Forfatter: KG

Naturalister af ånd

~ KG ~ Skriv en kommentar

Et par bemærkninger til Tidehvervs afgående redaktør og hersker samt andre ligesindede

Efter næsten 50 års tro tjeneste kan Søren Krarup i seneste nummer af Tidehverv takke af med følgende gestus:

”Der er et ganske bestemt sted, hvorfra der kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.”

Med dette ganske bestemte sted mener Søren Krarup naturligvis Tidehverv, der siden 1974, hvor Vilhelm Krarup blev redaktør, har været drevet af Krarupfamilien. Et hverv de ikke sådan har tænkt sig at slippe lige foreløbigt, idet Søren Krarups datter, Agnete Raahauge, nu overtager tjansen efter farmand. Måske varsler det nye tider, men hvis tonen og selvgodheden i Søren Krarups afskedssalut skal være kendetegnende for bladets selvforståelse og drift fremover, er der herfra set i al fald grund til en vis skeptisk stillen sig an. Helt galt går det nemlig, når S. Krarup uden den mindste tøven kan erklære, at

”det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.”

Det er jo store ord at tage i sin mund, men Søren Krarup tilskriver naturligvis ikke sig selv og sin egen indsats som redaktør hele æren. Udover den sædvanlige ekspliciterede foragt overfor kulturradikalismens ”evangelium” og den efterhånden selvkørende kritik af Bo Lidegaards ”Danmark i det 20. Århundrede” indeholder artiklen nemlig også – hvad der ikke altid er tilfældet i dagens Tidehverv – en tilslutning til og lovprisning af Tidehvervs åndelige fædre, in casu Heje, V. Krarup, Brøndsted og Olesen Larsen. Lad os derfor høre, hvad sidstnævnte kunne have at sige i denne sammenhæng; her fra et foredrag trykt i et af bladets første årgange:

”Kristelig set taler Gud ikke i vort eget hjerte, dér taler vi selv, men i sit ord, det ord, der kommer udefra og tager mig til fange til troens lydighed. Anden bro end Guds ord er der ikke mellem himmel og jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har tilegnelsesmulighederne for at forstå Guds ord. Dem skaber Gud ved ånden gennem ordet: ikke at jeg af egen fornuft eller kraft kan komme til ham … ”
(Her citeret efter ”I Ansvar og i Tro”, bind. 1, s. 86)

Som præst i den evangelisk-lutherske kirke ved Krarup selvfølgelig godt, at det er Jesus Kristus, der er vejen, sandheden og livet, men med ovenstående erklæring kan det alligevel synes som om, at han mener, at Tidehverv i det 20. århundredes Danmark har været denne bro mellem himmel og jord, som vi ellers lærer af Olesen Larsen, ikke findes andre steder, end der hvor Gud gennem ånden ved ordet selv taler til os. Nu kan Guds ord jo lyde og ånden meget vel virke andre steder end udenfor søndagens højmesse, ja sågar vel i Tidehvervs spalter, men når Krarup så skal pege på Tidehvervs indsats, er det ikke ordets forkyndelse, men opgøret med skiftende tiders dårligdom, han vælger at pege på.

Nuvel: Undertegnede ville nødigt leve i et Danmark, der ikke havde lært af de tidlige tidehvervsteologers opgør med Indre Mission og anden from oplevelseskristendom, hvor samarbejdspolitikken ikke var blevet modsagt, og hvor der ikke havde været ørenlyd for Krarup og andres kritik af kulturradikalismens foragt for den nationale og kristelige virkelighed. Det er da også med stolthed i stemmen, at vi stadig er nogle, der kan erklære os for at være grundtvigsk-tidehvervske; netop i erkendelse af det opgørets nødvendighed, som Tidehverv sandt nok om nogen har været garant for. Men kristen forkyndelse og folkelig opbyggelse sker ikke ved selvfejrende at pege på egen indsats i modsætning til de andre. Det kommer der sjældent noget godt ud af, nej, det er vist snarere det man kunne kalde synd; eller med ord fra Luther og Augustin: At være incurvatus in se ipse, indkroget i sig selv.

Trods det nye Tidehvervs besindelse på opbyggelse – det være sig i form af Lewisk remytologisering eller ordningsteologisk vækkelse – har Tidehverv til alle tider manglet blik for det, vi med Jørgen I. Jensen kunne kalde for den tredje historie, nemlig den historie som

”et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden. Den forudsætter flere forskellige bevidstheder i bevægelse på samme tid – så den ikke kan overskues og dens virkning på den enkelte kan ofte erfares som store skift i perspektiv eller omvending af synsvinkler”
(Jeg –automaten, s. 44)

Det har altså noget med historisk-poetisk livsforståelse at gøre. At fortiden kan lyse vort liv op og rette vores blik mod fremtiden, der igen opfyldes af fortiden. I tro, håb og kærlighed at erkende vores samhørighed med og gensidige afhængighed af vore medmennesker og fædrelandsfrænder. At se os selv som næsten, der har brug for hjælp, snarere end omvendt. Her ved juletid at erindre, at inkarnationen netop betyder, at kristendommen er en historisk religion, der fylder dette dennesidige liv op fra fortiden såvel som fra fremtiden.

Skulle man i frihedens navn foretrække en anden forkyndelse end den her plæderede grundtvigske, er det naturligvis ikke hensigten med disse ord at stille sig i vejen herfor. Her skal blot påpeges, at man ikke bedriver sand forkyndelse ved udelukkende at nedstyrte de stærke ånders trop. Jf. mit sidste indlæg på på dette sted, går kritikken altid hånd i hånd med forkyndelsen, og naturligvis også omvendt. Det ved Søren Krarup formentligt godt, men når man læser den snart forhåndværende redaktørs sidste ord, er der ikke meget andet end selvgodhed og selvophøjelse at spore. Hvad jeg vil, er altså at Krarup og andre lige tager et bræk-middel og holder lidt igen med den kvalmende stillen sandheden på deres side. Vi kan jo her op til Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag passende erindre os om, hvad der skete, da nogen på hans tid ville erklære ligesindede for sandhedsvidner.

Jf. det foregående indlæg vil jeg altså mene, at hvis det at bedrive teologi – det være sig i Tidehvervs eller de herrer oprøreres skikkelse – i dette land er synonymt med at kritisere andres dårligdomme og ellers med selvgod samvittighed mene at have gjort sit for sandheden, så kalder tiden vist ikke længere på luthersk- eller grundtvigsk-evangelisk selvbesindelse, men snarere på naturalister af ånd.

Med håb om, at dette blot må være et enkelt bidrag til den fortløbende religonskrig

En Grønkjærsk aftapning?

~ KG ~ 6 kommentarer

– lidt om den nye og gudsforladte Gud, Grundtvig og eksistensteologi

Følgende er en sammenskrivning af et indledende oplæg afholdt på teologkonvent i november. Deltagerne havde forinden læst Lars Sandbecks “De Gudsforladtes Gud”, der var emnet for den efterfølgende diskussion.

Orienterer man sig i modtagelsen af bøger i stil med Lars Sandbecks her foreliggende ”De gudsforladtes Gud”, kan man undertiden få det indtryk, at det enten må være det bedste eller værste der er sket i dansk teologi; således også ved modtagelsen af Niels Grønkjærs ”Den nye Gud”, der ved udgivelsen vakte voldsomt røre i den offentlige teologiske debat og lynhurtigt blev kædet sammen med Thorkild Grossbøll. Det ser ud til at være et uomgængeligt vilkår, hvis man i dag vil diskutere teologi uden for universitet og andre snævrere rammer. Et par eksempler kan tjene til at ridse billedet op:

Sognepræst Knud Munck, der er forfatter til bogen ”De unge frække.” kan således i et interview med Kristelig Dagblad fra foråret koble disse unge frække teologer direkte sammen med Grossbøll-sagen, og hævder nærmest, at det er det bedste, der er sket for folkekirken. F.eks. siger han:

”Tager vi for eksempel Grønkjær og Sandbeck, er de klart påvirket af dialektisk teologi, men de har ikke noget pietistisk over sig. Grønkjær har formået at overtage dele af Grosbølls teologi og gøre den mere konsekvent og dogmatisk korrekt, og her er det pietistiske sorteret fra – og i øvrigt alle Grosbølls unoder. ’Den nye Gud’ af Niels Grønkjær er den bog, Grosbøll burde have skrevet.”

Om Grossbøll nu også har været katalysator for en teologisk nyorientering, eller han blot har været den mest snøvlede og åbenlyst provokerende af sin slags, kan vi her lade ligge. Vigtigere er det, at lægge mærke til, hvordan Knud Muncks nærmest euforiske begejstring er meget sympatisk for den del af dansk kirkeliv, der har taget pænest imod denne bølge af ”nye teologier”, idet disses bøger og debatter har afstedkommet en udelt begejstring over det, der ifølge Knud Munck, er et tiltrængt opgør med forstenede dogmer og en forkyndelse, der taler hen over hovedet på det moderne menneske.

På den anden fløj har vi så de mere konservative og afstandstagende. F.eks. kunne lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen i et foredrag i TrosForum i september, foreholdt urimeligheden i blankt at afvise de såkaldte moderne teologer, opstille følgende ultimatum:

”Enten så har vi den klassiske kristendom som her hos kirkefædrene (in casu Origenes og Irenæus). Eller også ender vi med sådan en Grønkjærsk aftapning dér”

Hvorvidt Sandbecks bog så repræsenter en Grønkjærs aftapning eller ej – jeg vil mene, at det både på godt og ondt åbenlyst ikke er tilfældet – skal vi foreløbigt lade være et åbent spørgsmål. I første omgang skal vi dog notere os, hvordan ACJ’s enten-eller er meget typisk for holdningen blandt de mere skeptiske af teologerne: Har man reformuleret kristendommen udenom de klassiske dogmer og gudsforestillinger, har man også sagt farvel til den. (At ACJ så selv var nødt til at ty til spekulative forestillinger om legemets, snarere end kødets opstandelse, gør næppe den lidt firkantede holdning meget bedre).

At hverken Sandbeck eller Grønkjær med deres reformulering af kristendommen ønsker at forlade den, kan der vist ikke herske tvivl om. Alligevel er der dog noget, de ønsker at tage afsked med. Det afslører sig allerede i undertitlerne på de tre nævnte værker: Mens Knud Muncks bog handler om Grosbøll og andre moderne teologer, drejer det sig hos Sandbeck om kristendom efter postmodernismen. Grønkjær skelner i andre sammenhænge, bl.a. i sit indlæg ved udgivelsen af Sandbecks bog, skarpt mellem det postmoderne og postmodernismen. Alligevel er der også noget, Niels Grønkjær gerne vil på den anden side af, nemlig fundamentalisme og ateisme. Mens Knud Muncks påhæftning af betegnelsen moderne på teologerne kan virke uskarp og i bedste fald intetsigende, kan de andre to herrers kredsen om sammenstillingen af post og moderne forekomme en smule forvirrende: Hvor befinder vi os egentlig henne, og hvorfor denne optagethed af disse periodiseringsbetegnelser? For mange, det var især tydeligt i den megen omtale af Sandbecks bog i Kristelig Dagblad, er det udtryk for en for teologien uheldig alliance med filosofiske modetrends. Selvom det også i nogen grad er tilfældet, handler det for mig at se i højere grad om et teologisk kvalificeret favntag med disse tankegange, hvilket Sandbeck da også eksplicit lader komme til udtryk. Hos Grønkjær kan det forekomme lidt mere dunkelt, men det er tydeligt optagetheden af bl.a. Vattimo og Blumenberg ikke er uden forbehold. Med et udtryk fra Johannes Horstmann, kunne man måske sige, at omgangen med filosofien er aikmalotistisk: Teologien tager filosofien ”til fange” som et redskab til at pege på kristendommens sandhed og fremstille den i filosofiens termer. Det er måske for meget sagt, men der er i hvert fald i tilfældene Sandbeck og Grønkjær tale om mere end et blot ukritisk overtagelse af et religionsfilosofisk begrebsapparat. Det vil være min påstand, at det da også i høj grad netop er et sådant kristisk – man kunne sågar sige religionskritisk – element i de to herrers tænkning, der i særlig grad udmærker dem som ”gode” teologier. Det skal vi vende tilbage til, men først en lille teologihistorisk ekskurs.

I det tidligere anførte citat fra interviewet med Knud Munck var påstanden at Sandbeck og Grønkjær i høj grad er påvirket af den dialektiske teologi. Det er vel også rigtigt, for så vidt at betegnelsen i Knud Muncks bog blot er en upræcis paraplybetegnelse for det meste af den protestantisk teologi fra 1920 og frem til 60erne, mens modstillingen pietistisk vist dækker resten. Mere rigtigt er det at sige, at begge de to herrers projekter er drevet af en sund og stærk eksistensteologisk impuls.

Lars Sandbeck indleder sin bog ved at stille spørgsmålet ”Hvordan kan vi tale om Gud i dag?”. Om end han ikke i første omgang spørger efter meningen med at tale om Gud, men blot efterspørger måden hvorpå det lader sig gøre, kan formuleringen dog hurtigt lede tankerne hen på Rudolf Bultmanns programartikel fra 1925 ”Welchen Sinn hat es, von Gott zu reden?”. Bultmann giver selv svaret på spørgsmålet, med følgende formulering, der vel nærmest kan betragtes som en definition på eksistensteologi:

”Vi kan ikke tale om vores eksistens, da vi ikke kan tale om Gud; og vi kan ikke tale om Gud, da vi ikke kan tale om vores eksistens . Vi kunne kun det ene med det andet. Kunne vi udfra Gud tale om Gud, så kunne vi også tale om vores eksistens, og omvendt. Under alle omstændigheder må en tale om Gud, hvis den er mulig, samtidig være en tale om os. Så bliver det altså rigtigt: Adspurgt om, hvordan en tale om Gud kan være mulig, må der svares: Kun som en tale om os”
(Glauben und Verstehen, bind 1, s. 33.)[min oversættelse, KrG]

Selvom Sandbeck projekt gennemgående er et forsøg på at formulere en tidssvarende korsteologi, hvad han da også gør rede for på samme side som det citerede spørgsmål, er projektet alligevel båret af et eksistensteologisk aksiom: Det at menneskets erfaringer og orienteringshorisont tages alvorligt. Det er også heri, at alliancen med postmodernister – både de gudelige og ugudelig af slagsen, har sin berettigelse. Hvad postmodernisterne formår at vise er nemlig, at ambivalensen og gudsforladtheden er konstitutive elementer og uomgængelige vilkår for det moderne menneske. Vi lever i det K. E. Løgstrup kaldte for en ireligøs ontologi. Skal vi tale om Gud på en meningsfuld måde, må det altså være på den måde han henvender os til os, retfærdiggører idet han os på korset, giver os en mulighed for at eksistere som sande mennesker i kærlighed midt i al vores tvivl og syndighed. Han kommer også til luderen og lommetyven, den værste synder og det gudløse menneske. ”Gud sker”, som Sandbeck udtrykker det. Er det eksistensteologi? Ja, i den forstand at al tale om en almægtig Gud hinsides godt og ondt intet har at os sige, men på den anden side kan vi heller ikke tale fyldestgørende om vor eget liv, hvis ambivalensen og gudsforladtheden var alt, hvad der var sige. Der er altid mere at sige om Gud, men der er også altid mere at sige om mennesket, netop i kraft af Guds kontinuerlige komme til os. Det ene uden det andet ville blot blive til tom tale og luftkasteller.

Det er også denne dobbelthed der bl.a. ligger i Grundtvigs berømte dictum ”menneske først, kristen så”. Det er kun som mennesker, der kan se os selv og vor egen tilværelse i øjnene, at vi med visheden om vore synders forladelse kan blive genfødt til et nyt menneskeliv, og først herefter danne menighed som kristne til vidnesbyrd om Guds gode gerning med os. Det er med mennesket, ikke den kristne, Gud handler. Omvendt er det sande menneskeliv, hvad end vi vil kalde os kristne eller ej, kun muligt i kraft af at kristendommen som en historisk størrelse skænker os den historisk-poetiske bevidsthed om et fælles liv med andre mennesker, med en fælles historie som folk, med en fortid der må forstås, hvis vi vil forstå os selv. Det er netop i denne historie, Gud har handlet som fader, søn og helligånd, og givet historien og livet en betydning i tidens fylde. Lever vi med denne bevidsthed om et fælles historisk liv på godt og ondt, er vi altså også således kristne.

”Den levende Gud er virkelig, fordi han giver sig selv til os” kan Grønkjær således afslutte ”Den nye Gud”, der i øvrigt bæres af en gennemgående tilslutning til og brug af Grundtvig, hvad de fleste anmeldere og kritikere øjensynligt har overset. Bogen er fuld af analogier mellem menneskets forhold til sig selv og andre og mellem Guds forhold til sig selv og mennesket. Således kan Gud også lære af sine fejltagelser, og forholdet mellem fader og søn i treenigheden, kan beskrives med ord hentet fra vore egne erfaringer. Man kunne beskylde en sådan talemåde for at være en ren projicering, eller sågar for at være en slags analogia entis, som vi jo fra Karl Barth ved er ”die Empfindung des Antichrist”, men det ville være en misforståelse. Sagen er netop den, som Eberhard Jüngel gør en del ud af at vise i ”Gott als Geheimnis der Welt”, at analogien netop er en af Kristus skænket analogi. Fordi Gud kommer til os i Jesus Kristus, kan vi netop tale om ham som menneske, og kun sådan kan vi også tale på retfærdig vis om vor egen tilværelse. I den forstand giver kristendommen os altså en hermeneutisk nøgle, som vi både kan bruge til at forstå os selv og til at forstå Gud; hvad han vil med os. Det er også noget med i ånd og sandhed at modtage hans sakramenter i kirken, men det stopper ikke her, Grønkjær skriver derfor også om menigheden, at den er

”et fællesskab som fra sit fællesskab udbredes i alle menneskelivets retninger. Der er ikke nogen modsætning mellem at være medlem af en meinighed og at leve i det moderne sekulariserede samfund. Tværtimod. Efter Grundtvigs opfattelse finder menneskets almindelige historiske liv genklang i kristendommen som i sig selv befordrer en historisk forståelse af menneskets liv.” (Den nye Gud, s . 308)

Mens Grønkjær således accentuerer Helligåndens fællesskab, lægger Sandbeck hele sin vægt på korsbegivenheden. Det hænger bl.a. sammen med den fremhævelse han ønsker at gøre af kristendommens religionskritiske potentiale. Et potentiale man er nødt til at udnytte, hvis en sådan eksistensteologisk – Grundtvigsk, kunne man måske sige i samme åndedrag – forkyndelse ikke skal ende i relativisme og en naiv tro på mennesket. Når Kristus på korset retfærdiggører den vantro ateist, nedriver han altså også i samme ombæring alle vores religiøse forestillinger om f.eks. en almægtig Gud eller ”noget større og bedre”; fritager os fra vores selvbeskuende navlepilleri og vores evindelige byggen luftkasteller; han uddriver det formørkede hedenskab fra vores hjerter.

I Henrik Pontoppidans ”Dommens Dag” møder vi et grundtvigsk ægtepar, der pligtsomt tager rundt til vennemøderne og bliver rystede over at overvære de ”unge frække” teologers lemfældige omgang med kristendommens dogmer. På sin vis er deres reaktion meget symptomatisk for den måde, folk i dag også stiller sig anfægtede og uforstående an:

”De havde sagt til hinanden, at når der ingen djævel var længer og ingen evig straf og altså hellleringen evig løn; når endog præsterne ikke mere turde udtale sig om liver efter døden; når troen ikke var en forvisning om det, vi ikke kunne se – hvad var da kristendom? Hvad var da tro?… Alt vaklede til sidst for dem”(Det Forjættede land, III, 95)

Om end man kan fatte sympati for de stakkels mennesker og deres vaklende grundlag, er det jo altså netop Sandbecks pointe at vi med Kristus på korset må sige nej til folks religiøse og dogmatiske forestillinger. Det lader sig naturligvis kun gøre i samme ombæring som vi forkynder det frisættende evangelium, men da er det netop også en frisættelse, som Sandbeck skriver.

Om Sandbeck så er en Grønkjærsk aftapning eller ej, kunne der formodentligt udvikles meget om. Man kan i hvert fad sige, at de med hver deres accentuering er med til at skærpe hinandens positioner. Hvor Sandbeck til tider kan ende i den rene nihilismeåbenhed og kirkeløse kristendom, er Grønkjærs accentuering af det levende og ikke-eksklusive menighedsliv med sakramenterne livgivende kraft båret af den Helligånd med til at dæmme op for de værste ukristeligheder. På den anden side kan en sådan eksistensteologisk ”menneske først”-forkyndelse, som jeg inspireret af bl.a. Grønkjær her har plæderet for, også hurtigt begynde at gå på egne ben og kristendommen kan pludselig forekomme reduceret til ukendelighed. Her er Sandbecks radikalisering af de lutherske slagord, solus christus og sola fide – mennesket frelses ved (van)tro alene ved Kristi død og gudsforladthed på korset – med til at holde teologien fast på dens bestandige forpligtelse på kritik af religiøsitet og andre åndelige dårligdomme. Hvad vi i hvert fald må sige er, at vi som teologer har en dobbelt – dialektisk, om man vil – opgave: På den ene side må vi forkynde evangeliet rent og purt, men dette lader sig omvendt kun gøre, hvis ikke tidens åndelige dårligdomme, mennesket egne religiøse påfund og indkrogethed i sig selv står i vejen herfor. Disse er det vor opgave at knække og bringe til forfald, idet vi forkynder det levende ord. Det er næppe sagt bedre, end Grundtvig gør det i salmen ”Det lakker nu ad aften brat”, så lad os slutte med en strofe herfra:

”Nedstyrt de stærke Aanders Trop,
Som høit i Luften sværmer op,
Thi ellers gammel Christen-tro
For lærdom ny faaer aldrig ro”

Laurids og linjen

~ KG ~ Skriv en kommentar

I takt med at ”linjevogterteologien” igen har vundet indpas i kredsens rækker, såvel i tale som i handlen, er det vist på sin plads med en lille begrebsgenealogi og et par ledsagende bemærkninger over denne lidt sælsomt klingende teologiske praksis.

At tale om en decideret linjevogterteologi er vist i øvrigt en tilnærmelse. Så vidt jeg ved, har man i tidens løb mestendels talt om linjevogten som gerning eller sågar virksomhed, hvilket siger noget meget centralt om dens teologiske råderum.

Udtrykket har, så vidt undertegnede har kunnet spore det, sin oprindelse hos Kierkegaards pseudonym Anti-Climacus, der i anden del af Sygdommen til Døden gør sig følgende bemærkning om Sokrates, at han ”som Dommer holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud – og Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb befæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud – og Menneske ikke sådan philosophice, poetice o.s.v. løb i Eet.”(samlede værker b. 15, s. 151). Det munder ud i den konklusion, at når nu kristendommen lærer, at Gud kun er til for troen, må en sådan vogten sig på ”den uendelige qvalitative afstand mellem Gud og msk.” i endnu højere grad høre det kristne til for at værge troen mod spekulation og dermedfølgende filosofisk, poetisk sammenløben i systemer.

Den linje, der skal vogtes på, er altså linjen mellem, hvad der er Guds og hvad der er menneskers, eller med andre ord: Mellem det absolutte og det relative. En sådan teologisk praksis hører på ingen måde blot snævert hjemme i en Kierkegaardsk paradoxteologisk sammenhæng, men kan siges at være en afstikker fra den apofatiske(gr: aphophasis, benægtelse) eller negative teologi, der kun vil tale om Gud vha. negative udsagn, ved at sige hvad han ikke er. Hensigten er altså, først og fremmest i polemisk øjemed, at værne om det Guddommelige og anvise den menneskelige tænkning og stræben dens rette plads.

I Studenterkredssammenhæng, hvor begrebet formodes at have sit udspring, har linjevogtergerningen først og fremmest været repræsenteret ved den noget ejendommelige Johannes Lauridsen, eller blot Laurids: En herre af mastodontisk forfatning og en autodidakt teolog, om hvilken der kan fortælles mange og vidtløftige anekdoter (således har alle folk, der har haft deres gang i Kredsens fra midt-40erne til engang i 80’erne noget at berette om denne efterhånden lettere sagnomspundne skikkelse). Uden nogensinde at have været fuldblodigt Studenterkredsmedlem, sad Laurids med ved de fleste foredrag og sommermøder i sin levetid, vistnok altid placeret mageligt på en stol i et af hjørnerne, hvorfra han altid var kampklar til at føre sine utallige ”religionskrige”, hver gang en eller anden, det være sig en garvet foredragsholder eller en ung studerende, vovede at fremsige teologiske udsagn, der var på vej over på den forkerte side af linjen. Det siges, at en af hans yndlingsbeskæftigelser var at invitere unge teologiske studerende med i en af de utallige studiekredse over Regin Prenters dogmatik (”skabelse og genløsning”), hvori der hårdt blev slået ned, hver gang linjevogternæsen fik færten af sammenblanding af det absolutte og det relative. En anden anekdote går på, at der til et sommermøde var blevet fabrikeret en revyvise med en påfaldende satire over Laurids teologi: ”Gud er Gud, Gud er Gud, for ellers så var Gud jo ikke Gud”. Hertil skulle Laurids, lettere fortørnet, have bemærket: ”Det er jo noget vrøvl, men det er rigtig nok alligevel”.

Johannes Lauridsen, der også spillede en vigtig rolle i opgøret omkring Tidehverv i slutningen af 70erne, har altså med sin mangeårige og ihærdige linjevogtervirksomhed øvet en ikke helt lille indflydelse på de mange folk, der gennem årene er vandret ind og ud af Studenterkredsens rækker. De fleste har formodentligt også på et tidspunkt følt sig nødsaget til at tage deres eget ”faderopgør” med Laurids, men hans minimalteologiske maksimer har utvivlsomt sat sine spor alligevel. Således kan man f.eks. hos den mangeårige professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Leif Grane, i et foredrag med titlen ”tro og teologi” finde følgende udsagn efter en kortere gennemgang af bl.a. Luther og Bultmann:
”Med det som hidtil er sagt, mener jeg at have opfyldt min opgave som linievogter. Med de foretagne distinktioner er der gjort, hvad der er nødvendigt for at trække grænsen mellem det, som er Guds, og det som er menneskers og så kan vi kaste os over det, som er menneskers, dvs. det, som kommer os ved”
(Studenterkredsen 34/4, Også trykt i ”Kristendommen i historien”)
Her er linjevogtergerningen blevet til en slags negativ prolegomena (gr: prolegein, at sige noget forud) til det sande teologiske arbejde. På mange måder kan linjevogtergerningen altså siges at være en dansk pendant til Bultmanns omdiskuterede afmytologiseringsprogram, der bl.a. bliver defineret som en ”evangelisk funderet sondring mellem hvad der Guds, og hvad der menneskers”, men det kan vi i denne omgang lade ligge.

Selvom tiden, undertiden beklageligvis, er løbet fra eksistensteologi og andre teologiske trends fra Lauridsæraen, så bør linjevogtervirksomheden stadig drives af kredsfolk og andre teologiske ildsjæle, der ønsker at holde tænkningen på dens rette plads og sikre sig imod teologiske vildfarelser. Blot skal man huske, at ligesom Sokrates ved hans uvidenhed kun var den viseste blandt hedninger, så er denne vogten på linjen kun at betragte som et enkelt, men effektivt, våben blandt det polemiske arsenal og kan altså ikke på nogen måde tjene som en kvalificeret teologi i sig selv.

Åndelig føde til den sjette menighed – indtryk fra Sommermødet

~ KG ~ 2 kommentarer

Netop hjemvendt fra Studenterkredsens traditionsrige sommermøde vander jeg nu de grundtvigske høns og bliver af ren og skær tilbagelængsel nødt til at knytte et par afsluttende ord til den nu henfarne uge, mens resterne af rhonêrusen endnu løber i årerne.

Sommermødet foregik i år på den just genåbnede Mellerup Højskole, der har til huse på Mellerup Efterskole lige ved siden af den valgmenighedskirke, hvor Jakob Knudsen var præst i sin tid. Da der endnu ikke eksisterer en konkret manifesteret højskole, bestod køkkenpersonalet i år af driftige drenge og piger fra de to bestyrelser, inklusiv undertegnede, der havde fået den idé at tilrettelægge ugens menu med udgangspunkt i den gamle Grundtvigs forestilling om verdenshistoriens syv menigheder, således at vi spiste os tilbage gennem tiderne med mad fra Indien, Danmark, Tyskland, England, Rom, Grækenland og Israel. I efterrationaliserings lys en idé der først og fremmest gennemførtes for at sikre den vanlige grundtvigsk selvironi og en på ordspil rig køkkenhumor. Stikker man imidlertid eftertænksomhedens spade en kende dybere i mulden, viser der sig dog at være en dybere mening med denne lidt studentikose anretning.

Efter torsdagens gudstjeneste kom jeg for skade at omtale Studenterkredsen som en menighed, hvilket medførte en let fnysen og replicering fra henholdsvis den afgående og den tilkommende københavnerformand. Her vælger jeg dog at fastholde min opfattelse, idet der nu forekommer mig at være tale om et kort øjebliks klarhed.

Trods at årets møde havde fået overskriften “livet selv – en dansk dannelsesrejse”, der sammen med de mange litterære og historiske foredrag ledte tankerne i retning af lebensfilosofi og en mere sekulær tone, blev der i samtlige foredrags kølvand bragt spørgsmål angående Kristus på banen. Vælger man dog en sådan teologisk tale, der henfører alt på Kristus, tvinges man hurtigt, hvis man da vil tale om teologi(og det gør man jo på Kredsens Sommermøde), til at skulle sige mere end hvad godt er om denne vor korsfæstede og opstandne Herre. Og se! Da melder sig straks på banen den evigt kampdygtige teologiske linjevogter, der altid har haft, og skal have, plads i kredsens rækker. Disputshelvede er brudt løs og talen strander på dogmatikken, hvad end dagens emne nu er Løgstrup, globalisme eller H. C. Andersens “klokken”. Det bør og behøver man som Grundtvigianer og sommermødedeltager ikke nøjes med.

“Men hvad vil det egentlig sige at være grundtvigianer? Er det ikke bare noget med frihed for Loke såvel som for Thor og en noget udvandet betegnelse?” hører man forståeligt nok de spørgende røster klage. En sådan indvending bør man nok desværre svare bekræftende på, men ikke stille sig tilfreds med. At være grundtvigsk vil nemlig, for mig at se, sige at man tager Johannesevangeliets ord om det levende ord, der bliver kød og tager bolig iblandt ganske alvorligt(1.14 – “Kend din bibel”, blev der flere gange formanet i løbet af den forgange uge). Guddomsordet, der i tidens fylde spredte sig og nu lever videre i blandt os, i kulturen, i sangene, i fælleskabet, i livet, legen og musikken. Derfor står de vitaliske naturdigte og pietistiske salmer side om side i højskolesangbogen og på denne måde kan Kredsen altså siges at danne menighed, også udenfor gudstjenesten, når vi samles om sang, lystige nætter, bragesnak og fælleskabet omkring måltiderne.

At Studenterkredsen ofte bliver omtalt som en grundtvigsk-tidehvervsk forening, betyder således ikke at vi er enige om dogmatikken og teologien, men at vi i betoningen af evangeliets frisættende kraft altid kæmper mod tidens åndløse vrangforestilinger og dårligdomme for at værne on dét næstekærlighedens og åndens fællesskab, der er os givet i og med Jesu Kristi prædiken. Det betyder dog på den anden side heller ikke at kristologi og andre teologiske distinktioner skal være os ligegyldige; nej tværtimod vedrører de vort hele liv og gerning og skal til, for fortsat at minde os om at vejen ikke går fra livet til Gud, men at det hele liv driver på det ord, som er Kristus. Således er det altså ikke helt tilfældigt at vi i ugens løb har spist os vej fra vor tid tilbage til Jesu egen tid og undertegnede vil fremover anbefale alle, som en bestandig teologisk øvelse, en diæt der lader ugens madplan starte i det fjernøstlige køkken og slutter med nadvermåltidet til søndagens gudstjeneste.

Jeg vil lade de afsluttende ord være fra Grundtvigs store menighedssalme “De levendes land”, der også meget passende havde været ugens sidst afsungne, om ikke det tohornede uhyre fra køkkenet havde stukket sit minimalteologiske kontrafej frem og repliceret under afslutningsmiddagens causeri.

“O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levedens lyst!”

Replikant til KrG’s indlæg her.

Confessio Augustana og den rummelige folkekirke

~ KG ~ 10 kommentarer

I forbindelse med diskussioner om den augsburske bekendelses status og “folkekirkens ordning”, skal her til almen oplysning og opklaring bringes nogle kloge ord fra Kredsens arkiver:

“Derfor betyder folkekirkens egnethed til at holde en guddommeliggørelse af det ydre kirkelige apparat på afstand ikke, at der er nogen grundt til uden videre at lovprise den. Der kan nemlig også laves teologi på folkeirken som den er, dermed har man blot på en mere snedig måde gjort kirken guddommelig, idet man har gjort det til noget særlig fint, at det hele fungerer på en måde, som er til forargelse for de nidkære og fromme. Men deri er der virkelig ikke nogen fortjeneste. Rammen skal ikke være indhold, og det er ganske ligegyldigt om denne ramme er pavens kirke eller folkekirken. Vil det da sige, at folkekirken er for rummelig? Ingenlunde. For hvorledes skulle det lade sig gøre, og hvad ville det betyde, hvis man satte sig til mål at gøre den snæver? Det kunne netop lade sig gøre, uden at man gjorde kirkens ordning til noget nødvendigt, d.v.s. uden at man gjorde de ting, som er vort ansvar på almindelig, menneskelig vis, til noget afgørende og væsentligt. Men det ville jo betyde at man ikke længere ville lade sig nøje med det, som for CA er det eneste væsentlige: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Så måtte man føje noget til. Man måtte til at drive kirketugt på en utugtig måde, d.v.s. med magt. Men i det øjeblik, man gav sig til at drive kirketugt med magt, stillede man sig på Guds side mod de andre, d.v.s. man udstyrede sig selv med guddommelig magt til at drage det skel, som alene Ordet kan skabe, når det høres og derved modtages i tro eller forkastes i vantro.[…]

Det vil da sige at CA ikke udelukker, men forudsætter den frihed, der gør ikke blot forskellige meninger, men også forskellige religioner mulige indenfor den samme kirkeorganisation. For den falske forståelse af evangeliet kan jo ikke bekæmpes med magt, uden at kampen selv gør den rigtige forståelse falsk. Vi må finde os i hinanden i den forstand, at vi er sammen, men aldeles ikke i den forstand, at vi ikke skulle sige fra overalt, hvor vi finder grund til det. Det er tværtimod vor simple pligt. Men CA er dog bekendelsesskrift i folkekirken! Så kan man da ikke tillade sig hvadsomhelt![…]Hvorledes den enkelte vil opfatte sit ansvar i forhold til CA og de øvrige bekendelsesskrifter såvel som til den hellige skrift, må han selv om, hvilken er noget andet end at sige, at det er ligemeget. Det er selvfølgelig alt andet end ligemeget. Men om CA har autoriret, kan ingen afgøre for andre. Det må enhver selv afgøre, eller rettere sagt, det er afgjort ved mødet med bekendelsen.

Det vil da sige, at kirkens ordning i sig selv, også den, vi kalder den rummelige folkekirke, i absolut forstand ingen betydning har for forholdet til CA, med mindre man vil gøre netop denne ornding nødvendig, for i så fald står man i det skarpest tænkelige modsætningsforhold til reformatorernes bekendelse. Det vil ikke sige, at det er ligemeget, hvordan ordningen er, men det vil sige, at det er et menneskeligt ansvar at gøre den så god som mulig. Her i landet er det almindeligt at tale med Grundtvig om kirken som en borgerlig indretning, og det er vel stadig en meget god måde at udtrykke det kirkelig apparats relativitet på. Jeg vil slutte med at nævne et referat og citat af en artikel af professor Prenter fra 1949[i tidehvervs april nr.][…]Prenter siger her, at Guds nådes universalitet og forekommende karakter ikke kan udtrykkes som en abstrakt, almengyldig idé, og det mener Prenter, man forsøger på, hvis man vil lade kirkens ordning, i dette tilfælde folkekirkens rummelighed og rimelighed afspejle Guds nåde. Deri ser Prenter et forsøg på at lade nåden komme forud for både ordet og troen, hvorved man objektiverer nåden og gør den til noget, som kan ses og vides. Dermed har man tilsløret den paradoksi, at ordet høres, når og hvor gud vil, og gjort nåden udialektisk, entydig og abstrakt[…]”Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække.”

(Leif Grane, “Studenterkredsen” 35/1-2 (1967); her citeret efter Grane, Leif – “Kristendommen i historien”, kbh 1997, s. 231f)

Således skulle disse ord, af to af de fremmeste teologer der har huseret i Studenterkredsen, gerne have gjort følgende to ting klart:
1. At man med præsteløftets ord om at beflitte sig på at “forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger” ikke har forpligtet sig over for Confessio Augustanas konkrete bestemmelser, i videre omfang end det herovenfor skitserede.
2. At spørgsmålet om vielsesritualer og “ordning” af kirkens forhold som sådan, ikke er af andet en relativ karakter, og altså aldrig kan blive et springende punkt for folkekirkens berettigelse osv. (Se hertil mit indlæg fra d. 13/09/2011)