Forfatter: KG

Feministteologiens elendighed (surt opstød)

~ KG ~ 2 kommentarer

Under dagens lavmesse (kl 17. gudstjenesten i Vor Frue Kirke) var undertegnede nær ved at kvæles ved sin tømmermænds-åndenød, da de første ord fra præsten, feministteologen Lene Sjørup, lød “Gud være med jer” og ikke, som det plejer og bør, “Herren være med jer.” Nu skal der jo her i Grundtvigs eget land principielt herske en vis frihed omkring ritualer og forkyndelse; men de teologiske implikationer der ligger bag en sådan omskrivelse, er for mig at se helt af helvede til, for nu at at sige det som det er.

For det første er den Gud vi bekender os til i Kirken den Gud, som Jesus Kristus omtaler som sin fader og Herre. Det giver altså derfor ingen mening at have et kønsneutralt gudsbegreb, selvom det kan virke tiltrækkende for sarte feminister og andet udskud, der ikke vil lade sig spise af med autoriteter. Hvordan kan Gud være Jesu Kristi Fader, og Jesus dermed være Guds søn, hvis Gud gøres til en ubestemmelig intetkøns-figur?
For det andet, og hvad vigtigere er, så er det hele det kristne frihedsbegreb, der står og falder med at have Gud som Herre. Her kan man hente hjemmel i flere, gode Teologiske traditioner. I denne spalte får Rudolf Bultmann således ordet:

“Sand frihed er ikke subjektiv vilkårlighed, den er frihed i lydighed. Den subjektive vilkårligheds frihed er et bedrag, den udleverer mennesket til sine drifter, så det i hvert øjeblik gør, hvad lyst og lidenskab byder.[..]Sand frihed er frihed fra øjeblikkets indskydelse. Det er frihed, der modstår den øjeblikkelige indskydelses kald og tryk.[..]Frihed er lydighed mod en lov, hvis gyldighed bliver anerkendt og antaget, en lov, som mennesket har erkendt som sin egen værens lov. Det kan kun en lov være, som har sit udspring og sin begrundelse i det hinsidige. Vi kan kalde det åndens lov – eller med et kristent udtryk – Guds lov.”
(Jesus Kristus og mytologien, s. 44)

At lade Guds lov være “sin egen værens lov”, og dermed vinde friheden, er jo naturligvist synonymt med at have Gud som Herre; Alt ande ert kun relativ, ansvarsflygtig pseudo-frihed.
Hvis kærlighedens gerning er, “at sætte næsten fri – ved min hjælp”(Kierkegaard), må Lene Sjørup, sandt at sige, virkelig gøre menigheden en regulær, ukristelig bjørnetjeneste. (Her kunne i fin forlængelse falde alskens ringeagtende ord om karakteren af dagens prædiken, det dårlige salmevalg og præstindens i øvrige totale mangel på pastoral karakter; Men lad det nu ligge.)

Apropros og herlig tragikomisk, fisede der under hele dagens tjeneste en lille purk på en 3-4 år rundt i kirken og pegede, råbte og skabte sig, uden at barnets moder så ud til at tage synderligt notits af det eller gøre noget, hvilket naturligvis resulterede i forfærdelig dårlig stemning og vrede blandt den øvrige menigheden. Ikke de bedste vilkår at gå til nadverbordet under. Fraværet af respekt for, og håndhævelse af, autoritet ser således ud til at sprede sig som en ond ånd udover alle livets facetter. Tænk at man ikke engang i Kirken, hverken i relativ eller absolut forstand, kan besinde sig på fred og frihed.

Hermed ikke flere sure opstød, men blot en formaning om at tidens teologi og børneopdragelse igen får lidt af øjnene op for autoritetens og lovens herligheder.

Nogle ord om kirke og ritual

~ KG ~ 2 kommentarer

I disse tider, hvor debatten går højt om vielser af den ene eller anden slags “afvigere”; og en kommende regering sandsynligvis vil gennemføre indførelsen af en kirkeforfatning, kan det være nyttigt, at minde om hvad der er Kirkens, og dermed gudstjenestens, egentlig formål. – Således Johannes Horstmann i sine forelæsninger om den kirkelige dogmatik:

”Hvad der må være indholdet af den offentlige gudstjeneste, står på forhånd fast. Det er det, at der foregår det, hvorved kirken skabes og opholdes, nemlig at Evangeliet forkyndes ret og Sakramenterne forvaltes rettelig, og der bedes om Helligåndens nærværelse med troens gave. [..]Det er af afgørende betydning, at spørgsmålet om liturgi og ritualer og ceremonier forbliver det sekundære spørgsmål om den gudstjenestelige orden og ikke bliver løftet op til at være det primære spørgsmål om tro eller vantro eller kirkens væren og ikke-væren[..]Hvor Evangeliet virkelig høres, og der er gudstjeneste, der sætter Evangeliet selv skel mellem det, som er Guds, og det, som er Menneskers”
(Horstmann, Dogmatik, s. 260)

Det skulle altså være klart, at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle og fraskilte, ikke på nogen måde burde være springpunkt for den danske folkekirkes eksistensberettigelse. Så længe sognepræsten forkynder evangeliet rent og purt og forvalter dåb og nadver ret, skulle der være så rigeligt plads til ham i folke-kirken, hvilket andre ellers har hævdet ikke burde være tilfældet.

Der skal her ikke tages stilling til den efterhånden omfattende diskussion om ægteskabets teologi, men blot konstateres, at undtagelsesparagraffen i forbindelse med vielse af fraskilte har fungerer ganske glimrende; og mon ikke lignende ville være tilfældet hvis et evt. vielses-ritual for homoseksuelle skulle blive gennemført. Det må så være op til den enkelte præsts samvittighed, om han vil udføre sådanne ritualer og meninghedsrådenes opgave at ansætte en præst der “sømmer sig” for menigheden. Det er jo netop det særegne positive ved den danske folke-kirke, at den er folkets kirke og dermed i stand til at rumme divergerende syn på ritual og kirkelig praksis.

Derfor er talen om, at en kirkeforfatning ville kunne løse “folkekirkens problemer” det rene nonsens. At det netop ikke længere så med samme selvfølgelighed ville være folkets kirke, det giver vist sig selv. I stedet ville der pludselig ikke være langt til katolske tilstande og bispevælde, hvor der kan “tales på kirkens vegne” og lignende vederstyggeligheder.

Det ville være på sin plads i diskussionen at erindres Grundtvigs protester omkring 1849; og måske et hverv for Studenterkredsen, som den grundtvigske forening det nu engang er, at tage emnet op til debat?

Bidrag til debatten om den kristne etik – nogle bemærkninger

~ KG ~ 7 kommentarer

Spørgsmålet, om der gives en særlig kristen etik, synes gang på gang at kunne påføre det danske teologisk-orienterede åndsliv en voldsom hovedpine. Således er det igen dukket op efter at Kristeligt Dagblad, i forbindelse med lancering af deres nye portal etik.dk, igen har valgt at sende det til debat. Dette er senest kommet til udtryk i Ulrik Becker Nissens kronik ” Selvfølgelig er der en specifik kristen etik” bragt i avisen d. 17. juni. Heri knytter Nissen an til Løgstrups indflydelsesrige filosofi, der som bekendt gør op med denne forestilling, og kritiserer den for at anlægge de forkerte præmisser for en eventuel tale om kristen etik.

Imidlertid kan man, og det er der en pointe i, ligeså godt fænge an ved Løgstrups mere uartige klassekammerat, Johannes Sløk, der cirka på samme tidspunkt Som Løgstrups ”Den Etiske Fordring” i værket ”Kristen moral før og nu” også afviser forestillingen om en kristen etik.
Summarisk sagt viser Sløk heri, med sin vanlige idéhistoriske snilde, hvorledes kristendommen op gennem historien er blevet overtaget og forvansket af græsk filosofi, skolastik og pietisme, og således blevet offer for en moralisering, hvilket har foranlediget den misforståelse at der i kristendommen skulle være anlæg for en særlig etik og moral. Han forsøger i stedet at vise at Kristendommen ingenlunde stiller sådanne krav til mennesket, men blot ”kræver næsten af din hånd.”Sløks diagnose er på mange måder rigtig og berettiget, men alligevel, og det gælder hans forfatterskab generelt, gør han også sig selv skyldig i lignende overgreb på kristendommen. Sløk er nemlig en rigtig moderne tænker, i ordets mest bastante danske betydning, og forsøger derfor livet igennem at forstå kristendommen på disse præmisser, og ender derfor, på tilsvarende måde som Løgstrup, i en uheldig position der ikke uden videre kan siges at være holdbar i en nutidig og meningsfuld kristen teologi.

Pointen med ovenstående skulle gerne være noget i retning af følgende: Når etik behandles ud fra en bestemt filosofisk tankegang, det være sig Løgstrups skabelsesfænomenologiske ontologi eller Sløks modernistiske narrativseksistentialisme, og der på samme tid forsøges formuleret en teologi og kristendomsforståelse ud fra samme udgangspunkt er det naturligvis ikke muligt at tale om en etik der skulle være særligt kristen. Spørgsmålet er naturligvis også, om der overhovedet kan tales om ordentlig Teologi, og dermed kristendom, i sådanne tankegange.

Ulrik Becker Nissen synes at være med på dette et stykke af vejen, og forsøger i stedet at plædere for at tænkningen kan komme frem til en særlig kristen i krydsfeltet mellem fire kilder – Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. Især lægger han vægten på traditionen, hvori han ser muligheden for at fastholde en kristen etik der samtidig kan være almen og gå hånd i hånd i med de andre monoteistiske religioner og dermed holde skak mod truslerne fra globaliseringen.
Det kan umiddelbart lyde meget fornuftigt, men det ses dog også her at den kristne etik igen forsøges at tilnærmes udefra, med begreber som tradition og globalisering i bagagen.

Således som kristendommen altid må forsøges forstået i dens egen åbenbaring, i evangeliet om Jesus Kristus, således må en eventuel kristen etik også forsøges med dette som sit udgangspunkt. Det betyder altså at den også må gøre gældende så alvorlige ”dogmer” som omvendelse, synd, næstekærlighed, tro og eskatologi. Så kan det meget vel være at den lader sig formulere på et filosofisk sprog med filosofiske termer, men det er immervæk også noget ganske andet end at forsøge at begribe den (og kristendommen i det hele taget) med et filosofisk apparat, for bagefter at iklæde den en kristen terminologi.

Jeg skal ikke her forsøge at fremlægge mit eget bud på en sådan teologi, der ikke gør sig skyldig i filosofiske overgreb, og eventuelt kan formulere en sand kristen etik. Blot vil jeg til slut gøre opmærksom på, at det på dansk grund så tidligt som i 1844 allerede var blevet vist, at en meningsfuld (kristen) etik nødvendigvis må gøre den kristne dogmatik gyldig. Således skriver Kierkegaards pseudonym, Vigilius Haufniensis, følgende i Begrebet Angest:

”Ethisk dreier Alt sig om at faae Individet rigtigen stillet i Forhold til Synden. Saasnart det staaer der, staaer det angrende i Synden. I samme Øieblik er det, seet i Ideen, hjemfalden til Dogmatiken”

Ateisme som statskirke?

~ KG ~ 8 kommentarer

I dagens Kristelig Dagblad berettedes det, at danske ateister og andre overbeviste “ikke-troende” i Aarhus fra og med efteråret nu kan få lov at hvile i fred, befriet for kristne symboler og hvad der ellers hører sig til en gængs kirkegård.

Initiativet til tiltaget i Aarhus Kommune er angiveligt taget af Ateistisk Selskab, hvis formand Stinus Lindgren i længere tid har haft udtalte aversioner, som den gode ateist han nu engang er, mod at skulle begraves i indviet jord.

I forbindelse med beslutningen om at etablere en sådan ikke-kristen kirkegård udtaler han bl.a.:

“Det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor religioner har monopol på at begrave folk. Alle mennesker har følelser forbundet med døden, og når jeg dør, vil det være mærkeligt for mine efterladte at begrave mig almindeligt på en kirkegård og derved kæde mig sammen med noget, jeg ikke har taget del i”

Det kan give mening, at man som jøde, muslim eller andet finder det problematisk at blive begravet på kristen jord, da kristendommen jo i sagens natur står i modsætning til hvad man anser for religiøse sandheder, vel deriblandt bl.a. også den rette måde at forlade denne verden på, og dermed også et eventuelt begravelsesritual.

Dog kan nærværende skribent ikke begribe på hvilken måde det kan være af betydning for en ateist om han bliver begravet i den ene eller anden slags jord. Hvis religion er noget notorisk vrøvl, der ikke findes noget sådant som et liv efter døden og den kristnes handlinger afvises som meningsfyldte, kan det vel ikke have nogen form for skadelige konsekvenser at bisættes i dennes jord, eller være omgivet af bestemte symboler.

Man kunne spørge sig selv hvilke rettigheder Ateistisk Selskab nu vil kæmpe for at statens tilvejebringer: Skal det være muligt at bo i et ikke-kristent sogn, at gå til statsautoriseret humanistisk højmesse hver søndag, eller sende sine børn til skoler hvor religiøse sandheder systematisk pilles ned?

Hvis Ateismen på denne måde begynder at organisere sig for at få bestemte statslige særprivilegier og ydelser i relation til religiøs overbevisning, er den vel selv blevet til en organiseret “religion” (eller hvilken term man nu ville foretrække) og eo ipso ikke længere ateisme i ordets rette forstand.

Jeg vil tillade mig, hvad der vel er god skik og bruge i sådanne kronik’ske sammenhænge, at slutte af med et citat:

“Enhver, der er Noget og væsenligen er Noget, har eo ipso en Fordring paa nøiagtigt at blive anerkjendt for dette Bestemte, for hverken mere eller mindre”
– Søren Kierkegaard

Omtalte artikel kan læses her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/420049:Kirke—tro–Ikke-troende-faar-egen-gravplads-paa-kirkegaard?article_page=1