Spørgsmålet, om der gives en særlig kristen etik, synes gang på gang at kunne påføre det danske teologisk-orienterede åndsliv en voldsom hovedpine. Således er det igen dukket op efter at Kristeligt Dagblad, i forbindelse med lancering af deres nye portal etik.dk, igen har valgt at sende det til debat. Dette er senest kommet til udtryk i Ulrik Becker Nissens kronik ” Selvfølgelig er der en specifik kristen etik” bragt i avisen d. 17. juni. Heri knytter Nissen an til Løgstrups indflydelsesrige filosofi, der som bekendt gør op med denne forestilling, og kritiserer den for at anlægge de forkerte præmisser for en eventuel tale om kristen etik.

Imidlertid kan man, og det er der en pointe i, ligeså godt fænge an ved Løgstrups mere uartige klassekammerat, Johannes Sløk, der cirka på samme tidspunkt Som Løgstrups ”Den Etiske Fordring” i værket ”Kristen moral før og nu” også afviser forestillingen om en kristen etik.
Summarisk sagt viser Sløk heri, med sin vanlige idéhistoriske snilde, hvorledes kristendommen op gennem historien er blevet overtaget og forvansket af græsk filosofi, skolastik og pietisme, og således blevet offer for en moralisering, hvilket har foranlediget den misforståelse at der i kristendommen skulle være anlæg for en særlig etik og moral. Han forsøger i stedet at vise at Kristendommen ingenlunde stiller sådanne krav til mennesket, men blot ”kræver næsten af din hånd.”Sløks diagnose er på mange måder rigtig og berettiget, men alligevel, og det gælder hans forfatterskab generelt, gør han også sig selv skyldig i lignende overgreb på kristendommen. Sløk er nemlig en rigtig moderne tænker, i ordets mest bastante danske betydning, og forsøger derfor livet igennem at forstå kristendommen på disse præmisser, og ender derfor, på tilsvarende måde som Løgstrup, i en uheldig position der ikke uden videre kan siges at være holdbar i en nutidig og meningsfuld kristen teologi.

Pointen med ovenstående skulle gerne være noget i retning af følgende: Når etik behandles ud fra en bestemt filosofisk tankegang, det være sig Løgstrups skabelsesfænomenologiske ontologi eller Sløks modernistiske narrativseksistentialisme, og der på samme tid forsøges formuleret en teologi og kristendomsforståelse ud fra samme udgangspunkt er det naturligvis ikke muligt at tale om en etik der skulle være særligt kristen. Spørgsmålet er naturligvis også, om der overhovedet kan tales om ordentlig Teologi, og dermed kristendom, i sådanne tankegange.

Ulrik Becker Nissen synes at være med på dette et stykke af vejen, og forsøger i stedet at plædere for at tænkningen kan komme frem til en særlig kristen i krydsfeltet mellem fire kilder – Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. Især lægger han vægten på traditionen, hvori han ser muligheden for at fastholde en kristen etik der samtidig kan være almen og gå hånd i hånd i med de andre monoteistiske religioner og dermed holde skak mod truslerne fra globaliseringen.
Det kan umiddelbart lyde meget fornuftigt, men det ses dog også her at den kristne etik igen forsøges at tilnærmes udefra, med begreber som tradition og globalisering i bagagen.

Således som kristendommen altid må forsøges forstået i dens egen åbenbaring, i evangeliet om Jesus Kristus, således må en eventuel kristen etik også forsøges med dette som sit udgangspunkt. Det betyder altså at den også må gøre gældende så alvorlige ”dogmer” som omvendelse, synd, næstekærlighed, tro og eskatologi. Så kan det meget vel være at den lader sig formulere på et filosofisk sprog med filosofiske termer, men det er immervæk også noget ganske andet end at forsøge at begribe den (og kristendommen i det hele taget) med et filosofisk apparat, for bagefter at iklæde den en kristen terminologi.

Jeg skal ikke her forsøge at fremlægge mit eget bud på en sådan teologi, der ikke gør sig skyldig i filosofiske overgreb, og eventuelt kan formulere en sand kristen etik. Blot vil jeg til slut gøre opmærksom på, at det på dansk grund så tidligt som i 1844 allerede var blevet vist, at en meningsfuld (kristen) etik nødvendigvis må gøre den kristne dogmatik gyldig. Således skriver Kierkegaards pseudonym, Vigilius Haufniensis, følgende i Begrebet Angest:

”Ethisk dreier Alt sig om at faae Individet rigtigen stillet i Forhold til Synden. Saasnart det staaer der, staaer det angrende i Synden. I samme Øieblik er det, seet i Ideen, hjemfalden til Dogmatiken”