Følelsernes ophævelse

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af sognepræst Kristoffer Garne fra Studenterkredsen nr. 3, årgang 71. Indlægget kan med fordel læses i forlængelse af det umiddelbart forud bragte bidrag af Mikael Brorson.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Jeg synes at kunne iagttage, at udtryk som ”jeg mener” eller ”jeg tænker” har måtte vige pladsen for ”jeg føler”. Det er populært at mærke efter og give udtryk for sine følelser. Samtidig er der, ikke mindst i professionelle sammenhænge, en udtalt forventning om, at man kan lægge bånd på sig selv og sine følelser for at indgå i en ”konstruktiv dialog”. En overordnet kan tillade sig at sige, ”jeg arbejder ikke med folk, der bliver rasende”, selvom de adresserede medarbejdere bliver præsenterede for et urimeligt scenarie, som de naturligt reagerer på.

Nutidens menneske er spændt ud mellem en forventning om på den ene side at være i kontakt med sine følelser, på den anden side at kunne lægge bånd på dem. Følelser bliver på den ene side betragtet som noget autentisk, på den anden side som noget inferiørt. Vi står altså med den opgave at få formuleret en nuanceret forståelse af følelser, der giver dem deres rette plads hos individet, i samfundet – og i religionen.

Med titlen ”følelsernes ophævelse” forsøger jeg at indfange det forhold, at følelserne på én gang er blevet ophævet i forståelsen sat ud af kraft og tilkendt en højere status. Det har givetvis en kompliceret historisk baggrund, som kunne beskrives som det, at fornuften i lange tider har været for enerådende, og nu trænger de undertrykte følelser sig så på. Det vil jeg imidlertid ikke gå så langt ind i her.

For med udtrykket ”ophævelse” forsøger jeg også at alludere til noget i retning af filosoffen Hegels begreb ”Aufhebung”, der betegner den dobbelthed, at noget på en gang kan afvikles og opbevares. Når noget er ophævet, er det forenet med sin modsætning i en højere enhed. Kan man tale om følelser på en sådan måde, at de ikke ses som modsætning til fornuft, men som del af en større helhed?

 

Det er udbredt at sondre mellem følelse (feeling), sindsbevægelse (emotion) og humør (mood). Dagligsproget og erfaringen respekterer imidlertid ikke altid sådanne sondringer, og hos den enkelte er følelser og tanker af højst forskellig art som oftest sammenviklede.

Den danske ordbog definer følelse som ”et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker”. Det synes at være en tilstrækkelig både præcis og rummelig definition, som også allerede antyder noget af det, jeg gerne vil frem til, nemlig at følelser er vores måde at være forbundne med verden på. Derfor kan de også kultiveres.

Umiddelbart kan der synes at være en konflikt mellem en psykologisk og fænomenologisk beskrive af følelserne. Den ene siger, at følelser er noget, der kommer indefra. Følelserne er vores. Den anden siger, at følelserne kommer udefra. Følelser er noget, vi bliver ramt af.

Men denne sondring mellem ydre og indre, fænomenologi og psykologi, er falsk. Følelser er vores måde at registrere og reagere på. Følelse er en bevidsthedsfunktion på linje med tænkning, sansning og intuition. De kommer hverken indefra eller udefra. De bliver til i et sammenspil mellem mig og verden. Følelser er proceskanaler, der giver mit ”indre” vigtig viden om mig selv og verden, og som i deres ”ydre” manifestation fortæller verden om min tilstand. I den forstand er følelserne en del af vores selvregulering. De gennemspiller nødvendige tilstande og meddeler om disse, så de kan komme til udtryk og evt. blive balancerede.

Den græske filosof Aristoteles definerende mennesket som et zoon logon echon, et væsen med logos, hvilket på latin blev til animal rationale, et fornuftigt dyr. Det må siges at være at være en betydelig indskrænkning. Zoon betyder slet og ret ”væsen”, og Aristoteles kan også andetsteds definere mennesket som det dyr, der i eminent grad er et et zoon politikon, et samfundsvæsen. Tillige betyder logos ikke blot fornuft, men også forhold, tale, oplysninger, bevidsthed mm.

Denne betydningsforskydning fra græsk til latin afslører en dyb skævvridning i den vestlige tradition. Fornuften er blevet set som det altregerende princip og som det, der særligt udmærker mennesker. Det har betydet, at følelserne er blevet ringeagtet som noget underlødigt eller dyrisk, som menneskene skulle hæve sig over. Det skete fx i den stoiske filosofi, der var fremherskende ved vores tidsregnings begyndelse, hvor det handler om at hæve sig over ydre påvirkning, jf. udtrykket ”stoisk ro”.

Denne idé om følelserne som noget underlødigt, mennesket skulle hæve sig over, blev stærkt kritiseret af kirkefaderen Augustin. I Om Guds Stad XIV,9 skriver Augustin imod det stoiske ideal om følelsesløshed, at kristne har følelser (affectiones). De frygter, glæder sig, lider og begærer. ”Eftersom disse følelser følger sund fornuft, når de vises på rette sted, hvem vil da vove at kalde dem sygelige tilstande eller skammelige lidenskaber?”, spørger Augustin. Jesus udviste også følelser, da han levede som menneske. Man betaler dyrt, hvis man brutaliserer sindet og afstumper legemet, referer Augustin den græske filosof Krantor for at have sagt.

Augustin skriver: ”Hvis nogen af en forfængelighed, der er så meget mere uhyrlig, som den er sjælden, er forelsket i dette hos sig selv, at de overhovedet ikke opildnes eller tilskyndes, bøjes eller nedslåedes af nogen som helst affekt, da mister de snarere hele deres menneskelighed, end at de opnår sand ro. For intet er ret, fordi det er hårdt, ej heller er noget sundt, fordi det er stillestående.”

 

Den nulevende amerikanske filosof Martha Nussbaum har (i Upheavals of Thought og en række efterfølgende bøger) udviklet en teori om følelsernes intelligens på baggrund af de stoiske filosoffer, som Augustin kritiserer, men uden at medtage deres pessimistisk syn på verden. Følelserne er en måde at forbinde sig med og værdsatte verden, ja, og det er netop det gode ved dem.

Nussbaum anskuer følelser som en værdidom. De er vores måde at fortælle os selv og omverdenen på, hvad der er vigtigt for os. Vi reagerer fx med sorg på vores egen mors død, men ikke på andre mødres.

Følelser forbinder. De forbinder os med verden. Og følelserne er forbundne, med hinanden og med vores verden. Frygt og håb hænger sammen som hinandens modsætninger. Følelser reagerer på, hvad der sker i omverdenen. Derfor forandrer de sig også med omverdenen. Følelser kan altså også være rigtige og forkerte i det omfang, de er passende reaktioner på omverdenen – hvilket selvfølgelig kan opfattes vidt forskelligt i forskellige sammenhænge og samfund. Derfor er følelser også kulturelt prægede og indlejrede, selvom følelser som sorg, glæde, frygt, håb og kærlighed lader til at være universelle.

Når folk kan reagere afvæbnende eller direkte fjendtlige over for følelsesudbrud, så skyldes det næppe en modstand mod følelser som sådan, men helt andre forventninger til den intensitet, hvormed følelsen bør udtrykkes i den pågældende situation. Disse forventninger bør vi arbejde med. Hvis ikke følelserne får lov til at komme adækvat til udtryk, så bliver de enten skævvredne eller undertrykte, og så vil de som alt andet fortrængt på et tidspunkt vende tilbage og vise deres grimme ansigt. Med det til følge, at folk reagerer endnu mere afvisende på dem, og så er en ond cirkel for alvor i gang.

Følelser er i en vis udstrækning socialt konstruerede. Men det betyder ikke, at de ”blot” er konstruktioner, eller at de er ubetinget determinerede af samfundet. Det betyder snarere, at de fortæller os noget om det samfund, der er vores, og at vi har frihed til at ændre samfundet på en måde, så vi får andre følelser frem.

Følelserne har en historie. De fortæller os om, hvem vi er, og hvad vi er formet af. Men de kan også få historie – ved at indgå i og forbinde sig med vores fælles liv. Følelser fortæller os ikke kun, hvem vi er, men også, hvad vi kan blive.

Følelser vedrører den måde, vi tænker om eller forestiller os verden på. Følelser er altid forbundne med et bestemt billede af, hvordan verden ser ud, og måske et bestemt billede af, hvordan den burde se ud. Derfor kan følelserne ændres ved oplysning eller bedre billeder, eller i takt med, at verden også ændrer skikkelse. Det er derfor altid et godt spørgsmål at stille, om det er den enkelte, der har et forkert billede af verden og derfor reagerer med nogle uhensigtsmæssige følelser, eller det er verden, der er noget galt med, og følelserne forsøger at fortælle os noget om dette.

Følelserne kan således give os oplysninger om verden, som ikke ville kunne formuleres på andre måder, eller i hvert fald ikke i sproglige begreber. Derfor gør vi klogt i at lytte til følelserne – men også at arbejde med dem.

Der er dog det besynderlige ved mennesket, at det er det eneste levende væsen, der har fået en ide om, at det er særlig fint at hæve sig over sine følelser. Mennesket lærer at benægte sin egen skrøbelighed og glemmer, at denne følelsesmæssige skrøbelighed netop er tegn på det grundlæggende vilkår, at vi er forbundne. Det burde ikke være skamfuldt at indrømme, at man er ”needy”, har brug for andre, men det er det desværre blevet. Det skyldes opskruede og usunde idealer om, hvad et ”rigtigt” menneske er.

Det er ikke meningsfuldt at sætte som mål for mennesket, at det skal være usårligt eller kunne diktere sine egne følelser. Det at foreskrive en uopnåelig norm om perfektion er selve det, der kan bibringe følelsesmæssig ødelæggelse eller menneskelige tyranni, skriver Nussbaum.

Idealer kan være gode nok som noget at stræbe efter. Men endnu bedre er et velfungerende (følelses)liv med os selv og hinanden.

 

Med jævne mellemrum i teologiens historie bliver det populært af tale om den religiøse følelse eller følelsen af det guddommelige eller hellige.  Religion er blevet bestemt som følelsen af absolut afhængighed (Schleiermacher) eller følelsen af det guddommelige nærvær som på én gang dragende og frygtindgydende (Rudolf Otto).

Men spørgsmålet er, om det giver mening at tale om den religiøse følelse. Hvis følelser er forbundne, socialt konstruerede og indvævede i vores livsverden, så vil religiøse følelser eller erfaringer også være det. Det betyder, at følelser både farver og tager farve af den specifikke religiøse kontekst. Og det betyder, at religion kan betragtes, ikke som afledninger af en bestemt følelse, men som en måde at nærme sig og arbejde med de følelser, der ellers kan svære at ”sætte ord på”.

 

Det er, som også Augustin ville sige, et menneskeligt vilkår at være utilstrækkelig og ramme ved siden af, at forbryde sig mod idealerne. Det er lige så menneskeligt selv at fejle som at vredes eller græde over fejl og uret i verden. Men ligeså menneskeligt det er at fejle, lige så menneskeligt er det at glæde sig, og ja, føle sig forbundne med andre og med noget større end en selv. Den ene følelse er ikke mere rigtig menneskelig (eller kristen) end den anden. De hører alle med til det store brogede billede, livsverdenen er. I Salmebogen følges ordet ”føle” lige så tit af triste eller uperfekte som af glædelige eller idealiserede udtryk.

Følelserne skal have lov til at dukke op, så de kan blive kultiverede og få opmærksomhed. Men når følelser vedrører vores forbundethed med verden og andre mennesker, så de skal også forbindes med det, der er menneskeligt: fornuft, ånd, tanke. Det er derfor, vi må have sprog for følelser. Det sprog kan vi imidlertid ikke alene hente fra forstandens begreber. Der må kunst, musik, litteratur og religion til. Her forbindes vi med følelserne, her bearbejdes og forfines de, her får vi sprog til at beskrive det, vi er fælles om, så vi i stedet for hver især at beråbe os vores egen følelse med fare for, at enhver samtale forstummer, forenes gennem følelsernes ophævelse i et fælles udtryk, i kultur.

Vi er formet af det fælles, og derfor er vi også henvist til det fælles. Følelserne ophæves og opbevares i religion og kultur. Der er de tilgængelige og bearbejdede, ikke som uopnåelige idealer, men som en levende virkelighed, der i stedet for at splitte os ad med hver vores følelsesliv kan forene os.

PS ad Brorson
Da jeg sendte ovenstående til redaktionen, var jeg ikke bekendt med Mikael Brorsons artikel i sidste nummer, hvori han veloplagt går i rette med min kritik af sondringen mellem religion og evangelium. Meget af det, jeg kunne have skrevet i en replik som kvittering for artiklen, ligger mellem linjerne i det ovenstående. Her kun to korte bemærkninger: 1) Religion er mere end trang til religion; det er også et uomgængeligt ”sprog” for alt det, der ikke ”kan sættes ord på”, og en kultiverende faktor i menneskelige samfund. 2) I min bog Den danske gudstjeneste har jeg behandlet Nørager Pedersen, som Brorson med rette trækker frem, og også præsenteret Regin Prenters parallelle, men knap så religionsforskrækkede, bud på, hvad der ligger i ordet gudstjeneste: Jesu offer, som jeg tager del i ved at give mit liv som et offer til Gud og min næste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.