Ventetid – aftenandagt til 2. søndag i advent

I anledning af adventstiden bringer Studenterkredsens blog hermed en aftenandagt til 2. søndag i advent af cand.mag. og ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord.

Almægtige, evige Gud, vi har sat os stille ned for at høre dig tale til os gennem evangeliet om Jesus, dengang han fortalte lignelsen om de ti brudejomfruer, der ventede på, at brudgommen skulle komme; men nogle af dem var uforberedte, da han kom.

Hjælp os til at være beredte på dit riges komme, som ingen kender dagen og timen for, du den ene, sande Gud, fader, søn og helligånd.

Dig være pris i evighed. Amen.


I Matthæusevangeliet læser vi denne lignelse til 2. søndag i advent, 2. tekstrække:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.  Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie.  De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!  Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
(Matt. 25,1-13)


Vi er i mørketiden. Den tid, hvor skyerne gråner, og løvet falder. Den tid, hvor vinteren truer, og natten kalder. Den tid, hvor tankerne bliver nøgne, fordi lyset er så spinkelt, og mørket så – mægtigt.

I kirken kalder vi denne tid for adventstiden, for vi har hørt, at mørketid også er ventetid – og endda: forventningstid. Forventning om noget, der skal komme – noget, der endnu er skjult af mørket, men som mørket ikke har magt over. Forventning om ham, der skal komme: Kirkens Herre, der skal vise sig i afmagtens skikkelse.

I denne ventetid hører vi så historien om de ti brudejomfruer.

Vi forstår med det samme, hvad det drejer sig om – og hvor meget der er på spil. Historien taler ud af og ind i dét, vi kender allerbedst: vores eget liv. For I menneskelivet findes der tidspunkter eller endda skæbnestunder, hvor udfaldet er givet med vores forberedelse. Hvor et glædeligt udfald er afhængigt af, om vi er tro mod den glæde, der møder os, og hvor vores troløshed kan blive vores – eller andres – undergang. Et menneskehjerte kan være så nedbrudt, at glæden ikke synes mulig.

Det er en virkelig og smerteligt uafviselig erfaring, og nu stadfæstes den så – i Vor Herres egen billedtale: Kun de brudepiger, der har olie til deres lamper, kommer med ind i bryllupssalen. Ved første øjekast er fortællingen ganske ligetil – eller måske endda: uhyggeligt ligetil. Dem, der har troen, de går fra ventetidens mørke til kærlighedens lysfest, og dem, der ikke har den, dem kender brudgommen ikke, dem efterlader han – i mørket. Og mens vi lytter, mærker vi så efter og finder – et sted dybt derinde i hjertelagene – enten en tryg forvisning eller en knugende ængstelse.

Det lyder enkelt.

Men så enkel er Jesu billedtale aldrig. Det har han selv sagt til sine disciple, da de spurgte ham, hvorfor han talte i lignelser til de udenforstående. Det gjorde han, for at den profeti skal opfyldes, der lyder hos profeten Esajas »I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå«.

Men disciplene, de skal forstå – dem er det givet at kende »Himmerigets hemmeligheder«, som der står.

Kun de, der kender hemmeligheden, forstår billederne – hører vi altså.

Men her trænger et spørgsmål sig så på: disciplene, forstår de ham virkelig, da han fortæller dem om brudepigerne? Forstår de, at lignelsen har en skjult inderside, der først vil blive synlig i de videre begivenheder?

Nej, de forstår ham ikke.

Det ser vi af de videre begivenheder. Få dage efter at Jesus har holdt den lange billedtale om tidernes afslutning, som lignelsen om de ti brudepiger indgår i, sidder han igen sammen med dem. Han har netop indstiftet nadveren, Judas har netop udpeget sig selv som den, der skal besegle menneskesønnens skæbne, og alting nærmer sig sin afslutning. Nu fortæller han dem så dét, de ikke kunne bære at sige sig selv:

»I nat vil I alle forråde mig«.

Og det sker, som han har sagt det. Disciplene falder i søvn i Getsemane-have. De glemmer at våge, de er uforberedte, de fornægter ham – alle sammen.

Da Langfredag kommer er de spredt for vinden – de før så ivrige mænd. Tilbage står kun de tavse vidner – kvinderne, som intet væsen har gjort af sig, mens alt så lyst ud, men som nu er de eneste, der våger i mørket.

Først senere i begivenhedernes underlige – og vidunderlige – gang begynder det at dæmre for de troløse disciple, hvad det er, de har været med til. Først da den opstandne selv kommer til dem med sit lys, begynder de at forstå omfanget af, hvad der allerede er sket – og hvad der skal ske.

For det var dem selv, der ikke havde olie på lampen. Det var dem, der så og så, men intet forstod.

Men han kommer alligevel tilbage til dem. Han efterlader dem ikke.

Hvordan stiller alt dette nu os? Os, der nu lytter og gerne vil forstå Jesu gådetale, men samtidig indser, at forståelsen ikke skal findes i os, men må komme til os. Jo, det stiller os som dem, vi foreløbig skal være: dem, der skal vente og våge i mørket – dem, der med frit mod skal forvente, at han selv vil opklare hemmeligheden, når han kommer.

I Grundtvigs bibelhistoriske salme Forventningsfulde sjæle, der er en genfortælling af lignelsen om brudepigerne, peger skjalden frem mod denne opklaring, og i det sidste vers hører vi så om den glæde, som mørket skal vige for. Det lyder sådan her:

I døren se opspringe
på evigheds palads,
slet ingen var så ringe,
han finder jo sin plads;
med frydesang, i sole-dragt,
I skal, som Sandheds Mund har sagt,
indgå til Herrens glæde

Slet ingen var så ringe, han finder jo sin plads. Dét er den kristne menigheds håb, vores forventning: at de vågelys, der her i adventstiden brænder så spinkelt, skal flamme op og udbrede klarhed, hvor der nu er mørke. Så alle de, der sidder i mørket, kan vågne; så vi kan gå ind til Herrens glæde – så Gud til allersidst kan blive alt i alle.

Vi har grund til at glæde os – allerede nu.

Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet

Ph.d.-stipendiat og højskolelærer Johan Christian Nord skriver i anledning af drabet på to uskyldige danskere i København om knægten Folkes glædelige budskab til Kong Vermund, der også lyder til os i dag.

Sådan står der skrevet på den Dannebrogs-prydede mindesten for den grundtvigske højskolemand og folkelige forkynder Folke Trier Hansen: »JEG BRINGER GLÆDELIGT BUDSKAB, FJENDEN ER I LANDET«. Det er store ord – og ja, på stenen står de med store bogstaver.

Stenen blev rejst på foranledning af Trier Hansens kone, Karen la Cour, og hugget af Erland Knudssøn Madsen. Oprindelig stod den foran forsamlingshuset ved Hundsborg – senere blev den flyttet til Sjørring Vold foran den grundtvigske frontstilling Højskolen i Thy. Skolen er ikke længere til, men stenen står endnu.

Og det gør indskriften også. I bogstaveligste forstand står den der mejslet i sten – og råber til den, der har ører at høre med.

Det er os, den råber til: os, der i dag er midt i livet og vedkender os folkelig arv og gæld. Os, der endnu forstår – eller ønsker at forstå – hvad det vil sige at tilhøre et lille folk i en stor verden.

For stenen taler om kampens vilkår og velsignelse i en verden, hvor alt for mange ønsker gravens stille fred. Den taler om kæmpen, der drager sit sværd blandt trodsige og glemsomme menneskebørn, som i deres stræben efter at forme tilværelsen i fred-ler har omdigtet livet til en dans på roser og glemt det vigtigste. Den taler om – og til – de ædles æt i en tid, hvor folket er i dvale.

Og derfor er den værd at lytte til.

Oprindelig stammer ordene fra Saxo – fra vort lille folks store krønikeskriver. Hos Saxo fortælles der således om en tid, hvor folket lå i dvale. En tid, hvor landsmand opsøgte strid med landsmand, og hvor dyrkelsen af de døde ting sad i højsædet – dér, hvor ånden skulle have siddet.

På stranden sidder en slukøret knægt. Han hedder – ikke tilfældigt – Folke. Hans blik driver ud over de vandmasser, der hegner bølgelandet. Han er fortvivlet og aner ingen udvej. Men så sker det: han ser fjendens skibe – og skyerne letter i det plagede sind, jublen vil ingen ende tage. Drengen springer op, løber til Kong Vermunds gård og lægger mund til åndens tale: »Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet!«

Det er en underlig historie. Hvorfor glæder drengen sig? Hvorfor frydes han ved synet af fjendeskibe – ved udsigten til blodsølet jord? Det fornuftige menneske, der lever i de franske abstraktioners verden, forstår ham ikke, og det gør den blødsødne heller ikke, som i sin indbildskhed tror at kunne få livet for en billigere pris end kampens. Men ånden forstår ham. Ånden forstår, at menneskelivet altid er et kampliv. Eller anderledes udtrykt: at menneskelivet enten være et kampliv eller forfalde til et dorsk dyreliv fra hånden til munden – indtil slagteren kommer.

For ånden forstår, at selve dette at blive menneske er at stå i kampen. Det er den kamp, nordens sindbilledsprog kaster den lyttende ind i, når det fortæller om den evige krig mellem aser og jætter: åndens kamp mod åndsfornægtelsen, der er en kamp på både ord og handling – både mund og sværd. Nogle bruger mund, andre udvælges til at bære sværd (det er dem, vi kalder øvrigheden).

For mennesket er det levevæsen, der står i afgørelsen: mellem Udgård og Asgård, mellem det dyriske og det menneskelige. Og vælges skal der. Der er vitterlig ingen vej udenom: enten et liv i anstrengelse og knæfaldets anerkendelse af at være sat i virkelighedens højst virkelige verden sammen med de andre – sammen med folket. Eller: det navlepillende dyreliv, den søvndrukne slentretur frem mod strådøden.

Alt dette forstår ånden, og derfor forstår den åndsbårne også fortællingen om lille Folke, der glædesbrusende løber over stranden for at bringe godt nyt.

Kong Vermund forstod drengen. Han lyttede, og noget ændrede sig i ham. Hvor der før var en behagesyg og blødagtig hersker med hang til terningspil og anden tåbelighed, rejste der sig nu igen en konge.

For kong Vermund rankede det krogede kadaver og blev kongenavnet værdig. Og det samme gjorde hans folk: det rejste sig og blev igen folkenavnet værdigt. Og sammen gik de ud til striden – og sejren.

Sådan gik det dengang til, at blomsterhavens frist blev forlænget, at isvinterens komme endnu en gang blev forskubbet. Og sådan er det gået til, hver gang Danmark har sølet sig i jættegylp og glemt sin bestemmelse. Virkeligheden har taget sine kløer på, ulven har åbnet sit gab, en dreng har set det, og han har forkyndt glædesbudskabet om fjenden i landet – den fjende, der som en pisk over vore nakker kalder os til afgørelse: vil I leve eller dø? Har I nok i selvdyrkelse og tidsfordriv, mens I venter på den istaphånd, der skal gøre skel imellem støv og ånd? Eller: vil I gøre skjoldvagtens gerning, så der bliver en verden til dem, der kommer efter jer? Vil I vågne og tage det underlige menneskeliv på jer – sådan, som det er, og ikke sådan, som I gerne ville omdigte det til at være?

Nu skal det åbenbares
Det er vores historie. For det er os, der råbes an af drengen. Det er os, der er de velnærede og knækkede.

Og det er nu, det skal åbenbares, om det danske folk stadig har ører at høre med. For fjenden er i landet. Han er her for at myrde og hærge – han er her for at begrave det ædle i sit svælg som den ulv, der gang på gang skal fæstnes til klippegrund for at udskyde det uafvendelige.

Ja, jeg tænker blandt andet på angrebet på to uskyldige danskere d. 14. og 15. februar i år. Et angreb, der snart skal vise sig ikke at være begrænset til de to ofre – de to helte Finn Nørgaard og Dan Uzan, der faldt, for at andre kunne leve.

For bæstet vil kræve mere blod. Det vil komme efter dig og dine kære. Hvis ikke du vågner.

Men det drejer sig ikke kun om denne ydre fare. Det drejer sig også og faktisk frem for alt om den indre fjende – den fjende, der lever i os selv. Det er den lille Loke, der bor i hoved og mave – den beregnende fornuft, der hvisker os i øret, at vi ved egen magt kan få tilværelsen til at falde i hak, og at vi frem for alt har os selv at tænke på. Den slibrigt pragmatiske og planlæggende stemme, som indbilder os, at vi blot er en højere dyrerace – en abekat, der er bestemt til at abe efter, sådan som Grundtvig beskriver åndløshedens nedskrivning af det menneskelige.

Overalt omkring os finder vi de skidne frugter af dette menneskesyn – ansvarsfraskrivelsen i de forpligtende forhold, underholdningssygen, dyrkelsen af den slimede vilje, der siger »jeg, mig, mit,« hvor der skulle have været et vi. Og ikke mindst: den knugende følelse af formålsløshed, angsten i mødet med en verden, der nægter at leve op til de overskruede forventninger om selv at kunne skabe Paradis på jord, som vi er blevet stopfodret med af velmenende voksne, der i deres iver efter at opdrage os havde den frækhed at præsentere tilværelsen for os som et omkostningsfrit sønderjysk kagebord, hvor det bare gjaldt om at gribe til og få fat i de bedste stykker – før de andre.

Men de har løjet for os. Livet bliver ikke så nemt, som de sagde. Vi kan ikke blive lige, hvad vi vil – som de ellers sagde. For vi er allerede noget. Vi er mennesker, der er sat i en højst håndgribelig virkelighed, og det er den, vi skal lære at stå ret for. Vi er ikke bare unge mennesker med appetit på livet – vi er dem, der selv skal være fædre og mødre. Vi er dem, der skal bære ansvaret. Og ansvar betyder kamp – for fjenden er mægtig, og hans vilje er, at vi skal glemme, hvad vi er bestemt til.

Det skal snart vise sig, om han får held til det. Det skal vise sig, om du og jeg har nok i terningspil og tidsfordriv – om vore hjerter allerede er isnede, eller om vi stadig er i stand til at mærke det stik, der fortæller os, at de lyver, når de med silkebløde pædagogstemmer eller bedrevidende ekspert-ordskvalder beder os om at klappe hesten.

Vi ved det ikke endnu. Men vi håber og tror, at ingen af os vil klappe hesten, men derimod hamre sporerne i og komme videre: langt væk fra den såkaldte moderne verden – og hjem til den danske virkelighed, der er din og min.

Og både vort håb og vor tro hviler på klippegrund: for vi håber og tror, at nok kan jættefornuft forplumre vore sanser, og ulvekløer kan tage vort liv, vort gods, vor ære, vort barn og vor viv – men vores kærlighed, dén kan ingen af denne verdens magter og mægtige tage fra os.

Lad dette være ordene i disse sorgens og opvågningens dage. Lad det, der kommer, vise, om Folke også denne gang finder ører for sit glædelige budskab, og om skjaldens ord var sande, da han sang:

Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred;
for levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej!

Note: Hvis der skulle sidde en læser derude, der er så dum at opfatte noget af ovenstående som racistisk, ja så vil jeg gerne henvise vedkommende til fjerde vers af Grundvigs Folkeligt skal alt nu være (Højskolesangbogens nr. 91, hvori det står umisforståeligt klart, at folket er en åndelig, historisk virkelighed og dermed grundlæggende åbent for tilkomst af dansksindede fremmede – ikke en dyrerace. Og jeg er – også i dette forhold – enig med Grundtvig.

Forårsprogram 2015 i København

Hermed præsenterer vi forårssemestrets program i Københavnerkredsen. Vi byder blandt andet på foredrag med historikeren Bent Jensen, stud.-kollokvium og en udvidet Kreds-aften med Carl Nielsen-koncert og -foredrag.

5. februar
Historiker Bent Jensen: Ulve, får og vogtere

19. februar
Sociolog Henrik Dahl om det politiske Danmark og sit folketingskandidatur

5. marts
Studenterkollokvium om Karl Ove Knausgård ved ph.d.-studerende Johan Chr Nord og specialestuderende i teologi Hans Nørkjær. Begge bidragydere til den kommende antologi “Knausgård i syv sind”.

19. marts
Pastor emeritus og kritiker Johs H. Christensen: God’s Own Country – Den anden exodus. Om Western-genren og dens temaer.

9. april
Professor Niels Henrik Gregersen: Teenageteologerne og Gud Fader: Det patrologiske problem i dansk teologi.

Den 23. april
Ph.d. Johannes Aakjær Steenbuch: Myten som tugtemester – menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria.

Den 7. maj
Carl Nielsen-dag.
– Organist Jannik Hansen spiller Commotio
– Baryton Thomas Storm Hansen og pianist Jacob Beck spiller “Musik til 5 digte af J.P. Jacobsen” (op. 4), “Sange af Ludvig Holstein” (op. 10) og en håndfuld andre sange fra Nielsens oeuvre.
– Teolog Jørgen I. Jensen holder foredrag om Carl Nielsens

21. maj
Lektor Svend Skriver: ’Ingen er kommet mere blodig ind i litteraturen end jeg.’ Karen Blixens forfatterskab i lyset af ny nordisk litteratur

De slagnes slang. Anmeldelse af Jon A. P. Gissel: Konservatisme og kulturkamp

Med venlig tilladelse fra Tidehverv fortsætter redaktionen hermed det – for tiden meget omtalte – gode samarbejde mellem de to organer, idet vi bringer Johan Christian Nords anmeldelse af Jon A. P. Gissels bog, Konsertavisme og Kulturkamp, som er blevet bragt i septembernummeret af Tidehverv.

Den tænksomme gren af dansk konservatisme lever godt i denne tid. Der tænkes, tales og skrives flittigt – og der findes efterhånden en mængde sammenhænge, hvor der lyder konservative modstemmer til den almindelige kulturradikale tåbelighed.
Ét af disse steder er miljøet omkring Årsskriftet Critique. Årsskriftet blev i første omgang udgivet af Konservative Studenter ved Aarhus Universitet, men fra 2013 har man etableret sig som selvstændigt forlag under navnet Munch og Lorenzen. Udover den fortsatte udgivelse af årsskriftet og det tilstødende online-magasin Replique har man siden grundlæggelsen af forlaget ligeledes arbejdet med egne bogudgivelser, og det er indtil videre blevet til tre. Der sker noget!

Den seneste af disse udgivelser er historikeren Jon A. P. Gissels dokumentationsværk og forsvarsskrift Konservatisme og kulturkamp omhandlende markante personligheder inden for dansk konservatisme i sidste tredjedel af det 19. århundrede og særligt disse skikkelsers opgør med det opbrud i tiden og ideerne, man endnu tvinger gymnasieelever til at omtale som ’det moderne gennembrud’. I udgangspunktet har bogen et dobbelt forehavende: dels på faghistorikerens vis at skildre en sunken virkelighed gennem omhyggeligt arbejde med kilderne; dels som parthaver i striden at fremdrage agtværdige stemmer og at pege på ofte underbelyste træk ved selve den brandesianske ideologi og dens fortaleres – ofte uklædelige – måde at føre striden på.

Anliggendet er enkelt: Gissel vil mane fortidens stridsmænd frem for den læsendes indre øje og lade deres åndelige statur træde frem på ny. Han vil løsrive dem fra de anonyme karikaturer, de er blevet fordrejede til i de sejrendes fortælling om Sankt Georgs kamp mod den sumpede reaktion. Det drejer sig særligt om skikkelser som teologen Henrik Scharling, historikeren Johannes Steenstrup, biskop Martensen og litteraturhistorikeren Julius Paludan. Alle navne, der var fremtrædende i samtiden, men som nu er stampede godt og grundigt under mulde – først af brødrene Brandes og konsorter og sidenhen af den akademiske hærkolonne af eftersnakkere, der har udgjort hovedstrømmen i den danske kulturhistorie i det tyvende århundrede. Gissels bog er en sang for disse slagne højrekæmper – et forsøg på at give dem stemme og vise, at nok kæmpede de mod overmagten, men deres kamp betød noget, og den kan endnu betyde noget som inspiration for de nulevende.
Hovedsagen er for Gissel den skarpt optrukne front mellem den gudsfornægtende radikalisme med sit entydigt dennesidige tilværelsessyn og en kristelig, traditionsbevidst konservatisme uden hang til erstatningsreligiøse paradisiske luftkasteller, men alligevel med sans for menneskets mulighed.

Ét af de stridspunkter, der viser sig i dette møde, og som Gissel er særligt optaget af, er spørgsmålet om viljens frihed. Det fremhæves således, hvordan de radikale kræfter stod på den noget paradoksale forening af et gennemført videnskabeligt orienteret deterministisk verdenssyn, hvor mennesket blot var endnu et tandhjul i det store naturens maskineri, og en samtidig hævdelse af det, der hos Brandes benævnes »den frie tankes endelige sejr« – altså en individdyrkende frigørelsesdoktrin, hvis grundpåstand var den, at lykken vil vise sig, når den herskende orden endelig ligger tilbage som sønderslåede brokker. Over for denne bemærkelsesværdigt inkonsekvente forbindelse mellem en nedskrivning af den menneskelige mulighed og en menneskedyrkende erstatningsreligion hævdede de nævnte konservative herrer menneskets frie vilje og ansvar – midt i dets indvævethed i folk, fædreland og gudstro.

Det sidste er vigtigt – gudstroen. Gissel påpeger således gang på gang, hvordan kristendommen stod i forgrunden for datidens konservatisme – og det fremgår tydeligt, at han ønsker sig en tilbagevenden til denne tid, før konservatismen blev »nationaliseret« ved op igennem det tyvende århundrede gradvist at fjerne sig fra den oprindelige forpligtelse på kristendommen som det egentlige grundlag. For Gissel er kristendommen altafgørende – ikke blot for hans egen salighed, men også som samfundsgarant. Den er hovedhjørnestenen i konservatismens tanke- og samfundsbygning. Den er selve argumentationens grundlag – og alt, hvad der står i modstrid med kristentroen, henføres under det moderne forfald.
Men her har den fromme historiker efter min opfattelse en række problemer. Det første er dette åbenlyse, at nok kan man have kristendommen som livsgrundlag, og man kan også offentligt forkynde kristendommen som det eneste virkelige livsgrundlag, men man kan ikke forvente, at en sådan hævdelse af kristentroens virkelighed vil blive godtaget som argument i en sammenhæng, som ikke er båret af kristendommen, altså eksempelvis en politisk eller intellektuel offentlighed som vores. Det betyder, at Gissels forsvar for konservatismen står vældig svagt for en hedensk betragtning. Han har sat alt ind på at pege på gudstroens nødvendighed, men for den, for hvem kristendommen ikke er en hjertesag, må bogen få mere karakter af et altmodisch trosudsagn end af et alment anlagt forsvar for den konservative stillingtagen. Hans grundopfattelse hviler på en påstand, der serveres som et argument.

For man kan ikke argumentere for kristendommens sandhed ved at påpege dens store gavnlighed for samfundsbevarelse og sikring af orden – den slags har andre lidet tiltalende religiøse hjernespind også vist sig leveringsdygtige i. Ja, ud fra almene forudsætninger kan man faktisk slet ikke argumentere for kristendommens sandhed. Hvad man derimod kan, er at nedlægge våben over for den levende Gud. Man kan blive grebet af hans Ord i Kristus og handle herudfra – blandt andet ved under anvendelse af en almindelig jordnær fornuft at angribe og afsløre humanismens skønmaleriske fantasterier. Man kan bedrive kristelig dekonstruktion, kristelig religionskritik – men man kan aldrig sikre selve kristendommen mod forargelse. Den er et kors for tanken.

Dette leder videre til det næste grundproblem ved Gissels syntese af kristendom og konservatisme – hans totale afsværgelse af naturalismen som intellektuel og litterær retning og fuldstændige identifikation af denne med det brandesianske og kulturradikale projekt.

På sin vis drejer det sig om en uheldig overtagelse af den opfattelse, profet Brandes selv lykkedes med at sprede, nemlig at hans fremtræden i auditoriet på Frue Plads den 3. november 1871 og efterfølgende skriftlige fremstød var selve den udløsende årsag til fremkomsten af en ny ikke-romantisk litteratur. Påstanden er den, at han ikke blot var manden bag tendenslitterære fedterøve som Sophus Schandorph og Erik Skram, men også bag selvstændige ånder som J. P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan. Det er denne myte, der er blevet videreformidlet af en tendentiøs litteraturhistorieskrivning, og som endnu stoppes ned i halsen på gymnasieelever ved læsning af makværket Litteraturens veje. Det er selve myten om det moderne gennembrud.

Sagen er imidlertid, at sammenkædningen ikke holder for en nærmere betragtning. For den kunst, disse forfattere skabte, var nemlig ikke brandesiansk. Den var naturalistisk – sikkert dissekerende og nådesløst afslørende. Og det var den vel at mærke både, når det drejede sig om afvisningen af religionen som menneskelig indbildning og det faldne menneskes selvforgudelses-iver. Pontoppidans Det forjættede land handler om overskruet herligheds-grundtvigianisme og hans Lykke-Per handler om den gudsfornægtendes ingeniørdrømme – og disses undergang. Det er samme anliggende; afsløringen af den menneskelige, alt for menneskelige, drøm om selv at stå på det faste punkt, hvorfra kloden kan bevæges. Jacobsens Niels Lyhne omhandler fornægterens død – hans vanskelige død. Den er heller ingen lovsang over det brandesianske erstatningsevangelium, men blot et ærligt livtag med den gudløse tragedievirkelighed, Jacobsen mente at leve i. Ja, man kan faktisk gå endnu videre: Jacobsen og Pontoppidan er ikke blot på kant med brandesianismen – deres litterære hovedværker er decideret anti-brandesianske. De viser virkeligheden som den vitterligt ser ud uden gudstroen: et flammende liv i strid, stræben og lidelse – et mølleværk der maler skuffede menneskeskæbner til mel. De er udtryk for naturlig loverkendelse. Og mere kan man ikke forlange af en ærlig vantro.

Det var den slags, halvfemsprocentshedningen Jakob Knudsen havde sans for – en mand, der desværre kun fremtræder meget få gange hos Gissel, og hvis litterære loverkendelsesarbejde ellers kunne have været et gavnligt naturbundet indspark i den idealistiske enhedsfront.

Nok nævnes det i forbigående, hvordan Julius Paludan i 1870’erne anså Jacobsens Fru Marie Grubbe som »det eneste helstøbte realistiske digterværk i dansk litteratur«, og hvordan Olfert Richard omtalte Niels Lyhne som et værk indenfor den moderne litteratur, hvor »det gudløse Livs Tomhed er sandt og rørende dokumenteret«, men der gøres intet videre ud af disse overvejelser. Gissel er den højborgerlige, kristelige idealismes mand: naturalismen er af det onde, fordi den tager håbet fra mennesket. Javist gør den det – og netop derfor er den så storslået: naturalismen er et velgørende tordenvejr, netop fordi den tager håbet fra det menneske, der håber på sig selv. Den rydder grunden. Om jorden så er beredt for sædekornet, er ikke vores sag.

Sådan tænker Jon A. P. Gissel vist ikke. Havde han gjort det, ville han ikke have været i forsvar, men i angreb. Han ville ikke have talt så meget om Brandes’ krænkende tone over for kristendommen og de troende, men i stedet være gået lige på og sønderdelt kulturradikalismen som det, den er: en religion uden mindste form for jordforbindelse, som ikke kun er i strid med den kristne tro – men også med enhver menneskelig fornuft, der evner at være jorden tro. Sådan blev det ikke, og derfor blev det de slagnes sang.

Vist har Gissel fremdraget en væsentlig historie, og vist er der indsigter at hente hos de gamle. Det kan kun hilses velkomment, at radikalismens historieskrivning bydes trods – det skal han have tak for. Men indsigterne er dyrt vundne ved den rendyrkede skematiske modstilling af den blankpudsede kristelige højre-garde og de anstødelige frankofile radikalere.
Jeg tror, at både konservatismen og kristendommen behøver et ganske anderledes slagkraftigt forsvar – og jeg ved, at begge både har haft det i løbet af det tyvende århundrede og endnu har det i de levedygtige sammenhænge, hvor virkeligheden sætter dagsordenen og kampviljen blomstrer

P.S. Redaktionen kan, med Nords bifald, bemærke, at Gissel siger grumme grimme ting om gamle Grundtvig. Han lader til at mene, at den gamle er en del af opløsningen. Den slags lader vi selvfølgelig ikke passere upåagtet, og De, kære læser, kan således roligt imødese en korrektion af denne Gissels smægtende misforståelse ved førstkommende lejlighed.