Foråret 2024 i Aarhuskredsen

Studenterkredsen i Aarhus  præsenterer hermed sit program for foråret 2024: 

8. februar 2024: Digtningen og filosofien hos Platon

v. Benjamin Boysen, ph.d. og dr.phil. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Før Platons tid skelnede man ikke mellem digtning og filosofi. Filosofien er en disciplin, der først ser dagens lys med Platon og Sokrates, og som fra begyndelsen forstår sig selv i modsætning til digtningen. I Staten siger Sokrates således, ”at der fra gammel tid har været en strid mellem digtningen og filosofien”.

Modsat filosofiens selvkontrol, fornuft og visdom ophidser digtningen nydelsen og begæret. Den er illusorisk, bedragerisk og derfor gal, og filosofien må derfor afvise den.

I dialogen Faidros er forholdet vendt helt på hovedet, idet digtningen og filosofien nu spejler sig i hinanden, for så vidt de har den guddommelige galskab, entusiasme og inspiration til fælles.

Denne inspiration eller entusiasme, som filosoffen overtager fra digteren, er nu nødvendig for at han kan få syn for sagn og modtage indsigt i det hidtil usete eller uforudsete. Hvad er filosofiens forhold til digtningen? Hvorfor denne strid? Hvorfor denne samtidige fjendtlighed og fascination? Er filosofien i sidste ende en form for digtning?

22. februar 2024: Korstoget til Grønland. ​​Danmark, korstogene og de store opdagelser i renæssancen 1400-1523

v. Janus Møller, forfatter, historiker og direktør for Dansk Jødisk Museum

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus ​​ ​​

Janus Møller Jensen kortlægger i “Korstoget til Grønland” for første gang den vilde og tankevækkende historie om de danske korstog, der skulle kristne Grønland i 1400- og 1500-tallet og samtidig søge efter søvejen til Indien.

Baggrunden var en helt anden opfattelse og forestilling om Grønlands placering i verden, som afspejles i tidens geografiske beskrivelser og kort.

Det er en medrivende fortælling om Christian 2.s drøm om at finde søvejen til Asien og kristne det strategisk vigtige Grønland, så man kunne skabe store rigdomme og udbrede den sande tro og de danske ekspeditioner, der gik forud, som tilsammen udgør et overset kapitel i historien om de store opdagelser i renæssancen.

7. marts 2024: Tænkning båret af ånd – Hannah Arendt

v. Peter Aaboe Sørensen, studieadjunkt i idehistorie

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Tænk engang! Dette udsagn rummer i sig en tiltalende dobbelthed. For det første den glædelige hændelse at Hannah Arendts værk ”Åndens liv” – som hun skrev på helt frem til sin død – overhovedet blev tænkt og skrevet og dermed muliggjort efterfølgende for vi andre som læsere.

For det andet rummer sætningen en af Arendts kardinaldyder nemlig den uafladelige bestræbelse på at tænke og samtidig insistere på tænkningens betydningsfuldhed. Hun forfægter hele livet igennem Kants bestemmelse af oplysning som menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed til fordel for pligtbuddet tænk selv!

Men det helt afgørende er her hos Arendt, at det at tænke selv samtidig er at tænke ud over sig selv. Arendts tænkning er en lang afsked med selvet, og hvor såvel grækerne som senere inderliggjort subjektivisme tilsiger: Kend dig selv! da replicerer Arendt lakonisk: Glem dig selv!

I selve det at tænke ligger således selvforglemmelsens ophøjede mulighed. Det er derfor, at tænkning og ånd hører sammen, disse er uvægerligt er forbundne, fordi ånden gør sig gældende i den enkelte der tænker, men er samtidig er større end den enkelte, og unddrager sig dennes bemestring og beherskelse.

Det er således helt afgørende for Arendt at tænkningen bæres af ånd, ikke mindst som modstykke til en moderne tid, hvor Gud, metafysikken og filosofien hævdes at være bortgangen.

Det bliver ofte – og med rette – hævdet at Arendt er en politisk tænker, men måske er hun først og fremmest en tænker, inden hun bliver en politisk tænker. Værket ”Åndens liv” rummer en befordrende nedblænding af handlingsbegrebet, når dette udmønter sig i overdreven geskæftighed eller tankeløs aktivisme.

Forholdet mellem tænkning og handling er, at tænkningen rummer muligheden af at udskyde handlingen for en stund. Herved kan samvittigheden og etikken vinde indpas under devisen: etik tager tid! Det er foredragets hensigt at indkredse ovenstående momenter nærmere.

14. marts 2024: Status på retspraksis efter den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse

v. Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Man har nu arbejdet med den reviderede voldtægtsbestemmelse i retssystemet i 3 år. Bestemmelsen baserer sig på, at der skal være samtykke til samleje, men hvad var det egentlig man gerne ville ændre og er det lykkedes? Sideløbende med lovændringen er der sket en professionalisering af politiets og anklagemyndighedens arbejde med voldtægtssager, således at man nu i højere grad har forståelse for betydningen af traumereaktioner. Hvad ligger der nærmere heri?

Gyrithe Ulrich vil fortælle om det arbejde, der er pågået i politi og anklagemyndighed og give en gennemgang af retspraksis, som det har udviklet sig på voldtægtsområdet.

4. april 2024: Ludvig Holberg, satiriker og bekender

v. Ole Thomsen, cand.mag. i klassisk filologi og dr.phil.

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

​​ ​​Der har gennem årene dannet sig et billede af Holberg (1684-1754) som en bedrevidende moralist og som en knastør rationalist, der gjorde følelser slemt til grin. Det var ikke hans egen opfattelse! Lad os få Holbergs eget selvbillede frem. Så bliver han for alvor vedkommende og indtagende.

2. maj 2024: Kollokvium

Tre korte foredrag af folk i og omkring Kredsen med fri drøftelse.

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Livsgåden — Kaj Munks frelsende kvinder v. Ida Gammelmark, cand.theol.

Maskulinitetsidealer i antik jødedom – i lyset af Salmernes Bog v. Amalie Norup Randrup, cand.theol.

Menneskets afvikling og verdens genfortryllelse – eller hvordan jeg stoppede med at bekymre mig og begyndte at elske AI’en v. Anders Bruun, cand.mag. i idehistorie og indehaver af Bruuns Antikvariat

16. maj 2024: “Hvad er det, som piner dig?”

v. Kåre Egholm Pedersen, sognepræst i Viborg Domsogn og flyverprovst

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Den franske forfatter og filosof Simone Weil (1909-1943) blev aldrig døbt. Alligevel har hun leveret et tankevækkende bidrag til den kristne mystik. I dette foredrag udfoldes hendes begreb om den subversive ontologi, som kan opfattes som en rød tråd gennem forfatterskabet.

Endvidere søges der svar på, om Simone Weils mirakelløse kristendomsforståelse kan bidrage positivt til samtalen mellem troende og skeptikere?


Et semestermedlemskab af Kredsen koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 30 kr. Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet.

En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Foredrag i Aarhuskredsen efterår 2023

14. september: Den borgerlige orden

v. Rune Selsing, filosof og forfatter

Rune Selsing vil holde et foredrag om sin og hustruen Eva Selsings nye bog ”Den borgerlige orden” og angrebet på det almindelige menneske.

”Med kristendommens stille forsvinden har vi fået et nyt evangelium i form af selvrealisering, en søgen efter vores egen særlig vej i livet og dyrkelsen af det unormale. Det er idéer fra det 20. århundredes vigtigste filosoffer som Nietzsche, Heidegger, Sartre og Foucault, der kulminerer i moderne identitetspolitik. Fra universiteterne har idéerne plantet sig i den enkelte, formet hans og hendes dybeste overbevisninger og ændret vores kultur og liv radikalt.”

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

12. oktober: Terror

v. Carsten Bagge Laustsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Foredraget vil følge de sidste 20 års terrordiskussion og på denne baggrund stille en række mere kritiske spørgsmål: Hvad er terror i det hele taget og hvordan bruges henvisningerne til terrortruslen politisk? Er angsten for terror overdrevet? Hvordan påvirker terroren og terrorbekæmpelsen vores samfund? Er terrorbekæmpelsen et farmakon – en medicin, som, når den tages i for store doser, skader patienten? Undergraver vi i vores forsøg på at beskytte demokratiet de selv samme værdier, som vi forsøger at forsvare?

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

26. oktober: Apostlen Peters vidnesbyrd

v. Christian Langballe, sognepræst og fhv. MF

Manchet følger.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

16. november: Meningsfylde. Om Dorthe Jørgensens erfaringsmetafysik

v. Andreas Pilekjær, højskolelærer ved Rønshoved Højskole

Tænksom modstand mod tidens ensidige forstands- og nyttefokus – sådan kunne et centralt anliggende i filosof, idéhistoriker og teolog Dorthe Jørgensens tænkning formuleres. En tænkning, som insisterer på det, der bærer betydning i sig selv, på de erfaringer af meningsfylde, som overgår os, og som ikke lader sig gøre til redskab for andet uden at gå i stykker.

En sådan antirationalistisk modstand mod forstandens eneherredømme formulerer Jørgensen i sin erfaringsmetafysik. Men hvad skal der nærmere forstås ved en erfaringsmetafysik, hvad indebærer den, og hvorfor er den aktuel? Foredraget forsøger at indkredse svarene.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

30. november: Fortællingens fest – Thomas Manns mytopoetiske teologi

v. Morten Dyssel, cand. mag. i tysk og formand for Det Danske Thomas Mann Selskab

”Hemmelighedens væsen er og bliver tidløs nutid. Det er meningen med højtideligholdelsen, med festen.”

Sådan forlyder det med fortællerens formulering i forspillet til den tyske forfatter Thomas Manns monumentale bibelbaserede romantetralogi Josef og hans brødre (1933-1943).

Foredraget skal forsøge at indkredse forfatterens forehavende med at besværge myten på et tidspunkt, hvor mytologi ses på med tvivl. Derpågives et bud på, med meningen af værkets credo ’fortællingens fest’, idet der fokuseres på Thomas Manns mytopoetiske projekt. Slutteligtskal dette bringes i sammenhæng med tetralogiens teologiske temaer, som hænger uløseligt sammen med en antropologi: at det til alle tider gådefulde menneskevæsen er modsigelsesfyldt af natur.

Hovedpersonen Josef karakteriseres om nogen ved ’den dobbelte velsignelse’ (jf. 1 Mos 49,25), men også patriarkerne Abraham, Isak og Jakob er særdeles sammensatte skikkelser, der, ligesom deres Gud, på én og samme tid indeholder både det gode og det onde, uden at det i øvrigt altid er helt ligetil at skelne det ene fra det andet.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

7. december: Studenterkollokvium

Tre kortere oplæg med efterfølgende drøftelse.

v. Martin Sørensen, lærer: “En skole kan ikke være kristen, det kan kun mennesker” – menneskesyn og værdier på grundtvigsk-kirkelige efterskoler.

v. Espen Brandt, cand.theol.: In sternquiliniis invenitur – en eksistentiel-hermeneutisk undersøgelse af angsten og selvbedraget

v. August Hansen, cand.theol.: Så kys det nu – en betragtning af satanskikkelsen efter Milton

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus ——————————————————

Et semestermedlemskab koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag samt foredrag i Grundtvigsk Forum. Uden medlemskab koster foredraget 30 kr.

Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet.

En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl.

Vel mødt!

Suverænitet og ofring

Da nr. 1, 70. årg. af Studenterkredsens tidsskrift udkom i april, glemte vi helt vores tradition om at udsende en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. For denne forglemmelse gør vi nu bod, idet vi til Deres vederkvægelse – bedre sent end aldrig – bringer cand.mag. i religionsvidenskab Emil Skjold Jensens Suverænitet og ofring. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Hvor krævende er det at tænke livet som en øvelse i at kunne sondre mellem forskellige valg, der er én ubønhørligt givet? Et kort over livsbetingelsernes hus, som ikke kan redigeres. Med disse valg og bestemmelser er man stillet en opgave: Forlig dig med regelmæssigheden. Du skal kunne se dig selv i dens tjeneste, som en ven af fortroligheden. Der tales her ikke blot om en gammel stank fra det tyvende århundredes uvaskede klæder. Hér talte man om valget og åbenhedens væsen, om at skulle blive, hvad man allerede var. Der blev talt beåndet, værdigt og sobert. Der blev talt, fortrinsvis, på fransk og på tysk. Regelmæssigheden gestaltede sig for de belæste kommentatorer som teknik, som det affortryllede, som stundesløse kapitalbevægelser. Historien om det tyvende århundrede, den der blev skrevet og i nogen grad stadig skrives, er kendetegnet, kort sagt, ved det gudsutilnærmelige. Stig Sæterbakken, manden der tænkte, hvor der altid var mørkt, gav i sin seneste roman, Gjennom Natten, et sindbillede på selvmordets aftryk på en efterladt, der stod den afdøde nær: ”Å glemme (…) var det værste jeg kunne gjøre. Å huske (…) var det verste jeg kunne gjøre. En kulde kom og gikk. Men aldri varme. Der fantes bare kulde og fravær af kulde. Som å stå med ryggen mot havet. Iskalde ankler hver gang en bølge slo inn.” Første verdenskrig: Europa mærkede for første gang sine iskolde ankler; anden verdenskrig og Holocaust: Europa har taget livet af sig, og der findes nu kun kulde og fravær af kulde.

Hvor radikal var denne tilstand? Var denne for europæerne altomsiggribende omkalfatring egentlig en forkrøbling af den europæiske ånd, en vansiring af et ansigt med et mildt åsyn? Eller var den et uundgåeligt resultat af det kraftens århundrede, som tjekken Jan Patočka intonerede, en serie af voldelige selvdestruktive tildragelser, der knuser mulighederne for menneskets livsudfoldelse? Han fandt i sine kætterske studier i historiens filosofi, at den overvættes gru, som timedes den i krig gerådende europæer, skyldtes den umådeholdende stræbsomhed hos dem, der kæmpede for dagen og freden. For det er selve sagen, rigets racerenhed, produktionsforholdenes egalitære tilendebringelse, handelssamkvemmenes grænseoverskridelse, der stænger dødsoplevelsen ude og forhindrer, at det individuelle liv igen kan dages. Her fattede tjekken sig i tyskernes akademiske mål: Kraftens århundrede er en besindelse på krig for den stedsevarende freds skyld, men enhver røst har sit mæle forment, der ikke kan formulere sig ud fra statistikkens, fra sagens, fra den nødvendige volds synsvinkel. Det tyvende århundrede førte krig på fredens vegne, foretog natlige togter til glæde for dagen, og ofre blev bragt og bogført i rigt mål – men man kan som bekendt ikke læse i mørke. Kun ”de rystedes solidaritet”, dem der, som Ernst Jünger, blev betaget og overmandet af krigens fænomenale rædsler, kunne stille sig på den individuelle menneskeskæbnes side – til gavn for menneskene og deres brøstfældige livsgrundlag, til gavn for det historiske menneske, der undede sig selv at vende det døve øre til bemestringsmetafysikkens forlokkende kor og skue ind i uvisheden.

Hvor meget har – og havde – mennesket at skulle have sagt, dengang som nu? Ja, hvor meget har et rystet menneske at skulle have sagt i en verden ombølget af kraft? Et sådant menneske skal vel også skrive en bog engang eller gøre sine oplevelser bekendt, længe efter den eksplosive, efemeriske urinalvarme har vædet de emancipatoriske hoser (enhver mystikers problem). Til den tid kan vi næppe forstå, hvor mageløst det måtte have været at væde dem i første omgang. De mest djærve forsøg på at forstå det tyvende – og nu også enogtyvende – århundredes krisetilstande, åndelige som materielle, har samtidig bekendtgjort, at mennesket er i forfald. Det syndige menneske optræder både i marxismens og eksistentialismens forfaldsberetninger, og også Kant formulerede påny fortællingen om kundskabens træ ved pegerfingerløftende at tale om en selvforskyldt umyndighed, når menneskene våndede sig. Man kunne foranlediges til at tro, at efterkrigstidens europæere (i det mindste den samvittighedsfulde intelligentsia) forstår deres situation, forstår at det bunder i traditionen. At det syndige menneskes radikalitet er dømt til at ende i angst, jammer og fortvivlelse. Ve dig, europæer, du bekender dig ikke som kristen, men ter dig nøjagtig som det væsen, der må bære arvesyndens lod, du er en ussel synder, der så gerne vil være mere end det: ”Alle vegne hvor man ser hen møder man de grædende filosoffer, kunstnere, præster, politikere – alle græder, alle klager, alle ser med angst og gru mod den fremtid der kommer”, skrev Vilhelm Grønbech i en udgave af tidsskriftet Heretica året 1951. For Grønbech, der havde en lønlig agtelse for Nietzsche, fulgte den moderne tristesse naturligt af en selvsikker og selvgod filosofi. Den oldkirkelige hellenisme forvrængede unikummet Jesus’ lære og gjorde den til teologi for derved at metastasere sig gennem århundreder i alle afkroge af det europæiske åndsliv. Den moderne tidsalders ideologiske uforsonlighed var en arvtager af denne oprindelige metafysiske vranglære. Den var – og er fortsat – åndet og hinsidesskuende. Både Grønbech og Patočka var bange for skoledannelse, gruede for flittige og fiffige elever, der omdannede enhver profetisk indgivelses gode tidender til skinger journalistisk floskelmageri. De frygtede regelmæssigheden, fordi den ikke evner at lade sig gæste af poesien. Vi kunne sige, at de grundede over suverænitetens manglende mulighed. De troede på miraklernes fortælling i en tid blottet for selvsamme. Det samme gjorde Paul la Cour, endnu en kætter, når han formulerede, at ethvert digts inderste hensigt er at genoprette mennesket. Genoprette, for kun med poesiens ranke ryg, tilsyneladende, kan man modstå livets brydsomheder. Det gælder dog om at modstå forfaldets forlokkende fortælling, fordi den sniger det fortabte paradis ind ad bagdøren. Vi savner fortsat paradisløs suverænitet.

Et menneske på en mark

Studenterkredsens sommermøde, der ligesom de tre foregående år blev afholdt på Jyderup Højskole, er netop overstået. I år brugte Kreds- og godtfolk ugen på at diskutere fænomenet og begrebet “intet” med udgangspunkt i en række foredrag af litterær, filosofisk, teologisk og ikke mindst astrofysisk karakter.

Traditionen tro bød Kredsens sommermøde også på en gudstjeneste for mødets deltagere og den lokale sognemenighed torsdag aften. Sognepræst i Vesterkær Sogn Isak Krab Koed forestod gudstjenesten i Holmstrup Kirke. Til Deres forhåbentlige opbyggelse bringer vi hermed et aftryk af prædiken.

Et menneske på en mark

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis

Inden evangeliet lød skønt fra sjæl til sjæl over hele Jorden, sang englene det for markens hyrder. Og det kan virke som en tilfældighed, at det netop var hyrder, der først hørte det. En hyrde, det er jo intet andet end et menneske på en mark. Det kunne være enhver af os. Og dog er det jo ikke en intetsigende betegnelse at være hyrde, men en betegnelse, der siger alt om, hvem man er.

Uberørt af byens travlhed sidder hyrden på en knold og synger, mens får og beder springer omkring ham. Slægter går, og slægter kommer, og Jorden er bestandig den samme. Han er helt alene og må stå ganske for sig selv, der er kun ham og fårene, men netop derfor er ansvaret også hans; han er den eneste, der kan stilles til ansvar. Der er intet nyt under Solen – og dog har han verdens gang på sinde, for heden stænger, og mindet spinder for ham, mens fårene bræger. Og når Månen langsomt hæver sig, sidder han vel og tænker. På de får, der forsvandt og aldrig siden lod sig finde – eller som ulvene tog, så at han siden fandt dem flænsede til blods. På de mennesker, der ikke er hos ham nu, ikke længere, og hvorfor de ikke er det. Hvorfor han er her – helt alene, mens hvide tåger spiller og indhyller den rolige jord i nattens slør. Om han kunne have båret sig anderledes ad. Om der stadig er noget at gøre, eller om det er blevet for sent for ham, så at han ikke har andet valg end at forsone sig med sin skæbne.

Jo, hyrdehjertet har – som ethvert menneskehjerte – sin lønlige kval. Og vel er der er de dage, hvor Jorden ved aftenstid bliver et stille kammer for ham; hvor han glemmer sin jammer i søvnens arm. Men der er også de dage, hvor aftensuk bliver til nattegråd; de dage, hvor han i markens ørk og enlighed indser, at minder ikke gør sagen klar, og bliver grebet af sjælelig rådvildhed. På disse dage drejer tiden sit tunge hjul; disse dage svinder som skygger for ham. På disse dage blinder mørket jorden, førend han aner det, og når natten vælder ud, er den fuld af skræk og gru, og han gribes af frygt – for at have gjort alt det forkerte, ikke at have levet op til det ansvar, der er hans, og for at det er alt for sent at gøre noget ved det; for om lidt er han borte, om lidt er det forbi, og han har allerede fundet en dom over sit livs værk. Hvad udbytte har han nemlig haft af det, han har slidt med under Solen? Det har været tomhed, endeløs tomhed, og det skal glemmes og smuldre hen. Solen er stået op og gået ned over hans liv, den har skyndt sig hjem, og dér skal den stå op igen, som om intet var hændt, når også han skal under muld. Så har hans liv da ingen udsigt, så er det aldeles udsigtsløst. Den tanke gør hans sjæl syg af frygt, så at han ikke har noget sted at hvile sit hoved, mens Månens bue er halv at skue over ham. Men netop da – ved midnatstide – er det, at en mægtig englehær får øje på ham; da er det, at de kommer fra Himlen hid til ham for også i nat at synge, som de sang engang. Fred over Jorden! Menneske, fryd dig! Os er en evig frelser født! Og hyrden burde nu fryde sig – for her i mørket får han alt det at høre, som han i sit hjertes kval har sukket efter. Her i mørket siges det ham, at alt er tilgivet ham, så at alt det, han ikke har fået gjort, er han blevet dømt for, og dommen lyder på frifindelse. Her i mørket siges det ham, at alt er gjort, så at han aldrig i evighed skal dø, mens tiderne skifter med tider. Her i mørket siges det ham, at han ikke har noget at frygte. Og mere end dét siger englene ikke, for med det er alt sagt. Men han fryder sig ikke. Han ængstes. For er det virkelig sandt, at alt er tilgivet ham, så er alt jo givet til ham – så er der ikke noget, han selv skal give sig til at skaffe. Er det virkelig sandt, at alt er gjort, så er der jo intet at gøre. Den Gud, der har gjort alting godt og rigtigt til rette tid for os, gør vel også vor stræben efter at gøre det gode og det rigtige utidig? Den Gud, der giver i overflod, gør vel også os overflødige?

Hyrden, der er vant til at tage ansvaret, vant til at være sin egen dommer, hører i englenes sang tilgivelse for sin uansvarlighed. Hyrden, der er fårenes stolte herre, har således fået en herre over sig, for den, der kan løse ham fra ansvaret, løser ham også fra magten, og han er med ét magtesløs. Derved synes hans tid omme, og den tanke kan han ikke komme om ved. Da hyrdens øje skinner, og tåren rinder, er det derfor ikke af glæde, men af angst – hvor han før havde alt at frygte, har han nu angst for intet. Det er den plage, Gud i englenes sang har givet hyrden at plage sig med: Hvor hans liv før var fuldt af bekymringer, er der nu intet at bekymre sig for i det, og fårene står der endnu og glor, mens han bliver til ren ængstelighed for øjnene af dem, idet han erkender, at det er døden for ham – at hermed er hans liv, som han kender det, bragt til ende. Der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra: Natten er kommet med døden til ham, og han falder ind i en drømmeløs søvn.

Og her ville fortællingen om hyrden – dette menneske på en mark, der kunne være enhver af os – have fundet sin afslutning, hvis han selv havde været herre over den. Men det er han ikke, og vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord, den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje, mens hyrden vånder sig i mørkets og dødens skygge. Men det er han ikke, og alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, og endnu, før hanen galer, har Gud Herren befalet Solen at stå op.

På et tidspunkt går nattens mørke tåge bort, og en livsalig morgenrøde spreder sig over den mark, hvor hyrden ligger. Ja, på et tidspunkt skrider natten, og dagen stunder til. Da vågner alle Guds fugle små, og også hyrden må vågne og rejse sig ved det får, hvor han er faldet – som det får, han nu er.

Og som han står dér på Herrens mark i det duggefulde græs og misser med øjnene, går det op for ham, at han er levende; at han skal leve i dag, om han end døde i nat; at han er genfødt til evigt liv, selv om tiderne skifter med tider.

Som han står dér på Herrens mark, tegner morgensolen nåder for hans ansigt og hans bryst, og lidt mere af alt det, der i nattens tåger var hemmeligt, åbenbares for ham, da han hører englenes sang røre sig som en genklang i sit indre: Han ser, at hans liv nu har en udsigt; at det ikke længere er udsigtsløst, men rækker ind i evigheden.

Hvor han før havde alt at frygte, har han nu intet at ængstes over – og håbet fylder snart helt hans sind. Det er det samme liv, der er intet nyt under Solen, men Solen ser anderledes ud for ham. Han er øjensynlig den samme mand, men han er set med andre øjne og ser derfor også sig selv på ny – med et andet, et enfoldigere og mere fåret blik. Morgenrøden har vist ham livet – livet i Guds vold. Og han ser, at svaret er ansvaret; at hans ansvar er at svare den Gud, der har tiltalt ham; at hans lyd er genlyden. Hvad englene sagde til ham i mørket, tør han da tale i lyset: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!

Og hvis dette var fortællingen om en hyrde – og en hyrde virkelig ikke er andet end et menneske på en mark, som kunne være enhver af os – så er det også fortællingen om os; fortællingen om, hvem enhver af os kan vise sig at være, når vi hører englenes sang.

Og derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Salmer

Salme 769. Sig Månen langsomt hæver

Salme 121. Dejlig er Jorden

Salme 393. Fra Himmelen hid til os ned

Salme 654. Aftensukket, nattegråden

Nadversalme 791. Når mørket jorden blinder

Salme 739. Rind nu op i Jesu navn

Mellem herregård og kirke

I dag den 28. maj 2020 er det 75-årsdagen for udgivelsen af Evelyn Waughs roman Brideshead Revisited – The Sacred & Profane Memories of Captain Charles Ryder. Pressen modtog bogen med stor hæder,og den blev udsolgt på under en uge. Waugh skriver i sine dagbøger, at han er skuffet over, at der er ingen, der har forstået, at bogen handler om en omvendelse først og fremmest. Brideshead Revisited er i dag anerkendt af BBC (2003) og Time (2004) som en af de 100 bedste,engelsksprogede bøger i verdenshistorien. I den anledning genudgiver vi essayet Mellem herregård og kirke fra maj 2019. God læselyst!

Mellem herregård og kirke
Sådan læser man Evelyn Waughs Brideshead Revisited

af sognepræst Andreas Riis Damgaard

På en eng ca. 12 km nord for den engelske by York knejser en mægtig herregård, som mere end nogen anden bygning under kronen udstråler britisk elegance og imperialisme. Herregården kaldes Castle Howard efter den 3. jarl af Carlisle, som var bygherre. Jarlen lagde fundamentet til det kolossale bygningsprojekt i 1699, men nåede på ingen måde at se fuldbringelsen af sine nærmest gammeltestamentlige tempelfantasier, for det tog mere end 100 år at bygge. Rundt om selve hovedbygningens parkareal ligger et væld af skødesløst placerede småbyggerier. Det er en stor, synkretistisk pærevælling af den gamle verdens mytologiernes greatest hits. Her er blandt andet små pyramider, hedenske templer fra den græsk-romerske kulturkreds, helteskulpturer med de rette mål og obelisker. Kronjuvelen blandt parkens ornamenter er springvandet på hovedbygningens sydside. Midt i springvandet står en skulptur af guden Atlas, som er omkranset af fire repræsentationer af Triton, havets budbringer, søn af Poseidon og Amfitrete. Med konkylielignende Trompes de Chasse sprøjter de tilbagelænet vand op på den knælende titan Atlas. Han står tynget under vægten af jordkloden, som han ifølge mytologien er dømt til at skulle bære på sine skuldre som et resultat af sin rolle i den såkaldte Titanomachi. Titanomachien var titanernes forsøg på at kuppe og overtage magten i en kosmisk krig, hvor Zeus endte som absolut sejrherre. Som et resultat af dette urhybris blev Atlas’ dom at bære jord og himmel til evig tid. Indenfor kristendommens teologiske grundbegreber kan vi nogenlunde parallelisere Atlas’ oprør med synd og hans livsopgave med dom.

Netop denne tolkning og kulissebrug af springvandet benyttes i den særdeles vellykkede og berømte TV-seriefortolkning af Evelyn Waughs mesterlige roman Brideshead Revisited – The Sacred and Profane Memories of Captain Charles Ryder fra 1945, som blev filmet på Howard Castle i 1980- 81. Det er ved springvandet, at Charles mister grebet om sin elsker og partner Julia på grund af hendes pludselige syndserkendelse. Bruddet mellem Charles og Julia kombineret med den række af ulyksaligheder, som vælter ned over den fordrukne Lord Sebastian Flyte i forbindelse med den strenge, katolske moders opdragelse, fungerer desværre fint som katalysator for en underlig fortolkning af bogen. Denne går på, at Waugh har ønsket at kritisere den katolske kirkes teologi mere eller mindre direkte. Romanens brug af Klagesangene og bygningsmetaforen fungerer ligeledes glimrende til at kaste lys over bogens hensigt – den handler om to former for bygninger: huse af sten og huse af levende stene. Lad os begynde med at dvæle lidt ved springvandsscenen, hvorfra så mange fejlfortolkninger har deres udspring.

Atlasspringvandet på Castle Howard har til alle tider været berømt blandt springvands- og fontæneentusiaster, men det blev kendt for et bredere publikum, da man filmatiserede Evelyn Waughs roman med en ung Jeremy Irons i hovedrollen som Charles Ryder. Ved springvandet udspiller sig kapitlet The Fountain, som repræsenterer bogens egentlige peripeteia, for her begynder, hvad Waugh i bogen kalder for “serious Church trouble”. 

Kapitlet omhandler det øjeblik, hvor Julia Mottram (født Lady Julia Flyte), det midterste af Lord Marchmains børn, indser, at hun lever i synd med Charles Ryder. Det havde hendes strenge katolske børneopdragelse naturligvis allerede sagt hende. Derfor vidste hun det selvfølgelig i forvejen. Julia har blot forsøgt at gøre profeten Jonas kunsten efter og bortkaste dogmerne og flygte fra sin Gud. Dette til fordel for at leve i et lykkeligt, elegant og dekadent kærlighedsforhold med den ateistiske, oplysningstænkende kunstmaler Charles. 

Fugaen slutter brat i et øjeblik af absolut syndserkendelse, da hendes pietistisk-katolske og lidt kiksede storebror Brideyfortæller hende, at han ikke vil lade sin forlovede sove under samme tag som Julia og Charles. Det begrunder han således: “You must understand that Beryl is a woman of strict Catholic principle fortifi ed by the prejudices of the middle class” (E. Waugh: Brideshead Revisited, Penguin Modern Classics, 2000 s. 267). Julia bliver først utrøstelig og ulykkelig og svarer prompte: “Why you pompous ass…” (s. 267), imens hun rødmer, bryder sammen i gråd og løber udenfor til springvandet.

Ved springvandet forsøger Charles at tale hende til fornuft. Der er absolut ingen trøst at hente i hans fritænkeri. Julia responderer med en lang og dyster monolog om den katolske opfattelse af synd. Charles fatter ikke et muk, da han aldrig har spekuleret et eneste sekund på en teologisk doktrin. Efter at anfaldet så småt er begyndt at aftage, går de sammen tilbage mod Brideshead fra springvandet. Charles er sikker på, at Julias hysteriske anfald og teologiske enetale er bragt til ende, og Julia styrker opfattelsen ved at sige: “I’m sorry for that appalling scene, Charles. I can’texplain” (s. 270). I et udslag af naiv uvidenhed tror Charles, at alt igen er i bedste orden. Men Brideys katolske syndsbombardement har revet op i deres “syndige” parforhold.

Springvandet som Madeleinekage

I TV-seriens glimrende fortolkning af scenen ser vi Atlasspringvandet i begyndelsen og slutningen af samtalen, da Julia går imod herregården. Under hele hendes hjerteskærende monolog skuler Atlas i baggrunden. Hun beretter her om synden, som hun havde glemt alt om. Synden, som Julias mor døde med, og som Jesus Kristus døde med langfredag, hvor han var så fornedret, at selv: “the old man with lupus and the forked stickwho limps out at nightfall […] turns away in disgust” (s. 270) ligesom Julias dødfødte barn: “nameless and dead, like the baby they wrapped up and took away before I had seen her” (s. 270). Under den tyngende vægt fra planeten kan man nærmest høre Atlas anråbe hendes samvittighed: “Du, menneske, du skal straffes som mig.” 

TV-seriens fortolkning ved springvandet i de smukkeste omgivelser midt imellem alle de mægtige sandheder af æstetik, som er bygget af menneskehænder med kløgt og kundskab, på det sted indser Julia, at Jesu rige virkelig ikke er af denne verden. Meget er muligt, men man kan ganske enkelt ikke kan flygte fra Ham. Bogen ender af den grund også med, at Julia forlader Charles, fordi hun: “can’t shut myself out from his mercy”. Et liv med Charles ville være et liv i synd, hvor hun ville “… set up a rival good to God’s” (s. 318). I sagens natur er dette en fortolkning, som filmholdet har foretaget, og det er min opfattelse, at den rammende accentuering af det trøstesløse i Julias situation har slæbt brænde til bålet af forkvaklede tolkninger af romanen. For det er en rørende scene. 

Det tilbageblik, som er bogens rammefortælling og grunden til værkets titel, indledes efter, at Hooper, som inkarnerer den nye, vulgære tidsalder styret af simple “tabere” i stedet for adelen, fortæller Charles: “There’s a frightful great fountain, too, in front of the steps, all (s. 14) rocks and sort of carved animals. You never saw such a thing,” hvortil Charles indleder sit gensyn med: “Yes, Hopper, I did. I’ve been here before.” The Fountain er for Waugh, hvad Madeleinekagen er for Marcel Proust i À la recherche du temps perdu.

Konsekvenser og ledemotiver

Det er, som antydet allerede, en fin fortolkning af scenen, som filminstruktøren Charles Sturridge har lavet i filmatiseringen. Med Atlas i baggrunden understreges den centrale teologiske tematik i bogen, som ofte forsvinder i udlægningen af fortællingen om forholdet mellem Charles og Julia. Adskillelige opfatter nemlig konsekvenserne af Julias pludselige ihukommelse af synden som bogens egentlig epicenter. Tankegangen i sådan et argument er typisk, at kristendommen i sine katolske klæder i Brideshead Revisited er “ond”. Derfor opfattes bruddet mellem Charles og Julia som konsekvensen af en “ond religions” doktriner. Og ikke nok med det, det er den samme religion, som ødelægger Charles’ bedste ven og Julias bror, Sebastian, som flygter fra sin moders fordømmende, religiøse overbevisninger.

Det er en absurd læsning af Waughs mesterværk, som undertegnede sågar har hørt teologer plædere for. Bogens egentlige epicenter, eller måske nærmere centrale motiv, er, at alt timeligt skal forgå og knuses under arvesyndens vældige scepter, imens det evige og sakrale skal bestå for altid – eller som Waugh skrev det ved genudgivelsen af Brideshead Revisited i 1959, så er bogens tema: “the operation of divine grace on a group of diverse but closely connected characters”.

Den bedste måde at illustrere dette på er ikke at se nærmere på Julias udlægning af synd eller Charles’ mangel på forståelse af den eller at forsøge at finde en indre logik i en indirekte kritik af katolicismens syndsbegreb, men at se på forholdet mellem de to afgørende ledemotiver på det evige, the sacred, og det timelige, the profane, i Brideshead Revisited – forholdet mellem herregården og kirken, som får sit klareste udtryk i den gammeltestamentlige profet Jeremias’ klageskrig: “Quomodosedet sola civitas!” (Klag 1,1), som Waugh citerer tre gange i bogen. Et par biografi ske noter om Waugh skal her indskydes, for at nøgleromanens ledemotiver og bygningsmetafor kan få en fyldestgørende ramme.

Simul katolik et æstet

Man skal ikke have læst mange ord om Waughs liv, før man forstår, at Brideshead Revisited er en nøgleroman, som i højeste grad er baseret på Waughs begivenhedsrige liv. Ligesom Charles studerede Waugh på Oxford, og han havde en drøm om at blive maler, som Charles er det i romanen. Waugh blev forfatter i stedet, da han mente, at det var den letteste måde at tjene penge på, uden at man behøvede at foretage sig noget rigtigt arbejde. Waugh var blødende ateist og en del af de såkaldte æsteter i sin tid, som studerende på Hertford College ligesom Charles, og så endte han sine dage som streng katolik, ligesom Charles også ender med at blive katolik i romanens epilog. 

Waugh debuterede som romanforfatter i 1928 med Decline and Fall, som er en dybt humoristisk, gennemsort og skamløs bog om en sagesløs teolog ved navn Paul Pennyfeather, der bortvises fra Oxford efter at være blevet tvunget til at løbe nøgen over en græsplæne på Scone College af herreklubben Bollinger Club, som stener ræve med champagneflasker iklædt kjole og hvidt. Efter sin bortvisning begynder Paul Pennyfeather at arbejde på en elendig kostskole i Wales.

Bogen fik en udmærket kritik i blandet andet The Guardian, men salget var ikke synderlig stort. Først med sin anden roman Vile Bodies fra 1930 blev han en kendt forfatter i England. I bogen beskriver han det miljø, som man kaldte for The Bright Young Things i interbellum-årene. Her blev der serveret champagne i skåle, hørt jazz som aldrig før og danset i de store lejligheder og paladser på Sloan Square i London-kvarteret South Kensington. Da han var omtrent halvvejs med at skrive bogen, løb hans kone Evelyn Gardner med en ven. Det er en væsentlig biografisk forudsætning for at forstå bogen, fordi Vile Bodies begynder med en positiv skildring af tidens nye ungdomskultur, som den legendariske, engelske Oxford-biografiker Humphrey Carpenter kaldte The Brideshead Generation. Mod slutning af Vile Bodies er det dog tydeligt at se Waughs kritik og efterhånden afstandtagen til The Bright Young Things, som ekskonen var en bannerfører for. Samme år, som bogen udkom, konverterede Waugh til katolicismen. Umiddelbart lader der til at være et stort skel i Waughs liv mellem de to perioder, men han mente selv, at han til alle tider var en dekadent æstet og katolik på samme tid. Polemisk udtalte han, at den eneste forskel var, at man måtte stoppe med at gå i “ridiculous outfits”.

Waugh contra mundum

Waugh skrev kun to bøger, som efter hans egen udtalelse omhandler kristendommen direkte. Den ene er en biografisk roman om helgeninden Helena (1950), og den anden r Brideshead Revisited. Ud over de allerede skildrede træk er bogen en tvetydig bredside til Waughs tidligere så stærke patriotiske følelser omkring Anden Verdenskrig. Waugh deltog i krigens slag ved at kæmpe for den britiske flåde. Han var kendt som den elendigste officer i hele Storbritannien. Uagtet sin inkompetence mente han dog, at krigen var yderst nødvendig ved dens udbrud i begyndelsen af september 1939. Waugh ønskede inderligt at kæmpe under den frie, demokratiske verdens korsbanner. Dette ændrede sig fuldkomment efter den 12. juli 1941, hvor der blev indgået en aftale mellem på den ene side Sovjetunionen og den anden side Storbritannien. For hvis der var en ting, som Waugh hadede af hele sit hjerte, så var det gudløs kommunisme – og nu var han allieret med dem. Desuden lå det ham stærkt på sinde, at han tvivlede på, om de mange katolikker i Østeuropa levede et godt liv under hammerens og sejlets tunge skygge.

Det er i den ramme, at man skal forstå Brideshead Revisited. Det er i en følelse af fuldstændig frustration over den politiske situation og følelsen af at have gået kommunisternes ærinde. Waughs bekendte sagde, at han helt mistede troen på “verden” efter dette. Det forklarer ikke bare rammefortællingen i Brideshead Revisited, hvor vi hører om Charles’ elendige tid som kaptajn i hæren, men det peger også tilbage på den overordnede tematik i bogen – forholdet mellem herregården, som skal forsvinde, og som i vid udstrækning symboliserer det gamle, adelige England, og kirken, som skal stå til evig tid.

Waugh var allerede før bogens udgivelse bekymret for, at folk ville misforstå den og tolke den i en anden retning end den tiltænkte – teologiens. I 1945 skrev han i et brev til sin forlæggerA. D. Peters: “I hope that the last conversation with Cordelia gives the theological clue. The whole thing is steeped in theology, but I begin to agree that the theologians won’t recognize it.” Brideshead Revisited er tænkt som én lang kamufleret prædiken over Klagesangenes indledende sørgeedikt om den personificerede stad med sit faldne tempel; hende som sidder alene og græder om natten og i nødens time bedriver hoveriarbejde som en anden skøge.

Klagesangenes første vers benyttes som nævnt tre gange på latin i romanen. Første gang i en dialog, hvor Charles forholder sig tavs, anden gang i en samtale med Cordelia Flyte, familiens yngste barn, hvor hun taler om brugen af netop denne tekst eller “Chant” i forbindelse med den såkladte Tenebrae-messe (lat.: skygge). Messen afholdes langfredag og udtrykker en teologisk typologi, som slår fra det første tempels fald i Jerusalem under assyrernes sværd i 586 f.Kr. og til Jesu død på korset. Cordelia spørger Charles: “You’ve never been to Tenebrae, I suppose?” Charles responderer lakonisk: “Never”, hvortil Cordelia siger: “Well, if you had you’d know what the jews felt about their temple. Quomodo sedet sola civitas” (s. 206). Cordelia taler om dette i forbindelse med lukningen af kapellet hjemme på Brideshead. Da de afsakraliserede kapellet og lod tabernaklets små porte stå vidt åbne, sad Cordelia tilbage med en følelse af, at det altid fremover ville være langfredag.

Temaet er tydeligt. Tenebrae-messen og henvisningen til Klagesangene skal her overføres til selve kapelbygningen. Brideshead-kapellet er som Jerusalems tempel – det er lukket ned, ødelagt og “transcenderer” tid og sted – med andre ord står Cordelia her i direkte forbindelse med jøderne i eksilet og med kvinderne ved korset. Brideshead-kapellets “fald” kommer før selve herregården og slægtens fald i romanen. Heri er den videre fortælling, at familien falder, herresædet falder, al den timelige visdom og ære falder under tidens tand – ligesom kirken umiddelbart gør det.

For at belyse dette har vi brug for Atlas’ springvand igen. For her knækker filmen for familien og for herregårdens fremtid. Brideys korpulente middelklassefrue falder nemlig ikke i den gamle Lord Marchmains smag, og hun er for gammel til at frembringe en arving til hele den profane herlighed. Derfor beslutter han sig for, at Bridey ikke skal arve. Sebastian har drukket sig i smadder og er blevet en from mand i de afrikanske kolonier. Julia og Charles er derimod Lord Marchmains håb – de har stil og elegance til at overtage herregården. Men sådan ender det ikke alligevel, for ved springvandet indser Julia, at en ting står over alt andet – og det er Hærskarers Herre. Naturligvis.

På den måde sidder man som læser tilbage med en følelse af, at alt falder. Kapellet er lukket, ingen skal arve herregården, og Julia og Charles skal ikke have hinanden. Ja, Quomodo sedet sola civitas, det er velvalgte ord. Og herregården, som er så smuk og så vældig som en fæstning, viser sig at være svag og skrøbelig som alt andet her på jorden. Det er langfredag i alles hjerter.

“… all is vanity. And yet…”

Langfredag følges som bekendt af påskemorgen. Der hvor mørket, skyggen, hviler tungest, derpå skal solen også atter rinde op i østerlide. I bogens epilog får man den sidste nøgle til at læse romanen. Her vender Charles tilbage til Brideshead ved et tilfælde i sin militære tjeneste. Han ser herregården mishandlet af den britiske armé. Springvandet bliver for eksempel brugt som en form for kombination mellem et gigantisk askebæger og en skraldespand på High Street. Miljøbeskrivelserne er baseret på en længere række mere eller mindre direkte referencer til T. S. Eliots fremstilling af det krigshærgede land i The Wasteland fra 1922. Midt i denne følelse af ydmygelse af den før så mægtige, smukke herregård udtaler Charles ordene: “Quomodo sedet sola civitas. Vanity of vanities, all is vanity. And yet…” (s. 325) – dette “yet” kommer i forbindelse med, at Charles genbesøger kapellet på Brideshead, som er blevet genåbnet og benyttes af soldaterne, som residerer på området. I verdenskrigens mulm og mørke er lyset atter tændt foran det lukkede tabernakel.

Beskrivelsen af kapellet understreger kirkens funktion i virkeligheden såvel som i denne fiktion af Waugh – den er det tidløse, evige; det sted, som er anderledes end resten af den verden, der bliver sønderbombet under krigens vold: “The Chapelshowed no ill-effects of its long neglect […] the art-nouveau lampburned once more before the alter.” Hertil kommer bogens sidste, store overraskelse, når den ellers så fritænkende Charles videre siger: “I said a prayer, an ancient newly-learned form of words.” (s. 325). Charles er konverteret. Bygningsmetaforen viser billedet soleklart – Kirken består, herregården forgår. Det er BridesheadRevisiteds egentlige raison d’etre. Bogen er en prædiken over den bygningsmetafor, som repræsenterer evangeliets store “yet”. Herregården, Brideshead, som for mange er synonymt med Carlisle-slægtens mægtige Castle Howard, falder, men kirken er evig. Brideshead er Jerusalems tempel, og Jerusalems tempel er Jesus Kristus først på korset og siden på opstandelsesdagen. 

Senere skulle Waugh erfare, at han ud fra sine egne opfattelser tog fejl. For herregårdene står i dag som museer og bliver holdt i live. Det “profane” England i sin uhellige alliance med sovjetkommunisterne består, men i nye klæder. Men den kirke, som han opfattede som evig, blev efter hans mening smadret under 2. Vatikankoncil (1962-1965), hvorefter messen skulle afholdes på folkesprog. Waugh var så glødende vred over denne beslutning, at han efter at have deltaget i en messe på folkesproget selveste påskedag kradsede af i et raserianfald på toilettet i sit hjem i 1966. Han anså kirken for at være blevet kuppet i en titanstrid, hvor den moderne tid fik lov til at fægte mod evighedens sværd – og sejre. Brutalt.