Sognepræst Søren Holm skriver om folkekirkens tilstand i det nye nummer af Studenterkredsen. Læs det her, og bliv abonnent under “Tidsskrift”.
Teologi er i enhver forstand en herlig disciplin. Trods studiets høje alder, er det altid moderne og altid vedkommende. Enhver, der bedriver teologi, får givet muligheden at lære sig selv, sin tid og sine grundbetingelser at kende til bunds.
Teologi betyder læren om Gud, hvilket igen vil sige læren om det primære, dvs. om det evige og uforanderlige. Ud af denne lære gives der os viden om, hvad der kommer først, og hvad der følger efter. Teologien gør os bekendt med de rette proportioner og giver indsigt i tilværelsens hierarkiske orden. Alle skaberværkets nuancer bliver synlige – det vil sige: de ontologiske og moralske forskelle, de skel, de kvaliteter, som virkelig betyder noget. Forskellen mellem primært og sekundært.
Det teologisk studium har mange lag, og i hvert et lag gemmer der sig årer af guld. Det eneste, der kræves, er, at den søgende kan se guldet, når han støder på det. For selvfølgelig ligger rigdommen ofte begravet i fortidens støv. Og hvis teologen er en ringe arkæolog, ved han ikke hvad han leder efter og kaster tankeløst ting bort, som skulle være bragt op i lyset. Ja, så benægter han måske, at der overhovedet er guld til – at der findes noget, som bevarer sin natur og værdi til evig tid. Sjusket omgang med teologien er nu aldrig teologiens skyld. Herligheden vil altid være dens egentlige emne og genstand. Ja, teologi er herlighed i lærens formen.
Hvad bruger man så i nutidens samfund teologien til? Egentlig ikke til noget. I en ateistisk kultur efterspørges ingen lære om Gud, og hvis samme kultur endnu af nostalgiske grunde uddanner teologer, er det ikke, fordi de skal bruges til at gøre Gud gældende i samfundet.
I dag er teologi kun navnet på et pensum til uddannelse af præster, som efter endt eksamen udsluses i den statsstøttede folkekirke, hvor de – stadig af nostalgiske grunde – anvendes til lidt af hvert. Præsters arbejde er at prædike, døbe, ægtevie og begrave. Det er at stå i spidsen for gudstjenesten og forrette sakramenterne. Det er at tale med mennesker i lyst og nød.
Alt dette gør præster stadig, som de altid har gjort, og de gør det i en ramme, som er enhver bekendt. Kirkebygningerne, uniformen og ritualerne ligner stort set sig selv. Det samme gør musikken, sangen, bønnerne, teksterne. Ja, endog prædikenen vil ofte være umiddelbart genkendelig som en kristen prædiken. Så jo, præster bruges, kirkerne bruges, og de gamle ord og ritualer anvendes stadig hver eneste dag.
Men bruges teologien? Efterspørges den, og er den endnu folkekirkens fundament og hele eksistensberettigelse?
Svaret herpå er desværre negativt. Arkitekturen, musikken, liturgien, teksterne og prædikenen er der endnu, men alle delene har umærkelig skiftet mening. Ordene, der bruges – så korrekte de end måtte være – har ikke længere den betydning, de oprindelig havde, da de blev skrevet eller udtalt. Under overfladen er alt forandret. En revolution har fundet sted.
Dette er nemlig illusionen, at selv om Folkekirken på de fleste ydre måder ligner sig selv og således endnu er genkendelig i befolkningens øjne, er den i sit væsen ikke længere den kristne kirke, den var.
Nøgternt beskrevet er Folkekirken i dag at betegne som en selvstændig religion. En egen religion, hvis forbindelse til kristendommen kun er af historisk art.
Megen klarhed skabes ved at indrømme dette. Ligeledes kan mange frustrationer undgås, hvis man erkender, at Folkekirkens mange nye, mærkværdige fremmedelementer ikke bør vurderes med teologisk målestok, men ses som naturlige elementer i en ny og anderledes religion.
Præster, teologer og andre, der græmmer sig over dagens kirkelige realiteter, kan herefter slappe helt af. De kan samle sig om det, der er deres, dvs. passe studierne og det daglige arbejde ind til pensionen kommer. At blande sig i debatten bringer kun ærgrelser. Det bør tages til efterretning, at navnet Folkekirken betegner en anden gudsdyrkelse end kristendommen, hvorfor det er en misforståelse at debattere på traditionelle præmisser. Debatten er tabt på forhånd, fordi den ikke finder sted. Tiden er postteologisk. Teologi er der ingen, som efterspørger eller har brug for.
Til de studerende i dag, der af kærlighed til teologien måtte ønske engang at blive præster, skal opfordringen lyde, at de planlægger en anden levevej. Den selvstændige religion Folkekirken er ikke et naturligt rum for mennesker med teologiske interesser. Og de er heller ikke ønsket.
Den herlighed, Folkekirken i dag promoverer, er ikke længere teologiens, men dens egen. Med de gamle gloser ”Gud”, ”kærlighed”, ”tilgivelse” og ”fælleskab” henviser Folkekirken ikke længere til noget uden for sig selv, men alene til de varme og bløde fornemmelser, som allerede findes i rigt mål blandt mennesker. Folkekirkens formål er det samme som velfærdsstatens: at få folk til at føle sig godt tilpas. Den eneste forskel er, at Folkekirken arbejder inden for en kultisk-rituel ramme, og at dens sprogbrug ligger en etage højere end hverdagssproget, hvilket giver god plads til alle slags vidtløftigheder og tanketomme påstande.Under alle omstændigheder forkynder Folkekirken intet, som ikke også velfærdskulturen forkynder. Heller ikke tror den på noget, som ikke også velfærdskulturen tror. Alle velfærdssamfundets officielle værdier er også Folkekirkes værdier. Den er til, og understøttes af staten, udelukkende med det formål at være det demokratiske samfunds tempelkult.
Selvfølgelig er der i denne kult endnu iblandet gammelt kristent gods af tankemæssig og kunstnerisk karakter. Og dette gods både værner man og bevarer man med omhu. Det er jo vores ”kulturarv”, som den ny folkekirke ingen trang har til at bryde med.Den ny Folkekirke er således en blandingsreligion (som alle religioner historisk set er), men det hindrer den ikke i at være en religion med sine egne distinkte kendetegn. Det vigtigste kendetegn er åbenheden. Ikke for ingenting prises Folkekirken i tide og utide for sin ”rummelighed”. Dette evigt gentagne plusord betegner imidlertid ikke, som man skulle tro, at der er plads til forskellighed. Det betyder ikke, at der er plads til teologiske opgør og respekt for præster og menigheder, som holder fast ved f.eks. en bestemt bibelfortolkning eller andet af dogmatisk art. Nej, dette ord ”rummelighed” er nu mere end blot en omstændighed ved kirken. Det er blevet sagen selv. Det betegner essensen af folkekirkens tro.
Rummelighed betyder i praksis fravær af dogmer, ligegyldighed med hensyn til bibel og tradition. Folkekirken ikke bare ejer rummelighed, den er rummelighed. Og dens tro er troen alene på dette. Tag nu de homoseksuelle ægteskaber. De blev ikke indført i folkekirken, fordi der findes teologiske argumenter for dem. De blev indført, fordi velfærdsstaten tror på den slags og på trods af, at de teologiske modargumenter er legio. De blev indført, simpelthen fordi det er rummeligt. Og fordi det er snæversynet at forbeholde ægteskabsbegrebet alene til – ja, ægteskabet.Som begivenhed var denne de facto afskaffelse af ægteskabet skelsættende. Hidtil havde rummelighedsdyrkelsen altid haft en snert af plat over sig. Der var tale mest om aktivisme og tivolisering. Men dette var anderledes. Det var et opgør med al menneskelig erfaring, med fornuften og med enhver sans for op og ned. Det var hævdelsen af at 2+2=5. Det var indførelsen af en lodret løgn.
At kalde det for kætteri er misvisende. Kætterier er per definition forbundet med sandheden på en eller anden måde. Det er derfor, de er fristende. Kætteriernes sandheder er dog altid kun delsandheder, som er enten malplaceret eller overproportioneret, hvorfor slutresultatet bliver forkert.
For Folkekirkens vedkommende var facit i dette tilfælde så forkert og regnestykket så forskruet stillet op, at det kun blev en afsløring af, at kirken allerede havde opgivet enhver stræben efter sandhed. Dens ånd var ikke længere sandhedens, men tidens. Man havde forladt kristendommen. Det siger sig selv, at det sidste, folkekirken har brug for, er kristne præster og teologer. Dertil er kristendommen alt for lidt rummelig.
Folkekirkens forvandling til en egen, selvstændig religion er foregået uden drama. Rummelighedsrevolutionen er foregået snigende, lige som med en skimmelsvamp, der vokser. Det vil ikke være fair at kaste skylden på staten. At den danske kirke siden reformationen har været en statskirke behøver ikke i sig selv at være negativt og har heller ikke altid været det. Alt afhængig af kristentroens styrke og statens pli kan et sådan arrangement sagtens fungere. Selv hvor staten ikke ejer pli, kan kirken godt være kirke, hvis den ellers har vilje og teologi til det. Historien er fyldt med eksempler på, at pres fra magthaverne ofte kun gør kirken stærkere.Årsagen til, at Folkekirken i Danmark ikke længere reelt er en kristen kirke, skal findes i Folkekirken selv og dens teologi. Selvom der selvfølgelige findes mange teologier, er det ikke helt umuligt på tegne en skitse af den skyldige. En særlig dansk højskolefordragelighed hører med i billedet. Det samme gør en bestemt – og fatal – forståelse af det lutherske som demokratisme (Selve betegnelsen ”folkekirke” er tillige betændt, idet det giver alle tænkelige allusioner i retning af åbenhed og værende ”for alle” – ligesom folkeskolen).
Til disse omstændigheder må ironisk nok også regnes det traditionelt høje dannelsesniveau, som danske præster og teologer (i hvert fald tidligere) var i besiddelse af. En meget høj grad af intellektuel dannelse kan ofte i teologisk sammenhæng være et tveægget sværd. Prisværdigt er det selvfølgelig at fortære store mængder teologisk litteratur, men for alvor nyttigt er det kun, hvis det er god og relevant litteratur. Sommetider har man fornemmelsen af, at de talrige teologiske værker, som danske teologer traditionelt har haft næsen i, på sin vis kun var overspringshandlinger beregnet på at udsætte konfrontationen med det, som de egentlig burde beskæftige sig med.
Den såkaldte dialektiske teologi – eller eksistensteologien – der gik for at være de kloge hoveders teologi (og som satte dagsordenen i det tyvende århundrede), kan også anskues som én lang undvigemanøvre i forhold til den egentlige kristendom. I stedet for Bibelen læste man Bultmann. I stedet for kirkefædrene læste man Kierkegaard. I stedet for at prædike lige ud ad landevejen, søgte man at imponere andre dannede og intellektuelle.
En mondæn distance har under alle omstændigheder indfundet sig blandt teologer i forhold til det egentlige og åbenlyse. Kristendommen blev på samme tid gjort alt for dybsindig og alt for nem. Folkekirken blev i visse præstemiljøer til én stor Studenterkreds, i hvilket forum der jo er en tradition for at svøbe det selvindlysende i tåger, og hvor de tungeste sager håndteres med et letsind, som ungdommen ikke skal bebrejdes.
Lige så fornøjeligt det imidlertid er for Studenterkredsen at være Studenterkredsen, lige så skadeligt er det for kirken, når studentikositeten tager teten i præsters og biskoppers hoveder. Den foreløbige kulmination er endnu i dag Tårbækpræsten, som benægtede Guds eksistens med så subtile begrundelser, at han ikke engang kunne referere dem på stående fod. Men også dette legebarn kom under biskoppelig beskyttelse, simpelthen fordi det var rummeligt at gøre.
Præsten, Thorkild Grosbøll, var i øvrigt engang formand for Studenterkredsen. Og Jan Lindhardt, biskoppen der frikendte ham, var en god, gammel ven af samme. De færreste præster i dag vil åbent indrømme, at de ikke tror på Gud. Dog vil rigtig mange gerne tilslutte sig troen på en ny Gud.
Dette sidste skrig inden for teologien er gået viralt på præstekonventer og teologkurser landet over. Hvad den nye gud går ud på, er det som med alle meningsløsheder umuligt at redegøre for. Dog står det klart, at guden ikke på nogen måde er uenig med det moderne menneske i dets livssyn og verdensbillede. Den nye gud er følsom over for tidens tanker. Den nye gud er magtesløs. Den nye gud er, som mennesket selv, skrøbelig, foranderlig og tvivlende. Den nye gud elsker mennesket, uanset hvad mennesket finder på.
Gad vide, om ikke også den nye gud har svært ved at tro på Gud. Det ville i hvert fald være solidarisk, og er der noget, den nye gud er, så er det solidarisk.
Med den nye gud har vi nået vejs ende. Kirkens tid er forbi og en ny religion kan begynde. Og logisk er det: Selvfølgelig skal en egen ny religion have sin egen nye gud. Det triste er kun, at Folkekirken opgav ånden, ikke som følge af ydre pres, men af ren og skær dårlig teologi.
Der findes ikke noget mere skadeligt for et samfund end dårlig teologi. Til gengæld findes der ikke noget mere gavnligt end god teologi. Hvad er det? Det er teologi, der drives med bevidstheden om, at den udspringer af det primære, som er noget andet end os selv. Og at dette primære er den rene og skære herlighed, som det er blevet os små mennesker forundt at skue ind i.