Feministteologiens elendighed (surt opstød)

Under dagens lavmesse (kl 17. gudstjenesten i Vor Frue Kirke) var undertegnede nær ved at kvæles ved sin tømmermænds-åndenød, da de første ord fra præsten, feministteologen Lene Sjørup, lød “Gud være med jer” og ikke, som det plejer og bør, “Herren være med jer.” Nu skal der jo her i Grundtvigs eget land principielt herske en vis frihed omkring ritualer og forkyndelse; men de teologiske implikationer der ligger bag en sådan omskrivelse, er for mig at se helt af helvede til, for nu at at sige det som det er.

For det første er den Gud vi bekender os til i Kirken den Gud, som Jesus Kristus omtaler som sin fader og Herre. Det giver altså derfor ingen mening at have et kønsneutralt gudsbegreb, selvom det kan virke tiltrækkende for sarte feminister og andet udskud, der ikke vil lade sig spise af med autoriteter. Hvordan kan Gud være Jesu Kristi Fader, og Jesus dermed være Guds søn, hvis Gud gøres til en ubestemmelig intetkøns-figur?
For det andet, og hvad vigtigere er, så er det hele det kristne frihedsbegreb, der står og falder med at have Gud som Herre. Her kan man hente hjemmel i flere, gode Teologiske traditioner. I denne spalte får Rudolf Bultmann således ordet:

“Sand frihed er ikke subjektiv vilkårlighed, den er frihed i lydighed. Den subjektive vilkårligheds frihed er et bedrag, den udleverer mennesket til sine drifter, så det i hvert øjeblik gør, hvad lyst og lidenskab byder.[..]Sand frihed er frihed fra øjeblikkets indskydelse. Det er frihed, der modstår den øjeblikkelige indskydelses kald og tryk.[..]Frihed er lydighed mod en lov, hvis gyldighed bliver anerkendt og antaget, en lov, som mennesket har erkendt som sin egen værens lov. Det kan kun en lov være, som har sit udspring og sin begrundelse i det hinsidige. Vi kan kalde det åndens lov – eller med et kristent udtryk – Guds lov.”
(Jesus Kristus og mytologien, s. 44)

At lade Guds lov være “sin egen værens lov”, og dermed vinde friheden, er jo naturligvist synonymt med at have Gud som Herre; Alt ande ert kun relativ, ansvarsflygtig pseudo-frihed.
Hvis kærlighedens gerning er, “at sætte næsten fri – ved min hjælp”(Kierkegaard), må Lene Sjørup, sandt at sige, virkelig gøre menigheden en regulær, ukristelig bjørnetjeneste. (Her kunne i fin forlængelse falde alskens ringeagtende ord om karakteren af dagens prædiken, det dårlige salmevalg og præstindens i øvrige totale mangel på pastoral karakter; Men lad det nu ligge.)

Apropros og herlig tragikomisk, fisede der under hele dagens tjeneste en lille purk på en 3-4 år rundt i kirken og pegede, råbte og skabte sig, uden at barnets moder så ud til at tage synderligt notits af det eller gøre noget, hvilket naturligvis resulterede i forfærdelig dårlig stemning og vrede blandt den øvrige menigheden. Ikke de bedste vilkår at gå til nadverbordet under. Fraværet af respekt for, og håndhævelse af, autoritet ser således ud til at sprede sig som en ond ånd udover alle livets facetter. Tænk at man ikke engang i Kirken, hverken i relativ eller absolut forstand, kan besinde sig på fred og frihed.

Hermed ikke flere sure opstød, men blot en formaning om at tidens teologi og børneopdragelse igen får lidt af øjnene op for autoritetens og lovens herligheder.

Demokratisme som pseudo-religion?

Under gårsdagens valgfest på Regensen blev det antydet, at der i Studenterkredsen skulle findes særligt afvigende holdninger til demokratiet, hvilket vist nok hang sammen med, at alle dele af det politiske spektrum, også de ikke-stuerene, er repræsenteret i kredsen, hvad jo i sig selv er suspekt.

Men okay. Politik er jo i sin grundsubstans moralisme effektueret ved trusler om vold. Demokratiet er en pseudo-religion med valghandlingen som erstatning for nadveren, der jo akkurat, som stemmeafgivningen, binder menigheden hhv. “samfundet” sammen på tværs af sociale, politiske og kulturelle forskelle. Stemmer man ikke anses man for at have meldt sig ud af kommunionen og sofavælgeren opfattes derfor i dag for at være suspekt og amoralsk på samme måde som tidligere tiders ugudelige.

I stedet for at fejre demokratiet med platte valgfester med dum musik og floskuløse fraser om et imaginært samfunds iboende godhed, burde man måske holde en dødemesse (Studenterkredsens valgarrangement var naturligvis ikke plat, og musikken ikke dum – “I kvæld blev der banket på helvedes port” er en sikker vinder, og burde vel i øvrigt være obligatorisk soundtrack til enhver grundtvigsk dødemesse, hvis noget sådant gives).

Hermed en reminder om, at også det borgerlige demokrati, som ethvert andet politisk system, bygger på vold. Og nej, man bliver ikke et bedre menneske af at stemme på et anstændigt parti.

Fra Poulencs opera “Karmelitterindernes Samtaler” om en flok nonner, der brutalt henrettedes under den franske revolutions terror.

Nogle ord om kirke og ritual

I disse tider, hvor debatten går højt om vielser af den ene eller anden slags “afvigere”; og en kommende regering sandsynligvis vil gennemføre indførelsen af en kirkeforfatning, kan det være nyttigt, at minde om hvad der er Kirkens, og dermed gudstjenestens, egentlig formål. – Således Johannes Horstmann i sine forelæsninger om den kirkelige dogmatik:

”Hvad der må være indholdet af den offentlige gudstjeneste, står på forhånd fast. Det er det, at der foregår det, hvorved kirken skabes og opholdes, nemlig at Evangeliet forkyndes ret og Sakramenterne forvaltes rettelig, og der bedes om Helligåndens nærværelse med troens gave. [..]Det er af afgørende betydning, at spørgsmålet om liturgi og ritualer og ceremonier forbliver det sekundære spørgsmål om den gudstjenestelige orden og ikke bliver løftet op til at være det primære spørgsmål om tro eller vantro eller kirkens væren og ikke-væren[..]Hvor Evangeliet virkelig høres, og der er gudstjeneste, der sætter Evangeliet selv skel mellem det, som er Guds, og det, som er Menneskers”
(Horstmann, Dogmatik, s. 260)

Det skulle altså være klart, at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle og fraskilte, ikke på nogen måde burde være springpunkt for den danske folkekirkes eksistensberettigelse. Så længe sognepræsten forkynder evangeliet rent og purt og forvalter dåb og nadver ret, skulle der være så rigeligt plads til ham i folke-kirken, hvilket andre ellers har hævdet ikke burde være tilfældet.

Der skal her ikke tages stilling til den efterhånden omfattende diskussion om ægteskabets teologi, men blot konstateres, at undtagelsesparagraffen i forbindelse med vielse af fraskilte har fungerer ganske glimrende; og mon ikke lignende ville være tilfældet hvis et evt. vielses-ritual for homoseksuelle skulle blive gennemført. Det må så være op til den enkelte præsts samvittighed, om han vil udføre sådanne ritualer og meninghedsrådenes opgave at ansætte en præst der “sømmer sig” for menigheden. Det er jo netop det særegne positive ved den danske folke-kirke, at den er folkets kirke og dermed i stand til at rumme divergerende syn på ritual og kirkelig praksis.

Derfor er talen om, at en kirkeforfatning ville kunne løse “folkekirkens problemer” det rene nonsens. At det netop ikke længere så med samme selvfølgelighed ville være folkets kirke, det giver vist sig selv. I stedet ville der pludselig ikke være langt til katolske tilstande og bispevælde, hvor der kan “tales på kirkens vegne” og lignende vederstyggeligheder.

Det ville være på sin plads i diskussionen at erindres Grundtvigs protester omkring 1849; og måske et hverv for Studenterkredsen, som den grundtvigske forening det nu engang er, at tage emnet op til debat?