Forfatter: RV

Kantianske shamaner

~ RV ~ 2 kommentarer

Stud.mag. og bestyrelsesmedlem Rasmus Vangshardt om amerikansk litteraturhistorie.

“Amerikansk transcendentalisme” tillader litteraturhistorikere sig at kalde den strømning, som poeterne Ralph Waldo Emerson (1803-1882) og Henry David Thoreau (1817-1862) grundlagde i midten af det 19. århundrede, og som lige siden har indtaget en plads i litteraturhistorien som tidlig, litterær fænomenologi, spidsfindig og elegant idealisme eller alternativ, politisk tænkning. Alle tre beskrivelser opfundet til at skjule det faktum, at deres tænkning ikke består i andet end sværmerisk mysticisme.
Spørgsmålet, hvorfor man kalder denne strømning for ”transcendentalisme”, bør være det første, der rinder enhver læser i hu. Undertegnede har sandt for dyden ikke svaret, og efter min mening grunder betegnelsen hovedsagligt i et kujonagtigt knæfald for husguderne selv, der fik lov til at styre deres egen virkningshistorie, både inden for og uden for Nordamerika.[i] De kaldte deres egen lille loge for Transcendentalistcirklen, og det var tilsyneladende et forsøg på at føre dele af Immanuel Kants filosofi ud i livet. 
Det forekommer mig, at betegnelsen hviler på en sær antagelse om, at et materialistisk verdensbilledes modsætning er et transcendentalt. Men så må man da som minimum spørge, hvad der transcenderer den menneskelige virkelighed i Emersons og Thoreaus univers, hvad end denne menneskelige virkelighed forstås idealistisk eller materialistisk? Noget må jo gøre det, hvis begrebet transcendentalisme skal give mening. Jeg kan dog ikke finde det nogen steder. Og især ikke i deres gudsbegreb.
 
Først vil jeg dog rose Emersons begreb om ”self-reliance”. Emerson skriver i essayet af samme navn, at ”my life is not an apology, but a life,” hvilket er mig en sympatisk tanke. Det ligger også fint i tråd med en kristelig tale om, at Gud elsker dig som den arme synder, du er, ikke som det ideal, du ikke lever op til. Og det er naturligvis fint.
Derudover er det også på sin plads at rose især Thoreau, men også Emerson, for, at de som poeter betragtet ikke er uinteressante. Nyd eksempelvis følgende Thoreau-citat:
”The light which puts out our eyes is darkness to us. Only that day dawns to which we are awake. There  is more day to dawn. The sun is but a morning star.”
Hvad det betyder, aner jeg ikke, men flot er det da. Mit problem med de tos skriblerier er et ganske andet, for deres mål er ikke poesi, men snarere at (mis)bruge poesien som en slags sandhedsorgan for mysticistisk (guds)erkendelse og pubertære revolutionsdrømme. Hvis man begrænser sig til Emersons essays ”Self-reliance” og ”Nature” samt Thoreaus ”Walden”, synes begges anliggende først og fremmest at være en slags anti-traditionalisme: Bøger og historie er borgerlige påfund, der skal fastholde menneskets blik bagudrettet, så det ikke opnår det, Emerson kalder ”an original relation to the universe”:

”Why should not we have a poetry and philosophy of insight and not of tradition, and a religion by revelation to us, and not the history of theirs [vores forfædre, RV]? Let us demand our own works and laws and worship.”

 

Men så må jeg spørge: Er vores forfædres liv ikke også levet liv? Og skulle det ikke være tilfældet, at der kan tales således, at muren mellem mig og eksempelvis Paulus eller Shakespeare bliver gennemsigtig, sådan at de taler dér, og jeg hører hér, som de tidlige Tidehvervsfolk ville have sagt det? Men nej, glem det skidt til Bibelen og Hamlet, vi må skabe vores egen ”worship”. Hvordan da, spørger De så dem selv? Emerson har skam svaret:
”In the woods is perpetual youth. Within these plantations of God, a decorum and sanctity reign. […] In the woods, we return to reason and faith. There I feel that nothing can befall me in life, – no disgrace. […] I become a transparent eye-ball; I am nothing; I see all; the currents of Universal Being circulate through me; I am part of or particle of God. […] The greatest delight which the fields and woods minister, is the suggestion of an occult relation between man and the vegetable.”
Og lige som man ikke tror, at det bliver mere gakket:
”I am not alone and unacknowledged. They [the fields and the woods, RV] nod to me, and I to them.”
Tilsyneladende er dette ideal om at blive “a transparent eye-ball” altså alternativet til retrospektiv traditionalisme. Vi skal indse, at markerne og skoven ”anerkender” os og ”nikker” til os i stedet for at læse Romerbrevet.

Til Thoreaus retfærdighed skal det dog nævnes, at hans antitraditionalisme langt fra er lige så eksplicit, og det er derfor sværere at anklage ham for selv samme. Men det synes mig dog klart, at ”Walden” er et forsøg på at gøre det, Emerson efterlyser.

Efter min mening skyldes denne anti-traditionalisme flere ting, hvoraf jeg her skal indskrænke mig til at nævne to. For det første kan den skyldes for stor afhængighed af Kants aposteriori-kategori, der som bekendt kun rummer empiri i en temmelig naturvidenskabelig forståelse. Transcendentalisterne var netop meget optagede af Kant og læste ham i deres ”cirkel”. Måske er det derfor, at Emerson og Thoreau ikke ser, at aposteriori-kategorien bør udvides, sådan som Gadamer så klogeligt har slået fast. Aposteriori-erkendelse bør også dække blandt andet tradition og åbenbaring, hvis den menneskelige forståelse skal beskrives adækvat. Det så Kant ikke, og det ser transcendentalist-spirerne ikke.

For det andet skyldes denne antitraditionalisme tilsyneladende en slags politisk, revolutionær indstilling. Det politiske ligger latent i begges tekster og særdeles eksplicit i især Thoreaus liv. Deres revolutionære indstilling går især på en tanke om, at mennesket holdes i lænker af institutioner som kirken, staten, byen, og at vi kan sætte os selv fri ved at tage afstand fra dem. Det kan i visse tilfælde være rigtigt, at de undertrykker mennesket, men som altid med sværmeriske, revolutionære drømme kammer det over i troen på det grænseløse subjekt, der selv sætter sine grænser. Emerson:

”The sensusal man comforms thoughts to things; the poet conforms things to his thoughts.”
En slags kantiansk shaman, forstås…[ii]
Alligevel er det værste aspekt ved dette ”transparent eye-ball”-ideal den totale mysticisme, der lægges for dagen. Begges naturerkendelser er blottet for sandhedsbetingelser, og hvad andet ord for dette er der end mysticisme? I vore dage ville nogle sikkert kalde det fænomenologi og gerne for min skyld: Men så må man stille det samme spørgsmål: Hvad er sandhedsbetingelserne for en såkaldt fænomenologisk analyse af et træ eller et venteværelse hos en praktiserende læge, sådan som man ser dem udfoldet nu til dags?

På sin vis er Thoreau ikke lige så slem som Emerson, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han kun forekommer mindre rabiat, fordi han ikke har disse metaovervejelser over sin metode, som Emerson har. Til gengæld er Thoreaus kristendomsforståelse mig noget nær en modbydelighed. Jeg tillader mig at fremhæve følgende passage:

”If you would avoid uncleanness, and all the sins, work earnestly, though it be at cleaning a stable. Nature is hard to overcome, but she must be overcome. What avils it that you are Christian if you are not purer than the heathen, if you deny yourself no more, if you are not more religious?”
Og her gik jeg rundt og troede, at kristendommen netop havde ophævet skellet mellem rene og urene måder at leve på, således at den aldrig kan ende som politisk ideologi, som det er tilfældet med islam. Men jeg har heller aldrig været en ”transparent eyeball”, så det forklarer måske mine fejltagelser.
Slutteligt et enkelt pænt ord om Emerson. Han lykkes da med én sand erkendelse: ”The sun also shines to-day.” Se, dér er en hævdelse, hvis sandhedsbetingelser kan blotlægges.
Noter
[i] Et fænomen, der ikke bør være danskere fremmed. Anders Thyrring Andersen har i Kredsen påpeget, at det samme gælder Johannes V. Jensen: Kongens fald beskriver en klokkeklar kristelig antropologi, men alligevel fik han lov til at styre sin virkningshistorie således, at alle tænkte ham som darwinist.
[ii] I den modsatte ende af verden gik russiske F.M. Dostojevskij rundt på stort set samme tid og så helt anderledes klart, hvilke konsekvenser en tro på det grænseløse subjekt ville få: Terrorisme. Med Rowan Williams blændende formuleringer formørkes subjektet i sin søgen efter grænseløshed:
“The freedom of the void is the dream of a liberty completely without constraint from any other, human, subhuman or divine;    because it has no ‘other’, it can also have no content. But this means that the hunger for such freedom can only manifest itself in destruction, flinging itself against any limits; and when those limits are destroyed, it has to look around for more ‘others’ to annihilate, culminating in self-destruction. Since limits make us, what we are, the idea of absolute freedom is bound to be terroristic.”

Øl som bekendelseshandling eller: hvorfor en frokost hedder en frokost

~ RV ~ En kommentar

Alle Kreds-husarer ved, hvad en frokost er, men det er i den sidste tid blevet mig klart, at ingen ved, hvorfor en frokost hedder en frokost.  Jeg forhørte mig hos flere af de gamle koryfæer, men de havde kun skammeligt saglige grunde at byde på, såsom at det skam er en kendt drik, der hedder sådan i hele landet, eller at det stammede fra Andys bar, hvor man i gamle dage tilsyneladende kunne spise frokost, og at de gamle fyldebøtter blev ved at kalde en frokost for en frokost, selvom der ikke var andet end bajere tilbage.
En anden forklaring kunne være, at Thomas Michael på Her er ro-bar har et enormt lager af for gamle elefantbajere, som han skal af med, inden de for alvor bliver sundhedsskadelige, og derfor har prakket Kredsen denne drik på.
Historiske årsager som disse kan være meget gode, men ved et tilfælde er jeg stødt ind i en mere mytologisk forklaring, der af netop den årsag i Kreds-sammenhæng naturligvis må holdes for sandere.
De fleste vil vide, at et af det tidlige Tidehvervs store kæpheste var den missionske skelnen mellem Guds børn og verdens børn. Skellet slog – så vidt jeg ved – for alvor igennem på dansk grund i første generation af den indremissionske vækkelse i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, hvor de stærke folkelige vækkelser i visse kredse skabte et behov for, at man kunne skilte med sin frelsthed. Der skulle være tydelig, udvortes forskel mellem dem, der havde valgt Jesus (netop Jæææsus og ikke Kristus) og således var en del af de helliges samfund, og så dem, der levede i mørket.
De første Tidehvervsfolks kritik af det skel måtte naturligvis også pege mod dem selv, og derfor fik de selv brug for en ny markør af, at de altså var Guds børn. Måske var det derfor, at de blev kendt på særligt én ting: At man altid vidste, når der var en Tidehvervsmand i stuen. De bandede højere, var mere stridslystne og drak som regel tungere end resten af selskabet.
Denne tradition gjorde ifølge Torben Bramming i bogen Livsmod på Guds ord om Kristoffer Olesen Larsen, at øl nærmest blev en bekendelseshandling. Herligt ord! Her bedes man naturligvis også se en parallel til, hvordan man for tiden oftest kommer med i Kredsen. For hvis det ikke er i tågerne på Her er ro-bar – hvor så?  For Kredsen fik denne bekendelseshandling den særdeles interessante konsekvens, at man ifølge Torben Brammings arkivarbejde et år brugte overskuddet fra bladet Tidehverv til at ”drikke frokoster”.
Dermed turde to ting være slået fast: (1) Frokostens genealogi og (2) det faktum at Kredsen i sandhed er bærer af en grundtvigsk-tidehvervsk tradition.

Også holdt som skåltale til Kredsens julefrokost 21. dec.


—
Appendix I
I Brammings bog fortælles det for øvrigt også, at der var grænser for det tidehvervske frisind. Da den senere så kendte fortæller og oversætter Anne Sofie Seidelin som 18-årig tog med på Tidehvervs sommermøde i Hinsgavl og tillod sig at tage på kro med den ældre forfatter Marcus Lausen, skal N.I. Heje personligt være kørt af sted for at hente hende tilbage. Ifølge Bramming følte Heje sig simpelthen ”ansvarlig for hendes ærbarhed”.
Appendix II
I forbindelse med Olesen Larsens forhold til henholdsvis grundtvigianismen og Indre Mission kommer Bramming igen ind i nærheden af skellet mellem Guds børn og verdens, da han beskriver Olesen Larsens forhold til omvendelsens mulighed. Her havde Olesen Larsen det særdeles svært med begge kirkelige retninger. Problemet for Olesen Larsen er ifølge Bramming, at begge retninger tror, at det er mennesket, der sidder inde med en mulighed over for Gud. At det er mennesket, der egenhændigt vælger mellem frelse og fortabelse.
Hos Indre Mission gør man det revolutionært i form af en radikalt forskellig oplevelse før og efter den hændelse, at man har valgt Gud, mens man hos grundtvigianismen gør det evolutionært i form af en guddommelig spire, der kan bringes i langsom vækst i menigheden. Bramming:
”Derved står Indre Missions forkyndelse af omvendelsen hele tiden i fare for at psykologiseres, så det hele tenderer imod baptisme, dvs. voksendåbsteologi, der lægger stor vægt på den psykologiske tilegnelse af det, der tilsiges én i dåben. I grundtvigianismen har man svært ved at ’værge sig mod idyllen,’ som Olesen Larsen siger det, og sørge for, at der virkelig sker noget. Det er svært at vise forskellen mellem kristelig frimodighed og menneskelig livslyst. Grundtvigianismen tenderer hele tiden mod humanismen.”
Problemet for begge retninger er for Olesen Larsen, at det menneskelige jeg spaltes i to: En syndig og en hellig del og det, der frelses, er kun den hellige: ”sjælen eller den evige spire af guddommelighed” (s. 36). Guds Ord er tale til den hellige del, og når man ikke hører Guds ord, er det fordi det naturlige menneske har fået for meget magt. Men Olesen Larsen påpeger, at det er det hele menneske med dets laveste sanser, værste tilbøjeligheder og mørkeste tanker, der frelses. At hævde andet er ifølge Bramming det, Olesen Larsen kalder flugten fra livet.

Vi umyndige

~ RV ~ Skriv en kommentar

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret. Anden tekstrække.
Matt. 11, 25-30. 
På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

—

I den russiske forfatter F.M. Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf lyder allerede på side 30 ud af bogens 700 sider det, der er bogens anliggende: en forkyndelse af, at på den sidste dag, da vil Gud dømme og tilgive både de gode og de onde, de kloge og de fattige i ånden. Og derefter, når han har dømt dem, så vil han vende sig mod fulderikkerne og horekarlene. Alle dem, der åbenbart begår så grimme synder, at de ikke tæller med i almindelige kategorier om godt og ondt, og så vil Han sige til dem: Kom til mig, også I, fordi I aldrig har ment, at I var værdige til det.
Denne tale hører man i Forbrydelse og straf ikke fra en pæn og velfriseret præst eller fra en ansvarsfuld, russisk patriark. Den er lagt i munden på en forhenværende embedsmand – Marmeladov – der har mistet sit arbejde på grund af druk. Da han forkynder disse ord, er han tilmed uanstændigt fuld i en ulækker ølkælder i Sankt Petersborg, og de penge, han har drukket sig fuld for, skulle være blevet brugt på mad til hans mange børn, der er sultedøden nær. Alligevel er det altså fra en mand som ham, at man hos Dostojevskij skal høre sandheden.
I dag hører vi så i evangelieteksten, hvordan Jesus priser Gud for, at han har skjult noget for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Sådan én er Marmeladov tydeligvis. Umyndig. Men det, vi skal lære af både Marmeladov og af evangeliet til i dag, er, at det ikke kun er drankerne, Marmeladov-typerne, der er umyndige. Kristeligt set er hver og én af os umyndige – over for Gud.
Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvordan vi ikke kan lade være at forsøge at bygge stiger op til Himmelen. Fra fortællingen om Babelstårnet til nutidens snak om demokratiet som verdens lys. Det er det, man kalder religiøsitet. Forsøget på at ophøje mennesket selv og dets ritualer til Gud og dermed at gøre det myndigt. I vores dage ser vi det også især i den moderne tro på, at man kan finde Gud ved at kigge ind i sig selv. Ved at finde en indre hvile gennem lykkepiller, urte-te eller yoga.
Det betyder ikke, at lykkepiller, yoga eller urte-te ikke kan være fint og nyttigt her på jord. Når evangeliet til i dag taler om, at noget er skjult for vise og forstandige, betyder det jo naturligvis heller ikke, at man skal undlade at forsøge at blive vis og forstandig i verdslige anliggender. Men det betyder, at i det sekund, man tror, at lykkepiller, yoga eller urte-te kan bringe Gud nærmere, da er man på afveje. Og så er Marmeladovs ølkælder, hvor ingen tror sig værdige til Guds nåde, langt at foretrække.
Som Martin A. Hansen siger det i en desværre ukendt fortolkning af Grundtvigs salme O, kristelighed:
”At blive frelst vil ikke sige at finde det gode igen. Det kan ingen.”
Vi kan ikke selv finde Gud, hverken gennem druk eller gennem yoga, og det er det glædelige budskab: At selvom vi ikke kan finde Gud, så fandt han os. Derfor fortsætter Martin A. Hansen også:
”At blive frelst vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i det øde, hvor alt er tabt, hvor redningen kommer.”
Kristendom er det modsatte af religion. Hvor religion er menneskets forsøg på at bygge sig op til Gud, er kristendom er forkyndelsen af, at der kun går en vej fra Gud til mennesket, og det er Hans vej til os. På den måde ønsker vi alle at være vise og forstandige, men er umyndige, når det gælder vores forhold til Gud. Det gælder Marmeladov i sin ølkælder, og det gælder mig, når jeg står her. Derfor siger Martin A. Hansen også så glædeligt, at frelsen: den finder man ikke. Den kommer.
Denne umyndighed, vi alle har over for Gud, betyder også, at vi ikke selv kan finde hvile her i livet. Men det er jo ikke her, evangeliet til i dag slutter. Det begynder nok med talen om det, Herren kun åbenbarer for de umyndige. Men det slutter med Jesu opfordring om, at vi skal komme til Ham, for at Han skal give os hvile. Over for Gud er vi alle syndere – umyndige –, og vægten af den synd kan vi ikke bære på vores egne skuldre. Men hvad skal denne hvile, man kan få ved at komme til Kristus, så betyde?
Det betyder bestemt ikke, at man kan finde ud af, hvordan man skal leve sit liv, blot fordi man er kristen. Jeg kan ikke gennem troen få at vide, om jeg skal gå i krig for mit fædreland eller ej. Jeg kan heller ikke få at vide, hvordan jeg skal leve med de sorger, der vil ramme mig gennem livet.
Samtidig betyder det ikke, at der ikke længere vil være byrder at bære. Det løste ikke Dostojevskijs problemer, at han fandt sin tro i et sibirisk fængsel blandt mordere og røvere, for han tog hjem derfra og blev ludoman. På samme måde for alle andre: At vende sig mod Kristus betyder ikke, at livet bliver let at leve.
Til gengæld betyder det, at ægte hvile alene er i Kristus: At der er skænket os nøjagtigt det, vi ikke kan skænke os selv: Befrielse fra vores synder, hvis vi tror. Derfor vil vi gå på hans stier, som profeten Mika lige har sagt det. For at både Marmeladov og vi kan finde den ultimative trøst i, at det, vi ikke kan, på korset er gjort for vores skyld.
Amen.

Rødding Frimenighed  d. 25. november.

De herrer oprørere

~ RV ~ Skriv en kommentar


Til jubilæet for Studenterkredsen Aarhus’ 70-års-dag antydede flere repræsentanter for de ældre generationer af Kreds-folk, at man med rette kunne forvente, at Studenterkredsen af i dag deltog aktivt i tidens ”oprør”.

Disse holdninger kom til udtryk efter en længere diskussion om forskellen mellem det faktiske og det sande universitet (Læs: henholdsvis den institution, vi har valgt at kalde ”universitetet”, og så Kredsen), der førte over i en diskussion om nutidens, faktiske universitet, hvor spytslikkerkulturen ifølge Viggo Mortensen hersker, og hvor new public management-ledelse har udryddet enhver form for dannelseskultur.
En ældre herre blandt publikum – jeg ved ikke, hvem han var – mente eksempelvis, at hans generation af Studenterkredsen dog ”havde gjort sit” under ungdomsoprøret, og nu måtte den nye Kreds-generation træde til i oprøret mod det moderne (faktiske) universitets udvikling. Læg mærke til selvgodheden.
En anden herre mente, at Studenterkredsen havde været skammeligt fraværende i 00’ernes kulturkamp, som Søren Krarup og Jesper Langballe så dygtigt indledte med det, de kaldte Systemskiftet anno 2001. Om han mente, at Kredsen skulle have været for eller imod denne kulturkamp forblev uklart – den ros skal han dog have.
Flere ting er åbenlyst galt ved disse efterlysninger af Studenterkredsen i den offentlige debat.
For det første beror kritikken fra den ældre Omkreds på en positivisme, som man ellers – naturligvis – havde travlt med rituelt at skyde på som en del af udfaldet mod det moderne universitet. Man ræsonnerer således: Studenterkredsens påvirkning er hverken til at se i den offentlige debat om 00’ernes kulturkamp eller i kritikken af det faktiske universitets udvikling. Ergo er denne påvirkning der ikke.
Men hvad havde disse herrer regnet med? At det enkelte bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen eller en ven af huset skulle undertegne sine læserbreve med stillingsbetegnelsen ”Kreds-mand”? At bøger, skrevet af folk, der har (haft) deres gang i Kredsen, på smudsbladet først og fremmest skulle have nævnt, at vedkommende var Kreds-mand – og dermed en af de gode?
Argumentet kan kun hvile på en antagelse om, at hvis påvirkningen ikke kan måles og udskilles fra andre faktorer, så er den der ikke. Alligevel skulle man altså fra samme herrer høre kritik af det nuværende, faktiske universitet som positivistisk i værst tænkelige forstand.
Heldigvis svarede et nuværende bestyrelsesmedlem da også ret hurtigt: Selvfølgelig kan Studenterkredsens ”påvirkning” af debatten ikke ses. Men den er der. De bøger, vi skriver, når vi er blevet tørre bag ørerne og har fået drukket de værste studentikose tilbøjeligheder af os, kan ikke undgå at blive dybt påvirket af det faktum, at deres forfattere har fyret deres bedste år af i Kreds-sammenhæng. Og de skænderier, vi roder os ud i, i fredagsbaren på universitetet og til foredrag og debatter i det ganske land, om det så er i Politikens Hus eller til Tidehvervs sommermøde, vil i sagens natur være dybt inficerede af, at vi har vores gang i Kredsen.  Og det vil jeg hævde, selvom de herrer oprørere ikke kan finde det ekspliciteret nogetsteds.
Derudover finder jeg det frastødende, at man med ovenstående efterspørgsel efter Kredsen i dag i den offentlige debat tilsyneladende betragter Studenterkredsen som en art lejesoldater, man kan sende ud i Det Godes navn. Kunne man måske ikke forestille sig et bestyrelsesmedlem i dag, der mente, at ’68-oprøret førte noget godt med sig? Eller at tidens new public management-snak har været sundt for en universitet, der har været alt for vant til at få smækket en bunke milliarder i synet uden at anerkende, at det offentlige nu i en stigende grad operer på markedsvilkår?
Skulle det ske, at man i min tid smed et bestyrelsesmedlem ud for disse holdninger, ville jeg heller ikke længere være at finde i Kredsen. Grundtvigianere har ment langt værre ting. For øvrigt er det et historisk faktum, at man ikke behøver at være grundtvigsk sindet for at være Kreds-mand.
Naturligvis skal Studenterkredsens nuværende stud.’er ikke være en hær af små lejesoldater til rådighed for ældre koryfæer. Og det er ikke en nødvendig betingelse for Kredsens status af ”sandt” universitet, at dens indflydelse kan påvises. I nøjagtigt det øjeblik, hvor den frisindede diskussion bidrager til dannelsen af dens involverede parter, kan muligheden for dens påvirkning af den offentlige debat være mig inderligt ligegyldig. Selvom den formentlig er der.
Tillad mig at gentage mig selv fra en debat om Kredsens status af menighed – det var for øvrigt et spørgsmål, der også var oppe at vende i debatten ved jubilæet:
Folk kan for min skyld mene, at de henter den særligt frisindede ånd, der er Kredsen, på bunden af en flaske, i Johannes 1,14 eller i Tue West-sange.
Og så tilføje, at hvad den ånd fører til af ”holdninger” i den offentlige debat, det kan rende mig. 
Især hvis det kan måles.

Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år

~ RV ~ Skriv en kommentar

Den 9. november 2012 fejrede Studenterkredsen Aarhus 70-års-jubilæum. Kredsen har fået lov til at trykke dr.theol. Viggo Mortensens tale til samme lejlighed. Den følger her i sin fulde længde. Næste år er 125-års-jubilæet for hele Studenterkredsens begyndelse. Fejringen finder sted fredag den 6. september i Vartov.
Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år
Af Viggo Mortensen 
I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:
”Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, – og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.
Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,-  en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?”

Læs resten →