I forbindelse med diskussioner om den augsburske bekendelses status og “folkekirkens ordning”, skal her til almen oplysning og opklaring bringes nogle kloge ord fra Kredsens arkiver:
“Derfor betyder folkekirkens egnethed til at holde en guddommeliggørelse af det ydre kirkelige apparat på afstand ikke, at der er nogen grundt til uden videre at lovprise den. Der kan nemlig også laves teologi på folkeirken som den er, dermed har man blot på en mere snedig måde gjort kirken guddommelig, idet man har gjort det til noget særlig fint, at det hele fungerer på en måde, som er til forargelse for de nidkære og fromme. Men deri er der virkelig ikke nogen fortjeneste. Rammen skal ikke være indhold, og det er ganske ligegyldigt om denne ramme er pavens kirke eller folkekirken. Vil det da sige, at folkekirken er for rummelig? Ingenlunde. For hvorledes skulle det lade sig gøre, og hvad ville det betyde, hvis man satte sig til mål at gøre den snæver? Det kunne netop lade sig gøre, uden at man gjorde kirkens ordning til noget nødvendigt, d.v.s. uden at man gjorde de ting, som er vort ansvar på almindelig, menneskelig vis, til noget afgørende og væsentligt. Men det ville jo betyde at man ikke længere ville lade sig nøje med det, som for CA er det eneste væsentlige: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Så måtte man føje noget til. Man måtte til at drive kirketugt på en utugtig måde, d.v.s. med magt. Men i det øjeblik, man gav sig til at drive kirketugt med magt, stillede man sig på Guds side mod de andre, d.v.s. man udstyrede sig selv med guddommelig magt til at drage det skel, som alene Ordet kan skabe, når det høres og derved modtages i tro eller forkastes i vantro.[…]
Det vil da sige at CA ikke udelukker, men forudsætter den frihed, der gør ikke blot forskellige meninger, men også forskellige religioner mulige indenfor den samme kirkeorganisation. For den falske forståelse af evangeliet kan jo ikke bekæmpes med magt, uden at kampen selv gør den rigtige forståelse falsk. Vi må finde os i hinanden i den forstand, at vi er sammen, men aldeles ikke i den forstand, at vi ikke skulle sige fra overalt, hvor vi finder grund til det. Det er tværtimod vor simple pligt. Men CA er dog bekendelsesskrift i folkekirken! Så kan man da ikke tillade sig hvadsomhelt![…]Hvorledes den enkelte vil opfatte sit ansvar i forhold til CA og de øvrige bekendelsesskrifter såvel som til den hellige skrift, må han selv om, hvilken er noget andet end at sige, at det er ligemeget. Det er selvfølgelig alt andet end ligemeget. Men om CA har autoriret, kan ingen afgøre for andre. Det må enhver selv afgøre, eller rettere sagt, det er afgjort ved mødet med bekendelsen.
Det vil da sige, at kirkens ordning i sig selv, også den, vi kalder den rummelige folkekirke, i absolut forstand ingen betydning har for forholdet til CA, med mindre man vil gøre netop denne ornding nødvendig, for i så fald står man i det skarpest tænkelige modsætningsforhold til reformatorernes bekendelse. Det vil ikke sige, at det er ligemeget, hvordan ordningen er, men det vil sige, at det er et menneskeligt ansvar at gøre den så god som mulig. Her i landet er det almindeligt at tale med Grundtvig om kirken som en borgerlig indretning, og det er vel stadig en meget god måde at udtrykke det kirkelig apparats relativitet på. Jeg vil slutte med at nævne et referat og citat af en artikel af professor Prenter fra 1949[i tidehvervs april nr.][…]Prenter siger her, at Guds nådes universalitet og forekommende karakter ikke kan udtrykkes som en abstrakt, almengyldig idé, og det mener Prenter, man forsøger på, hvis man vil lade kirkens ordning, i dette tilfælde folkekirkens rummelighed og rimelighed afspejle Guds nåde. Deri ser Prenter et forsøg på at lade nåden komme forud for både ordet og troen, hvorved man objektiverer nåden og gør den til noget, som kan ses og vides. Dermed har man tilsløret den paradoksi, at ordet høres, når og hvor gud vil, og gjort nåden udialektisk, entydig og abstrakt[…]”Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække.”
(Leif Grane, “Studenterkredsen” 35/1-2 (1967); her citeret efter Grane, Leif – “Kristendommen i historien”, kbh 1997, s. 231f)
Således skulle disse ord, af to af de fremmeste teologer der har huseret i Studenterkredsen, gerne have gjort følgende to ting klart:
1. At man med præsteløftets ord om at beflitte sig på at “forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger” ikke har forpligtet sig over for Confessio Augustanas konkrete bestemmelser, i videre omfang end det herovenfor skitserede.
2. At spørgsmålet om vielsesritualer og “ordning” af kirkens forhold som sådan, ikke er af andet en relativ karakter, og altså aldrig kan blive et springende punkt for folkekirkens berettigelse osv. (Se hertil mit indlæg fra d. 13/09/2011)
Det er svært at se hvad det egentlig er (for to ting) der står klart i “det herovenfor skitserede”?
Teksten har nemlig klang af det luftigte sofisteri, der ofte kendetegner de (ikke mindst danske) teologier, som søger at gøre kristendommen kompatibel med et borgerligt livssyn, hvor dens egentlige indhold er negationen af hellighed og sværmeri, men uden at der derved hævdes noget positivt.
For hvad står der i ovenstående andet end, at man skal have en bekendelse for at undgå at fraværet af bekendelse i sig selv bliver bekendelse? På samme måde kunne man hævde at dåbens formål var at have et ydre tegn der skulle forhindre, at man dyrkede dette ikke at have et ydre tegn.
Dette kalder man så “dialektisk tænkning”, og jovist kan man da godt sætte en sådan position på formen at man skal forfægte A for at undgå dyrkelsen af ikke-A, uden derved at helliggøre nogen af delene. Men var der tale om en egentlig dialektik (ovenstående synes snarere at være nihilisme eller “svækkelsestænkning”) skulle dette forhold jo pege ud over sig selv – A og ikke-A skulle løsne hinanden gensidigt, ikke for opløsningens eller svækkelsens skyld, men for at pege ud over sig selv, dvs. på troens egentlige indhold. Dette bliver dog umuligt når man samtidig fastholder, at hvorvidt bekendelsen har “autoritet, kan ingen afgøre for andre. Det må enhver selv afgøre, eller rettere sagt, det er afgjort ved mødet med bekendelsen.” For derved har man netop fastlåst sig i en subjektivisme, måske en individualistisk eksistenstænkning, som ikke vil kendes ved, at troen netop også er (eller bliver) et fælles anliggende, og at bekendelsen er noget, der (som enhver sproglig ytring) foregår i et fællesskab, nemlig Kirken. Derfor er bekendelsen, sammen med dåben og nadveren ikke bare tilfældige ydre ordninger, som skal afholde folk fra sværmeri.
Og hvad bliver der i øvrigt af “den mageløse opdagelse”, hvis ikke bekendelsen er kirkens fundament?
Bekendelsen sætter jo et fællesskab omkring noget fælles – ikke en opfattelse, forstået som en objektiv “teori”, men dog som noget vi er fælles om og som vi derfor kan tale om. Var det udelukkende et spørgsmål om hvordan “den enkelte” selv afgør sig overfor bekendelsen, kunne man ligeså godt fremsige Pi eller side 14 fra Frk. Jensens kogebog, der jo lige så vel kan tolkes som man vil, hvis blot man hævder subjektivismen stærkt nok.
Og selvfølgelig er alternativet til en sådan subjektivisme da ikke magtudøvelse, hvad jo ville betyde at ovenstående tekst selv måtte kategoriseres som sådan, da den vel må gøre krav på nogen grad af objektiv gyldighed. Det kristelige kærlighedsbegreb viser jo netop, at der er et alternativ til individualisme, magtbaseret kollektivisme (som i virkeligheden blot er en individualisme der uforløst søger ud over sig selv) og videnskabelig rationalisme, nemlig det åndens fællesskab, som har sin grundform i treenigheden, der følgelig bør være et grundelement i bekendelsen.
Hvis man altså i præsteløftet skriver under på CA, selvom man har besluttet sig for at kristendommen med dens treenighed og kærlighedsbegreb er noget hejs, er der højst tale om et forfalsket præsteløfte.
At foretrække ville derfor nok være, at man slet ingen bekendelse havde, eller at man havde en (mere eller mindre) minimalistisk bekendelse, som man til gengæld kunne stå inde for, fx Nicænum.
Og så videre.
“Ifølge alt det her Anførte synes det os indlysende, at Dogmet om Skabelsen og det gjensidige Forhold imellem Gud og Skabningen, er aldeles udhulet, som at Gud og Skabningen blive tilbage som blotte Navne, og at saaledes dette System med Rette kan betegnes som theologisk Nominalisme. Religionens sande Begreb, der har sin Rod i Menneskets fundamentale Forhold, er kuldkastet. Thi vi have viist, at Religionens Object — Gud — her er deduceret af det tænkende Subject selv; og at de subjective Momenter i Religionen, ved hvilke Religionens Object medieres med Subjectet, nemlig Samvittigheden, Troen og Bønnen, ikke have noget Object og kun staae i et tomt og indholdsløst Forhold til det tænkende Subject.”
Have vi altsaa ikke fuld Ret i at charakterisere en saadan Idealisme som Solipsisme?
Fint citat!(Martensen?) Men jeg har svært ved at se hvordan du læser alt det her ud af indlægget.
Snarere end sollipsisme, subjektivisme, sofisteri, borgerlig anstændighed osv. er der vel nærmere tale om en slags såkaldt “Guds Ord”-teologi som bagvedliggende drivkraft. At den enkelte så selv må afgøre sig for hvorledes det(altså guds ord i forkyndelsen, sakramenterne og måske bekendelsesskrifterne) skal være forpligtende for hans liv og levned, kan du vel godt kalde for subjektivisme. Men hvad det er så forskelligt fra det vi normalt omtaler som at afgøre sig for at modtage troen, har jeg svært ved at se.
Hvad bliver der så af den mageløse opdagelse? Ja det er vel det, at hver enkelt i menigheden besinder sig på modtage troen og “lade Guds ord være deres værens lov”. Og Når vi så gør det i fællesskab idet vi fremsiger trosbekendelsen og sammen modtager sakramenterne, ja det er vel netop det der skaber Kirken, og ikke tilfældige, mere eller mindre relative ydre ordninger; “Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække.”
At man så naturligvis er forpligtet på næsten og åndens kærlighedsfælleskab af denne modtagelse i tro, giver vel sig selv; men objektiv gyldighed kan der kun være tale om i kraft af troen, ellers er det hele vel netop bare “tilfældige ydre ordninger, som skal afholde folk fra sværmeri.”(tilsvarende med præsteløftet) Det er vel også netop her, og ikke i sig selv, at de bliver til tegn der peger ud over sig selv.
Om det er stadig er en god grund at have CA som bekendelsesskrift, hvis vi kunne nøjes med f.eks den apostolske, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men i hvert fald er det sikkert at især art. 4-8 føjer noget ganske væsentligt til hvad det vil sige at være Kirke. Hvorledes man så er forpligtet af denne bekendelses nærmere bestemmelser, når den i art. 7 taler om, at det for Kirkens sande enhed er “tilstrækkeligt at stemme overens med evangeliets lære og sakramenternes forvaltning”, det var netop hvad der skulle vises i det oprindelige indlæg.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
(I parentes bemærket til invendingen om at der er tale om subjektivisme og andet af den værste skuffe:)
Vi kunne også sige at der her bedrives dialektisk teologi, netop en evangelisk funderet sondring mellem hvad der er Guds og hvad der er menneskers. Med Bultmann er der altså tale om afmytologisering af CA, nemlig en befrielse af troen fra “fra enhver verdensanskuelse, der er opstået af den menneskelige tænkning”, hvilket igen intet andet er den end den radikale anvendelse af Pauli og Luthers lære om retfærdiggørelse ved tro alene; Og det lærer netop CA os højt og tydeligt, på trods af andre indeholdte besynderligheder. Men her knap 500 år senere, skal også den hjælpes lidt på vej.
Hvis CA er en “verdensanskuelse, der er opstået af den menneskelige tænkning” skal man da lade være med at bekende sig til den som var den Guds ord (også selvom man kan argumentere for at den slags fusk kan tjene som bolværk mod sværmere etc.) – men du har da ret i at art. 7 er et plus, men ligger der ikke en implicit påstand om at de i øvrigt punkter netop stemmer overens med dette? Og hvis man er uenig deri, men stadig bekender sig til CA har man så ikke begået en performativ selvmodsigelse (beklager det filosofistiske ordvalg, men det passer vel meget godt)?
Det jeg mener med ovenstående er nok, at bekendelsen snarere må forstås som en fælles vedkendelse af troens genstand end selve troens genstand, som selvfølgelig er Kristus. Og derfor skal bekendelsen ikke indeholde alskens borgerlige bestemmelser (dem kan man have andre steder hvis man vil) eller teorier om forholdet mellem kirken og øvrigheden, samt om dem der ikke tror osv.
Det er jo svært at være uenig i, men jeg ville ikke være den første, hvis jeg påstod, at de fuldstændig samme ting kunne siges om den hellige skrift; og den vil vi vel helst ikke være fri for?
Sammenligningen er muligvis lidt tilspidset, og det kan naturligvis ikke på nogen måde tjene som argument for CA’s status. Men hvis vi skal have et bekendelsesskrift der udsiger mere end en eller flere af de oldkirkelige symboler, så finder jeg, at der er gode, traditionelle såvel som teologisk-saglige, argumenter for at beholde CA – om ikke andet indtil der kan findes en bedre løsning.
Hvis det hele kunne formuleres én gang klart og tydeligt uden et vis præg af en “verdensanskuelse, opstået af den menneskelige tænkning”, ja, så havde teologien i hvert fald udspillet sin rolle.(Gud hjælpe os, skulle det komme så vidt). Indtil da må vi leve med biblen, CA og hvad vi ellers har forhåndenværende.
Apropos: “Non est enim hoc Christiani pectoris, non delectari assertionibus, imo delectari assertionibus debet, aut Christianus non erit.” (det hører ikke en kristens hjerte til, at han ikke elsker påstande, tværtimod bør han elske påstande, ellers kan han ikke være kristen.) (Luther) – http://www.martinluther.dk/serv-arbit01.html#17