Guds begyndelse

~ IKK ~ Skriv en kommentar

66årgnr2I anledning af 100-året for Aarhus-teologen Johannes Sløks fødselsdag udgav Studenterkredsens tidsskrift i aprilnummeret en artikel af valgmenighedspræst Hans Nørkjær, Lemvig og Omegns Valgmenighed, om sit livtag med især Sløks sene, narrative teologi. Den bringer vi hermed til Deres opbyggelse kvit og frit.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com. I dette nummer bringer vi blandt andet artikler om så forskellige personager som Carl Ewald, Anders Sunesøn og Klaus Rifbjerg.

Teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk kunne d. 27. april været blevet 100 år gammel. Det opnåede han naturligvis ikke, for han døde i 2001, men alligevel skal mandens 100-års-dag da markeres. Derfor dette lille skriv: Om mig og Sløk.

Jeg mødte Johannes Sløk på en boghylde på det nu nedlagte Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Og den bog, jeg først stiftede bekendtskab med af manden, var samleværket Guds fortælling – Menneskets historie, der blev udgivet i 1999, og som er en samling af fire af Sløks kendteste (og måske også væsentligste) værker, de bøger, der indkredser Sløks såkaldte ”narrative teologi”. Værket stod på en boghylde og blev ved med at kalde på mig, hver gang jeg gik forbi den. For denne titel var ganske dragende på den yngre udgave af mig selv. Og en del af min fortælling om min læsning af Sløks fortælling om Guds fortælling vil jeg forsøge at fortælle her:

Værket Guds fortælling – Menneskets historie (1999) er en samling af følgende fire bøger: Teologiens elendighed (1979), Det religiøse sprog (1981), Den kristne forkyndelse (1983) og Da Gud fortalte en historie (1983). Førstnævnte er et frontalangreb på den løgstrupske skabelsesteologi, som, mente Sløk, led af alvorlige teologiske og filosofiske handicaps. Ikke bare smykkede den sig med lånte fjer, den havde simpelthen slet ikke fattet det væsentligste i kristendommen: At Gud frelser mennesket ved at (om)skabe det i sit forandrende billede gennem den fortælling, som han selv i Jesus har åbenbaret os. Teologiens elendighed forsøger at drøne en rambuk igennem den form for sofistisk metafysik, som navnlig Løgstrups eftersnakkere – ingen nævnt, ingen glemt – gjorde sig til talsmænd for. Og det var altså her, min og Sløks fortælling tog sin begyndelse. Sløk mente ikke, at disse skabelsesteologer havde argumentationen i orden, når de ville forsøge at påvise, at verden var skabt af en god og kærlig Gud. Med klassisk sløksk hån kan det blandt andet lyde sådan her – et sted, der for øvrigt fremkaldte en spontan og lutrende latter hos mig, da jeg læste det (vist nok til stor gene for den øvrige læsesal):

Man må med samme grad af evidens kunne sige sådan noget som: ”Fordi katte æder fugleunger, fordi stormfloder med mellemrum bringer ødelæggelser over Bangladesh, fordi 10.000 gnuer hvert år dør af sult – derfor har Gud skabt verden (Sløk 1979, 45).

Især den med gnuerne fremkaldte et billede af de utallige naturprogrammer, jeg som barn har set fra Serengeti-Naturparken i Tanzania, hvor nyfødte gnuunger på endnu vaklende ben overfaldes af glubske løver eller skambides af krokodiller ved et vadested over en flod. Sløk satte ord på en nagende, men uformuleret modstand mod de fromme fantasterier om ’skabtheden’ fra alle Løgstrups eftersnakkere. Jeg må simpelthen blankt indrømme, at selvom jeg har hørt begrebet om ’skabthed’ gentaget om og om igen, har jeg vitterligt aldrig forstået, hvad det betyder i det løgstrupske vokabular. Og hvis det ikke var, fordi en mand som Johannes Sløk tilsyneladende havde en lignende misbilligelse af begrebet, var jeg nok forblevet i forestillingen om, at jeg bare var mindre begavet eller en særligt genstridig natur.

Nuvel, det personlige anliggende er jo aldrig det væsentlige i fremlægningen af teologisk tænkning og har intet tvingende over sig i sin argumentation. Lad mig da bevæge mig dybere ned i præmissen for Sløks tænkning. Grundlæggende må man vel betegne Sløk som en art eksistentialist, idet han tager udgangspunktet i det tilsyneladende usammenhængende og uafsluttelige menneskeliv, som det opleves for den enkelte. Udgangspunktet for al tænkning og alt liv er det enkelte menneskes oplevelse af den umiddelbart foreliggende virkelighed (se f.eks. Sløk 1981, 7), som ikke i udgangspunktet er en ansamling af ting, men er en omverden, der påkalder sig vores opmærksomhed – ja, det kan lyde helt heideggersk, men er nok snarere at forstå i forlængelse af Kierkegaard, Sløks store inspirator – mesteren. Dette udgangspunkt har to væsentlige implikationer: dels at metafysiske systemer per definition er løsrevet fra virkeligheden, dels at det rationelle sprog (f.eks. naturvidenskaben) ikke har primat til at beskrive tilværelsen. De metafysiske systemer er løsrevet fra virkeligheden, fordi de forsøger at hævde en objektivitet, som de ikke har hjemmel til at udsige. De nidkære metafysiske ingeniører har simpelthen ikke byggetilladelse. For grundlæggende gælder det, at mennesket er stillet over for en usammenhængende tilværelse – Sløk kan ofte beskrive den som absurd – som det er på eget eventyr i at forsøge at finde sammenhæng i. Og denne sammenhæng kan vi heller ikke blot lade være op til den rationelle videnskab at udgrunde, for den er slet ikke primær i sin tilgang til verden, sådan som den ellers fra populært hold ønsker at hævde. Denne tematik er særligt genstand for undersøgelse i bogen Det religiøse sprog (1981), der følger efter den metafysikkritiske håndbog Teologiens elendighed.  Dette på mange måder forvirrende værk om virkelighedens sproglighed er et fundamentalteologisk forsøg på ad uortodokse veje at hævde den (ur)grund, som kristendommens tale – såvel som enhver anden tale – er afhængig af for at kunne have fast grund under fødderne. Med så forskellige indgangsvinkler som den franske strukturalisme, Freuds arketyper, Wittgensteins sprogfilosofi og almen religionshistorie kaster Sløk sig i Det religiøse sprog sig ud i den umulige opgave at tale om det, der er selve forudsætningen for at tale, og som vi naturligvis derfor slet ikke i egentlig forstand kan tale om – men dog er dømt til at tale ud fra. Således i hvert fald påstanden.

Det interessante ved Det religiøse sprog er ikke så meget dette tema som bogens åbenlyse foreløbighed. Dens emne medfører simpelthen, at den aldrig rigtig hverken kommer i gang eller bliver færdig. Dette er ikke en anmeldelse, så ordene skal ikke forstås kvalitetsvurderende, men som en konstatering, der afdækker bogens – og Sløks – uhåndterbare tese.

Sløk opererer selv med tre former for ’sprog’: Det rationelle, det religiøse og det mytiske sprog. Men her opstår faren allerede. Man skal nemlig passe på med for håndfast at opdele sprogene og pege dem ud i forhold til hinanden. Som Sløk skriver et sted, er ’det religiøse sprog’ ikke direkte kendeligt; det er det for fundamentalt og grundlæggende til (Sløk 1985, 60). Og ’det mytiske sprog’ lader sig også alt for besværligt udpege. Hvorfor? Fordi det er selve fundamentet for vores måde at udpege virkelighedens forekomster på ved hjælp af sproget. Det kræver vist en forklaring, så jeg lader Sløk komme til orde:

Sagen er, at sproget er til stede i mennesket, før det taler; vi kan kalde det et ursprog, selve den naturgivne mulighed for – og dermed nødvendighed til – at tale sprog. Jeg kalder det ursprog, for hvad skal jeg ellers kalde det? Men man må begribe, at det ikke i konkret – eller lingvistisk – forstand uden videre er et sprog; det er alle faktiske sprogs forudsætning. (Sløk 1981, 87)

Det er omtrent så langt, Sløk kan komme. ”Før” sproget i konkret forstand kan komme til orde, findes der et ursprog, som ikke selv er et konkret sprog, men forudsætningen for, at et ethvert sprog kan opstå. Det svarer nogenlunde – dog ikke ganske til – Ferdinand Saussures begreber langue og parole, som Sløk også tilskriver dem (Sløk 1981, 21). Langue er sprogets system, der ligger bagved ethvert konkret sprog, parole. Det er det urdyb, der findes, før virkeligheden bliver til som virkelighed; hvis man vil beskrive det billedligt og bibelsk, er det det samme sproglighedens urdyb, som Guds Ånd svæver over, inden han giver sig til at tale, og som virkeligheden altså bliver til ud fra. Med Sløks ord: ”Ursproget er ikke selv et sprog; det er derimod nødelsen til et sprog” (Sløk 1981, 87). Det er den forudsætning, der findes, før Gud tager bladet fra munden og skaber verden ved til en begyndelse at sige: ”Der skal være lys!”

Det mytiske sprog tjener altså til at hævde en virkelighed, der ligger før vi menneskers tale om det, men samtidig er så meget et forudsætningens sprog, at vi ikke kan udgrunde det. Denne – for især tænkende hoveder – så nedslående konstatering formulerer Sløk på følgende måde:

Alting begynder i dette ’ur-’ og hvis der ikke er noget ’ur-’ er der heller ikke nogen begyndelse, og uden begyndelse er der ingenting (…) Hvis man imidlertid skal udtale sig i logoi om det, altså tale ganske rationelt, må man uvægerligt hævde, at det hele beror på en illusion. (Sløk 1981, 96)

Man kan sige, at hr. Sløk ikke gør det nemt, hverken for sig selv eller for os ved at ville tænke en tanke, der ikke kan tænkes, fordi den ikke kan formuleres. Nu kan man indvende, at dette er for letkøbt og blot udtryk for en punkteret tænkning, som Sløk ved sproglig finesse og pædagogisk patos sætter donkraften under for at holde oppe; men i hvert fald i en teologisk sammenhæng er det ikke ganske ødelæggende at fastholde en uudsigelighedens og uudgrundelighedens forudsætning. Jeg anslog det just med Guds Ånd, der svævede over urdybet; og lader vi munden løbe en smule mere, er vi tæt på at ankomme til den mytens Gud, som var i begyndelsen sammen med Ordet, der var Gud. Som den storslåede Johannesprolog udbasunerer, er det denne mytens utilgængelige Gud, der ”blev kød og tog bolig iblandt os” i mennesket Jesus. Om denne kristendommens grundsætning kan Sløk i en kronik skrive:

Det er en fortvivlet umulig sætning, et misbrug af sproget, en manøvre med ord, hvis nøjagtige mening forbliver uopklaret. Men det er samtidig den mest enfoldige sætning, der tænkes kan. Den er så enfoldig, at den er umulig at omformulere, og dens enfoldighed ligger i, at ud fra den skal alt andet forstås. (Sløk 1973, 90).

Det, Sløk – i min optik – gør med sin særlige sprogteologi  og hans forsøg på navnlig i bogen Det religiøse sprog at nærme sig forudsætninge sprog, er at søge en fastholdelse af, at kristendommen står plantet på et fundament, som ikke er sat af mennesket, men er sat ”før”, ”bag” eller ”under” os, og som vi af samme årsag ikke kan bemægtige os, men som vi lever ud fra og ovenpå. For mig at se er det denne fordunklede måde, hvorpå Sløk forsøger at hævde første trosartikel, eller den skabende og opretholdende Gud, hvilket han må gøre på en anden måde end skabelsesteologerne, hvis snakkesalighed om skaberguden ifølge Sløk er alt for hovmodig. Som Sløk havde for vane at sige, er Gud allestedsfraværende, idet hans forhold til mennesket er at ligne med forfatterens forhold til sit værk. Sløk kan også med et prægnant billede formulere det sådan, at der kun er én, Macbeth aldrig kan møde, og det er William Shakespeare. Det muligvis problematiske i dette kunstneriske og æstetiserede gudsbillede skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her.
Det afgørende er, at det, hvorom vi ikke kan tale, ikke nødvendigvis er uvirkeligt, men netop forudsætningen for den virkelighed, vi bevæger os rundt i. Med et pænt ord kalder vi dette for det ’transcendentale’. Og det er altså dette transcendentale, som Sløk arbejder sig henimod i sin sprogteologi, og det er tillige herudfra han triumferende i sin næste bog, Den kristne forkyndelse, kan udbasunere kristendommens indhold med ordene: ”Gud lod høre fra sig” (Sløk 1983, 7). Efter det umulige forsøg på at udgrunde det transcendentale ’mytiske sprog’ kan Sløk med nogenlunde sindsro udtale sig om, hvad kristendommens indhold er, nemlig Guds uforbeholdne kærlighedserklæring til mennesket. Og det er da samtidig (om)skabelsen af mennesket med sit kærlige blik, fordi den ellers usammenhængende tilværelse bliver sat ind i Guds perspektiv, i Guds store fortælling, hvorved det usammenhængende menneskeliv bliver ligegyldigt, fordi frelsen ikke er op til menneskets evne til at skabe sammenhæng i tilværelsen, men alene Guds skabende – og dermed frelsende – ord, der lyder til os.

Ganske vist er Sløk en slags eksistentialist, der begynder ved det usammenhængende menneskeliv, men for en dybere betragtning giver hans teologi mere plads til Guds fundamentale begyndelse, end man til en begyndelse har tilbøjelighed til at tro. Gud står – i første ende (sic!) – både for begyndelsen og fuldbringelsen. For han er den store og uudgrundelige og unåelige fortæller, der holder fast i os.

Litteratur
Bjerg, Svend (1981): Den kristne grundfortælling. Aarhus: Forlaget Aros
Sløk, Johannes (1973): Kritiske bemærkninger. København: Berlingske Forlag
Sløk, Johannes (1979): Teologiens elendighed. København: Berlingske Leksikon bibliotek.
Sløk, Johannes (1981): Det religiøse sprog. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1983): Den kristne forkyndelse. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1985): Da Gud fortalte en historie. Viby J.: Centrum
Sløk, Johannes (1999): Guds fortælling – menneskets historie. Viby J.: Centrum.

Prædiken – 4. søndag efter påske

~ AG ~ Skriv en kommentar

Kreds-kurisa, nyslået ph.d og præst-in-the-making Anne Louise Nielsen debut-prædikede denne fjerde søndag efter påske over Joh. 8.28-36 i Husumvold Kirke, hvor hun i øjeblikket er i praktik.

I dagens tekst står Jesus, sandheden selv, dér på jorden lige ved siden af jøderne. Men alligevel fatter de det ikke.

Derfor spørger jeg her i dag, hvordan kan vi komme Gud lige så nær som jøderne er det i evangelieteksten? Det er et spørgsmål, som er grænseoverskridende at stille, fordi vi moderne mennesker har en tendens til allerede at standse ved spørgsmålet, findes Gud overhovedet? Det er her, at tvivlen vokser og bider sig fast.

Jesus fortæller jøderne, hvem han er, og omvendt stiller jøderne kritiske spørgsmål tilbage til ham, som pludselig er fremtrådt lige foran dem og taler i så høje luftlag. Jesus sætter tydeligvis ikke sit lys under en skæppe, når han proklamerer, at han er ”verdens lys” og fra en anden verden. Men vi tager fejl, hvis vi tror, at stykket handler om Jesus som en ophøjet person, som jøderne burde falde ned og tilbede. Tværtimod er Jesus i en yderst prekær situation, som han står dér over for de stolte Abrahamssønner, byens noble mænd, og bekender sig som selveste sandhedens søn. Som han siger til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som faderen har lært mig, sådan taler jeg.” Med hele sin krop og tale viser Jesus tilbage til Gud, sin far, ligesom han vil, at hans far skal fylde disciplene helt ud med sandhed og tro.

Jøderne tager straks til genmæle og understreger, at de er Abrahams sønner og dermed allerede er frie. De forarges og blotter hermed, hvordan de hele tiden fortrænger sandheden i alt, hvad de foretager sig. Det svarer til den person, som går rundt til alle andre og proklamerer ”Gud er kærlighed”, men i virkeligheden ikke selv tror et klap på det, han eller hun siger. Men omvendt bliver vred, når en anden spørger dybere ind til, hvad dette motto så betyder. Hvis jøderne nu levede i sandheden, ville Jesus ikke have magt til at forarge dem – og det jo helt hen til det punkt, hvor de klynger ham højt op, sætter en krone på hans hoved og korsfæster ham. Så NU har de virkelig fået ophøjet menneskesønnen, ikke? Eller tværtimod har de vendt alt på hovedet og knægtet det allerhøjeste! Fordi de har så megen tro på deres egen opfattelse af virkeligheden. At ophøje på den rette måde – holde skakten til sandheden fri og åben – mestrer de ikke. Derfor bliver Jesus ved med at melde sig og gå dem helt nær på livet: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Sandheden er dér, hvor Jesus som et livstruende hestehul suger dem ind i sandheden, og også selv opløser sig i den, med lethed, som blev han styret af noget højere. Vi derimod følger ikke straks efter, lader os ikke så let styre, men standser os selv ved spørgsmålet, hvor er Gud? Er Gud overhovedet?

Og snarere burde vi turde spørge, hvordan kan vi være Gud helt nær? Ham, som vi just mærkede en flig af i kærligheden. Ham som er trådt ud af den brændende tjørnebusk og frit og frejdigt for jøderne proklamerer: Jeg er den jeg er. Hvordan bliver man i dét ord? Hvordan bliver man discipel? Er det noget, som man lige bliver ved et trylleslag? Nej, enhver som har forsøgt sig med et krævende projekt ved, at der behøves udholdenhed.

Fra kunstens verden kender vi dét, at en kunstner, fx en billedhugger, slider med at få det rigtige udtryk frem. Han har en idé, måske vil han udhugge en gudinde, men det er en møjsommelig proces, og han sliber figuren til igen og igen, og til sidst overtager ”processen” ham. Et andet eksempel skuespilleren, som bringer sin egen krop og fysiske stemme i spil, når han slider med udtrykket og sandheden. Vil han præcis ramme den nerve af frygt eller forventning, som manuskriptet lægger op til, og som er dét eneste, som for alvor kan frisætte tekstens verden og dermed ham selv, som før bød over teksten?

Evangelieteksten arbejder på samme måde. Evangelierne giver ikke et svar på hvad sandheden er, men de vidner om, hvordan vi kan være tæt på sandheden, nemlig ved at slide og ase med den, at blive i den og leve med den. Det er hårdt arbejde, men tålmodigheden bærer frugt, og vi ”vokser i troen”.

Når vi omgås og slider med sandheden, får vi også lyst til at sætte ord på den. Billedhuggeren og skuespilleren har deres egne udtryk for den vellykkede proces: ”dér var den!”, ”nu lykkedes det!” ”Jeg mærkede dét!”. Der kan gå automatik i udtrykkene, når de overtages på andenhånd, fx af kunstnerens publikum – og altså ikke længere står på spidsen af afgørelse og alt det som er på spil for kunstneren, både åndeligt og økonomisk. Den samme automatik kan indfinde sig i forhold til troens og sandhedens udtryk. Vi kender det fra kærligheden i vores eget liv, når vi opgiver at anstrenge os i forhold til dem, som elsker os, eller når vi tager patent på kærlighedens væsen, og i virkeligheden gør den meget mindre end den er, altså fornedrer den. At ophøje på den rette måde – den som gør fri – kan vi mennesker simpelthen ikke finde ud af.

I evangelieteksten har jøderne tydeligvis deres automat-svar omkring sandheden parat, når Jesus kommer og spørger ind til den. De siger: ”Vi er ægte børn og Abraham er vores fader og vi gør, som han ville gøre”. Problemet er, at de både bilder sig ind at kende Abrahams reaktioner i enhver situation og samtidig nærer fuld tro til, at de selv kan gentage dem 1:1. De har opbygget et automat-svar, og de har taget Abraham som gidsel – og dermed i sidste ende taget sig selv som gidsler. De er blevet syndens træl, og de reagerer hele tiden bagudrettet og omvendt i forhold til den situation, de står i. De klamrer sig selvisk til deres identitet som ægte børn og tillader ikke sig selv at være dér i friheden og mærke sandheden blive til direkte på stedet og opleve glæden og stoltheden over at tage del i situationens skabelse. De vover ikke skridtet udover forargelsen, som er oplevelsen af den kærlighed, som pludseligt overgår og mætter evigt – ligesom når Jesus siger, at sønnen for evigt vil blive i huset sammen med dem.

For mig er der et udtryk, som indfanger troens stadig voksende kraft og dét at slide med sandheden, og det er udtrykket ”gentagelse”. Søren Kierkegaard siger det sådan her: ”Haabet er en vinkende Frugt, der ikke mætter, Erindringen er en kummerlig Tærepenge, der ikke mætter; men Gjentagelsen er det daglige Brød, der mætter med Velsignelse. Naar man har omseilet Tilværelsen, da skal det vise sig, om man har Mod til at forstaae, at Livet er en Gjentagelse, og Lyst til at glæde sig til den.”

Modsat håbet, som er forbundet til fremtiden og ønsketænkning og modsat erindringen, som er forbundet til fortiden og det sikre, er gentagelsen altså beskæftiget med situationen her og nu, og derfor beskrives den som det daglige brød, som mætter, og man skal huske at glæde sig over den, og man skal turde at ville den. ”Gentagelse” er på denne måde både ældgammel og velkendt og helt ny. Dét med at leve nær sandheden indebærer den forskudte vekselvirkning mellem gentagende at anstrenge sig og så at kunne tage pludseligt imod. For sandt er det, at Gud bliver ved med at slide med os. Og det vel at mærke os hver især, som alle indeholder noget forskelligt. Som jøderne og Saulus, der på forskellig måde bliver direkte konfronteret med sandheden har vi hver især bevæget os herhen i kirken i dag for sammen at tage del i sandheden.

At tage pludseligt imod vil sige at give slip på den virkelighed, som vi bygger op omkring os, når vi igen og igen fortolker vores verden, altså gentager den måde, som vi lever på, som vi per automatik gør hver morgen, når vi står op. Det handler om at turde give slip, et enkelt øjeblik på alt, hvad vi klamrer os til af forståelse, principper og automatik. Det kræver mod, fordi vi midlertidigt giver slip på os selv og på verden, og i dette sliptag bliver vi selv helt små og ubetydelige og opdager, at verden – ophøjet og urokkelig – sagtens kunne være os foruden. Men i samme nu tager vi et smugkig ind i verden, som var vi børn i paradisets have, der ser alle herlighederne for første gang, og hermed betræder vi på ny verden og lader den komme til os, med alle sine overraskelser. Det er her, at vi ikke er ved at miste den, som jøderne, der er bange for at miste deres titel af Abrahams børn, men ved at erobre den eller snarere genvinde den, og det er alene denne fantastiske følelse, som gør fri. Det er her, at vi endelig har lært at ophøje.

Skærtorsdagsbøn – nu med versefødder

~ AG ~ Skriv en kommentar

Det er påske. Og i anledning af skærtorsdagshøjmessen i Mellerup Valgmenighed har stud.theol. og valgmenighedspræst Isak Krab Koed forfattet denne poetiske perle.

En aften før den lange dag
vor Frelser ville vaske
discipelfødder, slidte af
at gå i sol – og dvaske.

Vor Gud, når mørke skyer står
og lader livsnat øde
Giv også os et virke, hvor
vi trængslen kan forsøde.

Men straks fik Peters ansigt ild
idet han tog til orde:
”Det, mester, helst jeg ikke vil
du nogensinde gjorde!”

Og Gud, lad ikke vores trods
og retorik forhindre
at du gør godt og ret mod os
men lad din stjerne tindre.

“Thi det er ingen herres lod
at tvætte tjeners fødder
Hans vælde taber hastigt brod
om man ham dét fornøder.”

Vor Gud, det sagde Peter nok
men lad os bedre sande
at glemt er jordisk magt og sok
i vaskefadets vande.

I Kristi øren lød det galt
og han lod tungen male:
”De ord, du sagde, ilde faldt
din tanke er den gale.

Og Gud, når gale tankers flid
gir smuds i tvivlens hjerte
da tvæt det rent til rette tid
og sig, at galskab er det.

“For det er just som tjener, at
jeg gør min faders vilje
Af min fornedrelse blir skat
for jer i påskens lilje.”

Vor Gud, lad os din påskeblomst
mod brystet ømt kun holde
Tak, at din søn tog vor bekomst
og lod os liv beholde.

“Og gør I ligeså, fortæl
kun trygt mit liv som jeres
da skal til sidst alligevel
I glædens dag foræres.”

Og Gud, giv os dertil dit mod
at tro på Kristi melding
og sætte kursen: glædens flod
og bo i Krists fortælling:

“Hør, Guds historie er min
og mig har I tilsammen
i nadver – ja, i brød og vin –
læg dertil blot et amen.”

Ytringsfrihed og islam – et år efter attentatet mod Krudttønden

~ IKK ~ Skriv en kommentar

I anledning af den nys forgangne årsdag for attentatet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade bringer Studenterkredsens blog hermed et indlæg af stud.theol. Mathias Harding om islamkritik, ytringsfrihed, integration og åndsfrihed.

Den 14. og 15. februar 2016 markerede årsdagene for Omar El-Husseins to attentater mod henholdsvis Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade i indre by. Nærværende tekst tager udgangspunkt i det første attentats angreb på ytringsfriheden.

Siden Jyllands-Postens publicering af de tolv satiriske tegninger af muslimernes profet Muhammed i 2005 har vi – ikke mindst i Danmark – debatteret ytringsfrihedens væsen og formål, specielt når det drejer sig om kritik af islam. Muhammedtegnere som Kurt Westergaard – der stod for den mest famøse af de tolv tegninger i 2005 – og svenskeren Lars Vilks er mordtruede. Dette gælder også flere islamkritiske debattører, heriblandt folketingsmedlemmet Naser Khader og historikeren – og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet – Lars Hedegaard. Også JP/Politikens Hus i Køben-havn og Jyllands-Postens hovedsæde i Viby ved Aarhus har været et ønsket mål for militant islamistisk terror siden publiceringen i 2005. Desværre blev ikke bare Paris og Charlie Hebdo ramt af islamismens vold sidste år, men også København, da Omar El-Hussein som nævnt angreb Kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor et debatmøde fandt sted under overskriften ‘Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed’ arrangeret af Lars Vilks Komiteen d.14. februar 2015, årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie i 1989.Én af deltagerne ved mødet, filminstruktør Finn Nørgaard, blev skudt og dræbt.

Rune Lykkeberg og den praktiske ytringsfrihed

Det overraskede nok mange da en ledende skribent i 2013 – fra den ellers så konfliktsky avis Politiken – satte ord på, hvilken alvorlig indskrænkning ytringsfriheden undergår i disse år. Denne ledende skribent var kulturredaktør Rune Lykkeberg, der – i modsætning til sin chefredaktør Bo Lidegaard – ville anerkende, at ytringsfriheden er truet. Det gælder selvfølgelig ikke den juridiske ytringsfrihed, men den praktiske ytringsfrihed. Som Lykkeberg skrev:” Det begrænser selvfølgelig det praktiske spillerum for, hvad man kan sige og tegne, når man skal kalkulere med volden som risiko.” (”Ytringsfriheden er truet på det praktiske plan”,Politiken 24.11.2013).Man kunne i den forbindelse også tale om en formel versus reel ytringsfrihed.

I forlængelse af den manglende anerkendelse af truslen mod ytringsfriheden, har mange – navnlig debattører – været fortalere for positionen ”ytringsfrihed, men”, når talen er faldet på, hvad man bør eller rettere ikke bør sige, skrive og tegne i forhold til islam. Det er ikke bare herhjemme, men overalt i Vesten, at denne position har været fremført – en position fremført af, hvad Salman Rushdie har kaldt ’the but-brigade’.På dansk kaldet ’men-menigheden’.

Positionen eller holdningen: ”Du har din ytringsfrihed, men derfor bør du tænke dig om og ikke krænke muslimers religiøse følelser”, mener jeg for det første, er unødvendig. Hvorfor unødvendig? Fordi Grundlovens ytringsfrihedsparagraf siden 5. juni 1849 har rummet en begrænsning af ytringer. Denne begrænsning lyder: dog under ansvar for domstolene. For det andet, mener jeg, at holdningen kan have et farligt potentiale. Hvorfor et farligt potentiale? Fordi den kan risikere at være med til at legitimere volden mod de såkaldte “krænkere”, “blasfemikere” dvs. tegnere, debattører og andre, der fremfører kritik af islam. En militant islamist lærer jo allerede foruroligen-de mange steder i den islamiske litteratur (Koranen, Hadith og Sira), hvordan man skal reagere over for sine modstandere: gør som Muhammed gjorde i Medina og forfølg dine modstandere – slå dem eventuelt ihjel.

Integration og åndsfrihed

Jeg mener, det er at skade integrationsprojektet for muslimer i Danmark og i Vesten generelt, at foregøgle dem, at lige præcis deres religion – herunder deres religionsstifter – er for hellig til at blive kritiseret og debatteret. Ikke blot skader denne foregøgling integrationen, men på sigt er den med til at afvikle åndsfrihedens primat. Den åndsfrihed, vi har i dag, må ikke tages som en selvfølge, men som et tilkæmpet gode. Luthers kritik af fyrsters tvang ift. tro (’Von weltlicher Obrichkeit’,1523) og senere oplysningsfilosoffernes kritik af politiske magthaveres manglende tolerance har historisk haft gennemgribende positive indvirkninger på udviklingen af vestlig åndsfrihed: tanke-, tale-, trykke- og religionsfrihed.

Ønsker vi, muslimer såvel som ikke-muslimer, at bevare åndsfrihedens primat her til lands og i Vesten generelt, er der for mig at se tre nødvendige forholdsregler, der bør træffes. For det første bør man anerkende kritikeres frihed til kritik af islam.Der ligger i denne anerkendelse ikke, at man selv behøver at abonnere på denne kritik. For det andet bør man ikke fordreje islamkritikkens formål i debatten, blot fordi man ikke deler denne kritik. At fordreje islamkritikkens formål ses f.eks. når en debattør fremfører det synspunkt, at det, at fremføre islamkritik i grunden er det samme som at vise foragt for mennesker med muslimsk tro. Dette synspunkt er manipulatorisk. Kritisk debatkultur og det at foragte mennesker er ikke det samme. Er man helt uforstående over for islamkritikken, er man, ikke-muslim såvel som muslim, jo altid velkommen til at træde ind i debatten og plædere for anderledes positive synspunkter omkring islam. Det er jo også én af ytringsfrihedens gevinster. For det tredje bør man ikke tale om, at muslimer i Vesten på det nærmeste tvinges til at hylde ytringsfriheden, for man tvinger ikke nogen til at hylde ytringsfriheden, man opfordrer – allerhøjest – til det.

Islamkritik – hvorfor?

Her til sidst vil jeg stille nogle spørgsmål, der måske kan få nogle af de, der fortsat er skeptiske over for islamkritikken, til at genoverveje deres holdninger. Kunne det tænkes, at islamkritikken har sin berettigelse: at der er tale om en fremstilling af islam, der ikke er det rene opspind for at få en minoritet ned med nakken? Er kritikken ikke nødvendig for en fortsat bevarelse af Vestens imponerende tradition for åndsfrihed? Gør man ikke de vestligt sindede muslimer en bjørnetjeneste af de helt store, hvis ikke man står fast på åndsfrihedens juridiske samt kulturelle primat – f.eks. når det i Vesten gælder spørgsmålet om de reelle muligheder for at forlade islam?

Forårssemestret 2016 i Aarhuskredsen

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Studenterkredsens blog har hermed fornøjelsen af at bringe semesterprogrammet for Aarhuskredsens foredragsaftener i foråret 2016. Et semestermedlemskab af Studenterkredsen koster 50 kr. og giver adgang til samtlige af semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Hvor ikke andet er anført, begynder foredragene kl. 19.30.

25. februar: August Strindbergs okkulte modernisme v. Henrik Johnson, lektor i svensk ved Aarhus Universitet
Den svenske dramatiker og forfatter gennemlevede, hvad der siden er blevet kendt som “Inferno-krisen”, mens han opholdt sig i Paris i 1890’erne. I denne periode eksperimenterede han med alkymi, forsøgte at skabe guld i sit hotelværelse og mente tillige, at han var udset som mål for en guddommelig gengældelse. Inferno-krisen betød, at Strindberg blev en genfødt kristen, og han brugte de sidste år af sit liv på at kæmpe imod ateismen og darwinismen. Mindre kendt er, at Strindbergs religiøse krise gjorde ham i stand til at skrive litteratur, der har fået markant betydning for det 20. århundredes modernisme. Strindbergs okkulte tro hjalp ham til at formulere en ny litterær stil, der har påvirket både surrealismen, ekspressionismen og eksistentialismen. Foredraget undersøger vigtigheden af okkultismen for Strindbergs modernistiske prosa og drama og stiller på den måde spørgsmålet om, hvorvidt modernismens rødder skal findes i det okkulte. Foredraget tager udgangspunkt i Henrik Johnsons netop udgivne bog Det oändliga sammanhanget — August Strindbergs ockulta vetenskap.
Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

3. marts: Natur i nylatinske hyrdedigte v. Trine Arlund Hass, adjunkt i klassisk filologi ved Aarhus Universitet, ph.d.
Genren hyrdedigtning er konciperet som et kompleks af beskedenhed og raffinement, både i indhold og form. Digtene skal indeholde simple hyrder, der i et idyllisk natursceneri skal digte om kærlighed og poesi. Men beskedenheden er et overfladefænomen: det er i lige så høj grad konvention, at de simple hyrdedigte er intertekstuelle og altså demonstrerer et indgående kendskab til den litterære tradition. Fra senantikken bliver det videre almindeligt at læse Vergils hyrdedigte som allegorier, nemlig som maskerede fremstillinger af samtidsaspekter, politiske såvel som selvbiografiske: hyrderne blev betragtet som maskerede versioner af digteren og hans kolleger og sangenes indhold som beskrivelser af såvel borgerkrigs barske realiteter som Kristi komme.
At hyrdedigtning således kunne give digteren mulighed for både at demonstrere poetisk håndværk, forholde sig til politiske spørgsmål og skrive om sig selv var med til at gøre genren populær i renæssancen, hvor den blomstrede som aldrig før. Mit oplæg vil behandle udvalgte passager af to danske latindigteres hyrdedigte: dr. theol. Erasmus Lætus’ Bucolica fra 1560 (dedikeret til kong Frederik 2) og stud.med. Hans Philipsen Pratensis’ Daphnis fra 1563 (skrevet i anledning af salmedigter og sognepræst ved Vor Frue Kirke i København, Hans Thomesens bryllup). I disse værker skal vi særligt se på, hvordan naturbeskrivelserne både bidrager til at give digtene en dansk prægning (muserne flytter til Valby Bakke!) og til at indlemme Danmark og danskerne blandt arvtagerne til den antikke tradition.
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

31. marts: Du er et politisk dyr v. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet
De fleste folk associerer politik med finanslovsforhandlinger og paragraf 20-spørgsmål på Christiansborg. Men politik er langt mere. Politik handler om fordelingen af ressourcer inden for en gruppe. Det er således også politik, når et ægtepar forhandler om de huslige pligter, og når grundejerforeningen diskuterer etableringen af en ny legeplads. Politik er heller ikke et nyt fænomen. Også vores fjerne forfædre på den østafrikanske savanne bedrev politik, når de skulle dele kødet efter jagten, samarbejde om bygningen af bopladser eller gå i krig med nabostammen. Uden en sans for politik havde de ikke overlevet og havde ikke kunne kolonisere resten af verden, Foredraget sætter fokus på, hvordan mennesket fra naturens hånd er et politisk dyr: Hvordan vi har en hjerne bygget til politik i små, fortidige grupper, og hvordan moderne mennesker stadig bruger denne hjerne til at navigere i moderne politik. Vores politiske holdninger er ikke blot baseret på fornuftige ræsonnementer, men reflekterer dybtliggende psykologiske og biologiske dynamikker.
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

7. april: Studenterkollokvium. Fornuftskritikkens nødvendighed v. Anders Bruun, stud.mag.
“Det er det fornuftige at gøre.” Sådan siger vi fra tid til anden, og en lang række andre sproglige fraser og vendinger adler fornuften som værende en dydisk egenskab eller noget alene positivt. Dette er dog en vildfarelse med fatale konsekvenser. Med udgangspunkt i Arthur Schopenhauer vil jeg tage et par spring rundt omkring fornuftkritikken og derfra videre til nazismen og kommunismen, konkurrencestaten og meget mere – derudover kommer også Gud på banen, og vi skal høre lidt fra Frankfurt.
“Når religionen blir utdømt” v. Hans Nørkjær, cand.theol. og pastor for Lemvig og Omegns Valgmenighed
Knausgård er ikke kristen. Han er ateist og nihilist. Alligevel kan han ikke lade kristendommen være, for den hidbringer et perspektiv, som tiltvinger sig opmærksomhed og relevans. Navnlig, fordi Knausgård ikke kan finde mening i tilværelsen, er religionens spørgsmål og mulige svar på tilværelsens gåde umulige helt at lade ligge. Både følelsesmæssigt og intellektuelt er Knausgård derfor en slags troende ikke-troende.
Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus

21. april: Lidenskab og krise – et foredrag om Johannes Sløk v. Kjeld Holm, biskop emeritus
Kjeld Holm vil i sit foredrag ”Lidenskab og krise” fortælle om en af sidste århundredes største kulturpersonligheder i Danmark: teologen, filosoffen og idehistorikeren professor Johannes Sløk, der døde i 2001. Han vil fortælle om Sløks anliggende med de 60 bøger, han skrev og forsøge at skildre, hvor tæt forfatterskabet og tænkningen var forbundet med Sløks liv og dets problemer. Det har Kjeld Holm et førstehåndskendskab til, fordi han var Sløks nære ven gennem mere end 30 år, hvilket han har fortalt om i sin meget roste bog, ”Mennesket er en misforståelse – mit venskab med Johannes Sløk”.
Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus

28. april: Hjertet slår og slår – forfatteraften v. Jens Smærup Sørensen, forfatter
Om “Hjertet slår og slår”. Om en far og en søn, om fædrenes gamle verden og sønnerne – og døtrene – i den ny. Om tradition og autoritet over for selvbestemmelse og individualisme.
Axis Mundi, Aarhus Universitet, bygn. 1451, Jens Chr. Skous Vej 3