Stud.theol. og bestyrelsesmedlem Kristoffer Garne om påsketidens budskab i lyset af dens grundtvigsalmer.

”…for det er virkelig den Helligånd som har virket den levende sammenhængende strøm i kirkesangen fra oldkirken til Luther, den der forfaldt og blev afbrudt, men som vi nu igen skal podes ind”

Sådan skriver Thomas Laub i 1920 til maleren Joakim Skovgaard i forbindelse med en diskussion om melodien til I kvæld blev der banket på helvedes port, denne monstrøse og besynderlige Grundtvigs gendigtning af et gammelt angelsaksisk heltekvad om Kristi nedfart til dødsriget. Ordene falder som en fodnote til følgende sætning i en længere passus om det særegne ved den grundtvigske kirkeforståelse:

”vi går jo også ud fra den levende kirkegrund,* og vi skal jo også nå herligheden i den ægte danske kirkesang, med sin fælleskirkelighed og sit særpræg, det præg vor folkevise, oldkirkesangens ægtefødte barn, kan give, og som ikke mange folk har mage til.”

Laubs – kontroversielle? – påstand er altså, at det er i kirkesangen, vi skal nå herligheden; ja ikke bare i kirkesangen, men den ægte danske kirkesang præget af folkevisen, oldkirkesangens ægtefødte barn. Vi skal ikke her beskæftige os indgående med det omtalte salmedigt, men det er et påfaldende eksempel på det særegne ved en vigtig del af den danske salmetradition. På sin vis hører det ikke umiddelbart til nogle steder i kirkeårets liturgi: vi fejrer almindeligvis ikke gudstjeneste påskelørdag, og nedfarelsen til dødsriget har ikke – undtagen en tvetydige antydning i Første Petersbrev – noget bibelsk skriftsted at knytte sig til. Alligevel er forestillingen om nedfarten til dødsriget gennem den apostolske trosbekendelse påstand herom blevet en fast bestanddel af vores bekendelse, og derfor er det da også naturligt, at vi i salmebogen har et monumentalt digt herom fra vores største salmedigter, Grundtvig.

(Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes rige, 1894. Statens Museum For Kunst)

Før det blev sat i fuld musik af Laub, var digtet da også højt skattet blandt særligt de kvindelige første- og andengenerations grundtvigianere. Både Skovgaard, der jo har behandlet motivet i sit kæmpeværk Kristus i de dødes rige, og Laub beretter om, hvordan de har fået det ind med modermælken. Sjovest er det dog at læse om hos Jakob Knudsen, der fortæller hvordan hans mors fortælling om Kristi lidelse og død mundede ud i afsygning af ”I kvæld…” til stor virkning på børnene; thi udover at være større end det andet med Thor og jætter, ja så var det tillige virkeligt. Beretningen munder ud i følgende i denne sammenhæng påfaldende passus:

”Det er vist en ret almindelig Mening, at æsthetisk set, altsaa hvad det Skjønne angaaer, skulde Kristne og vantro Mennesker være eens stillede. Jeg tror ikke, det passer. Der er jo ingen vantro Mennesker, der som Børn har set den himmelske Herlighed gjort virkelig gennem deres Forældres Tro derpaa, seet dens Virkelighed i deres Forældres Øjne. Men hvem der har seet det Syn, han glemmer det ikke. Jeg vilde mene, at dette uforglemmelige Barndomssyn er Hemmeligheden baade i Joakim og Niels Skovgaards Kunst. Hvis nogen dér vilde sige: nej, det er deres egen, kristne Tro, nu som voksne Mennesker, de maler efter, saa vil jeg jo ikke absolut benægte det. Men ellers vilde jeg sige, at man lever paa sin tro; det er derimod væsentlig Barndommens Himmelsyn, der bliver til Kunst – samtidig med, at det forvandler sig til levende Haab.”
(Idé og Erindring, s. 188)

Citatet behøver næppe nogen videre udlægning: Hvad vi har modtaget fra vores forældre – man kunne måske også sige fra traditionen – kommer i vores voksne liv, i kristentroen – i gudtjenesten – tilbage til os som nye billeder, som kunstneriske udtryk, som et fremadrettet håb. Tænk blot på en anden skattet påskesalme som Påskeblomst, hvad vil du her?. For det teologisk opmærksomme øje er Kristusanalogien jo fuldstændig åbenlys, men for den blotte eller barnlige betragtning er ordene om bondeblomsten fra landsbyhaven jo et i sig selv fuldstændig gyldigt billede. Det tog da også mange år, før den vandrede fra højskolenssangbogens mere frie favn og ind i salmebogen og dermed kirkerummet. På sin vis er den et pragteksempel på denne sjove blanding af hedenske billeder og klokkeklar kristen symbolik, som Laub taler om i det andet af de anførte citater. Digterens erindring om barnelivet i den grønne lund, om påskeliljen og hanegalen en morgen fletter sig smukt sammen med den modne og afklarede tro på Kristi opstandelse. Der er på ingen måde tale om et stykke naturlig teologi i banal forstand, men om hvordan påskens budskab også kan finde udtryk i hedenske og digteriske udtryk, ja måske i selv de mest umiddelbart kætterske billeder af Gud i naturen. Barndommens himmelsyn der bliver til kunst og til levende håb på Kristi opstandelse. Grundtvig udtrykker det samme i verdens igenfødelse, når han der skriver, at

Øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.

Men nu skal vi måske ikke forhaste os for hurtigt igennem nedfarelsen og til opstandelsen. I skrivende stund er vi kun nået til Langfredags aften, og på denne dag er det da også en hel anden salme, – igen af Grundtvig – der springer en i øjnene frem for alt andet; nemlig Hil dig frelser og forsoner. Her ser vi igen ligesom i påskeblomst begivenhederne fra digterens syn, men at tonen er en helt anden skyldes ikke blot, at salmens tema nu er den lidende Kristus, men ligeså meget det, at der er her tale om en gendigtning af den middelalderlige passionshymne salve mundi salvatore. På sin vis er salmen meget ”ugrundtvigsk” i sin tone og sine billeder, og kigger man efter i det latinske forlæg – hvad vi ikke skal kede læseren med her – er det da også påfaldende, i hvor høj grad Grundtvig nærmest lader sige overtale af den oprindelige tekst ordlyd, hvad ellers ikke altid er tilfældet med skjaldens gendigtninger. På den mådekommer vi så at sige gennem Grundtvigs gendigtning i nær kontakt med den middelalderlige katolske passionsdyrkelse, hvad der på allersmukkeste vis kom til udtryk under afsyngelsens ved dagens gudstjeneste i Skannerup kirke: En lille landsbykirke fra omkring 1125 i nærheden af Silkeborg, der med sin oprindelige altertavle i udskåret træ, de ældgamle nu hvidkalkede stenvægge, den latinske inskription på prædikestolen og den mørke tunge fornemmelse af historiens vingesus hensatte en i den helt rette stemning af samhørighed med fortiden .

Men: Selvom vi godt kan dvæle et stykke tid i den liturgiskes gudtjenestes passionsberetning eller hensætte os selv i ængstelig og andægtig stemning, når vi f.eks. overværer opførslen af en Bachs vidunderlige passioner, så er vores gudstjeneste en anden end den middelalderlige. Det litterære forelæg for Hil dig..er er nemlig en alenlang passionshymne, hvor vi gennem syv sekvenser følger hver eneste lemme af Jesu legeme under lidelsen på korset. En sådan andægtig og vammel fromhedsstemning er ikke længere noget, vi kan præstere. Og heldigvis for det, kunne man også sige. Det skyldes ikke nødvendigvis et åndeligt og religiøst forfald, men at vi nu, og siden reformation, lever i det, Jørgen Bukdahl kalder vejens tid, modsat stedets tid, der i højere grad kendetegner middelalderens klosterliv. Det er ikke i alle henseender blot et tegn på åndeligt opbrud, men også på bevægelse, på en mulig historisk kontinuitet, på at det nu er blevet klart, at livet i den opstandne Kristus fører videre; ud af kirken. På vej ud af Skannerup Kirke møder man da også Maja Lisa Engelhardts slørede fremstilling af den opstandne Kristus, der meget passende viser, hvordan vi, efter at hørt om Kristi frelsende lidelse og modtaget ham i nadvere, gennem opstandelsen går videre ud til livet. Og det er da præcis også, hvad Grundtvig ikke har kunnet ladet være med at accentuere i sin gendigtning. Den sidste af salmistens bønner inden de to afsluttende og afklarede vers lyder nemlig som bekendt på følgende måde:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

(Maja Lisa Engelhardt: Den opstandne Kristus, 2005. Skannerup Kirke)

Kristus som den dybe sammenhæng. Der har vi nøgleordet i påskens budskab ifølge Grundtvig. Naturligvis er det på sin side enhver kristens lod at blive stående ved korset og tro, at hiin korsfæstede jøde på Golgatha er Guds søn, og dør for vores synders skyld. Det er nu engang vores tro, og uden om Kristus på korset kommer ingen til Gud. Alligevel kan forkyndelsens overaccentuering af korset undertiden føre til en art overanstrengelse af trosbegrebet. For hvad er det egentligt, vi skal præstere? Er det at tro på Gud at bide korsfæstelsen i sig og fæstne sit blik på den lidende Kristus som middelalderens munke, eller er det snarere, som salmisten skriver, i forvisningen om sine synders forladelse i Kristus at elske livet; at gå ud og gøre alle folkeslagene til disciple i dåben, som den opstandne befaler. Den dybe sammenhæng betyder ikke en eller anden mystisk hengivelse til korsbegivenheden, nej den dybe sammenhæng er i kraft af Kristi opstandelse at kunne gå ud til livet med bankende hjerte og levende ord på sin tunge. Men for at kunne gøre det, har vi da også brug for kirken: For gennem historisk vej i forkyndelsen, læsningen og salmesangen, der forbinder os med historiens kristne og deres vidnesbyrd, at kunne gribe urkristendommen i dens samtid, ved bordet og badet. ”Kristendommens Hovedpaastand er”, som Frederik Helveg udtrykker det, “at det evige Liv kommer til mig ad historisk Vei”

Og så er vi tilbage ved de indledende Laub-citater. Om man nu kan pege på Helligåndens virke, som han gør, eller ej, så viser påskens salmer os tydeligt, hvordan middelalderens hymner, folkevisernes hedenske symboler og vor tids kirkesang flyder sammen i en polyfonisk symofoni til vidnesbyrd om Kristi opstandelse fra de døde til vores frelse. Derfor

synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

Glædelig påske.