Det første Ord og den tredje historie

Som det første medie i Kongeriget bringer vi her en anmeldelse af Jørgen I. Jensens nyudkomne bog “Det første Ord. Teologiske rapporter fra en musik- og kulturby. Efter et århundredeskifte”. V/ stud.theol. Kristoffer Garne.

“Hvis man tager med, at kristendommen er tidens og historiens religion, så vil det, der i den gamle tankegang var den harmoni, der bragte orden i modsætningerne, blive overført til tiden, til historien som den nye virkelighed. Den kan skabe nye relationer og svarer til melodien indenfor musikken.”

Sådan, omtrent halvvejs inde i det her omtalte værk, kan Jørgen I. Jensen antydningsvis indkredse den opfattelse, han har forsøgt at udrede i en ambitiøs bogserie, hvoraf nu fjerde og næstsidste bind, Det første Ord, netop er udkommet. De fire hidindtill udkomne bind er ikke tiltænkt at skulle udgøre et samlet hele, men gennem hver sit genstandsfelt, i kraft af musikalske, teologiske og kulturelle analyser, søger de at indkredse det kompleks, forfatteren har valgt at kalde “Den tredje historie”; en sammenhæng, der diskret antydes af, at disse tre ord figurer med ganske lille, nærmest forsvindende, skrift på bogens alleførste smudsside. Allerede her er antydet, at det nok er et noget flygtigt og mangetydigt kompleks, værkerne kredser om.

Hvad denne tredje historie så er, lader sig ikke sådan lige sige. En kort omtale af de tre forudgående værker turde dog være på sin plads inden omtalen af nærværende bind. Den første, Jeg-automaten, er en kort og essayistisk bog, der, som antydet i undertitlen, Teologisk kritik af et menneskebillede, fra teologisk hold kritiserer den moderne CV-kulturs menneskebillede, der reducerer mennesket til en “jeg-automat”. Den tredje historie er her bl.a. den historie, “et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden.”

Det tredje øjeblik. Mellem Grundtvig og Kierkegaard omhandler forholdet og spændingerne mellem vort hjemlands to betydeligste teologiske personligheder. Her gøres de to samtidiges københavnske guldalder til scene for brydningen af et uhyre interessant idékompleks. Den søger at indkredse både de reele og de latente indflydelser, de to tænkere har haft og kunne have haft på hinanden, og ikke mindst hvilken lære, eftertid såvel som nutid, har kunnet og kan drage af forholdet de to imellem; den tredje historie, eller det tredje øjeblik, der kan skimtes et sted ude i horisonten.

I 2009 udkom så Europosonate. Teologiske spor i den klassiske musik. Her søges gennem analyser af utallige af den klassiske musik værkers bl.a. at vise, hvordan der i sonateformens reprisepunkt – først mere eller mindre ubevidst hos Mozart og senere i massiv og bevidst udfoldelse hos utallige komponister – er overvintret en klar teologisk pointe, det man kunne kalde den privligerede gentagelse. Denne opfattelse dukker i en anden sammenhæng pludselig op i en konsistent formuleret form – som Jørgen I. Jensens øvrige kerneforestillinger i øvrigt gør hist og her de mange bøger og artikler igennem – på følgende måde i Det første Ord:

“efter modulationsdelen kommer reprisen, rekapitulationen, der dybest set igen er påvirket af kristendommen, fordi musikken her løfter den gamle musik, man kendte fra satsens begyndelse, op i en ny sfære, som en forklarelse eller transfiguration. Som forholdet mellem det gamle og nye menneske, mellem Det gamle og Det nye Testamente; reprisen er en slags historisk sammenhæng.”

Og hermed er vi så midt i Det første Ord, hvor den historiske sammenhæng er en anden end den romantiske musik, hvor sonateformen primært, men ikke udelukkende findes. Som scene har Jørgen I. Jensen nemlig denne gang valgt Wien omkring skiftet til det tyvende århundrede, der, som det antydes på bogens bagside, søges analyseret som porten til det tyvende århundrede. Hvornår det begynder og ender i åndelig forstand, er nemlig også en af bogens hovedproblemfelter: Det er ikke tilstrækkeligt, som den britiske historiker Eric Hobsbawm har gjort, at karakterisere det som det korte århundrede; fra 1914 til 1991. På denne måde kappes forbindelserne tilbage til 1880’erne og slutningen af det nittende, og dermed ses alle åndelige nybrud som havende sit udspring i 20’erne. (I parentes bemærket er det også ofte, hvad der sker i kirkehistorieskrivningen, når Karl Barth og den dialektiske teologi karakteriseres som noget ganske nyt; som ophav til en helt ny teologisk tænkning, omend billedet nok er mere kompliceret end som så. Dette problem strejfes også ofte en passant i det her omtalte værk, ligesom den dialektiske teologi optager en del plads, men det skal lades ude af omtale her. Passagerne herom hører til bogens mere interessante og lettilgængelige, og anbefales derfor til selvlæsning)


Gustav Klimts “Kysset”, der optræder som gennemgående figur i værket.

Ved at lade Wien omkring århundredeskiftet være scene for det her udspillede drama mellem filosoffen Ferdinand Ebner (1882-1931) og komponisten Josef Matthias Hauer (1883-1959) tiltrækker den tredje historie sig så forskellige emner og personer som jugendstil, den frie presse og ekspressionisme, Karl Krauss, Gustav Klimt og Ludvig Wittgenstein. Blandt disse og mange andre er blikket dog skarpest fæstnet på to ting, nemlig tolvtonemusikken og jeg-du-filosofien.

Skønt henholdvis Arnold Schönberg og Martin Buber af eftertiden er blevet benævnt som de åndelige ophavsmænd til de to fænomener, er virkeligheden dog den, at de i grunden hidrører fra bogens to hovedpersoner, Hauer og Ebner. I denne forstand er det da altså også, at bogens titel skal forstås: Hvem har det første ord i en given sag, hvornår og hvor lyder det første ord; i det tyvende århundrede, i menneskets kommen til sig selv, i musikkens historie. Det handler også om prologen i Johannesevangeliet, det moderne, sprogets genese, forholdet mellem kunst og kultur, mellem religon og kristendom, mellem tradition og nybrud. Hvilke mulige svar bogen afsøger på disse problemer, skal det være læserens fornøjelse selv at gå på opdagelse i, her skal snarere omtales den form, hvori de kommer til udtryk.

Når nu stoffet er så stort og omfattende, både i omfanget af emner og sider (560) og når nu der på sin vis er tale om en (kirke)historisk fremstilling – Jørgen I. Jensen var i mange år lektor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet i København – kan det virke mærkeligt, at bogen er skrevet som en sidegadehistorie med det altovervejende fokus på de to mere eller mindre ukendte personligheder. Under tiden kan man sidde tilbage med den opfattelse, at en mere konsistent og fokuseret fremstilling af tiden og byen, dens problemer, personer og produktioner, havde gavnet sagens forståelighed og overskuelighed.

På den anden side må man også sige, at historien om Ebner og Hauer, deres venskab og indbyrdes inspiration og deres senere brud, både som emne i sig selv og som en prisme til det store billede, er så uhyre interessant og unikt, at det fortjener en behandling som denne, der på skift læser sig ind i og ud af den store og den lille historie. Ebner og Hauer var begge uddannede folkeskolelærere og derfor ikke en del af det dannede, akademiske paranas. Følgelig kunne de forholde sig ganske frit til overlevering og intellektuel mode, hvorfor der da også er noget apokryft over deres produktioner. Hauer skrev mestendels, men ikke udelukkende, små værker til klaver med en luftig og udsvævende klang, og Ebner udgav kun få relle værker; det meste af hans produktion tæller dagbøger og optegnelser udgivet posthumt og er først eferhånden nu tilgængeligt i dets fulde form. Det betyder, at analysen af deres værker ikke altid er lige let at følge, men til gengæld åbner op for originale og undertiden svimlende perspektiver, både på sagen selv – i.e. Særligt forholdet mellem kristendom og kultur, mellem sprog og musik – og på den historiske sammenhæng og skildringen heraf.

Josef Matthias Hauers “Nomos”, opus 19, verdens første tolvtoneværk

Ude af omtale kan vi ikke lade bogens særlige form. Den er som alle andre af Jensens værker delt op i store og lange kapitler, i dette tilfælde fem, der igen er underdelt i flere små essayagtige forløb. Særligt for dette værk er det dog, at Jensen her har valgt ikke at nøjes med sine egne fremstillinger, men har ladet en fiktiv forfatter komme til orde – den tredje historie i inkarneret form? – i ca. halvdelen af de små forløb, nemlig en wiensk journalist og studiekammerat med Ebner og Hauer, der i 1969 kigger tilbage, ikke kun på sin ungdom, men også de to verdenskrige, og ud til sin samtid. Det kan virke irriterende og for meget, når nu stilen og fremstillingen i forvejen er essayistisk og undertiden ganske fabulerende og krydret med sidebemærkninger og personlige anekdoter. Særligt krukket og irriterende bliver det f.eks., når Jørgen I. Jensen i starten lader sin fiktive stemme stoppe op midt i en længere udredning med den konstatering, at der “ikke kan fortsættes med andre sætninger, med mindre man går over i teologien, hvad jeg bestemt ikke er kompetent til”, for derefter gentagne gange bogen igennem at lade stemmen foretage lange og indviklede teologiske udredninger og udviklinger, der ikke kunne være skrevet af andre end den enormt lærde og vidt belæste teolog Jørgen I. Jensen. På den anden side er det som om, at man, efter enten Jørgen I. Jensen får skrevet sig eller man som læser får læst sig varm på den fiktive forfatter, ikke kan undvære denne stemme. Skiftet mellem nutid og datid, indforståethed og udenforståethed, nøgtern og belæst og mere fabulerende og interimistisk fremstilling fungerer nemlig enormt godt. Den tredje historie dukker op midt i denne spænding, som noget hvorom der ikke kan tales umiddelbart. Dertil kommer også, at komplekset Hauer og Ebner, Jeg-du-filosfien og tolvtonemusikken, fordrer at blive fremstillet på en måde, som en traditionel teologi- eller kulturhistorisk tilgang ikke ville kunne gøre på tilfredsstillende vis.

Hvori består så det teologiske i dette værk, der jo ifølge undertitlen består af teologiske rapporter. Jo, dels deri, at Jørgen I. Jensen konfronterer det kulturelle-filosofiske og det personlige stof med den teologiske tradition og dens begrebsapparatur, dels ved at der gennem historien mellem Ebner og Hauer åbnes porten til nye forståelse af kristendommen. Begge var de kristne på hver deres utraditionelle facon, og begge kredsede i deres værker om forholdet mellem kristendom og kultur. Gennem denne prisme kan Jørgen I. Jensen altså, som indledningsvist citeret, ankomme til foreløbige formuleringer af en teologisk position, der er af de bedste bud på en moderne og kulturåben grundtvigsk fortolket kristendom, den danske teologi længe har set.

Sammen med især Erik A. Nielsen og dennes firebindsværk BILLEDSPROG placerer Jørgen I. Jensen sig i en særlig dansk tradition for johannæisk teologi og teologisk kulturkritik hvori man – alle forskelligheder til trods – kan placere kredskoryfæer som Jørgen Bukdahl, Jakob Knudsen og naturligvis Grundtvig. Af andre navne kunne her nævnes teologer som Frederik Helweg, P.C. Kierkegaard og Otto Møller, og vel også – det står for egen regning – Martin A. Hansen.

En omtale som denne har naturligvis ikke kunnet – og har måske slet ikke forsøgt på det – redegøre fyldestgørende for bogens mange temaer og enkelte udredninger. Det gælder ikke kun behandlingen af Hauber og Ebner, de lange udredninger om tolvtonemusikken og det filosofiske, psykologiske og kulturrele wienermiljø blandt meget andet, men også de særligt interessante diskussioner om danske arvtagere og åndeligt beslægtede: Grundtvig, Jakob Knudsen og K.E. Løgstrup og om tråde langt tilbage i historien: Over komplekset Mozart-Beethoven, den tidlige tyske romantik, tilbage over Augustin til Klemens af Alexandria og oldkirkens gnosticisme.

Om man nu finder det menigsfyldt eller ej at tale om en sådan tredje historie og at beskæftige sig med Wien, musik, ukendte personpar og andre grænseområder i en stor pærevælling, så rummer Det første ord mere end nogen andre af Jørgen I. Jensens værker en række udfordringer til teologien: At de teologiske begreber måske bedst kommer til sin ret, når de udfoldes i kulturelle sammenhænge og ikke fastlåses til teologiens traditionelle genstandsfelt; at teologen ved sin beskæftigelse med kulturelle udtryk – i Jensens tilfælde særligt musikken, men det kunne ligeså vel være billedkunst og arkitektur, litteratur og litteraturteori eller sågar psykologi og lingvistik – kan få skærpet blikket, ikke blot for teologiens råderum, men også for sit syn på kristendommen og dens betydning; at historien, den kristne såvel som den profane, er et kompliceret og filtreret netværk, et patchwork med et af Jensens yndlingsudtryk, hvor de store og de små går ind i og udenom hinanden på en sådan måde, at vi ikke kan udhente tilstrækkelit lærdom af historiens gang, hvis vi på forhånd har fastlåst vores genstandsfelt og begrænser os til at beskæftige os med de store koryfæers og heltes perspektiv. Sidegadehistorien er måske undertiden den bedst vej ind i den store historie. I hvert fald åbner den blik for den tredje historie.

Og endnu mere højstemt: Gennem beskæftigelsen med historien findes der måske, som det kan lyde henimod bogens slutning, et glimt af en bro i historien fra dengang til nu, som “er en afglans af nåden, som giver tilsagn om, at man alligevel stadig kan leve. En vej hen mod et absurd håb om, at der kunne være en anden mulighed end virkeligheden…”

Jørgen I. Jensen: Det første Ord.
Teologiske rapporter fra en musik- og kulturby.
Aros 2013. 562 sider.

Jørgen I. Jensen er omtalt i flere tidligere indlæg på denne blog. Læs dem her.

Eksistentiel uro. Stedet og vejen som eksistenskategorier hos Jørgen Bukdahl

 

Stud.mag. Rasmus Vangshardt med en lille studie af Højskolesangbogens nr. 112, Solen står stille i Gibeons dal, som er den eneste sang i den lille blå af forfatteren og æresmedlem i Studenterkredsen Jørgen Bukdahl. Artiklen er opr. bragt i Rønshoved Højskoles årsskrift, foråret 2013 og bringes således her med venlig tilladelse fra Thue Kjærhus i Rønshoved.

”Jeg har skrevet en salme! Jeg har skrevet en salme!” råbte forfatteren Jørgen Bukdahl en august-dag i 1936 ned af Karl-Johan, da han fik øje på vennen Poul Engberg, der kom gående ned ad den norske gade i modsat retning. Den salme, han havde skrevet, var ingen anden end Rønshoved-slageren Solen står stille i Gibeons dal, som siden er blevet sunget hundredvis af gange på skolen.

Læs resten

Hvem var Laurids?

Sognepræst i Aabenraa, Jens Kvist, har sendt os sin skåltale om Johannes Lauridsen fra Kredsens Jubilæumsfest på Regensen, 6. september 2013

Da Johannes Lauridsen, kaldet Laurids, fylder temmelig meget (det gjorde han jo på alle måder – fyldte meget!) i det fortræffelige jubilæumsskrift, der er udsendt i anledning af Studenterkredsens 125 års jubilæum, synes jeg lige, at jeg vil sige nogle ord om, hvem Laurids var. Meget af det læner sig stærkt op ad det, min far skrev om ham i det festskridt, der udkom i anledning af Laurids’ 50 års fødselsdag. Altså:

Lige fra min tidligste barndom i Varde Præstegård husker jeg Laurids som en helt naturlig del af familien. Han boede hos os i lange perioder, nogle gange op til en måned. Og han fyldte godt på alle måder. Når min far fortalte sine hjemmedigtede historier om den lille trold, Ringeling, og Laurids var tilhører, blev der ofte flettet nogle teologiske hints ind i historien, som vi børn naturligvis ikke forstod. Men det gjorde Laurids. Så på skift lå vi på hans mave, som hoppede op og ned, når han lo, og det gjorde han tit og voldsomt.


Karikatur af Johannes Lauridsen og hans hoppende mave, af Knud Holm, trykt 1970 i det nævnte 50-års festskrift

Hans baggrund var en mild Indre Mission. Faderen var tolder i Seest ved Kolding, og det blev anset for en selvfølge, at man gik kirke, ellers var der ingen snaps til frokosten bagefter. Laurids fik sin første snaps, da han var ni år, fordi han havde fanget præsten i en selvmodsigelse. Det skulle honoreres. Som 12 årig fik han en byld i halsen, der på et tidspunkt så ud til at tage livet af ham. Han var på det tidspunkt erklæret ateist. Så faderen følte sig kaldet til at gå ind og fortælle sin søn, hvad lægen havde sagt: Han havde måske kun et par timer tilbage at leve i. ”Tror du nu, Johannes?”, spurgte faderen ham. Det gjaldt jo sønnens evige frelse. Nej! Hvæsede denne, så godt som bylden nu tillod. ”Så tror jeg i dit sted”, svarede faderen og gik. Lidt efter kom han tilbage: ”Du må tilgive mig, jeg havde ingen ret til at trænge mig på. Ingen kan tro i andres sted!”.

Laurids kom over begge dele, både byld og ateisme. Men han glemte aldrig sin far for dette: At han som troende overvandt sig selv og bad sin vantro søn om tilgivelse. Og på den måde var han faktisk en stor – meget stor! – selvmodsigelse. Jeg husker tydeligt, at da han var død i januar 1985, skrev Ole Jensen i et særnummer af Studenterkredsen, der udelukkende handlede om Laurids, at denne var én, lang dementi af sin teologi. Og det var fuldstændig rigtigt! Laurids kunne aldrig blive træt af at påstå, at teologi dybest set var en smagssag på linje med bøf og rødvin, for han var allergisk over for alt, hvad der smagte af føleri for denne Jæææsus, som han sagde. Men ikke desto mindre vil jeg påstå, at Guds ord for ham var det daglige brød. Man skulle bare ikke sige det til ham, for han havde en urørlighedszone på flere tusinde hektar, som vistnok Søren Højmark har udtrykt det.

Laurids var autodidakt. Studentereksamen blev det aldrig til, skønt han forsøgte sig med et kursus – på Rønde af alle steder! Dels faldt han i søvn, når han skulle læse latin, dels blev han forstyrret af, at der blev sunget ”sjofle sange”, som han sagde til rektor Mygind. Da denne spurgte, hvad han dog mente med det, var svaret, at ”det er sådan noget wærre wræwl fra Hjemlandstoner.” – ” Mon ikke De skulle finde et andet sted end lige her?”, foreslog Mygind, og dermed skiltes deres veje i al fordragelighed.


Jens Kvist fremfører sin skåltale, foto af Adam Garff 2013

Det lykkedes for Laurids at tage den såkaldte nøduddannelse i 1970’erne, hvor han under eksaminationen bandede og svovlede: Hvor helvede er det nu, det står? Hvem satan var det nu lige, der sagde sådan? Men det lykkedes ham ikke at få embede. Jeg husker, at han prædikede i Rødding Kirke i forbindelse med Studenterkredsens sommermøde i 1977. Han fik hele kirken til at brøle af grin, fordi han sagde, i sin iver for at menneskeliggøre Jesus så meget som muligt, at denne naturligvis havde jordiske interesser såsom – og så rodede han lidt rundt i sit manuskript, indtil han efter en lang pause sagde: Svømning. Han var ikke klar over, at der i kirken ud over os befandt sig et menighedsråd., som ville lytte til ham som ansøger. De gik lige så stille igen. Da jeg spurgte ham, hvorfor han lige havde sagt svømning, var svaret, at han egentlig havde skrevet: Jagt, fiskeri og svømning, men det kunne han ikke læse.

Det skete af og til, at Laurids ringede til mig, og så var det altid lige på og hårdt: Har du læst, hvad den og den har skrevet i Kristeligt Dagblad – nå ja, undskyld, det er Johannes Lauridsen, kom det lidt overflødigt bagefter. Og da vores yngste en overgang havde en livstruende sygdom, indledte han altid med at spørge: ”Hvordan går det med det unge menneske?”. Når det var på plads, kunne han gå over til andre ting, såsom: ”Har I haft en rimelig sommer, eller skinnede den Helvedes sol hele tiden?”

Med disse få glimt har jeg villet tegne et portræt af et højst usædvanligt menneske, der var den bror, min far aldrig fik.

Se flere indlæg om Johannes Lauridsen her

Læs om det nævnte jubilæumsskrift her