Middagens dæmon og refleksionens tandbid

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af lektor og formand for københavnerkredsen Lars Christiansen fra Studenterkredsen nr. 1, årgang 71.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Lediggang agogo hvor går vi hen
Neden om hjem for til syvende & sidst
At blive til rigtige mennesker igen
CV Jørgensen

I den katolske kirke opererer man som bekendt med syv dødssynder; synder så alvorlige, at de fører til sjælelig fortabelse. En af dem er ”acedia”, som ofte oversættes til ”dovenskab”. Det er imidlertid en lidt uheldig og mangelfuld gengivelse, da acedia minder mere om det, vi i dag kender som ”depression”, og som man tidligere har kaldt f.eks. ”melankoli”, ”spleen” eller ”ennui”. Acedia kunne også oversættes til apati, træghed, sløvsind eller ligegyldighed, men det er ikke helt godt nok, eftersom acedia lige så vel kan give sig udslag i hektisk aktivitet og rastløs virketrang som i dvaskhed.

Det er altså ikke så ligetil at definere acedia, men til gengæld findes der masser af beskrivelser af dens virkninger i den eksisterende, rige litteratur om emnet. Når man dykker lidt ned i den, viser det sig, at acedia er et alarmerende aktuelt og allestedsnærværende fænomen. De første skildringer har vi fra ørkenfædrene – tidlige kristne, der levede som eneboere i ødemarken for at angre, bede og reflektere. De forestillede sig acedia som en dæmon, der hærgede, mens solen havde mest magt
fra ca. kl. 10 om formiddagen til ca. kl. 14 om eftermiddagen, hvorfor de kaldte den ”middagens dæmon”. Siden har dæmonen udvidet sine arbejdstider, men dens virkninger er stort set de samme, som da munken Evagrius Ponticus beskrev dem i det 4. århundrede:

“Acedias dæmon – også kaldet middagens dæmon – er den, der forårsager
de mest alvorlige problemer af alle. Den får det til at se ud, som om solen næppe bevæger sig, og den planter i munkens hjerte et had til stedet, et had
til sit eget liv.”

Den dæmonbesatte martres af indre uro og rastløshed, af utilfredshed med det, man har, og begær efter noget ubestemt, man ikke har. Dæmonen bilder den besatte ind, at hans misstemning skyldes ydre ting; partneren (dog næppe i munkens tilfælde), vennerne, arbejdet eller stedet, hvor man bor. Derfor er rejselyst også en af dens velkendte symptomer. Acedia er den farligste af alle dæmoner, mente ørkenfædrene, fordi den tager hele sjælen i
besiddelse, formørker sindet fuldstændigt og gør den besatte udelukkende optaget af sig selv og sin egen miserable sindstilstand; den ramte lukker af for Vorherre, sin næste og omverdenen, og gør sig dermed skyldig i ligegyldighed, selvtilstrækkelighed og utaknemmelighed.

Den unge Søren Kierkegaard har uden tvivl kendt middagens dæmon, da han i ”diapsalmata”, indledningen til Enten-Eller, skrev indforstået og prægnant om sløvsind, ugidelighed og livslede:

“Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gå, det er for anstrengende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen,
og det gider jeg heller ikke. Summa summarum jeg gider slet ikke.”

Mange andre end ørkenfædrene og den unge Søren har kendt til farerne ved at gruble i ensom majestæt, fjernt fra al udvortes spektakel, i en ond, selvspejlende cirkel. En af de bedste beskrivelser, jeg kender, stammer fra guldalderdigteren Poul Martin Møller, Kierkegaards højt skattede lærer, der uden tvivl også har haft besøg af dæmonen og kendt til den intime forbindelse mellem selvrefleksion og acedia. I sine ”Strøtanker” skildrer han, hvad der sker, når et menneske begynder at reflektere over sig selv og splitte sig op i to dele: et iagttagende jeg og et iagttaget mig. Den iagttagede del forestiller det egentlige selv, mens den anden del er en iagttagende
udspaltning af dette selv – men jo ret beset stadigvæk en del af selvet. Allerede her begynder det at blive lidt farligt. Værre bliver det, når der kommer et tredje jeg til, der betragter det jeg, der betragter det første jeg. Hvis det står på længe nok, og man ikke hives op af denne sump, så ender det i selvspejlingens paralyserende helvede, hvor de mange fremreflekterede jeger er så beskæftigede med at overvåge hinanden, at ingen af dem har kræfter til
at beslutte sig for den handling, der alene kunne bryde selvspejlingens forbandelse. De orker ikke og overlader hellere beslutningen til et af de andre jeger, der desværre har det på samme måde. Og jo mere de reflekterer, desto tydeligere bliver det for dem, at selve det at handle er så risikabelt et forehavende, at ethvert tænkende menneske bør afholde sig fra det: Det er nemlig hartad umuligt at forudsige konsekvenserne af sine handlinger, eftersom enhver udadvendt aktivitet, der har til formål at ændre noget, vil sætte en kædereaktion af ukontrollerbare følgevirkninger i gang: På sin vej ud i det ydre ramler handlingen ind i såvel bestående samfundsstrukturer som andre menneskers handlinger og viljer, der slår handlingen ud af kurs og fører den steder hen, hvor det slet ikke var meningen, den skulle komme. Det bedste, man kan håbe på, er at ens handlinger løber ud i sandet. Enhver handling er med andre ord et hasarderet projekt, der er forbundet med al for megen risiko. Derfor er det klogeste, man kan gøre, ikke at gøre noget, men fortsætte med at reflektere. Så ved man da, hvad man har, også selv om
man dermed synker længere og længere ned i melankoliens tusmørke. Den lockdown af ydre aktivitet, som den selvkredsende refleksion ender i, er derfor ret beset ikke udtryk for mangel på energi; energien forlægges bare til bevidsthedens indre scene, hvilket er mindst lige så krævende og
udmattende.

Acedia kan dog som nævnt pludselig slå om i sin modsætning; fra apati til frenetiske energiudladninger og kaskader af nye indfald. Så tager en vis herre ved en, man arbejder som en besat, nu skal der ske noget, og begejstringen vil ingen ende tage. Men ak, det vil den desværre alligevel, for den overreflekterede melankoliker er for tvivlende og tøvende, for adspredt og rastløs til at holde fast og gøre noget færdigt. Kedsomheden indfinder sig hurtigt, koncentrationen svigter, og man blafrer videre til næste, løfterige projekt. Atter er Kierkegaard en trofast lidelsesfælle: ”Alle de planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage på mig selv, når jeg vil spytte, spytter jeg mig
selv i ansigtet.” Når de højtflyvende planer klasker sammen, er man til fals for overspringshandlinger, der tilbyder kortvarig, men i længden utilfredsstillende selvforglemmelse. De kan antage mange former, hver person sine laster; jeg har hørt om misundelsesværdige eksistenser, hvis overspringshandlinger består i at gøre rent, male lejligheden, ordne haven eller andre nyttige forehavender. Selv er jeg mest til fals for zombificeret at glo på endeløse YouTube-videoer af hajangreb, somaliske pirater i Aden-bugten, Michael Laudrups bedste afleveringer, trafikuheld på russiske landeveje, reportager fra USA’s hårdeste fængsler osv. Det kan der gå lang tid med. Det forbandede ved kedsomheden, den svage koncentrationsevne og de billige adspredelser er, at man ikke kan samle sig om noget i længere tid ad gangen og derfor konstant kastes tilbage på sig selv og sine selvkredsende tankers enerverende monotoni. Man evner ikke, som det så rammende hedder, at ”gå op i noget”, dvs. at fortabe sig og give sig hen. Det er slemt, for det er først, når man har været ude af sig selv, altså i ordets egentlige forstand været ”engageret” eller ”interesseret” i noget, at man har erfaret den lykke at glemme sig selv, hvorpå man beriget og opstemt kan vende tilbage igen. Gud fri os fra os selv, synes ørkenfædrene at tilråbe os, saligheden ligger i selvforglemmelsen.

Kristus i naturen

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af habilitant Søren Lund Sørensen fra Studenterkredsen nr. 2, årgang 70.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

“Vi vil lægge ud med at tale om løven, dyrenes konge”. Med disse ord begynder Fysiologen, det første kristne bestiarium. Her er tale om en mere eller mindre stabil samling af udsagn om hovedsagligt dyreverdenen skrevet på græsk, hvis ældste dele er blevet til i Alexandria i 2. årh. e.Kr. Samlingen er anonym, men hver beskrivelse af et dyr, en plante eller sten tillægges Fysiologen (græsk: physiologos), der kan oversættes med “naturforskeren”. I oldtid og middelalder har man bl.a. foreslået Aristoteles, kong Salomo eller den sprænglærde biskop Epifanios af Salamis på Kypern (ca. 310-403) som ophavsmænd, men der er i ordets betydning tale om en samling af udsagn om naturen af vidt forskellig herkomst. Hvert udsagn forsynes med bibelhenvisninger til den græske bibel og følges af en allegorisk udlægning. I tilfældet løven angives 1 Mos 49,9: Juda er en løveunge, der ledsages af en beskrivelse af løvens natur:

“Når den vandrer på bjerget, får den færten af jægerne og sletter sine spor med halen, for at jægerne ikke skal følge dens spor, finde dens leje og fange den. Således er det også med min Frelser, den åndelige løve fra Juda stamme, Davids rodskud (Åb 5,5). Sendt fra den evige fader skjulte han sine åndelige spor, dvs. sin guddommelighed … Han kom ind i livmoderen på Maria, for at han kunne frelse den vildfarne slægt af mennesker: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1,14). Derfor forstod de ikke, at han var kommet ned fra oven og sagde: Hvem er han, ærens konge? for således taler Helligånden: Hærskarers Herre, han er ærens konge! (Sal 24,10). … Når løvinden føder sin unge, føder hun den dødfødt og vogter den, indtil dens fader kommer på tredjedagen og ånder på dens ansigt og oprejser den. Således oprejste også Gud, den almægtige, altings Fader, på tredjedagen sin Søn, al skabnings førstefødte (Kol 1,15), Vorherre Jesus Kristus, fra de døde, for at han kunne frelse menneskenes vildfarne slægt. Smukt har da Jakob talt: Ligesom en løveunge. Hvem tør oprejse ham? (1 Mos 49,9)”.

Ikke alene vidner dette uddrag om et indgående kendskab til bibelen, hvilket også forudsættes hos læseren eller tilhøreren, men også om en fortrolighed med den græske (naturvidenskabelige) litteratur. Begge beskrivelser af løven findes i tilnærmelsesvis samme form hos Aristoteles, men genfortælles gennem århundrederne og forekommer hos den samtidige forfatter Aelian (2. årh. e.Kr.), en stuelærd romer fra Italien, der mestrede det græske i en sådan grad, at man kunne forledes til at tro, at man sad med et værk fra det klassiske Athen i hånden. Aelian forfattede en enorm ikke-videnskabelig, såkaldt paradoksografisk[1], samling af dyrebeskrivelser, hvori der findes mange paralleller til Fysiologens naturbeskrivelser. Forskellen på de to tekster ligger i sidstnævntes tilgang til naturen. Der er ikke blot tale om en påklistret kristen udlægning af løvens natur, men en gennemgribende sammenvævning af tradition og bibelhenvisninger, der modsætter sig ethvert forsøg på opdeling i kristne og ikke-kristne lag. Den mest berømte dyrebeskrivelse i samlingen er uden tvivl den mytologiske Fugl Føniks, der tidligt optræder i græsk litteratur. De græsktalende jøder i Alexandria brugte myten til egne formål, men som kristent symbol på opstandelsen er Fugl Føniks belagt allerede hos biskop Clemens af Rom (90’erne e.Kr.) (1 Cl 25). En anden fremtrædende fugl i samlingen er pelikanen:

“David siger: Jeg ligner ørkenpelikanen (Sal 102,7). Fysiologen har sagt om pelikanen, at den holder meget af sit afkom. Når den føder sine unger, og de er vokset lidt til, hakker de deres forældre i ansigtet. Forældrene slår ungerne og dræber dem. Senere får forældrene medlidenhed med dem og begræder dem i tre dage, idet de våger over dem. På tredjedagen åbner moderen sine årer, drypper sit blod på de døde fugleunger og oprejser dem. Således har Herren sagt i Esajas’ bog: Βørn har jeg avlet og opdraget, men de har brudt med mig (Es 1,2). Skaberen avlede os, men vi slog ham. Hvorledes har vi slået ham? Vi har tjent skabningen snarere end Skaberen (Rom 1,25). Frelseren steg op på korset og åbnede sin side og lod blod og vand flyde til frelse og evigt liv. Blodet, fordi han havde sagt: Og han tog et bæger og takkede (Matt 26,27), og vandet på grund af dåben til omvendelse (Mark 1,4)”.

Opfindsomheden er stor, når det kommer til udlægningen, men der er aldrig tale om en panteistisk fortolkning. Som del af skaberværket er det muligt at få øje på Guds vilje i dyrenes instinktive handlen, og denne vilje giver sig ikke sjældent udslag i moralske anvisninger om afholdenhed, som det er tilfældet med bæveren. Også i antikken kendte man til bævergejl, det kraftigt duftende sekret, der dannes i bæverens særlige analkirtler og bruges i parfumeproduktion såvel som smagsforstærker. Ifølge Fysiologen er bæveren instinktivt bevidst om, at den jages alene for at blive berøvet sit vidundermiddel, hvorfor den under forfølgelse kastrerer sig selv og kaster sine kirtler, som man i antikken forvekslede med testikler, efter jægeren. Næste gang en jæger sætter efter bæveren, smider den sig på ryggen og fremviser sin beskårne tilstand, hvorved den skånes. Og dernæst følger udlægningen:

“Også du, kristen, skal give jægeren, hvad der er hans. Jægeren er djævelen, og hans ejendele er hor, utroskab og mord. Hug sådanne ting af og giv dem til djævelen, og han, jægeren, vil lade dig være i fred, for at også du kan sige: Vort liv blev reddet som en spurv fra fuglefængernes fælde (Sal 124,7)”.

Et andet eftertragtelsesværdigt dyr i antikken var enhjørningen, der her optræder for første gang i en kristen kontekst uden for bibelen. Dyret er vel småt, men stærkt og kløgtigt og lader sig ikke uden videre fange. Kun en jomfru kan bruges som lokkemiddel, men til gengæld springer enhjørningen straks op i hendes skød og lader sig die. Enhjørningen udlægges af Fysiologen som et billede på Kristus: “Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus (Luk 1,69)”.

Man forstår vel nok meningen, men et hornet dyr i skødet på en jomfru er et uventet billede på Kristus. Sælsomt bliver billedsproget i forbindelse med hugormen. Efter indledningsvist at have anført det herlige bibelsted Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? (Matt 3,7) vil Fysiologen tale om slangens parringsakt. Hunnen, hedder det, har ingen åbning i bugen, men kun et hul på størrelse med et nåleøje, der ikke levner megen plads til hannen[2]. Nåleøjet er på originalsproget det nøjagtigt samme udtryk, der optræder i Jesu samtale med den rige mand (Matt 19,24), men det er dog et ganske andet himmerige, hugormen ønsker sig adgang til. Hannen tvinges derfor til at udgyde sin sæd i munden på hunnen, der kvitterer med at bide hans kønsdele af. Den lemlæstede hugorm falder udmattet og død om, mens hunnen befrugtet forlader åstedet. Når ungerne er blevet store, æder de sig igennem moderens mave og kommer på denne måde til verden. Denne dramatiske beskrivelse af hugormens parringsakt og dens følger optræder allerede i græsk litteratur i 5. årh. f.Kr., men i mellemtiden havde den græske biologi både fastslået, at slanger er kloakdyr, og at ungerne ikke æder sig ud gennem moderens mave. Ikke desto mindre vælger Fysiologen den folkelige, forældede udgave, fordi den tjener hans formål, der kommer til udtryk i fortolkningen:

“Smukt har Johannes (Døberen) sammenlignet farisæerne med hugormen. Som hugormen dræber sin fader og moder, således dræbte de (farisæerne) også deres åndelige forældre, profeterne, Vorherre Jesus Kristus og kirken. Hvorledes kan de da flygte fra den kommende vrede? For faderen og moderen lever til evig tid, mens de er døde”.

Igen forstår man nok meningen, men ved nærmere eftertanke rejser der sig flere spørgsmål end svar: Hunnen, moderen, må rent grammatisk være kirken (ekklesia), mens profeterne og Kristus er hannen, fædrene. Skal det orale samleje da forstås således, at Kristi ord, for at blive i de zoologiske termer, ikke skal hældes ud i kloakken, men åndeligt gå ind i kirken, ligesom Johannes m.fl. fortærer en bogrulle (Åb 10, 9-10; Ez 2,8; Jer 15,16)? Og hvordan passer hunnen, der kastrerer hannen, til kirken?

Det vides ikke med sikkerhed, hvad hensigten har været med at samle de mange naturbeskrivelser, der udgør Fysiologen, men citater hos kirkefædrene antyder en homiletisk såvel som kateketisk sammenhæng. Umiddelbart synes Fysiologens fortællinger ikke at passe særligt godt ind i den moderne højmesse eller konfirmationsforberedelse, men der kan være mange andre grunde til at beskæftige sig med værket.

Fysiologen, der findes i flere græske udgaver med vekslende indhold, nød stor udbredelse i antikken og blev tidligt oversat til latin, hvorfra oversættelser til en række vestlige folkesprog udgik, deriblandt også til islandsk. Fysiologens direkte såvel som indirekte indflydelse gør sig på vore breddegrader gældende i kirkeudsmykning, men også i salmeskatten. Omvendt er f.eks. enhjørningen blevet afsakraliseret og spiller en stor rolle i populærkultur, bl.a. som maskot (sammen med regnbuen) for en omsiggribende bevægelse af køns-, identitets- og seksualpolitiske minoriteter.

Fysiologen blev imidlertid også oversat til de fleste sprog i østkirken: syrisk, armensk, georgisk, arabisk, koptisk, ætiopisk og senere også kirkeslavisk. Den ætiopiske oversættelse skal her tjene som eksempel: Kristendommen slog rod i Ætiopien, mens vi i Norden endnu boede i huler og sloges hele dagen, og udråbtes til statsreligion i 333 e.Kr. Med en tidlig bibeloversættelse var jorden gødet for en stor oversættelseslitteratur og dermed også en gengivelse af Fysiologen. Oversættelsen indeholder de 48 kapitler, der forekommer i en række af de vigtigste græske håndskrifter til Fysiologen, og rækkefølgen stemmer ligeledes overens med nogle af disse. Kapitlerne er hverken alfabetisk eller geografisk ordnet efter dyrenavn, men snarere efter et såkaldt associationsprincip, hvor kæder af navneord, tal eller farver, m.m. binder tekstenheder sammen. Den ætiopiske oversættelse er, som oversættelser flest, en fortolkning, og teksten udvides på opfindsom vis. Kapitel 10 og 11 behandler henholdsvis slangen (ikke hugormen) og myren, men savner i den græske udgave et oplagt bindeled. Om slangen siges det, at den frygter et nøgent menneske, men angriber enhver, der er påklædt. Således kunne slangen ikke angribe Adam i Paradis, men først da han var faldet og var blevet iklædt figenblade. Omvendt fortælles det om myren, at den, der ikke hjælper til med at samle foder, går tomhændet bort og kan sammenlignes med de uforstandige brudepiger (Matt 25,1-13). På ætiopisk, men ikke på det ordrige græsk, gengiver samme ord såvel nøgen som tomhændet. Herved sammenkædes de to kapitler, og der skabes orden, hvor en sådan tilsyneladende manglede i forlægget. For at gøre associationen tydeligere har oversætteren i beskrivelsen af slangen, der ikke vover at angribe det nøgne menneske, tilføjet følgende sætning: “Og kender han dens (slangens) særegenhed, løber han bort, når den forfølger ham, smider sit tøj og bliver frelst”. Ordene findes som sagt kun i den ætiopiske oversættelse, men er i sig selv en henvisning til den unge, anonyme mand, der i Gethsemane slipper bort ved at lade klæderne falde (Mark 14,51; jf. 1 Mos 39, 11-13). Ved brug af et enkelt ord gøres på genial vis den nøgne, tomhændede tilstand til omdrejningspunkt for de to kapitler, hvor det henholdsvis er klogskab og dårskab, der skildres. Følgelig er det læserens opgave at opdage de kæder, hvormed kapitlerne er forbundne. Afslutningsvis skal det nævnes, at der endnu ikke foreligger en oversættelse til dansk af den græske (eller for den sags skyld den ætiopiske) udgave af Fysiologen. Stafetten er hermed givet videre!

[1] Læseren henvises til Studenterkredsen 68.1 (2018).

[2] Den moderne læser, for hvem parringshuller ikke kan blive for trange, må i sagens natur stå uforstående over for et sådant udsagn.

Efterårets foredrag i Københavnerkredsen

Det er os en fornøjelse hermed at kunne præsentere semesterprogrammet for efteråret 2019 i Københavnerkredsen:

19. september
Lektor, mag.art. Erik Skyum-Nielsen:
Beowulf – et vældigt, oldengelsk kvad

3. oktober
Professor emeritus Helge Kragh:
Naturvidenskab og religion i historisk perspektiv

24. oktober
Ph.d. Rasmus Willig:
Fra samfundskritik til selvkritik

7. november
Sognepræst Jakob Sandal:
C.S. Lewis og krigen

28. november
Professor, dr.theol. Kurt E. Larsen:
Kirkehistorie som kirkelig teologi

5. december
Dr.phil. Sofie Kluge:
Calderón og forestillingen om livet som en drøm

Foredragene finder som altid sted kl. 20 i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K. Entré: 25,- / Semestermedlemskab: 75,-