Eksistentiel uro. Stedet og vejen som eksistenskategorier hos Jørgen Bukdahl

~ RV ~ 3 kommentarer

 

Stud.mag. Rasmus Vangshardt med en lille studie af Højskolesangbogens nr. 112, Solen står stille i Gibeons dal, som er den eneste sang i den lille blå af forfatteren og æresmedlem i Studenterkredsen Jørgen Bukdahl. Artiklen er opr. bragt i Rønshoved Højskoles årsskrift, foråret 2013 og bringes således her med venlig tilladelse fra Thue Kjærhus i Rønshoved.
—

”Jeg har skrevet en salme! Jeg har skrevet en salme!” råbte forfatteren Jørgen Bukdahl en august-dag i 1936 ned af Karl-Johan, da han fik øje på vennen Poul Engberg, der kom gående ned ad den norske gade i modsat retning. Den salme, han havde skrevet, var ingen anden end Rønshoved-slageren Solen står stille i Gibeons dal, som siden er blevet sunget hundredvis af gange på skolen.

Læs resten →

Hvem var Laurids?

~ KG ~ Skriv en kommentar

Sognepræst i Aabenraa, Jens Kvist, har sendt os sin skåltale om Johannes Lauridsen fra Kredsens Jubilæumsfest på Regensen, 6. september 2013

Da Johannes Lauridsen, kaldet Laurids, fylder temmelig meget (det gjorde han jo på alle måder – fyldte meget!) i det fortræffelige jubilæumsskrift, der er udsendt i anledning af Studenterkredsens 125 års jubilæum, synes jeg lige, at jeg vil sige nogle ord om, hvem Laurids var. Meget af det læner sig stærkt op ad det, min far skrev om ham i det festskridt, der udkom i anledning af Laurids’ 50 års fødselsdag. Altså:

Lige fra min tidligste barndom i Varde Præstegård husker jeg Laurids som en helt naturlig del af familien. Han boede hos os i lange perioder, nogle gange op til en måned. Og han fyldte godt på alle måder. Når min far fortalte sine hjemmedigtede historier om den lille trold, Ringeling, og Laurids var tilhører, blev der ofte flettet nogle teologiske hints ind i historien, som vi børn naturligvis ikke forstod. Men det gjorde Laurids. Så på skift lå vi på hans mave, som hoppede op og ned, når han lo, og det gjorde han tit og voldsomt.


Karikatur af Johannes Lauridsen og hans hoppende mave, af Knud Holm, trykt 1970 i det nævnte 50-års festskrift

Hans baggrund var en mild Indre Mission. Faderen var tolder i Seest ved Kolding, og det blev anset for en selvfølge, at man gik kirke, ellers var der ingen snaps til frokosten bagefter. Laurids fik sin første snaps, da han var ni år, fordi han havde fanget præsten i en selvmodsigelse. Det skulle honoreres. Som 12 årig fik han en byld i halsen, der på et tidspunkt så ud til at tage livet af ham. Han var på det tidspunkt erklæret ateist. Så faderen følte sig kaldet til at gå ind og fortælle sin søn, hvad lægen havde sagt: Han havde måske kun et par timer tilbage at leve i. ”Tror du nu, Johannes?”, spurgte faderen ham. Det gjaldt jo sønnens evige frelse. Nej! Hvæsede denne, så godt som bylden nu tillod. ”Så tror jeg i dit sted”, svarede faderen og gik. Lidt efter kom han tilbage: ”Du må tilgive mig, jeg havde ingen ret til at trænge mig på. Ingen kan tro i andres sted!”.

Laurids kom over begge dele, både byld og ateisme. Men han glemte aldrig sin far for dette: At han som troende overvandt sig selv og bad sin vantro søn om tilgivelse. Og på den måde var han faktisk en stor – meget stor! – selvmodsigelse. Jeg husker tydeligt, at da han var død i januar 1985, skrev Ole Jensen i et særnummer af Studenterkredsen, der udelukkende handlede om Laurids, at denne var én, lang dementi af sin teologi. Og det var fuldstændig rigtigt! Laurids kunne aldrig blive træt af at påstå, at teologi dybest set var en smagssag på linje med bøf og rødvin, for han var allergisk over for alt, hvad der smagte af føleri for denne Jæææsus, som han sagde. Men ikke desto mindre vil jeg påstå, at Guds ord for ham var det daglige brød. Man skulle bare ikke sige det til ham, for han havde en urørlighedszone på flere tusinde hektar, som vistnok Søren Højmark har udtrykt det.

Laurids var autodidakt. Studentereksamen blev det aldrig til, skønt han forsøgte sig med et kursus – på Rønde af alle steder! Dels faldt han i søvn, når han skulle læse latin, dels blev han forstyrret af, at der blev sunget ”sjofle sange”, som han sagde til rektor Mygind. Da denne spurgte, hvad han dog mente med det, var svaret, at ”det er sådan noget wærre wræwl fra Hjemlandstoner.” – ” Mon ikke De skulle finde et andet sted end lige her?”, foreslog Mygind, og dermed skiltes deres veje i al fordragelighed.


Jens Kvist fremfører sin skåltale, foto af Adam Garff 2013

Det lykkedes for Laurids at tage den såkaldte nøduddannelse i 1970’erne, hvor han under eksaminationen bandede og svovlede: Hvor helvede er det nu, det står? Hvem satan var det nu lige, der sagde sådan? Men det lykkedes ham ikke at få embede. Jeg husker, at han prædikede i Rødding Kirke i forbindelse med Studenterkredsens sommermøde i 1977. Han fik hele kirken til at brøle af grin, fordi han sagde, i sin iver for at menneskeliggøre Jesus så meget som muligt, at denne naturligvis havde jordiske interesser såsom – og så rodede han lidt rundt i sit manuskript, indtil han efter en lang pause sagde: Svømning. Han var ikke klar over, at der i kirken ud over os befandt sig et menighedsråd., som ville lytte til ham som ansøger. De gik lige så stille igen. Da jeg spurgte ham, hvorfor han lige havde sagt svømning, var svaret, at han egentlig havde skrevet: Jagt, fiskeri og svømning, men det kunne han ikke læse.

Det skete af og til, at Laurids ringede til mig, og så var det altid lige på og hårdt: Har du læst, hvad den og den har skrevet i Kristeligt Dagblad – nå ja, undskyld, det er Johannes Lauridsen, kom det lidt overflødigt bagefter. Og da vores yngste en overgang havde en livstruende sygdom, indledte han altid med at spørge: ”Hvordan går det med det unge menneske?”. Når det var på plads, kunne han gå over til andre ting, såsom: ”Har I haft en rimelig sommer, eller skinnede den Helvedes sol hele tiden?”

Med disse få glimt har jeg villet tegne et portræt af et højst usædvanligt menneske, der var den bror, min far aldrig fik.

—

Se flere indlæg om Johannes Lauridsen her

Læs om det nævnte jubilæumsskrift her

En teologs syn på islam

~ KG ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Mathias Harding har sendt os denne skrivelse om hans arbejde med teologen og islamologen Frants Buhl

”Tillige er det en naturlig Følge af Muhammeds Opfattelse af Gud som den uendelig ophøjede og strengt dømmende, hvis Vilje er at fylde Helvede med Mennesker og Ginner [ånder, MH], at Frygten maa spille en stor Rolle som Motiv for Menneskene”
(s.146 i Frants Buhl: Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen, 1924)

Følgende passus hidrører fra det 20. århundredes største Muhammed- og Koranekspert i Danmark: dr.theol. og dr.phil. i semitisk filologi Frants Buhl(1850-1932). Mit kendskab til Buhl var oprindeligt såre spinkelt fra min bacheloruddannelses forløb. Ganske vist var han den første danske teolog, der introducerede og anvendte den historisk-kritiske metode indenfor den gammeltestamentlige eksegese (tekstfortolkning) her til lands, men mere om ham stod der ikke i lærebøgerne på teologistudiet. Desuagtet bliver han – blandt flere eksegeter af i dag – også husket for sine fremstillinger og tolkninger af Muhammedskikkelsen(sira,hadith) og af Koranens suraer i henholdsvis Muhammeds liv(1903) og Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen(1924).

Buhls beskæftigelse med islams kernetekster kan for nogen i dag forekomme afvigende forstået på den måde, at dels er islam i dag et område indenfor religionsvidenskaben, dels bør en teolog besinde sig på sit gebet: kristendommen. Men sådan har det bestemt ikke altid været – Frants Buhl er bare én af de utallige teologer (inklusiv Martin Luther), der gennem tiden har vist interesse for islam. Ikke blot Det Gamle Testamente optog Buhl, men i ligeså høj grad Koranen og traditionerne om Muhammeds forkyndelse og liv. Interessen for islam var der på trods af, at der på Buhls egen tid stort set ingen muslimer var i Danmark. Der var en lille minoritet af ”fremmede” i form af Mosaisk Trossamfund og godkendte kirkesamfund, men intet Islamisk Trossamfund. Gik man i Tivoli eller Zoologisk Have kunne man se udstillinger af ”de vilde” negre eller asiater. Buhl var med sine islamarbejder på flere måder både forud for sin egen tid og egentlig også for vor tid – en tid, hvor diskussionen om islam(ismen)s dominans blandt muslimer og ikke-muslimer i Vesten er nødvendig, men ikke rar. Heldige Buhl havde jeg nær sagt – ingen hykleriske og uærlige politisk korrekte kredse til at bortforklare og nedtone kritikken af islams skyggesider herunder islamismen. Efter Ahmed Akkaris rosværdige personlige opgør med islamismen, er det blevet klart for de fleste (måske med undtagelse af Dagbladet Politiken) at islamismen spøger overalt, navnlig hos toneangivende danske imamer og islamapologeter (Sherin Khankan, Abdul Wahid Pedersen, Zubair Butt Hussain med flere). En reflekteret dansk islamkritik er derfor i høj grad både ønskelig og nødvendig. Buhls islamarbejder kan i den forbindelse læses som en historisk-kritisk og teologisk funderet islamkritik. I et sent afsnit i Muhammedbiografien Muhammeds liv (1903) forekommer begrebsparret Den kristen-jødiske Sekt og Den selvstændige Religion(islam). Begreberne dækker – ifølge min tolkning – over Buhls samlede fremstilling og vurdering af Muhammeds a-politiske kristen-jødisk inspirerede åbenbaringer i Mekka og de politiske voldsprægede åbenbaringer i Medīna. Hos begrebshistorikeren Reinhart Koselleck(1923-2006) arbejdes der med begrebspar: begreb versus asymmetrisk (ulige) modbegreb. Appliceres denne metode på ovennævnte begrebspar, giver det god mening at tildele Den kristen-jødisk Sekt begrebstitlen, mens Den selvstændige Religion (islam) tildeles titlen som det asymmetriske modbegreb. Den selvstændige Religion er asymmetrisk (ulige) i forhold til begrebet både på det teologiske og etiske felt. Sektens gudsbillede og ydmyghed i verdslige anliggender i Mekka blev erstattet af religionen islams politiske voldsudøvelse i Medīna. Dermed både videreudviklede og fastlåste Buhl Vestens syn på islam. Videreudviklingen skete i kraft af det positive syn på Muhammeds Kristen-jødiske Sekt i Mekka, mens fastlåsningen skete i kraft af det, man kunne kalde en begrebsparindsnævring.

Trods den korte gennemgang håber jeg alligevel, at læserne vil fatte interesse for Buhl og hans islamsyn. Jeg mener personligt, at der er masser at finde for de teologer, der for en tid vil undfly den politiske korrekthed, der desværre hjemsøger store dele af teologistudiet når talen falder på islam.

Kontinuitet og radikalisme. Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede.

~ RV ~ Skriv en kommentar

Kontinuitet og radikalisme. Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede (red. Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt) udgives i anledning af Studenterkredsens 125-års-jubilæum.

Studenterkredsen udgav fra 1933 til 1997 et tidsskrift. Her stod mange af tidens intellektuelle kampe inden for særligt teologi, filosofi og litteraturvidenskab – også før de blev taget i bredere offentlighed. I Kontinuitet og radikalisme finder man 33 af de bedste artikler fra tidsskriftet, hvor alle de vigtigste teologer fra det 20. århundrede – fra Regin Prenter til Peter Kemp – har taget deres tids diskussioner.

Bogen rummer nye bidrag af blandt andre Jes Fabricius Møller, Anders Thyrring Andersen, Hans Hauge og Dorthe Jørgensen.

Køb bogen her og se udklip af forside og indholdsfortegnelse her.

Anmeldelser:

Dansk Kirketidende, september 2013.

Kristeligt Dagblad, 10. sept. 2013.

Kirken i Østjylland, 8. oktober 2013

Årsskriftet Critique, 16. jan. 2014

Ole Jensen: Fejring af Kredsens 125-års-jubilæum

~ AD ~ Skriv en kommentar
Skåltale til Kredsens 125-års-jubilæum, holdt af dr.theol. Ole Jensen på Regensen, 6. september 2013.
Det er 57 år siden, at jeg vovede mig op ad trapperne i Vartov til mit første møde i Kredsen. Det var i mit russemester i efteråret 1956, i Ole Wivels formandstid, og aftenens gæst var hans Heretica-ven Tony Vejslev, der sang sine nykomponerede Frank Jæger-viser til eget guitar-akkompagnement. Jeg var bidt af Frank Jæger og nød det i fulde drag. Efter mødet inviterede Wivel hele forsamlingen ned på Café Kronborg, der dengang lå på hjørnet af Farvergade og Gåsegade, hvor nu Lærerforeningens restaurant har til huse. Wivel lyste af gammelkøbenhavnsk dannelse og spenderede generøst øl til alle, mens Vejslev diverterede med flere numre.
Bag bardisken stod en lidt mystisk, diskret lyttende skikkelse, husets vært. Han navn var Erik Johansen, også han en Wivel-bekendt, og, som vi senere skulle erfare, nazisympatisør i de tidlige besættelsesår. Det var fra hans efterladte kuffert, Odense-litteraterne for 10 år siden med udsøgt sadisme spiddede den 80-årige Wivel i små omgange med en ny afsløring, hver gang han benægtede sin egen ungdomsflirt med Storgermanien.
Jeg fortsatte med at komme til møderne. Midt i lokalet sad allerede da Laurids bred og mægtig i den bedste lænestol, hvorfra han fældede sine inappellable domme over foredragene og docerede sin Laurids-dogmatik. Én ting stod mig klart på stedet – her skulle man vare sin mund. Laurids var skræmmende indtil det intimiderende. – Men tyve år senere kunne jeg kalde ham min ven, og nu har jeg med dagens udgivelse skrevet om ham for tredje gang. Første gang var i festskriftnummeret i 1970, da han blev 50, anden gang i minde-nummeret efter hans død i 1985, og så altså i udgivelsen nu.
Og ja, bladet Studenterkredsen, henholdsvis Kredsen, har i tidens løb skiftet udseende adskillige gange. Men konstansen har været, at her kunne man med kort varsel få optaget sine overvejelser uden så mange redaktionsdikkedarer. Det betød rigtig meget, i hvert fald for os i Aarhus i 60´erne i det intense debatmiljø omkring Løgstrup, som er den tid, jeg bedst kan udtale mig om. Og det savnes i dag. Selv har jeg så tilmed dét særlige forhold til bladet, det er gået op for mig her på det seneste, at bortset fra 100-års-markeringen, som var forbeholdt kvinder, så har jeg da vist og som den eneste bidraget til alle jubilæums- og lignende markeringsudgivelser i min tid. Den allerførste artikel, jeg overhovedet har fået trykt, står nemlig i 75-års-jubilæums-nummeret fra 1967, altså for 46 år siden (man gik ud fra 1892 som foreningens stiftelsesår, hvor arrangørerne i dag sætter det til 1888).
Og om den artikel gælder tilmed det ejendommelige, at den af alt, hvad jeg senerehen har skrevet gennem et langt liv, så uden sammenligning er den, der har haft størst betydning! Det var i den artikel, jeg påviste en modsigelse hos Løgstrup omkring det, der senere kom til at hedde de suveræne livsytringer. Jeg hjalp ham så at sige på rette løgstrupske spor – Hauge siger ganske vist: bragte ham på afveje, nemlig bort fra Tidehverv. Men Hauge siger jo så meget, og lige for øjeblikket ser det ud til, at han regredierer til sin ungdoms Tidehvervs-fase. Min artikel nævnes hver eneste gang, en bog eller artikel kommer ind på de suveræne livsytringer, og det er ikke sjældent, skal jeg hilse og sige. Så jeg tænker somme tider, at jeg kunne have sparet mig et helt livs skriverier, som fulgte efter. Det eneste, der ikke ser ud til at være glemt, er denne min første penneprøve i Studenterkredsnummeret.
Jeg er imponeret over den indsats, der ligger bag arrangementet i dag og ikke mindst udgivelsen af bogen. Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne har givet sagen 1½ år af deres studietid (og deres SU, må man tro). De har frejdigt trodset den liberalistiske sovjettisering af universitet og studier, hvor alt andet end natur- og ingeniørvidenskab og økonomi og lynhurtigt gennemførte studier nedgraderes i den hellige, klodenedbrydende vækstøkonomis navn. Vore to udgivere har uden at skele til den umiddelbart kvantificerbare nytteværdi givet sig hen til stoffet rent con amore og akkurat derved inkarneret klassisk Kreds-ånd – radikalitet og kontinuitet.
Det er fornemt! Tak for ordet.

– Ole Jensen