Bo Hakon Jørgensen: Om sjæl og sprut. Anmeldelse af “Hærværk” på Det Kongelige

Studenterkredsens tidsskrift opstod fra de døde over påsken og kan købes i menuen ovenfor. Som smagsprøve bringer vi her dr.phil. Bo Hakon Jørgensens bidrag til første nummer. Det næste udkommer i september, og bidrag er meget velkomne. Deadline er 1. september. God læselyst!
Der er en besynderlig afstand flere steder i Tom Kristensens forfatterskab. Han er en kritiker, en litteraturkyndig, der skriver om kunst, men han skriver også selv kunst som lyrik og prosa. Et digterisk jeg, der véd for meget om litteratur, så der går opløsning i autenticiteten. Eller sagt lidt anderledes: Hærværk er mere stil end ægte søgen efter svar på, hvad sjæl er for noget, eller hvorfor Jastrau drikker? Misforstå det ikke: Bogen er pragtfuld stil, men netop dramatiseringen af romanen afslører dens svaghed, at den ikke griber tilskueren eller læseren. Romanen er en æstetisk præstation, som vi læser interesseret, men heller ikke mere. Vi står udenfor og ser en fuld mand tonse rundt, ligesom Jastrau selv ser på sig selv som en anden, der søger en sjæl.
Allerede modtagelsen i samtiden reagerede meget negativt på romanen. Kun få gode anmeldelser fik den i en mængde af dårlige og skuffede. Samtiden sansede noget ved romanen, som vi siden har glemt i vores klassikerbegejstring over den, men som Tom Kristensen selv ærligt har været inde på i interviews om Hærværk. Her, i ét fra 1930 af Harald Bergstedt, bliver han spurgt, hvorfor han ikke blev katolik?:
”Fordi jeg ikke kan anerkende et Mirakel – saalidt som en Hallucination. Dem har jeg haft et Par Stykker af, men set lige igennem dem – hæftet Blikket paa den Skikkelse, jeg saa, indtil den opløste sig./ En Dag var det en vældig grøn Orm, som krøb af Sted gennem mit Værelse – en stor Ka’l; men jeg rejste mig op i Sengen og stirrede paa den med al min Energi samlet i Øjnene, indtil jeg kunde se mit Klaver igennem den.”
På samme måde har Tom Kristensen samlet al sin energi om ikke at blive som Jastrau, om ikke totalt at søge sjælen, ja, han nedkæmper sine sjælelige oplevelser med realitetssandheder. Oplevelserne er ikke sande i sig selv, får ikke lov at være det, de får ikke lov til at danne sjæl. De kan i stedet blive til billeder og skrift, til æstetisk præstation, til stil, sådan som han næsten selv siger det mange år senere i samtale med Erik Rostbøll (1954): ”[…] den bitre kalk Hærværk skulle have været, hvis den skulle have været sand, blev til et berusende bæger i stedet for. Jeg berusede mig i skidtet. […] Jeg berusede mig i det, jeg hadede som pesten.”
Men kan æsteticeringen i romanen dramatiseres? Næppe, da den er den ofte skjulte fortællers indsats. Men personer og steder kan der laves drama på, og det er der blevet såvel i Ole Roos’ flotte klassikerfilmatisering fra 1977 og nu senest i Rune David Grues opsætning af Hærværk på Det kongelige teater. Med en evigt kørende drejescene kommer vi igennem de forskellige miljøer og steder, men egentligt drama er der ikke tale om, derimod om episoder og situationer fra romanen, støttet af direkte replikker fra den. Der arbejdes flot med projiceringer af by-huse og by-neonreklamer, ligesom den alkoholiserede Jastraus bevidsthed gengives medrivende med et billedshow af grønt boblende akvarievand, kastet ind over alle kulisserne.
Scenografisk er opsætningen ypperligt illustrationsteater, hvor personer interesserer som dukker for romanens navneberømte personer. Instruktøren vil imidlertid ifølge eget udsagn i programmet gerne frem til Jastraus forsøg på at finde en åndelig udvej ud af det fængsel, han har skabt for sig selv, og måske finde frem til Gud? Men er romanens flirt med religionen alvorlig ment, og søger Jastrau virkelig en åndelig udvej for sig selv, er han fx villig til at tro på sin egen sjæl? Er det ikke tværtimod at konfrontere sig selv med en værdi (troen/kristendommen) for selv at få sanseværdi ud af slagsmålet?
Lige inden premieren 24/1-2014 dukkede tre ukendte strofer op af digtet ”Angst”, som med tre andre strofer er optaget i romanen som Steffen Stefensens digt. Det er det om at længes ”mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død.” Lad os se på de første fire strofer af dette digt, hvor altså 2, 3 og 4 hidtil har været ukendte, for at iagttage Tom Kristensens indbyggede distance i formuleringerne, som arves bl.a. i Hærværk:
1. Som en Bisse med blodige Hænder
efter Slagsmaal og Spiritusbrand
har jeg rejst mig fra Tilfældets Leje
paa en Divan ved Rædslernes Rand
2. Jeg har set paa de knækkede Stole
som laa spredt i mit hærgede Rum,
og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,
skønt min Læbe var gnaven og stum.
3. Og det skreg, det hysteriske Hjærte,
og det gav al min Afmagt til Pris:
Jeg har elsket de brændende Byer
og Orkaner med Skibes Forlis
4. Jeg har set paa de splintrede Stole
der laa spredte som Stumper af Vrag
og i naadeløs Klarhed blev blottet
af den gyldent forfalskede Dag.  (de resterende 3 strofer står i kap I,5)
Man lægger mærke til den litterære forud-bearbejdning af oplevelserne! Lejet er ophøjet til ”Tilfældets Leje”, og spiritusslagsmål er blevet til selve ”Rædslernes Rand”.  Jeg og hjerte er splittet ad i to jeg-dimensioner, hvor jeget iagttager hjertet, og endelig har det ene jeg, hjerte-jeget, hengivet sig til historier om krig og orkaner frem for selv at kende noget til dem. Det har pumpet sig op på forfalskede sensationer. Hans liv med knækkede stole opskrives i sproget til tilværelsens grundkampe endog til oplevelsen af Angsten i de resterende tre strofer. Tom Kristensen er netop som i strofe 1 kun selv til stede i sammenligningen ”Som en Bisse”.
Han er aldrig bissen selv og har slet ikke bissens sjæl, men nok alle de sproglige billeder, der skulle male den. Han vidste fra litteraturhistorien det hele, der skulle til, for at blive digter, men havde fra starten af undergravet sig selv med realitet, proletariatets realitet, der ikke yder syner eksistensberettigelse, og slet ikke sjælen. Alkoholens syner i Hærværk er provokationens syner og ikke sjælens korrespondance med verden. Alkoholen er billedligt vejen til sprogets selvberuselse og har sådan set intet med sjælen at gøre. Skuffende for dem, der ikke kan nøjes med æstetik.

Studenterkredsens tidsskrift genopstår


Studenterkredsens tidsskrift genopstår medio april 2014. Første nummer indeholder bidrag af:

– Dr.theol. Ole Jensen

– Mag.art. Monica Papazu
– Dr.phil. Bo Hakon Jørgensen
– Højskoleforstander Jørgen Carlsen
– Dr.phil. Søren Fauth
– Ph.d.-stud. Johan Christian Nord
– Stud.theol. Adam Garff
Studenterkredsens tidsskrift udkom fra 1933 til 1997. Det genopstår nu med samme formål som før: At skabe spalteplads til en frisindet diskussion om teologi, filosofi, æstetik og samfund.
Vi genopstarter Studenterkredsens tidsskrift, fordi vi mener, at der mangler et sted, hvor studerende og kandidater på skrift kan diskutere vedkommende kulturelle og kirkelige emner. Samtidig kan denne genoplivelse af et tidligere tidsskrift være kit til at sammenbinde en foredragsforening, der både strækker sig tilbage i tiden og på tværs af det danske samfund.
I første nummer siden 1997 skriver blandt andre mag.art. Monica Papazu om den russiske maler Sergei Chepik. Hun udlægger dem som en frugt af russisk-kristen kultur i modsætning til det, hun kalder vore dages anti-kunst. Ligeledes skriver stud.theol. Adam Garff, der pt. residerer i England, en rejsereportage om den – til tider forundrende – anglikanske kirke.
Tidsskriftet redigeres for indeværende af stud.theol. Hans Nørkjær, stud.theol. Kristoffer Garne og stud.mag. Rasmus Vangshardt. Abonnement eller enkeltnumre fås ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com eller +45 50 74 70 69. Enkeltnumre koster 35 kr., og et årsabonnement for 2014’s tre numre koster 100 kr.
Bidrag til de kommende numre er meget velkomne. Næste deadline er mandag den 1. september. Både idéer og færdige manuskripter modtages gerne på studenterkredsen@gmail.com eller ved personlig henvendelse til en af redaktørerne.
Læs mere på Studenterkredsen.blogspot.com, eller følg Studenterkredsen på Facebook. Studenterkredsen er den grundtvigske studenterforening i København og Aarhus og har eksisteret siden 1888.
Kort fortalt
HENVENDELSE
Studenterkredsen@gmail.com eller tlf. +45 50 74 70 69
ABONNEMENT
35 kr. for enkeltnumre. 100 kr. for 2014-abonnement
DATOER  
Bladet udkommer en gang i kvartalet (april, september, november, februar)
BIDRAG 
Er velkomne og fremsendes til ovenstående mailadresse
PRESSE
Rasmus Vangshardt.  +45 50 74 70 69 eller Rasmus_wa@hotmail.com

Hvad nu, hvis regeringerne i 1863-1864 ikke var komplette idioter?


Cand.theol., ph.d.-stipendiat Martin Ravn anmelder Jes Fabricius Møllers bog om “Dynastiet Glücksborg”. Der er ros for grundighed og en flot billedside, men bogen lider også af en hang til den radikale historikertradition fra det 20. århundrede, der indimellem kammer over i en forceret nøgtern stil. 

Historikeren Jes Fabricius Møller vil være kendt af mange Studenterkredsfolk. Ikke alene er han tidligere formand, han har også ved forskellige lejligheder fungeret som en slags Kreds-historiker, selvom Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne på det seneste har gjort ham rangen stridig. Senest holdt han festforelæsningen ved Kredsens jubilæumsfest i fjor.
Af den grund skal hans nyeste bog ”Dynastiet” naturligvis også omtales her. Titlens dynasti er den glücksborgske slægt, som siden 1863 har været den danske kongeslægt. Det skyldes, at den hidtidige kongeslægt, den oldenborgske, var uddød med Frederik VII, og så måtte man jo finde på et alternativ. Det betyder imidlertid ikke, at vor nuværende dronning ikke er familie med sine forgængere fra før 1863. Glücksborgerne og oldenborgerne er faktisk beslægtede. ”Dynastiet” handler om de begivenheder, der ledte frem til, at det blev den glückborgske Christian IX, der i 1863 kunne bestige tronen, samt ikke mindst hvad der senere hændte. Altså hvordan det danske kongehus manøvrerede i de brydninger, der har kendetegnet moderniteten. Hvordan skulle kongehuset forholde sig til Grundlov, parlamentarisme, ligestilling mellem kønnene og meget mere? Hvilke muligheder havde man, og hvorfor gjorde man, som man gjorde?
I besvarelsen af de spørgsmål tjener ”Dynastiet” ikke bare som en krønike om kongehuset, men også som (nyere) Danmarkshistorie. Og lad det som udgangspunkt være sagt, at det gør den aldeles udmærket. Bogens tretten kapitler bærer alle en ”undertitel”, som enten er et statement eller et spørgsmål. Eksempelvis spørger Kapitel III, Helstatens Fald: ”Hvad nu hvis man antager, at de danske regeringer i 1863-1864 ikke bestod af komplette idioter?” Det er et godt greb, især når man som jeg (der gik i folkeskole i 1990’erne) netop lærte, at det, der førte til katastrofen i 1864 var og kun kunne forklares med politikernes idioti.  Med det udgangspunkt bliver det jo unægtelig noget nær umuligt at forstå historiske begivenheder. Fabricius Møller skal have ros for at anlægge at langt mere frugtbart blik.
Et af de spørgsmål, der af gode grunde fylder meget i bogen, er, hvorfor det lige præcis blev den glücksborgske Christian IX, der kom til af efterfølge den barnløse Frederik VII på tronen. Det var flere alternativer. Beslutningen skyldtes i høj grad Danmarks på det tidspunkt nye beslutningsmæssige organ. I 1863 var det som bekendt kun fjorten år siden, at enevælden var faldet, og Danmark havde fået sin første Grundlov. I den forbindelse spinder Fabricius Møller en ende over, at Constantin Hansen på sit berømte maleri af Den Grundlovgivende Forsamling 23. oktober 1848 fra 1860-64, giver Grundtvig en vigtig plads, nemlig lige midt i billedets skæringspunkt. Grundtvig har en tilbagetrukket, men vigtig rolle på maleriet. I et Studenterkreds-perspektiv kunne det være interessant at høre om, hvad Grundtvig mente om den nye konge af glücksborgsk slægt i forhold til de alternativer, man ellers havde. Besvarelsen af det spørgsmål ville måske være at tilgodese en lidt speciel særinteresse, men måske det kunne være en idé til et kommende foredrag ved Fabricius Møller eller en anden historiker?    
Bogen er affattet en i nøgternt registrerende stil, hvor Fabricius Møller dygtigt guider rundt i historiens kabinet, samtidig med at han diskuterer de forskellige politiske og forfatningsmæssige situationer, det danske kongehus har skullet manøvrere i de seneste 165 år. For eksempel endevendes Christian X’s rolle i Påskekrisen. Her er det jo almindeligt blandt lægmænd at mene, at kongen begik statskup, men sagen er meget mere speget end som så. Behandlingen heraf er forbilledlig, på én gang grundig og let tilgængelig.
Fabricius Møllers nøgterne stil kammer dog indimellem over eller kommer til at virke besynderlig. Som almindligt historisk interesseret lægmand går jeg ud fra et det ”objektiviserende” eller nøgterne ideal er en arv fra den såkaldt radikale historikertradition i det 20. århundrede. Men historikeren har jo holdninger og overbevisninger, som uvægerligt må præge fremstillingen. Det er såre menneskeligt. Disse holdninger og overbevisninger kommer også indimellem også frem her, så at sige bag om ryggen på fremstillingen. For eksempel sammenligner Fabricius Møller det hørupske princip – intet over og intet ved siden af Folketinget – med praksis i præsidentielle demokratier såsom Frankrig og USA. Her indtræffer det ikke sjældent, at regeringen tilhører den ene fløj, mens parlamentsflertallet tilhører den anden. Det kan ifølge Fabricius Møller føre til opslidende politiske skyttegravskrige, som blokerer for nødvendige politiske beslutninger (side 121). Aha. Der finder altså et fænomen som ”nødvendige politiske beslutninger”. Hvad det er for en slags nødvendighed, der gør sig gældende i slige situationer, får vi ikke svar på, ligesom der heller ikke gives eksempler på ”nødvendig politik”. Det skyldes nok, at spørgsmålet om nødvendige politiske beslutninger (og spørgsmålet, om et sådant fænomen overhovedet eksisterer) i bund og grund altid må bero på et politisk skøn.  
Til sidst skal det fremhæves, at ”Dynastiet” er fyldt med pragtfuldt billedmateriale. Mange af billederne stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og jeg vil mene, at er man historisk interesseret, er bogen værd at anskaffe alene på grund af billederne. For eksempel fortæller den lakoniske billedtekst til et fotografi (side 268), som forestiller den livet igennem meget, meget tyskfjendtlige Frederik IX og den tyske forbundspræsident G. Heinemann, at det var kongens pligt som statsoverhoved at tage godt imod sin tyske kollega. Med sine korslagte arme, demonstrativt sammenknebne læber og ligegyldige blik udstråler kongen ikke ligefrem imødekommende værtskab.  
Ligesom bogen indledes med en redegørelse for historien indtil 1863, afsluttes den med et perspektiverende efterord, der spørger til nutidens kongehus. Er kongehuset ikke et paradoks i et moderne demokrati? Hvorfor holder danskerne (for det gør langtde fleste jo) alligevel af kongehuset? Hvorfor er dronningen en god monark, og hvordan kunne fremtiden tænkes at blive? Det er en fin afslutning, men det bedste ved bogen er nu dens historiske redegørelser og ikke mindst dens billeder.
Jes Fabricius Møller: Dynastiet Glückborg – en Danmarkshistorie. Gad 2013. 320 sider. 349 kroner. 
Flere artikler af og om Jes Fabricius Møller og hans bøger her

Program i København, foråret 2014

Forårets program 2014 i Kredsen i København ser ud som følger. Læs manchetter til foredragene på studenterkredsen.dk.

Alle torsdage kl. 20.00 i “Kredsen”, Vartov, Farvergade 27, opgang H

6. feb.
Ph.d. Hanne Roer: Beatrice i Paradiset

20. feb.
Dr.theol. Ole Jensen: Er Guds rige kun for mennesker – eller har det en kosmisk dimension?

6. marts
Forfatter Torben Steno: Længsel efter faste former 

13. marts.
Teatertur: Hærværk på Det Kongelige. Tilmelding senest 23. jan. til kristoffer.garne@gmail.com

27. marts
Mag.art. Peter Rossel: Forsøg med KZ-fanger – god videnskab, etisk forkasteligt

3. april
MF Søren Pind: Synd tappert

24. april
Dr.phil. Sune Auken og ph.d. Bent Meier Sørensen: Hvad er moderne humaniora?

8. maj:
Dr.phil. Bo Hakon Jørgensen: Tom Kristensen som kavaler i Spanien 1927. En lyriker på vej i hundene – hvorfor?

Dette vor tanke-atletiske hvepsebo

Stud.theol. Adam Garff holder nytårstale over det forgangne år. Der er tale om adskillige mængder af mørkt, solidt tankegods, der er blevet slæbt igennem uvidenhedens dale.

Kære I, kære Kreds, kære Krestomater, og kære værdifulde vedhæng. Tak for et formidabelt år, der om ganske få stunder er ovre. Og tak for et væld af stunder. Jeg synes netop at ’stunden’ har været det, der har kendetegnet det forgangne år. De studerende stunder, de studentikose stunder og de stadige stunder, under hvilke vi atter mødes for en stund og udforsker vores lille forsamling.
Stunder der ind i mellem har været slørede, stødende, udtværede og fortrængte, men som her i tilbageblikket synes at stå som lysende klare, skarpe og ikke mindst – indbringende. Der har været stunder badet i grålig røg og beslutsomme skrål og sågar stunder, der har udspillet sig i højst aparte kulisser og har budt på både macho-em, indestængt, patetisk afmagt og vidtløftig Donner.

Andre stunder, der ligefrem kunne ligne noget fra en belejret fæstning i fredstid, har udspillet sig på den syrlige, nordsjællandske kalkgrund, alt imens det hvide flag har stået tøvende på halv, og åndsinfanteriets kamptropper har overgivet sig til sang, blid flirt og sommernattens fred.

Nogle har talt om evighedslængsel. Andre om religionskrig. Der er blevet skriblet længe på de små studerekamre i nattens nådige lys om islam, tidehvervsk grundvigianisme (eller var omvendt?), mørke, Laurids, poesi, Kant og kolik og kantede koleriske ægtemænd.

Solen har ikke stået stille længe ad gangen, og adskillige mængder af mørkt, solidt tankegods er blevet slæbt igennem uvidenhedens dale og er blevet firet ned i vores ignorante hjerner. 2013 har været en valfart. Både en indre og en ydre. Fra Vartovs traditionsbetændte hølofter til det midt- og sydtyske, til den gudsforladte storby London – og ikke mindst tilbage igen. Årets stunder udgør en kaleidoskopisk myriade af tanker, indtryk og en god portion af ravnesort vanvid, længsel og glæde!
Det er mit håb, ønske og helt klare forventning, at 2014 vil bibringe dette vores tanke-atletiske hvepsebo endnu mere hor, mord og ildebrand. Mere sang, flere dråber af enhver form, art og farve og ikke mindst: endnu flere meningsfortættende stunder.

Så bliver da mindet, erindringen og stunden. Disse tre; men størst af dem er stunden.


Et nytårsminde i højtidstumlen;
Atter et år med skål og skrål.
Værdig, ærlig mandemumlen
Rabaldersjæles tankebål.

Fra asken hed til himlen rød,
Så velklædt ungdom ud.
De stirrede skarpt mod skyens glød
Og anede der vor Gud.
Med disse ord vil jeg hæve kalken og skåle!
Flere taler her.
Flere bidrag til rimkrøniken her.