Her følger ph.d.-studerende og valgmenighedspræst Johan Christian Nords indsættelsesprædiken i Kjellerup og Omegns Valgmenighed fra 6. søndag efter påske.
Gud Faders Ånd, kom til os ned,
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
Med livets ord til evig trøst.
Læsninger:
Paulus brev til menigheden i Rom, 8,31b-39:
Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
»På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår«.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Johannesevangeliet, 17,20-26:
Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.
____________________________________________________________________________
Dette er en begyndelse. Så lad os begynde ved begyndelsen – eller i hvert fald ved én af de mulige begyndelser. Det første vers, vi sang i dag lød – og lyder – sådan her:
Udrundne er de gamle dage
som floder i det store hav,
og hvor sig hviler nu den svage,
dér fandt den stærke og sin grav;
men lovet være Himlens Gud!
de ædles æt dør aldrig ud.
Ordene stammer fra Grundtvigs morgensalme – eller morgensang – Udrundne er de gamle dage, som både kan findes i Salmebogen og i Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står den opført under samlebetegnelsen Liv, og i Salmebogen finder vi den under De helliges samfund. Det er der vældig god mening i. For sangen og salmen handler om begge dele – både om det almindelige menneskeliv, som det kan erfares af ethvert vågent menneske, og om de særlige erfaringer, som et menneske kan gøre sig her i den levende Guds menighed, hvor kraften fra det høje har sin jordiske bolig, og hvor det håb lever, der rummer både Himmel og Jord.
Oprindelig er sangen skrevet som morgensang for børnene på en københavnsk skole, der hed Mariboes Realskole. Meningen med den er at få de syngende børn til at vågne – både kropsligt og åndeligt. For de skulle vågne op til troen på, at alt er vigtigt, for mennesket er et underligt og vidunderligt væsen, som er skabt i den Højestes billede. At alt er vigtigt i vores liv – og vores liv skal leves med lyst. Livets lyst er at gøre sit bedste i den kamp, der er selve lysets kamp imod mørket og livets kamp imod Døden. Døden viser sig i verden, som livets onde Fjende, hvis længsel er at ødelægge alt levende. Nogle gange stormer fjenden frem i mod os, andre gange sniger han sig frem i mod os. Men han nærmer sig altid. For Døden arbejder altid – og det er vores undergang, han arbejder på. I vores liv viser Døden sig ikke kun ved jordelivets afslutning, nej, Livets onde fjende er allerede til stede, lang tid før vore kroppes død. For Døden viser sig i vores liv som alt det, der trækker os nedad mod dyret og støvet. Alt det, der gør os umenneskelige og får os til at glemme, hvem vi skal være. Denne snigende Død, denne fornedrelse af livet, er det altid menneskers opgave at bekæmpe – både i deres indre og i ydre, håndgribelig forstand, når mørket truer, og ulven er løs. Vi skal altid være vågne. For livet er altid og skal altid være livsfarligt – og det er først, når vi selv får sans for Livskræfternes kamp imod Dødsmagterne, at vi begynder at forstå, hvad det vil sige at være sandt menneske.
Men når alt kommer til alt – og det gør det jo – kan vi ikke sejre over Døden. Det véd enhver. Til sidst er det os, der peges på. Selv den største kæmpe finder sin grav. Til sidst slutter alt det, vi kender til. I graven møder mennesket en mur, som vi ikke kender nogen vej over. Ved muren falder vores kamp til jorden. Men for den, der lever stærkt og med et åbent hjerte er det ikke nok at lade menneskets historie slutte foran muren. Det åbne hjerte kender til dybere længsler, længsler, der rækker videre end graven – længsler efter mere liv. Kirken er sat på jorden for at give klang og stemme til denne længsel efter liv – denne længsel efter det evige liv. I verdens og fornuftens øjne vil kirkens evighedshåb altid være det rene vrøvl og den nøgne tåbelighed. Men vi er her alligevel. Ikke fordi vi har let ved at tro og håbe, men fordi kirken er det sted, hvor mennesker kan lære at tro og håbe. Det sted, hvor mennesker kan sætte sig stille ned og lytte til ordene om, at alt er blevet nyt, fordi selve Døden er død. Det sted, hvor man uden at få proppet munden fuld af meninger kan nærme sig det håb, som børnene sang om på Mariboes skole: Håbet om at det med den levende Guds hjælp vil lykkes os at byde graven trods – at overvinde Dødens angreb på vores liv.
Det håb ville aldrig finde den rigtige vej ind i os, hvis vi bildte os ind, at meningen med kristendommen var selv at have de rette meninger og den rene tro. Så ville det hele handle om mig og alt mit eget. Så ville friheden og mildheden gå tabt – ja, så ville kristendommen gå tabt. Og kristendommen må og skal altid være frihedens og mildhedens sag. For kristendommen handler ikke, om hvad vi kan og vil og tror. Den handler om, hvem Gud er, og hvad Gud vil med os. I dagens anden Bibellæsning hørte vi Paulus beskrive, hvem den levende Gud er, og hvad det er, Han vil med os. Hans vilje er enkel – han vil være vores Gud, og Han vil ikke skilles fra os. Som brevskriveren skrev det:
”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus”.
Det er dét, det hele handler om. Troen og håbet på, at Gud har vist os sit ansigt. At Han i Kristus har vist os, at han er kærligheden selv, og at intet kan skille os – eller nogen andre – fra Ham.Vi kan aldrig eje denne tro, og vi kan aldrig bevise dette håb. Men troen og håbet bor her i menigheden, og når vi lytter, synger og knæler, lever de i os. For Gud er selv til stede her i sin menighed på jorden. I dagens evangelielæsning fra Johannes-evangeliet hører vi om, hvad det vil sige, at Gud er til stede i sin jordiske menighed. Tekststykket er en del af Jesu afsluttende tale og bøn inden han bliver taget til fange og henrettet – inden han dør bort fra sine brødre og søstre, men også for sine brødre og søstre. Her på det yderste – på randen af ingenting og alting – taler Jesus til Gud. Sønnen taler til Faderen og beder om, at Han må være hos de efterladte – selv efter det, der nu skal ske. Sønnen er udsendt af Faderen. Han er Faderens ansigt i verden. Verden kender ikke til Faderen, men Sønnen gør hans navn kendt i verden. Han viser verden, hvem Gud er – at Han er menneskebørnenes far. Det gør han gennem sin menighed på jorden – gennem det, vi kalder de helliges fællesskab. Dette fællesskab – menighedens fællesskab – er ikke helligt, fordi vi, der hører til i det, ejer noget, som andre mennesker ikke ejer. Nej, der er kun én egenskab, der gør fællesskabet helligt – og den kan man ikke eje. Det er kærligheden. Den kærlighed, som Faderen har elsket Sønnen med, som sønnen elsker sine brødre og søstre med – og som brødrene og søstrene skal elske hinanden med. Det er denne kærlighed, der skal være menneskers rettesnor i Guds menighed på jorden – vores rettesnor her i én af Herrens midtjyske menigheder.
For Faderens herlighed bliver kun synlig for verden, når hans menighed bærer hans kærlighed frem i verden. Kun sådan vil alle mennesker til allersidst lære at tro på, at Gud er Livets Gud – og Dødens Overmand. Alt dette er – naturligvis – gådefuldt. For vores liv er gådefuldt, og vi forstår kun ganske langsomt, hvad det er, vi er med til. Men alt vil blive opklaret. For gådens Giver er vores far. Hans Søn har vist sig i verden, og hans Ånd bor i menigheden. Også i denne menighed – også i vores menighed. Og nu skal vi så til at være sammen om alt det vigtige – om sorgen og glæden og om fryden og smerten. Derfor skal friheden og mildheden herske i vores menighed. For det er kun gennem den frihed og mildhed, der kommer fra kærligheden selv, at vi kan lære at forstå, hvad Gud har gjort for os – og hvad vi skal gøre for hinanden.
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det så igen – for det er vigtigt: Når vi mødes her i kirken, her i den levende Guds menighed på jorden, skal vi ikke være andre end dem, vi er. Menneskelivet er fuldt af forpligtelser og krav – og det godt sådan. Men kirken er anderledes. Kirken skal være anderledes. Her kræves der kun én ting af os: at vi har lyst til at være her – at vi er her af egen fri vilje. Sådan er det med det kristne liv. Det vokser først frem, når den frie lyst møder menighedens tro. Så kom, som I er, og når I har lyst til det. For Gudshusets dør er åben – og der er ingen adgangsbegrænsning. Resten vil vise sig, som tiden går. Hver ting til sin tid.
Ære være Faderen og Sønnen og den hellige Ånd, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Vor Fader i Himmelen, vi takker dig for din kærlighed, hvormed du altid følger – og forfølger – os. Nu beder vi dig, at du vil lægge dit levende Ord i vore munde og hjerter, og lade det synge i os med din Helligånds kraft.
Vi beder dig for din menighed, for os, som er en del af din menighed, at vi ikke må samles om, hvad vi kan og vil og tror, men samles med frit mod på din indbydelse og i håb til dig. Vi beder dig for, at du vil bevare dit hellige Ord i din menighed og bevare din menighed i glæden ved dit Ord.
Vi beder dig for Danmark – og for Danmarks truede frihed. Vi beder for vores kongehus og vores regering og for alle dem, der gør tjeneste for folk og fædreland – både her og ude i det fremmede. Overlad os ikke til os selv, men lær os leve vores liv i ansvar og i tro – og have nok i det. Knyt os sammen, og lær os at forstå, at én er vores Gud, og vi er alle hinandens skyldnere. Væk, os når vi sover, vis os vores fælles skæbne, og lær os at være sammen om det håb, som kommer fra den nåde, du har vist os i din Søn.
Så beder vi dig for vores kære og for alle dem, der står os nær – og fjern. Følg du dem og følg du os på alle vore underlige veje. Drag os altid tilbage til dig, når vi farer vild, og vær du for os sammen med vores døde nu og i al evighed vores fred og vores glæde, du vor Fader, som er i Himlene…
Amen.
Salmer
Udrundne er de gamle dage
Sorrig og glæde de vandre tilhobe
Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt
Vidunderligst af alt på jord
Kraften fra det høje
Jesus Krist, du gav mig livet
Om alle mine lemmer var fuld af idel sang