Stud.theol. Hans Nørkjær om debatten om folkekirkens såkaldte “styringslov”.
I de seneste år er en lang række offentlige institutioner oversvømmet af en ganske omfangsrig centraliseringsbølge. Alt fra kommuner og hospitaler til universiteter og folkeskoler er blevet omstruktureret, relanceret, udvidet, indviet, omkalfatret og rundbarberet.
Jeg har selv sammen med mine medstuderende stået midt i orkanens øje, mens hele den omverden, der hedder Aarhus Universitet, for vore øjne blev revet op med rode og omplantet på ny grund. Tidevandet har nu nået folkekirkens tidligere trygge position på toppen af kirkebakken. Der er blevet lavet et forslag til en ”mere sammenhængende og moderne styringsstruktur”, og tilfredsheden vil i visse kredse ingen ende tage: Nu kan vi endelig få skovlen under denne dorske kæmpe, folkekirken, og få den omskulpteret i vort samfunds billede, så den ligner alle de andre strømlinede, ”rentable” institutioner. For den skal være moderne, og det betyder centraliseret, ”demokratisk” og effektiv.
Strukturel omklamring
Når jeg skriver disse linjer, er det imidlertid med en meget konkret frygt for mit indre åsyn. Fælles for de fleste reformer inden for det offentlige er, at næsten alle institutionernes ansatte er overordentligt utilfredse. Måske skyldes det almindelig naturlig konservatisme (at man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får), men meget tyder på, at man simpelthen er uenig i hele idegrundlaget bag reformiveren. Og her taler jeg ikke bare om en ensidig fokusering på vækst, effektivisering og globalisering. Her taler jeg om en sygdom i moderne dansk samfundstænkning: En række indgroede selvfølgeligheder angående udformning af offentlige institutioner.
Det handler dels om statens omklamring af det hele menneske, dels om en sygelig hang til management og ”branding”, der ikke blot koster mange penge, men også uendelige mængder tid fra det arbejde, der egentlig skulle være kerneydelse i disse institutioner; i universitetets tilfælde: forskningen.
Folkeskolen er et godt eksempel på det første. I stedet for tidligere tiders selvfølgelige tillid til, at lærere forberedte sig i ro og mag hjemme i studerekammeret, er der nu gennemtrumfet rigoristisk kontrol med lærernes arbejdstid, så man kan overvåge deres forberedelsestid på selve skolen, skønt der ingen plads er til at arbejde her. Ordnung muss sein!
Angående det andet hersker der på universiteterne (herunder mit eget Aarhus Universitet) en eklatant mangel på fokusering på det væsentlige. Således har vi oplevet fyring af forskere, alt imens der ansættes nye IT-supportere, nyt administrationspersonale og (Gud hjælpe mig!) levende tøjdyrsmaskotter til uddannelsespromovering. Fy for den lede!
Hvad folkekirken skal
Når man på denne måde ser de offentlige institutioner udsat for ødelæggende omvæltninger af arbejdsgang og –tid, så frygter man for lignende tendenser, nu hvor reformfetichismen skyller ind over folkekirken. Som kommende sognepræst frygter jeg en syndflod af bureaukrati pga. centralisering og markedsføringsfokus samt en utidig indblanding i de såkaldte indre anliggender, noget som med den nuværende ordning holdes på et minimum.
Jeg sætter folkekirken højt og jeg ser frem til at virke i den, men jeg er meget bekymret over oplægget til ny lovgivning, som man i øvrigt lægger op til at ville trumfe igennem allerede henover sommeren, endskønt blandt andre de fleste menighedsråd har udtrykt stor skepsis.
For jeg ønsker netop at virke i en folkekirke, der har fokus på det egentlige: Forkyndelse af det evangelium, som indeholder en tiltale af mennesket, som det i mere end én forstand har brug for. Og uden dette blot skal lyde som et papegøjecredo, som man bare har lært at sige, når man er teolog, vil jeg underbygge det med et par tanker om, hvad folkekirken skal foretage sig anno 2014:
Folkekirken skal først og fremmest holde op med at halse efter den tidsånd, der dikterer centralisme og koncerntænkning. Som en leder i Politiken omkring påske også pegede på, så er de moderne strukturreformer inden for offentlige institutioner alt andet end drømmescenarier. ”Det velordnede anarki”, som folkekirken undertiden betitles, mener jeg bør fastholdes, fordi det har vist sig som den bedste af alle ordninger. Uforståelig, men god. Et vaskeægte paradoks i tråd med sit evangelium.
Og så er jeg sådan set ligeglad med, at det ikke oprindeligt var tanken med folkekirken (jf. al den snak om ”løfteparagraf”). Nogle gange viser – undskyld mit evangeliske! – Guds forsyn sig at være klogere end vi menneskers slumpne forsøg på magtfuldkommenhed og kontrol. Sådanne forsøg skal vi – også af evangeliske grunde – gøre vores bedste for at dæmme op for.
Folkekirkens styrke
Nogle af fortalerne for fællesudvalget – der på bedste politikervis dækker sig ind under en hul tale om ”nødvendigheden af en kirkeforfatning” – slår sig i tøjret over, at den nuværende ordning er ”åh, så udemokratisk” (dette slagord, som alt kan afvises med), fordi det er ministeren og folketinget, der har lovgivningsret for folkekirken, også hvad angår de indre anliggender. Jeg troede da ellers, at folketinget var demokratisk valgt?
Det undrer mig, hvor meget man blæser de indre anliggender op. Der er jo egentlig ret få af dem, så hvorfor himle sådan op om dem?
I almindelighed er de blevet afgjort og gennemført på baggrund af en tentativ forståelse af, hvad folkekirken har brug for ud fra et minimalprincip, der sikres af, at det er så forholdsvis svært at få noget gennemført. Og det er godt sådan, for grundlæggende er folkekirkens styrke, at den ikke hele tiden har bunkevis af indre anliggender, der skal ordnes og styres. Men de vil komme, hvis et fællesudvalg bliver en realitet; vær vis på det, kære læser. Og jeg er ret så sikker på, at det er, hvad rådsfolkene ønsker: En masse indre anliggender, de kan bestemme over. Hvis man får held med fællesudvalgets oprettelse, så er der ikke grænser for hvilke camps og konfessioner, salmebøger og sanglege, der skal ”implementeres” og afprøves for at lave sjov og ballade i den nye koncernkirke.
Foruden indblanding
Lad mig afslutte med en association: For nogle år siden var Belgien uden regering, men det har været en af de lykkeligste tider i landets historie, fordi politikerne ikke hele tiden havde behov for at blande sig og rode rundt i den sædvanlige hverdag. Så kunne man nemlig få arbejdsro til det væsentlige virke, man hver især havde rundt omkring i sit land. På samme måde vil jeg ønske, at vi kan fortsætte med at trække synodemanien, rådsrigorismen og udvalgsfetichismen så meget i langdrag, at selv de mest savlende kirkekøtere mister lysten til disse lovlege.