Stud.theol. Laura Cæcilie Jessen om sin første oplevelse af Kredsens sommermøde. Færdiggør den tidehvervske ægtemand og den grundtvigske kone nu blot kritikløst hinandens sætninger efter at være tumlet sammen en sen nattetime og ikke have sluppet hinanden igen?
Jeg er ikke flasket hverken grundtvigsk eller tidehvervsk op, og Studenterkredsens sommermøde var mit første intensive møde med dette kirkelige konglomerat, ser man bort fra spredte foredrag og sene værtshustimer. Rækken af foredrag var stærk, og de efterfølgende lange diskussioner og intelligente spørgsmål forløste emnerne på smuk vis. Alligevel kom jeg hjem fuld af spørgsmål. Hvad var det egentligt, der var gået for sig? Her tænker jeg ikke på hvad der skete i de smukke slørede vanvidsnætter – det finder vi nok aldrig ud af – men på hele dette besynderlige sommermøde som et udsnit af noget større. Hvem er de, disse grundtvigsk-tidehvervske unge?
Før jeg tog afsted på sommermødet, var jeg forberedt på et vist mål af bagudskuende konservatisme – tweedjakker og piber og snak om sædernes forfald. Jeg tager gerne selv med iver del i den slags. Men hvad der overraskede mig, var den tilsyneladende politiske homogenitet. Jeg kunne måske godt have tænkt mig til det på forhånd: Grundtvigs kristelige nationalisme og den krarup-tidehvervske grænsevogtenhed i syngende kamplysten forening. Alligevel havde jeg haft en slags forhåbning om også at møde Margrete Aukens arvtagere – og om at møde de glade grundtvigianere, der elsker fædrelandet på en sådan måde, at de ikke vil spærre det inde med farver og med pæle (hvis de findes). For hvad bliver der egentligt af den frisindede diskussion, når den politiske friktion forsvinder, og alt, der er tilbage, er en massebeslutning om patriotisk at rejse sig til kongesangen?
Et andet spørgsmål, der har meldt sig efter hjemkomst, drejer sig om den lille bindestreg, der forener de grundtvigske og de tidehvervske. Hvor kommer denne forbindelse fra? Der ligger kirkehistorisk graven foran mig – måske et svar også er at finde i den kommende Kredsjubilæumsantologi? – men ud over spørgsmålet om det rent faktisk hændte ligger også en undren over forholdet. At dømme ud fra sommermødet er det det tidehvervske, der har bukserne på. En udbredt tendens til at bygge fælles bolværk omkring den lutherske kirke og det danske rige – andedamsteologi? – og en generel piberygende nej-sigen. En charmerende ølbåren opbygning af synd at erkende, ikke at forglemme.
Men hvorledes bidrager det grundtvigske? Er det den frie diskussion, glæden ved fællessang eller blot det at være på en højskole? Er det de grundtvigske sange og salmer, der sikrer den rette teologiske indstilling? Eller er det blot den stenudhuggede Skjald, der fra et hjørne af firserarkitekturen holder øje med sine unge? Når forholdet betragtes udefra, kan det være vanskeligt egentligt at skelne det grundtvigske fra det blot danske. Er det grundtvigske måske blevet så indgroet en del af den danske folkesjæl, at det har sejret sig ihjel, og derfor let opsluges af det tidehvervske, der i højere grad kan få folk til at løfte øjenbrynene? På den vis giver det måske alligevel en vis logisk mening for betragteren: Det tidehvervske er den kantede, koleriske ægtemand – det grundtvigske den bløde kone, der sikrer forbindelsen til det omgivende. En ægteskabsskabelon der, omend noget hedenoldsk, ofte har vist sig at være succesfuld.
En anden mulighed kunne selvfølgelig også være, at de blot er et af disse par, som tumlede sammen en sen nattetime (scenariet virker forunderligt realistisk), og nu, efter mange års fælles fortumlethed, færdiggør hinandens sætninger. I så fald er det ganske umuligt at udskille det ene fra det andet.
Flere spørgsmål med udspring i foredrag, kaffesnak og solopgangsvrøvl vil sikkert blive ved med at dukke op. Men særligt gådefuldt er altså dette Tidehverv (som jo, jeg ved det godt, slet ikke ønsker at være noget) – ikke mindst fordi det for en teolog som mig er en gåde, hvordan man kan være så hovmodigt afvisende/-grænsende over for det og de fremmede. Man kunne vel risikere, at man pludselig fandt sig selv på vejen til Emmaus, og den fremmede viste sig at være en anden, end man troede? Der er rigeligt stof til fremtidige uddybninger og diskussioner. Indtil da vil jeg sætte mig og læse dette så omtalte tidsskrift – og vente på, at det grundtvigske kommer forbi og viser fane, så den koleriske ægtemand ikke løber med al opmærksomheden.
—
Flere indlæg om Kredsens væsen her.
Metaforen om den koleriske ægtemand og den grundtvigske kone er rammende, men ikke helt korrekt. Der er ikke tale om fænomener som går hånd i hånd. Snarere er det grundtvigske en løbegård, som på den ene side giver plads til udskejelser, men på den anden netop ved at sætte rammerne for disse sørger for, at det trods alt ikke går mere over gevind end at deltagerne slipper helskindede derfra. Efterlysningen af det grundtvigske kan være reel nok, men der er jo kun ganske få som har begreb om hvad dette er (og deres begreber er sjældent ækvivalente), og endnu færre som kærer sig om det. Folkelighed, frisind, historisk-poetisk halløj, sang og højskole, er idag nok mere rammer end det er indhold. Fyld selv i.
Det egentligt ærgerlige ved Laura Cæcilie’s ellers på mange måder udmærkede betragtninger er, at hun synes at tage nogle fænomener alvorligt, som ingenlunde fortjener dette. Det er det såkaldt ‘tidehvervske’. Om det er visse skabagtige, unge mænds negativistiske udskejelser, der refereres til er ikke helt klart. Disse udskejelser synes mere at handle om identitetsdannelse end om teologi. Her er hvad som helst anvendeligt, hvis blot det kan få det til at gibbe lidt i “pæne mennesker” (den slags kan jo være fornøjeligt nok, undertegnede erklærer sig gerne medskyldig). Eller er det nogle egentligt udfoldede, reflekterede teologiske standpunkter, der tales om? At der blandt sommermødets deltagere skulle være noget enhedssyn hvad angår det sidste lyder uhyggeligt, men det er (heldigvis) gået forbi min opmærksomhed. Måske Laura Cæcilie simpelthen har hængt for meget ud med de samme mennesker (de er selvfølgelig også svære at komme udenom, de larmende, unge mænd). Men hvis man har fået for meget brun sovs, må man jo gå videre til næste ret i buffeten.
Og så er der det ‘politiske’. Laura Cæcilie udlægger den angivelige “massebeslutning om patriotisk at rejse sig til kongesangen” som tegn på, at “den politiske friktion” er væk. Men at der overhovedet skulle være noget politisk udtryk i noget så latterligt som at rejse sig til en dumpatriotisk bøvs som kongesangen… Tja. Det er jo netop fordi, at der er tale om et overvintret kulturfænomen, aldeles tømt for indhold, at det uden videre burde kunne lade sig gøre for hvemsomhelst at afsynge den slags, med tilhørende fjollede gesti. Og derfor er det netop skabagtigt demonstrativt ikke at ville deltage i pjanken. Det samme, i øvrigt, med den temmeligt ligegyldige, omend yndige, “det haver så nyligen regnet”, som vist handler om nogle landsdele, som flere af os ikke engang kan huske de rette navne for. Det er naturligvis også rent pjat at rejse sig til den, men derfor også forvrøvlet at være ideologisk imod (nåja, da sad jeg vist selv ned). Bevares, der er da sikkert enkelte der, som Laura Cæcilie, tager dette pjat alvorligt (med negativt eller positivt fortegn), men dem om det – der er jo også folk i Kredsen, som oprigtigt hævder at holde af “du kom med alt det der var dig”.
Hvad den “hovmodige afvisning overfor det fremmede” består i ved jeg ikke, der blev vist ikke diskuteret emner af den karakter i almindelige sammenhænge. Men ihvertfald, kunne det så ikke også tænkes at fraværet af åbenlyst synlige politiske modsætninger ikke afspejler en mangel på friktion, men i lige så høj grad dette, at mangfoldigheden er så stor, at det ingen mening ville give, at kaste sig ud i offentlige debatter om diverse emner i denne genre, når man nu ikke engang deler et fælles grundlag at debatere ud fra? At der så er nogle (de negativistiske unge mænd?), som er mere højtråbende end andre, betyder jo ikke at resten af selskabet stiltiende accepterer udgydelserne. Fraværet af indsigelser kunne ligeså godt skyldes, at det for de fleste forekommer ganske indlysende, at disse ting sjældent skal tages alt for alvorligt.
Tak for nuancerende replik, jas. Lad mig starte med at slå fast, at udgangspunktet for mit indlæg virkelig var en undren og en hel række af spørgsmål, som havde meldt sig efter hjemkomst. Og dermed ønsker jeg ikke at sige noget om, hvordan kredstingene er, men om, hvordan de forekommer og hvilken undren den forekomst afstedkommer.
Kunne man opsummere din kommentar til, at det grundtvigske er en løbegård, hvori der foregår en hel masse, som i bund og grund ikke betyder noget, fordi ingen alligevel er enige om noget? I så fald står det mere grelt til end den virkelighed, jeg forsøger at opridse ovenover. Jeg håber virkeligt, at der ligger et eller andet bag diverse markerende handlinger – og det fornemmer jeg da også på KrG’s kommentar her nedenunder, at der gør. Under alt det skabagtige og pjattede, forstås. Måske endda ret dybt nede.
Skal vi nu tage sangeksemplerne – der er vist ikke nogen vej udenom – så tror jeg simpelthen du tager fejl. Det er morsomt at bringe ”Du kom med alt det der var dig” ind i sammenhæng med ”Det haver så nyeligen regnet” og Kongesangen, men det er ikke helt korrekt: Forbeholdet for førstnævnte er vel, går jeg ud fra, rent æstetisk, mens de to sidstnævnte bærer på så stor historisk prægnans, at man på en eller anden måde må tage stilling ud over det pjattede. Det finder jeg egentligt ikke skabagtigt demonstrativt, og her er det muligt, at jeg ganske enkelt bare ikke er nihilistisk nok.
En af de særligt fine ting ved fællessang (og her har vi måske fat i noget meget konkret grundtvigsk, hurra!) er jo netop, at det kan bruges som et delikat demokratisk instrument. Således kunne man fx ved Maratonsang på Vartov se hele gården fyldt af folk; nogle sang af karsken bælg på fædrelandssangene, både de kampopildnende og de mere blødsødne, og holdt så til gengæld mund, når nogle andre brølede løs på den der med ”Længe! Leve! Mangfoldighed!”. Det samme fandt i mindre skala sted på sommermødet: En fin bølgen frem og tilbage af brølen og holden mund. Jeg synes alt andet lige, at det er en bedre demokratisk udtryksform end håndgemæng eller krig, og derfor synes jeg også, det fortjener at blive taget alvorligt i al sin løsslupne pjattethed. Og hvad er det i øvrigt for et pjattet polemisk udsagn om at ingen længere kan huske navnene på landsdelene i syd? Jeg forestiller mig, at enhver kredstilknyttet kan dem og årstallene i søvne. Vel også jas?
Men egentligt var alt det der jo en digression. Hovedlinjen i mit indlæg gik på, om det grundtvigske druknede i al den tidehvervske kant. Det svares, at få har begreb om det og endnu færre kærer sig om det. Igen denne nihilisme! Det må da vel betyde et eller andet? Her vil jeg gerne holde fast i og gentage min pointe om, at det grundtvigske måske på sin vis har sejret sig ihjel – i hvert fald den folkelige del af det (det kirkelige kan stadig nu og da vise sig at adskille sig endog særdeles meget fra den gængse måde). Jeg påstår i indledningen, at jeg hverken er flasket grundtvigsk eller tidehvervsk op, men nu vil jeg godt vove at påstå, at det er forkert: Jeg er flasket op med i hvert fald både fællessang (uden for kirken) og demokratisk frisind – og sikkert endnu mere, som jeg endnu ikke har identificeret som grundtvigsk. Og netop dér ligger pointen: Danmark er så pokkers grundtvigsk, at det er vanskeligt at bruge betegnelsen om sig selv som fx forening, fordi det på sin vis er usynligt. Og når der så kommer en anden bevægelse og hæfter sig på, hvadend dette måtte være for en bevægelse/retning/tidsskrift, så løber den nye gerne med al opmærksomheden. OG når nu den nye er en teologisk bevægelse (nejnej, jeg ved det godt), som i senere år har bevæget sig mere og mere i retning af en politisk sekt, så risikerer det hele altså at blive meget homogent. Det er der, jeg efterlyser, at det grundtvigske viser fane, fordi jeg tror, at der, alt andet lige, er mere plads til både Loke og Tor under den grundtvigske paraply end under den tidehvervske.
Og nu så jeg netop Prenter-citatet i højre side:
“Der er et ord, som jeg ofte har hørt i de senere år, som ofte har spøget i Studenterkredsens liv: ikke grundtvigsk nok. Dette ord synes at forudsætte, at det at være grundtvigsk er at have mere eller mindre – thi det lader sig jo måle – af den egenart hvomed man adskiller sig fra andre mennesker. Alt dette særegne har sin tid; og det skal engang glemmes.”
(- Regin Prenter i Studenterkredsen, 1933)
Som historien dog gentager sig.
En lille sidebemærkning: Om der er plads til både Loke og Thor under den tidehvervske paraply, skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er vel den fundamentale forskel på frisind og tolerance, at man under førstnævntes banner ganske vist anerkender, at de andre har deres standpunkter, men at man for alt i verden er klar på at tage en religionskrig med dem i forsvar for ens egne standpunkter (og måske kunne skærpe og korrigere dem). Det er netop denne kamp der er så stimulerende, jf. citatet på vers fra Nordens Mythologi, at vi grundtvigske drenge dyrker den med velberoet hu og iver, og som ganske rigtigt får ekstra bid og kant, når der på den anden side af bindestregen gemmer sig betegnelsen Tidehverv (Også selvom nogen er kommet på den fjollede idé, at den adjektiviske brug heraf skulle betyde tilslutning til en politisk sekt, men det forekommer mig efterhånden at være en almen misforståelse blandt folk opflasket med et såkaldt demokratisk frisind, for hvem alt efterhånden bliver et spørgsmål om politik og dermed om moral og dermed i sin facon intolerant.)
“Kunne man opsummere din kommentar til, at det grundtvigske er en løbegård, hvori der foregår en hel masse, som i bund og grund ikke betyder noget, fordi ingen alligevel er enige om noget?”
I én forstand, ja. Der er tale om leg, for at tale i mere positive vendinger. Leg har som bekendt ikke et formål udenfor sig selv, det er ikke nytteorienteret. I legen skabes et unikt univers, af lyst og glæde, ikke af smålige nytteberegninger. Men legen har alligevel betydning udenfor sin egen verden. Den former mennesker, gør dem åbne, optagede, engagerede, men også kritiske og reflekterede. Og pludselig viser det sig, at vi i legen har lært noget, som ikke var planlagt på forhånd. Legen har alligevel en nytteværdi, men den er så at sige ‘opak’, uigennemsigtig. Dens afkast kan vi ikke beslutte os for på forhånd. I legen er man heller ikke ‘enige om noget’, jo reglerne selvfølgelig, rammerne. Men legen udvikler sig naturligt efterhånden.
Således også med fællessang. Fællessang er ikke et særligt fint redskab, som kan bruges til dit og dat. Fællessang er fint, fordi fællessang er fint. Punktum. Men alligevel viser den sig at have en ‘merværdi’, blot én vi ikke teknisk kan instrumentalisere, sådan at vi sætter os ned og synger fællessang, fordi vi derved kan producere en demokratisk bevidsthed, eller hvad man nu måtte mene er nyttigt (kongesangens formål var selvfølgelig noget andet, men også det formål kan vi tillade os at sætte parantes om).
Hele dette nytteorienterede, fra-tanke-til-faktura, teknisk-instrumentalistiske menneskesyn, som vil gøre leg og sang til ting, der først og fremmest skal bruges til noget, har naturligvis svært ved at forstå, at der er forskel på nihilisme og på dette ikke at ville bekymre sig om nytteværdi. Det grundtvigske er, ja, en løbegård uden noget særligt ‘formål’, det ‘betyder ikke noget’ i den snævre rationalistike forstand, men det er netop det, der er så fint ved det. For netop derved frigøres vi fra den teknisk-instrumentelle rationalisme, som hænger over store dele af det samfund vi færdes i til hverdag. Og så betyder det måske til gengæld noget i en ‘poetisk-historisk’ forstand.
Så er spørgsmålet om “det grundtvigske har sejret sig ihjel”? Det tyder ikke på det. Den grasserende nytteorienterede rationalisme er tegn på noget andet. Men er det forresten ikke netop denne tankegang, som vil bruge alting til ‘noget’, der er den egentlige nihilisme? Når alting kun har nytteværdi, imploderer alting så ikke? Er det så den der tager til takke med det grundtvigske som en løbegård, eller den der absolut vil have ‘betydning’, der er nihilist?
Men du har da ret i at fx Kongesangen bærer en historisk prægnans. Og det er der jo så meget der gør, meget af det også en usympatisk én. Men (og det vist meget grundtvigsk), vi har jo evnen til at bruge sproget kreativt og bruge traditionen til noget nyt. At skulle forholde sig essentialistisk afstandstagende til alt hvad der er i sit udgangspunkt er/var usympatisk ville føre til en ekstrem puritanisme (hvad med Folkekirken, skulle man helt holde sig fra den?). Jens Rosendal har i øvrigt været medlem af Dansk Samling. Kan ikke i det mindste dét afholde Auken-segmentet fra at synge hans sange? (jaja, det er selvfølgelig vrøvl, beklager)… fortsættes…
At nogle af deltagerne på sommermødet så i øvrigt har deres gang i en politisk sekt skal vel ikke sværte resten til? Man kunne naturligvis lave et ‘survey’ for at sikre sig, at de politiske holdninger nu også var nogenlunde ligeligt fordelt, hvad jeg tror de er (i forhold til befolkningsgennemsnittet, nok ikke uni)… Det er blot ikke alle der råber så højt, som de unge mænd. Jeg skal dog gerne medgive at jeg selv har ærget mig over, at det på udefrakommende kunne virke som om sammenslutningen var en slags ‘Tidehvervs Ungdom’. Der er den angivelige homogenitet rigtignok problematisk, fordi det ved at skræmme folk væk kan føre til en faktisk homogenitet. Derfor er det kun glædeligt at der på sommermødet var masser af folk uden tilknytning til noget særligt, samt folk med tilknytning til andre politiske og religiøse sekter, som kan udvide paletten…
Hvad angår bemærkningen om de sydvestlige landsdele kan det være, at jeg taler for egen regning, det skulle ihvertfald ikke forstås som en anklage, men mere som eksempel på, at hvad der åbenbart for nogle virker som nationalisme (afsynging af bestemte sange) netop kun er pjank og pjat for andre (det dér sønderjyske har aldrig interesseret mig).
Jeg er meget begejstret for dine tanker omkring fx sommermødet som leg. Og for så vidt enig. Den skal være anarkistisk og fri og uden tanke på nytteværdi. Men en leg har dog alligevel rammer, som du selv siger. Og jeg tror ikke, at det legende udelukker at noget godt må betyde noget.
Al den harceleren mod nytteværdi (som jeg kun kan erklære mig enig i) rammer lidt ved siden af; jeg tror mere, det handler om en pernitten glæde ved afgrænsninger og klare linjer. Det er muligt, at legen i den forbindelse sander lidt til. Tanker taget til efterretning.
“Jeg er virkelig endnu litterær Kiætter nok til at troe, det i Grunden er langt dydigere at bestride herskende Unoder, med Vaaben der kan bide paa dem, end enten at bukke dem eller sukke sig fordærvet over dem”
Kan skjalden sige i locus classicus for at beskrive det grundtvigske, Nordens Mythologi, og det dækker måske meget godt indstillingen hos de såkaldte højtråbende negativistiske unge mænd, skønt våbnene undertiden ganske rigtigt antager noget hysteriske og udskejende former.
Med altovervejende tilslutning til JAS’ replik, vil jeg alligevel citere et andet sted fra samme værk, der måske kan sige lidt om hvad disse rammer er, og måske vise, at der trods alt er overvintret et vist indhold heri. Det stammer fra det indledende digt, hvor også ordene om frihed for Loke såvel som for Thor er at finde
“Tankens og Troens og Vidskabens Hav
Som uden Frihed er Asernes Grav,
Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,
Ligner en blomstrende, bølgende Vang,
Pranger med Borge og skyhøje Bjerge,
Vrimler af Aser og Alfer og Dværge,
Hæver sig over hvad Hænder kan naae,
Og selv hvad Ørnen i Høiheden saae,
Vækker, som Asernes Odel i Nord,
Ære-Frygt dyb for det levende ord”
At det levende ord overvintrer i kulturelle udtryk som “folkelighed, frisind, historisk-poetisk halløj, sang og højskole”, må så være en påstand, der kun kan stå til troende, men det er vel det tætteste man kommer på et konglomerat af det grundtvigske. En sådan agt for det levende ord, er det vel netop disse negativiske ølnordiske brøleaber forsøger at skabe med al deres brutale tant og fjas. At dette så gøres på en måde, som af JAS ganske rigtigt bliver opfattet som en udskejende dumpatriotisk bøvs, er ikke nødvendigvis et udtryk for, at foregangsmændende ikke tager det alvorligt; agter det, men vel netop et forsøg på i frihedens navn ikke at gøre det til bindende udsagn for alle de tilstedeværende, og dermed politisk og alvorligt presse noget ned over hovedet på dem. Men man har dog lov at håbe, at noget af kærligheden til fædrelandet alligevel ender med at sætte sig fast.
Derfor er det da også rigtigt at sige, at Kredsens Sommermøde på sin vis er et af de få steder, der stadig er blottet for politisk markering og handling, hvorfor den alvorstunge forargelse og politiske indignation ikke har noget sted hjemme her. Når det således er hørt på Kredsens sommermøde, at de unge negativistiske mænd vasker jorden med champagne for at døbe den som det hedenske og gudsforladte sted, den er, så illustrerer det vel meget godt, at her ikke skal herske politisk friktion i en nytteløs diskussion om, hvilke ting på denne jordeklimp, der skal holdes hellige, men livsmod og frivol frimodighed.