Bach to Basics – byg din barokke himmelborg

Påskegudstjenesterne er alligevel aflyst. Kirkerne er lukket. Og evangeliet om Jesus lidelse, død og opstandelse lyder højest fra de virtuelle prædikestole landet over. Det er dybt tragisk, og det kalder på passende løsninger. Med adgang til YouTube og et sæt højtalere ombygger J. S. Bach gerne din stue til en barok himmelborg kvit og frit – uden menighedens nærvær og nadver, desværre, men i et stædigt, æstetisk forsøg på at placere dig i samtidighed med evangeliet. Andreas Riis Damgaard, sognepræst i Præstevang Kirke, guider dig her til en påske med et passende Bachsk akkompagnement.

Åbningssatsen i Johannespassionen (BWV 245). Vi mødes af dyster g-mol. Basinstrumenterne spiller grundtonen, tonika, i lange dronetoner, der giver mindelser til Davis Lynch’ uhyggelige underlægningsmusik i Twin Peaks. Strygerne snappende i sekstendelsnoder. To oboer i en dødedans af dissonansens skærende mislyde, der lyder som flossede fingernegle mod en kridttavle. Og så inde fra den mørke, musikalske sky pludselig tre veritable skrig: ”HERR! HERR! HERR!” Det kræver ikke det store musikteoretiske kørekort at forstå, at her, der kaldes på Gud i en smertefuld anråbelse. Ordene kommer fra den ottende salme i Salmernes bog. En decideret lovsang til Gud. En lykkelig beretning om Guds skaberværk og gerning: ”Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!”. Her er ikke ligefrem tale om en klassisk fortolkning af en lovprisning i musikken. Hvorfor gør Bach det? Det ligger i åbningssatsens resterende ord: ”Vis os gennem din passion, at du, den sande Guds søn, til alle tider, også i den største nedgørelse, er blevet herliggjort”. Bach ønsker at gøre dig samtidig med Jesus på Golgatha, at sænke dig ned i syndsbevidsthedens tidsmaskineri. Jesus blev ydmyget i et døgns tid. Det understreger Bach ved at fortsætte åbningssatsen i ni minutter i evighedsklingende musik. Mesterligt.

Prædikanten Bach

J. S. Bach er den største kirkemusiker. For Bachs geni beror ikke alene på den musikalske kvalitet og iscenesættelsen af den. Bach kunne også fortolke, forkynde og forklare. Det gjorde han over massevis af perikoper og fortællinger fra Bibelens mangfoldige bibliotek, herunder særligt i sine over 200 kirkekantater, som er skrevet til søndagsgudstjenester. Bach havde en teologi og ikke udelukkende et matematisk intellekt, sådan som det ofte er blevet fremstillet. Det er beskrevet fint i den legendariske barok-aficionado John Eliot Gardiners folkelige bog Music in the Castle of Heaven. Titlen spiller på Weimar-slottets kapel Himmelsburg, som Bach skrev flere af sine første kantater til, såvel som på Bachs evne til at bygge kirker af toner.

Hvorfor vælge Bach som totalentreprenør?

Med den kristne kirkes vigtigste højtid om hjørnet og sofa-Corona-bekæmpelsens tvungne realitet er Bachs oeuvre en fornuftig måde at opløfte sin sjæl til Herren på. For det er en tysk, velkomponeret totalentreprise-løsning, hvor både det kristelige ord og projekt og den musikalske udførelse er struktureret af en og samme mand: Johann Sebastian Bach.

Der er meget at vælge imellem, så herunder en guide, hvor musikken er optaget live i smukke kirker, i det forjættede, nedlukkede Europa: tag med på en pietistisk-lutherskortodoks rejse gennem påskens helligdage: helt nede fra Jerusalems støv og op på Bachs musikalske himmelborg. 

Palmesøndag, 5 april: Fredsfyrste til fransk ouverture

Kantate BWV 182: Himmelskönig, sei willkommen (27 min.) skrev Bach i 1714 til brug på Palmesøndag og Mariæ bebudelse, der lå samme dag det år den 25. marts. Den blev skrevet ved hoffet i Weimar, hvor Bach arbejdede, før han kom til Köthen og senest Leipzig. Stilen er simpel, beroligende og ikke pompøs i sit udtryk. Det begynder med en fransk ouverture, som leder direkte ind i den første korte korsats, som hylder kongen velkommen – heraf titlens ”willkommen”! I ouverturen spilles der pizzicato, hvor strengene knipses kort, herover spiller kun en vuggende fløjte og violin. Alt emmer ro og fred, og det er uden tvivl Bachs understregning af, at når kongen Kristus træder ind i Jerusalem, er det ikke som verdens larmende konger til hest, men som fredsfyrsten på et æsel. Herefter skifter Bach vinkel til det personlige, subjektive trosliv i tre arier, her på en samlende koral, hvor man glæder sig over frelsegerninger igennem Jesu lidelser. Til sidst et kor, der understreger glæden ved, at Jesus red ind i Jerusalem. Bachstiftungs udgave fra kirken i Trogen, Schweiz, i 2007 med Rudolf Lutz’ direktion er mesterlig.

Skærtorsdag, 9. april: Jesus skal ride sagtmodigt ind i hjertet

Kantate BWV 61: Nun komm’, der Heiden Heiland (16 min.) ligner på mange måder Palmesøndags kantate musikalsk. Den er også oprindeligt skrevet til 1. søndag i advent i 1714 i Weimar, hvor teksten også er Jesu indtog i Jerusalem. Men det er voldsommere, mere hyldende, mindre inderligt i sin indledende korsats. Teksten kommer fra Luthers udgave af den gamle, latinske salme af samme navn som kataten, Veni redemptor gentium. Her besynges nadveren indirekte i alle de små satser. Det passer til Skærtorsdags aften, hvor Jesus indstiftede nadveren. Nadverens sakramentale virkning og modtagelse kobles til på den ene side Jerusalems porte og templets døre, og sammensmedes til sidst med den enkelte troendes hjerte. Jesus ridder ind sagtmodig på sit æsel – i Jerusalem og dit hjerte. Herefter en hurtig, harmonisk korsats med et stort amen. Hør Nikolaus Harnoncourts udgave med Arnold Schoenberg Chor fra 2000 i det smukke benediktinske kloster i Melk, Østrig.

Langfredag, 10. april: Helt fra Golgata

BWV 245: Johannespassionen (ca. to timer) er på alle måder skabt til Langfredag, som den blev uropført i Thomaskirche i Leipzig 7. april 1724. Bach viser med sit smukke oratorie hele passionen fra Skærtorsdag aften til Langfredag på Golgata. I mellem Bibelens dramatiske fortælling kommer små klip med kristelige, ofte subjektive, indsigter i koraler og arier. En af de smukkeste er Arie 30: Es ist vollbracht, hvor en sorgfuld alt synger om Die Trauernacht, sorgens nat, hvor Jesus døde. Midt i arien kommer som ud af intet et vitalt, hurtigt skift, hvor Jesus omtales som Judas (landområdet, ikke forræderen Judas Iskariot) helt – Bach fortolker korset i lyset af den sejrende Kristus, opstandelseshelten. Den klassiske udgave er Bach-profeten Karl Richters udgave fra 1971 med Münchener Bach-Chor eller Netherland Bach Societysudgave Van Veldhovens direktion fra Grote Kerk i Naarden.

Påskedag, 12. april: Jesus ligger ikke i graven

Mellem de oplagte påskekantater er Kantate BWV 4: Christ lag in Todes Banden (20 min.) perfekt til Påskedagen i stuerne derhjemme. Musikken er viril, storslået og ungdommelig (fra 1707) det ene øjeblik, det næste fyldt med påskens sorg og smerte. Kantaten inkarnerer højtidens ambivalens mellem tristesse og glæde. Teksten i kantaten er baseret på Martin Luthers salme af samme navn. Kantaten er en klar fortolkning af den tomme grav, hvor Jesus lå til påskemorgen rød. Bach understreger Luthers pointe i en melankolsk bass-arie; at opstandelsen fra den tomme grav viser os, at Jesus var det sande påskelam, der døde for os. Der anbefales Ensemble Orlando Fribourgs udgave fra den smukke Église Saint-Michel i Schweiz.

God påske!

Under uret: En treenig tår over tørsten. Øl-rapport fra Århus-Kredsen

For at fejre Kreds-semestrets begyndelse havde tidsskriftets gak-redaktion, også kendt under rubrikken Under uret, en udsendt medarbejder i baren efter Århus-Kredsens første møde. (Selve foredraget gad den fordrukne omstrejfer selvsagt ikke høre.) Er Københavner-Kredsen i virkeligheden nogle ufolkelige tabere, når de dyrker den uhellige treenighed af europæisk boblevand, klassisk Frokost og brændende sambucca-shots?

Af Steffen Arrigkro, mag.bib.

Da Under Urets udsendte medarbejder for nyligt frekventerede Århus-Kredsen, udspillede der sig en større fadæse omkring bardisken. En hjemvendt eks-eksiljyde ville bestille Århus-sæt til hele banden, men Unibaren – der ellers med en vis ret praler af Nordens største øl-sortiment – kunne ikke levere de våde varer. Den ellers ivrige og i passende grad behagesyge bartender ledte febrilsk efter et Århus-sæt i sit digitale kasseapparat, men også her måtte man ligesom i den printede menu lede forgæves. Det var tæt på, at der udbrød en veritabel syndflod af arrigskab i den steffenske kro.

Heldigvis havde aftenens Grundtvig-foredrag berørt vigtigheden af fantasi og myto-poetisk skaberevne, så sindene kom hurtigt i gang, og der blev bestilt Tuborg Guld fra fad og Arnbitter-shots.  Denne fremragende cocktail – som måske kunne tænkes at fungere som Folkeåndens svar på Jägerbombs – blev hurtigt døbt Eksil-sæt, fordi den perlende gulddame og den besk-søde Arnbitter taler både til den kække københavnerdreng og den stoute jydeknægt. Der opstod begejstring i flokken. Fra nu af skal hverken muldets frænder eller sletternes sønner nogensinde føle sig hjemløse på et ordentligt udenbys værtshus.

Efter denne held i uheld-episode følte de opmuntrede ungersvende, at det nu måtte være tid til noget mere trygt, noget sikkert Kreds-klassisk. Man bestilte således Frokost, men det kunne heller ikke fås. Godt nok var der vist nok Limfjordsporter, men denne var kun på 33 cl’s flaske, og Elefanten kunne måske også fås på halvliters dåse. Denne skæve bumseblanding ville måske gå an til en polterabend i det grønne eller en tidlig eftermiddag på bænken, men ikke på en respektabel beværtning! Nu var gode råd dyre, men indbildningskraften kom hurtigt i gang igen, og der blev bestilt Wiibroe Porter og Porse Guld fra Thisted Bryghus – og små glas med hank. Blandingen blev døbt Jydefrokost. Nu skal vi fortælle Dem hvorfor:

Det thylandske korn og porsen fra den vindblæste slette inkarnerer den jyske studerendes forening af det jordnære og det himmelstræbende, mens den nordsjællandske porter, der lige er 0,3% stærkere end Limfjordsporter, tilføjer en insisterende sexet charme, som kun en kredsomvendt KUA-pige (enhver rask drengs drøm) kan levere den. Jydefrokost smager aldeles fremragende, ja, selvom det er svært at indrømme, er den faktisk mere elegant i bouqueten end en klassisk Frokost. Under Urets ølredaktion kan således anbefale, at man i Århuskredsen fremover drikker denne Jydefrokost – der også med sine 66 cl til to er venlig over for skrøbelige sjæle – i stedet for en dårlig bumset erstatningsfrokost med ujævne blandingsforhold.

Det var svært at overgå disse to overdådige kombinationsdrikke, som hidtil var blevet indtaget. Men man var nu ”nået op på nul”, som en fordrukken svigerfar engang har udtrykt følelsen af at være i vatter og ville prøve lykken. Bartenderen henviste til noget så ufolkeligt som skabet med belgiske trappistøl, og man var lige ved at blive fristet af en Trappistes Rochefort 10, der med sine svimlende 11,3% er øllets pendant til Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Man pludselig lød der et glædeligt budskab: ”Gud, de har sgu Hancock Gambrinus”.

Kender De ikke denne øl? Det gjorde de unge stud.theol.’er heller ikke, men en erfaren midtjyde kunne belære dem om, at det var den helt rette øl til stunden: ”Nu skal jeg ødelægge jer”. Hancock Old Gambrinus Dark, som er denne øls fulde navn, kaldes med rette for Midtjyllands svar på en god portvin. I Kredsjargon kunne man måske også kalde den en ready-made Frokost. Den blev, som det hør og bør sig, indtaget af connaisseur-glas på stilk og nydt som en fisefornem belgisk øl. Men sagen er, kære venner, at prisen på denne gudedrik (som er præcis dobbelt så stærk som en almindelige pilsner) er den samme som på en almindelig guldøl. Perlende portvin til ølpris. Min sjæl, hvad vil du mer’? Prøv den, næste gang De ønsker en god aften – den kan også købes i Brugsen og nydes af rødvinsglassene hjemme på altanen.

Det blev en god aften denne torsdag i Aarhus – ikke mindst fordi det var muligt at fortsætte det, der efterhånden var blevet en gedigen brandert, med Blå Thor (den fra ”flik-flak i Randers Fjord”-visen) og stille sulten med billig tre-minutters pepperonipizza fra den 450(!) grader varme ovn.

Selvom Under Urets udsendte medarbejder var glad for at vågne op og kunne rejse fra den lånte sofa og sætte sig ved et morgenbord med skoldhed kaffe, Cocio, blødende æg og bløde jydebirkes med tandsmør, Riberhus Mellemlagret og Boysenbærmarmelade, så havde han sjældent haft en så god brandert med så gode tømmermænd.

Lad os derfor slutte med at fremsætte den vovede tese, at denne nytraditionalistiske treenighed af Eksil-sæt, Jydefrokost og Hancock Gambrinus giver den perfekte brandert og er langt bedre end den uhellige treenighed af europæisk boblevand, klassisk Frokost og brændende sambucca-shots, som de lutherske libertinere indtager til Alma Mater-Kredsens sammenkomster. Næ, indtag De hellere en jysk mikstur af danske øl, og De skal med garanti få Dem en liflig aften. Prøv det, næste gang De er i byen på en torsdag.

Århus-Kredsen: en treenig torsdagstår over tørsten – siden 1942.

 

 

 

 

 

Efterårets foredrag i Københavnerkredsen

Det er os en fornøjelse hermed at kunne præsentere semesterprogrammet for efteråret 2019 i Københavnerkredsen:

19. september
Lektor, mag.art. Erik Skyum-Nielsen:
Beowulf – et vældigt, oldengelsk kvad

3. oktober
Professor emeritus Helge Kragh:
Naturvidenskab og religion i historisk perspektiv

24. oktober
Ph.d. Rasmus Willig:
Fra samfundskritik til selvkritik

7. november
Sognepræst Jakob Sandal:
C.S. Lewis og krigen

28. november
Professor, dr.theol. Kurt E. Larsen:
Kirkehistorie som kirkelig teologi

5. december
Dr.phil. Sofie Kluge:
Calderón og forestillingen om livet som en drøm

Foredragene finder som altid sted kl. 20 i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K. Entré: 25,- / Semestermedlemskab: 75,-

Hørt på Kredsens sommermøde 2019

Tilfældige udsagn, hørt på Kredsens sommermøde 2019, Jyderup Højskole. Indlægget følger den væsentlige tradition for gengivelse, sådan som vi altid har gjort det. Det vil sige: En enkelt gang før.

“Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.”

“Skal vi ikke synge Jens Vejmand? Så kan vi jo blive mindet om, hvilken lykke det var for bonden at blive proletar.”

“Jeg troede, at stilheden skyldtes, at vi skulle føle Gud. Gudskelov var der tale om en misforståelse.”

“Jeg tror, at han tror, at han talte et flot dansk.”

“Det eneste, der afholder Forsvaret fra virkeligt at udvikle sig, er de civile.”

“Dit pis løber ind forbi mig.”

“Videnstilegnelse er penetration af sindet.”

“De unge soldater i Afghanistan har betalt for Grønland med deres blod.”

“Her kommer cava-baronerne [fra Kjellerup]. Vi fandt den sidste flaske allernederst i kælderen i en tom fryser i dunkelt rum fyldt med rod.”

“Vi sidder bare her stille og roligt for os selv og fortæller anekdoter og deler en flaske vodka.”

“Jeg blev tilsyneladende lagt i seng. Jeg måtte lige ned og spørge dem, der var vågne, om jeg havde blameret mig selv.”

“Heldigvis skilter de ikke med, at det er økologisk.”

“C’est la fucking vie.”

“I er det første kursus her på skolen, hvor ikke én eneste deltager har særlige madkrav eller allergier. Sidste uge havde vi et kursus i ‘grøn aktivisme.’ Dét var en anden snak.”

“Jeg var alene og syg og lå og læste hele aftnen og natten med. Det var den mest vidunderlige jul nogensinde.”

Yderligere bidrag modtages i kommentarfeltet til eventuel optagelse i det trykte blad.

Martyriet slår igen

I anledning af, at nr. 2, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden burde være abonnenterne i hænde, udsender vi som sædvanlig en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer forfatter og filosof Peter Tudvads replik til den anmeldelse af samme Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri, vi bragte i sidste nummer. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Professor Anders Klostergaard Petersen har i det forrige nummer af Studenterkredsen begået en ram kritik af min seneste bog, Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Meget godt har han ikke at sige om bogen og slet ikke om forfatteren, da anmeldelsen i flæng diverterer med diskrediterende domme som “patosfuld”, “overdrevet”, “megalomant”, “overdramatiseret”, “patosfuld selviscenesættelse”, “nedladenhed”, “selvpositionering” og “patetisk” – for slet ikke at tale om beskyldningen om at være en litterær martyr i egen indbildning. Corpus delicti i Klostergaards sag mod mig er min forklaring i forordet på det forhold, at den tjekkiske reformator Jan Hus har fået så stedmoderlig en behandling i kirkehistorien, som tilfældet er:

Årsagen kan man kun gisne om, men oplagt er det, at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret i Østeuropa. Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi nødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe.

To gange citerer Klostergaard fra den inkriminerede passage – og begge gange lemfældigt, da han skriver “hører vi unødigt” og “dikteret af Østeuropa” (mine kursiveringer). Som led i sin indvending mod passagen spørger han retorisk, hvem det “vi” er, som jeg taler om. Generaliseringer kan naturligvis være misvisende, men det samme kan anken over deres brug, hvis de kræves konkretiseret ad absurdum, altså hvis jeg in casu forventes at opliste navnene på dem, der har ytret noget lignende over for mig. Det forventer Klostergaard nok heller ikke, men nægter ganske enkelt, at min påstand har noget på sig, nemlig ved henvisning til at “[r]ussiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som i Østeuropa.”

Jeg formoder, at den dannede professor gerne går i Musikhuset i Aarhus, så han på denne måde kan undtage sig selv fra det “vi”, jeg appellerer til – uden i øvrigt at ekskludere mig selv, da også jeg har en rem af huden. Det har man ifølge Klostergaard åbenbart ikke, hvis man hører Peter Tjajkovskij, ser Alfons Mucha eller læser Imre Kertész. Som om man ved at gøre dette havde immuniseret sig over for fordomme om russere, tjekker og ungarere eller demonstreret en fordomsfri vilje til at lytte til dem! Mange vesteuropæere hører, ser og læser rigtignok komponister, malere og forfattere som de nævnte, men ikke desto mindre er deres dagsorden i bred almindelighed, at østeuropæerne skal overtage vores værdier, som var disse per se universelle og altovertrumfende, mens deres egne er reaktionære og nationalistiske.

Mindre kunstigt bliver det ikke, når Klostergaard forsøger at undvige problemet ved at kategorisere Tjekkiet og Ungarn som central- og ikke østeuropæiske lande. En tjekke ville ganske vist også frabede sig, at hans land omtales som østeuropæisk (og i stedet insistere på det som centraleuropæisk), men netop fordi Østeuropa har så lav en status. Hverken Tjekkiet, Polen, Slovakiet eller Ungarn får dog højere status af at blive omtalt som centraleuropæiske, hvis vesteuropæere fremdeles ser på dem med lige dele ringeagt og ligegyldighed. Landene hørte før Jerntæppets fald i 1989 notorisk til Østeuropa, og det gør de for så vidt også i dag, fordi vi igen oplever en konflikt i Europa mellem Øst og Vest. Spørg bare i Bruxelles!

Det følgende punkt i Klostergaards anklageskrift sigter forunderligt nok til det, at jeg kalder teologien for den røde tråd ikke blot i min fortælling om den husittiske reformation og revolution, men også “i virkeligheden”. At den er det i kirkehistorien, burde vel ikke være nogen kontroversiel påstand, så meget desto mere som jeg naturligvis ikke påstår, at alt er sagt, når blot man har redegjort for teologien. Og netop derfor gør jeg rede for så mange andre relevante forhold i denne historie, hvad Klostergaard må bide sig i tungen over at medgive mig, da alle de forhold, han selv nævner, minsandten – som han skriver – “så udmærket fremgår af bogen.” Men hvad er så problemet? Et andet, må man forstå, når man læser, hvad han skriver i anledning af den skæbne, jeg forjætter Jan Hus – kirke, korstog og kætteri i forordet:

Mit håb er naturligvis, at jeg med denne bog kan vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn. Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke. Tværtimod er der så mange dramatiske højdepunkter i den, at det kan være fristende at springe de teologiske mellemregninger over for blot at divertere med krudt og kugler, kætterdød og korstog. Den fristelse er jeg dog ikke faldet for, men har ladet teologien være den røde tråd i fortællingen – sådan som den også var det i virkeligheden. Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere.

Igen ved Klostergaard ikke, hvem “de fleste” er, men derimod uden slinger i valsen at kategorisere ovenstående som “nedladenhed og selvpositionering” såvel som “patosfuld selviscenesættelse”. At jeg med mit udtalte ønske om at vække interesse for den teologi, der vel også optager en professor i religionsvidenskab, afslører så slet en karakter, går over min forstand. Lige så lidt forstår jeg, at det skulle være nedladende at antage, at de fleste (som naturligvis hverken indbefatter professoren eller hans kolleger og studerende) umiddelbart finder kirkehistorie kedelig, når dette faktisk kunne være tilfældet – hvad jeg tror, det er.

Men dermed er det ikke gjort: At jeg vil vække menigmands interesse for teologien, er nemlig “for patetisk”, skriver Klostergaard. “Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?” Alvorligt talt: Hvordan kan en professor med respekt for sig selv og sit fag stille så plat et spørgsmål? Har jeg da på nogen måde bedt om at blive hyldet med et højtideligt vivat eller et jævnt hurra? Nej, jeg udtrykker blot et håb om med bogen at kunne vække menigmands interesse for kirkehistorie i almindelighed og den husittiske i særdeleshed, naturligvis ikke blandt teologer eller religionshistorikere, der må formodes allerede at have den, men blandt andre, dem uden for elfenbenstårnet, uden for den lærde republik. Nu hævder Klostergaard med ét, at jeg som konsekvens af min ambition om at vække en sådan interesse åbenbart “ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning.” Hvorledes skulle dette fremgå? Det forstår jeg ganske enkelt ikke; og at jeg ikke abonnerer på et så besynderligt enten-eller, burde Klostergaard vide, hvis han fulgte med i den ophedede diskussion, der i 2004 og 2005 rejste sig i medierne i kølvandet på min kritik af en populær Kierkegaard-biografi, som en forskningslektor havde skrevet uden skyldig hensyntagen til vedtagne forskningsprincipper. Min pointe var da netop, at forskning og formidling ikke stod i et disjunktivt forhold til hinanden. Nuvel, jeg tør ikke uden videre antage, at Klostergaard fulgte debatten, da jeg så risikerer igen at blive sigtet for “megalomani”, men tør på den anden side heller ikke antage, at han ikke gjorde det, da jeg så kan blive beskyldt for at være “nedladende”.

Mindre barok bliver Klostergaards anmeldelse ikke af, at han ganske symptomatisk for den nu gør et krav gældende som en anke mod bogen, hvorpå han erkender, at den lever op til det, men kun for straks efter at diske op med endnu en anke mod den:

I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman.

Hvis man – som gængs er – forstår den historiske roman som en fiktiv fortælling, hvis handling foregår i historisk tid, mens den i skønlitterær form behandler historiske personer og forløb uden fordring på nogen videnskabelig sandhed, så er Klostergaards påstand uden fjerneste hold i virkeligheden, id est i Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Denne er ikke en roman, ej heller en historisk roman; men at man eventuelt kan læse den som en roman, gør mig bestemt intet, tværtimod. At man kan det, er ikke udtryk for, at jeg ikke har gjort mig min genre klar, men for, at jeg har bestræbt mig på at fortælle dramaet i en dramatisk form, hvilket dårligt kan betragtes som en litterær forbrydelse. Et så afgørende træk ved den historiske roman som replikken finder man naturligvis ikke i min bog. Symptomet på en historisk roman finder Klostergaard i stedet i “meget indlevende beskrivelser” eller sågar “psykologiseringer”. Mærkeligt nok skulle et indicium på denne tendens være, at jeg to gange på knap fire sider anvender det bibelske udtryk “snild som en slange og enfoldig som en due”. Denne gentagelse er der i øvrigt en pointe med, al den stund Jan Hus selv i sin afhandling om kirken bruger udtrykket, når han opfordrer den underordnede til ikke bare enfoldig som en due at underkaste sig sin overordnede, men snild som en slange at undersøge hans på- eller forbud for kun at lyde dette, hvis det er i overensstemmelse med den hellige skrift. Klostergaard giver dog også et andet og mere oplagt eksempel fra bogen på, hvorledes jeg angiveligt psykologiserer:

Midt i den ædruelige besindelse på det menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet.

At jeg argumenterer for, at Hus faktisk kunne have næret et ønske om at dø som martyr for sin tro, forbigår Klostergaard i tavshed. Nogen opmærksomhed skænker han heller ikke det forhold, at den sene middelalders radikale vækkelsesprædikanter – inspireret som de var af de populære hagiografier i Legenda aurea, som også Hus igen og igen refererer til – gerne sværmede for martyrdøden. Lige så lidt beskæftiger det Klostergaard, at endog Martin Luther så sent som i 1523 kunne græde over, at han ikke var fundet værdig af Gud til som den første blandt de evangeliske kristne at lide døden på kætterbålet – hvad to af hans ordensbrødre netop havde gjort i Bruxelles.

Mere overbevisende er Klostergaard ikke med sine øvrige eksempler på det, han opfatter som psykologiseringer: Jeg må ikke hævde, at det ikke var let for Jan Hus at sige farvel til Prag, da han drog i eksil i 1412, selvom han da havde boet i byen i et kvart århundrede, ej heller formode, at han som fange i Konstanz forud for sin død på kætterbålet blev martret af natlige flammesyn, selvom han selv fortæller om noget lignende i sine breve fra fængslet. Den slags virker nemlig på professoren “altmodisch og grænsende til kliché”, sådan som så meget andet også gør. Og derfor vækker det “mindelser om Hjalmar Homquists [!] og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie.” Jeg tilstår, at jeg hverken har læst Holmquists eller Nørregaards kirkehistorier, men også at det undrer mig, at Klostergaard, der netop har tugtet mig for min generaliserende brug af “vi”, nu selv gør sig skyldig i den samme forbrydelse:

Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.

Klostergaard vil altså forpligte mig på et paradigmeskifte, der er sket inden for formidlingen af kirkehistorien. Men dette kan jeg dårligt tage mig af, når jeg ikke skal retfærdiggøre mig over for en professor, men under dydig hensyntagen til forskningslitteraturen forsøge at formidle mit stof så fængende og vedkommende, at andre end han gider beskæftige sig med det. At dette faktisk lykkes, synes Klostergaard tilbøjelig til at indrømme. “Bogen er generelt velskrevet; men …” Én linjes ros følges prompte op af ni linjers ris, ris for at bruge udtryk som “fup og fidus” eller lignende, som af uransagelige grunde falder professoren for brystet. Proportionalitet kan man kigge i vejviseren efter.

Derudover skulle jeg anvende en farlig masse latinske udtryk uden at oversætte dem. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad Klostergaard sigter til, da jeg som altid har bestræbt mig på, når jeg anvender den slags, at forklare dem eller lade betydningen fremgå af sammenhængen. Bogen skulle også skæmmes af “fremmedord og bedagede danske udtryk”, selvom jeg konsekvent anvender Nudansk Ordbog som rettesnor for, hvad der i dag er gangbar mønt. Derimod medgiver jeg gerne, at jeg burde have suppleret bogen med et kort over Tjekkiet og de nærmeste lande, da ingen kan forventes at være fortrolig med områdets geografi (hvor meget de end holder af tjekkisk litteratur, musik og kunst). Et tungere argument imod bogen end dens sproglige formidling er Klostergaards påstand om, at den “ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling”. Det mener jeg nok, at den gør – og det gjorde Klostergaard forunderligt nok også selv to sider før, hvor han konstaterede, at teologi er “del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen.” Tak!

Endelig efter syv spalter med ris og sjælden ros tilstår Klostergaard, at bogen på sin vis er “vellykket”, og at dens forfatter har “indlagt sig fortjeneste med værket” – men kun for i den sidste spalte og allersidste sætning at runde af med denne tirade:

Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.

Grundlaget for dette lidet fordelagtige skudsmål er to passager i forordet, hvis pointer delvist gentages hen mod bogens slutning. Og det gives altså af professoren, som netop har tugtet forfatteren for at psykologisere – professoren, som bruger halvdelen af sin anmeldelse af bogens tre hundrede sider på den sammenlagt ene side, hvor forfatteren afslører sine motiver til at skrive den. Blandt disse er ikke et pirrende ønske om at lide et litterært martyrium (hvad dette end er), men nok foruden de angivne også et såre profant ønske om at kunne sælge tilstrækkeligt mange eksemplarer af bogen til at kunne ernære mig og således fortsætte mit forfatterskab.

Hvad professorens motiv er til at skrive så tendentiøs en anmeldelse, kan man kun gisne om; men med fare for at fremture ad psykologiseringernes alfarvej kan jeg dårligt se, at det skulle være interesse for bogen selv, når forfatteren optager ham så levende. Dette kan jeg selvfølgelig opfatte som en slags ære, ligesom ostrakismen jo i det gamle Athen også blev anset for en udmærkelse. Men når jeg nu skriver sådan, er professoren vel straks til tjeneste med en mistanke om, at jeg flirter med tanken om et martyrium i form af en sådan landsforvisning. Til alt held er det dog ikke muligt for professoren at forvise mig fra sine riger og lande, da jeg allerede har forladt dem og nu nyder mit »martyrium« i Meißen, hvor jeg mellem vandringer og vinsmagninger skriver på min næste bog, Elben – en flods fortælling. Den, Elben, flyder som bekendt over grænsen fra Tjekkiet til Tyskland, og således kan jeg også med denne bog – med lån af Klostergaards ord – gøre mig utilbørligt til af “rollen som forsoner mellem Øst og Vest”.