Indsættelsesprædiken – Anne Louise Nielsen

Her følger ny-indsat sognepræst Anne Louise Nielsens indsættelsesprædiken fra Flintholm Kirke, 13. s.e. trin.

Matt 20, 20-28:

”Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Forestil dig, at du kommer ind i en bar – en god, gammel bar, hvor lyset knitrer gult og træværket er så mørkt som den ale, der løber i hanen. Ud af transistoren strømmer sprøde jazz-toner, og bag baren smiler værten skævt. Hvor mange øl fra fad er der ikke serveret her gennem årene? Hvor mange aftaler om livet er der ikke blevet truffet på kanten af baren? Foran dig står et bæger. Og du ved ikke, hvad der er i. Tør du drikke det?

I dagens evangelietekst kommer en mor med sine sønner hen til Jesus og spørger, om de ikke må få den bedste plads ved bordet, lige ved siden af Jesus selv. Jesus svarer: ”er I helt klar over hvad I beder om?” Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Som to kække teenagedrenge, der vil ud og køre en tur i sportsvognen svarer Zebedæus-sønnerne i kor: ”Ja, selvfølgelig kan vi det!” ”Så skal I også få lov”, fastslår Jesus, ”men jeg kan ikke love jer, hvordan turen ender.”

Hvis man nu træder et skridt tilbage, kan man spørge, hvad er det egentlig Zebedæus-moren spørger om? Prøver hun blot på, selvforherligende, at fremhæve sig selv og sine?  Eller går hun tværtimod i den kærligste forbøn for sine sønner, fordi hun ønsker dem det allerbedste; nemlig at komme til at sidde på de bedste pladser, der findes?

Uanset motivet gør det i hvert fald de øvrige disciple godt og grundig forargede, for hvorfor i alverden skulle to have forrang over de ti andre? ”Jeg vil også have sædet tæt på mesteren”, tænker de hver især. Læg mærke til at Jesus ikke bliver hverken forundret eller forarget over selve spørgsmålet, men nøgternt peger han tilbage til bægeret, som hører med til at sidde ved bordet.

Hvad er det for et bæger, han taler om?

Ja, det bæger, som Jesus selv drikker, fratager ham livet. Det er dødens bæger. I Getsemane have beder han så inderligt sin far om, at han må slippe for at drikke af dødens bæger, men omvendt ved han godt, at der ikke er nogen vej udenom. Ligesom han også er helt klar over, at mennesker ikke er i stand til at drikke af det samme bæger, at drikke på deres liv. Det ligger i bunden af sætningen, når han spørger: ”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Men det kan I jo ikke.

Kunne man så ikke bare lukke øjnene og hurtigt tømme bægeret? Der er nogle mennesker, som vælger den udvej. Stik mig giftbægeret, og lad os få det hele overstået! Andre begynder at udregne risikoen og tage stikprøver af bægerets indhold; godt, hvis risikoen nu er under 2%, så vover jeg det, for i så fald er jeg så godt som sikret en eller anden plads, og i bedste fald vinder jeg jo den bedste plads. ”Er det ikke rigtigt?”, spørger de bekræftende barmanden. Han svarer ikke klart. Han siger bare: ”Det er ikke op til mig at bestemme”. Dét svar kan man jo ikke bruge til noget som helst.

Hvad kan de risikobekymrede disciple så stille op, når de nu ikke tør drikke af bægeret? Ja Jesus peger hen på et helt konkret sted, de kan begynde, nemlig midt i menigheden. Her kan der være ævl og kævl og jalousi og ond vilje og den ene kan puste sig op over for den anden, som var han gruppens konge. Dét bliver så komisk, når man betænker, hvem der i virkeligheden har magten. Jesus minder om, hvor uhjælpeligt folket er i hænderne på magthaverne – i lommen på Google og medicinalindustrien, som vi måske ville sige i dag, som lover os vores frelse i form af vores sundhed. Og alligevel afløser den ene frelsende sundshedskur den anden. Jesus minder disciplene om at være varsomme med ikke at indføre præcis den samme undertrykkelse iblandt hinanden i menigheden. Tro nu på hinanden, og tro at det nytter at være noget for hinanden. Det er dér, vi virkelig kan være store over for hinanden. Ingen er større, end den som tjener. ”Den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl.” Der er jo ikke nogle af disciplene, der er større end de andre, men de tjener hinanden. Jesus selv udgør eksemplet, når han som mester eksempelvis kan finde på at vaske fødderne på sine disciple.

Jesus udøver altså magt på en anden måde. Han vælger at bygge ud fra den uperfekte, stridende menighed, på dem alle sammen – på den som håber på den bedste plads, på den som aldrig kunne få sig selv til at bede om den slags, på den som bliver uendelig arrig over, at den første beder derom, på den jaloux, på den smålige, på den bitre, på den ligeglade, på den selvretfærdige. Jesus tager dem alle sammen og bygger dem op fra sig selv af, som den første og største tjener, som giver alt, hvad han har. ”Tag dette og spis det, det er mit legeme”. ”Tag dette og drik det, det er mit blod”. Herpå stiller han bægeret frem foran os alle.

Ved nadverbordet rækker vi bægeret og frelsen videre til hinanden. Men den evige frelse kan vi ikke give hinanden. Her råder kun én, nemlig Gud. Stoler vi på Gud? Ham som gav sin egen søn dødens bæger og lod ham skælve i frygt på korset for smerten og uvisheden. Tør vi virkelig tage det bæger, som er stillet frem foran på bardisken og hvis indhold vi ikke kender. Er det ikke bedre at gøre sig usynlig; stille sig bagerst i køen og måske helt undgå bægeret?

Men det lader Jesus os ikke gøre. Han er ikke en tilfældig barmand, hvem det er lige meget om vi drikker eller ej. Han insisterer: ”Tag det nu!”, ”Vov nu at blive lille!”

Det er ikke ligegyldigt om vi drikker eller ej. Der sker noget med os, når vi drikker. Troen forvandler os. Og den forvandler os ikke bare i en time om søndagen, men den forvandler os på den helt lange bane. Når jeg drikker, tømmer jeg bægeret i håb om det allerbedste, for jeg stoler på, at Gud har en plan med det hele. Det er LIVETS bæger, som han har stillet frem til mig på bardisken. Og det står og perler og frister. Gud selv drak af dødens bæger, for at jeg drikke af livets bæger. Jesus udviste den størst mulige tillid til Gud, da han drak på sit liv. Og med Jesus i ryggen, vover jeg også skridtet ud i troen. Han har lovet mig en plads i Gudsriget. Jeg glemmer frygten, som hele tiden prøver at fortælle mig det modsatte – at der garanteret er nogle, som har kommet noget farligt i min drink. På en eller anden måde har vi fået en idé om, at vi skal klare os på egen hånd og mistet fornemmelsen for vores symbiose med Gud. Glemt, hvem vi egentlig er. Og naglet os fast til vores umiddelbare omgivelser, som vi er så fysisk afhængige af, at vi knap nok kan lette blikket herfra.

Men Gud har omsorg for selv den mindste lille fugl og dens særlige behov. Jeg fatter tillid og drikker, og så kommer jeg direkte ind i gudsriget.

Set i det lys bliver hele min tøven med at drikke pludseligt vendt på hovedet: nu kan jeg ikke vente med at tage den første tår, for jeg vil have del i alt det, som er lagt ud til mig og til dem, jeg sidder sammen med. Jeg vil være med dér, hvor vi tjener hinanden og oprigtigt ønsker hinanden den allerbedste plads ved bordet – som min sidemand- eller kvinde har fortjent det – dér hvor vi giver vores liv til hinanden og rækker bægeret videre.