Stud.linc.merc. Christan Krogh Olsen har læst Jens André Herbeners bog “Naturen er hellig” og er ikke imponeret. Vi bringer anmeldelsen herunder. Den er også at finde i det nye nummer af Studenterkredsens tidsskrift. Det rummer indlæg af Johannes Aakjær Steenbuch, Julius Petersen, Søren Lund Sørensen, Ole Jensen og Jens Alfred Raahauge. Bliv abonnent ved at skrive til studenterkredsen@gmail.com – det koster blot 100 kr. for hele året.
Nyheder
Valget i ødemarken – om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society
I anledning af aprilnummeret af Studenterkredsen, der i skrivende stund efterhånden har indfundet sig i abonnenternes stuer, bringer vi et af tidsskriftets artikler. I denne ombæring skriver cand.theol. Andreas Pilekjær om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
Hvilke Rødder omklamrer, og hvilke Grene
Vokser i disse Stenbrokker?
– T. S. Eliot, Ødemarken
I 1922 bliver den engelsk-amerikanske digter Thomas Stearns Eliots litterære hovedværk, The Waste Land, udgivet i tidsskriftet The Criterion. Ødemarken, som det kommer til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948, beskriver blandt andet, hvordan Jerusalems, Athens og Roms tårne ligger knuste i et univers, hvor det liv, der nu er, intet højere ønske har end at dø, og det, der allerede er dødt, stikkes i jorden for at se, om det vil spire på ny. Alt er tilsyneladende dømt til at udstå et liv i ruindyngerne fra Første Verdenskrig. Digtet ser dagens lys samme år, som den schweiziske landsbypræst Karl Barth lader apostlen Paulus fælde kontant dom over tysk liberalteologi og dens grundlag i anden udgave af sin Romerbrevskommentar. 1922 bliver året, hvor litteratur og teologi vender blikket mod Europas slukørede rester og spørger, om liv nogensinde vil kunne spire her igen?
Digtet opnåede klassikerstatus inden for engelsksproget modernisme, men for Eliot selv lod det centrale spørgsmål, som jeg indledningsvis citerede fra digtet, sig ikke dermed skubbe til side. Nærværende tekst vil belyse nogle hovedlinjer i Eliots senere essay The Idea of a Christian Society (1939), hvor man kan sige, at dette spørgsmål danner klangbund for Eliots livtag med ideen om et kristent samfund. Hvor digtet lader muligheden for nyt liv efter ødelæggelsen være et åbent spørgsmål, stilles læseren i essayet indirekte over for valget mellem det kristne samfund og det hedenske samfund. Eliots tese er, som også i Notes Towards the Definition of Culture (1948), at ”If Christianity goes, the whole of our Culture goes.” Men hvad forstod Eliot ved et kristent samfund og dets kultur?
Som udgangspunkt mente Eliot ikke, at hverken stater eller kulturer kunne være neutrale. Enten er kulturen kristen, eller også er den (på vej til at blive) forbundet med en anden religion. Svaret på, hvorfor neutrale stater og kulturer er en umulighed hos Eliot, skal findes i hans traditionssyn. Eliot var modernist og anti-romantiker. Romantikkens dyrkelse af det individuelle talent overså, at det egentligt nye værk kun er i stand til at sige noget nyt, idet det netop tilegner sig traditionen, som da i, det nye værk, bearbejdes en smule og derved lader det bedste i traditionen fremtræde med fornyet klarhed. En position, der hos os vel bedst kendes fra Søren Ulrik Thomsen. Tradition og kultur går forud for individet hos Eliot. Idet den givne kultur og religion – og der findes for Eliot aldrig kulturer uden religion – altid er forudsætningen for samfunds og menneskers aktiviteter, er kulturel og religiøs neutralitet også udelukket.
Det kristne samfund, som det beskrives i The Idea of a Christian Society, består af tre elementer: Den kristne stat, det kristne fællesskab (the Christian Community) og fællesskabet af kristne (the Community of Christians). Den kristne stat har intet at skaffe med mulige kristne værdier, eller hvorvidt politikerne selv er kristne. Ej heller kan nogen regering identificeres med det kristelige, for det ville for Eliot udgøre en forveksling af det relative med det absolutte. Det handler alene om ”their [de styrendes] being confined by the (…) traditions of the people they rule, to a Christian framework.” Således er det kristne samfund (the Christian Community) ej heller andet end det samfund, hvori reguleringen af det offentlige liv sker ud fra kristendommen. Det kristne fællesskab udgør hos Eliot samtidig kulturen, thi kulturen er inkarnationen af folkets religion, som det beskrives i Notes Towards the Definition of Culture. Er kalenderen kristen, med jul, påske, pinse og helligdage, ja, så er samfundet kristent, om end majoriteten ikke er sig det bevidst. Igen; alternativet er, at samfundet reguleres af en anden religion. Ikke at samfundet slet ikke reguleres af nogen religion. Fællesskabet af kristne (the Community of Christians) er da gruppen, som er bevidst om deres kristendom.
Det gryende afkristnede samfund herimod, hvis konturer for Eliot at se begynder at vise sig i mellemkrigstiden, er kendetegnet ved aftagende sindelagsetik, klassernes sammenbrud til masser og demokratiets fortvivlede forsøg på at dæmme op for det kaos, som er liberalismens negation, men som den selv har banet vejen for. Eliots diagnose foregriber her på flere punkter den analyse, som Hannah Arendt skal foretage af totalitarismen 12 år senere i The Origins of Totalitarianism, ligesom hans blik for demokratiets grænser vækker mindelser om Tidehvervs (særligt Søren Krarups) kritik af demokratisme i 1960´erne. Det afkristnede, eller hedenske, samfund er kendetegnet ved en nedbrydelse af grænsen mellem privat og offentlig, nedskrivning af menneske og skaberværk til nytteværdi og profitjageri. Det hedenske samfund evner ikke at balancere mellem uhæmmet udnyttelse af naturen og naturalisme, ifølge Eliot, der i stedet ser den kristnes sande forhold til naturen udtrykt i ørkenfædrenes forundring over skaberværket. Eliots kritik af udnyttelsen af naturen og udbytning af arbejdere flugter på afgørende punkter med højskolemanden Knud Hansens modernismekritik flere årtier senere. Også her gælder heldigvis, at Eliot ikke er for fastholdere. Han lader sig ikke sætte på formel og slet ikke bedømt ud fra det persongalleri, der senere – direkte eller indirekte – skal lade sig inspirere af ham. Det er én mulig grund til, at Eliots essay stadig virker friskt så mange år efter.
Det organiske hos Eliot begrænser sig dog ikke til naturen. I det allerede nævnte essay fra 1948 udbygger Eliot sit allerede skitserede kultursyn til en bredere anskuelse af mangfoldigheden i kulturer i vekselvirkning mellem klasser, landenes regioner inden for nationerne, nationernes til hinanden og disses blik ud til resten af Europa. Kulturen vokser altid nedefra, den kan aldrig selv blive genstand for menneskers planlægning, for den er selv forudsætningen for deres planlægning. En af styrkerne ved Eliots anskuelse er netop, at samfundets religiøse og kulturelle enhed muliggør det frisind, kunne vi sige, som er forudsætningen for den enkeltes frie udfoldelse. I The Idea of a Christian Society finder vi dermed en af modernismens fremmeste repræsentanter argumentere for, at alene det kristne samfund kan sikre den individuelle frihed, som da også hører moderniteten til, imod helt at vendes til dæmoni. Anderledes troende, tvivlere og vantro har ikke mindre plads i det kristne samfund end den enkelte troende, for de udvider og udfordrer horisonter og vaner; derimod er det nødvendigt, at rammen om samfundet – herunder institutionerne – understøttes og derved viderefører den overleverede kultur og religion, så frisindet kan bestå. Den enhed er ingenlunde lig ensretning, som Eliot kategorisk afviser. Det at være rundet af en fælles culture (kultur, men også dannelse) er forudsætningen for kontinuitet i det aktive og kontemplative liv i politik, kunst samt religion. Det er modtrækket til modernitetens fritsvævende massemennesker. Dog er det for Eliot i sidste ende kirkens forkyndelse, der holder fast ved mennesket uden at reducere det. Det er derfor, at det kristne samfund skal have en kirke, der officielt er forbundet med staten. Har man valgt det fra, har man samtidig valgt at forbinde stat og samfund med en ny religion, hvordan den end måtte se ud. I digtet lod Eliot det være et åbent spørgsmål, hvilke grene der kunne vokse i ødemarkens stenbrokker. I essayet derimod stilles læseren, på sin vis over for et valg. Til det formål forlader poeten den botaniske retorik til fordel for en nærved gammeltestamentlig:
The term ”democracy” (…) does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike – it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.
Det grundtvigske punktum
Stud.theol. Andreas Riis Damgaard har på given foranledning konstateret, hvorledes et punktum gør alverden til forskel i salme 22s klagesang. I det følgende skriver han om dette grundtvigske punktum og dets konsekvenser.
Nogle indledende overvejelser over Sl 22
Da jeg i slutningen af januar var til eksamen i GT II, kom jeg op i de første 15 vers af Salme 22. Jeg trak teksten og var til at begynde med en smule frustreret over det noget amputerede salmefragment, som jeg skulle eksamineres i en halv time efter. Som i enhver god roman fra det dystre hjørne ville jeg sidde fast i domsafsnittet i teksten og aldrig nå til frelsen. Salmen ville blive som fortællingen om Job foruden den afsluttende genoprejsning. I kuverten med eksaminationsteksten lå der også en lille seddel med følgende arbejdsbeskrivelse til: ”Overvej i øvrigt Guds nærvær og fravær i GT.” Et godt spørgsmål, tænkte jeg. For salmen indeholder tydeligvis både det ene og det andet og understreger således glimrende hovedtemaet i Det Gamle Testamente – at både dom og frelse kommer fra Hærskarernes Herre. I Spørgsmålet øjnede jeg en mulighed for mig: Jeg havde trukket fraværet og dommen, men kunne tale om nærværet og frelsen og endda inddrage andre steder i Det Gamle Testamente efter behag. Arbejdsopgaven fik mig straks til at tænke på Guds fravær i salmens begyndelse og på den klagesyngende salmists påkaldelse af sin Gud. Den forladte salmist fornemmer først Guds nærvær i slutningen af vers 22, hvor han efter megen pine og plage proklamerer, at han er blevet bønhørt af Gud. I eksaminationsforberedelsen rettede jeg hurtigt min opmærksomhed på vers 4, da det andet afsnit af salmen begynder her. Salmens fokus rykker fra Guds entydige fravær til Guds placering i kosmos. ”Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger” (Sl 22,4). Sådan lyder oversættelsen i den danske autoriserede oversættelse fra 1992. Billedet står klart. Herren troner langt ude i universet i sin hellighed med seraferne flyvende omkring sig, og der i svinestien ligger salmisten omringet af spottende venner og vilde løver – salmistens Gud er meget fraværende.
Da udprøvningen næsten var nået til sin ende, begyndte vi at diskutere vers 4 mere indgående. Hvordan skal helligheden forstås? Er det en henvisning til serafernes sanctussyngeri, som lød, når Jahve viste sig for profeterne på sin trone? Som da grant Esajas eksempelvis blev kaldet til profet i Herrens helligdom og fik kørt et stykke glødende kul ned i svælget? Eller fortæller det noget om Guds måde at bebo og trone i himlen på? Vi diskuterede det i et stykke tid og nåede på et tidspunkt til tekstkritikken. Det skulle vise sig, at den er fuldstændig afgørende for forståelsen af passagen.
Ét punktum
De gamle, lærde masoreter fra det 7. til 10. århundrede åbnede i sin tid døren op for en anden læsning, end den, der ganske klart lyser ud af den danske 1992-oversættelse. Masoreterne indførte nemlig en alt andet end ubetydelig note i deres behandling af Sl 22,4: huc transpone ˆ. Oversat til godt jysk betyder det: ”punktum bør flyttes herhen”. Hvis man følger denne læsning, hedder verset altså: ”Du er hellig. Tronende i Israels lovsang”. Ét punktum, men med en kæmpe betydningsmæssig forskel. Masoreterne forstår ikke stykket som en understregning af dikotomien mellem Guds og salmistens himmelråbende forskellige situationer. De læser det som en beskrivelse af Guds nærvær og tilstedeværelse i Israels lovsang – på den troner han, i den bor han. Læsningen som masoreterne advokerer for, åbner altså allerede op for Guds nærvær i den dystre begyndelse af salmen, som ellers umiddelbart kun henleder tanken på død og dom. Gud er tilstedeværende, hvor han lovsynges.
”Du blandt vore lovsange bor”
Til sidst havde censor mulighed for at stille et afrundende spørgsmål. Han spurgte: ”Hvad tror du, Grundtvig ville synes om den læsning?” Jeg svarede: ”Den tror jeg, at han ville kunne lide,” og så forlod jeg lokalet. Senere på dagen over de obligatoriske post-eksamens-øl på Bobi Bar gik det op for mig, at Den Gamle rent faktisk læste teksten præcis sådan. I salmen Vor Herre til dig må jeg ty citerer han Sl 22,4, og han læser tydeligvis salmen som masoreterne gjorde det. Som der står i vers 3:
Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerte og munde,
du blandt vore lovsange bor,
som røsten blandt fugle i lunde
Vor Herre troner på vor lovsang. Da salmen, som Grundtvig skrev omkring 1840, udkom for første gang i Dansk Kirketidende i 1869, var den tildelt overskriften ”Herrens Huus”. Guds hus er i menighedens lovsang. Et ganske vist anakronistisk, men ikke desto mindre nærliggende spørgsmål kunne i sammenhængen være, hvad ville Grundtvig have ment om den læsning, som 1992-oversættelsen lægger sig op ad. Det siger han egentlig i vers 1:
Vor Herre til dig må jeg ty,
For stærke er fjenderne mine,
de tænke, at højt over sky,
du ænser ej tjenerne dine;
du ej os forstår,
ej heller formår,
at løse af angest og pine.
Grundtvigs stærke fjender påstår altså, at Gud troner som den hellige, han, som Israel lovsynger og altså ikke kommer menighed eller salmisten til undsætning, når angst og pine truer.
Det er ikke irrelevant at tænke sig, hvilken betydning læsningen, som både masoreterne og Grundtvig var modstandere af, ville have af konsekvenser for Jesus på korset – da han netop råbte salmistens indledende ord af Sl 22,1: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig!. Han råbte ikke på Elias, sådan som de tilhørende troede, før de gav ham eddike at drikke. Han råbte på sin Fader, som troner i lovsang. Han virkede fraværende, men viste på tredjedagen, at han var særdeles nærværende.
Hvor bor Gud?
Han bor iblandt os i vores lovsang, Han som er hellig. Der hvor den lovsyngende menighedssang lyder. Når vi i kirken, ligesom seraferne gjorde det for Esajas i templet, da Gud viste sig på sin trone, søndag efter søndag sammen synger: Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre. Hele jorden er fuld af hans herlighed (Es 6,3). Med masoreternes og Grundtvigs punktum gør man en ende på den opfattelse, at salmistens ord i vers 4 udelukkende tjener det formål at fremhæve Guds fravær. Sl 22 handler netop om, at Gud blev kød og tog bolig iblandt os, og hvordan Han blev pint og plaget og oprejst fra de døde. Men med det grundtvigske punktum for øje forstår man, at Sl 22,4, isoleret set, handler om Guds bolig iblandt os her og nu – når man lovsynger Herren med sin mund og sit indre.
Generalforsamling i Aarhuskredsen
Hermed indkaldes til generalforsamling i Studenterkredsen Aarhus. Vi skal bl.a. have valgt nye bestyrelsesmedlemmer og tage afsked med afgående, gennemgå regnskabet og høre formandens årsberetning.
Det foregår onsdag den 29. april, kl. 19.30, Mødelokale 2.2, Studenternes Hus, Frederik Nielsens Vej, 8000 Aarhus C.
Påskeprædiken fra Berlin
Traditionen tro byder vi på en artikel fra det nys udkomne særnummer af tidsskriftet. Denne gang er det Iben Vinther Nordestgaard, sognepræst ved Christianskirken i Berlin, der leverer ord til levende håb i sin prædiken til påskedag. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
I år er det 70 år siden, 2. verdenskrig fandt sin afslutning i Karlshorst ikke langt fra vor danske kirke i Berlin. Et jubilæumsår er altid en lejlighed til erindring. Også for os, der til daglig går rundt i centrum for Hitlers tusindårsrige, hvor skudhuller, Stolpersteine og stadigt svindende byggetomter minder om krigens gru og hindrer os i at glemme. Hvor velgørende det er, for som man siger: „den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den.“ Gud give, at vi aldrig igen må få krigen i frisk erindring!
For flere af vores menighedsmedlemmer har krigen sat sine spor på både krop og sjæl. Menigheden var mitten drin i mere end én forstand. Omringet af den nazistiske ideologi, der ikke tillod lydighed mod andet end der Führer, var menigheden tillige fanget midt i et inferno af krig og ødelæggelse.
På en skøn solskinsmorgen d. 3. februar 1945 havde Christianskirkens præst, Axel Jeppesen, fra morgenstunden været på husbesøg. Han var netop ankommet til Anhalter Bahnhof, der lå tæt ved den danske kirke i Berlin, da alarmen lød, og han måtte søge ly på stationen for det, der skulle vise sig at blive et af de værste luftangreb på Berlin. I løbet af to en halv time forvandlede 2000 amerikanske bombefly den indre by til ruiner. Det var et såkaldt “Hell from Heaven.”
Da angrebet var overstået, løb Axel Jeppesen hjem mellem væltede sporvogne, ruiner og døde mennesker for med glæde at kunne konstatere, at den danske kirkes mure endnu stod – men med efterfølgende kvaler og tanker på, hvordan man kan blive så vænnet til at se døde mennesker på gaden, at man blot løber videre for at se til sit eget.
Angrebet d. 3. februar blev et vendepunkt for den danske menighed, der nu var klar over, at krigen nærmede sig sin afslutning, og ikke mindst blev det en afgørelsens dag for de gamle i menigheden, om hvorvidt de skulle tage imod tilbuddet fra det danske Udenrigsministerium om at forlade deres hjem og komme i sikkerhed i Danmark i „De Gamles By“ på Nørrebro. Allerede 14 dage senere blev det første hold sendt mod nord, og yderligere tre hold fulgte. Over halvdelen af de danske familier i Berlin rejste således hjem til Danmark med kun en kuffert i hånden. Alle havde de noch einen Koffer in Berlin, om hvilken Marlene Dietrich så smukt sang: die Seligkeiten vergangener Zeiten, sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer drin.
De, der blev tilbage, måtte igennem de sværeste bombardementer og ikke mindst Volkssturm og russernes omringning af og indtog i Berlin i de sidste aprildage 1945.
En af disse tilbageblevne var Hans Jensen. Da han d. 18. april kom hjem fra arbejde, var hans hjem i Elsässerstrasse væk. Huset var blevet ramt af en fuldtræffer. Hans kone, datter og barnebarn lå dræbt i ruinerne.
På det tidspunkt af krigen var der ikke tale om at grave nogen ud af ruinerne; det var der hverken redskaber eller mandskab til. Men den 15. maj kom han ind i gesandtskabet for at søge efter pastor Jeppesen. Den stilfærdige, sørgmodige mand sagde: „Jeg har fået dem ud; jeg har også tømret nogle kister sammen. Gå med mig ud på kirkegården, så de kan få en kristen begravelse.” Axel Jeppesen fulgte med bag en trækvogn, der blev brugt som ligvogn. Ude på kirkegården holdt de en kort andagt; pastor Jeppesen kastede de tre håndfulde jord på kisterne, bad Fadervor og lyste velsignelsen, hvorefter de sammen kastede gravene til.
Krig og Påskedag hører ikke sammen, ville nogen måske indvende. Men på denne glædelige søndag, hvor vi erindrer ikke kun et tusindårsrige, men tilmed et evighedsrige, der for Guds og ikke mindst vor skyld ikke må glemmes, minder beretningen om Hans Jensen om, at det forholder sig lige modsat. Hvor der kastes grave, i krig eller fred, hører beretningen om vor Herres opstandelse altid hjemme.
Hans Jensens familie lå længe begravet i ruinerne, men det var ham magtpåliggende at vælte stenene over deres døde kroppe fra, lægge de kære i kister og give dem en kristen begravelse. Den begravelse, hvori netop evangeliets fortælling om den tomme grav forkyndes, ja, fortællingen selv er forkyndelse for de levende og efterladte såvel som for de døde. Denne skaber for disse, hvad den nævner – syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Hans Jensen vidste, at nok kunne han vælte stenene i ruinmasserne væk, men nøglerne til dødsriget havde han ikke. Det stod ikke i hans magt at gøre gravene tomme. Derfor hidkaldte han pastor Jeppesen til at lade ordene om den tomme grav lyde, de ord, der hindrer en tom tro. På det ord kan mennesket leve og dø og atter leve. Derfor skal påsken ikke kun fejres omkring et pyntet frokostbord med lammekølle og påskebryg, men i særdeleshed på kirkebænken og ved nadverbordet, hvor ordet om opstandelsen forkyndes og rækkes os til en i al evighed levende tro. Omend den lokale tradition byder ikke at fylde bægeret til randen, flyder kalken over med den barmhjertighed, Gud ved sin søns død og opstandelse viste os – og til stadighed viser os i sit ord om den forunderlige morgen, hvor kvinderne gik ud til graven og fandt den tom. For netop den bortvæltede sten og tomme grav forkynder, at døden er død. Når klæderne over kalk og disk løftes af umiddelbart forud for indstiftelsen, er der derfor god grund til at tolke det som sten, der væltes fra graven.
Ved den tomme grav møder vi i evangeliet til i dag kvinderne, der meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom til Jesu grav, da solen var stået op. Her hørte de den allerførste påskeprædiken fra den unge mand i de hvide klæder, som sad, hvor Jesus skulle have ligget: „Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.“ Lignende ord hører vi andetsteds udlagt fra den opstandne Jesus selv: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“
Alle de menneskeliv og skæbner, som mærkede og så krigens rædsler i vinteren og foråret 1945, har betragtet det føromtalte „Hell from Heaven“ som en i særdeleshed nærværende størrelse, hvorfor mange i kraft heraf har fundet det svært at fæstne sin tilid til og tro på en velmenende, barmhjertig og nådig Gud. Men Jesus har i kraft af sin rolle som nøglebærer og gennem sit liv, sin død og opstandelse relativeret det, som må have syntes så ultimativt, da bombeflyene kom til syne på en skyfri himmel over Berlin, og udførte deres gerning. Men de ovenstående ord udtalt af englen og senere af Herren selv demonstrerer, at dette ultimative ikke længere er. Dette var netop, hvad Hans Jensen – til trods for et nærværende helvede – fæstnede sin tillid til og tro på, hvorfor han hidkaldte den danske præst og insisterede på en kristen begravelse for hans kære. Ordet om den tomme grav skulle forkyndes over hans døde, men også lyde ind i hans liv, for at angsten og sorgen ikke skulle få det sidste ord. Som salmedigteren K.L. Aastrup på poetisk vis i salmen „Så vældigt det mødte“ udfolder påskens gåde – såvel som nådefulde budskab:
Så vældigt det mødte
os først i vor dåb,
det ord, der genfødte
til levende håb,
det ord om den morgen,
der underfuldt kom
og svarede sorgen:
»Se, graven er tom!
Ja, vær ikke forfærdede, for efter dette liv vil han opvække os til det evige liv ved sin søn, Jesus Kristus. Sådan lød det for kvinderne ved graven, sådan lød det over Hans Jensens families, sådan lyder det over enhver kastet grav, sådan lyder det til hvert et menneske i livets krig og fred.
Glædelig påske!