Religiøse bekendelser fra en ikke-religiøs kristen

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af cand.theol. Mikael Brorson fra Studenterkredsen nr. 2, årgang 71.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.


Er kristendommen en religion? At svare “ja” forekommer at være en selvfølgelighed, og når det overhovedet giver mening at stille så fjollet et spørgsmål, skyldes det en flok stædige teologer af dialektisk såvel som eksistentialistisk tilsnit, der op igennem det 20. århundrede fandt stor moro i som klassens frække drenge at benægte dette helt indlysende faktum.

Med tiden blev det helt populært at hævde, at kristendommen da ingenlunde var en religion – den var jo evangelium, Guds Ord til det syndige menneske, ikke menneskets religiøse bestræbelse på selvretfærdiggørelse. Eksistensteologien blev i hine dage ligefrem salonfähig, noget nær et teologisk allemandseje.

Men det var altså dengang, og i dag forholder det sig nærmest omvendt. Benægtelsen af, at kristendommen skulle være en religion, opfattes vidt og bredt som epigoneri og udtrådte fraser, og tages typisk som et mildest talt tvivlsomt religionshistorisk udsagn. Man er vel nærmest teologiens svar på en boomer, hvis man afviser, at kristendommen skulle være en religion: Man vil så gerne være med på beatet, og netop derved afslører man, at man er nærmest håbløst bagud.

Dagens orden er således en tiltagende tendens til at se og behandle kristendommen som netop en religion – og endda gøre en teologisk dyd ud af det. Det har ikke mindst Kristoffer Garne gjort, særligt i Natur og religion i det indre og ydre, hvor han i kap. 2, “Kristendom og religion”, behandler spørgsmålet indgående. Garne er nemlig kommet frem til, at benægtelsen af kristendommen som en religion er “noget sludder”, som han – kort, godt og forfriskende tørt – konstaterer.

En teologisk boomer

Lad mig øjeblikkeligt gå til bekendelse. Jeg er én af disse stadig færre eksistensteologer, som fortsat finder en vis tilfredsstillelse ved at udbasunere, at kristendommen ingen religion er, for den er evangelium. Jeg er sikkert nok ganske fanget i teologiske spørgsmål, som kun var relevante i det 20. århundrede, og jeg mener, at det meste for teologien væsentlige er sagt med Søren Kierkegaard, Rudolf Bultmann, K. Olesen Larsen og Johannes Sløk.

Derfor kan læseren nok også forestille sig den følelse af ren og ublandet gru, som fyldte undertegnede, da landets corona-situation tillod min sognekirke igen at afholde gudstjeneste i fuld længde og med både salmesang og altergang, og jeg – ak og ve! – mærkede, at en decideret trang til at gå i kirke kom snigende. Jeg havde simpelthen behov for det: For salmerne, for kirkerummets særegne (skulle man skrive: numinøse?) atmosfære, for brødet og for vinen. Så er kristendommen måske alligevel religion, tænkte jeg.

Det har været en sand fryd at læse Garnes forsøg på at genetablere kristendommen som en religion. Selvfølgelig fordi det er ganske provokerende læsning, og vi eksistensteologer kan godt lide provokationer. Men endvidere, fordi “kristendommen er ikke en religion” vitterligt er et bonmot, som stadig oftere udsiges som en selvfølgelighed og en markering uden megen tankevirksomhed underneden. Det er ofte nok et tomt og ligegyldigt postulat, som fortjener at blive klædt af og afsløret som sådan.

Videnskab eller forkyndelse?

Når man møder udtrykket i denne form, er religion blot alt det, man ikke bryder sig om, og da er det – som Garne påpeger – let nok at afvise, at kristendommen skulle være en religion. Men overser man ikke, at kristendommen unægteligt kommer til udtryk i religiøse former: “i ritualer, fortællinger, læreindhold, bekendelser osv.”? Skulle man måske ikke imødekomme den religiøse erfaring, som unægteligt er almenmenneskelig, og tage den til sig, frem for at afvise den? Det revolutionære budskab, som Jesus bragte i evangeliet, fandt sig jo også til rette i “arkaiske kultformer”. Var min egen religiøse vækkelse ikke et eksempel på netop det?

Der kan selvfølgelig ikke herske tvivl om, at evangeliet kommer i religiøse klæder, dvs. påtager sig religiøse former, og at der til det knytter sig ritualer, bekendelser og meget andet, som vi forbinder med religion. På den måde kan vi sige, at kristendommen i hvert fald også er religion. Som et ligefremt, religionsvidenskabeligt udsagn, er det derfor vitterligt noget sludder (det er måske endda en meget mild dom i netop dén kontekst), hvis man postulerer, at kristendommen ikke er en religion. Det er den uigendriveligt – fra en (religions)videnskabelig betragtning.

Men afvisningen af kristendommen som religion er ikke og har næppe nogensinde været ment som et videnskabeligt udsagn. Det er end ikke blot et teologisk udsagn, men det er i pointeret forstand et forkyndende udsagn – og som sådan mener jeg tilmed, at det bærer på noget væsentligt, som vi kan og bør fastholde.

Religion og evangelium

Lad mig udfolde det med udgangspunkt i P.G. Lindhardts artikel “Religion og evangelium” fra bogen af samme navn, som knæsatte den eksistensteologiske forståelse af religion og evangelium som to modsatte størrelser i en dansk kontekst, og som Garne også kort behandler i førnævnte bog uden at gå i dybden med den.

Ifølge Lindhardt er religion kendetegnet ved fire funktioner: Religionen er for det første tilværelsesforklaring i kraft af myter, som ætiologisk lader tilværelsen fremstå ordnet og meningsfuld – selvom den nok kan tage sig ud som det modsatte. For det andet giver religion indhold og mening til livet ved f.eks. at sikre tilhængere lykke, nytte eller mening i det hele taget. Som et tredje punkt peger Lindhardt på, at religion tjener til at sikre eksistensen ved religiøse garantier; menneskets frelse garanteres, dogmer (f.eks. Skriftens ufejlbarlighed) garanteres osv., så tilhængerne betrygges. Og for det fjerde garanterer religionen også fremtiden, dvs. livet efter døden, idet vi i de himmelske sale igen skal se vores kære og fortsætte livet, hvor vi slap.

Imod dette stiller Lindhardt evangeliet, som er religionens diametrale modsætning (og der er vel at mærke ikke tale om en gradsforskel, men en artsforskel). Evangeliet er sui generis, på et kvalitativt andet niveau end religionen. Religionen formulerer sig nemlig indikativisk, når den skal forklare og sikre tilværelsen. Evangeliet, derimod, taler imperativisk, det befaler frem for at beskrive: “Religionen lover lykke, men evangeliet stiller krav” (s. 19), og det betyder, at religionen giver sikkerhed, imens evangeliet netop befaler, at mennesket kaster sikkerheden fra sig, så Gud kan være alt for det. Religion kan man tage til efterretning, som et udsagn om verdens og tilværelsens sammenhæng og indretning, men det kræver intet, hæver sig aldrig over anskuelse. Evangeliet, derimod, kræver alt.

Synd par excellence

Hvilket syn på religion er det, som vi her møder hos Lindhardt? Det sætter en anden teolog, A.F. Nørager Pedersen, ganske præcist ord på i sin Gudstjenestens teologi fra 1969 (som man altså i parentes bemærket bør læse, om ikke andet så for at nyde de fantastiske overskrifter; en personlig favorit hos undertegnede er “Kultens ophævelse i Jesus Kristus, ved hvem menneskene henvises til inden for de gængse samværsformer under bønnens afmagt at høre et frit og nådigt ord fra Gud” – min sjæl, hvad vil du mer?).

Nørager Pedersens problem er gudstjenestens legitimitet; hvis den religiøse kult i bred forstand kan defineres som menneskets frembæring af ofre til Gud – Nørager Pedersen er selvfølgelig pinligt bevidst om den righoldige variation, som gives indenfor kultiske handlinger; enhver definition vil nødvendigvis enten være for bred eller ramme ved siden af visse fænomener – så må Kristus, Guds endegyldige ofring af sig selv for menneskers skyld, være kultens totale ophør. Kulten kan ikke efter Guds åbenbaring og selvofring i Kristus have nogen legitimitet tilbage.

Men hvorfor i alverden fastholder vi en kult og insisterer på at omdanne evangeliet til religion? Det skyldes ifølge Nørager Pedersen menneskets synd – intet mindre. Mennesket kan ikke tåle den af evangeliet fordrede udleverethed til Guds frie nåde, som også Lindhardt talte om, “mennesket tør ikke se virkeligheden i øjnene i dens angstfuldhed og fortabthed, dens mangel på sikkerhed og redning […], og netop i denne situation melder kulten sig som menneskeslægtens prøvede vej til frelse og tryghed” (s. 94).

Derfor, fortsætter Nørager Pedersen, kan vi kort og godt sige, at kulten er et udtryk for menneskets ulydighed mod evangeliet: “Mennesket har selvrådigt og egensindigt taget sin skæbne i sin egen hånd for at forme den efter sit eget behov i en frygt for at vedgå skabthedens vilkår, som består i at være henvist på nåde og unåde til en Skaber. Kult er for så vidt menneskets synd par excellence [min kursivering, MB], her stikker hovmodet hovedet frem, her blottes egoismen” (s. 94f.).

Når det derfor er afgørende at understrege, at kristendommen ikke er en religion, skyldes det ikke en blindhed for, at den selvfølgelig dyrkes som sådan. Men skellet er selv en forkyndelse af evangeliet, og dermed en afsløring af menneskets syndighed – også på det sted, hvor mennesket føler sig allerhelligst og tættest på Gud, nemlig i gudstjenesten. Problemet illustreres såmænd af selve ordet ‘gudstjeneste’, for er det en subjektiv eller objektiv genitiv, vi her har med at gøre? Er det mennesket, som her tjener Gud, eller er det Gud, som tjener mennesket? Der er akkurat sandheden til forskel på de to tolkninger, og det er det, som forkyndelsen af evangeliet som noget kvalitativt andet end religion afslører: Den afslører, at mennesket er et religiøst væsen, som gang på gang vil sikre sig og tror at kunne gøre noget for sin egen frelse. Og dermed er det også en fordring: Gå ud i verden og gør Guds vilje, idet du giver dit liv til din næste.

Dobbelt indrømmelse

Vi kan også formulere det anderledes: Skellet forkynder forskellen mellem eros og agape, sådan som Anders Nygren populært har formuleret det i Den kristna kärlekstanken genom tiderna. Eros och Agape (1930-36). Her skelner han mellem hedenskabets eros-tanke på den ene side, som er kærligheden i dens stræbende og opadstigende form. Her er det det ulydige – det religiøse – menneske, som vil bane sig vej til Gud. På den anden side placerer Nygren det modsatte motiv, agape, som er Guds nedadstigende og selvopofrende kærlighed, som vi møder den i Guds inkarnation i Kristus. Her er der ingen religiøs sikring, men kun afhængighed af Guds frie nåde. Her er evangelium, ikke religion.

Så hvordan kan vi da forsvare, at vi alligevel fastholder gudstjenesten, dvs. at vi alligevel udøver kristendommen som religion? Er den helt naturlige følge af afsløringen af kulten ikke, at vi vitterligt må vende hele kulten og gudstjenestelivet ryggen? Jo, kan vi sige med Nørager Pedersen, det burde vi og det skal vi, men mennesket er jo netop en synder, dvs. mennesket er netop religiøst – det er præcis hvad forkyndelsen afslører. Derfor har mennesket også brug for gudstjenesten, men gudstjenesten bliver nu en dobbelt indrømmelse: Den er Guds indrømmelse, nemlig en indrømmelse til menneskets vrangvillighed, og den er menneskets indrømmelse, nemlig en indrømmelse af selvsamme vrangvillighed (s. 213f.). Mennesket har brug for kultus, men kultus bliver da stedet, hvor menneskets ulydighed afsløres og hvor Gud alligevel insisterer på at lade sit kerygma (for nu at tale med Bultmann), sit Ord, lyde – uanset omfanget af religiøse menneskers oprør.

Hermed fremstilles min oplevelse af religiøs trang i et helt nyt – og væsentligt uskønnere – lys, men også som det mest naturlige overhovedet. Jeg trænger ikke til at gå i kirke, fordi kristendommen er en religion, men fordi jeg er et religiøst menneske (læs: en forhærdet synder). Men netop derfor kan jeg heller ikke gøre andet; jeg er, hvor meget jeg end vil bekæmpe det, uigendriveligt religiøs. Og da er der intet andet at gøre end at gå i kirke og bede til, at Gud vil lade sit Ord lyde også dér, på det uhelligste af alle steder. Esto peccator et pecca fortiter, sed fortius fide et gaude in Christo, som Luther sagde til det religiøse menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.