Var Jakob Knudsen vitalist? Det er et spørgsmål, som jeg flere gange har fået. Og det gætter på jeg på, at jeg ikke er den eneste, der har. Med vitalisme menes en åndsretning, som florerede i tysk og nordisk åndsliv fra slutningen af det 19. århundrede, og som i Tyskland især fik vind i sejlene i nazismens rædselsepoke. Vitalismens grundtanke er, at der bag vore civiliserede manerer og samfundsinstitutionernes beherskelse eller tæmning af mennesket ligger noget andet gemt. Og dette andet er livet, som det er i sig selv. En strøm af egentligt liv, som til dagligt holdes repressivt tilbage, men som i visse situationer og livsforhold trænger sig igennem det fernis, som civilisationen udgør. Især kommer ’livet selv’ til udtryk i kampen (sådan forestiller den tyske forfatter, nazist og ærkevitalist Ernst Jünger sig for eksempel det).

Men hvorfor spørger man, om Jakob Knudsen var vitalist? Jeg tror, det skyldes sentenser som” Se, nu stiger solen af havets skød/luft og bølge blusser i brand, i glød/ hvilken salig jubel, skønt alt er tyst/medens lyset lander på verdens kyst” (fra Se, nu stiger solen). Her kan solen ses som symbol på Livet i sig selv, mens det tyste morgengry, som den frembryder af, ses som symbol på det størknede u-liv, som civilisationen, livsformerne, borgerligheden osv. udgør. Endvidere kan man så trække op af hatten, at en af Jakob Knudsens romaner jo bærer titlen For Livets Skyld. Også her kunne man få den tanke, at livet, som det egentlig er, bliver holdt tilbage af samfundsinstitutionen (in casu ægteskabet, da For Livets Skyld tematiserer skilsmissen og skildrer den positivt).

Er Knudsen så vitalist. Nej, det er han ikke. For når Jakob Knudsen bruger ordene For livets skyld skal det ikke forstås på den måde, som vitalismen forstår det. Sagen er, at når Knudsen skriver om Livet selv eller livet i sig selv, så skal det som mangt og meget i hans forfatterskab ses i forbindelse med den grundtvigianisme, som Jakob Knudsen blev eksponeret for gennem sin far, Jens Lassen Knudsen, der som bekendt blev grundtvigsk vakt igennem sin ungdoms bekendtskab med Kold. Den tolkning stemmer i hvert fald overens med den behandling af Grundtvigs brug af begrebet for menneskelivets skyld, som Kaj Thaning giver i sin disputats ”Menneske først – Grundtvigs opgør med sig selv” (1963, bind 3, side 635ff). Ifølge Thaning, så bruger Grundtvig ordene for menneskelivets skyld om det konkret foreliggende, levede menneskeliv og altså ikke i vitalismens pseudo-biologistiske forstand om noget, der findes bagved vore livsformer, institutioner og manerer.

Grundtvig siger, at han i modsætning til den franske og tyske oplysning sætter den danske oplysning, som ”derimod vil blive ved det konkrete, ved båndene, ved jorden, ved det, som kvindens hjerte føler som virkeligt” (Thaning p. 636). I modsætning til det konkrete, til det, som er bundet til jorden, sætter Grundtvig “den grændseløse Upartiskhed” (citeret efter Thaning p. 636), idet hverken sandheden eller den sande kærlighed kan være grænseløs” (op cit) og Thaning opsummerer Grundtvigs forståelse af ordene for menneskelivets skyld med at de ”forudsætter bundethed til det foreliggende liv.”

Jakob Knudsens forståelse af livet er rundet af det grundtvigske, men i hans romaner (nok i særlig høj grad i Lærer Urup og Den gamle Præsts kritik af den ideologiske humanisme) realiseres også det kierkegaardske mantra om at forholde sig relativt til det relative og absolut til det absolutte. Ikke det relative som relativt qua sig selv, men i den forstand, at det relative hos Knudsen netop kvalificeres som relativt i kraft af det absolutte.

Følg Det Danske Jakob Knudsen Selskab på Facebook.