Stud.theol. Hans Nørkjær, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus, men for tiden befinder sig på afvekslingsophold på Det Teologiske Fakultet i København, var til torsdagens foredrag med Lars Barfoed og har et par bemærkninger hertil.
Nogle minutter forsinket ankom formand for det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed til Studenterkredsens møde dagen ovenpå Arbejdernes Internationale(!) Kampdag 1. maj (også kendt som ”Mig Først”), der dette år udmærkede sig ved at arbejdernes ”kampiver”, råb og sange var rettet mod den siddende regerings frontfigurer, som i den virkelige virkelighed egentlig burde være ”arbejderes” helte. Men virkeligheden er ikke hvad den har været. Det var således ovenpå en historisk mørk dag i den danske socialismes historie at Lars Barfoed var givet muligheden at forklare, hvad kulturkonservatisme er og hvorfor det er svaret på Danmarks truende fremtid. At den virkelige virkelighed hverken for de konservative eller socialisterne er, hvad den har været, skal jeg komme tilbage til, først lidt om mødet med formanden.
Lars Barfoed er en venlig mand. Ja, man har faktisk svært ved sådan for alvor at have noget imod ham. Og trods hans eventuelle familiære eskapader (herregud! hvad skal en politiker ellers lave, når han har fri) og velordnede flair for at tilrane sig boliger i mondæne kvarterer, så må man da indrømme, at manden virker flink og rar. En rigtig konservativ hyggeonkel. Ja, hans efternavn og hans smule lavstammede, men trinde ydre(!) overbeviser mig om, at formanden i virkeligheden er i familie med hobbitterne. Ja, han må faktisk være en del af den stolte slægt Barefoot (eng. ’bar fod’, pl. Barefeet – ’bare fødder’), som måske er nære slægtninge til de kendte familier Stoltenfod, Bæltespænder, Tokereller Brændebuk; ja, måske kender de endda den verdensberømte: familien Sækker. Jo jo, formanden Larvis Barefoot må være af ædel byrd!
Men mon ikke disse hyggelige og trinde hobbit-gener også i sidste ende er en del af problemet. Thi at være ”flink og rar” gør vist ingen stor politiker (politik er vist heller ikke den mest udbredte beskæftigelse i Herredet; her går det vist mere ud på at være gartner). Og de truende farer i samfundet Danmark er vist også for store til, at man kan lade hobbitter overtage styring af såvel indenrigspolitik som udenrigspolitik – og en gartnertilværelse til alle er nok alligevel ikke en mulighed, skønt der er masser af steder i vort lille land, der nok kunne trænge til en kærlig hobbithånd.
Når undertegnedes vurdering skal frem ovenpå mødet i Københavnerkredsen, så er Larvis Barefoot simpelthen bare for kedelig (hvilket de udeblevne kritiske spørgsmål efterfølgende da også vidner om; det kunne man nu også godt påtale i skarpe vendinger, men jeg lader i denne ombæring være med at påtale tilhørendes apati)! Mr. Barefoot mangler i min optik både kant og skarphed i såvel politiske diskussioner, som når han – som i tilfælde som dette – skal forsøge at udbrede sig om, hvad det f.eks. vil sige at være kulturkonservativ; noget man da med rimelighed kunne hævde, at en formand for Det Konservative Folkeparti med fynd og klem skulle være i stand til uden den store forberedelse. Om han så selv havde forfattet sit foredrags—-papir (for manuskript kan man vel dårligt kalde det) skal jeg ikke kunne sige, men nok til at støtte hobbitten sikkert igennem ”den uventede rejse” var det ikke. Der var i det hele taget ikke meget eventyr over den kulturforståelse, som Mr. Barefoot kunne grave frem fra hobbithullet.
Men den virkelige virkelighed er som sagt heller ikke, hvad den har været, og det er partiformænd (ja, politikere i det hele taget) måske bare heller ikke. Herregud, manden har jo også kun studeret jura. Han har jo ikke læst litteratur eller sprog – eller for den sags skyld antropologi eller religionsvidenskab – eller andet som beskæftiger sig med ”hvad det der begreb ’kultur’ sådan betyder”. Men ”det må vi så spørge Per Stig Møller om, når vi møder ham.” Det er vist noget med sproget og disciplinen i folkeskolen (?). Men det gælder selvfølgelig mest af alt bare om ”at finde en balance”… ligesom på Mr. Barefoots taxameterordnede erhvervsuniversiteter, som vist er noget andet, end det universitet, hvor Per Stig Møller i sin tid studerede ”Kultur”.
Og lad os nu vende tilbage til den virkelige virkelighed og den mørke 1. maj, hvor hobbittens fjender fik en ordentlig en over de røde støvletter. Med denne tragediens dag fortsættes det hastige tilbagetog i meningsmålinger og almindelig venlighed, og oppositionen (de borgerlige) fortsætter tilsvarende sit stormløb mod de smuldrende rødmalede forsvarsværker, hvorved der erobres stadigt mere af fjendens land! Dette erobringstogt kommer af en eller anden grund bare ikke Det Konservative Folkeparti – Herredfolkene – til gode. ”Jamen Det Radikale Venstre stod også dårligt to år før valget i 2011,” hævder den trinde hobbitformand. Han kunne også have sagt ”Vi ønsker ingen eventyr her. Eventyr er ubehagelige og gør, at man kommer for sent til aftensmaden.” Ja, Mr. Barefoot, du kan ikke beskyldes for, at være ellevild for at udleve din indre eventyrlyst. I det hele taget bliver der fra formandens side ikke udvist meget vovemod til at indtage holdninger, der kan sætte Det Konservative Folkeparti på det landkort, hvor alle krigshandlingerne foregår. Krig handler dels om strategi dels om mod og mandshjerte, og selv i et slumrende hobbithjerte må der da ligge en tapper lille sjæl gemt, der er klar til at tage kampen op mod den store, røde drage. Noget af problemet er i hvert fald efter min bedste overbevisning, at Det Konservative Folkeparti med Larvis Barefoot i spidsen enten mener noget, som alle mener eller også mener noget, som mindst ét andet parti er langt bedre til at mene, end de er!
Historien om hobbitten Barefoot, der skal så grueligt meget igennem, vedbliver altså at være en ubehjælpsom rejse, hvor det mere handler om at være gartner for de få trofaste herredfolk end om med sværd i hånd at vove sig ud og stikke til den politiske middelmådighed. Den røde drage er godt på vej til at nedkæmpe sig selv, men der er intet, der tyder på, at den skat, som den ruger over, vil falde i hænderne på de konservative hobbitter.