Af cand.theol. og redaktør Andreas Riis Damgaard

Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.

”Septembers himmel er så blå,” Alex Garff 1949

Lyset er lunt, farverne er dybe, alt er modent. Det er atter september, som er årets smukkeste, mest ambivalente måned. Sensommerens afslutning inkarnerer igennem naturen et højdepunkt, som også er et vendepunkt – her hvor selv brombærrene er modne, da er det samtidigt en tid, som minder os om, at de mørkere tider allerede er indtruffet, og at det går ned ad bakke indtil vintersolhverv og jul. Efter september indtræffer oktober, naturligvis, og med dette kalenderskift giver naturen sig selv som en offergave, som Alex Garff så rammende har beskrevet det.

I weekendens skift fra august til september bragtes der også et offer. Lektor emeritus Geert Hallbäck sov stille ind 69 år gammel efter flere års legemlig sygdom – det er sørgmodigt, særligt fordi han burde have haft så mange flere år at undervise i. Ja, sensommeren udeblev, kan man sige. Efteråret kom desværre for tidligt.

Jeg tror på sandheden i dagens mange nekrologer, som alle på forskellig vis formidler, at Hallbäck var vellidt blandt alle på universitetet – det være sig undervisere såvel som studerende. Han fungerede som lektor i 27 år og var tilknyttet Afdelingen for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet i sammenlagt 35 år før sin pension (kun afbrudt i perioden 1979-1982, hvor han var kandidatstipendiat på Aarhus Universitet og foretog studier i Lyon og Paris), og herefter, på trods af en alvorlig leversygdom, var han en særdeles synlig lektor emeritus i yderligere fem år. Til det sidste arbejdede han med eksegese og reception.

Bedrifterne var ikke få igennem Hallbäcks abrupte universitetsvirke. Blot for at fremhæve et par efter min mening meget centrale handlinger har han skrevet Det Nye Testamente – en lærebog (2010), har fungeret som redaktør på Gads Bibelleksikon (fra 1998), arbejdet særligt med Markusevangeliet, Johannes’ Åbenbaring og Galaterbrevet, og så var hans arbejde med den franske strukturalisme i bogen Strukturalisme og eksegese (1984) et efter min opfattelse øjenåbnende værk i den danske, eksegetiske forskning.

Ligeledes skal Hallbäcks fornemme arbejde med receptionen af Bibelen i kunsten og kulturen ikke negligeres. Han var en af hovedarrangørerne bag stiftelsen af Center for studiet af Bibelens brug (CSBB i 2004), som i dag videreføres af Gitte Buch Hansen. Et af centerets første projekter omhandlede eksempelvis Nick Caves forhold til Bibelen, og i foråret 2016 arrangerede Hallbäck og Buch Hansen et storstilet ugentligt seminar Salomania, som omhandlede receptionen af de synoptiske evangeliers Salome-figur i kunsten fra slutningen af 1800-tallet og op til i dag. Arbejdet med bibelreception har været inspirerende for mig, og det er et vidnesbyrd om Hallbäcks store viden uden for sit konkrete fag.

Eftersom jeg påbegyndte mit teologiske studium i 2011 uden kundskaber inden for klassisk græsk, nåede jeg desværre ikke selv at deltage i Hallbäcks undervisning i nytestamentlig eksegese. Men jeg anser mig alligevel for at være en slags ”elev” af ham. Det skyldes dels det allerede omtalte seminar om Salome-figuren, som jeg deltog i med stor interesse, men også, fordi han var en flittig gænger i Studenterkredsen i København. Dette var i særdeleshed, når der var litteratur eller teologi på tapetet – og med sikkerhed, når det handlede om relationen mellem dem.

Det var derfor en fornøjelse at stå for at invitere Hallbäck til at holde et folkeligt foredrag i Studenterkredsen sidste efterår – det var et af hans sidste foredrag.

(se evt. artikel på baggrund af foredraget i Fønix http://foenix1976.dk/2017/02/13/houellebecq-huysmans-og-symbolisternes-trang-til-religion/).

Foredraget omhandlede en af symbolismens hovedskikkelser Karl-Joris Huysmann, æsteter, menneskets trang til religion, Michel Houellebecqs Soumission og eskatologi. Et foredrag hvis kombination af netop eksegese og reception, måske ingen andre, kunne have holdt. Jeg havde arrangeret foredraget med Hallbäck, da vi begge var fascinerede af Houellebecqs brug af en slags ”religiøs” typologi, som forskydes i kraft af romanen Soumission: symbolisterne i begyndelsen af 1900-tallet blev katolikker (hvis de ikke døde i dekadencens udskejelser), men i Houellebecqs dystopiske bog bliver de ”religiøst trængende individer” til en slags ”nietzscheanske muslimer”. Da jeg skrev og spurgte Hallbäck, om han ville, eller måske nærmere kunne, holde et foredrag, svarede han mig således:

Kære Andreas,

Det er jo et spændende emne, så jeg siger ja og håber, at jeg kan klare det når tiden kommer: Inch Allah!!

Jeg læste i Heidelberg på daværende tidspunkt og kunne derfor desværre ikke komme til foredraget, men fik det i stedet tilsendt. Da jeg skrev til Hallbäck, at jeg desværre måtte udeblive fra foredraget på grund af tyske præsenskrav, var hans kommentar hertil:

Det er da godt nok ærgerligt, at du ikke kommer i morgen. Jeg har jo skrevet foredraget til dig, Andreas.

En rørende gestus, tænkte jeg. Sikke en engageret underviser, som trodser svær legemlig sygdom, for at skrive et foredrag til én teologistuderende, som ikke engang kan deltage, og som han aldrig har undervist på universitetet og i princippet ikke har nogle som helst forpligtelser overfor.

Vi er mange, der vil savne Geert Hallbäcks engagement, viden, dygtighed og evigt gode væsen. Og han vil blive savnet som fast inventar i de røde lænestole i Studenterkredsens gemakker på Vartov. I et (vistnok apokryft) Martin Luther-citat skrev reformatoren:

Også selvom at jeg vidste, at jorden ville gå under i morgen, ville jeg plante et æbletræ i dag.

En sådan livsbekræftende insisteren på at blive i livet og opfylde sit kald som formidler og underviser til det sidste passer glimrende på min oplevelse af Geert Hallbäck – det minder mig og os om, at som Paulus plantede han, og andre vandede, men kun Gud giver vækst (1 Kor 3,6).

Alex Garffs Sensommersang skal slutte denne nekrolog over et formidabelt menneske. Æret være hans minde.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt,
dit røde hybenhjerte.