Eksistentiel uro. Stedet og vejen som eksistenskategorier hos Jørgen Bukdahl

 

Stud.mag. Rasmus Vangshardt med en lille studie af Højskolesangbogens nr. 112, Solen står stille i Gibeons dal, som er den eneste sang i den lille blå af forfatteren og æresmedlem i Studenterkredsen Jørgen Bukdahl. Artiklen er opr. bragt i Rønshoved Højskoles årsskrift, foråret 2013 og bringes således her med venlig tilladelse fra Thue Kjærhus i Rønshoved.

”Jeg har skrevet en salme! Jeg har skrevet en salme!” råbte forfatteren Jørgen Bukdahl en august-dag i 1936 ned af Karl-Johan, da han fik øje på vennen Poul Engberg, der kom gående ned ad den norske gade i modsat retning. Den salme, han havde skrevet, var ingen anden end Rønshoved-slageren Solen står stille i Gibeons dal, som siden er blevet sunget hundredvis af gange på skolen.

Det er den først og fremmest er blevet, fordi Jørgen Bukdahls dannelsessyn passer godt sammen med skolens: At man skal lære sig selv og sit ophav at kende for at blive sat fri til at lære det fremmede at kende, ligesom en bro kun er stabil, hvis de piller, den står på, er støbt rigtigt og står solidt plantet i muld eller havbund. Det er en sand og god pointe fra Jørgen Bukdahls forfatterskab, men alligevel er jeg indimellem ked af at høre den gentaget, fordi det tit kommer til at lyde, som om dét var Bukdahls bidrag til den danske dannelsestradition, og det var så det. Vi er færdige med ham, lad os komme i gang med at holde højskole.
I det følgende vil jeg prøve at trække et helt andet tema fra hans forfatterskab frem for at vise, at man ikke så let bliver færdig med Bukdahl, at han har skrevet andre bøger end Norden og Europa, og at han stadig kan aktualiseres i ganske andre sammenhænge. Faktisk vil jeg hævde, at netop Solen står stille i Gibeons dal direkte indbyder til, at man også fremhæver et andet træk fra hans tænkning.
Ora et labora
Hvert forår bliver skråningerne ned mod Hardanger-fjorden i Norge efter sigende kridhvide, når æbletræerne blomstrer. Det er derfor, vi i Solen står stille i Gibeons dal synger:

 

Blomstre skal alle de abildtræer,
klædes skal fjeldenes sider.

 

Skråningerne bliver kridhvide, fordi munke i middelalderen begyndte at dyrke æbler fra et cistercienserkloster kaldet Lyseklosteret. Cistercienserordenens valgsprog var det ældgamle ora et labora, bed og arbejd, og det tog de særdeles alvorligt. Munkene købte jord, drænede moser og fældede skove, og deres æbletræer begyndte at sprede sig over hele Hardanger. I klostrets storhedstid boede der over 400 munke, hvis kald var at udsætte Guds dom over verden ved at leve et liv i arbejde og fromhed.
Som Bukdahl selv siger det i sin bog Lyseklosteret (1940), der handler om sangen og klosteret, er det en ufattelig tanke for moderne protestanter: At de andres skyld også er min skyld, og at enkelte mennesker kan bære andres skyld og dermed formilde Gud. Men det troede cisterciensermunkene på, da de i 1146 grundlagde Lyseklosteret og gik i gang med at dyrke jorden og bede til Gud.
Nu er intet andet end ruinerne tilbage af klosteret. Munkene er døde, bygningen sunket i grus, og der står et skilt, der beder turister om ikke at spille bold i ruinerne. Men hvert eneste forår blomstrer æbletræerne i Hardanger til minde om det, der skal forgå – og om det, der skal bestå.  
At vandre på krykker
Det er netop det tema, der efter min mening er grundstenen i Solen står stille i Gibeons dal. Det er en erfaring, ethvert menneskeliv rummer, at alting, også det gode her i verden, forgår. Den erfaring gjorde Jørgen Bukdahl sig også, da han i 1936 gik rundt blandt ruinerne af klosteret og for en gang skyld i sit liv tiede. For hvordan lever man med den erfaring, at alting skal forsvinde?

 

Livet, der gik, og livet der kom,
Alt, hvad der glæder og piner,
Alt skal det glemmes og smuldre hen.
Den slags erfaringer gør ondt. Derfor synger vi i sangen, at når tiden den drejer sit tunge hjul, og dagene svinder som skygger, så må livsmodet – lysten til at blive ved – vandre på krykker.
Men det er ikke hele fortællingen om sangen. For den slutter jo ikke i den erfaring, at vi blot er til, mens tiderne skifter med tider.  Selvom der nu kun er ruiner af klosteret tilbage, blomstrer abildtræerne hvert forår i Norge. Noget er blevet tilbage, som ikke er menneskeværk: Livet selv. Og netop den tanke får omkvædet til at skifte mellem vers tre og fire fra det konstaterende ”mens” til det opfordrende ”lad tiderne skifte med tider”. I erfaringen af, at noget – ånd – altid bliver tilbage, bliver vi sat fri til at byde tidens tand velkommen. Og så kan man lade håbet fylde helt sit sind. Eller som Bukdahl skriver det i bogen om Lyseklosteret:
Revolutioner bryder gamle Former i Stykker, Grundstoffer omlejres, men Mennesket er det samme, det bærer sin Byrde af Fryd og af Ve under nye Himmeltegn.
Friheden som kors og krone
Det afgørende ved munkene i Lyseklosteret i Hardanger var for Bukdahl, at de var middelalderens folk. At de ikke kendte til reformation, renæssance, modernitet og romantik.
Bukdahl stiller det sådan op, at i middelalderen kunne man ikke tvivle på Guds eksistens. Man kunne sagtens bekrige Ham eller skændes med Ham. Men man kunne ikke betvivle, at Han var til. Derfor var det moralens tid. Det handlede om, hvorvidt Gud var god eller ond. Det var netop det, der ændrede sig med reformation og renæssance, hvor vi fik eksistensens tid. Da skiftede spørgsmålet om Gud til, hvorvidt Han overhoved var til. Jeg hører altid Ivan Karamazovs vilde skrig mod Djævlen, der for øvrigt er en velklædt og næsvis, tweet-klædt herre i F.M. Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov (1880), som et ekko af reformationens betydning:
Ivan:  – Er der en Gud til, eller er der ikke?
Fanden: – Kære dig, jeg ved det ved Gud ikke.
Det er ligegyldigt, om det er Fanden, der skal forkynde Guds eksistens. Så længe Gud blot er til. Denne tvivl kendte munkene ifølge Bukdahl ikke til, fordi de ikke havde gennemlevet den reformation, der betød, at vi begyndte at tale om mennesker som enkelte personer, der kunne have hver sin samvittighed at kæmpe med og var lige for Gud i nøjagtigt den forstand, at ingen kunne bygge himmelstiger op til Ham.
Men denne ro, munkene havde, fordi man ikke kunne tvivle på Guds eksistens, ændrede reformationen og renæssancen totalt. Som nævnt fødte reformationen ifølge Bukdahl tanken om det enkelte menneske som moralsk og eksistentielt adskilt fra de andre. Det var netop dette, der betød det kristne menneskes frihed. Før reformationen var Gud udelukkende at finde i kirken som institution og organisation, og denne organisation var verdens lys. Så kom reformationen, og Gud begyndte at bo i sit Ord i stedet for i pavens magtorganisation. Her spøger Brødrene Karamazov igen: Kristus gav mennesket sin frihed, og den katolske middelalderkirke tog den tilbage og gav i stedet mennesket brød og regler.
Men den frihed, som det enkelte menneske fik med reformationen, er ikke ubetinget god. Den blev, som Bukdahl formulerer det, både vor krone og vort kors. Det vil sige, at den både er vores største gave og vores tungeste byrde. For den tvivlen på Guds eksistens, som også fulgte af den nyvundne frihed for det enkelte menneske, gav en sjælelig uro, som man har kunnet iagttage lige siden. Middelalderens mennesker var for Bukdahl stedets folk, fordi de ikke havde den tvivl i sindet, der skaber religiøsitet, uro og angst. I middelalderen forholdt man sig ikke til det faktum, at man var. Det var man bare, og det var netop det, der ændredes med reformation og renæssance. Tænk blot på Shakespeare og Hamlet (1603): At være eller ikke at være. Det er [nu] spørgsmålet.
Vejens tid
Den eksistentielle uro, som opstod efter middelalderen har man som nævnt kunnet iagttage lige siden, og er det, der gjorde, at man med reformationen ifølge Bukdahl nu også fik en vejens tid. Med tvivlen på Guds eksistens og den følgende problematisering af eksistensen (tænk igen på Hamlet), blev mennesket søgende og uroligt, hvilket er oplagt nok. I det sekund, jeg gør det faktum, at jeg er til, til et problem til genstand for overvejelse, vil det automatisk betyde, at det ikke forekommer mig, at jeg hører hjemme i denne verden, fordi spørgsmålet er ubesvarligt for mennesker. Fiskene og stenene er bare til. Jeg forholder mig til, at jeg er til, og derfor synes det mig underligt, at jeg er til. For hvorfor er jeg det?
Det spørgsmål giver en følelse af hjemløshed og fremmedhed, og derfor begyndte mennesket at længes mod det modsatte: Stedet, evigheden, roen, i modsætning til vejen, rejsen, udvéen, og det har siden slået ud i alle mulige former for vanvid. Jeg citerer Bukdahl:
Vi har i snart et halvt Aartusind tumlet med dette Problem, der blev vort Kors og vor Krone, vi har svinget mellem Anarki og Diktatur, Nihilisme og Kollektivisme. Op imod 1939 løb saa Verden træt. Den blev træt af sig selv, af sin uro og Tvivlraadighed.
De eksempler, Bukdahl her tænker på, er naturligvis politiske fænomener som kommunisme, nazisme med mere. Men der er også eksistentielle symptomer på, at vi nu lever i vejens tid, hvilket Bukdahl selv nævner i Lyseklosteret: Evighedslængslen – menneskets ønske om ikke længere at vandre her i mørket på jorden, men længes efter roen og den evige fred. Det behøver ikke kun at forstås kristeligt. I dag ser vi den samme længsel i form af troen på, at urte-the, yoga eller lykkepiller skal give ro. Livet må ikke gøre ondt, og hvis det gør, har det fysiologiske årsager, som vi død og pine skal have behandlet.
Perset er jeg, men vin bliver jeg
Nu kunne det jo lyde, som om denne vejens tid kun er begrædelig for Bukdahl. Den har medført sjælelig uro og angst og betyder, at intet menneskeliv kan finde hvile. Men det er ikke tilfældet. Den er et vilkår, som det ikke giver mening at begræde. Og den frihed, vi fik, var netop ikke kun vores kors, men også vores krone. Poul Engberg gør i sin bog om Jørgen Bukdahl opmærksom på dette ved at minde om, at for at blive løvbærende skal en plante miste bladene for at knoppes igen, ligesom den fortabte søn (Lukas 15, 11-32) skulle miste alt for ufortjent at få det hele tilbage.
Men denne opdeling af stedet og vejen, som to måder at være til på, må ikke forstås alt for historisk. Bukdahl var efter min mening en dialektisk tænker i den forstand, at han aldrig tænkte alt for binært. Det vil sige, at han aldrig udelukkende tænkte i enten/eller-strukturer. Hos ham har modsætninger lov til at suge næring af hinanden, og derfor skal denne opdeling i middelalder og post-reformation ikke kun forstås som et enten-eller: I middelalderen var livet karakteriseret ved stedet, og moderniteten karakteriseret ved vejen. De skal forstås som to billeder og kategorier for den menneskelige eksistens. To grundtræk ved den, som vi alle må leve med. Bukdahl:
Lyseklosteret, hvis Ruiner rager op fra Middelalderens store, sunkne Fastland, fra en Bestandighedens Verden, en Medmenneskelighed, hvor andres Skyld ogsaa er ens egen Skyld […]. Stedet mod Vejen; det at blive mod det at rejse. Tiderne skifter med Tider. Snart er det Stedets Tid, snart er det Vejens. I Historien som i det personlige Liv. Ak! Menneskeliv! Drue var jeg, perset er jeg, men Vin bliver jeg.
Denne skitse af et ganske andet træk ved Jørgen Bukdahls tænkning indeholder tydeligvis ingen behandling for diagnosen. Ikke fordi Bukdahl ikke har et løsningsforslag. Det har han. Men her har jeg blot ønsket at vise, hvad Bukdahls forfatterskab også indkredser med ønsket om, at han igen kan blive aktuel. Også som mere end en dannelsestænker. Eksempelvis mener jeg, at han er uhyre relevant for det 20. århundredes danske kirkehistorie som en tredje vej mellem Tidehverv og grundtvigianismen. Men det er en anden snak.

3 meninger om “Eksistentiel uro. Stedet og vejen som eksistenskategorier hos Jørgen Bukdahl

  1. Velskrevet som altid.

    Men: Igen dette ‘livet selv’.

    Det er muligt at sangen, som jeg holder meget af, er en ‘salme’. Men hvis din karakteristik i afsnittet ‘at vandre på krykker’ er korrekt er det ikke en kristen salme. Det er vitalisme. Forskellen er klar: I vitalismen er der ét uforanderligt her i verden, som bliver “[…]tilbage, som ikke er menneskeværk: Livet selv”. I vitalismen er ‘mennesket’ netop “det samme”, trods forgængelighed og død. Ikke det konkrete menneske, men mennesket som ubestemmelig ‘livskraft’. Der er en uforanderlig, mystisk essens bag alle ting. Og det kalder man så ‘ånd’.

    Men den ‘ånd’ kan aldrig være identisk med den Ånd kristendommen taler om. Ifølge kristendommen er der intet uforanderligt i denne verden, under solen, heller ikke én eller anden ånd eller livskraft. Alt er tomhed. I kristendommen er mennesket derfor heller aldrig “det samme”. Det er det kun ved netop altid at være foranderligt og uden nogen blivende substans.

    Guds Ånd er altid forskellig fra hvad vi kender. Men den er aldrig uafhængig af Kristus selv. Kun dér hvor Kristus selv er tilstede er der sand Ånd. At Kristus ikke nævnes i den såkaldte salme er derfor måske ikke så lidt sigende? Kun ved at følge Kristus i død og opstandelse, kan mennesket få del i den Ånd, som det dog aldrig kan besidde: Den Ånd, som ikke er en naturlig del af denne verden, men som bestandig gives og derfor bestandig må modtages.

    Ånd er ikke noget, der “altid bliver tilbage”, så vi er “fri til at byde tidens tand velkommen”. Ånd er noget der altid gives, fra den anden side af tiden, Guds dragelse fra den evige fremtid, opstandelsen på den anden side af døden. Dette på trods af, ikke på grund af, menneskelivets inderste karakter, som er tomhed, ikke livet selv.

    Jeg har tænkt at linjen “drue jeg var og perset jeg er, vin jeg nok bliver omsider” handler om syndefald, død og opstandelse. Det giver vel god mening. Derfor vil jeg mene at der stadig er tale om en kristen salme. Men hvis Bukdahl forstår det vitalistisk, har han misforstået sin egen tekst. Her må jeg oplyses. Jeg kender ikke Bukdahl, forklar gerne nærmere.

    Det er ellers fint med begrebet om vejens tid. Vandringen som billede på menneskelivet er et genkommende bibelsk motiv, og har altid været et omdrejningspunkt for kristen tænkning, og misandten også middelalderens pilgrimsiver. Men skal billedet forstås ret hænger det jo sammen med, at vi altid er på vej et sted hen, hvor vi dog altid endnu ikke er. Ikke et hvilket som helst sted, men det sted som Gud giver, Kristus selv. Det er ikke fordi, at vejen er drevet frem af en eller anden obskur livskraft, at den har mening, men fordi den er en forudgribelse af Guds forjættelser.

    Nok når vi aldrig Kristus på en måde så vi kan besidde Gud, men retningen er lagt, og vi drives ikke frem af os selv, eller noget andet i denne verden, ikke af livet selv, men af Gud selv.

    Dyrkes vejen som drevet af sig selv, sit eget formål får vi en art ugudelig konservatisme, hvis konklusion er nihilisme. Evangeliets håb om et dragende lys på den anden side af horisonten betyder derimod, at vejen kun kan have den værdi som afledes af dens mål.

  2. Jeg fristes til at indlede:

    Gode indvendinger som altid.

    Men igen: Denne vitalismebesættelse.

    Jeg må denne gang melde mig enig langt hen ad vejen (hæhæ). Jeg tvivlede selv på afsnittet omkring livet selv og det, der bliver tilbage, når klostre synker i grus, da jeg genlæste artiklen (skrev den for et år siden i anden sammenhæng) og ville ændre det i dag, men tænkte, at det ville have sin charme ved, at der ikke skulle ændres i artiklen, som den står i Rønshoveds årsskrift. Jeg mener ikke, at jeg fejludlægger Bukdahl (hvilket du jo også bemærker), men det skulle jo ikke afholde mig fra at påtale, at han lægger trykket forkert.

    Alligevel kan jeg ikke lade være at nævne, at denne vitalismeparanoia, som vi ofte ser på bloggen, efter min mening går for vidt. Også i dit svar, JAS. Man kan jo sagtens tale om ”livet selv” uden at blive vitalist, både poetisk og pædagogisk er det et godt udtryk for at sige nogle meningsfulde ting om de vilkår, vi er fælles om. Hvem vil eksempelvis ikke indrømme Camus flere gode betragtninger, selvom hans poetiske drive netop får ham til at lyde som vitalist? Og hvem kan ikke li’ at synge, at man skal lære modenhedens milde magt af – livet selv? (Septembers himmel er så blå).

    Du har til gengæld ret i, at ånd er et uheldigt begreb i den sammenhæng som et billede på, at når munkene dør, forbliver ånden i verden, som om den altid har været her immanent i verden.

    Er sangen så en salme? Nej, ikke efter min mening, og ovenstående skal ikke læses som et forsvar for den tanke. Den ville gøre sig fint i Salmebogen, men det er kun fordi den i det mindste er poetisk langt mere forsvarlig, end så meget andet skidt, som ivrige, (ofte) kvindelige præster udsætter os for. Men jeg synes, den har det bedst ved at forblive i Højskolesangbogen. Det fungerer i øvrigt godt som et billede på forholdet mellem (høj)skole og kirke: Højskolen, livsoplysningen kan føre os frem til muren, som kong Hadding der i underverdenen kom til den uoverstigelige mur, men hørte hanegal fra den anden side. Al menneskelig kundskab opdager, at den strander, fordi det hele skal forgå, og så kan man begynde at bygge kirker. Det er derfor, der er to kirker i så mange højskolelandsbyer (Vallekilde, Askov, Rødding).

    Derudover har sangen jo alle disse bibelske referencer, som du påpeger. Du glemmer at nævne, at selve titlen er hapset fra GT (Josvabogen 10, 12). Måske netop passende, at det er det gamle testamente, titlen kommer fra. Det er lov, ikke evangelium, der er på spil.

    Når vi taler salmer, er det i øvrigt meget spøjst at tænke på, at Erik A. Nielsen i Kredsen forleden bemærkede, at moderne salmer først og fremmest er elendige, fordi de ikke har noget eksegetisk sigte. Bukdahl har alle disse bibelreferencer, men det er ikke en salme. Måske Rosendal alligevel skulle lære noget af ham.

  3. Meget fint skrevet!

    Jeg foreslår, at vi hurtigst muligt sejler til Norge og besigtiger ruinerne og æbletræerne. Tilsyneladende kan der komme rigtig god lyrik ud af den slags. Vi får se, om vores tur fører til mere salmedigtning eller et brud med den opbyggelige tradition. (Alle kender svaret.)

    Jeg har et par kommentarer til din behandling af “tiden”: Indledningsvist i digtet står der, at “tiden er løftet af hængsel”, men som de fleste kender livet, holder den slags øjeblikke kun kort. Meget hurtigt slår det om til, at “tiden den drejer sit tunge hjul”. En personifikation og en metafor, som går igen i resten af digtet.

    For mig at se, er denne monumentale forestilling om “tiden” med til at binde digtet sammen. I hvert fald på udsagsniveau.

    Imidlertid får det visse konsekvenser at personificere “tiden” på den måde. “Tiden” bliver fremstillet som en selvstændig kraft, næsten egenrådig og hævet over Vor Herre. For det lyriske jeg, er der blot ruiner, blomstrende æbletræer og håbet om evigt liv, som kan lære os at acceptere den altdominerende tid: Tiden skifter med tider – intet over, intet ved siden af!

    Alligevel fornemmer jeg, at du knytter både Bukdahls person og “Solen står stille i Gibeons dal” sammen med kristendommen, især i din tolkning af metaforen drue-perset-vin.

    Helt tydelig er din kristne læsning af Bukdahl, når du i slutningen skriver, at Bukdahl i forhold til kirkehistorien er “som en tredje vej mellem Tidehverv og grundtvigianismen”. Og så forventer jeg ikke, at vej-metaforen skal forveksles med den vej-topos, du har behandlet tidligere i artiklen, men jeg vil bede dig indkredse, hvad du mener med denne kirkehistoriske tredje vej?

    Er det, fordi Bukdahl opgiver den almægtige Gud og sætter “Tiden” øverst og dermed imødekommer alle menneskers evighedslængsel, inklusive urte-theister og yogadyr(kere)? Eller er det, fordi Bukdahl tænkte dialektisk, som du også skriver i artiklen og formåede at lade modsætninger gå i dialog på en måde, som man ikke har været i stand til inden for hverken grundtvigianske eller tidehvervske kredse?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.