Kredsens stamværtshus er blevet solgt. Nekrolog over en hel Kreds-generations vigtigste værtshus.

Af Rasmus Vangshardt

“Yo, dude, you can go get them yourself,” småråbte Aura til mig. Hun kendte tydeligvis ikke mit navn. Det var nu også helt i orden, for hun havde kun stået bag baren på Her er ro-pub i et par måneder. Hun var begyndt at vikariere, når forpagteren Thomas Michael var i Thailand eller bare trængte til at slippe for at stå i det glade inferno af brok, Spice Girls-hits og røgen fra grønne Cecil.

Med ordene slap Aura mig løs i det allerhelligste: Her er ros baglokale. På trods af, at jeg og resten af Kredsen havde været stamgæster i al min tid i Kredsen, som trods alt strækker sig til 2010, var dét lukket land.

Kun såkaldte prinsesser fik lov til at komme med Michael ud at se den motorcykel, der angiveligt stod der. Begrebet ’prinsesser’ dækkede vist over kvinder, Michael ikke fandt irriterende. Det var ikke så mange. Min hukommelse sviger formentlig, men jeg mener kun at have observeret Astrid Damgaard og Kristine Ravn få adgang. De er heller ikke særligt irriterende.

Da jeg betrådte de hellige gemakker for at hente skamler, var der ingen motorcykel. Kun en ramponeret madras, der var smidt oven i et par stolerækker. Men det var også blot uger, før Michael solgte Her er ro. En tradition, der vist begyndte med Kreds-koryfæer som Johannes Steenbuch, Karsten Farup, Jacob Beck, Martin & Kristine Ravn, sluttede dermed for en uge siden.

Michael kendte, i modsætning til Aura, mit navn. Jeg fik faktisk indtryk af, at han inderligt satte pris på, at Kredsen havde valgt ham og Her er ro til stamværtshus. I hvert fald begyndte han på at værdsætte det, da vi i 2013 udgav et festskrift om Kredsen i anledning af dens 125-års-jubilæum og nævnte ham i forordet.

Efter receptionen i Vartovs gård gik vi selvsagt derover, og da Kristoffer Garne og jeg viste ham bogen, tiede han, forsvandt resolut ud i de hellige baglokaler og kom kort efter tilbage med en boremaskine. Uden tøven borede han hul i bogen og hængte den op i en snor i klokken bag baren.

Engang kom der efter sigende ”et par kurdere forbi med en kuffert penge,” som han behagede at formulerede de. De ville købe forpagtningsretten. Han bedyrede, at hvis han nogensinde skulle sælge, ville han indskrive en klausul i kontrakten om, at bogen skulle blive hængende. Han hævdede også at have taget bogen med hjem for at læse godnathistorier af den.

Her er ro blev Kredsens stamværtshus, fordi man gjorde det forbudt at ryge på Galatheakroen. Det havde heddet HERO-bar, men bøssebarbetydningen fandt Michael ikke så økonomisk konstruktiv. Så han ændrede det tilbage til Her er ro. Muligvis fordi lokalerne engang var blevet købt af kongen, for at hans sensible elskerinde kunne have et sted at være i fred.

Det var også stamværtshus for Glyptoteket, Ekstra Bladet og konservatoriet, men det var bogen om Kredsen, der hang bag baren.

Rygningens nødvendighed giver sig selv, det vidste man på Her er ro. Da Garne og jeg engang mente, at Birgitte Stoklund og Joachim Juel Vædele skyldte at tage sig tid til at drikke en bajer med os efter et aftenarrangement i Vartov, kommenterede sidstnævnte muntert: ”Her er ro? Der er så meget røg, at man er nødt til at iføre sig en flyverdragt af latex.” Sådan én ejede ingen af os. Joachim gik med alligevel.

Det er ubetinget det lokale i København, hvor der er blevet fældet flest kategoriske domme. Det er det sted i København, hvorfra jeg er gået med mest vildskab i sindet. Himmelstormerdrømme i åndshistorien og raseri over andres flegma. På jagt efter Jasons gyldne skin – eller bare en pige – er utælleligt mange fredage blevet ødelagt. Det er Her er ros skyld, at man som Kreds-menneske ikke kan vælge fag eller kurser, der ligger fredag morgen. Det kan ikke lade sig gøre, for frokosten tillader det ikke.

Da vi nu må vælge et nyt stamværtshus til ekstatiske unge menneskers drømmerier, rygetrang og liderlighed, spurgte Agnete Veit angående et barforslag: ”Men kan de lave frokoster?”

Frokosten er en mytopoetologisk drik bestående af halv limfjordsporter, halv elefantbajer. Det vidste Thomas Michael godt, hvad var. Han var en åndemanerbartender. Det kan ikke siges om mange andre værtshusindehavere i den asfaltå, der hedder København.

Det var mig bekendt Niels Christian Kromann, der fandt på drikken. Den hed først sådan, fordi den var så nærende. Man behøvede ikke at spise i aftenens løb. Til gengæld var man henvist til fosterstilling under bruseren næste morgen for at bekæmpe følelsen af at være en form for uduelig Zeus, af hvis pande en deform og tilsølet Pallas Athene følte trangen til at springe.

Da jeg gennem Torben Brammings herlige bog om Kristoffer Olesen Larsen fandt ud af, at overskuddet fra de første årgange af Tidehverv blev brugt på at ”drikke et par frokoster,” gik det op for mig at alting i dansk åndshistorie hænger sammen. Kredsen har altid dyrket øl som en bekendelseshandling. I så fald var Thomas Michael ypperstepræsten.

Det var på Her er ro, at Kristoffer Garne og jeg læste Peter Hedegaards anmeldelse i Dansk kirketidende af Kreds-bogen, hvori Peter Hedegaard anbefalede Grundtvigsk Forum at tage et lån i Vartov, så de kunne uddele bogen til alle ny universitetsstuderende, hvorved kontinuiteten og radikalismen for altid kunne sikres.

Det var ved juletid engang, at jeg sammen med Adam Garff sad i baren og i begejstringen over hævdelsen af et ikke-hypotetisk imperativ knaldede ølflasken mod fortanden, så der røg en flig.

Det var også på Her er ro, at vi spurgte Andreas Damgaard om han vilde med i bestyrelsen, men kun hvis han med seks timers varsel stillede næste morgen ved min røde Peugeot 206 og kørte med Niels Grønkjær, Garne og mig til Århus for at fejre Århus-kredsens 70-års-jubilæum. Han sagde ja.

Derved kunne han på motorvejen nyde Grønkjærs efterligninger af salige Laurids, der ikke ville drikke mælk. ”Mælk?! Jeg vil ikke have det ko-slim. Du kan give mig en bajer eller noget rødvin,” skulle Laurids have råbt af en sød præstefrue, hos hvem han logerede. Jeg grinte så voldsomt, at vi alle fire var ved at blive slået ihjel. Hvis man ikke kan gå på uni dagen efter en Her er ro-aften, skal man nok heller ikke køre bil.

Nu er der blevet ro, for Michael har solgt til en brite. Rasmus Jensen og jeg mødte forleden den nye ejer. Vi præsenterede os som stamgæster og sagde, at vi kunne levere 30 unge mennesker hver anden torsdag. Men måtte man fortsat ryge? Nej, svarede briten, men han ville sætte nogle virkelig gode varmelamper op udenfor.

Sådan taler en åndemaner ikke. Da det i Kreds-mytologien er folkeånden, der helliger huset, er Her er ro dermed sunket i grus. En så væsentlig del af min generations vigtigste værtshus findes ikke længere. At bede den bøn, at dets minde være æret, er for sværmerisk – selv for en Kreds-mand. Men vi kan i sandhed også nøjes med at ære minderne.

FOREDRAG I STUDENTERKREDSEN I KØBENHAVN FORÅR 2017
____________________________________________________________________

d. 16. februar:
Adjungeret professor ved Københavns Universitet, dr. phil, Christoph Harbsmeier: Kinesisk begrebshistorie i et globalt perspektiv: 30 aar Thesaurus Linguae Sericae (1986-2016)

Acta 2.22-28 samt Joh. 14.15-21

”Ich bin ein Berliner”. De fleste her vil kunne huske, da den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963 udtaler de senere så legendariske ord i det tyske tungemål efter en ti minutter lang engelsk talestrøm. Der skete ligesom et eller andet større her. Tyskerne kunne pludselig genkende deres egne små grænsedragninger og nidkærheder på tværs af øst og vest i den diplomatiske og vidtskuende, store amerikaner. Et modersmål afslører uendeligt mere end blot det at overrække informationer til hinanden; det afslører et folks karakter, historie, tilbøjeligheder, drømme og nederlag. Det kan ikke eftergøres af nogen tolk, og vi lader os kun nøje med den direkte adgang, med talsmanden selv.

Lidt på samme måde er det i dagens tekst, hvor pinseunderet pludselig kommer over disciplene, tunger af ild sætter sig, og de begynder at tale flammende af Åndens kraft, og hvor de omkringstående mennesker, som er af vidt forskellig oprindelse; parthere, medere, elamitter, romere, jøder, proselytter, kretere og arabere; alle bosiddende i Jerusalem, på mirakuløs vis pludselig hører åndens tale på hvert sit modersmål. Det er en vanvittig begivenhed. Disciplene har godt nok ventet Helligånden eller ”Talsmanden”, som Jesus lovede dem, da han for til himmels 10 dage inden pinsedagen. Alligevel er det slet ikke givet, præcis hvordan eller præcis hvornår talsmanden skal komme. Hvordan kan nogen erstatte det nærvær, som Jesus var, da han selv var hos sine disciple? Hvordan kunne han overhovedet lade dem alene – igen?

Det bliver der ikke tid til at spekulere over, for pludselig hviner det i huset, som af et kraftigt vindstød, og ”tunger som af ild” daler ned og sætter sig på hver enkelt af disciplene. De bliver ikke bange, for atter mærker de sandhedens ånd og Jesus tilbage i huset igen, men denne gang som Talsmanden, om hvilken Jesus ifølge Johannesevangeliet siger: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” Talsmanden trækker altså disciplenes hukommelse op og minder dem om alle de tegn, som de så, da de var sammen med mesteren selv. Samtidig trækker den deres opmærksomhed frem, fordi den ER i dem og taler ud gennem enhver af dem; Gud har taget bolig i dem. Jesus kommer så tæt på, som sidder han på tungen. Dét kender vi godt. Jesus smyger sig ind i det ord, som jeg taler til min næste, ligesom hans bud om næstekærligheden ligger i min hånd, når jeg rækker den til min næste eller er i mit blik, når jeg ser på min næste. Men vi kender jo også det modsatte! Tungen, som pludselig smæder om naboen, som havde den sit eget liv og havde forført resten af kroppen. ”Vi taler ikke samme sprog”, siger vi, når vi føler en kløft til et andet menneske, om det så er i den offentlige debat, på arbejdspladsen eller af og til bare i den lille familie. Dét kan udarte sig til den situation, hvor der SLET ikke bliver talt sammen mere.

Helligånden eller pinseånden er den dybeste, mest vidende ånd, for den har set og bevidnet det allermest tragiske ved menneskelivet; svigt, tilbagevisning, bespottelse, had og til sidst den totale afmagt som døden selv. Men Helligånden lader sig ikke bespotte. Den bliver ved og ved og ved med at kæmpe for livet, og den har været med hele vejen igennem; i skabelsens første dage; da Jesus bliver undfanget i Maria, da Jesus ånder ud på korset og forinden beder sin far om at tilgive menneskene, og endelig i Ordet, som disciplene ud af huset begynder at sprede. Nu forstår de omsider, hvad Jesus mente, da han sagde, at det kun var gavnligt, at han gik væk, nemlig sådan at han kan være hos alle mennesker på én gang! Han lod dem jo aldrig alene, men forberedte dem omhyggeligt på det hele: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Nu fornemmer de omsider helheden og er åbne for den i stedet for selv at skygge for den på den ene eller anden måde. Sandhedens ånd skrives ind i deres hjerter, og kraften arbejder som en tungemuskel. Den er så overmandende, at selv de, som nægter at erkende livets magt over døden og adskillelsen, må overgive sig og forundret sige: vi, parthere, vi medere, vi elamitter, vi romere, vi jøder, vi proselytter, vi kretere og vi arabere, vi forstår, hvad I apostle taler om Guds underværker: nemlig at Helligånden ikke lader noget menneske gå fortabt, end ikke den, som har lukket sig i bitterhed, har afvist sandheden og for så vidt allerede ligger i graven. Pinseånden er ikke en spøgelses-ånd, som nyder at jage rundt mellem gravene. Men pinseånden åbenbarer sig kun direkte i det kødfulde menneskehjerte – den søger ethvert menneskehjerte, hvor stenhårdt det end er, og den søger ethvert øre, hvor lukket det end er, og den lukker det op. Og straks er der kirke!

Kirken er fælleskabet, som vi har med hinanden, som dér hvor nærværet opstår og vokser sig stærkt – derfor er det også en helt umulig og logisk modstridende tale, som for tiden høres i den hjemlige debat, nemlig: ”Kirken har handlet ilde på det sidste, dérfor melder jeg mig ud.” – for hvem er så kirken, må man spørge? Dét er jo ingen andre end dig selv, og du er kirke sammen med alle os andre, som også handler og modtager i et levende fællesskab. Det gudsbenådede og universelle fælleskab er dér, hvor friheden og freden fornemmes, men i ligeså høj grad ansvaret, pligten og trangen til at handle øjeblikkeligt, og hvor vi ikke er bange for at miste, men tværtimod bange for ikke at tale over os og nå ud til endnu flere mennesker og omvendt lade dem vise os, hvor meget vi tager fejl, hvis vi tror, at vi kan begrænse fejringen af Guds storværker til dette rum og denne forsamling.

Pinseånden er SÅ insisterende, at vi alle hver især godt kender den, fordi den insisterer på at kende os, selv dér hvor vi tror, at intet menneske nogensinde skal se ind; dette ene lille punkt, hvor vi ubevidst har afskrevet os flokken, og som kun Døden skal få lov til at kigge ind i, fortærende os ud af denne verden. Netop dér titter pinseånden ind og blæser liv i. Som en stikkende morgensol, som man ikke kan tage pippet fra; som et plagende barn, der ikke kan rystes af; som et stærkt glas vin, der pludselig løsner mit tungebånd og mit væsen op over for min sidemand og endelig lade mig indse, at sandheden er jeg slet ikke fortrolig med, men kan jeg kun befris til.

Dette store universelle fællesskab får vi jo en smag på i nadveren, hvor vi alle hver især indlemmes i et større legeme, nemlig Guds eget legeme. Det er her, at jeg ikke længere kan gemme mig bag skrevne ord og aftalte symboler, men hvor mit åbne svælg blotter livets egen sårbarhed. Det er præcis ligesom i dåben, hvor Gud for evigt lover at være sammen med os, der bare er små diende børn. På samme måde døbes disciplene på pinsedagen med Helligånd og får den til gave, og dåbsfesten er menighedens og kirkens dåbsfest, med kraftige vindstød i trompeten og jubel i huset ud i hele verden. Pinsedagen markerer fødslen af den første kristne menighed, som organiserer sig ved at holde fast i apostlenes lære og fælleskabet, ved nadveren og ved bønnerne, ligesom det sker helt frem til i dag, hvor vi holder gudstjeneste med hinanden.

Men, kan man indvende, handler Gud nu også derude i verden i dag, pludseligt og synligt, som vi hører det i fortællingen om pinseunderet, med vindstød og ildtunger? Ja. I Berlin i 1962 skete der et sandt mirakel, da Kennedy agerede talsmand for en nedbrudt nation. Det er Gud, som handler og nedbryder grænser, ikke bare på verdensscenen, men i det helt almindelige hus, hvor hans disciple sidder. Gud skænker sin nåde; nogle gange på en så slagkraftig måde, at vi er lige ved at blive blæst ud af huset og gå op i flammer af bare lykke eller på den anden side af bare sorg og længsel over at være skilt fra den, vi elsker. Andre gange sniger Gud en lille talsmand ind i vores dagligdag, hvis kraft vi slet ikke regner med, som det fx skete den decembernat, da et skrøbeligt spædbarn blev født i en stald. Ligesom Gud taler verden frem i Jordens første dage, på samme måde lægger han på pinsedagen Ordet direkte i munden på alle sine disciple, så de kan virke med det og tale i et nyt sprog.

Det vil vi også gøre om lidt, når vi synger sammen, hver med vores tunge og hjerte, men forunderligt sammensmeltende i én ånd. Og hvis vi rigtig lytter efter, vil vi høre, at der hele tiden melder sig et nyt fællessprog. Og hvis vi tør give slip på os selv og i stedet koncentrere os om at lytte til hinanden, vil vi opdage, hvor ubrydeligt, vi hviler i Talsmanden.

Glædelig pinse!

Her følger ph.d.-studerende og valgmenighedspræst Johan Christian Nords indsættelsesprædiken i Kjellerup og Omegns Valgmenighed fra 6. søndag efter påske.

Gud Faders Ånd, kom til os ned,
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
Med livets ord til evig trøst.

Læsninger:
Paulus brev til menigheden i Rom, 8,31b-39:

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet:

»På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår«.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Johannesevangeliet, 17,20-26:

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.  Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

____________________________________________________________________________

Dette er en begyndelse. Så lad os begynde ved begyndelsen – eller i hvert fald ved én af de mulige begyndelser. Det første vers, vi sang i dag lød – og lyder – sådan her:

Udrundne er de gamle dage
som floder i det store hav,
og hvor sig hviler nu den svage,
dér fandt den stærke og sin grav;
men lovet være Himlens Gud!
de ædles æt dør aldrig ud.

Ordene stammer fra Grundtvigs morgensalme – eller morgensang – Udrundne er de gamle dage, som både kan findes i Salmebogen og i Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står den opført under samlebetegnelsen Liv, og i Salmebogen finder vi den under De helliges samfund. Det er der vældig god mening i. For sangen og salmen handler om begge dele – både om det almindelige menneskeliv, som det kan erfares af ethvert vågent menneske, og om de særlige erfaringer, som et menneske kan gøre sig her i den levende Guds menighed, hvor kraften fra det høje har sin jordiske bolig, og hvor det håb lever, der rummer både Himmel og Jord.

Oprindelig er sangen skrevet som morgensang for børnene på en københavnsk skole, der hed Mariboes Realskole. Meningen med den er at få de syngende børn til at vågne – både kropsligt og åndeligt. For de skulle vågne op til troen på, at alt er vigtigt, for mennesket er et underligt og vidunderligt væsen, som er skabt i den Højestes billede. At alt er vigtigt i vores liv – og vores liv skal leves med lyst. Livets lyst er at gøre sit bedste i den kamp, der er selve lysets kamp imod mørket og livets kamp imod Døden. Døden viser sig i verden, som livets onde Fjende, hvis længsel er at ødelægge alt levende. Nogle gange stormer fjenden frem i mod os, andre gange sniger han sig frem i mod os. Men han nærmer sig altid. For Døden arbejder altid – og det er vores undergang, han arbejder på. I vores liv viser Døden sig ikke kun ved jordelivets afslutning, nej, Livets onde fjende er allerede til stede, lang tid før vore kroppes død. For Døden viser sig i vores liv som alt det, der trækker os nedad mod dyret og støvet. Alt det, der gør os umenneskelige og får os til at glemme, hvem vi skal være. Denne snigende Død, denne fornedrelse af livet, er det altid menneskers opgave at bekæmpe – både i deres indre og i ydre, håndgribelig forstand, når mørket truer, og ulven er løs. Vi skal altid være vågne. For livet er altid og skal altid være livsfarligt – og det er først, når vi selv får sans for Livskræfternes kamp imod Dødsmagterne, at vi begynder at forstå, hvad det vil sige at være sandt menneske.

Men når alt kommer til alt – og det gør det jo – kan vi ikke sejre over Døden. Det véd enhver. Til sidst er det os, der peges på. Selv den største kæmpe finder sin grav. Til sidst slutter alt det, vi kender til. I graven møder mennesket en mur, som vi ikke kender nogen vej over. Ved muren falder vores kamp til jorden. Men for den, der lever stærkt og med et åbent hjerte er det ikke nok at lade menneskets historie slutte foran muren. Det åbne hjerte kender til dybere længsler, længsler, der rækker videre end graven – længsler efter mere liv. Kirken er sat på jorden for at give klang og stemme til denne længsel efter liv – denne længsel efter det evige liv. I verdens og fornuftens øjne vil kirkens evighedshåb altid være det rene vrøvl og den nøgne tåbelighed. Men vi er her alligevel. Ikke fordi vi har let ved at tro og håbe, men fordi kirken er det sted, hvor mennesker kan lære at tro og håbe. Det sted, hvor mennesker kan sætte sig stille ned og lytte til ordene om, at alt er blevet nyt, fordi selve Døden er død. Det sted, hvor man uden at få proppet munden fuld af meninger kan nærme sig det håb, som børnene sang om på Mariboes skole: Håbet om at det med den levende Guds hjælp vil lykkes os at byde graven trods – at overvinde Dødens angreb på vores liv.

Det håb ville aldrig finde den rigtige vej ind i os, hvis vi bildte os ind, at meningen med kristendommen var selv at have de rette meninger og den rene tro. Så ville det hele handle om mig og alt mit eget. Så ville friheden og mildheden gå tabt – ja, så ville kristendommen gå tabt. Og kristendommen må og skal altid være frihedens og mildhedens sag. For kristendommen handler ikke, om hvad vi kan og vil og tror. Den handler om, hvem Gud er, og hvad Gud vil med os. I dagens anden Bibellæsning hørte vi Paulus beskrive, hvem den levende Gud er, og hvad det er, Han vil med os. Hans vilje er enkel – han vil være vores Gud, og Han vil ikke skilles fra os. Som brevskriveren skrev det:

”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus”.

Det er dét, det hele handler om. Troen og håbet på, at Gud har vist os sit ansigt. At Han i Kristus har vist os, at han er kærligheden selv, og at intet kan skille os – eller nogen andre – fra Ham.Vi kan aldrig eje denne tro, og vi kan aldrig bevise dette håb. Men troen og håbet bor her i menigheden, og når vi lytter, synger og knæler, lever de i os. For Gud er selv til stede her i sin menighed på jorden. I dagens evangelielæsning fra Johannes-evangeliet hører vi om, hvad det vil sige, at Gud er til stede i sin jordiske menighed. Tekststykket er en del af Jesu afsluttende tale og bøn inden han bliver taget til fange og henrettet – inden han dør bort fra sine brødre og søstre, men også for sine brødre og søstre. Her på det yderste – på randen af ingenting og alting – taler Jesus til Gud. Sønnen taler til Faderen og beder om, at Han må være hos de efterladte – selv efter det, der nu skal ske. Sønnen er udsendt af Faderen. Han er Faderens ansigt i verden. Verden kender ikke til Faderen, men Sønnen gør hans navn kendt i verden. Han viser verden, hvem Gud er – at Han er menneskebørnenes far. Det gør han gennem sin menighed på jorden – gennem det, vi kalder de helliges fællesskab. Dette fællesskab – menighedens fællesskab – er ikke helligt, fordi vi, der hører til i det, ejer noget, som andre mennesker ikke ejer. Nej, der er kun én egenskab, der gør fællesskabet helligt – og den kan man ikke eje. Det er kærligheden. Den kærlighed, som Faderen har elsket Sønnen med, som sønnen elsker sine brødre og søstre med – og som brødrene og søstrene skal elske hinanden med. Det er denne kærlighed, der skal være menneskers rettesnor i Guds menighed på jorden – vores rettesnor her i én af Herrens midtjyske menigheder.

For Faderens herlighed bliver kun synlig for verden, når hans menighed bærer hans kærlighed frem i verden. Kun sådan vil alle mennesker til allersidst lære at tro på, at Gud er Livets Gud – og Dødens Overmand. Alt dette er – naturligvis – gådefuldt. For vores liv er gådefuldt, og vi forstår kun ganske langsomt, hvad det er, vi er med til. Men alt vil blive opklaret. For gådens Giver er vores far. Hans Søn har vist sig i verden, og hans Ånd bor i menigheden. Også i denne menighed – også i vores menighed. Og nu skal vi så til at være sammen om alt det vigtige – om sorgen og glæden og om fryden og smerten. Derfor skal friheden og mildheden herske i vores menighed. For det er kun gennem den frihed og mildhed, der kommer fra kærligheden selv, at vi kan lære at forstå, hvad Gud har gjort for os – og hvad vi skal gøre for hinanden.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det så igen – for det er vigtigt: Når vi mødes her i kirken, her i den levende Guds menighed på jorden, skal vi ikke være andre end dem, vi er. Menneskelivet er fuldt af forpligtelser og krav – og det godt sådan. Men kirken er anderledes. Kirken skal være anderledes. Her kræves der kun én ting af os: at vi har lyst til at være her – at vi er her af egen fri vilje. Sådan er det med det kristne liv. Det vokser først frem, når den frie lyst møder menighedens tro. Så kom, som I er, og når I har lyst til det. For Gudshusets dør er åben – og der er ingen adgangsbegrænsning. Resten vil vise sig, som tiden går. Hver ting til sin tid.

 Ære være Faderen og Sønnen og den hellige Ånd, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himmelen, vi takker dig for din kærlighed, hvormed du altid følger – og forfølger – os. Nu beder vi dig, at du vil lægge dit levende Ord i vore munde og hjerter, og lade det synge i os med din Helligånds kraft.

Vi beder dig for din menighed, for os, som er en del af din menighed, at vi ikke må samles om, hvad vi kan og vil og tror, men samles med frit mod på din indbydelse og i håb til dig. Vi beder dig for, at du vil bevare dit hellige Ord i din menighed og bevare din menighed i glæden ved dit Ord.

 Vi beder dig for Danmark – og for Danmarks truede frihed. Vi beder for vores kongehus og vores regering og for alle dem, der gør tjeneste for folk og fædreland – både her og ude i det fremmede. Overlad os ikke til os selv, men lær os leve vores liv i ansvar og i tro – og have nok i det. Knyt os sammen, og lær os at forstå, at én er vores Gud, og vi er alle hinandens skyldnere. Væk, os når vi sover, vis os vores fælles skæbne, og lær os at være sammen om det håb, som kommer fra den nåde, du har vist os i din Søn.

Så beder vi dig for vores kære og for alle dem, der står os nær – og fjern. Følg du dem og følg du os på alle vore underlige veje. Drag os altid tilbage til dig, når vi farer vild, og vær du for os sammen med vores døde nu og i al evighed vores fred og vores glæde, du vor Fader, som er i Himlene…

Amen.

Salmer
Udrundne er de gamle dage
Sorrig og glæde de vandre tilhobe
Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt
Vidunderligst af alt på jord
Kraften fra det høje
Jesus Krist, du gav mig livet
Om alle mine lemmer var fuld af idel sang

Kreds-kurisa, nyslået ph.d og præst-in-the-making Anne Louise Nielsen debut-prædikede denne fjerde søndag efter påske over Joh. 8.28-36 i Husumvold Kirke, hvor hun i øjeblikket er i praktik.

I dagens tekst står Jesus, sandheden selv, dér på jorden lige ved siden af jøderne. Men alligevel fatter de det ikke.

Derfor spørger jeg her i dag, hvordan kan vi komme Gud lige så nær som jøderne er det i evangelieteksten? Det er et spørgsmål, som er grænseoverskridende at stille, fordi vi moderne mennesker har en tendens til allerede at standse ved spørgsmålet, findes Gud overhovedet? Det er her, at tvivlen vokser og bider sig fast.

Jesus fortæller jøderne, hvem han er, og omvendt stiller jøderne kritiske spørgsmål tilbage til ham, som pludselig er fremtrådt lige foran dem og taler i så høje luftlag. Jesus sætter tydeligvis ikke sit lys under en skæppe, når han proklamerer, at han er ”verdens lys” og fra en anden verden. Men vi tager fejl, hvis vi tror, at stykket handler om Jesus som en ophøjet person, som jøderne burde falde ned og tilbede. Tværtimod er Jesus i en yderst prekær situation, som han står dér over for de stolte Abrahamssønner, byens noble mænd, og bekender sig som selveste sandhedens søn. Som han siger til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som faderen har lært mig, sådan taler jeg.” Med hele sin krop og tale viser Jesus tilbage til Gud, sin far, ligesom han vil, at hans far skal fylde disciplene helt ud med sandhed og tro.

Jøderne tager straks til genmæle og understreger, at de er Abrahams sønner og dermed allerede er frie. De forarges og blotter hermed, hvordan de hele tiden fortrænger sandheden i alt, hvad de foretager sig. Det svarer til den person, som går rundt til alle andre og proklamerer ”Gud er kærlighed”, men i virkeligheden ikke selv tror et klap på det, han eller hun siger. Men omvendt bliver vred, når en anden spørger dybere ind til, hvad dette motto så betyder. Hvis jøderne nu levede i sandheden, ville Jesus ikke have magt til at forarge dem – og det jo helt hen til det punkt, hvor de klynger ham højt op, sætter en krone på hans hoved og korsfæster ham. Så NU har de virkelig fået ophøjet menneskesønnen, ikke? Eller tværtimod har de vendt alt på hovedet og knægtet det allerhøjeste! Fordi de har så megen tro på deres egen opfattelse af virkeligheden. At ophøje på den rette måde – holde skakten til sandheden fri og åben – mestrer de ikke. Derfor bliver Jesus ved med at melde sig og gå dem helt nær på livet: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Sandheden er dér, hvor Jesus som et livstruende hestehul suger dem ind i sandheden, og også selv opløser sig i den, med lethed, som blev han styret af noget højere. Vi derimod følger ikke straks efter, lader os ikke så let styre, men standser os selv ved spørgsmålet, hvor er Gud? Er Gud overhovedet?

Og snarere burde vi turde spørge, hvordan kan vi være Gud helt nær? Ham, som vi just mærkede en flig af i kærligheden. Ham som er trådt ud af den brændende tjørnebusk og frit og frejdigt for jøderne proklamerer: Jeg er den jeg er. Hvordan bliver man i dét ord? Hvordan bliver man discipel? Er det noget, som man lige bliver ved et trylleslag? Nej, enhver som har forsøgt sig med et krævende projekt ved, at der behøves udholdenhed.

Fra kunstens verden kender vi dét, at en kunstner, fx en billedhugger, slider med at få det rigtige udtryk frem. Han har en idé, måske vil han udhugge en gudinde, men det er en møjsommelig proces, og han sliber figuren til igen og igen, og til sidst overtager ”processen” ham. Et andet eksempel skuespilleren, som bringer sin egen krop og fysiske stemme i spil, når han slider med udtrykket og sandheden. Vil han præcis ramme den nerve af frygt eller forventning, som manuskriptet lægger op til, og som er dét eneste, som for alvor kan frisætte tekstens verden og dermed ham selv, som før bød over teksten?

Evangelieteksten arbejder på samme måde. Evangelierne giver ikke et svar på hvad sandheden er, men de vidner om, hvordan vi kan være tæt på sandheden, nemlig ved at slide og ase med den, at blive i den og leve med den. Det er hårdt arbejde, men tålmodigheden bærer frugt, og vi ”vokser i troen”.

Når vi omgås og slider med sandheden, får vi også lyst til at sætte ord på den. Billedhuggeren og skuespilleren har deres egne udtryk for den vellykkede proces: ”dér var den!”, ”nu lykkedes det!” ”Jeg mærkede dét!”. Der kan gå automatik i udtrykkene, når de overtages på andenhånd, fx af kunstnerens publikum – og altså ikke længere står på spidsen af afgørelse og alt det som er på spil for kunstneren, både åndeligt og økonomisk. Den samme automatik kan indfinde sig i forhold til troens og sandhedens udtryk. Vi kender det fra kærligheden i vores eget liv, når vi opgiver at anstrenge os i forhold til dem, som elsker os, eller når vi tager patent på kærlighedens væsen, og i virkeligheden gør den meget mindre end den er, altså fornedrer den. At ophøje på den rette måde – den som gør fri – kan vi mennesker simpelthen ikke finde ud af.

I evangelieteksten har jøderne tydeligvis deres automat-svar omkring sandheden parat, når Jesus kommer og spørger ind til den. De siger: ”Vi er ægte børn og Abraham er vores fader og vi gør, som han ville gøre”. Problemet er, at de både bilder sig ind at kende Abrahams reaktioner i enhver situation og samtidig nærer fuld tro til, at de selv kan gentage dem 1:1. De har opbygget et automat-svar, og de har taget Abraham som gidsel – og dermed i sidste ende taget sig selv som gidsler. De er blevet syndens træl, og de reagerer hele tiden bagudrettet og omvendt i forhold til den situation, de står i. De klamrer sig selvisk til deres identitet som ægte børn og tillader ikke sig selv at være dér i friheden og mærke sandheden blive til direkte på stedet og opleve glæden og stoltheden over at tage del i situationens skabelse. De vover ikke skridtet udover forargelsen, som er oplevelsen af den kærlighed, som pludseligt overgår og mætter evigt – ligesom når Jesus siger, at sønnen for evigt vil blive i huset sammen med dem.

For mig er der et udtryk, som indfanger troens stadig voksende kraft og dét at slide med sandheden, og det er udtrykket ”gentagelse”. Søren Kierkegaard siger det sådan her: ”Haabet er en vinkende Frugt, der ikke mætter, Erindringen er en kummerlig Tærepenge, der ikke mætter; men Gjentagelsen er det daglige Brød, der mætter med Velsignelse. Naar man har omseilet Tilværelsen, da skal det vise sig, om man har Mod til at forstaae, at Livet er en Gjentagelse, og Lyst til at glæde sig til den.”

Modsat håbet, som er forbundet til fremtiden og ønsketænkning og modsat erindringen, som er forbundet til fortiden og det sikre, er gentagelsen altså beskæftiget med situationen her og nu, og derfor beskrives den som det daglige brød, som mætter, og man skal huske at glæde sig over den, og man skal turde at ville den. ”Gentagelse” er på denne måde både ældgammel og velkendt og helt ny. Dét med at leve nær sandheden indebærer den forskudte vekselvirkning mellem gentagende at anstrenge sig og så at kunne tage pludseligt imod. For sandt er det, at Gud bliver ved med at slide med os. Og det vel at mærke os hver især, som alle indeholder noget forskelligt. Som jøderne og Saulus, der på forskellig måde bliver direkte konfronteret med sandheden har vi hver især bevæget os herhen i kirken i dag for sammen at tage del i sandheden.

At tage pludseligt imod vil sige at give slip på den virkelighed, som vi bygger op omkring os, når vi igen og igen fortolker vores verden, altså gentager den måde, som vi lever på, som vi per automatik gør hver morgen, når vi står op. Det handler om at turde give slip, et enkelt øjeblik på alt, hvad vi klamrer os til af forståelse, principper og automatik. Det kræver mod, fordi vi midlertidigt giver slip på os selv og på verden, og i dette sliptag bliver vi selv helt små og ubetydelige og opdager, at verden – ophøjet og urokkelig – sagtens kunne være os foruden. Men i samme nu tager vi et smugkig ind i verden, som var vi børn i paradisets have, der ser alle herlighederne for første gang, og hermed betræder vi på ny verden og lader den komme til os, med alle sine overraskelser. Det er her, at vi ikke er ved at miste den, som jøderne, der er bange for at miste deres titel af Abrahams børn, men ved at erobre den eller snarere genvinde den, og det er alene denne fantastiske følelse, som gør fri. Det er her, at vi endelig har lært at ophøje.