Forfatter: KG

Tidehversk først, grundvigsk så – nogle personlige bemærkninger

~ KG ~ Skriv en kommentar

Johan Christian Nord, ph.d.-stipendiat og tidigere bestyrelsesmedlem i Aarhus med en række bemærkninger i kølvandet på den debat, der efterfulgte årets sommermøde her på bloggen.

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider«
– Jørgen Bukdahl, Solen står stille i Gibeons dal, Højskolesangbogen nr. 112

I forlængelse af Laura Cæcilies indlæg om Den kantede, koleriske ægtemand har jeg fået lyst til at give skriftligt afløb for nogle overvejelser over det – såkaldte – tidehvervske og det – lige så såkaldte – grundtvigske, der dels har gæret i mig over længere tid, dels er blevet skærpede ved læsningen af bemeldte humanistiske klagesang.

Jeg vil her prøve at gå til spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske, for mit vedkommende det tidehvervsk-grundtvigske, på en måde, hvor det ikke drejer sig om et forsøg på almene domfældelser og putte-i-hul-kasse-øvelser angående mængde og blandingsforhold af grundtvigsk og tidehvervsk i den jubilerende studenter-suppe, men hvor jeg i stedet tager afsæt i noget, jeg rent faktisk mener at vide en del om; nemlig mit eget forhold til disse to begreber eller karaktertræk. At jeg vil gøre dette, skyldes ikke kun, at jeg er umådeligt selvoptaget, men har også bund i den kendsgerning, at jeg rent faktisk både står i en virkelig og – ikke kun en paranoidt postuleret – forbindelse til det teologiske arbejdsfælleskab Tidehverv og samtidig har fået fidus for det grundtvigske og den folkelige virkelighed, dette åndspræg har sat. Jeg er – med det kække bindestregs-dansk –tidehvervsk-grundtvigsk.

Det følgende skulle derfor gerne forstås som en erfaringsbåren indkredsning af spændingsforholdet mellem de to åndspræg. Altså: en personlig betragtning, der står for egen regning.

Humanismens sump
Min egen baggrund kan nok beskrives som blød kulturradikal eller, hvis det skal gå højt, lalle-hummanistisk-grundtvigsk. Man indhyllede sig i humanismens overfladiske myteverden, troede på alle menneskets iboende godhed – med undtagelse af de højreorienterede egoister, forstås – og bekendte sig til en akademikervenlig socialisme og multikulturalisme. Man lærte sine børn, at højrefløjen, særligt Sorte Søren og hans døds-teologiske nationalistiske slæng, kropsliggjorde en menneskefjendskhed af nærmest satanisk omfang, som et ordentligt, et anstændigt, menneske intet kunne have at skaffe med.

Hvad angår kirken, så var den et hyggeligt sted, man gerne gæstede ved højtider; præsten forkyndte jo et verdenssyn, der ikke stred det mindste med SF’s principprogram, og det var så hyggeligt med de gode salmer, herunder og måske frem for alt Grundtvigs mesterværker, som man sang flittigt med på, men hvis skærende misforhold til det humanistiske mundsvejr, man dagligt gav til bedste, vist aldrig kom op til overfladen. Man befandt sig kort sagt i den selvgode humanismes sump, hvor mangfoldigheden hyldes, men den faktiske forkrænkelige virkelighed af synd, død, kamp og strid – altså tilværelsen i dens egentlige mangfoldighed – ikke havde videre interesse.

At det så sidenhen skulle vederfares mig både at læse og lære Søren Krarup og Tidehverv at kende er naturligvis en historie med så mange mellemregninger, at jeg ikke skal trætte læseren med dem her, men blot slå dette ene fast: Jeg endte med at gå sådanne veje – tugtes frem ad sådanne veje – hvor jeg måtte ende et væsentligt anderledes sted end dér, hvor jeg kom fra.

Du er en idiot!
I Tidehvervs spalter – både de nye og de gamle blade – fandt jeg efter først at være blevet forberedt gennem hvad, vi vel kunne kalde ’mildere eksistensteologiske overvejelser’, en ganske anden måde at tænke på. Eller, kunne man måske sige; jeg fik sat ord på en ganske anderledes alvorlig tilgang til dette at være menneske i en verden, hvor den eviggode menneskeheds taktfaste vandring frem mod et selvgjort paradis ikke er den erfaringsvirkelighed, vi dagligt støder på. I Tidehverv hørte jeg, at jeg ikke, som min psykolog-mor ellers havde påstået det, bare var en »sensitiv dreng«, men en, ja netop, selvoptaget idiot – en synder for Herren, der har tilgivelsen behov og er kaldet til en alt andet end rosenrød virkelighedsbesindelse.

Og hvad betyder så dette at besinde sig på virkeligheden? Er det ikke bare en tidehversk floskel – i øvrigt et ord, der ikke anvendes i regi af Tidehverv, hvilket jeg skal vende tilbage til – som anvendes i ideologisk øjemed til stempling af anderledestænkendes verdenssyn? Ja, sådan spørger i hvert fald den udenforstående, eller – ville jeg sige – den, der ikke selv har hørt tordenrøsten afsige forgængelighedsdommen over sig og hele den faldne verden, vi kalder vores hjem.

Det drejer sig med andre ord om en erfaring; en erfaring af at alle menneskelige almagtsindbildninger – både mine og dine – uvægerligt står for fald, og at oprejsning kun findes dér, hvor Ordet lyder, verdens visdom bløder og synd og tilgivelse åbenbares som menneskets virkelighed. En sådan erfaring, en sådan indsigt, drager visse følger med sig, der ikke lader sig inddæmme i kristelig inderlighed, men også udmønter sig i det udvortes, nemlig som en dyb mistillid over for dyrkelsen af menneskets ubundne mulighed – eksempelvis den politiske afgudsdyrkelse, der viser sig i ideologiske programmer til menneskets forbedring og letkøbte drømme om snarlig opnåelse af paradisisk samdrægtighed i verdens vrimmel.

Vi er mennesker, ikke guder – ikke en gang halvguder – og er derfor ikke sat i verden for at frelse denne ved alle vore påfund, men for sammen at leve vort liv på forkrænkelighedens vilkår og ikke indbilde os at kunne støde frem mod den lyseblå horisont ved egen magt. Og videre: Den, hvis ører er tilstoppede for dette tordenskraldets Ord, ender i al sin fromme foretagsomhed med selv at brolægge vejen til det helvede, som igennem den nederlagsopregning, vi kalder historien, altid har vist sig, dér hvor mennesket vil være sin egen afgud og følgelig ender med at bringe ulykke over det konkrete folkelige fællesskab – eksempelvis de følgevirkninger af den fordrømte multikulturalisme, vi allerede aner – eller simpelthen at nedslagte det medmenneske, der dømmes ude af eller blot ikke har begrebet storheden af det for tiden gældende ideologiske sandslot, sådan som det var tilfældet under guillotinens klinge og i 20. århundredes diktatoriske regimer – og som vi sikkert nok skal få at se igen i det efterkristne 21. århundrede.

Det tidehvervske, hvis vi overhovedet skal bruge dette positions-liderlige begreb, består i al korthed i denne vished om relativeringen af alt menneskeligt under Gudsordets tiltale. Men naturligvis – og det er derfor, det substantiverede adjektiv ikke er så sigende – kan der også sættes ord på og drages slutninger af en sådan erfaring uden for den særlige sammenhæng, der hedder Tidehverv. Andet ville jo være vanvittigt og selvmodsigende, al den stund virkelighedsbesindelse ikke kan være forbeholdt en lille kreds omkring et dansk tidsskrift – i så fald ville der jo netop ikke være tale om noget alment, men om en ideologisk position.

Tidehverv er ikke en mytologisk sammenslutning, men et konkret dansk tidsskrift og arbejdsfællesskab, der har været og endnu er båret af denne kristelige mistillid til humanismen. Hvad det derudover er, kan man læse hos de enkelte skribenter, der hver især sætter eget navn under egne synspunkter – og så vist ikke altid er enige.

Folkelig virkelighed
Men hvad så med det grundtvigske, der jo egentlig var dét, Laura Cæcilie havde så umanerligt svært ved at finde hos koleriske ungersvende. Eller måske snarere: at genfinde det i den afart, der var hende bekendt. Med denne substantivering er det nemlig straks værre fat end med bestemmelsen af den grundliggende forståelse af menneskelivet, der bærer tidsskriftet Tidehverv; de åndskampe, skjalden stod i, har simpelthen affødt en sådan mangfoldighed af tilværelsestydninger, at et enhedspræg dårligt – eller kun meget begrænset – lader sig udgrunde. Men vi må jo til det alligevel, om end det kun kan blive en antydning.
For mit vedkommende har Grundtvig, som antydet ovenfor, i udgangspunktet stået som glædesforkyndelsens uforlignelige salmedigter. Det gjorde han før – om end jeg ikke fattede denne glædes virkelige grund – og det gør han endnu. Men ikke kun dette. Efterhånden er det grundtvigske kommet til at betyde noget mere end en simpel henvisning til opstandelsesglædens frydetoner, som de lyder i vore kirker.

Jeg har fået blik for – eller der er begyndt at dæmre en anelse om – hvad det vil sige, at den menneskelige eksistens ikke kun er at være stillet under anklage og radikal fordring, men også – som en nødvendig følge af domsfældelse, fordring og levende ord – må finde sit udløb i en virkelighed, hvor al akademisk spidsfindighed, kunstfærdig systemdrift og snørklet teologi træder til side – må træde til side – for det konkrete samliv i den gudgivne mangfoldighed af faldne, der hedder et folk. Dette har jeg nok ikke lært af Grundtvig eller de grundtvigske, men jeg har både hos åndskæmpen selv og blandt visse af de levende og døde, der bærer hans navn, fundet bekræftelse og udfoldelse af denne folkelige nødvendighed.

Vi kunne også sige det på en anden måde: Der er en tid for alt; en tid for opgørets råb – som oftest NEJ! – og en tid for at føre en samtale, hvor opgøret med humanismens umenneskelighed ikke nedkæmpes med draget lanse, men med mild alvorsfuldhed, der tager afsæt i, at de tilfældige mængder viden og meninger, vi alle har hygget os med at ophobe, ikke er tilstrækkelige til at sætte hinanden på begreb, men at vi – indgroede i fædreneland og indvævede i modersmål, som vi er – på tværs af alt dette tilfældige alle er, og med Guds hjælp forbliver, henviste til hinanden.

Eller med konkret henvisning til kredsens studentikost-folkelige virkelighed: Nok skal vi strides – føre den åbne pandes skånselsløse religionskrige – men vi skal alligevel drikke kaffe sammen (der jo så bliver til øller) og i stridbar samdrægtighed lade en mening være en mening – og et menneske et menneske. Det hedder som bekendt frisind og er, hvad der alene kan sammensnøre et folks løse ender.

Derfor
Sådan som Laura Cæcilie har taget spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske op, stod disse to størrelser som modsætninger, der dårligt lod sig forene, og i hvert fald ikke lod sig skue i en sådan forening i Studenterkredsen. Som man nok har kunnet se, forstår jeg ikke rigtig denne opfattelse. Jeg har derimod omtalt det grundtvigsk-tidehvervske, det tidehvervsk-grundtvigske, som et spændingsforhold, hvor Tidehverv for mig har været en konkret anledning til overvejelse over nedbrydningen af barnets indbildning om syndsfrihed, og hvor det grundtvigske angår den anelsesfulde glæde, at vore egne tilfældigheder, vor visdom og timelig ære, ikke skal skille dødningehjemmets børn ad, så længe de véd sig sat i en folkelig og derfor selvoverskridende samhørighed. Vi er sat her sammen, vi skal være her sammen.

Er dette så modsætninger? Nej, for mig er det ikke, og hvad det måtte være for andre hoveder med hang til syn- og antiteser kan jeg dårligt vide noget om eller interessere mig stort for. Enhver svare for sig og sit, for vi befinder os alle som én under den bristfærdige foreløbighed, der er livet under Gibeondalens bagende sol, hvorfra kun den hånd, hvis styrke er os overlegen, kan drage os ud. Og her når vi endelig frem til det bukdahlske skriftsted fra den lille blå, som jeg først lærte at kende i Studenterkredsen og her har sat som indledning, ligesom jeg også vil lade det stå som afslutning på disse jeg-syge strøtanker – for der er faktisk ikke mere at sige:

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider «

—

Flere indlæg om det grundtvigsk-tidehvervske her

Hobbitten Larvis Barefoot – en ubehjælpsom rejse

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Hans Nørkjær, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus, men for tiden befinder sig på afvekslingsophold på Det Teologiske Fakultet i København, var til torsdagens foredrag med Lars Barfoed og har et par bemærkninger hertil.

Nogle minutter forsinket ankom formand for det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed til Studenterkredsens møde dagen ovenpå Arbejdernes Internationale(!) Kampdag 1. maj (også kendt som ”Mig Først”), der dette år udmærkede sig ved at arbejdernes ”kampiver”, råb og sange var rettet mod den siddende regerings frontfigurer, som i den virkelige virkelighed egentlig burde være ”arbejderes” helte. Men virkeligheden er ikke hvad den har været. Det var således ovenpå en historisk mørk dag i den danske socialismes historie at Lars Barfoed var givet muligheden at forklare, hvad kulturkonservatisme er og hvorfor det er svaret på Danmarks truende fremtid. At den virkelige virkelighed hverken for de konservative eller socialisterne er, hvad den har været, skal jeg komme tilbage til, først lidt om mødet med formanden.

Lars Barfoed er en venlig mand. Ja, man har faktisk svært ved sådan for alvor at have noget imod ham. Og trods hans eventuelle familiære eskapader (herregud! hvad skal en politiker ellers lave, når han har fri) og velordnede flair for at tilrane sig boliger i mondæne kvarterer, så må man da indrømme, at manden virker flink og rar. En rigtig konservativ hyggeonkel. Ja, hans efternavn og hans smule lavstammede, men trinde ydre(!) overbeviser mig om, at formanden i virkeligheden er i familie med hobbitterne. Ja, han må faktisk være en del af den stolte slægt Barefoot (eng. ’bar fod’, pl. Barefeet – ’bare fødder’), som måske er nære slægtninge til de kendte familier Stoltenfod, Bæltespænder, Tokereller Brændebuk; ja, måske kender de endda den verdensberømte: familien Sækker. Jo jo, formanden Larvis Barefoot må være af ædel byrd!

Men mon ikke disse hyggelige og trinde hobbit-gener også i sidste ende er en del af problemet. Thi at være ”flink og rar” gør vist ingen stor politiker (politik er vist heller ikke den mest udbredte beskæftigelse i Herredet; her går det vist mere ud på at være gartner). Og de truende farer i samfundet Danmark er vist også for store til, at man kan lade hobbitter overtage styring af såvel indenrigspolitik som udenrigspolitik – og en gartnertilværelse til alle er nok alligevel ikke en mulighed, skønt der er masser af steder i vort lille land, der nok kunne trænge til en kærlig hobbithånd.

Når undertegnedes vurdering skal frem ovenpå mødet i Københavnerkredsen, så er Larvis Barefoot simpelthen bare for kedelig (hvilket de udeblevne kritiske spørgsmål efterfølgende da også vidner om; det kunne man nu også godt påtale i skarpe vendinger, men jeg lader i denne ombæring være med at påtale tilhørendes apati)! Mr. Barefoot mangler i min optik både kant og skarphed i såvel politiske diskussioner, som når han – som i tilfælde som dette – skal forsøge at udbrede sig om, hvad det f.eks. vil sige at være kulturkonservativ; noget man da med rimelighed kunne hævde, at en formand for Det Konservative Folkeparti med fynd og klem skulle være i stand til uden den store forberedelse. Om han så selv havde forfattet sit foredrags—-papir (for manuskript kan man vel dårligt kalde det) skal jeg ikke kunne sige, men nok til at støtte hobbitten sikkert igennem ”den uventede rejse” var det ikke. Der var i det hele taget ikke meget eventyr over den kulturforståelse, som Mr. Barefoot kunne grave frem fra hobbithullet.

Men den virkelige virkelighed er som sagt heller ikke, hvad den har været, og det er partiformænd (ja, politikere i det hele taget) måske bare heller ikke. Herregud, manden har jo også kun studeret jura. Han har jo ikke læst litteratur eller sprog – eller for den sags skyld antropologi eller religionsvidenskab – eller andet som beskæftiger sig med ”hvad det der begreb ’kultur’ sådan betyder”. Men ”det må vi så spørge Per Stig Møller om, når vi møder ham.” Det er vist noget med sproget og disciplinen i folkeskolen (?). Men det gælder selvfølgelig mest af alt bare om ”at finde en balance”… ligesom på Mr. Barefoots taxameterordnede erhvervsuniversiteter, som vist er noget andet, end det universitet, hvor Per Stig Møller i sin tid studerede ”Kultur”.

Og lad os nu vende tilbage til den virkelige virkelighed og den mørke 1. maj, hvor hobbittens fjender fik en ordentlig en over de røde støvletter. Med denne tragediens dag fortsættes det hastige tilbagetog i meningsmålinger og almindelig venlighed, og oppositionen (de borgerlige) fortsætter tilsvarende sit stormløb mod de smuldrende rødmalede forsvarsværker, hvorved der erobres stadigt mere af fjendens land! Dette erobringstogt kommer af en eller anden grund bare ikke Det Konservative Folkeparti – Herredfolkene – til gode. ”Jamen Det Radikale Venstre stod også dårligt to år før valget i 2011,” hævder den trinde hobbitformand. Han kunne også have sagt ”Vi ønsker ingen eventyr her. Eventyr er ubehagelige og gør, at man kommer for sent til aftensmaden.” Ja, Mr. Barefoot, du kan ikke beskyldes for, at være ellevild for at udleve din indre eventyrlyst. I det hele taget bliver der fra formandens side ikke udvist meget vovemod til at indtage holdninger, der kan sætte Det Konservative Folkeparti på det landkort, hvor alle krigshandlingerne foregår. Krig handler dels om strategi dels om mod og mandshjerte, og selv i et slumrende hobbithjerte må der da ligge en tapper lille sjæl gemt, der er klar til at tage kampen op mod den store, røde drage. Noget af problemet er i hvert fald efter min bedste overbevisning, at Det Konservative Folkeparti med Larvis Barefoot i spidsen enten mener noget, som alle mener eller også mener noget, som mindst ét andet parti er langt bedre til at mene, end de er!

Historien om hobbitten Barefoot, der skal så grueligt meget igennem, vedbliver altså at være en ubehjælpsom rejse, hvor det mere handler om at være gartner for de få trofaste herredfolk end om med sværd i hånd at vove sig ud og stikke til den politiske middelmådighed. Den røde drage er godt på vej til at nedkæmpe sig selv, men der er intet, der tyder på, at den skat, som den ruger over, vil falde i hænderne på de konservative hobbitter.

Rimkrøniken Anno 2013 II

~ KG ~ En kommentar

Kredsen har modtaget sit første indlæg fra Aarhuskanten fra stud.theol. Isak Krab Koed, der er bestyrelsesmedlem i Aarhuskredsen. I sit bidrag til Kredsens kommende jubilæumsskrift skriver Hans Hauge, at det i sin tid en overgang var “litteraterne”, der styrede Københavnkredsen og de tidehvervkse, der regerede i Aarhus. Om det med dette poetiske indtog og den nylige tidehvervske oprustning i København nok engang er ved at vende til det modsatte, kan vi næppe sige noget om endnu, men interessant er det da dog at notere sig. Redaktionen takker i hvert fald for dette digt, der som alle andre bidrag er meget velkomne til at blive indsendt.

HØR, HVOR ER DEN GUD?
Af stud.theol. Isak Krab Koed

Selv stilhed støjer i engen, hvor dådyr
springer og antager kækt, de er til
idet jeg i martrende tvivl spekulerer
og overser englenes nynnen og spil

Hør, hvor er den Gud, der hyldes i bøger
så siger jeg, mens det regner i smug
og ænser slet ikke med drivvåde briller
at græsset er skabningens festlige dug

Og hvem er ham, de kalder for Kristus
en frelser eller en kryptisk poet
færdes han mon i Aarhus og Netto
hvor møder man en jødisk asket?

Omkring mig svæver bevingede kroppe
som stråler af himmelsk ånd og kulør
de søger forgæves at give fortrøstning
og tror vel, at jeg er skingrende skør.

Bladguld og 0,10-0.15 millimeter forgyldte skove

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Andreas Riis Damgaard har et par kritiske bemærkninger til Mads Holgers foredrag i Kredsen forleden aften.

Lige der, lige præcis på plads nummer 79 i det periodiske system, finder man det: au, aurum bedre kendt som; guld. Det er, efter min mening, ubestridt det mest interessante af alle metaller, og jeg er da så afgjort hellere ikke alene i denne betragtning. Guld har nemlig den helt specielle egenskab, at man ved hjælp af en glatpoleret granitambolt, noget pergament og ved gentagne slag med en hammer kan ændre og formindske tykkelsen på metallet og herved samtidig øge arealet og overfladen ganske betragteligt. Intet andet metal kan deformeres helt ned til en så imponerende spinkel tykkelse på blot 300-400 atomer , og samtidigt kan arealet øges mere, end man næsten kan forestille sig det – når guldet aktualiseres i denne form, da kalder man det ved navnet bladguld. Med dette bladguld kan man, som en anden mægtig konge af oldtidsriget Frygien, beklæde en hvilken som helst genstand, og da ligner det ved øjets umiddelbare beskuen det pureste pure guld.

”Velkommen til – ryger du?” Hertil lød svaret: ”Hele tiden!” Således gjorde Mads Holger kækt og kvikt sin entre i Vartovgården torsdag aften den 18. april 2013. Mads Holger var inviteret i forbindelse med semesterets faste forfatterarrangement, da han ud over at være rejsearrangør, blogger, operalytter (med en stor hang til Wagner) og radiovært også er forfatter til nogle bøger, og det var i kraft af dette forfatterskab, at han lagde vejen forbi ”Studenterkredsen” denne aften. På livlig, lystig og særdeles indlevende maner fortalte han om sit seneste selvbiografiske romanværk ”Bladguld”.

Bogen (og foredraget) handler om Mads Holger selv, men den handler også om hans subjektive oplevelse af, hvad der strømningsmæssigt og overordnet set skete med, i og for Danmark i kølvandet på det seneste årtusindskifte. Mads Holger taler fragmenteret, småsporadisk, polemisk, og alligevel med et nogenlunde klart mål, dog er midlet noget anderledes. Det er fyldt med røverhistorier, anekdoter, referencer til førsokratikere, citater, ligninger med talforhold mellem 0 og 2 og 4, Mater og meter og Pater og Peter, og meget andet. For mig at se er der to helt centrale ”ledemotiver”, som gennemsyrer bogen ”Bladguld”, og derfor ligeledes to ”ledemotiver”, som forfatteren udlagde for os igennem aftenen. I det følgende vil jeg forsøge at optegne to hovedlinjer i foredraget, fordi der trods alt i denne fragmenterede tale tegner sig nogle ret klare hovedtræk. Disse kalder jeg for ”ledemotiver”, med det for øje, at hovedlinjerne på mange måder kan anses for at være beslægtede med måden, hvorpå Wagner bruger sit ”leitmotiv”, dog udelukkende forstået i en formmæssig betragtning, og ikke nødvendigvis, hvad angår kvaliteten af de indbyrdes motiver. For når dramaerne udspiller sig i Nibelungens Ring, Tannhäuser eller Tristan og Isolde, da har de konkrete situationer, figurer og stemninger et musikalsk tema, som gør det muligt at holde hoved og hale på fortællingen. Da Mads Holgers lidt usystematiske foredragsform resulterer i et, efter min mening, lidt rodet foredrag, med en ofte lidt mere mangelfuld og rodet argumentation, vil jeg reducere det til disse to overordnede ledemotiver, som var, hvad jeg forstod ved foredraget, og for så vidt bogen.

For mig at se er det første ”ledemotiv”, om man vil, at globaliseringen i den periode, som Mads Holger forsøger at skildre i sin bog, har fået fat i verden, og at globaliseringen til stadighed bliver mere og mere udtalt. Førhen havde man blot betragtet globalisering som et abstrakt begreb. Man kunne måske også kalde det for en endnu ikke aktualiseret idé, som på mange måde beskrev, hvad vi formentlig kunne vente os i fremtiden. Dette ændrede sig drastisk i begyndelsen af 00’erne, og globalisering tog form og blev en realitet. Globalisering skal i denne sammenhæng forstås i ordets bredeste betydning, hermed indbefattende: dynamisk udveksling af kapital, en stigende grad af interdependens mellem lande, kontinenter og folk (såvel i økonomisk som åndelig forstand) og ikke mindst en noget nær bombastisk udvikling og ekspansion inden for udveksling af idéer og informationer – en verdensformindskende udvikling. Bogen omhandler herved i høj grad forholdet mellem Danmark og Verden. Ligeledes er bogen/foredraget sat i en international ramme, da Mads Holger er meget berejst, og store dele af hans fortællinger foregår på flere kontinenter. På flere måder sætter ”det internationale” et stort præg på flere facetter af bogen/foredraget.

Det andet ”ledemotiv” er tiden. Ikke forstået som nogen abstrakt kantiansk anskuelsesform ”Zeit”, men mere som i ”Zeitgeist”. ”Ledemotivet” omhandler nemlig manglen på ånd, eller manglen på ånden i tidsånden. Mads Holger påpeger nemlig gentagne gange, at Danmark, i den første del af 00’erne var i et stort økonomisk opsving. Dette gav velstand for Danmark og for danskere i almindelighed, men kun velstand forstået ud fra en økonomisk optik. For samtidig med denne positive økonomiske udvikling, skete der en fattiggørelse i åndelig og kulturel forstand. Derfor beskriver han 00erne som en kulturløs tid. Denne såkaldte kulturløshed resulterede i en opdeling her til lands. Der udsprang nemlig ifølge Mads Holgers analyse af tidsånden to ret konkrete grupperinger i samfundet – man kunne være fristet til, at kalde det for en polarisering ud fra den måde, hvorpå det skildres. På den ene side stod de borgerlige, som var af og tog aktiv del i tidsånden; åndløse og med en meget begrænset interesse for fortiden. På den anden side stod de venstreorienterede, som havde interesse i ånd, i det fortidige, og derved ikke tog del i tidsånden på samme vis. Dette resultererede i, at der forekom et klart valg for hver enkelt i denne periode – valget mellem enten at hænge sig i den fortidige kultur, og herved være en del af det venstreorienterede segment, eller at bøje sig for 00’erne og blive et borgerligt åndløst hul med spidse sko og masser af kontanter på lommen.

Disse betragtninger fremlagde Mads Holger for os. Måden, hvorpå han gjorde det, var dog noget anderledes. Den var noget mere fragmenteret, men overordnet set var der nogle hovedtræk, og jeg synes på sin vis, at de er kommensurable med ideen om ledemotivet – hvor man af og til igen og igen bliver præsenteret for melodi eller rytmik, som man da strax kan generindre, og derved kan det benyttes til forståelsen af værket i helhed, men der er fyldt med opbrud i denne form – altså modsætningen til den mere cykliske sonateform. Det lyder jo også mægtig godt alt sammen (og det synes jeg virkelig også, at det gjorde). For man må give Mads Holger, at han utvivlsomt repræsenterer nogle grundlæggende gode konservative værdier, og at han gør sig nogle, synes jeg, meget rigtige betragtninger om udviklingen i Danmark og om Danmark i forhold til resten af verden.

Der er blot for mig at se et par væsentlige problemer i hans fremstilling. Fra begyndelsen af foredraget til slutningen ekskluderer han nærmest alt og alle, som han fortæller om, hvad end der er tale om politiske retninger, politisk personage, religiøse retninger, sociologer, filosoffer og så meget andet og mange andre. Han påbegyndte denne proces ved for eksempel at indlede aftenens foredrag med at sige således i sin allerførste bemærkning: ”Jeg skal lige havde rystet det værste Tidehverv af mig…”, da han den samme torsdag aften havde haft familien Krarup på besøg i radiostudiet på ”Skriftestolen”. Herefter skød han med skarpt efter grundtvigianere, missionsfolk, politikere etcetera, og sådan fortsatte det hele foredraget igennem – med den endog stadige tilbagevendende lyd af et ledemotiv hist, og et ledemotiv her. Det er for mig at se logiske inkonsistent, med måden, hvorpå foredraget efterfølgende spændte af. Umiddelbart efter begyndelsen på foredraget kritiserede Mads Holger nemlig den ”ironiske epoke”, som han mente, var et af 90ernes kendetegn, og som stadigvæk lever videre på for eksempel P3 den dag i dag. Han fortalte om, at denne ironi er ærgerlig, da den ikke tager stilling til noget som helst, da den er fuldstændigt ironisk distancerende til tilværelsen og derved stiller en tilbage med følelsen af ligegyldighed, da man aldrig i denne ironi mener noget som helst.

Personligt er jeg for så vidt fuldstændig enig med Mads Holger i denne betragtning, men samtidigt fuldstændig uforstående over for den metodik, han selv går frem med. For er det ikke præcis ligeså let at være ironisk distanceret til tilværelsen, som det er næsten udelukkende at sige, hvad man ikke mener, at kritisere uden at løse, og på denne ekskluderende fremgangsmåde ende med kun at tale negerende og ekskluderende uden at addere og måske endda konkludere? Er denne ”Via negativa” ikke ligeså problematisk som den reneste ironi? Efter foredraget spurgte jeg Mads Holger gentagne gange herom, men han ville ikke rigtig svare på mit spørgsmål, på trods af at jeg forklarede ham, at det var meget vigtigt for mit syn på foredraget og egentlig også mit syn på ham som tænker. Han behøvede blot at sige: ”Jeg mener et eller andet, som nogle andre også mener”, eller ”Jeg kan godt være lidt enig i det her”, ja eller sågar ”Jeg mener det her”, men det lod sig desværre ikke gøre for mig.

Efter spørgerunden kom der nogle svar på bordet, og herved kom jeg hjem med vished om, at han (ligesom Grundtvig) anser modersmålet for at være essentielt for Danmark, at han er kristen, at modersmålet holder os sammen som et folk, og at han ryger meget. Udover dette fandt jeg mest ud af, hvad Mads Holger ikke mente.

Lad os slutte ved begyndelsen, nemlig ved lidt fordybelse i titlen på Mads Holgers bog. For når man på afstand kigger på bladguld, ligner det guld, men hvis man er nysgerrig, kommer helt tæt på og man med hånden undersøger tyngden, da mærker man det straks og indser det straks – det var ikke det pureste pure guld, men blot en belægning og ikke blot en belægning, men verdens spinkleste mest følsomme ædelmetalbelægning – og sådan synes jeg også, at foredraget forekommer før og efter spørgerunden. Men i spørgerunden fik man indtrykket af, at der ikke rigtig var fundament i motiverne, hist og her manglede der noget dybde i klangen. Overordnet set vil jeg vove den påstand, at der manglede fundament i mange af Mads Holgers udtalelser og pointer, ligesom argumentationen ofte var lidt vag, men faconen var dog velformuleret, kæk, anderledes og utrolig kvik.

På denne måde synes jeg egentlig at titlen ”Bladguld” er fremragende, og som udgangspunkt da også for foredraget. For under de 0,10-0,15 millimeter skinnende klart guld, de forgyldte realiteter, ligger sandhederne og lurer, og en af disse er en fundamental mangel på dybdegående argumentation for ikke så få påstande.

Rimkrøniken anno 2013

~ KG ~ Skriv en kommentar

I gamle – altså i mytologisk gamle – dage var der i Kredsens blad en stærk tradition for post-festum lejlighedssange. En tradition, der nu ser ud til at være blomstret op af glemslens muld. I hvert fald har redaktionen modtaget følgende fra en vis hr. stud.poet. Jørn “Granaten” Hærknas i anledning af de to bestyrelsers årlige dannelsesrejse til Skærum Mølle i weekenden.

Mel: En i Kredsen bekendt slagsang

Når vi drager, som de Krager
Over Land med Forårstegn
Langt mod Vesten hist hvor Blæsten
Præger Jyllands golde Egn
Vågner Kredsens Mænd og Jenter
Synger, mens vi spændte venter
På at Skærum Øjet ser
På at Skærum Øjet ser

Og i Bussen frem med Sjussen
Frem med Gammel Dansk så ram
Ad de Veje, Jensen dreje
Over Bro og Bakkekam
Sorte Guld og Frydesange
Gør, hver Dåre bliver bange
Kredsens Sang er Gude-Gnist
Kredsens Sang er Gude-Gnist

Og ved Åen, ja, der lå den
Målet for vor Kredsen-Tur
Dåser flyder, og vi nyder
Gudruns Mad fra ”Løve-Bur”
Her på Heden mærkes Sæden
Som den spirer midt i Væden
Livets Vand er nu for Hånd
Livets Vand er nu for Hånd

Vores Formænd, de tør ro den
Båd vi stævner ud herfra
Ned skal Whisky, bare prisgiv
Krop og Stemme, vi er klar
Med en Sangbog og en Bajer
Skal vi vinde Torden-Sejr
Knold og Ånd vær nu beredt
Knold og Ånd vær nu beredt

Og hver Morgen, Hoved-Sorgen
Dundrer frem i fuld Galop
Træthed tordner, Kaffen ordner
Vangshardt synges lystigt op
Hvaler slagtes, Jord forpagtes
Island tragtes, Ungdom agtes
Else, hold mit mindste Bud
Ellers bli’r du skiftet ud

Anekdoter, gamle noter
Frem fra Kredsens Ånds-Arkiv
Frit de springer, let på Vinger
Og de får fornyet Liv
Garne priser Laurids’ Mæle
Ballings Slægtning Fromhed kvæle
Kætterpriser deles ud
Kætterpriser deles ud

Frygt dog ikke, tro og nikke
Det kan Kredsens bedste Mænd
På en Gud-Dag og en Slud-Dag
Fikser Nadver alt igen
Og som sidste punkt vi ærer
Damgaards Slægt, og konverserer
Tak for Sild og Snaps igen
Tak for Sild og Snaps igen

Hele Turen, frem med Luren
Det er Åndens Våbengny
Ungdoms-Flammer Tonen rammer
Og det klinger højt i Sky
Men før alle bliver fromme
Må vi ned fra Babel komme
Du er klam, din idiot!
Du er klam, din idiot!