Forårets foredrag i Københavnerkredsen

Det er os en fornøjelse hermed at kunne præsentere semesterprogrammet for foråret 2019 i Københavnerkredsen:

21. februar
Valgmenighedspræst Niels Grønkjær:
Åndløshedens tyranni

7. marts
Sognepræst Henrik Bach:
Konfrontationskurs – Tidehvervs historie

14. marts
Professor, dr.phil. Steen Bo Frandsen:
Opdagelsen af Jylland

4. april
Ph.d. i filosofi Thomas Brudholm:
Om vrede og had

11. april
Studenterkollokvium ved stud.mag. Clara Westergaard og
stud.mag. Benjamin Brandt Christiansen:
Islamisk Aristoteles-reception og
Den Katolsk-Apostolske Kirke (irvingianerne)

2. maj
Dr. phil. i filosofi Martin Pasgaard-Westerman:
Arthur Schopenhauers ”Aforismer om livsvisdom”

16. maj
Dr.phil., litteraturhistoriker Henrik Yde:
Grundtvigs højskoleskrifter

Foredragene finder som altid sted kl. 20 i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K. Entré: 25,- / Semestermedlemskab: 75,-

Brandes – i dansk kulturel og ideologisk kontekst

Studenterkredsen nr. 3, 66. årgang

Studenterkredsens redaktion bragte tidligere på efteråret en anmeldelse af bogen “Efter Georg”, skrevet af prof. emeritus. Svend Erik Larsen. Den rummer forstyrrende fejl, for hvilke redaktionen tager det fulde ansvar. Anmeldelsen foreligger nu i dens fulde og korrekte længde nedenfor.

Nr. 3, 66. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi vanen tro med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen kvit og frit. Denne gang endda i udvidet udgave. Professor emeritus Svend Erik Larsens grundige anmeldelse af bogen Efter Georg. Virkningshistoriske livtag med brandesianismen var nemlig så omfattende, at vi måtte forkorte den. Hermed bringer vi til Deres forhåbentlige vederkvægelse den fulde udgave.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Anmeldelse: Kristoffer Garne og Johan Christian Nord, eds.: Efter Georg. Virkningshistoriske livtag med brandesianismen. Århus: Munch & Lorenzen, 2015, 308 sider. Pris: kr. 249,95.

Virkningshistorie

Georg Brandes bliver med at spøge – eller rettere at være i live, blandt skeptikere, tilhængere og modstandere.  Lidt som den tvetydige gravskrift enken satte over sin mand: ”Jeg skal komme efter dig”.  Efter i bogens titel betyder efterligning, eventuelt eftersnakning, efterfølgelse eller, netop, at komme efter Brandes ved at give ham kamp til stregen. Eller bare bagefter. Og bogen rummer artikler der – i sig selv eller gennem de skribenter de analyserer – eksemplificerer alle fire holdninger. Bogen illustrerer dermed også hvor komplekst og vigtigt det er at bedrive virkningshistorie der, som der står i titlen, tager livtag med fortiden. Forudsætningen er erkendelsen af at der findes en betydningsfuld person eller et andet skelsættende fænomen, som er så sammensat og grænseoverskridende at det sætter sig spor og bliver ved med at gøre det. Det sker hinsides de kritikere der lægger syv alen jord over og rammer en pæl igennem sagen gennem kritik, censur eller fordrejning – historien har eksempler på det hele. Brandes er ét af dem.

Med en sjælden nidkærhed har hans mest arge modstandere og kritikere igen og igen kulet hans person, værker og eftermæle ned, men pludselig dukker det hele op igen i fornyet skikkelse, rede til at modtage et nyt angreb. Fra dansk kulturhistorie kender jeg kun ét andet lignende tilfælde. Det er den såkaldte ’ekspressionismedebat’ omkring 1920. Her afslørede den i øvrigt kulturelt dybt engagerede mediciner Carl Julius Salomonsen et så omfattende kendskab til den moderne kunst at man må undre sig over at han investerede al den energi i sit frådende angreb på den som udtryk for en patologisk sindstilstand. Både moderne kunst og Brandes er som de blodpletter Lady Macbeth forgæves prøver at vaske af hænderne. Og Brandes’ eget angreb på kristendommen mod slutningen af hans liv er jo skriveri af samme type.

Når fronterne trækkes så skarpt op, sker det ofte, som tilfældet er med Brandes og brandesianismen, at virkningshistorien kun holder liv i en positivt eller negativt idealiseret kliché. Men med ét kan man på den anden side klichéens rene billede finde en ny og højst reel plet der kan gøre os klogere. Rigtig virkningshistorie er bygget på grundlag af en sådan bestræbelse, ikke i første række på fastlåste sympatier og antipatier, givne mod- og medtolkninger. Den indfaldsvinkel har det med at udvælge de sider af virkningerne og deres oprindelse der bekræfter klichéerne. Man skal vurdere virkningshistorie på baggrund af dens blik for hvor sammensatte virkningerne faktisk er, og stadig er, i skrivende stund.

Jeg vil først og fremmest nikke anerkendende til at bogen bygger på en sådan opfattelse af virkningshistorie og ikke anlægger en selektiv vinkel der passer med et bestemt ideologisk program. Samtidig er det spændende at det i høj grad er en yngre generation der præger bogen. Aktiv virkningshistorie som livtag sker jo først virkelig når en historisk funderet problemstilling reaktiveres og transformeres af en ny generation. Aktiv virkningshistorie er ikke gentagelse, men transformation. Ellers bliver eftervirkning ikke til efterliv.

Redaktørernes indfaldsvinkel er af grundlæggende kulturhistorisk art, står der på bagsiden og i indledningen. Det betyder at det ikke er personen Brandes alene der er interessant, men også og samtidig med brandesianismen.  Personen Brandes får sin del, javist men ikke primært som snæver biografi eller psykologiseren, men i et forsøg på at forstå dele af det særpræg brandesianismen fik. Og omvendt, med det enorme korpus af tekster Brandes efterlod sig inden for næsten alle genrer og om snart sagt alle emner, er det umuligt at se brandesianisme blot som en kulturel strømning løsrevet fra det Atlanterhav af materiale der vældede ud af Brandes.

For en bog som denne kunne det have været en mulighed at sige: Pyt med Brandes selv; nu tager vi kun fat på brandesianismen og dens aflæggere hvad enten deres synspunkter bygger på Brandes selv eller ej. Selvom nogle artikler bygger på personer, som fx Jens Kruuse, der aldrig har ytret sig om Brandes udover at have nævnt hans navn en sjælden gang, eller andre der højst har et andenhånds eller stærkt selektivt forhold til hans tekster, så repræsenterer bogen som helhed et sympatisk forsøg på en balance mellem ophav og virkning.

Deraf følger dens opbygning: først nogle bidrag om Brandes (Jørgen Knudsen om den ældre Brandes; Anders Thyrring Andersen om Brandes’ litteraturhistorieskrivning; Knud Bjarne Gjesing om Brandes’ rolle i det moderne gennembrud); dernæst om fire forfatteres skiftende forhold til Brandes som person og kulturpersonlighed (Martin Ravn om Pontoppidan, Børge Houmann om Nexø, Bo Hakon Jørgensen om Claussen og Lotte Thyrring Andersen om Thøger Larsen); og endelig om fire idéstrømninger og brandesianismen (Hans Henrik Hjermitslev om grundtvigianismen, Jens Lei Wendel-Hansen om det politiske venstre, Christian Egander Skov om konservatismen og Rasmus Markussen om Tidehverv). Til sidst en lidt appendiksagtig artikel om Jørgen Bukdahl senior og Jens Kruuse og litteraturkritik.

 

Det kulturhistoriske fokus

Det er helt relevant at anlægge et bredt kulturhistorisk perspektiv og ikke, hvilket havde været muligt, et rent litterært, teologisk eller politisk. Men hinsides de enkelte artiklers kvalitet og relevans kræver et sådant perspektiv en række redaktionelle dispositioner for at gøre bogens fokus præcist og en række eksplicitte valg inden for det enorme korpus af Brandes-tekster med en vis viden både om det der er udeladt, og om det der er taget med. Jeg tænker ikke kun på detaljerede kriterier for tekstvalg – som jo alle der arbejder med store tekstkorpora skal have – men også nogle principielle valg der giver bogens sigte substans. Her kunne jeg godt have ønsket at redaktørerne, og gennem dem forfatterne, definerede sigte og grundlæggende rammer tydeligere. Det ville have styrket bogen og måske ændret på de opgaver som redaktørerne ifølge forordet har stillet forfatterne, og som jo må afsløre nogle eksplicitte kriterier for deres valg, hvad der er vigtigst, og hvad der gør bogen til en helhed. Men læserne får ikke noget at vide om de opgaver.

Der er en kliché som gymnasieelever i arilds tid, eller i hvert fald siden danskfaget blev indført med reformen i 1903, har hørt til hudløshed, nemlig at Brandes’ oneliner fra indledningen til Hovedstrømninger er nøglen til hans litterære og kulturelle virke: litteratur skal sætte problemer under debat. Den repeteres også i denne bog. Ved folk ikke andet om ham, så ved de dét. Det er lidt som når det eneste folk ved om Dante, er at der noget der hedder Dantes Plads. Det er en triviel påstand af den slags som i dag ville blive produceret af politiske spindoktorer.

Havde man spurgt Holberg om litteratur skulle sætte problemer under debat, ville han formentlig have svaret: Ja, hvad ellers? Det er jo derfor jeg skriver. Og de myldrer ud af hans fiktive værker: kvindesag, magtmisbrug, snobberi osv. Kingo og Brorson satte det personlige ansvar for troen til debat og romantikerne den nye og endnu ufærdige nationale identitet. Hvad Brandes har i tankerne er ret beset blot at levende litteratur sætter sin samtids problemer under debat med alle de sproglige og andre virkemidler som litteraturen nu engang råder over, og den indkredser dermed hvad de overhovedet er. Der er ikke et fast katalog. Og sådan har det været mindst siden Horats proklamerede princippet om at blande det nyttige med det behagelige. Essensen af Brandes’ kritik af dansk litteratur er at det for ham er fortidens problemer den tager fat på. Men hvad andre mente om samtidens problemer, var ikke altid sammenfaldende med Brandes’ opfattelse. Det viser hans besvær med at samle en hær der kunne fylkes bag ham som det moderne gennembruds mænd (damerne talte ikke rigtigt). Det er en velkendt kendsgerning, som Knud Bjarne Gjesing, og også Wendell-Hansen, minder os om endnu engang.

Der er en anden passage på de allerførste sider af Hovedstrømningers indledning der er langt vigtigere, ikke mindst i et kulturhistorisk perspektiv:

 

Den sammenlignende Literaturbetragtning har den dobbelte Egenskab at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kan tilegne og det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kan overskue det. Man ser hverken hvad der ligger Øjet altfor nær eller altfor fjernt. Den videnskabelige Literaturbetragtning rækker os ligesom en Kikkert, hvis ene Side forstørrer og hvis anden Side formindsker. Det gælder om at bruge den saaledes, a vi md den raader Bod paa de Sansebedrag, det naturlige Syn medfører. Hidtil har de forskellige Folkeslag i literær Henseende staaet hinanden temmelig fjernt og kun i ringe Grad tilegnet sig hinandens literære Frembringelser. […] Et Folks Literatur fremstiller, naar denne Literatur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie.

 

Dette er en anmeldelse, så jeg skal nok lade være med at bringe flere lange citater. Men citatet viser to ting der er helt afgørende for at forstå og vurdere Brandes’ virkningshistorie. For det første, for ham udgør litteraturen og kulturhistorien én sammenhæng, hvor man kan – eller rettere ikke kan undgå at bevæge sig fra de litterære værker til den bredere kulturhistoriske sammenhæng, og fra denne sammenhæng til de måder hvorpå især litteraturen, men også andre kunstarter, giver den form og udtryk. Denne vekselvirkning er væsentlig for at forstå virkningshistorien som netop en virkningshistorie og ikke bare som et eller andet der kommer bagefter Brandes i tid og refererer lidt kursorisk til hans værker.

Hverken i indledningen eller i bogens komposition ser det ud til at redaktørerne har blik for denne dimension. I indledningen står der som begrundelse for den løsthængende sidste artikel om litteraturkritik: ”Men Brandes var først og fremmest litterat eller kritiker. Derfor behandler Rasmus Vangshardt i det afsluttende bidrag forskellen på kritik og litteraturvidenskab.” (p. 11). Med andre ord: Litteratur handler bare om litteratur. Det er ikke Brandes’ synspunkt, og det er heller ikke et argument der integrerer det litterære aspekt i bogens samlede kulturhistoriske perspektiv, ejheller i forhold til artiklens placering nærmest uden for bindet. Det samme gælder afsnittet om de fire digtere. Det er portrætter af forfatterne, skriver redaktørerne – et begreb der ikke som her kan anvendes uskyldigt og en passant i forbindelse med Brandes, hvis vigtigste litterære og kulturelle genre var forfatter/personportrættet som han stort set grundlagde i Danmark, begyndende med den unge Brandes’ medrivende læsning af HC Andersen. De fire intenderede portrætter handler om forfatternes tvetydige respekt for og opgør med Brandes, hvilket næppe skaber portrætter, men alene er – vigtige og interessante –ideologiske og tematiske meningsudvekslinger. Og det handler ikke om forholdet mellem litteratur og kultur som del af Brandes’ kulturhistoriske virkningshistorie.

Den anden pointe i mit lange citat ovenfor drejer sig om Brandes’ perspektiv på forholdet mellem den grundlæggende vekselvirkning mellem litteratur og kultur. Det er forholdet mellem det kendte og det fremmede, som han forklarer, kvantitativt så at sige, i en sammenligning med en kikkert af den gamle slags med ét rør. Kigger vi gennem den ene ende, forstørrer vi det fremmede så det kommer så tæt på at vi kan forstå det. Sætter vi den anden ende for øjet, formindskes det kendte som om det er længere væk så vi bedre kan distancere os fra det og se de overordnede træk, hvilket er svært med det blotte øje fordi vi står midt i det. Det er dét litteraturen kan og som litteraturstudiet skal udfolde i et dobbelt perspektiv: se det kendte i det fremmede og det fremmede i det kendte.

Det er ikke blot et ideologisk standpunkt, men også et metodisk. Brandes var hverken teoretiker eller metodolog, langt fra. Men her lå et simpelt princip som han forsøgte at omsætte til en fremstillingsform. Princippet var at enkeltstående værker, små sproglige detaljer, enkeltpersoner, afgrænsede kulturbegivenheder eller lokale kulturytringer anskues som repræsentative eller symptomer på en bredere kulturel kontekst som en vekselvirkning mellem det enkeltstående og en større sammenhæng. Dermed ville han samtidig også give en forståelse af hvorfor sådanne værker og personer får en særlig gennemslagskraft i denne kontekst. En af hans litterære artikler handler meget betegnende om ’det uendeligt små og det uendeligt store i litteraturen’. Det ’små’ peger på det ’store’ og det ’store’ former det ’små’. Han er her mere i familie med en kulturel symptomlæser som Walter Benjamin end med kulturdebattører og litteraturforskere i snævrere og især i adskilt forstand.

Men den fremstillingsform han udviklede som en forening af det litterære og det kulturelle perspektiv i lyset af dette dobbeltperspektiv var forfatterportrættet. Sideløbende med Hovedstrømninger blev det formlen for hans bøger mens de overordnede historiske udviklingslinjer gled i baggrunden. Hans første store portræt blev tobindsværket om Shakespeare fra slutningen af 1890rne der som det første, inklusive i England, samlede hele forfatterskabet under én samlende betragtning og så Shakespeare som repræsentativ for perioden og derfor virksom i den med enorm styrke. Som engelskkyndige vil vide, regnes den moderne engelske Shakespeareforskning for at begynde med A.C. Bradleys Shakespearean Tragedy fra 1904. Den engelske oversættelse af Brandes’ bog kom nogenlunde samtidig med Bradley og skabte hans ry i den angelsaksiske verden, selv om hans eget engelsk var miserabelt. Hovedstrømninger blev oversat til engelsk i samme periode og kommer stadig i nye genoptryk (og blev helt eller delvis oversat til en lang række sprog).

Samtidens akademiske miljøer bebrejdede ham, med rette, at det gik lidt stærkt med læsninger og filologisk akribi. Det franske akademiske miljø var af den grund direkte fjendtligt. Det hindrede ikke Brandes i at blive den måske globalt mest kendte dansker i sin egen tid i kraft af rejser, oversættelser og personkontakter. Gennem tyske oversættelser blev han en hovedfigur i reorienteringen af kinesisk litteraturkritik i det nye vestligt orienterede kulturmiljø efter kejserrigets fald i 1911, Hovedstrømninger blev oversat og den kinesiske nekrolog fra 1927 hylder ham som visionær kulturpersonlighed.  Jørgen Knudsen berører kort forholdet i sin artikel.

Alt det leder mig til mit centrale kritikpunkt i forhold til bogens redaktionelle perspektiv. Titlen underforstår, men uden at sige det, at den drejer sig alene om den danske virkningshistorie. Men at anlægge et kulturhistorisk perspektiv på Brandes og hans virkningshistorie uden at give et rigtigt godt og detaljeret argument for at hele den internationale dimension er væk, forkorter både forståelsen af Brandes og virkningshistorien, også når det kommer til Brandes’ forhold til det lokale og det nationale. For Brandes er den lokale og den nationale forankring af litteratur og kultur helt afgørende. Hans brug af ord som ’Folk’ og ’Folkeslag’ er jo også en tidstypisk refleks af både den franske revolution og romantisk idegods, selv om det nok mest er det første der ligger Brandes nær. I den artikel der de seneste år i oversættelse er blevet del af det internationale korpus af kernetekster i litteraturstudiet – artiklen om verdenslitteratur fra først 1899 på tysk, så revideret på dansk i 1900 – er en af hans hovedpointer at litteratur der ikke er lokalt forankret og dermed forankret i en konkret erfaringssammenhæng, vil aldrig få gennemslagskraft i verdenslitteraturen og bør heller ikke have det. Litteratur der er skrevet og markedsført for det globale marked, er som de tomme tønder.

Litterært er Brandes’ artikler om danske forfattere en kærlighedserklæring til det danske sprog og hvad det kan skabe, og skrevet på et smukt og smidigt dansk. Hver gang der kom genoptryk af hans værker, puslede han med sproget og lugede ud i fremmede gloser. Men vigtigere er hans internationale og internationalt orienterede kulturskrifter, stadig baseret på kikkertens dobbeltperspektiv af lokalt og fremmed. Han skrev ihærdigt om mindretal: om danskerne i Sønderjylland, om jøderne i Polen og, som en af de første, om armenernes lidelser før det osmanniske folkedrab. Han holdt et foredrag i begyndelsen af sidste århundrede først på tysk og så på fransk for de armenske studerende i Paris. Han fik det glatte lag fordi tyskerne udviklede forholdet til det osmanniske rige i opløbet til første verdenskrig. Også Dreyfus-affæren kaldte på hans direkte engagement.

Men først og fremmest er det holdningen til nationalismen der sætter Brandes’ blod i brand efter hans mange år i Berlin under den tidlige udvikling af det tyske kejserrige. De lokale – enten i et mindretal eller som det nationale – er for Brandes en kulturel platform for at reflektere og række ud mod verden udenfor. Modsætningen er lokal selvcentrering eller netop nationalisme og han bekæmper begge. I det lys er Brandes’ vigtigste internationale kulturhistoriske bedrift – idet jeg lader rejseskildringerne ligge – bogen fra 1916 om verdenskrigen. Den kom i fire udvidede oplag og den del oversættelser, i 1917 med et kapitel om det armenske folkemord.

Bogen rummer essays tilbage til begyndelsen af århundredet og lidt før hvor Brandes forudsiger verdenskrigens komme som et resultat af nationalismens aggressive selvtiltrækkelighed, først og fremmest, men ikke kun, som han så den udvikle sig i Tyskland. Hans stærke synspunkt kostede ham det personlige venskab med Georges Clemenceau der ønskede at Brandes’ skulle erklære at han holdt med Frankrig da krigen brød ud. Det nægtede Brandes der anså Frankrigs holdning for lige så nationalistisk som tyskernes. Ligesom mindretals dyrkelse af lokal selvtilstrækkelighed, sætter også nationalismen vekselvirkningen mellem det kendte og det fremmede ud af kraft. Her er der et aktuelt kulturhistorisk perspektiv der virkelig har internationalt og lokalt perspektiv, og som virkelig ville betyde et livtag med den del af virkningshistorien der anser brandesianismen og dens grundlag for at være anti-nationalt. Men det mangler bogen fuldstændigt blik for, med Jørgen Knudsen som en prisværdig undtagelse.

Jeg ville også have foretrukket at redaktørerne havde erstattet det sidste marginalt placerede kapitel med en diskussion af dansk funktionalisme i arkitektur og design. Funktionalismen er om noget en del af den kulturradikalisme i 1920rne og 1930rne og længere frem som groede ud af inspirationen fra Brandes og brandesianismen og viser virkningen af det dobbeltperspektiv der er grundlaget for Brandes’ tænkning. Funktionalismen er knyttet til internationale strømninger og er internationalt kendt, men lokalt forankret i en sådan grad at design kan markedsføres globalt – dvs. kan brandes (undskyld jeg kunne ikke lade være) – som netop dansk design. Det er nationalt i Brandes’ forstand gennem kikkertens dobbeltperspektiv.

Om artiklerne

Indtil nu har jeg mest luftet min beklagelse over redaktørernes lidt for selektive syn og indadvendte syn på Brandes og brandesianismen i kulturhistorisk perspektiv. Det hindrer jo ikke at man som læser bliver klogere ved at læse de enkelte artikler, hvoraf nogle er endog særdeles velskrevne og informationsrige. Lad mig begynde med tredje og sidste afsnit, om brandesianismen og de fire danske idelogiske strømninger – grundtvigianismen, det politiske venstre, konservatismen og Tidehverv. Det er klart de bedste, både i forhold til konsistent vidensniveau og analytiske nuancer, og gør dette afsnit homogent og sammenhængende.  Jeg har en fornemmelse af at det også er her redaktørernes viden og interesse ligger, dér hvor de har kunnet fungere bedst som redaktører. Og også her det kulturhistoriske sigte står skarpest. Alle fire forfattere anlægger et nuanceret syn på interne modsætninger og udviklingslinjer i de fire Brandes-kritiske retninger og på brandesianismens rolle, herunder forholdet mellem hvad brandesianismen kan tage på sin kappe og hvad der kunne opfattes som projektioner af interne uromomenter på en ydre modstander. Jeg synes de lægger nye alen til dansk kulturhistorie i det 20. århundrede og give frisk inspiration til forståelse af Brandes’ virkninger. Når jeg i indledningen nævnte at jeg påskønner at en yngre tradition tager livtag med en virkningshistorie, tænkte jeg især på disse afsnit.

Hjermitslevs brug af darwinismen som krydsfeltet mellem brandesianisme og grundtvigianisme er velvalgt, om end jeg gerne ville have set en diskussion af begge siders uforenelighed med socialdarwinismen. Hverken Brandes’ Nietzschedyrkelse, både den tidlige og rabiate og den senere og afdæmpede med fokus på det repræsentative individ, eller Grundtvigs oplysningstænkning kan forliges med denne sociale determinisme. Måske også den følge af darwinismen der har med folkesundhed at gøre, især blandt læger under etiketten eugenik, hvad hverken Brandes’ eller Grundtvigs folk synes optaget af.

Wendell-Hansens korte redegørelse for især Edvard Brandes’ forhold til det politiske venstre, aflæser præcist den gensidige tvetydighed der hersker, af og til i konflikt, mellem den politiske opposition til regeringen indtil 1901 og den kulturelle opposition bl.a. repræsenteret af brødrene Brandes. Forfatteren peger ovebevisende på denne komplekse relation som et udtryk for kompleksiteten i moderniseringen af Danmark. Kapitlet burde have været udvidet så den fik samme detaljeringsgrad som de tre øvrige bidrag til dette afsnit.

Skovs meget grundigere og mere detaljerede analyse af konservatismen er yderst lærerig. Det gælder både hvad angår konservatismens egne indre konflikter efter dannelsen af Det konservative Folkeparti på ruinerne af Højre i 1916, og hvad angår modsætninger internt i brandesianismen og i det aggressivt skarpe billede de nye konservative tegner af deres modpart. Et fremragende stykke dansk politisk-ideologisk kulturhistorie med lange linjer fra det tidlige 20. århundrede til i dag. Ikke mindst er det vigtigt i denne sammenhæng at vi får et fyldigt og sobert billede af Harald Nielsens skiftende position i bevægelsen.

Det sidste bidrag i dette afsnit er Markussens yderst velskrevne artikel om Tidehvervsbevægelsens forhold til yndlingsmodstanderen, især er analysen af den interne meningsudveksling interessant hvad angår nødvendigheden af den skarpe udadrettede polemik mod ’de andre’ i forhold til formulering af Tidehvervs mål og retning alene på eget grundlag. Under ét tegner de fire artikler et nuanceret og aktuelt billede af et stykke dansk politisk kulturhistorie hvori brandesianismen har en vis rolle, men ikke tegner hele billedet.

De to andre afsnit, om Brandes og om hans forhold til udvalgte digtere, eller rettere deres forhold til ham, er mere spredte og kunne vidne om at det ikke er her redaktørerne har haft autoritet til at redigere. Det er som altid værd at læse Jørgen Knudsens arbejde med Brandes. Uanset hvad vi andre måtte vide om Brandes og hans virkningshistorie, er det marginalt i forhold til hvad Knudsen ligger inde med. Den store biografi og den senere forkortede udgave er milepæle, ligegyldigt hvilken indfaldsvinkel til temaet Brandes man måtte vælge. Hans portræt at den ældre Brandes forfalder aldrig til plat biografisme, hverken i positivistisk eller anekdotisk forstand, og bekræfter hvad mange af os har en anelse om: hvor er det godt vi kun har teksterne fra mange store skribenter og personligheder. Vorherrebevares for at skulle omgås dem.

Thyrring Andersens redegørelse for den hegelianske tænkning i Hovedstrømninger, eller rettere dens reduktion fra dialektik til dualisme mellem sekularisme og kristendom, er grundig. Men argumentet for at Brandes dermed satte en norm for senere danske litteraturhistorie, er efter min mening ikke ganske overbevisende. Brandes har formentlig kun kendt Hegel fra pligtlæsningen på Københavns universitet hvor Hegels værker indgik i standardstoffet, præget som æstetikforelæsningerne var af Heibergs teorier. Og det samme kendskab har også de andre haft der begyndte at skrive nationale litteraturhistorier i det 19. århundrede. De overtog en klart teleologisk model, om end en national og med et langt tidsperspektiv i modsætning til Brandes der anlagde et transnationalt og et europæisk samtidsperspektiv. Brandes var ikke filosof eller teoretiker, men han skulle have en model til sit projekt: en europæisk samtidslitteratur på tværs af nationale afgrænsninger og med et kulturelt udviklingsperspektiv. Det blev til et groft hegeliansk farvet filter, tilegnet på anden hånd. Der var ikke så mange andre muligheder for ham eller andre på det tidspunkt. Derimod skrev Brandes ikke en komplet litteraturhistorie som de senere danske litteraturhistorier, som først og fremmest overtog kronologien med Vilhelm Andersens ti-års skema som grundmodel og den nationale teleologi som overordnet skema.

Samtidig må man huske at Brandes efter Hovedstrømninger var konciperet og kun det store arbejde med at få den skrevet stod på, ikke længere skrev om de store linjer, men dyrkede forfatterportrættet og udviklede et stadigt mørkere sortsyn på litteraturens rolle og kulturens fremskridt. Det er efter min mening den genre hvormed han har øvet indflydelse på opbygningen af underkapitlerne i nogle senere litteraturhistorier. Thyrring Andersen skriver at artiklen ikke rummer plads til alle detaljer, så vi må se frem til en fortsættelse med potentiale for en nytænkende kritik, selv om jeg har svært ved at se at det dialektiske alternativ som kort antydes i slutningen, er et alternativ. Der er mere dialektik på færde i de nyere refleksioner over verdenslitteratur som i øjeblikket pågår rundt om i verden, også som perspektiv for nationale litteraturer, bl.a. med reference til Brandes.

Gjesings gennemgang af problemerne med forestillingen om et samlet moderne gennembrud er kritisk og velorienteret, bestemt, men det er svært at se hvad det bidrager med som ikke allerede er kendt. Det er også en indsnævring at pege på Brandes som fanget af en naurvidenskabelig determinisme, gentaget andre steder i bogen og af en del af de modstandere der omtales i artiklerne. Brandes var ikke positivist, men materialist og rationalist i oplysningstidens forstand med, som han selv peger på, Voltaire og Goethe som sine store forbilleder.

De næste store afsnit er om fire forfatteres besværlige relation til Brandes, hans person og ideer og deres rolle i samtidens kulturmiljø. De er lidt uegale både i materiale og argumentation. Men først og fremmest handler de ikke om æstetik eller om litteratur som kunst, men alene om litteratur som tematiseret idekatalog. Martin Ravn, også én af de yngre forskere, tager på spændende vis livtag med brandesianismen mere end med Brandes. Det sker i en meget indsigtsfuld artikel om enegængeren Pontoppidan, der – på mange måder som Brandes selv – ikke lod sig spænde for nogens vogn, og som også – igen ligesom Brandes – havde en uovervindelig evne til at holde galden flydende. Begge var jo tiltrukket, ganske vist på forskellig vis, af Kierkegaard. Måske er det ligheden med Brandes der har fået Pontoppidan til skarpt at distancere sig fra Brandes og ikke bare gå uden om ham. Hvor om alting er, bringer artiklen nye indfaldsvinkler, omend kun i meget begrænset omfang med brandesianismen som folie, til at forstå Pontoppidans ikke ganske ukomplicerede placering i samtidens ideologiske univers.

Der er ikke så lidt mere dokumenteret viden om Brandes og brandesianismen i næste kapitel, et genoptryk af Børge Houmanns skrift om Andersen Nexø fra 1971. Grundigt og skarpt analyserer Houmann den voksende kløft mellem Nexø og Brandes som udtryk for modsætningen mellem Brandes ideologiske frigørelsesprojekt uden social og politisk forankring og Nexøs stigende engagement i den internationale arbejderbevægelse. Henrik Ydes efterord givet kort og klart et videre perspektiv i forhold til både Houmann og Nexø.

Ingen forfattere kunne undgå at forholde sig til Brandes i hans samtid. Heller ikke Sophus Claussen. Bo Hakon Jørgensens artikel vidner om hans dybe kendskab til Claussens forfatterskab og dets trykte og utrykte grundmaterialer. Derimod citeres en hel del referencer fra sekundære kilder når vi kommer til Brandes. Det har heller ikke været en nem opgave Jørgensen har fået. Claussen skrev til Brandes der knap nok reagerede på hans forskellige henvendelser, så konklusionen er egentlig at der næppe var en relation. Det er virkningshistorie om stort set ingen virkning. Måske ville Jørgensen have kunnet bruge den sene Brandes’ artikel om den litterære udvikling i Europa fra 1921. Der er ikke megen begejstring her for symbolisme og formeksperimenter eller for det han kalder metafysisk litteratur, men derimod for den brede realistiske roman, ikke den skolerette naturalistiske som Jørgensen antyder.  Her må man også minde om at Brandes selv brugte termen ’naturalisme’ før Zola og positivisterne, nemlig om romantisk, især engelsk, naturlyrik. Måske skulle redaktørerne have forslået Jørgensen, der jo kender perioden særdeles indgående, at skrive om en anden forfatters relation til Brandes.

Den næste artikel om Thøger Larsen har mere stof fra Brandes med. Lotte Thyrring Andersen repeterer Anders Thyrring Andersens synspunkt på en dualisme hos Brandes (dog uden henvisning) og uden rigtig at bruge det i forbindelse med Larsen, udover at han kaldes dialektisk mens Brandes er dualistisk. Det gør os nok ikke meget klogere.  Først eksemplificerer hun Brandes’ positive modtagelse af Larsens lyrik med vægt på dens sproglige og lyriske kvaliteter og også Larsens beundring for Brandes. Dernæst vil Thyrring Andersen have os til at undre os over at det forholder sig sådan, fordi Larsens lyrik ikke svarer til Brandes’ program om at sætte problemer under debat og hyldesten til det store menneske. Nej, selvfølgelig ikke. Men hvad med i stedet at se på hvad Brandes skriver om danske lyrikere og romantikere som han beundrede højt. Både Brandes og Larsen kan mere end det program Brandes tillægges som var det hele hans program. Artiklen er uden den nuancerigdom og sans for kompleksitet de andre artikler har. Her kunne redaktørerne godt have gjort deres indflydelse gældende inden offentliggørelse.

Den sidste artikel, Vangshardts om litteraturkritik, er, som sagt tidligere, et stedbarn i samlingen, og den har heller ikke så meget med Brandes og brandesianismen at gøre. Den er om Bukdahl, Kruuse og Askov. En hovedpointe er at Brandes er kritiker og ikke forsker, en position han påstås at have forladt da han havde skrevet sin disputats. Jeg tvivler på at Vangshardt har læst Den franske Æsthetik i vore Dage fra 1870. Den er på ingen måde hvad vi forstår ved en disputats i dag, så der var ikke en akademisk forskerposition at forlade. Tværtimod så Brandes ingen skelnen mellem litteraturvidenskab og kritik. Han bedrev et værdiorienteret studium af litteratur om litteraturens nødvendige integrering i en kulturel kontekst. Dualismen i vor nyeste Philosophie fra 1866 er bestemt heller ikke ’ren filosofi’, som Vanghardt hævder, men et rent ideologisk opgør. Dogmatisk at fastslå at Hovedstrømninger på den baggrund er et eksempel på en kunstart fremmer nok heller ikke forståelsen af Brandes’ position i litteratur- og kulturhistorien, heller ikke den unge Brandes som Vangshardt refererer til, og giver ejheller en generel forståelse af hvordan litteraturforskning og litteraturkritik er flettet ind i hinanden i dag. Men det er så heller ikke hvad forfatteren siger han agter at gøre, og på baggrund af disse fejllæsninger vil det heller ikke være muligt.

I stedet vil Vangshardt modstille Kruuse og Bukdahl, hvor Bukhdal anskues i forhold til en anden vej end den unge Brandes og, må man formode, Brandes overhovedet, der gøres helt synonym med fremskridt og naturalisme (igen: en anden betydning end den unge Brandes’ brug af ordet). Derimod skulle Brandes være aldeles fremmed for ”sammenkoblingen mellem livet og litteraturen, i begges fulde dimension og i insisteren på, at kunst handler om den store sammenhæng” (p. 306). Lad mig blot gentage dele af mit indledende citat fra netop den unge Brandes: ” Et Folks Literatur fremstiller, naar denne Literatur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie.” Er det udtryk for fremskridt og naturalisme eller for mangel på den sammenhæng? Også her havde en stille redaktionel indgriben kunnet udfordre forfatteren, eller måske opfordre ham til at publicere en udmærket og velskrevet artikel om Bukdahl og Kruuse et andet sted uden at tvinge ham til også at mene noget om Brandes. Jeg har en fornemmelse af at redaktørerne ikke er så fortrolige med Brandes selv og hans værk og de litterære problemstillinger at de har følt sig trygge ved at gribe ind, selv om de angiver at de har givet forfatterne faste opdrag. Dem må redaktørerne jo så have kunnet måle dem imod når forfatterne har fået redaktionelle kommentarer og rettelsesforslag.

Slutbemærkning

Jeg er blevet bedt om at lave en fyldig anmeldelse, og den er i hvert fald blevet lang. Så lad mig lige samle det vigtigste op. Og det er at nogle yngre forskere fra forskellige fag har følt sig udfordret nok til at videreudvikle en virkningshistorie. Det er simpelt hen den måde hvorpå virkningshistorie – nåja, virker. Det er lovende, og der må gerne komme mere fra den kant, især af den type som afsnittet om hvordan brandesianismen og parallelle eller modgående tankesæt spiller sammen. Dette initiativ rummer en masse potentiale. Derimod må jeg advare redaktører om at lave et redaktionelt program, her med et erklæret kulturhistorisk perspektiv, uden at have tænkt grundigt igennem hvad det indebærer i forhold til det særlige emne de vil forholde sig til. Ellers kan det svært at oversætte det til kriterier for selve redigeringen og ikke bare samle folk og artikler. Man skal kunne vælge på alle niveauer og vælge eksplicit, og dermed skaffe sig præcise redskaber til eksplicit at fokusere inden for det valgte bredere perspektiv. Det er således langt fra selvindlysende at et isoleret dansk perspektiv er mest relevant i dette tilfælde, men det kunne muligvis have fået en god begrundelse.

Valget i ødemarken – om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society

Nr. 2, 65. årgangI anledning af aprilnummeret af Studenterkredsen, der i skrivende stund efterhånden har indfundet sig i abonnenternes stuer, bringer vi et af tidsskriftets artikler. I denne ombæring skriver cand.theol. Andreas Pilekjær om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

 Hvilke Rødder omklamrer, og hvilke Grene
Vokser i disse Stenbrokker?
T. S. Eliot, Ødemarken

I 1922 bliver den engelsk-amerikanske digter Thomas Stearns Eliots litterære hovedværk, The Waste Land, udgivet i tidsskriftet The Criterion. Ødemarken, som det kommer til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948, beskriver blandt andet, hvordan Jerusalems, Athens og Roms tårne ligger knuste i et univers, hvor det liv, der nu er, intet højere ønske har end at dø, og det, der allerede er dødt, stikkes i jorden for at se, om det vil spire på ny. Alt er tilsyneladende dømt til at udstå et liv i ruindyngerne fra Første Verdenskrig. Digtet ser dagens lys samme år, som den schweiziske landsbypræst Karl Barth lader apostlen Paulus fælde kontant dom over tysk liberalteologi og dens grundlag i anden udgave af sin Romerbrevskommentar. 1922 bliver året, hvor litteratur og teologi vender blikket mod Europas slukørede rester og spørger, om liv nogensinde vil kunne spire her igen?

Digtet opnåede klassikerstatus inden for engelsksproget modernisme, men for Eliot selv lod det centrale spørgsmål, som jeg indledningsvis citerede fra digtet, sig ikke dermed skubbe til side. Nærværende tekst vil belyse nogle hovedlinjer i Eliots senere essay The Idea of a Christian Society (1939), hvor man kan sige, at dette spørgsmål danner klangbund for Eliots livtag med ideen om et kristent samfund. Hvor digtet lader muligheden for nyt liv efter ødelæggelsen være et åbent spørgsmål, stilles læseren i essayet indirekte over for valget mellem det kristne samfund og det hedenske samfund. Eliots tese er, som også i Notes Towards the Definition of Culture (1948), at ”If Christianity goes, the whole of our Culture goes.” Men hvad forstod Eliot ved et kristent samfund og dets kultur?

Som udgangspunkt mente Eliot ikke, at hverken stater eller kulturer kunne være neutrale. Enten er kulturen kristen, eller også er den (på vej til at blive) forbundet med en anden religion. Svaret på, hvorfor neutrale stater og kulturer er en umulighed hos Eliot, skal findes i hans traditionssyn. Eliot var modernist og anti-romantiker. Romantikkens dyrkelse af det individuelle talent overså, at det egentligt nye værk kun er i stand til at sige noget nyt, idet det netop tilegner sig traditionen, som da i, det nye værk, bearbejdes en smule og derved lader det bedste i traditionen fremtræde med fornyet klarhed. En position, der hos os vel bedst kendes fra Søren Ulrik Thomsen. Tradition og kultur går forud for individet hos Eliot. Idet den givne kultur og religion – og der findes for Eliot aldrig kulturer uden religion – altid er forudsætningen for samfunds og menneskers aktiviteter, er kulturel og religiøs neutralitet også udelukket.

Det kristne samfund, som det beskrives i The Idea of a Christian Society, består af tre elementer: Den kristne stat, det kristne fællesskab (the Christian Community) og fællesskabet af kristne (the Community of Christians). Den kristne stat har intet at skaffe med mulige kristne værdier, eller hvorvidt politikerne selv er kristne. Ej heller kan nogen regering identificeres med det kristelige, for det ville for Eliot udgøre en forveksling af det relative med det absolutte. Det handler alene om ”their [de styrendes] being confined by the (…) traditions of the people they rule, to a Christian framework.” Således er det kristne samfund (the Christian Community) ej heller andet end det samfund, hvori reguleringen af det offentlige liv sker ud fra kristendommen. Det kristne fællesskab udgør hos Eliot samtidig kulturen, thi kulturen er inkarnationen af folkets religion, som det beskrives i Notes Towards the Definition of Culture. Er kalenderen kristen, med jul, påske, pinse og helligdage, ja, så er samfundet kristent, om end majoriteten ikke er sig det bevidst. Igen; alternativet er, at samfundet reguleres af en anden religion. Ikke at samfundet slet ikke reguleres af nogen religion. Fællesskabet af kristne (the Community of Christians) er da gruppen, som er bevidst om deres kristendom.

Det gryende afkristnede samfund herimod, hvis konturer for Eliot at se begynder at vise sig i mellemkrigstiden, er kendetegnet ved aftagende sindelagsetik, klassernes sammenbrud til masser og demokratiets fortvivlede forsøg på at dæmme op for det kaos, som er liberalismens negation, men som den selv har banet vejen for. Eliots diagnose foregriber her på flere punkter den analyse, som Hannah Arendt skal foretage af totalitarismen 12 år senere i The Origins of Totalitarianism, ligesom hans blik for demokratiets grænser vækker mindelser om Tidehvervs (særligt Søren Krarups) kritik af demokratisme i 1960´erne. Det afkristnede, eller hedenske, samfund er kendetegnet ved en nedbrydelse af grænsen mellem privat og offentlig, nedskrivning af menneske og skaberværk til nytteværdi og profitjageri. Det hedenske samfund evner ikke at balancere mellem uhæmmet udnyttelse af naturen og naturalisme, ifølge Eliot, der i stedet ser den kristnes sande forhold til naturen udtrykt i ørkenfædrenes forundring over skaberværket. Eliots kritik af udnyttelsen af naturen og udbytning af arbejdere flugter på afgørende punkter med højskolemanden Knud Hansens modernismekritik flere årtier senere. Også her gælder heldigvis, at Eliot ikke er for fastholdere. Han lader sig ikke sætte på formel og slet ikke bedømt ud fra det persongalleri, der senere – direkte eller indirekte – skal lade sig inspirere af ham. Det er én mulig grund til, at Eliots essay stadig virker friskt så mange år efter.

Det organiske hos Eliot begrænser sig dog ikke til naturen. I det allerede nævnte essay fra 1948 udbygger Eliot sit allerede skitserede kultursyn til en bredere anskuelse af mangfoldigheden i kulturer i vekselvirkning mellem klasser, landenes regioner inden for nationerne, nationernes til hinanden og disses blik ud til resten af Europa. Kulturen vokser altid nedefra, den kan aldrig selv blive genstand for menneskers planlægning, for den er selv forudsætningen for deres planlægning. En af styrkerne ved Eliots anskuelse er netop, at samfundets religiøse og kulturelle enhed muliggør det frisind, kunne vi sige, som er forudsætningen for den enkeltes frie udfoldelse. I The Idea of a Christian Society finder vi dermed en af modernismens fremmeste repræsentanter argumentere for, at alene det kristne samfund kan sikre den individuelle frihed, som da også hører moderniteten til, imod helt at vendes til dæmoni. Anderledes troende, tvivlere og vantro har ikke mindre plads i det kristne samfund end den enkelte troende, for de udvider og udfordrer horisonter og vaner; derimod er det nødvendigt, at rammen om samfundet – herunder institutionerne – understøttes og derved viderefører den overleverede kultur og religion, så frisindet kan bestå. Den enhed er ingenlunde lig ensretning, som Eliot kategorisk afviser. Det at være rundet af en fælles culture (kultur, men også dannelse) er forudsætningen for kontinuitet i det aktive og kontemplative liv i politik, kunst samt religion. Det er modtrækket til modernitetens fritsvævende massemennesker. Dog er det for Eliot i sidste ende kirkens forkyndelse, der holder fast ved mennesket uden at reducere det. Det er derfor, at det kristne samfund skal have en kirke, der officielt er forbundet med staten. Har man valgt det fra, har man samtidig valgt at forbinde stat og samfund med en ny religion, hvordan den end måtte se ud. I digtet lod Eliot det være et åbent spørgsmål, hvilke grene der kunne vokse i ødemarkens stenbrokker. I essayet derimod stilles læseren, på sin vis over for et valg. Til det formål forlader poeten den botaniske retorik til fordel for en nærved gammeltestamentlig:

The term ”democracy” (…) does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike – it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.

De slagnes slang. Anmeldelse af Jon A. P. Gissel: Konservatisme og kulturkamp

Med venlig tilladelse fra Tidehverv fortsætter redaktionen hermed det – for tiden meget omtalte – gode samarbejde mellem de to organer, idet vi bringer Johan Christian Nords anmeldelse af Jon A. P. Gissels bog, Konsertavisme og Kulturkamp, som er blevet bragt i septembernummeret af Tidehverv.

Den tænksomme gren af dansk konservatisme lever godt i denne tid. Der tænkes, tales og skrives flittigt – og der findes efterhånden en mængde sammenhænge, hvor der lyder konservative modstemmer til den almindelige kulturradikale tåbelighed.
Ét af disse steder er miljøet omkring Årsskriftet Critique. Årsskriftet blev i første omgang udgivet af Konservative Studenter ved Aarhus Universitet, men fra 2013 har man etableret sig som selvstændigt forlag under navnet Munch og Lorenzen. Udover den fortsatte udgivelse af årsskriftet og det tilstødende online-magasin Replique har man siden grundlæggelsen af forlaget ligeledes arbejdet med egne bogudgivelser, og det er indtil videre blevet til tre. Der sker noget!

Den seneste af disse udgivelser er historikeren Jon A. P. Gissels dokumentationsværk og forsvarsskrift Konservatisme og kulturkamp omhandlende markante personligheder inden for dansk konservatisme i sidste tredjedel af det 19. århundrede og særligt disse skikkelsers opgør med det opbrud i tiden og ideerne, man endnu tvinger gymnasieelever til at omtale som ’det moderne gennembrud’. I udgangspunktet har bogen et dobbelt forehavende: dels på faghistorikerens vis at skildre en sunken virkelighed gennem omhyggeligt arbejde med kilderne; dels som parthaver i striden at fremdrage agtværdige stemmer og at pege på ofte underbelyste træk ved selve den brandesianske ideologi og dens fortaleres – ofte uklædelige – måde at føre striden på.

Anliggendet er enkelt: Gissel vil mane fortidens stridsmænd frem for den læsendes indre øje og lade deres åndelige statur træde frem på ny. Han vil løsrive dem fra de anonyme karikaturer, de er blevet fordrejede til i de sejrendes fortælling om Sankt Georgs kamp mod den sumpede reaktion. Det drejer sig særligt om skikkelser som teologen Henrik Scharling, historikeren Johannes Steenstrup, biskop Martensen og litteraturhistorikeren Julius Paludan. Alle navne, der var fremtrædende i samtiden, men som nu er stampede godt og grundigt under mulde – først af brødrene Brandes og konsorter og sidenhen af den akademiske hærkolonne af eftersnakkere, der har udgjort hovedstrømmen i den danske kulturhistorie i det tyvende århundrede. Gissels bog er en sang for disse slagne højrekæmper – et forsøg på at give dem stemme og vise, at nok kæmpede de mod overmagten, men deres kamp betød noget, og den kan endnu betyde noget som inspiration for de nulevende.
Hovedsagen er for Gissel den skarpt optrukne front mellem den gudsfornægtende radikalisme med sit entydigt dennesidige tilværelsessyn og en kristelig, traditionsbevidst konservatisme uden hang til erstatningsreligiøse paradisiske luftkasteller, men alligevel med sans for menneskets mulighed.

Ét af de stridspunkter, der viser sig i dette møde, og som Gissel er særligt optaget af, er spørgsmålet om viljens frihed. Det fremhæves således, hvordan de radikale kræfter stod på den noget paradoksale forening af et gennemført videnskabeligt orienteret deterministisk verdenssyn, hvor mennesket blot var endnu et tandhjul i det store naturens maskineri, og en samtidig hævdelse af det, der hos Brandes benævnes »den frie tankes endelige sejr« – altså en individdyrkende frigørelsesdoktrin, hvis grundpåstand var den, at lykken vil vise sig, når den herskende orden endelig ligger tilbage som sønderslåede brokker. Over for denne bemærkelsesværdigt inkonsekvente forbindelse mellem en nedskrivning af den menneskelige mulighed og en menneskedyrkende erstatningsreligion hævdede de nævnte konservative herrer menneskets frie vilje og ansvar – midt i dets indvævethed i folk, fædreland og gudstro.

Det sidste er vigtigt – gudstroen. Gissel påpeger således gang på gang, hvordan kristendommen stod i forgrunden for datidens konservatisme – og det fremgår tydeligt, at han ønsker sig en tilbagevenden til denne tid, før konservatismen blev »nationaliseret« ved op igennem det tyvende århundrede gradvist at fjerne sig fra den oprindelige forpligtelse på kristendommen som det egentlige grundlag. For Gissel er kristendommen altafgørende – ikke blot for hans egen salighed, men også som samfundsgarant. Den er hovedhjørnestenen i konservatismens tanke- og samfundsbygning. Den er selve argumentationens grundlag – og alt, hvad der står i modstrid med kristentroen, henføres under det moderne forfald.
Men her har den fromme historiker efter min opfattelse en række problemer. Det første er dette åbenlyse, at nok kan man have kristendommen som livsgrundlag, og man kan også offentligt forkynde kristendommen som det eneste virkelige livsgrundlag, men man kan ikke forvente, at en sådan hævdelse af kristentroens virkelighed vil blive godtaget som argument i en sammenhæng, som ikke er båret af kristendommen, altså eksempelvis en politisk eller intellektuel offentlighed som vores. Det betyder, at Gissels forsvar for konservatismen står vældig svagt for en hedensk betragtning. Han har sat alt ind på at pege på gudstroens nødvendighed, men for den, for hvem kristendommen ikke er en hjertesag, må bogen få mere karakter af et altmodisch trosudsagn end af et alment anlagt forsvar for den konservative stillingtagen. Hans grundopfattelse hviler på en påstand, der serveres som et argument.

For man kan ikke argumentere for kristendommens sandhed ved at påpege dens store gavnlighed for samfundsbevarelse og sikring af orden – den slags har andre lidet tiltalende religiøse hjernespind også vist sig leveringsdygtige i. Ja, ud fra almene forudsætninger kan man faktisk slet ikke argumentere for kristendommens sandhed. Hvad man derimod kan, er at nedlægge våben over for den levende Gud. Man kan blive grebet af hans Ord i Kristus og handle herudfra – blandt andet ved under anvendelse af en almindelig jordnær fornuft at angribe og afsløre humanismens skønmaleriske fantasterier. Man kan bedrive kristelig dekonstruktion, kristelig religionskritik – men man kan aldrig sikre selve kristendommen mod forargelse. Den er et kors for tanken.

Dette leder videre til det næste grundproblem ved Gissels syntese af kristendom og konservatisme – hans totale afsværgelse af naturalismen som intellektuel og litterær retning og fuldstændige identifikation af denne med det brandesianske og kulturradikale projekt.

På sin vis drejer det sig om en uheldig overtagelse af den opfattelse, profet Brandes selv lykkedes med at sprede, nemlig at hans fremtræden i auditoriet på Frue Plads den 3. november 1871 og efterfølgende skriftlige fremstød var selve den udløsende årsag til fremkomsten af en ny ikke-romantisk litteratur. Påstanden er den, at han ikke blot var manden bag tendenslitterære fedterøve som Sophus Schandorph og Erik Skram, men også bag selvstændige ånder som J. P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan. Det er denne myte, der er blevet videreformidlet af en tendentiøs litteraturhistorieskrivning, og som endnu stoppes ned i halsen på gymnasieelever ved læsning af makværket Litteraturens veje. Det er selve myten om det moderne gennembrud.

Sagen er imidlertid, at sammenkædningen ikke holder for en nærmere betragtning. For den kunst, disse forfattere skabte, var nemlig ikke brandesiansk. Den var naturalistisk – sikkert dissekerende og nådesløst afslørende. Og det var den vel at mærke både, når det drejede sig om afvisningen af religionen som menneskelig indbildning og det faldne menneskes selvforgudelses-iver. Pontoppidans Det forjættede land handler om overskruet herligheds-grundtvigianisme og hans Lykke-Per handler om den gudsfornægtendes ingeniørdrømme – og disses undergang. Det er samme anliggende; afsløringen af den menneskelige, alt for menneskelige, drøm om selv at stå på det faste punkt, hvorfra kloden kan bevæges. Jacobsens Niels Lyhne omhandler fornægterens død – hans vanskelige død. Den er heller ingen lovsang over det brandesianske erstatningsevangelium, men blot et ærligt livtag med den gudløse tragedievirkelighed, Jacobsen mente at leve i. Ja, man kan faktisk gå endnu videre: Jacobsen og Pontoppidan er ikke blot på kant med brandesianismen – deres litterære hovedværker er decideret anti-brandesianske. De viser virkeligheden som den vitterligt ser ud uden gudstroen: et flammende liv i strid, stræben og lidelse – et mølleværk der maler skuffede menneskeskæbner til mel. De er udtryk for naturlig loverkendelse. Og mere kan man ikke forlange af en ærlig vantro.

Det var den slags, halvfemsprocentshedningen Jakob Knudsen havde sans for – en mand, der desværre kun fremtræder meget få gange hos Gissel, og hvis litterære loverkendelsesarbejde ellers kunne have været et gavnligt naturbundet indspark i den idealistiske enhedsfront.

Nok nævnes det i forbigående, hvordan Julius Paludan i 1870’erne anså Jacobsens Fru Marie Grubbe som »det eneste helstøbte realistiske digterværk i dansk litteratur«, og hvordan Olfert Richard omtalte Niels Lyhne som et værk indenfor den moderne litteratur, hvor »det gudløse Livs Tomhed er sandt og rørende dokumenteret«, men der gøres intet videre ud af disse overvejelser. Gissel er den højborgerlige, kristelige idealismes mand: naturalismen er af det onde, fordi den tager håbet fra mennesket. Javist gør den det – og netop derfor er den så storslået: naturalismen er et velgørende tordenvejr, netop fordi den tager håbet fra det menneske, der håber på sig selv. Den rydder grunden. Om jorden så er beredt for sædekornet, er ikke vores sag.

Sådan tænker Jon A. P. Gissel vist ikke. Havde han gjort det, ville han ikke have været i forsvar, men i angreb. Han ville ikke have talt så meget om Brandes’ krænkende tone over for kristendommen og de troende, men i stedet være gået lige på og sønderdelt kulturradikalismen som det, den er: en religion uden mindste form for jordforbindelse, som ikke kun er i strid med den kristne tro – men også med enhver menneskelig fornuft, der evner at være jorden tro. Sådan blev det ikke, og derfor blev det de slagnes sang.

Vist har Gissel fremdraget en væsentlig historie, og vist er der indsigter at hente hos de gamle. Det kan kun hilses velkomment, at radikalismens historieskrivning bydes trods – det skal han have tak for. Men indsigterne er dyrt vundne ved den rendyrkede skematiske modstilling af den blankpudsede kristelige højre-garde og de anstødelige frankofile radikalere.
Jeg tror, at både konservatismen og kristendommen behøver et ganske anderledes slagkraftigt forsvar – og jeg ved, at begge både har haft det i løbet af det tyvende århundrede og endnu har det i de levedygtige sammenhænge, hvor virkeligheden sætter dagsordenen og kampviljen blomstrer

P.S. Redaktionen kan, med Nords bifald, bemærke, at Gissel siger grumme grimme ting om gamle Grundtvig. Han lader til at mene, at den gamle er en del af opløsningen. Den slags lader vi selvfølgelig ikke passere upåagtet, og De, kære læser, kan således roligt imødese en korrektion af denne Gissels smægtende misforståelse ved førstkommende lejlighed.

Åbent brev fra de interesserede unge: Noget om Studenterkredsen og tidens opgør

Som en reaktion på gårsdagens skriverier om Kredsen og Tidehverv i Kristeligt Dagblad skriver Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt et par ord om denne – skal vi sige temmelig sære – artikel.

Det vakte stor forbløffelse at læse om Studenterkredsen i 1. septembers udgave af Kristeligt Dagblad, der på ret løsagtig måde blev kædet sammen med den trang til opgør, som journalist Bente Clausen sporer i det, hun kalder en renæssance for Tidehverv. Af artiklen må undertegnede betragtes som en del af en gruppe unge, tidehvervske intellektuelle, så hermed vores syn på sagen.

Lad det være sagt med det same: Vi vedkender os gerne, at der blandt unge kirkeligt interesserede er grøde i tingene, at der er en stigende og stadigt højere lydende opgørslyst mod tidens åndelige død og interesseløshed, hvilket blandt andet kommer fint til udtryk i håbløs moderniseringsiver, behagesyge og trang til servicekirkelig succes. Dette opgør har vist sig at være stadigt mere nødvendigt, hvorfor vi også gerne vedkender os åndeligt slægtskab og personligt fælleskab med Dame-Tidehverv (et udtryk, der i øvrigt stammer fra Studenterkredsen og ikke fra Hans Hauge, som artiklen fejlagtigt hævder) og flere yngre C. S. Lewis-læsende teologer i og omkring Tidehverv.

Men lad det også være sagt med det samme, at et sådant mavesurt opgør, som Clausen fremskriver i artiklen, ikke er hovedsagen – hverken for nogen af os personligt eller for Studenterkredsens virke. Derfor er det os også stærkt imod, at Clausens artikel udviser en kedelig iver efter at skære alt over én kam. Denne tendens kommer blandt andet til udtryk i en uheldig og lemfældig omgang med citater og en lyst til at konkludere på en måde, der ikke har fuld dækning i de anførte citater. Et par af de værste eksempler kan tjene til illustration.

Først siger manchetten, at Tidehverv har en renæssance blandt unge intellektuelle (Nyt Babel plus nogle af os i Studenterkredsen). Det turde være et korrekt signalement, men 10 linier senere står der så, at ”en ny bevægelse er på vej frem” i modsætning til Krarup og Langballe. Men var præmissen ikke netop, at vi genoptager sporet fra Tidehverv, vedkender os det, og ikke vil en ny bevægelse? Lige efter kalder hun os så ”det nye, noget yngre, Tidehvev” – og så var vi altså igen ikke en ny bevægelse, men en fortsættelse.


I forhold til fremgangsmåden bliver det endnu mere mærkværdigt efter Nørkjær-citatet, hvor Clausen nu skriver, at ”hvor mange unge, nye tidehvervs-grundtvigske, der findes omkring, vides ikke. I Studenterkredsen er de grundtvigske stadig i overtal.” 
Altså: Man kan ikke måle, hvor mange tidehvervs-grundtvigske der er ”derude”. Nej, sandt nok. Men hvordan kan man så måle, hvor mange af dem, man altså ikke kan måle, er i overtal i Studenterkredsen?

Hvorfra ved Kristeligt Dagblad, hvem der er i overtal i Studenterkredsen? Der er ingen ekspert, der siger noget om dette, det står bare hen i artiklen. Har man ringet rundt og spurgt samtlige af det foregående sommermødes deltagere, om de bekender sig til Søren Krarup eller til Grundtvig? Ikke os bekendt (de to forfattere til denne skrivelse er i hvert fald ikke blevet spurgt), og det er også en underlig form for åndelige sætten i bås. Hvordan skulle man kunne måle sådan en bekendelse?

Da artiklen så kommer til Torben Bramming, konkluderer man fejlagtigt på hans citater. Inden de to første citater konkluderer Clausen på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen. Men Torben Bramming siger blot: ”Det er en bredere strøm end bare Tidehverv.”
Dernæst konkluderer Clausen igen (?) på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen, men det, han siger, er blot, at ”der er en lyst blandt de unge til at fordybe sig.” Vores konklusion kunne blive denne: Clausen er rodet i hovedet.

Og så tilbage til sagen: Vi vil som sagt gerne vedkende os et slægtskab med Dame-Tidehverv og Søren Krarup, ligesom forbindelserne mellem Studenterkredsen og Tidehverv altid har været der, både grundet optagetheden af tidens problemer og i kraft af et sammenfald af personer, der har fundet åndelig næring begge steder. At nogle af os dermed udtaler os i opgørsvendinger, der kan minde om det unge Tidehverv eller skriver i samme tidsskrift, betyder jo ikke, at vi har dannet en kristelig enhedsfront mod alskens unoder i tiden. Studenterkredsen er en frisindet diskussionsforening for kirkeligt og kulturelt interesserede unge og et åndeligt væksthus for nysgerrige unge mennesker af alle støbninger, men vi er ikke på forhånd noget bestemt.

Det kan man da godt kalde grundtvigsk, hvis man vil forfalde til den kedelige og forfladigende tendens i tiden at påklistre dette mærkat på alt, der har noget med frisind og menneskelivet at gøre og så lade det være det, men det er snarere der, hvor vi ønsker at begynde, ikke at ende. Man kunne også ulejlige sig til at læse vores blad, for eksempel genudgivelsesnummeret fra september eller kikke ind på vores blog og se, hvad den nuværende aktive mængde siger og skriver, og så vurdere herudfra – altså fra det faktisk foreliggende. Her vil man – og det vil altså ikke tage mange minutter – finde ud af, at ja, der er nogle af os, der har oplagte stilistiske og indholdsmæssige sammenfald med flere tidehvervsteologer. Men man kan lige så hurtigt finde opgør med samme, også skrevet af folk der kommer fast i Studenterkredsen.

Og så er der citatet fra Hans Raun Iversen, der er decideret uforskammet og så i øvrigt bizart anbragt som det sidste ord. Det, man mener, er vel, at med kritikken af servicekirken bliver det svært for os at arbejde i netop servicekirken. Og det er jo muligvis rigtigt nok. Det kunne man udstillede Raun Iversen med, snarere end os, men mest er det vist et uheldigt forsøg på at få alle unge og sure skåret over én kam og henvist til de uduelige og mavesures rækker. I øvrigt er det vel også en implicit pointe i artiklen, at vi er en række unge mennesker på vej frem. Underforstået: Vi er det modsatte af dovne, vi er faktisk særdeles aktive. Vi udgiver bøger og et tidsskrift, vi arrangerer bunker af foredrag, og vi har skrevet dusinvis af artikler til allehånde medier. Mon ikke et par os nok kan svinge os op til at klare Raun Iversens ”10 opgaver om dagen”?










Som sagt vil vi som enkeltpersoner gerne skrive under på den kritik af servicekirken og så i øvrigt kraftigt understrege, at vi, måske modsat Babeldamerne og visse af de nævnte tidehvervstyper, mener, at der er så meget andet værre at tale om og bekymre sig om end servicekirke, moderniseringsivrige præster og kirkeforfatning. Nemlig en kedelig tendens til åndelig død og interesseløshed, som især repræsenteres af eksempelvis Hans Raun Iversens position, der nedskriver teologien og dermed omgangen med livets væsentlige spørgsmål til en biting blandt de “ti andre opgaver, der ligger på skrivebordet”. Denne tendens er det, vi gerne som livsoptagede unge mennesker vil bekæmpe som del af en frisindet forening af livsoptagede unge, og det i alle interesseløshedens afstumpede afskygninger. Herudover må så de af os, der er opflasket i Studenterkredsen, og som enten allerede er, eller håber på at blive, præster i folkekirken, sætte vor lid til, at lektor Raun Iversen ikke får det sidste ord, men at vores kirkelige virketrang også for fremtiden vil kunne finde udløb her til lands – hellere end gerne i folkekirken.


Følg Studenterkredsen på Facebook