For at fejre Kreds-semestrets begyndelse havde tidsskriftets gak-redaktion, også kendt under rubrikken Under uret, en udsendt medarbejder i baren efter Århus-Kredsens første møde. (Selve foredraget gad den fordrukne omstrejfer selvsagt ikke høre.) Er Københavner-Kredsen i virkeligheden nogle ufolkelige tabere, når de dyrker den uhellige treenighed af europæisk boblevand, klassisk Frokost og brændende sambucca-shots?

—

Af Steffen Arrigkro, mag.bib.

Da Under Urets udsendte medarbejder for nyligt frekventerede Århus-Kredsen, udspillede der sig en større fadæse omkring bardisken. En hjemvendt eks-eksiljyde ville bestille Århus-sæt til hele banden, men Unibaren – der ellers med en vis ret praler af Nordens største øl-sortiment – kunne ikke levere de våde varer. Den ellers ivrige og i passende grad behagesyge bartender ledte febrilsk efter et Århus-sæt i sit digitale kasseapparat, men også her måtte man ligesom i den printede menu lede forgæves. Det var tæt på, at der udbrød en veritabel syndflod af arrigskab i den steffenske kro.

Heldigvis havde aftenens Grundtvig-foredrag berørt vigtigheden af fantasi og myto-poetisk skaberevne, så sindene kom hurtigt i gang, og der blev bestilt Tuborg Guld fra fad og Arnbitter-shots.  Denne fremragende cocktail – som måske kunne tænkes at fungere som Folkeåndens svar på Jägerbombs – blev hurtigt døbt Eksil-sæt, fordi den perlende gulddame og den besk-søde Arnbitter taler både til den kække københavnerdreng og den stoute jydeknægt. Der opstod begejstring i flokken. Fra nu af skal hverken muldets frænder eller sletternes sønner nogensinde føle sig hjemløse på et ordentligt udenbys værtshus.

Efter denne held i uheld-episode følte de opmuntrede ungersvende, at det nu måtte være tid til noget mere trygt, noget sikkert Kreds-klassisk. Man bestilte således Frokost, men det kunne heller ikke fås. Godt nok var der vist nok Limfjordsporter, men denne var kun på 33 cl’s flaske, og Elefanten kunne måske også fås på halvliters dåse. Denne skæve bumseblanding ville måske gå an til en polterabend i det grønne eller en tidlig eftermiddag på bænken, men ikke på en respektabel beværtning! Nu var gode råd dyre, men indbildningskraften kom hurtigt i gang igen, og der blev bestilt Wiibroe Porter og Porse Guld fra Thisted Bryghus – og små glas med hank. Blandingen blev døbt Jydefrokost. Nu skal vi fortælle Dem hvorfor:

Det thylandske korn og porsen fra den vindblæste slette inkarnerer den jyske studerendes forening af det jordnære og det himmelstræbende, mens den nordsjællandske porter, der lige er 0,3% stærkere end Limfjordsporter, tilføjer en insisterende sexet charme, som kun en kredsomvendt KUA-pige (enhver rask drengs drøm) kan levere den. Jydefrokost smager aldeles fremragende, ja, selvom det er svært at indrømme, er den faktisk mere elegant i bouqueten end en klassisk Frokost. Under Urets ølredaktion kan således anbefale, at man i Århuskredsen fremover drikker denne Jydefrokost – der også med sine 66 cl til to er venlig over for skrøbelige sjæle – i stedet for en dårlig bumset erstatningsfrokost med ujævne blandingsforhold.

Det var svært at overgå disse to overdådige kombinationsdrikke, som hidtil var blevet indtaget. Men man var nu ”nået op på nul”, som en fordrukken svigerfar engang har udtrykt følelsen af at være i vatter og ville prøve lykken. Bartenderen henviste til noget så ufolkeligt som skabet med belgiske trappistøl, og man var lige ved at blive fristet af en Trappistes Rochefort 10, der med sine svimlende 11,3% er øllets pendant til Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Man pludselig lød der et glædeligt budskab: ”Gud, de har sgu Hancock Gambrinus”.

Kender De ikke denne øl? Det gjorde de unge stud.theol.’er heller ikke, men en erfaren midtjyde kunne belære dem om, at det var den helt rette øl til stunden: ”Nu skal jeg ødelægge jer”. Hancock Old Gambrinus Dark, som er denne øls fulde navn, kaldes med rette for Midtjyllands svar på en god portvin. I Kredsjargon kunne man måske også kalde den en ready-made Frokost. Den blev, som det hør og bør sig, indtaget af connaisseur-glas på stilk og nydt som en fisefornem belgisk øl. Men sagen er, kære venner, at prisen på denne gudedrik (som er præcis dobbelt så stærk som en almindelige pilsner) er den samme som på en almindelig guldøl. Perlende portvin til ølpris. Min sjæl, hvad vil du mer’? Prøv den, næste gang De ønsker en god aften – den kan også købes i Brugsen og nydes af rødvinsglassene hjemme på altanen.

Det blev en god aften denne torsdag i Aarhus – ikke mindst fordi det var muligt at fortsætte det, der efterhånden var blevet en gedigen brandert, med Blå Thor (den fra ”flik-flak i Randers Fjord”-visen) og stille sulten med billig tre-minutters pepperonipizza fra den 450(!) grader varme ovn.

Selvom Under Urets udsendte medarbejder var glad for at vågne op og kunne rejse fra den lånte sofa og sætte sig ved et morgenbord med skoldhed kaffe, Cocio, blødende æg og bløde jydebirkes med tandsmør, Riberhus Mellemlagret og Boysenbærmarmelade, så havde han sjældent haft en så god brandert med så gode tømmermænd.

Lad os derfor slutte med at fremsætte den vovede tese, at denne nytraditionalistiske treenighed af Eksil-sæt, Jydefrokost og Hancock Gambrinus giver den perfekte brandert og er langt bedre end den uhellige treenighed af europæisk boblevand, klassisk Frokost og brændende sambucca-shots, som de lutherske libertinere indtager til Alma Mater-Kredsens sammenkomster. Næ, indtag De hellere en jysk mikstur af danske øl, og De skal med garanti få Dem en liflig aften. Prøv det, næste gang De er i byen på en torsdag.

Århus-Kredsen: en treenig torsdagstår over tørsten – siden 1942.

 

 

 

 

 

Det er os en fornøjelse hermed at kunne præsentere semesterprogrammet for efteråret 2019 i Københavnerkredsen:

19. september
Lektor, mag.art. Erik Skyum-Nielsen:
Beowulf – et vældigt, oldengelsk kvad

Tilfældige udsagn, hørt på Kredsens sommermøde 2019, Jyderup Højskole. Indlægget følger den væsentlige tradition for gengivelse, sådan som vi altid har gjort det. Det vil sige: En enkelt gang før.

—

„Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.‟

„Skal vi ikke synge Jens Vejmand? Så kan vi jo blive mindet om, hvilken lykke det var for bonden at blive proletar.‟

„Jeg troede, at stilheden skyldtes, at vi skulle føle Gud. Gudskelov var der tale om en misforståelse.‟

„Jeg tror, at han tror, at han talte et flot dansk.‟

„Det eneste, der afholder Forsvaret fra virkeligt at udvikle sig, er de civile.‟

„Dit pis løber ind forbi mig.‟

„Videnstilegnelse er penetration af sindet.‟

„De unge soldater i Afghanistan har betalt for Grønland med deres blod.‟

„Her kommer cava-baronerne [fra Kjellerup]. Vi fandt den sidste flaske allernederst i kælderen i en tom fryser i dunkelt rum fyldt med rod.‟

„Vi sidder bare her stille og roligt for os selv og fortæller anekdoter og deler en flaske vodka.‟

„Jeg blev tilsyneladende lagt i seng. Jeg måtte lige ned og spørge dem, der var vågne, om jeg havde blameret mig selv.‟

„Heldigvis skilter de ikke med, at det er økologisk.‟

„C’est la fucking vie.‟

„I er det første kursus her på skolen, hvor ikke én eneste deltager har særlige madkrav eller allergier. Sidste uge havde vi et kursus i ‘grøn aktivisme.’ Dét var en anden snak.‟

„Jeg var alene og syg og lå og læste hele aftnen og natten med. Det var den mest vidunderlige jul nogensinde.‟

Yderligere bidrag modtages i kommentarfeltet til eventuel optagelse i det trykte blad.

Kredsens stamværtshus er blevet solgt. Nekrolog over en hel Kreds-generations vigtigste værtshus.

Af Rasmus Vangshardt

“Yo, dude, you can go get them yourself,” småråbte Aura til mig. Hun kendte tydeligvis ikke mit navn. Det var nu også helt i orden, for hun havde kun stået bag baren på Her er ro-pub i et par måneder. Hun var begyndt at vikariere, når forpagteren Thomas Michael var i Thailand eller bare trængte til at slippe for at stå i det glade inferno af brok, Spice Girls-hits og røgen fra grønne Cecil.

Med ordene slap Aura mig løs i det allerhelligste: Her er ros baglokale. På trods af, at jeg og resten af Kredsen havde været stamgæster i al min tid i Kredsen, som trods alt strækker sig til 2010, var dét lukket land.

Kun såkaldte prinsesser fik lov til at komme med Michael ud at se den motorcykel, der angiveligt stod der. Begrebet ’prinsesser’ dækkede vist over kvinder, Michael ikke fandt irriterende. Det var ikke så mange. Min hukommelse sviger formentlig, men jeg mener kun at have observeret Astrid Damgaard og Kristine Ravn få adgang. De er heller ikke særligt irriterende.

Da jeg betrådte de hellige gemakker for at hente skamler, var der ingen motorcykel. Kun en ramponeret madras, der var smidt oven i et par stolerækker. Men det var også blot uger, før Michael solgte Her er ro. En tradition, der vist begyndte med Kreds-koryfæer som Johannes Steenbuch, Karsten Farup, Jacob Beck, Martin & Kristine Ravn, sluttede dermed for en uge siden.

Michael kendte, i modsætning til Aura, mit navn. Jeg fik faktisk indtryk af, at han inderligt satte pris på, at Kredsen havde valgt ham og Her er ro til stamværtshus. I hvert fald begyndte han på at værdsætte det, da vi i 2013 udgav et festskrift om Kredsen i anledning af dens 125-års-jubilæum og nævnte ham i forordet.

Efter receptionen i Vartovs gård gik vi selvsagt derover, og da Kristoffer Garne og jeg viste ham bogen, tiede han, forsvandt resolut ud i de hellige baglokaler og kom kort efter tilbage med en boremaskine. Uden tøven borede han hul i bogen og hængte den op i en snor i klokken bag baren.

Engang kom der efter sigende ”et par kurdere forbi med en kuffert penge,” som han behagede at formulerede de. De ville købe forpagtningsretten. Han bedyrede, at hvis han nogensinde skulle sælge, ville han indskrive en klausul i kontrakten om, at bogen skulle blive hængende. Han hævdede også at have taget bogen med hjem for at læse godnathistorier af den.

Her er ro blev Kredsens stamværtshus, fordi man gjorde det forbudt at ryge på Galatheakroen. Det havde heddet HERO-bar, men bøssebarbetydningen fandt Michael ikke så økonomisk konstruktiv. Så han ændrede det tilbage til Her er ro. Muligvis fordi lokalerne engang var blevet købt af kongen, for at hans sensible elskerinde kunne have et sted at være i fred.

Det var også stamværtshus for Glyptoteket, Ekstra Bladet og konservatoriet, men det var bogen om Kredsen, der hang bag baren.

Rygningens nødvendighed giver sig selv, det vidste man på Her er ro. Da Garne og jeg engang mente, at Birgitte Stoklund og Joachim Juel Vædele skyldte at tage sig tid til at drikke en bajer med os efter et aftenarrangement i Vartov, kommenterede sidstnævnte muntert: ”Her er ro? Der er så meget røg, at man er nødt til at iføre sig en flyverdragt af latex.” Sådan én ejede ingen af os. Joachim gik med alligevel.

Det er ubetinget det lokale i København, hvor der er blevet fældet flest kategoriske domme. Det er det sted i København, hvorfra jeg er gået med mest vildskab i sindet. Himmelstormerdrømme i åndshistorien og raseri over andres flegma. På jagt efter Jasons gyldne skin – eller bare en pige – er utælleligt mange fredage blevet ødelagt. Det er Her er ros skyld, at man som Kreds-menneske ikke kan vælge fag eller kurser, der ligger fredag morgen. Det kan ikke lade sig gøre, for frokosten tillader det ikke.

Da vi nu må vælge et nyt stamværtshus til ekstatiske unge menneskers drømmerier, rygetrang og liderlighed, spurgte Agnete Veit angående et barforslag: ”Men kan de lave frokoster?”

Frokosten er en mytopoetologisk drik bestående af halv limfjordsporter, halv elefantbajer. Det vidste Thomas Michael godt, hvad var. Han var en åndemanerbartender. Det kan ikke siges om mange andre værtshusindehavere i den asfaltå, der hedder København.

Det var mig bekendt Niels Christian Kromann, der fandt på drikken. Den hed først sådan, fordi den var så nærende. Man behøvede ikke at spise i aftenens løb. Til gengæld var man henvist til fosterstilling under bruseren næste morgen for at bekæmpe følelsen af at være en form for uduelig Zeus, af hvis pande en deform og tilsølet Pallas Athene følte trangen til at springe.

Da jeg gennem Torben Brammings herlige bog om Kristoffer Olesen Larsen fandt ud af, at overskuddet fra de første årgange af Tidehverv blev brugt på at ”drikke et par frokoster,” gik det op for mig at alting i dansk åndshistorie hænger sammen. Kredsen har altid dyrket øl som en bekendelseshandling. I så fald var Thomas Michael ypperstepræsten.

Det var på Her er ro, at Kristoffer Garne og jeg læste Peter Hedegaards anmeldelse i Dansk kirketidende af Kreds-bogen, hvori Peter Hedegaard anbefalede Grundtvigsk Forum at tage et lån i Vartov, så de kunne uddele bogen til alle ny universitetsstuderende, hvorved kontinuiteten og radikalismen for altid kunne sikres.

Det var ved juletid engang, at jeg sammen med Adam Garff sad i baren og i begejstringen over hævdelsen af et ikke-hypotetisk imperativ knaldede ølflasken mod fortanden, så der røg en flig.

Det var også på Her er ro, at vi spurgte Andreas Damgaard om han vilde med i bestyrelsen, men kun hvis han med seks timers varsel stillede næste morgen ved min røde Peugeot 206 og kørte med Niels Grønkjær, Garne og mig til Århus for at fejre Århus-kredsens 70-års-jubilæum. Han sagde ja.

Derved kunne han på motorvejen nyde Grønkjærs efterligninger af salige Laurids, der ikke ville drikke mælk. ”Mælk?! Jeg vil ikke have det ko-slim. Du kan give mig en bajer eller noget rødvin,” skulle Laurids have råbt af en sød præstefrue, hos hvem han logerede. Jeg grinte så voldsomt, at vi alle fire var ved at blive slået ihjel. Hvis man ikke kan gå på uni dagen efter en Her er ro-aften, skal man nok heller ikke køre bil.

Nu er der blevet ro, for Michael har solgt til en brite. Rasmus Jensen og jeg mødte forleden den nye ejer. Vi præsenterede os som stamgæster og sagde, at vi kunne levere 30 unge mennesker hver anden torsdag. Men måtte man fortsat ryge? Nej, svarede briten, men han ville sætte nogle virkelig gode varmelamper op udenfor.

Sådan taler en åndemaner ikke. Da det i Kreds-mytologien er folkeånden, der helliger huset, er Her er ro dermed sunket i grus. En så væsentlig del af min generations vigtigste værtshus findes ikke længere. At bede den bøn, at dets minde være æret, er for sværmerisk – selv for en Kreds-mand. Men vi kan i sandhed også nøjes med at ære minderne.

FOREDRAG I STUDENTERKREDSEN I KØBENHAVN FORÅR 2017
____________________________________________________________________

d. 16. februar:
Adjungeret professor ved Københavns Universitet, dr. phil, Christoph Harbsmeier: Kinesisk begrebshistorie i et globalt perspektiv: 30 aar Thesaurus Linguae Sericae (1986-2016)