Riim-Krøniken anno 2014: Den Kredsens Sommer

~ KG ~ Skriv en kommentar

Redaktionen har modtaget et digt om det i dag just overståede sommermøde fra en vis for os ubekendt hr. stud.poet. Steffen Arrigkro. Måske var det ham den rødhårede opvasker fra køkennet, måske blev han bare overset af de hovne bajadser. Hvem ved?

Steffen Arrigkro: Den Kredsens Sommer

Kredsen, nu blunder den lyse nat.
Her ingen fromme sover
J. C. råber i skov og krat:
”Jakob Knudsen har altid ret!”
Synger, så pigen sukker:
”Åh, Gud dog, sikke no’en krukker.”

Jylland nu vågner på Sjøllunds slet
frejdigt i modersmålet.
Alt, hvad kommer fra Sjøllund af,
det gider jyden da ikke ha’.
Skønt han er Kjøwenhavner,
hjem til sin mor han stavner.

Stud’er, som hopped så frejdigt rundt,
døbes i morgenduggen.
Solen den op med Knudsen står.
Brage-Brøl som fra svundne år.
Smøger og sang fra gruber
kæmper om unges struber.

Køkkenet ringer de unge ind
Ude fra sexgrav og haver.
Åbne svælge, og øl, så lind
Mest dog fyldes med ryge-pind.
20 Prince Light er sagen
tre-fire gange om dagen

Skodder og rødvin og dans på græs
hen over Niels Daels agre.
Åbne munde med fulde læs
lort, som klinger i vrede hæs.
Brandert, som evigt kommer,
det er en Kredsen-Sommer.

Piger og skønsang, velsignet kår
leg, som for nu får ende.
Øjnene tunge og fedtet hår
Tak, skal det lyde, for nu i år.
Trefoldigt det må være
Kredsen, min hjertenskære!

Riim-Krøniken anno 2014. Optakt til sommermødet: Det har Aage Møller aldrig sagt

~ KG ~ Skriv en kommentar

En af Kredsen bekendt, frk. stud.poet. Oda Kirkeskab, har digtet en lille forudanelse om det tilstundende sommermøde, som vi her med glæde bringer som en lille optakt.

DET HAR AAGE MØLLER NU ALDRIG SAGT

I weekenden atter de kloge samles
og meninger brydes, holdninger ramles
der kævler et vid, som ingen kan kvæle
når udi Liselund Kredsfolket dvæle

Til foredrag stimler de unge knøse
tillige med Dannevangs kækkeste tøse
fra hid og did – åbne fastland og øer –
og ligner Athenes knægte og møer

På kant med de senere nattetimer
mens hjerter banker og skønsang kimer
kan Loven diktere: “Tag bad i pløre”
og I.C. kalder de tøvende skøre

Men sir én, at Loven er de barrikader
man møder på vejen til pløre og pladder
da gjalder hiin I.C. med drukken foragt:
“Det har Aage Møller nu aldrig sagt!”

Dog selv de slagne frejdigt opstår
ved morgengry, straks et ur varsler vår
thi tanker, der svæver som Ånden i vind
går skamløst i håndværkertilbud ind.

Nu ganger Himmerigs klokker for mig

~ RV ~ Skriv en kommentar

Stud.mag. Rasmus Vangshardt varmer op til sommermødet med en fortælling om en nyklassiker i Kreds-sammenhæng.

Den ærværdige – om end unge – Anders Sørensen Vedel (1542-1616) blev i sin egenskab af kongelig historiograf halvtidligt i sin halvlange levetid givet den vigtige opgave at skrive 22 bind om fædrelandets historie. En vældig og frygtindgydende opgave, især når man påtænker, at de skulle skrives i reformationens århundrede. Det gik desværre heller ikke så godt. Den danske forfatter Jørgen Bukdahl beskriver den ambitiøse Sørensen Vedel: Læs resten →

Frels folkekirken fra centraliserings- og reformsygen

~ RV ~ Skriv en kommentar

Stud.theol. Hans Nørkjær om debatten om folkekirkens såkaldte “styringslov”.

I de seneste år er en lang række offentlige institutioner oversvømmet af en ganske omfangsrig centraliseringsbølge. Alt fra kommuner og hospitaler til universiteter og folkeskoler er blevet omstruktureret, relanceret, udvidet, indviet, omkalfatret og rundbarberet.

Jeg har selv sammen med mine medstuderende stået midt i orkanens øje, mens hele den omverden, der hedder Aarhus Universitet, for vore øjne blev revet op med rode og omplantet på ny grund. Tidevandet har nu nået folkekirkens tidligere trygge position på toppen af kirkebakken. Der er blevet lavet et forslag til en ”mere sammenhængende og moderne styringsstruktur”, og tilfredsheden vil i visse kredse ingen ende tage: Nu kan vi endelig få skovlen under denne dorske kæmpe, folkekirken, og få den omskulpteret i vort samfunds billede, så den ligner alle de andre strømlinede, ”rentable” institutioner. For den skal være moderne, og det betyder centraliseret, ”demokratisk” og effektiv.

Strukturel omklamring
Når jeg skriver disse linjer, er det imidlertid med en meget konkret frygt for mit indre åsyn. Fælles for de fleste reformer inden for det offentlige er, at næsten alle institutionernes ansatte er overordentligt utilfredse. Måske skyldes det almindelig naturlig konservatisme (at man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får), men meget tyder på, at man simpelthen er uenig i hele idegrundlaget bag reformiveren. Og her taler jeg ikke bare om en ensidig fokusering på vækst, effektivisering og globalisering. Her taler jeg om en sygdom i moderne dansk samfundstænkning: En række indgroede selvfølgeligheder angående udformning af offentlige institutioner.

Det handler dels om statens omklamring af det hele menneske, dels om en sygelig hang til management og ”branding”, der ikke blot koster mange penge, men også uendelige mængder tid fra det arbejde, der egentlig skulle være kerneydelse i disse institutioner; i universitetets tilfælde: forskningen.

Folkeskolen er et godt eksempel på det første. I stedet for tidligere tiders selvfølgelige tillid til, at lærere forberedte sig i ro og mag hjemme i studerekammeret, er der nu gennemtrumfet rigoristisk kontrol med lærernes arbejdstid, så man kan overvåge deres forberedelsestid på selve skolen, skønt der ingen plads er til at arbejde her. Ordnung muss sein!

Angående det andet hersker der på universiteterne (herunder mit eget Aarhus Universitet) en eklatant mangel på fokusering på det væsentlige. Således har vi oplevet fyring af forskere, alt imens der ansættes nye IT-supportere, nyt administrationspersonale og (Gud hjælpe mig!) levende tøjdyrsmaskotter til uddannelsespromovering. Fy for den lede!

Hvad folkekirken skal
Når man på denne måde ser de offentlige institutioner udsat for ødelæggende omvæltninger af arbejdsgang og –tid, så frygter man for lignende tendenser, nu hvor reformfetichismen skyller ind over folkekirken. Som kommende sognepræst frygter jeg en syndflod af bureaukrati pga. centralisering og markedsføringsfokus samt en utidig indblanding i de såkaldte indre anliggender, noget som med den nuværende ordning holdes på et minimum.

Jeg sætter folkekirken højt og jeg ser frem til at virke i den, men jeg er meget bekymret over oplægget til ny lovgivning, som man i øvrigt lægger op til at ville trumfe igennem allerede henover sommeren, endskønt blandt andre de fleste menighedsråd har udtrykt stor skepsis.

For jeg ønsker netop at virke i en folkekirke, der har fokus på det egentlige: Forkyndelse af det evangelium, som indeholder en tiltale af mennesket, som det i mere end én forstand har brug for. Og uden dette blot skal lyde som et papegøjecredo, som man bare har lært at sige, når man er teolog, vil jeg underbygge det med et par tanker om, hvad folkekirken skal foretage sig anno 2014:

Folkekirken skal først og fremmest holde op med at halse efter den tidsånd, der dikterer centralisme og koncerntænkning. Som en leder i Politiken omkring påske også pegede på, så er de moderne strukturreformer inden for offentlige institutioner alt andet end drømmescenarier. ”Det velordnede anarki”, som folkekirken undertiden betitles, mener jeg bør fastholdes, fordi det har vist sig som den bedste af alle ordninger. Uforståelig, men god. Et vaskeægte paradoks i tråd med sit evangelium.

Og så er jeg sådan set ligeglad med, at det ikke oprindeligt var tanken med folkekirken (jf. al den snak om ”løfteparagraf”). Nogle gange viser – undskyld mit evangeliske! – Guds forsyn sig at være klogere end vi menneskers slumpne forsøg på magtfuldkommenhed og kontrol. Sådanne forsøg skal vi – også af evangeliske grunde – gøre vores bedste for at dæmme op for.

Folkekirkens styrke
Nogle af fortalerne for fællesudvalget – der på bedste politikervis dækker sig ind under en hul tale om ”nødvendigheden af en kirkeforfatning” – slår sig i tøjret over, at den nuværende ordning er ”åh, så udemokratisk” (dette slagord, som alt kan afvises med), fordi det er ministeren og folketinget, der har lovgivningsret for folkekirken, også hvad angår de indre anliggender. Jeg troede da ellers, at folketinget var demokratisk valgt?

Det undrer mig, hvor meget man blæser de indre anliggender op. Der er jo egentlig ret få af dem, så hvorfor himle sådan op om dem?

I almindelighed er de blevet afgjort og gennemført på baggrund af en tentativ forståelse af, hvad folkekirken har brug for ud fra et minimalprincip, der sikres af, at det er så forholdsvis svært at få noget gennemført. Og det er godt sådan, for grundlæggende er folkekirkens styrke, at den ikke hele tiden har bunkevis af indre anliggender, der skal ordnes og styres. Men de vil komme, hvis et fællesudvalg bliver en realitet; vær vis på det, kære læser. Og jeg er ret så sikker på, at det er, hvad rådsfolkene ønsker: En masse indre anliggender, de kan bestemme over. Hvis man får held med fællesudvalgets oprettelse, så er der ikke grænser for hvilke camps og konfessioner, salmebøger og sanglege, der skal ”implementeres” og afprøves for at lave sjov og ballade i den nye koncernkirke.

Foruden indblanding
Lad mig afslutte med en association: For nogle år siden var Belgien uden regering, men det har været en af de lykkeligste tider i landets historie, fordi politikerne ikke hele tiden havde behov for at blande sig og rode rundt i den sædvanlige hverdag. Så kunne man nemlig få arbejdsro til det væsentlige virke, man hver især havde rundt omkring i sit land. På samme måde vil jeg ønske, at vi kan fortsætte med at trække synodemanien, rådsrigorismen og udvalgsfetichismen så meget i langdrag, at selv de mest savlende kirkekøtere mister lysten til disse lovlege.

Studenterkredsen på Facebook

Den foreliggende (u)orden og Guds gode ordning

~ RV ~ Skriv en kommentar

Ph.d.-stud. Johan Christian Nord med en række overvejelser over ordning og uorden oven på debatten om “Det nye Tidehverv” mellem Christian Langballe og Claus Thomas Nielsen i Studenterkredsen i efteråret. Artiklen er også bragt i Tidehverv, nr. 6., 88. årgang, maj 2014, s. 76-78, og vi takker således Agnete Raahauge for venlig tilladelse til også at publicere den på nærværende blog.


I det følgende skal det dreje sig om et spørgsmål, der på forskellig vis og med skiftende styrke har optaget plads i mine overvejelser over, hvilket forhold kristendommen står i til det, vi – med en tåbeligt godtroende formulering – kunne kalde den empiriske erkendelse af verdens beskaffenhed. Af forskellige grunde har dette spørgsmål nu tiltvunget sig en sådan frontstilling, at jeg har besluttet mig for at påbegynde en famlende skriftlig tilnærmelse til det. 

Den mest umiddelbare grund til, at jeg nu har besluttet mig for at lade overvejelserne få skriftligt udløb kan findes i nogle af de indtryk, jeg fik ved en begivenhed, hvor to af dette blads medudgivere var sat i stævne. En novemberaften i det forgangne år havde Studenterkredsen i København således inviteret til et debatmøde i den største af Vartovs højelofts sale, som skulle vise sig at blive både velbesøgt og værd at gæste. Her havde man indkaldt Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe for at drøfte deres  indbyrdes uenigheder angående kristendommens forhold til metafysik, som jo tidligere har indtaget spalteplads her i bladet og er blevet drøftet på flere sommermøder – der dog ligger så langt tilbage, at jeg vist endnu var barn, da de blev afholdt. Ligeledes ønskede man sig fra Studenterkredsens hold ved denne lejlighed en udveksling mellem de to om det, der i oplægget til foredraget blev kaldt »det nye Tidehverv«, samt dette nyes forhold til Luther og katolicismen.  

Det blev en spændende og vigtig aften, og mit indtryk var, at alle gik både oplyste og endda fornøjede fra et arrangement med en spørge- og tænkelysten sal, hvor der gudskelov ikke endte med at blive talt så meget – og så pænt – om papismen og dennes mulige forbindelse til et nyt Tidehverv, som i hvert fald jeg havde frygtet. 

Jeg skal ikke her tage direkte fat i den teologiske uoverensstemmelse – den være sig stor eller lille(bitte) – der er mellem Nielsen og Langballe, men alene beskæftige mig med et emne, der vist blev berørt af dem begge, men som jeg først og fremmest bed mærke i Langballes behandling af, nemlig forholdet mellem orden og gudstro. 

Inden jeg går videre, skal jeg lige have nævnt, at jeg efter foredraget havde en lang – og til sidst noget øllet samtale – med Christian Langballe, hvor det vist blev klart, at vore opfattelser ikke lå så langt fra hinanden, i hvert fald hvad angår de spørgsmål, vi nåede at få vendt. Dette er altså ikke så meget et oplæg til blodig strid mellem ungersvend og medudgiver, som det er et udslag af den opfattelse, at vi her har med et principielt spørgsmål at gøre, der har gavn af at blive behandlet skriftligt. 

Konfirmanderne hungrer!
På et tidspunkt under et af sine indlæg ved arrangementet nævnede Christian Langballe, at han i forbindelse med konfirmandundervisning havde gjort den håndfaste iagttagelse, at børnene – eller de unge mennesker, som det hedder i dag – virkede til at tragte efter og glæde sig ved erfaringen af noget, der er blevet krænket i vores verden, nemlig orden. Man kan simpelthen se det på dem; de hungrer efter alt dette, der er blevet dem forment af en lalleglad reformpædagogik og den hele mangfoldighed af tidssvarende dårligdomme. Den gode orden findes, men den kan blive – og er blevet – krænket med de grelle følger, en sådan overtrædelse har. Fra de unge struber lyder nu et uartikuleret skrig på orden, på konservatisme og på Gud, lod til at være argumentet, hvis vi skulle sætte det på kortform. Og tanken er da også både besnærende og har efter min klare opfattelse ikke blot noget, men meget på sig. Konfirmanderne vil have mere kristendom og mere konservatisme, sådan er det, for sådan er mennesket. Og alt dette i forlængelse af en sådan sund, jordbundet engelsk fornuft, som Christian Langballe gjorde sig til talsmand for.

Men fremstillingen af forholdet mellem en vanrøgtet ungdoms længsel efter den sønderbrudte orden og den gode Gud rejser nu alligevel et gammelkendt principielt teologisk spørgsmål, man ikke bør krybe udenom, men derimod gå lige på. For hvilken rækkefølge er det, der opstilles her, eller som man i hvert fald meget let kan se for sig som følge af en sådan iagttagelsesbaseret overvejelse? Jo, det er netop en rækkefølge, der går fra den empiriske konstatering af menneskets trang til orden – midt i et herskende ordensbrud – til en tro på den Gud, der giver og opretholder en sådan orden. Vi står med andre ord over for en tankerække, der meget let kan ende i dét, vi ellers har for vane at forsage som naturlig teologi – eller måske endda i ren og skær naturalisme, hvor menneskets behovstilfredsstillelse bliver ensbetydende med dets salighed. 

En naturalistisk slutning
For sagen er, som jeg skal prøve at anskueliggøre, at der, hvis argumentet om at mennesket trives ved orden, og at orden derfor er godt og gudgivet, skal stå til troende, meget let kan blive tale om en naturalistisk slutning. Hermed mener jeg ikke kun den niche af dogmatiske vildveje, vi kalder naturlig teologi, og som blandt andre Johannes Horstmann i vor hjemlige sammenhæng har gjort sit for at uddrive, men sigter også til den tankegang, der i det hele taget er drivende for en normativt naturorienteret betragtningsmåde, altså også den erklæret ugudelige naturalisme. 

For denne tankegang – at det afgørende blot er ad den (snus)fornuftige sansnings vej at udgrunde menneskets anlæg og behov, dets natur, for derved at komme til klarhed over, hvilke betingelser der må tilvejebringes for at sikre trivsel – er nemlig også velkendt uden for den teologiske tænkning. Det er netop en meget udbredt tankestruktur, der vel nok har eksisteret siden den faldne verdens første morgenrøde, men som i moderne tid har fået ét af sine væsentligste og mest udbredte udtryk inden for en materialistisk og zoologisk tænkning. Nemlig i den normanvisende udformning af darwinismen og i hele den moderne indskrivning af mennesket i den skala af organiske livsformer, der strækker sig mellem alt fra vandmænd til højerestående abekatte, som alle ubændigt vil dette enkle: overlevelse og udbredelse.   

Hvis man hævder, at mennesket er så let at få greb om, at man ad den empiriske iagttagelses vej kan konstatere behovet for et ordnet habitat til understøttelse af trivsel og overlevelse, og derfor bør opfatte et sådant som hjemlet i guddommelig orden og (selv!) sørge for at sikre det, har man ikke sagt stort mere end det, alverdens hedenske og ikke-kristne tankesystemer altid kommer frem til. Mennesket i centrum, menneskelivets sikring – og selv guderne er enige med os, hvis vi altså tilfredsstiller dem retmæssigt. Et sådant menneskesyn er ikke kristeligt, men derimod af en rendyrket naturalistisk, eller vitalistisk, art, for her har man sat tilværelsen på letfatteligt begreb, og er krøbet uden om den gåde, der hedder menneske, og som vi kun kan tage livtag med i tro. 

Nok er det temmelig indlysende, at vi mennesker holder af at overleve og trives, og der kunne snildt være ikke så lidt sandhed i den betragtning, at disse to går fløjten, hvor anarki og selvdyrkelse hyldes som junglens sidste og højeste skrig, men spørgsmålet er og bliver, om en sådan konstatering virkelig kan indgå i noget begrundende led i en fornuftsmæssig syntese med det, vi plejer at kalde gudstro? Således den overordnede principielle og strukturelle indvending, som skal udfoldes i det følgende. Men før vi kommer frem til mit højst foreløbige bud på, hvordan man kan tale anderledes om orden og gudstro, må vi omkring en lille udredning og eksemplificering af muligheder for empirisk funderede bestemmelser af det, man kunne kalde den foreliggende (u)orden.


Den foreliggende orden
Som sagt kan jeg for en umiddelbar betragtning – altså hvad angår det briterne ville kalde common sense – være med på Langballes treledede opfattelse af, at der faktisk findes en orden i tilværelsen, at overskridelser af denne har tunge følger, og at mennesket derfor har behov for at agte denne orden. I billedernes form kunne vi måske udtrykke det sådan her: 
Omkring ethvert menneske er der en mur, ja faktisk en pigtrådsbefæstet forskansning, som hælder således nedad, at den snildt kan forceres af den, der måtte have lyst, men som ikke efterlader den overløbne uberørt. Han kan sagtens komme over den – ja, vi er jo hver eneste dag, hvert eneste øjeblik, øjenvidner til forceringen af dette lovens voldsanlæg. Men den, der kommer over, vil uvægerligt miste noget i det sammenslyngede virvar af pigtråd. Han vil i strømme af sit eget blod miste noget af sig selv. 

Eller måske med Paulus som leverandør af almene mundheld til dagligdagen: »Alt er tilladt, men ikke alt gavner«. 

For Man kan sagtens vælge at give sig humanismens menneskedyrkelse i vold og tro på en verden, hvis endelige blomstring alene afhænger af, om menneskeheden evner at se sin egen stolthed og adel i øjnene og kaste lovens hæmmende åg af sig for derved at virkeliggøre den godhed, der bor i brystet, men indtil nu menes blot at have været hæmmet. Sådan kan man sagtens tænke og sagtens handle. Det har vi jo gjort. Men der er følger af et sådant brud med den jordnære fornemmelse for forskansningernes rolle i sikringen af menneske- og folkelivet. Der er følger, når opdragere og øvrighed kaster vrag på deres embede. Og disse følger rammer med jernhård konsekvens, og mon ikke der sidder en læser derude, som mener at have skuet disse følger i forbindelse med sin, ja netop, konfirmandundervisning?

Vi kunne også udtrykke det mere plumpt med henvisning til en historie fra den fysiske og aldeles virkelige verden: Hvis man – som en vis digter gjorde det – er af den opfattelse, at man er i stand til at flyve og derfor tager turen ud over vindueskarmen fra en Københavnerlejlighed, så splatter man ud. Og sådan er det bare. 

Sådan kunne en overvejelse over den foreliggende orden som en observerbar, men ofte krænket, kendsgerning se ud.

Den foreliggende uorden
Men vi kunne også vende sagen på hovedet og overveje følgende lige så empiriske betragtning: mennesket er bestandigt optaget af at tilvejebringe orden i den verden, vi kalder vores, men vi skuffes gang på gang. For de rådfyldte sprækker i vore kalkede murer har beklageligvis og konstaterbart den lede vane evigt og altid at kaste deres lange blikke efter os, hvor vi netop troede at have tildækket dem. Råddet trænger altid ind og frem, og mennesket er og bliver menneskets ulv – og til sidst kommer så den store slagter og røver dét fra os, vi troede var vor ejendom, vort liv. Ud fra denne betragtning er vor indbildning således netop den, at der faktisk skulle gives en orden midt i den faktisk uorden, og at vi blot skal finde den rigtige kalkningsmetode for endeligt at sikre den. Også denne indbildning er et udslag af humanismen – blot i en anderledes konserveringsorienteret afart. 

Også denne overvejelse kan – hvis vi ligesom ovenfor skal springe til Skriften – bringes i forbindelse med et par ord af Paulus, der nok ikke indeholder begrebet orden, men derimod begrebet lov, og vel med nogen ret kunne bringes i forbindelse med de overvejelser, det her drejer sig om:

Jeg finder altså den lov, at jeg skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med den loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig af dette dødens legeme?

Menneskets forhold til det Paulus her kalder lov, men som vi vel med en vis rimelighed kunne jævnføre med forestillingen om en tilværelsens orden, er altså splittet. Vi kender – således Paulus’ påstand – ganske vel Guds gode lov, men vort hele liv, vort kød, træller under en anden lov og henligger altså i det, der for en umiddelbar trivselsorienteret betragtning må kaldes uorden, fordi mennesket netop plages af og slutteligt går til grunde ved den. 


Ligesom ovenfor kan denne betragtning videre iklædes kød ved henførelse til det daglige livs menneskelige alt for menneskelige hurlumhej. For også denne betragtning, at livet udfoldes i en tilstand af uorden, kender vi jo fra vor egen virkelighed, nemlig fra alle vore bestræbelser på genoprettelse – på fast og myndig konfirmandundervisning midt i tidens amokløb for ikke at nævne vore bestræbelser på egen genoprettelse –  der sluttelig viser sig ikke at have afkastet den rimelige og naturlige ordenssans, vi gjorde os forhåbninger om at kunne lirke frem. Vi kalker og kalker, men bæstet regerer – og netop derfor bærer øvrigheden sværd.  

Men hvor er det egentlig, jeg vil hen med dette fletværk af selvmodsigelsesmuligheder? Jo, jeg vil ganske enkelt derhen, hvor spørgsmålet om orden viser sig som det, dét virkelig er: en gåde, der fordrer tro. 

Guds gode ordning
Det kan altså ikke være den sansende fornuft, der når frem til, at der i verden gives en orden, og at denne både er af og til det gode. For just denne fornuft kunne jo – i en ærlig stund – også få øje på al den uorden, vi bestandigt ser omkring os og selv kaster både os og de andre ud i. Verden taler ikke entydigt om orden, for naturens bog er holdt i en cifferskrift. Vi ejer ikke den nøgterne empiriske erkendelses røntgenblik, vi skuer ikke tingenes inderste – vi griber ikke om det, en vis stræbsom ånd kaldte was die Welt im Innersten zusammehält for så sidenhen at slå sig noget så slemt på sin egen iver.  

Vi står derimod i den afgørelse, som netop den her skildrede vekselspændte erfaring af den foreliggende (u)orden sætter os i. Den anfægtelse, som vi ved loven igen og igen tugtes frem til: At bøje knæ som menneske og både bede om og modtage sine synders nådige forladelse eller at knejse i egensindig stolthedsindbildning – og gå derfra som abe. 

Dette er Guds gode ordning, dette er den kristne tro på Guds gode ordning – at vi alle bringes til denne  afgørelsens stund, hvor vore gerninger og egen verdensforbedrende foretagsomhed bliver til støv mellem de selvretfærdige fedtfingre. Og videre: at det er her, midt i vort eget ruinøse landskab, det viser sig, at Han, der kom i fornedrelsens skikkelse og oprejstes i herlighed, allerede har afgjort sig for os og nu vil indstifte den kærlighedens orden, som alle vantro hjerter bekæmper, men som ingen sluttelig vil kunne holde stand imod. For det er kun i gudstroen, at denne verden oplyses som gudsforordnet skaberværk opretholdt ved Hans lov, og det er kun i denne tro, det Ord slår rod, som lyder om oprejsningen af alt det tabte i Kristus. 


At verden er i orden – eller til sidst vil komme det – viser sig ikke ved den blotte anskuelse, men først i den tro, der gør alting nyt.