Hermed indkaldes til generalforsamling i Studenterkredsen Aarhus. Vi skal bl.a. have valgt nye bestyrelsesmedlemmer og tage afsked med afgående, gennemgå regnskabet og høre formandens årsberetning.
Det foregår onsdag den 29. april, kl. 19.30, Mødelokale 2.2, Studenternes Hus, Frederik Nielsens Vej, 8000 Aarhus C.
Traditionen tro byder vi på en artikel fra det nys udkomne særnummer af tidsskriftet. Denne gang er det Iben Vinther Nordestgaard, sognepræst ved Christianskirken i Berlin, der leverer ord til levende håb i sin prædiken til påskedag. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
I år er det 70 år siden, 2. verdenskrig fandt sin afslutning i Karlshorst ikke langt fra vor danske kirke i Berlin. Et jubilæumsår er altid en lejlighed til erindring. Også for os, der til daglig går rundt i centrum for Hitlers tusindårsrige, hvor skudhuller, Stolpersteine og stadigt svindende byggetomter minder om krigens gru og hindrer os i at glemme. Hvor velgørende det er, for som man siger: „den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den.“ Gud give, at vi aldrig igen må få krigen i frisk erindring!
For flere af vores menighedsmedlemmer har krigen sat sine spor på både krop og sjæl. Menigheden var mitten drin i mere end én forstand. Omringet af den nazistiske ideologi, der ikke tillod lydighed mod andet end der Führer, var menigheden tillige fanget midt i et inferno af krig og ødelæggelse.
På en skøn solskinsmorgen d. 3. februar 1945 havde Christianskirkens præst, Axel Jeppesen, fra morgenstunden været på husbesøg. Han var netop ankommet til Anhalter Bahnhof, der lå tæt ved den danske kirke i Berlin, da alarmen lød, og han måtte søge ly på stationen for det, der skulle vise sig at blive et af de værste luftangreb på Berlin. I løbet af to en halv time forvandlede 2000 amerikanske bombefly den indre by til ruiner. Det var et såkaldt “Hell from Heaven.”
Da angrebet var overstået, løb Axel Jeppesen hjem mellem væltede sporvogne, ruiner og døde mennesker for med glæde at kunne konstatere, at den danske kirkes mure endnu stod – men med efterfølgende kvaler og tanker på, hvordan man kan blive så vænnet til at se døde mennesker på gaden, at man blot løber videre for at se til sit eget.
Angrebet d. 3. februar blev et vendepunkt for den danske menighed, der nu var klar over, at krigen nærmede sig sin afslutning, og ikke mindst blev det en afgørelsens dag for de gamle i menigheden, om hvorvidt de skulle tage imod tilbuddet fra det danske Udenrigsministerium om at forlade deres hjem og komme i sikkerhed i Danmark i „De Gamles By“ på Nørrebro. Allerede 14 dage senere blev det første hold sendt mod nord, og yderligere tre hold fulgte. Over halvdelen af de danske familier i Berlin rejste således hjem til Danmark med kun en kuffert i hånden. Alle havde de noch einen Koffer in Berlin, om hvilken Marlene Dietrich så smukt sang: die Seligkeiten vergangener Zeiten, sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer drin.
De, der blev tilbage, måtte igennem de sværeste bombardementer og ikke mindst Volkssturm og russernes omringning af og indtog i Berlin i de sidste aprildage 1945.
En af disse tilbageblevne var Hans Jensen. Da han d. 18. april kom hjem fra arbejde, var hans hjem i Elsässerstrasse væk. Huset var blevet ramt af en fuldtræffer. Hans kone, datter og barnebarn lå dræbt i ruinerne.
På det tidspunkt af krigen var der ikke tale om at grave nogen ud af ruinerne; det var der hverken redskaber eller mandskab til. Men den 15. maj kom han ind i gesandtskabet for at søge efter pastor Jeppesen. Den stilfærdige, sørgmodige mand sagde: „Jeg har fået dem ud; jeg har også tømret nogle kister sammen. Gå med mig ud på kirkegården, så de kan få en kristen begravelse.” Axel Jeppesen fulgte med bag en trækvogn, der blev brugt som ligvogn. Ude på kirkegården holdt de en kort andagt; pastor Jeppesen kastede de tre håndfulde jord på kisterne, bad Fadervor og lyste velsignelsen, hvorefter de sammen kastede gravene til.
Krig og Påskedag hører ikke sammen, ville nogen måske indvende. Men på denne glædelige søndag, hvor vi erindrer ikke kun et tusindårsrige, men tilmed et evighedsrige, der for Guds og ikke mindst vor skyld ikke må glemmes, minder beretningen om Hans Jensen om, at det forholder sig lige modsat. Hvor der kastes grave, i krig eller fred, hører beretningen om vor Herres opstandelse altid hjemme.
Hans Jensens familie lå længe begravet i ruinerne, men det var ham magtpåliggende at vælte stenene over deres døde kroppe fra, lægge de kære i kister og give dem en kristen begravelse. Den begravelse, hvori netop evangeliets fortælling om den tomme grav forkyndes, ja, fortællingen selv er forkyndelse for de levende og efterladte såvel som for de døde. Denne skaber for disse, hvad den nævner – syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Hans Jensen vidste, at nok kunne han vælte stenene i ruinmasserne væk, men nøglerne til dødsriget havde han ikke. Det stod ikke i hans magt at gøre gravene tomme. Derfor hidkaldte han pastor Jeppesen til at lade ordene om den tomme grav lyde, de ord, der hindrer en tom tro. På det ord kan mennesket leve og dø og atter leve. Derfor skal påsken ikke kun fejres omkring et pyntet frokostbord med lammekølle og påskebryg, men i særdeleshed på kirkebænken og ved nadverbordet, hvor ordet om opstandelsen forkyndes og rækkes os til en i al evighed levende tro. Omend den lokale tradition byder ikke at fylde bægeret til randen, flyder kalken over med den barmhjertighed, Gud ved sin søns død og opstandelse viste os – og til stadighed viser os i sit ord om den forunderlige morgen, hvor kvinderne gik ud til graven og fandt den tom. For netop den bortvæltede sten og tomme grav forkynder, at døden er død. Når klæderne over kalk og disk løftes af umiddelbart forud for indstiftelsen, er der derfor god grund til at tolke det som sten, der væltes fra graven.
Ved den tomme grav møder vi i evangeliet til i dag kvinderne, der meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom til Jesu grav, da solen var stået op. Her hørte de den allerførste påskeprædiken fra den unge mand i de hvide klæder, som sad, hvor Jesus skulle have ligget: „Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.“ Lignende ord hører vi andetsteds udlagt fra den opstandne Jesus selv: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“
Alle de menneskeliv og skæbner, som mærkede og så krigens rædsler i vinteren og foråret 1945, har betragtet det føromtalte „Hell from Heaven“ som en i særdeleshed nærværende størrelse, hvorfor mange i kraft heraf har fundet det svært at fæstne sin tilid til og tro på en velmenende, barmhjertig og nådig Gud. Men Jesus har i kraft af sin rolle som nøglebærer og gennem sit liv, sin død og opstandelse relativeret det, som må have syntes så ultimativt, da bombeflyene kom til syne på en skyfri himmel over Berlin, og udførte deres gerning. Men de ovenstående ord udtalt af englen og senere af Herren selv demonstrerer, at dette ultimative ikke længere er. Dette var netop, hvad Hans Jensen – til trods for et nærværende helvede – fæstnede sin tillid til og tro på, hvorfor han hidkaldte den danske præst og insisterede på en kristen begravelse for hans kære. Ordet om den tomme grav skulle forkyndes over hans døde, men også lyde ind i hans liv, for at angsten og sorgen ikke skulle få det sidste ord. Som salmedigteren K.L. Aastrup på poetisk vis i salmen „Så vældigt det mødte“ udfolder påskens gåde – såvel som nådefulde budskab:
Så vældigt det mødte
os først i vor dåb,
det ord, der genfødte
til levende håb,
det ord om den morgen,
der underfuldt kom
og svarede sorgen:
»Se, graven er tom!
Ja, vær ikke forfærdede, for efter dette liv vil han opvække os til det evige liv ved sin søn, Jesus Kristus. Sådan lød det for kvinderne ved graven, sådan lød det over Hans Jensens families, sådan lyder det over enhver kastet grav, sådan lyder det til hvert et menneske i livets krig og fred.
Glædelig påske!
Årets første nummer af Studenterkredsen er på gaden. Vi skriver 65. årgang, og der er bidrag af:
Stud.mag. Rasmus Vangshardt skriver i kommentaren på kristendom.dk om den verserende Ramsdal-sag:
Endnu vildere er det, når Ramsdal konstant hævder, at han ikke ”kan” tro på opstandelsen og det evige liv. Nej, det er jo netop pointen i luthersk kristendom. Luther påpeger i fortalen til Romerbrevet klart, at troen er Guds gerning i os
Skåltale holdt ved årets afslutning af stud.theol. Adam Garff blandt Kreds- og godtfolk på Elers Kollegium.
2014 har været et rigtigt vokseår. Et år, der har ført sig frem som en lunefuld opkomling i et ædelt parnas af modne skikkelser, en yngling blandt de for evigt forgangne år. Og dette, det endnu indeværende år – 2014 – er også om få stunder kommet til sin endelige afslutning. Man kan da betragte det, med alle facetter og begivenheder, sætte det i ringbind og erklæret ballet for lukket og slukket. 2014 er gået. Og mange tak for det.
År er en fremadskridende modus. Man ældes af år, ældes i år og – ikke mindst – modnes af år. Året er en sindig model, hvormed man angiver den stramme spændthed mellem to sikre poler, indledningen og afslutningen, i en finurlig kontinuitet. Der findes kun indgang, overgang og videre fremgang. Sådan er året konstrueret. Året selv rummer så indholdet. Det er dagene, timerne, minutterne og sekunderne. De lange og de korte, og alle disse mange bestanddele bliver til små korn i den sultne mølle, man kalder livet. Så vidt, så godt.
Men dette år har måske været en anelse for dygtigt til at komme videre uden os, til at indikere sit intrigante behov for en hævden sig over os, de uforberedte dødelige. Man har håbet på ét, og straks efter er noget andet hændt. Ikke efter længere betænkninger har årets bagmænd givet sig i kast med at snige sig ind på os, og med sænkede parader har vi stået over for året, der har kastet en storm af forstemmende terninger i synet på os. Ikke alle terninger er landet på en sekser. Udfald som Islamisk Stat og ebola er meget lave slag med terningen, hvis talværdi har syntes nærmest imaginær i rækken af årets brutale kast. Perverteringerne af livets mange lyse mandater kan synes talløse. Og det er ikke kun IS og ebola, der hæmmer det strålende glade udblik. Hvis man ellers kan se bort fra IS, de ægte mørkemænd, der har halshugget uskyldige og bombarderet vores blottede sind med kanonader af gru og rædsel, så er man kommet langt. Men det koster en hel del abstraktion og optimisme.
Hvad ebola angår, taler udfordringerne for sig selv. Den Sorte Død og AIDS har igennem tiden forsøgt at gøre kål på de dødelige og de elskende, og heroverfor er mennesket så gudskelov et stædigt kræ med hang til fingersnilde og fløjlshandsker. Så mon ikke sygdommene bliver bragt under kontrol og udskyder apokalypsen en generation eller to? Derom kan vi kun gisne.
Straks mere alvorlig er den føromtalte ondskab, der udgår fra de endnu ukronede mørkemænds skarpladte våben; de præmiegale islamister med al deres vold og fornægtelse af livets urokkelige dagskurs. Den slags er særlig besværlige at komme til livs. For når man tager Guds navn i sin beskidte lille ørkenmund og insisterer på, at hans rige kan erhverves med nakkeskud, massakrer og besværgelser, så fortjener man altså et solidt gok i nøden med Emma Gad og Biblen. Her i livet taler vi pænt, og siden skal vi frelses.
Begivenhederne i 2014 er altså i høj grad kommet bag på livet selv. Det glade og åbne er blevet køresygt af de mange bump på vejen. Og det er måske det mærkværdige ved det snart forgangne år: dets bumlende og diffuse karakter. Også på de hjemlige breddegrader er friheden og godheden blevet kuppet og svinebundet. I sin kompleksitet og mellemdaglige indspundethed har 2014 været et år for viderekomne. Og også én slags, forsøgsvis, viderekomne er blevet ramt: Fra d. 1. juli blev alle perroner på det danske banenet befalet røgfrie, selv dem uden tag. På Bramming Stations perron, et 400 meter langt stykke beton placeret på den mest øde del af heden, kan de stakkels rygere således blive irettesat midt i deres pulserier. Så nu bliver også den rådne banans rygere ramt af Forbuds-Danmark. Det kunne være, at Islamisk Stat skulle lægge sharia på hattehylden og i stedet tage et smut forbi Vestjylland og indføre rygning?
Hvad de helt hjemlige breddegrader angår har situationen imidlertid ikke været ligeså drastisk og kummerlig. Omkring Kredsens vennekreds har solen gået sin upåklagelige, valsende gang. Ingen ebola eller jungletrommer her. Ingen nakkeskud eller religiøse massakrer, sådan da. Lad Vartov være det studentikose Tikrit og Mosul, og de mange diskussionsrunder efter foredragene indtage stillingen som slagtebænkene. Så går det nok. Det er måske lidt en plat kliché, hvis alene dette ikke også er af en sådan plat art, men det går meget godt her i vores lille trygge syndikat af platspillere, scoretrolde og natteravne. Vi har overlevet et Skærum Mølle, et sommermøde, forskellige ekskursioner af udenlandsk art, for ikke at tale om semestrenes foredrag, et blads dødeopvækkelse – måske endda opstandelse, samt en række venskabers foreløbige overlevelse, forskelle og måske navnlig ligheder til trods. Alene disse ubestridelige fakta burde være champagneknald og grådfyldte jubelscener værdige, men det kan nok vente et kort øjeblik.
2015 er nu året, der venter med en efterhånden barnlig utålmodighed. Og året står, som det siges, for døren. Det gamle for skud. Lad ikke denne nye dør være dødens port eller dumhedens dør, men en åben dør til et kalejdoskopisk år i lidenskabernes labyrint, hvor åndsild og litterære dødeopvækkelser skal berige og beruse, vi skal bekrige og besynge og gøre ved. Ildrageren skal svinges lystigt over hovederne. Benene i næsen må – og skal – motioneres til den yderste ømhed. Vi må ikke falde af på den, kun gå på knæ for Herren. Der skal synges karaoke med skæbnen og lægges arm med armodet.
Og lad os forlige os med, at da vi alligevel kun lærer af historien, at vi intet lærer af den, er vi nødsaget til at grine hånligt af ondskaben og af IS. Af rygeforbuddet og de små platte plageånder. Af snæversyn og banal blasfemi.
Vi skal blive voksne i 2015.
Skål!
