En teologs syn på islam

Stud.theol. Mathias Harding har sendt os denne skrivelse om hans arbejde med teologen og islamologen Frants Buhl

”Tillige er det en naturlig Følge af Muhammeds Opfattelse af Gud som den uendelig ophøjede og strengt dømmende, hvis Vilje er at fylde Helvede med Mennesker og Ginner [ånder, MH], at Frygten maa spille en stor Rolle som Motiv for Menneskene
(s.146 i Frants Buhl: Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen, 1924)

Følgende passus hidrører fra det 20. århundredes største Muhammed- og Koranekspert i Danmark: dr.theol. og dr.phil. i semitisk filologi Frants Buhl(1850-1932). Mit kendskab til Buhl var oprindeligt såre spinkelt fra min bacheloruddannelses forløb. Ganske vist var han den første danske teolog, der introducerede og anvendte den historisk-kritiske metode indenfor den gammeltestamentlige eksegese (tekstfortolkning) her til lands, men mere om ham stod der ikke i lærebøgerne på teologistudiet. Desuagtet bliver han – blandt flere eksegeter af i dag – også husket for sine fremstillinger og tolkninger af Muhammedskikkelsen(sira,hadith) og af Koranens suraer i henholdsvis Muhammeds liv(1903) og Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen(1924).

Buhls beskæftigelse med islams kernetekster kan for nogen i dag forekomme afvigende forstået på den måde, at dels er islam i dag et område indenfor religionsvidenskaben, dels bør en teolog besinde sig på sit gebet: kristendommen. Men sådan har det bestemt ikke altid været – Frants Buhl er bare én af de utallige teologer (inklusiv Martin Luther), der gennem tiden har vist interesse for islam. Ikke blot Det Gamle Testamente optog Buhl, men i ligeså høj grad Koranen og traditionerne om Muhammeds forkyndelse og liv. Interessen for islam var der på trods af, at der på Buhls egen tid stort set ingen muslimer var i Danmark. Der var en lille minoritet af ”fremmede” i form af Mosaisk Trossamfund og godkendte kirkesamfund, men intet Islamisk Trossamfund. Gik man i Tivoli eller Zoologisk Have kunne man se udstillinger af ”de vilde” negre eller asiater. Buhl var med sine islamarbejder på flere måder både forud for sin egen tid og egentlig også for vor tid – en tid, hvor diskussionen om islam(ismen)s dominans blandt muslimer og ikke-muslimer i Vesten er nødvendig, men ikke rar. Heldige Buhl havde jeg nær sagt – ingen hykleriske og uærlige politisk korrekte kredse til at bortforklare og nedtone kritikken af islams skyggesider herunder islamismen. Efter Ahmed Akkaris rosværdige personlige opgør med islamismen, er det blevet klart for de fleste (måske med undtagelse af Dagbladet Politiken) at islamismen spøger overalt, navnlig hos toneangivende danske imamer og islamapologeter (Sherin Khankan, Abdul Wahid Pedersen, Zubair Butt Hussain med flere). En reflekteret dansk islamkritik er derfor i høj grad både ønskelig og nødvendig. Buhls islamarbejder kan i den forbindelse læses som en historisk-kritisk og teologisk funderet islamkritik. I et sent afsnit i Muhammedbiografien Muhammeds liv (1903) forekommer begrebsparret Den kristen-jødiske Sekt og Den selvstændige Religion(islam). Begreberne dækker – ifølge min tolkning – over Buhls samlede fremstilling og vurdering af Muhammeds a-politiske kristen-jødisk inspirerede åbenbaringer i Mekka og de politiske voldsprægede åbenbaringer i Medīna. Hos begrebshistorikeren Reinhart Koselleck(1923-2006) arbejdes der med begrebspar: begreb versus asymmetrisk (ulige) modbegreb. Appliceres denne metode på ovennævnte begrebspar, giver det god mening at tildele Den kristen-jødisk Sekt begrebstitlen, mens Den selvstændige Religion (islam) tildeles titlen som det asymmetriske modbegreb. Den selvstændige Religion er asymmetrisk (ulige) i forhold til begrebet både på det teologiske og etiske felt. Sektens gudsbillede og ydmyghed i verdslige anliggender i Mekka blev erstattet af religionen islams politiske voldsudøvelse i Medīna. Dermed både videreudviklede og fastlåste Buhl Vestens syn på islam. Videreudviklingen skete i kraft af det positive syn på Muhammeds Kristen-jødiske Sekt i Mekka, mens fastlåsningen skete i kraft af det, man kunne kalde en begrebsparindsnævring.

Trods den korte gennemgang håber jeg alligevel, at læserne vil fatte interesse for Buhl og hans islamsyn. Jeg mener personligt, at der er masser at finde for de teologer, der for en tid vil undfly den politiske korrekthed, der desværre hjemsøger store dele af teologistudiet når talen falder på islam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.