Middagens dæmon og refleksionens tandbid

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af lektor og formand for københavnerkredsen Lars Christiansen fra Studenterkredsen nr. 1, årgang 71.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Lediggang agogo hvor går vi hen
Neden om hjem for til syvende & sidst
At blive til rigtige mennesker igen
CV Jørgensen

I den katolske kirke opererer man som bekendt med syv dødssynder; synder så alvorlige, at de fører til sjælelig fortabelse. En af dem er ”acedia”, som ofte oversættes til ”dovenskab”. Det er imidlertid en lidt uheldig og mangelfuld gengivelse, da acedia minder mere om det, vi i dag kender som ”depression”, og som man tidligere har kaldt f.eks. ”melankoli”, ”spleen” eller ”ennui”. Acedia kunne også oversættes til apati, træghed, sløvsind eller ligegyldighed, men det er ikke helt godt nok, eftersom acedia lige så vel kan give sig udslag i hektisk aktivitet og rastløs virketrang som i dvaskhed.

Det er altså ikke så ligetil at definere acedia, men til gengæld findes der masser af beskrivelser af dens virkninger i den eksisterende, rige litteratur om emnet. Når man dykker lidt ned i den, viser det sig, at acedia er et alarmerende aktuelt og allestedsnærværende fænomen. De første skildringer har vi fra ørkenfædrene – tidlige kristne, der levede som eneboere i ødemarken for at angre, bede og reflektere. De forestillede sig acedia som en dæmon, der hærgede, mens solen havde mest magt
fra ca. kl. 10 om formiddagen til ca. kl. 14 om eftermiddagen, hvorfor de kaldte den ”middagens dæmon”. Siden har dæmonen udvidet sine arbejdstider, men dens virkninger er stort set de samme, som da munken Evagrius Ponticus beskrev dem i det 4. århundrede:

“Acedias dæmon – også kaldet middagens dæmon – er den, der forårsager
de mest alvorlige problemer af alle. Den får det til at se ud, som om solen næppe bevæger sig, og den planter i munkens hjerte et had til stedet, et had
til sit eget liv.”

Den dæmonbesatte martres af indre uro og rastløshed, af utilfredshed med det, man har, og begær efter noget ubestemt, man ikke har. Dæmonen bilder den besatte ind, at hans misstemning skyldes ydre ting; partneren (dog næppe i munkens tilfælde), vennerne, arbejdet eller stedet, hvor man bor. Derfor er rejselyst også en af dens velkendte symptomer. Acedia er den farligste af alle dæmoner, mente ørkenfædrene, fordi den tager hele sjælen i
besiddelse, formørker sindet fuldstændigt og gør den besatte udelukkende optaget af sig selv og sin egen miserable sindstilstand; den ramte lukker af for Vorherre, sin næste og omverdenen, og gør sig dermed skyldig i ligegyldighed, selvtilstrækkelighed og utaknemmelighed.

Den unge Søren Kierkegaard har uden tvivl kendt middagens dæmon, da han i ”diapsalmata”, indledningen til Enten-Eller, skrev indforstået og prægnant om sløvsind, ugidelighed og livslede:

“Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gå, det er for anstrengende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen,
og det gider jeg heller ikke. Summa summarum jeg gider slet ikke.”

Mange andre end ørkenfædrene og den unge Søren har kendt til farerne ved at gruble i ensom majestæt, fjernt fra al udvortes spektakel, i en ond, selvspejlende cirkel. En af de bedste beskrivelser, jeg kender, stammer fra guldalderdigteren Poul Martin Møller, Kierkegaards højt skattede lærer, der uden tvivl også har haft besøg af dæmonen og kendt til den intime forbindelse mellem selvrefleksion og acedia. I sine ”Strøtanker” skildrer han, hvad der sker, når et menneske begynder at reflektere over sig selv og splitte sig op i to dele: et iagttagende jeg og et iagttaget mig. Den iagttagede del forestiller det egentlige selv, mens den anden del er en iagttagende
udspaltning af dette selv – men jo ret beset stadigvæk en del af selvet. Allerede her begynder det at blive lidt farligt. Værre bliver det, når der kommer et tredje jeg til, der betragter det jeg, der betragter det første jeg. Hvis det står på længe nok, og man ikke hives op af denne sump, så ender det i selvspejlingens paralyserende helvede, hvor de mange fremreflekterede jeger er så beskæftigede med at overvåge hinanden, at ingen af dem har kræfter til
at beslutte sig for den handling, der alene kunne bryde selvspejlingens forbandelse. De orker ikke og overlader hellere beslutningen til et af de andre jeger, der desværre har det på samme måde. Og jo mere de reflekterer, desto tydeligere bliver det for dem, at selve det at handle er så risikabelt et forehavende, at ethvert tænkende menneske bør afholde sig fra det: Det er nemlig hartad umuligt at forudsige konsekvenserne af sine handlinger, eftersom enhver udadvendt aktivitet, der har til formål at ændre noget, vil sætte en kædereaktion af ukontrollerbare følgevirkninger i gang: På sin vej ud i det ydre ramler handlingen ind i såvel bestående samfundsstrukturer som andre menneskers handlinger og viljer, der slår handlingen ud af kurs og fører den steder hen, hvor det slet ikke var meningen, den skulle komme. Det bedste, man kan håbe på, er at ens handlinger løber ud i sandet. Enhver handling er med andre ord et hasarderet projekt, der er forbundet med al for megen risiko. Derfor er det klogeste, man kan gøre, ikke at gøre noget, men fortsætte med at reflektere. Så ved man da, hvad man har, også selv om
man dermed synker længere og længere ned i melankoliens tusmørke. Den lockdown af ydre aktivitet, som den selvkredsende refleksion ender i, er derfor ret beset ikke udtryk for mangel på energi; energien forlægges bare til bevidsthedens indre scene, hvilket er mindst lige så krævende og
udmattende.

Acedia kan dog som nævnt pludselig slå om i sin modsætning; fra apati til frenetiske energiudladninger og kaskader af nye indfald. Så tager en vis herre ved en, man arbejder som en besat, nu skal der ske noget, og begejstringen vil ingen ende tage. Men ak, det vil den desværre alligevel, for den overreflekterede melankoliker er for tvivlende og tøvende, for adspredt og rastløs til at holde fast og gøre noget færdigt. Kedsomheden indfinder sig hurtigt, koncentrationen svigter, og man blafrer videre til næste, løfterige projekt. Atter er Kierkegaard en trofast lidelsesfælle: ”Alle de planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage på mig selv, når jeg vil spytte, spytter jeg mig
selv i ansigtet.” Når de højtflyvende planer klasker sammen, er man til fals for overspringshandlinger, der tilbyder kortvarig, men i længden utilfredsstillende selvforglemmelse. De kan antage mange former, hver person sine laster; jeg har hørt om misundelsesværdige eksistenser, hvis overspringshandlinger består i at gøre rent, male lejligheden, ordne haven eller andre nyttige forehavender. Selv er jeg mest til fals for zombificeret at glo på endeløse YouTube-videoer af hajangreb, somaliske pirater i Aden-bugten, Michael Laudrups bedste afleveringer, trafikuheld på russiske landeveje, reportager fra USA’s hårdeste fængsler osv. Det kan der gå lang tid med. Det forbandede ved kedsomheden, den svage koncentrationsevne og de billige adspredelser er, at man ikke kan samle sig om noget i længere tid ad gangen og derfor konstant kastes tilbage på sig selv og sine selvkredsende tankers enerverende monotoni. Man evner ikke, som det så rammende hedder, at ”gå op i noget”, dvs. at fortabe sig og give sig hen. Det er slemt, for det er først, når man har været ude af sig selv, altså i ordets egentlige forstand været ”engageret” eller ”interesseret” i noget, at man har erfaret den lykke at glemme sig selv, hvorpå man beriget og opstemt kan vende tilbage igen. Gud fri os fra os selv, synes ørkenfædrene at tilråbe os, saligheden ligger i selvforglemmelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.