er uden den nuancerigdom og sans for kompleksitet de andre artikler har. Her kunne redaktørerne godt have gjort deres indflydelse gældende inden offentliggørelse.

Den sidste artikel, Vangshardts om litteraturkritik, er, som sagt tidligere, et stedbarn i samlingen, og den har heller ikke så meget med Brandes og brandesianismen at gøre. Den er om Bukdahl, Kruuse og Askov. En hovedpointe er at Brandes er kritiker og ikke forsker, en position han påstås at have forladt da han havde skrevet sin disputats. Jeg tvivler på at Vangshardt har læst Den franske Æsthetik i vore Dage fra 1870. Den er på ingen måde hvad vi forstår ved en disputats i dag, så der var ikke en akademisk forskerposition at forlade. Tværtimod så Brandes ingen skelnen mellem litteraturvidenskab og kritik. Han bedrev et værdiorienteret studium af litteratur om litteraturens nødvendige integrering i en kulturel kontekst. Dualismen i vor nyeste Philosophie fra 1866 er bestemt heller ikke ’ren filosofi’, som Vanghardt hævder, men et rent ideologisk opgør. Dogmatisk at fastslå at Hovedstrømninger på den baggrund er et eksempel på en kunstart fremmer nok heller ikke forståelsen af Brandes’ position i litteratur- og kulturhistorien, heller ikke den unge Brandes som Vangshardt refererer til, og giver ejheller en generel forståelse af hvordan litteraturforskning og litteraturkritik er flettet ind i hinanden i dag. Men det er så heller ikke hvad forfatteren siger han agter at gøre, og på baggrund af disse fejllæsninger vil det heller ikke være muligt.

I stedet vil Vangshardt modstille Kruuse og Bukdahl, hvor Bukhdal anskues i forhold til en anden vej end den unge Brandes og, må man formode, Brandes overhovedet, der gøres helt synonym med fremskridt og naturalisme (igen: en anden betydning end den unge Brandes’ brug af ordet). Derimod skulle Brandes være aldeles fremmed for ”sammenkoblingen mellem livet og litteraturen, i begges fulde dimension og i insisteren på, at kunst handler om den store sammenhæng” (p. 306). Lad mig blot gentage dele af mit indledende citat fra netop den unge Brandes: ” Et Folks Literatur fremstiller, naar denne Literatur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie.” Er det udtryk for fremskridt og naturalisme eller for mangel på den sammenhæng? Også her havde en stille redaktionel indgriben kunnet udfordre forfatteren, eller måske opfordre ham til at publicere en udmærket og velskrevet artikel om Bukdahl og Kruuse et andet sted uden at tvinge ham til også at mene noget om Brandes. Jeg har en fornemmelse af at redaktørerne ikke er så fortrolige med Brandes selv og hans værk og de litterære problemstillinger at de har følt sig trygge ved at gribe ind, selv om de angiver at de har givet forfatterne faste opdrag. Dem må redaktørerne jo så have kunnet måle dem imod når forfatterne har fået redaktionelle kommentarer og rettelsesforslag.

Slutbemærkning

Jeg er blevet bedt om at lave en fyldig anmeldelse, og den er i hvert fald blevet lang. Så lad mig lige samle det vigtigste op. Og det er at nogle yngre forskere fra forskellige fag har følt sig udfordret nok til at videreudvikle en virkningshistorie. Det er simpelt hen den måde hvorpå virkningshistorie – nåja, virker. Det er lovende, og der må gerne komme mere fra den kant, især af den type som afsnittet om hvordan brandesianismen og parallelle eller modgående tankesæt spiller sammen. Dette initiativ rummer en masse potentiale. Derimod må jeg advare redaktører om at lave et redaktionelt program, her med et erklæret kulturhistorisk perspektiv, uden at have tænkt grundigt igennem hvad det indebærer i forhold til det særlige emne de vil forholde sig til. Ellers kan det svært at oversætte det til kriterier for selve redigeringen og ikke bare samle folk og artikler. Man skal kunne vælge på alle niveauer og vælge eksplicit, og dermed skaffe sig præcise redskaber til eksplicit at fokusere inden for det valgte bredere perspektiv. Det er således langt fra selvindlysende at et isoleret dansk perspektiv er mest relevant i dette tilfælde, men det kunne muligvis have fået en god begrundelse.