Dette indlæg skulle egentlig have handlet om digtet Lyseklosteret, bedre kendt som Solen står stille i Gibeons dal, der er det eneste digt i Højskolesangbogen af litteraturkritikeren og Askov-legenden Jørgen Bukdahl. Men nu, hvor den evige diskussion om Kredsens væsen igen er dukket op, vil jeg ikke trække fokus væk derfra. Jørgen Bukdahl slipper denne blogs formentligt fåtallige læserskare imidlertid ikke for, for også han, der var ud af et grundtvigsk lærerhjem, kæmpede med spørgsmålet om, hvad det vil sige at være grundtvigsk.
For Bukdahl var det afgørende at fastholde, at ethvert menneske kan gøre sig poetiske erfaringer, der afdækker livets guddommelighed. Dette mente han ikke, fordi han havde et teologisk ærinde, der skulle understøttes, heller ikke fordi han havde forlæst sig på Grundtvig (han havde nøjes med at læse ham), men mente det, fordi det var en erfaring, han selv havde gjort sig og derfor troede inderligt på.
Ikke kun når han stod i bakkerne på den nørrejyske side af Kongeåen og kiggede over på land, der ikke længere var dansk, men også når han gik ind i ruinerne af et gammelt cistercienserkloster i Bergen og for en gang skyld i sit liv tiede, fordi deres gamle motto ”ora et labora” gav ham gåsehud.
Sådanne historisk-poetiske tanker klinger måske ganske grundtvigsk for mange, men faktisk oplevede Bukdahl, at flere grundtvigianere i samtiden ikke kunne lide hans i deres øjne lidt for sekulære tale om menneskelivet. På den anden side kunne folk, der mente sig i pagt med de tanker, der blev gjort i Tidehverv, heller ikke støtte den, fordi den var for historisk-poetisk til deres langt mere radikale skelnen mellem, hvad der er Guds, og hvad der er menneskets.
På den måde mener jeg, at Bukdahl er et fint billede på også Kredsens udfordring: At sidde mellem en tidehvervsk og en grundtvigsk stol. I et brev til vennen Poul Engberg skriver Bukdahl i 1963 som følger. Jeg har ændret en smule i ordlyden, for at det kan give mening for udefrakommende:
”Få er vi, der forstår problemet: eksistens-ansvar. De Tidehvervsfolk, der forstår det, forstår til gengæld ikke det folkelige i sagen. Og de grundtvigianere, der forstår det folkelige, vil jo nødig afklæde det visse kristelige muffedisser. Det aner mig, at Holger Kjær balancerer her … Hans kompleks er nu det, han kalder Tidehvervs-grundtvigianere. Hvorledes er jeg ikke klar over.”
Det er denne trang til at iklæde tingene kristelige muffedisser, Kredsen skal undgå, og som, mener jeg, går en smule over stregen i forrige indlæg om den sag. Det er klart, at der dannes menighed, når der engang imellem sker sand forkyndelse i Kreds-sammenhæng, eksempelvis i nogle af sangene. Men jeg mener ikke, at det er det samme som at sige, at vi er en menighed.
De af os, der i sandhed tror, at ”guddomsordet […] nu lever videre i blandt os, i kulturen, i sangene, i fælleskabet, i livet,” burde vel have tillid til, at det teologiske fundament under den måde, vi med Grundtvig holder skole på, nok skal komme til sin ret, uden at Kredsen skal smykke sig med kristelig klædedragt? Det er helt rigtigt, at hvis kristendommen er sand, da er ”Kristus vores udgangspunkt, hvad end vi vil det eller ej.” Men er det ikke vigtigt at sige, at det faktisk ikke er det, vi vil med Kredsen, selv hvis Han er det?
Med andre ord mener jeg, at det er halv-farligt at tale om, at ”vi” skal ”betone” evangeliet som den frisættende kraft. Det er klart nok, at det er det, man som kristen tror. Men i ønsket om at skille kirke fra skole, mener jeg, at vi – som skole mere end som kirke – skal nøjes med at betone dannelsens evne til at skabe frisind, hvis vi skal tale om et Kredsens anliggende.
Så længe folk ved, at om de også skal kalde sig kristne, da er denne dannelsens kraft over for Gud for intet at regne, så kan folk for min skyld mene, at de henter den særligt frisindede ånd, der er Kredsen, på bunden af en flaske, i Johannes 1,14 eller i Tue West-sange.
Mon ikke et grundproblem i nærværende debat er af begrebsmæssig karakter, for så vidt det såkaldt grundtvigske uproblematisk forveksles med det kristelige? som om fx Paulus’ kirkebegreb uden videre kan oversættes i kategorier som ‘folk’, ‘fællesskab’ og deraf afledt ‘frisind’ etc.?
Helt galt går det når man vil fordre en “absolut inkluderende ånd” (ALN), med mindre man da er rede til at erkende, at man således har udskiftet kristelighed med panteisme. Men omvendt kan man jo ikke kalde en forening, som i praktisk faktiskhed rummer diverse ikke-kristelighed for en menighed.
På den ene side er det jo nok korrekt at sige, som RV, at kredsen ikke er _en_ menighed, ihvertfald ikke i nogen eksplicit eller ordnet forstand. Dette udelukker imidlertid ikke at kredsen kan være et sted hvor Guds menighed _kan_ findes. For kan den kristnes delagtihed i Kristi legeme sættes på standby når vi går ind i andre fællesskaber, eller er denne delagtighed ikke netop langt mere fundamental end denne verdens overfladige forhold? Er kirken en borgerlig ordning, en sfære vi kan gå ind og ud af på linje med andre sfærer? Naturligvis ikke. For i grunden findes der kun én menighed, Jesu Kristi legeme, kirken.
Derfor er problemet jo også, at der i spørgsmålet om hvorvidt kredsen er en menighed eller ej antages et alt for sociologisk menighedsbegreb – som om Guds menighed kun er tilstede hvor der er bestemte rammer, praksisser eller (mad)vaner, særligt erklærede mål eller bekendelser (den “kristelige klædedragt”?). Nogle vil så hævde at disse rammer er tilstede i kredsen, andre at de ikke er det.
Men sagen er jo, at overalt hvor den kristne sætter sine fødder, netop dér er Guds menighed tilstede. Langt snarere end at iføre sig en “kristelig klædedragt”, forstået som en bestemt programerklæring og ordning, må vi uden at skele til rammerne iklæde os “Guds fulde rustning” så vi overalt kan kæmpe mod “myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke” osv. (Ef. 6). Dette kan selvfølgelig vise sig at sprænge og omforme rammerne til ukendelighed, men menighedens væren menighed sættes ikke i første omgang af rammerne.
Selvom kirken ikke kan identificeres med de og de verdslige forhold, kan den på den anden side ikke hengemmes i en eller anden platonsk åndelighed eller et ‘eksistentielt’ indre. Det er noget med et lys og en skæppe. Og således _er_ fx kredsen ikke en menighed, men den kan udemærket give rum for menighed, hvorved den _bliver_ menighed (uden derfor at vedblive med at være det).
Defor er det helt korrekt at “kristologi og andre teologiske distinktioner” rigtignok vedrører “vort hele liv og gerning og skal til, for fortsat at minde os om at vejen ikke går fra livet til Gud, men at det hele liv driver på det ord, som er Kristus” (KrG), men dette er jo sandt i en hvilken som helst situation vi måtte befinde os i. Om vi så er på sommermøde, eller står i kø i Netto.
Derfor er Prentercitatet også på sin plads (“Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække”).