Program · Københavnerkredsen forår 2017

FOREDRAG I STUDENTERKREDSEN I KØBENHAVN FORÅR 2017
____________________________________________________________________

d. 16. februar:
Adjungeret professor ved Københavns Universitet, dr. phil, Christoph Harbsmeier: Kinesisk begrebshistorie i et globalt perspektiv: 30 aar Thesaurus Linguae Sericae (1986-2016)

d. 2. marts:
Professor, dr.theol. Hans Jørgen Lundager Jensen: Refleksioner over Luther og reformationsjubilæet

d. 16. marts:
Jakob Fink: Aristoteles Socraticus – Om Aristoteles som metafysisk tænker

d. 30. marts:
Studenterkollokvium. Info følger

d. 6. april:
Professor, dr.phil. Johnny Kondrup: Bjergtaget – et motiv hos Henrik Pontoppidan.

d. 4. maj:
Rabbiner Jair Melchior: Titel følger

d. 18. maj:
Sognepræst Torben Bramming: “Reformationen – Oplysningstidens børnehave eller Middelalderens svendestykke (med udgangspunkt i “Rantzau – den hellige kriger” diskuteres dette spørgsmål)

____________________________________________________________________

Tidspunkt: Torsdage kl. 20.00
Sted: Vartov, Farvergade 27
Pris: 25kr. pr. foredrag og 75 kr. for semestermedlemskab

Alle er velkomne!

Hitlers heltetenor og jødernes beskytter: Max Lorenz in memoriam

Af stud.theol. og redaktør på Studenterkredsens tidsskrift Andreas Riis Damgaard. For tiden ERASMUS-student ved Karls-Ruprecht Universität Heidelberg. 

lorenz-51dcc556212147dd79f82b227ff02ac75631e963-s1200I dag er det 42 år siden, at den tyske operasanger Max Lorenz døde. Det giver anledning til at skrive om den måske største, tyske heltetenor nogensinde og ligeledes om, hvordan den wagnerske helteopfattelse var så stor i Det Tredje Riges dødekultiske krigermystik. Lorenz’ historie er utrolig. Den handler om en gigantisk kunstner, hvis musikalske talent var så markant, at den homoseksuelle Wagnertenor og hans jødiske kone klarede sig igennem 30’ernes brændende ildring i midten af nazismens storhedstid. For Hitler var Lorenz nemlig heltetenoren over dem alle, og det betød tilsyneladende mere end det glødende jødehad, som han aktualiserede igennem sit despotiske, antisemitiske rædselsvælde. 

Hosenfeld og Lorenz – to af Det Tredje Riges retfærdige goiimer

Det grundlæggende stof i historien om Max Lorenz er det samme, som det man finder i Roman Polanskis skattede film The Pianist. Szpilman, den jødiske pianist, som er filmens hovedperson, overlever pga. sine kunstneriske evner. Med sit klaverspil overbeviser den tyske Wehrmachtoffizier Wilm Hosenfeld om, at han skal overleve på trods af sit blod. I filmen, og i virkeligheden, var det Szpilmans udførelse af Chopins Ballade Nr. 1 der reddede ham fra døden – den spillede han i det hus i Warszawa, hvor han gemte sig for nazisterne. Hosenfelds udslag af barmhjertighed resulterede i, at han i 2009 posthumt blev anerkendt som en ”םולעה אמות ידיחס”/”En retfærdig blandt folkeslagene (ikke-jøder/goijim)) ved det jødiske holocaustmindested Yad Vashem (på dansk: hær og navn, i betydningen martyrmuseum) i Jerusalem på Mount Herzl. Grunden til denne israelske hæderskroning af en nazist og officer, som kæmpede på tysk side i både 1. og 2. Verdenskrig, skyldes naturligvis det fokus, som Polanskis film drog med sig. I kølvandet derpå hyldede man Hosenfeld – manden, der satte ”spillekunsten” og mennesket højere end den nazistiske ideologi og hans forpligtelser som overordnet i den nazistiske Wehrmacht.

Lorenz’ fortælling er anderledes end Szpilmans. Først og fremmest fordi Lorenz ikke var jøde, men tysk arier. Lorenz reddede sin jødiske hustru (som var Lorenz’ bedste ven) og hendes moder – tilmed i aksemagternes ideologiske epicenter. Lorenz’ fortælling er desværre ikke så kendt som Szpilman og Hosenfelds. Det skyldes formentlig, at der ikke er produceret en stor Hollywood-spillefilm om ham. Men efter min mening er Lorenz’ fortællingen mindst ligeså spændende og måske endda mere givende for forståelsen af nazisternes verdensopfattelse. Szpilman overlevede på utrolig vis den polske holocaust. Han blev reddet af kunstens virke på en nådig naziofficer. Lorenz selv var den nådige, som beskyttede sin jødiske hustru og en kreds af jødiske musikere i Det Tredje Riges klassiske musikmiljø. Denne bedrift var uden tvivl med sin stilling, sin karriere og sit liv som indsats. Men fortællingen om Lorenz er også historien om Hitlers idiosynkrasier, en central brik i forståelsen af Nazitysklands ideologi og naturalistiske krigeropfattelse.

Noget om helte(tenorer) og Lorenz’ biografi

Max Lorenz (1901-1975) hed i virkeligheden Max Sülzenfuß, men ændrede navn i tyveårsalderen, idet han anså det for at være et bedre kunstnernavn. Han var en to meter høj slagtersøn fra Düsseldorf, og det var meningen, at han skulle træde i faderens fodspor. Som barn ville han være sanger, men fik efter sigende at vide af sin konfirmationsunderviser, at han sang frygteligt. Derfor begyndte han at modtage sangundervisning bag faderens ryg. Det var moderens fortjeneste. Hun gav ham nemlig – i al hemmelighed – penge ind til at gå ind og høre operaer og koncerter for. I kælderen havde han en sort habit hængende, så han nemt kunne snige sig ud efter aftensmaden, for at tage i Opernhaus Düsseldorf og lytte til de klassiske mesterværker. På de billige ståpladser.

Da Lorenz blev gjort opmærksom på sit talent, tog han sydpå til Köln for at modtage undervisning under tenoren og sangpædagogen Max Pauli (1864-1929) og senere under Ernst Grenzebach (1871-1936). Det var efter Lorenz’ eget udsagn under Grenzebachs undervisning i Berlin, at han blev til en rigtig sanger. Han debuterede på Semperoper i Dresden i 1927, og her blev han opdaget af Strauss, som senere brugte ham i mange opsætninger af Salomé. Herefter sang han på scener i hele verden og havde en række Siegfried opsætninger i på New Yorker Metropolitan Opera. Men en egentlig heltetenor var han endnu ikke. Det blev han nemlig først, da han kom til Richard-Wagner-Festspielen i Bayreuth i det forkætrede år 1933.
Her mødte han den store dirigent Heinz Tietjen (1881-1967). Tietjen så straks mulighederne i Lorenz’ stemme, udseende og fremtoning – her stod inkarnationen af en tysk heltetenor. Max Lorenz selv forstod mødet med dirigenten som det endelige vendepunkt i sit liv. I 1932 giftede han, sin homoseksualitet til trods, med jøden Charlotte Appel, senere kendt som Lotte Lorenz.

Den nulevende tenor René Kollo (født i 1937) sagde engang i et interview om Lorenz, at når man så ham på scenen, så var man ikke i tvivl: ”Also der stand ein Held auf der Bühne!” Sådan så han ud, og sådan lød han også ifølge sin tids Schubert-bariton par excellence, Dietrich Fischer-Dieskau (1925-2012), som har sagt, at Lorenz havde en trompetagtig stemme, der begynder smalt og sluttede som et vibrerende, buldrende tordenbrag.

1933: et ganske begivenhedsrigt år – Hitler, Lorenz og nazisternes dødekult

I 1933 overtog nazisterne magten i Tyskland – Det Tredje Rige blev rejst som en videreførelse af det Tysk-romerske Rige (962-1806) og Det Vilhelminske Kejserrige (1871-1918). 1933 var ligeledes året hvor Lorenz indledte sin karriere ved Richard-Wagner-Festspielen, hvor han medvirkede indtil 1954. Her mødte Lorenz Adolf Hitler for første gang. Selvom det var Lorenz, som var heltetenoren, var det Hitler, der blev hyldet som en messiansk helteskikkelse ved ankomsten til Bayreuth. Hvad få er klar over, så anså flere prominente nazister faktisk Hitlers kærlighed til det mytiske Wagner-univers som en stor brist. Eksempelvis hadede lederen af Reichsministerium für Volksaufklärung und Propaganda Joseph Goebbels Wagner af et godt hjerte, og holdt udelukkende af hans antisemitistiske synspunkter. Det var Hitler, som elskede Wagner – ikke nazisterne. Kærligheden kom til sit udtryk ved, at Hitler sørgede for massiv støtte til Wagner-arrangementer og inviterede flere tusinde nazi-funktionærer i operaen. Naturligvis ganske gratis, for at styrke Wagner-scenen. For det var centralt for Hitler at udbrede Wagners musik, mens mange andre ledende naziprofiler holdte mere af Schumann, Schubert og Mozart. Navnlig Wagners opgør med den klassiske sonateform anså man for at være direkte avantgardistisk. Men hvad gjorde Wagner så speciel for Hitler? Spørgsmålet er forsøgt besvaret på et utal af forskellige måder igennem postbellum-historieskrivningen. Der har også været mange andre forsøg på at tilbagevise hans ideologi til politikere som den pan-tyske politiker Georg von Schönerer, eller til Wiens tidligere borgmester Karl Leuger, for slet ikke at nævne den italienske, sexbesatte forfatter Gabriele d’Annunzio. Ophavsmanden til den moderne fascisme. Men med Hitlers egne ord fra nazisternes hellige skrift Mein Kampf skrev Hitler, at da han hørte Wagners opera Rienzi for første gang, fandt han ud af, at Wagner skulle være hans ideolog: ”In jener Stunde begann es”. I Wagner lå en grundsten til projektet: Det Tredje Rige og det umenneskelige, antisemitiske blodbad fyldt med okkult Blut and Boden-mystik og dødekultiske tendenser. Her fandt Hitler Wagner nyttig både kunstnerisk og politisk. Han dyrkede dødekulten. Og den fandt han i de vigtigste wagnerske helt (typisk sunget af heltetenorer). I Wagners operaer dør helten nemlig som regel i kamp eller under andre anstrengelser. Eksempelvis dør Rienzi i ilden, Hagen dræber Siegfried, Den Flyvende Hollænder synker, Tannhäuser går bort, Lohengrin ”forsvinder” og Tristan og Isolde omkommer ligeledes. Pointen er nemlig, at Wagners helte dør for en sag. En lignende krigermoral ønskede Hitler, at de nazistiske tropper skulle være udstyret med i rigets ekspansionsiver. Og med sin figur og stemme inkarnerede Lorenz uvildigt den musikalske helt, som Hitler ville aktualisere ved fronten – den germanske mand, der ville dø for noget større end sig selv.

I selskab med Wagners svigerdatter Winifred Wagner, som ledede festspillene, styrkede Hitler foretagendet betragteligt. Og Hitlers engagement var ikke velanset i partiet. For Bayreuth var fyldt med jødiske skuespillere, socialdemokrater, homoseksuelle og kommunister – ikke ligefrem den klassiske ”nazi-cocktail”. Men Hitler havde brug for sin ideolog Wagner, og derfor støttede han Winifred Wagner. På den måde fik hun overtalt Hitler til at sørge for, at Bayreuth var den eneste scene i Det Tredje Rige, som ikke var underlagt Goebbels ministerium. Herigennem styrkedes båndet mellem Hitler og Wagner-familien, som Lorenz ligeledes efterhånden var stærkt engageret i. Og sådan kunne Bayreuth også overleve som det var kendt før nazisternes magtovertagelse. Der var dog ikke gnidningsfrit og det erfarede Lorenz også. Da det kom Hitler for øre i 1935, at Lorenz var homoseksuel, og at hans ægteskab var proforma, forbød Hitler Winifred Wagner at lade ham synge til festspillene. Det respekterede hun ikke, og skulle derfor have svaret føreren: ”Bayreuth schließen, ohne Lorenz sei Bayreuth nicht zu machen”. Føreren bøjede sig for dette, og Lorenz sang videre i Bayreuth. Senere blev Hitler så stor fan af heltetenorens inkarnation, Lorenz, at skånede ham og hans familie fra KZ-lejrens skæbne

21 marts 1943: SS forsøger at deportere Lotte Lorenz og hendes moder

Det faldt indlysende nok visse SS-folk for brystet, at Lorenz sådan viste sig offentligt med en jødinde. Efter sigende påstod man, at Lorenz omgang med jødiske musikere var ment som en regulær provokation mod SS. Denne opfattelse, som blev fostret i ledende SS-folks hoveder, resulterede i, at man besluttede sig for ganske enkelt at bortføre Lorenz’ hustru og svigermor (som naturligvis også var jøde). Den 21. marts skulle Lorenz ud og optræde, og derfor greb SS ind, da han var taget til scenen. SS tog til hans lejlighed, hvor de alle tre boede sammen. Da SS beordrede døren åben,, løb Lotte Lorenz ind i soveværelset og fattede telefonen. Hun havde nemlig fået besked på, at der ved truende situationer skulle ringes direkte på et særligt nødnummer. Et telefonnummer til selveste Hermann Göring. Da SS-folkene var kommet ind i lejligheden, nåede hun at forklare sig – at det var direkte befaling fra Göring, at de var fredet på trods af deres jødiske ophav. SS-folkene gav derefter Lotte Lorenz ti minutter ved en telefon, hvor de ventede på, at han, Göring, selv ringede op. Han ringede heldigvis hurtigt tilbage og afblæste aktionen. Fra da af stod Lorenz og den jødiske svigerfamilie under Görings personlige beskyttelse. Aftalen blev lavet skriftligt, så der var bevis herpå. Det er underligt at forestille sig, hvordan det måtte have føltes at stå under beskyttelse fra en leder  Europas KZ-lejre.

Da Lorenz fik fri fra scenen og kom hjem, fandt han sin familie chokeret efter nærdødsoplevelsen med SS.  Lorenz blev ganske naturligt rasende, da han erfarede, hvad der var sket, imens hans havde sunget Wagner foran nazisterne. Derfor ringede han sent om aftenen til Wiener Statsoper, hvor han skulle synge Tristan dagen efter, den 22. marts om aftenen, og aflyste det. Lorenz var klar over, at Adolf Hitler ville blive fløjet ind til denne forestilling, alene for at høre den store heltetenor. Efter forestillingen sørgede Hitler da også for, at der fremover aldrig skulle røres ved familien. Ingen kunne jo synge heltetenorpartierne som Lorenz.

Lorenz’ død og eftermæle

For 42 år siden, den 11/1-1975, døde Max Lorenz så. 73 år gammel. Og navnet står stadigvæk stærkt blandt Wagner-fans. Men historien om hvordan han reddede sin familie og sine venner er på mærkværdig vis stadigvæk underbelyst. På sin vis døde Lorenz som en rigtig (forsinket) Wagnerhelt: Han reddede sin jødinde og dennes familie med livet som indsats. Selve hans død var dog mindre stormombrust. I 1962 havde han sin sidste forestilling på Wiener Statsoper, hvor han arbejdede i efterkrigstiden. De havde glemt, at det var hans sidste optræden, så der var ingen blomst, ingen fest, ingen tak. To år efter at han havde trukket sig tilbage, døde Lotte. Det tog hårdt på Lorenz. Nu var han helt alene i verden – uden børn, uden en partner og uden sin heltescene. Han døde i Salzburg ulykkelig og alene.
Man var og blev Hitlers heltetenor. Over for mange nazister inkarnerede han Wagners helteopfattelse og dødekultslignende skikkelse. Hans liv og levned renser ikke Wagner for anklagerne om opblomstring i Det Trejde Rige, men Lorenz’ kærlighed til Wagner – også efter krigen – tager i nogen grad hans musik ud af nazisternes klør. Jørgen I. Jensen har engang påpeget, at Thomas Manns essay Leiden und Größe Richard Wagners også havde denne rensende effekt: ”Som tog Wagner med ud af Nazityskland”. Det ændrer ikke på, at Wagner var Hitlers største forbillede, og at de wagnerske heltetenorer var det stof, som Hitlers krigerideal var vævet af. Derfor har mange det også stadigvæk anstrengt med Wagner. Et levende eksempel herpå, er, at man i staten Israel aldrig har opført Wagner. Nogensinde. Og det er altså til trods for, at zionismens fader, Theodor Herzl, var en enorm Wagner-fan, også selvom han kendte til Wagners antisemitiske skriblerier. Men kunsten i sig selv kan blive frigjort – og reddet –  af frisindede individer – ligesom Lorenz på eksemplarisk vis gjorde det midt i nazismens tid. Ironisk nok var det denne jødisk gifte, homoseksuelle mand, som var Hitlers heltetenor i fiktionen. I dag vil vi nok hævde, at Lorenz, som en beskytter af jødiske bekendtskaber, netop var en helt i virkeligheden.

Lotte Lorenz broder, James, var flygtet i eksil under nazismens fremgang. Efter Lottes død i 1962 skrev han således til Max Lorenz:

”[…] was Du in menschlicher Beziehung getan hast, wird für mich immer ein Vorbild sein: Du hast in der ganzen Hitlerzeit treu zu Deiner jüdischen Frau gehalten, und darüber hinaus hast Du meine selige Mutter unter eigener Gefahr bei Dir zuhaus versteckt gehalten. Daran werde ich mich immer mit tiefer Dankbarkeit erinnern. In inniger Freundschaft, James.”

Max Lorenz’ historie er bemærkelsesværdig og central. For den viser, at kunsten kan være større end ideologien – selv hos den største, mest brutale folkemorder i nyere tid.

Indsættelsesprædiken – Anne Louise Nielsen

Her følger ny-indsat sognepræst Anne Louise Nielsens indsættelsesprædiken fra Flintholm Kirke, 13. s.e. trin.

Matt 20, 20-28:

”Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Forestil dig, at du kommer ind i en bar – en god, gammel bar, hvor lyset knitrer gult og træværket er så mørkt som den ale, der løber i hanen. Ud af transistoren strømmer sprøde jazz-toner, og bag baren smiler værten skævt. Hvor mange øl fra fad er der ikke serveret her gennem årene? Hvor mange aftaler om livet er der ikke blevet truffet på kanten af baren? Foran dig står et bæger. Og du ved ikke, hvad der er i. Tør du drikke det?

I dagens evangelietekst kommer en mor med sine sønner hen til Jesus og spørger, om de ikke må få den bedste plads ved bordet, lige ved siden af Jesus selv. Jesus svarer: ”er I helt klar over hvad I beder om?” Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Som to kække teenagedrenge, der vil ud og køre en tur i sportsvognen svarer Zebedæus-sønnerne i kor: ”Ja, selvfølgelig kan vi det!” ”Så skal I også få lov”, fastslår Jesus, ”men jeg kan ikke love jer, hvordan turen ender.”

Hvis man nu træder et skridt tilbage, kan man spørge, hvad er det egentlig Zebedæus-moren spørger om? Prøver hun blot på, selvforherligende, at fremhæve sig selv og sine?  Eller går hun tværtimod i den kærligste forbøn for sine sønner, fordi hun ønsker dem det allerbedste; nemlig at komme til at sidde på de bedste pladser, der findes?

Uanset motivet gør det i hvert fald de øvrige disciple godt og grundig forargede, for hvorfor i alverden skulle to have forrang over de ti andre? ”Jeg vil også have sædet tæt på mesteren”, tænker de hver især. Læg mærke til at Jesus ikke bliver hverken forundret eller forarget over selve spørgsmålet, men nøgternt peger han tilbage til bægeret, som hører med til at sidde ved bordet.

Hvad er det for et bæger, han taler om?

Ja, det bæger, som Jesus selv drikker, fratager ham livet. Det er dødens bæger. I Getsemane have beder han så inderligt sin far om, at han må slippe for at drikke af dødens bæger, men omvendt ved han godt, at der ikke er nogen vej udenom. Ligesom han også er helt klar over, at mennesker ikke er i stand til at drikke af det samme bæger, at drikke på deres liv. Det ligger i bunden af sætningen, når han spørger: ”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Men det kan I jo ikke.

Kunne man så ikke bare lukke øjnene og hurtigt tømme bægeret? Der er nogle mennesker, som vælger den udvej. Stik mig giftbægeret, og lad os få det hele overstået! Andre begynder at udregne risikoen og tage stikprøver af bægerets indhold; godt, hvis risikoen nu er under 2%, så vover jeg det, for i så fald er jeg så godt som sikret en eller anden plads, og i bedste fald vinder jeg jo den bedste plads. ”Er det ikke rigtigt?”, spørger de bekræftende barmanden. Han svarer ikke klart. Han siger bare: ”Det er ikke op til mig at bestemme”. Dét svar kan man jo ikke bruge til noget som helst.

Hvad kan de risikobekymrede disciple så stille op, når de nu ikke tør drikke af bægeret? Ja Jesus peger hen på et helt konkret sted, de kan begynde, nemlig midt i menigheden. Her kan der være ævl og kævl og jalousi og ond vilje og den ene kan puste sig op over for den anden, som var han gruppens konge. Dét bliver så komisk, når man betænker, hvem der i virkeligheden har magten. Jesus minder om, hvor uhjælpeligt folket er i hænderne på magthaverne – i lommen på Google og medicinalindustrien, som vi måske ville sige i dag, som lover os vores frelse i form af vores sundhed. Og alligevel afløser den ene frelsende sundshedskur den anden. Jesus minder disciplene om at være varsomme med ikke at indføre præcis den samme undertrykkelse iblandt hinanden i menigheden. Tro nu på hinanden, og tro at det nytter at være noget for hinanden. Det er dér, vi virkelig kan være store over for hinanden. Ingen er større, end den som tjener. ”Den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl.” Der er jo ikke nogle af disciplene, der er større end de andre, men de tjener hinanden. Jesus selv udgør eksemplet, når han som mester eksempelvis kan finde på at vaske fødderne på sine disciple.

Jesus udøver altså magt på en anden måde. Han vælger at bygge ud fra den uperfekte, stridende menighed, på dem alle sammen – på den som håber på den bedste plads, på den som aldrig kunne få sig selv til at bede om den slags, på den som bliver uendelig arrig over, at den første beder derom, på den jaloux, på den smålige, på den bitre, på den ligeglade, på den selvretfærdige. Jesus tager dem alle sammen og bygger dem op fra sig selv af, som den første og største tjener, som giver alt, hvad han har. ”Tag dette og spis det, det er mit legeme”. ”Tag dette og drik det, det er mit blod”. Herpå stiller han bægeret frem foran os alle.

Ved nadverbordet rækker vi bægeret og frelsen videre til hinanden. Men den evige frelse kan vi ikke give hinanden. Her råder kun én, nemlig Gud. Stoler vi på Gud? Ham som gav sin egen søn dødens bæger og lod ham skælve i frygt på korset for smerten og uvisheden. Tør vi virkelig tage det bæger, som er stillet frem foran på bardisken og hvis indhold vi ikke kender. Er det ikke bedre at gøre sig usynlig; stille sig bagerst i køen og måske helt undgå bægeret?

Men det lader Jesus os ikke gøre. Han er ikke en tilfældig barmand, hvem det er lige meget om vi drikker eller ej. Han insisterer: ”Tag det nu!”, ”Vov nu at blive lille!”

Det er ikke ligegyldigt om vi drikker eller ej. Der sker noget med os, når vi drikker. Troen forvandler os. Og den forvandler os ikke bare i en time om søndagen, men den forvandler os på den helt lange bane. Når jeg drikker, tømmer jeg bægeret i håb om det allerbedste, for jeg stoler på, at Gud har en plan med det hele. Det er LIVETS bæger, som han har stillet frem til mig på bardisken. Og det står og perler og frister. Gud selv drak af dødens bæger, for at jeg drikke af livets bæger. Jesus udviste den størst mulige tillid til Gud, da han drak på sit liv. Og med Jesus i ryggen, vover jeg også skridtet ud i troen. Han har lovet mig en plads i Gudsriget. Jeg glemmer frygten, som hele tiden prøver at fortælle mig det modsatte – at der garanteret er nogle, som har kommet noget farligt i min drink. På en eller anden måde har vi fået en idé om, at vi skal klare os på egen hånd og mistet fornemmelsen for vores symbiose med Gud. Glemt, hvem vi egentlig er. Og naglet os fast til vores umiddelbare omgivelser, som vi er så fysisk afhængige af, at vi knap nok kan lette blikket herfra.

Men Gud har omsorg for selv den mindste lille fugl og dens særlige behov. Jeg fatter tillid og drikker, og så kommer jeg direkte ind i gudsriget.

Set i det lys bliver hele min tøven med at drikke pludseligt vendt på hovedet: nu kan jeg ikke vente med at tage den første tår, for jeg vil have del i alt det, som er lagt ud til mig og til dem, jeg sidder sammen med. Jeg vil være med dér, hvor vi tjener hinanden og oprigtigt ønsker hinanden den allerbedste plads ved bordet – som min sidemand- eller kvinde har fortjent det – dér hvor vi giver vores liv til hinanden og rækker bægeret videre.

Pinseprædiken – Anne Louise Nielsen

Acta 2.22-28 samt Joh. 14.15-21

”Ich bin ein Berliner”. De fleste her vil kunne huske, da den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963 udtaler de senere så legendariske ord i det tyske tungemål efter en ti minutter lang engelsk talestrøm. Der skete ligesom et eller andet større her. Tyskerne kunne pludselig genkende deres egne små grænsedragninger og nidkærheder på tværs af øst og vest i den diplomatiske og vidtskuende, store amerikaner. Et modersmål afslører uendeligt mere end blot det at overrække informationer til hinanden; det afslører et folks karakter, historie, tilbøjeligheder, drømme og nederlag. Det kan ikke eftergøres af nogen tolk, og vi lader os kun nøje med den direkte adgang, med talsmanden selv.

Lidt på samme måde er det i dagens tekst, hvor pinseunderet pludselig kommer over disciplene, tunger af ild sætter sig, og de begynder at tale flammende af Åndens kraft, og hvor de omkringstående mennesker, som er af vidt forskellig oprindelse; parthere, medere, elamitter, romere, jøder, proselytter, kretere og arabere; alle bosiddende i Jerusalem, på mirakuløs vis pludselig hører åndens tale på hvert sit modersmål. Det er en vanvittig begivenhed. Disciplene har godt nok ventet Helligånden eller ”Talsmanden”, som Jesus lovede dem, da han for til himmels 10 dage inden pinsedagen. Alligevel er det slet ikke givet, præcis hvordan eller præcis hvornår talsmanden skal komme. Hvordan kan nogen erstatte det nærvær, som Jesus var, da han selv var hos sine disciple? Hvordan kunne han overhovedet lade dem alene – igen?

Det bliver der ikke tid til at spekulere over, for pludselig hviner det i huset, som af et kraftigt vindstød, og ”tunger som af ild” daler ned og sætter sig på hver enkelt af disciplene. De bliver ikke bange, for atter mærker de sandhedens ånd og Jesus tilbage i huset igen, men denne gang som Talsmanden, om hvilken Jesus ifølge Johannesevangeliet siger: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” Talsmanden trækker altså disciplenes hukommelse op og minder dem om alle de tegn, som de så, da de var sammen med mesteren selv. Samtidig trækker den deres opmærksomhed frem, fordi den ER i dem og taler ud gennem enhver af dem; Gud har taget bolig i dem. Jesus kommer så tæt på, som sidder han på tungen. Dét kender vi godt. Jesus smyger sig ind i det ord, som jeg taler til min næste, ligesom hans bud om næstekærligheden ligger i min hånd, når jeg rækker den til min næste eller er i mit blik, når jeg ser på min næste. Men vi kender jo også det modsatte! Tungen, som pludselig smæder om naboen, som havde den sit eget liv og havde forført resten af kroppen. ”Vi taler ikke samme sprog”, siger vi, når vi føler en kløft til et andet menneske, om det så er i den offentlige debat, på arbejdspladsen eller af og til bare i den lille familie. Dét kan udarte sig til den situation, hvor der SLET ikke bliver talt sammen mere.

Helligånden eller pinseånden er den dybeste, mest vidende ånd, for den har set og bevidnet det allermest tragiske ved menneskelivet; svigt, tilbagevisning, bespottelse, had og til sidst den totale afmagt som døden selv. Men Helligånden lader sig ikke bespotte. Den bliver ved og ved og ved med at kæmpe for livet, og den har været med hele vejen igennem; i skabelsens første dage; da Jesus bliver undfanget i Maria, da Jesus ånder ud på korset og forinden beder sin far om at tilgive menneskene, og endelig i Ordet, som disciplene ud af huset begynder at sprede. Nu forstår de omsider, hvad Jesus mente, da han sagde, at det kun var gavnligt, at han gik væk, nemlig sådan at han kan være hos alle mennesker på én gang! Han lod dem jo aldrig alene, men forberedte dem omhyggeligt på det hele: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Nu fornemmer de omsider helheden og er åbne for den i stedet for selv at skygge for den på den ene eller anden måde. Sandhedens ånd skrives ind i deres hjerter, og kraften arbejder som en tungemuskel. Den er så overmandende, at selv de, som nægter at erkende livets magt over døden og adskillelsen, må overgive sig og forundret sige: vi, parthere, vi medere, vi elamitter, vi romere, vi jøder, vi proselytter, vi kretere og vi arabere, vi forstår, hvad I apostle taler om Guds underværker: nemlig at Helligånden ikke lader noget menneske gå fortabt, end ikke den, som har lukket sig i bitterhed, har afvist sandheden og for så vidt allerede ligger i graven. Pinseånden er ikke en spøgelses-ånd, som nyder at jage rundt mellem gravene. Men pinseånden åbenbarer sig kun direkte i det kødfulde menneskehjerte – den søger ethvert menneskehjerte, hvor stenhårdt det end er, og den søger ethvert øre, hvor lukket det end er, og den lukker det op. Og straks er der kirke!

Kirken er fælleskabet, som vi har med hinanden, som dér hvor nærværet opstår og vokser sig stærkt – derfor er det også en helt umulig og logisk modstridende tale, som for tiden høres i den hjemlige debat, nemlig: ”Kirken har handlet ilde på det sidste, dérfor melder jeg mig ud.” – for hvem er så kirken, må man spørge? Dét er jo ingen andre end dig selv, og du er kirke sammen med alle os andre, som også handler og modtager i et levende fællesskab. Det gudsbenådede og universelle fælleskab er dér, hvor friheden og freden fornemmes, men i ligeså høj grad ansvaret, pligten og trangen til at handle øjeblikkeligt, og hvor vi ikke er bange for at miste, men tværtimod bange for ikke at tale over os og nå ud til endnu flere mennesker og omvendt lade dem vise os, hvor meget vi tager fejl, hvis vi tror, at vi kan begrænse fejringen af Guds storværker til dette rum og denne forsamling.

Pinseånden er SÅ insisterende, at vi alle hver især godt kender den, fordi den insisterer på at kende os, selv dér hvor vi tror, at intet menneske nogensinde skal se ind; dette ene lille punkt, hvor vi ubevidst har afskrevet os flokken, og som kun Døden skal få lov til at kigge ind i, fortærende os ud af denne verden. Netop dér titter pinseånden ind og blæser liv i. Som en stikkende morgensol, som man ikke kan tage pippet fra; som et plagende barn, der ikke kan rystes af; som et stærkt glas vin, der pludselig løsner mit tungebånd og mit væsen op over for min sidemand og endelig lade mig indse, at sandheden er jeg slet ikke fortrolig med, men kan jeg kun befris til.

Dette store universelle fællesskab får vi jo en smag på i nadveren, hvor vi alle hver især indlemmes i et større legeme, nemlig Guds eget legeme. Det er her, at jeg ikke længere kan gemme mig bag skrevne ord og aftalte symboler, men hvor mit åbne svælg blotter livets egen sårbarhed. Det er præcis ligesom i dåben, hvor Gud for evigt lover at være sammen med os, der bare er små diende børn. På samme måde døbes disciplene på pinsedagen med Helligånd og får den til gave, og dåbsfesten er menighedens og kirkens dåbsfest, med kraftige vindstød i trompeten og jubel i huset ud i hele verden. Pinsedagen markerer fødslen af den første kristne menighed, som organiserer sig ved at holde fast i apostlenes lære og fælleskabet, ved nadveren og ved bønnerne, ligesom det sker helt frem til i dag, hvor vi holder gudstjeneste med hinanden.

Men, kan man indvende, handler Gud nu også derude i verden i dag, pludseligt og synligt, som vi hører det i fortællingen om pinseunderet, med vindstød og ildtunger? Ja. I Berlin i 1962 skete der et sandt mirakel, da Kennedy agerede talsmand for en nedbrudt nation. Det er Gud, som handler og nedbryder grænser, ikke bare på verdensscenen, men i det helt almindelige hus, hvor hans disciple sidder. Gud skænker sin nåde; nogle gange på en så slagkraftig måde, at vi er lige ved at blive blæst ud af huset og gå op i flammer af bare lykke eller på den anden side af bare sorg og længsel over at være skilt fra den, vi elsker. Andre gange sniger Gud en lille talsmand ind i vores dagligdag, hvis kraft vi slet ikke regner med, som det fx skete den decembernat, da et skrøbeligt spædbarn blev født i en stald. Ligesom Gud taler verden frem i Jordens første dage, på samme måde lægger han på pinsedagen Ordet direkte i munden på alle sine disciple, så de kan virke med det og tale i et nyt sprog.

Det vil vi også gøre om lidt, når vi synger sammen, hver med vores tunge og hjerte, men forunderligt sammensmeltende i én ånd. Og hvis vi rigtig lytter efter, vil vi høre, at der hele tiden melder sig et nyt fællessprog. Og hvis vi tør give slip på os selv og i stedet koncentrere os om at lytte til hinanden, vil vi opdage, hvor ubrydeligt, vi hviler i Talsmanden.

Glædelig pinse!

Indsættelsesprædiken – 6. søndag efter påske

Her følger ph.d.-studerende og valgmenighedspræst Johan Christian Nords indsættelsesprædiken i Kjellerup og Omegns Valgmenighed fra 6. søndag efter påske.

Gud Faders Ånd, kom til os ned,
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
Med livets ord til evig trøst.

Læsninger:
Paulus brev til menigheden i Rom, 8,31b-39:

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet:

»På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår«.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Johannesevangeliet, 17,20-26:

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.  Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

____________________________________________________________________________

Dette er en begyndelse. Så lad os begynde ved begyndelsen – eller i hvert fald ved én af de mulige begyndelser. Det første vers, vi sang i dag lød – og lyder – sådan her:

Udrundne er de gamle dage
som floder i det store hav,
og hvor sig hviler nu den svage,
dér fandt den stærke og sin grav;
men lovet være Himlens Gud!
de ædles æt dør aldrig ud.

Ordene stammer fra Grundtvigs morgensalme – eller morgensang – Udrundne er de gamle dage, som både kan findes i Salmebogen og i Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står den opført under samlebetegnelsen Liv, og i Salmebogen finder vi den under De helliges samfund. Det er der vældig god mening i. For sangen og salmen handler om begge dele – både om det almindelige menneskeliv, som det kan erfares af ethvert vågent menneske, og om de særlige erfaringer, som et menneske kan gøre sig her i den levende Guds menighed, hvor kraften fra det høje har sin jordiske bolig, og hvor det håb lever, der rummer både Himmel og Jord.

Oprindelig er sangen skrevet som morgensang for børnene på en københavnsk skole, der hed Mariboes Realskole. Meningen med den er at få de syngende børn til at vågne – både kropsligt og åndeligt. For de skulle vågne op til troen på, at alt er vigtigt, for mennesket er et underligt og vidunderligt væsen, som er skabt i den Højestes billede. At alt er vigtigt i vores liv – og vores liv skal leves med lyst. Livets lyst er at gøre sit bedste i den kamp, der er selve lysets kamp imod mørket og livets kamp imod Døden. Døden viser sig i verden, som livets onde Fjende, hvis længsel er at ødelægge alt levende. Nogle gange stormer fjenden frem i mod os, andre gange sniger han sig frem i mod os. Men han nærmer sig altid. For Døden arbejder altid – og det er vores undergang, han arbejder på. I vores liv viser Døden sig ikke kun ved jordelivets afslutning, nej, Livets onde fjende er allerede til stede, lang tid før vore kroppes død. For Døden viser sig i vores liv som alt det, der trækker os nedad mod dyret og støvet. Alt det, der gør os umenneskelige og får os til at glemme, hvem vi skal være. Denne snigende Død, denne fornedrelse af livet, er det altid menneskers opgave at bekæmpe – både i deres indre og i ydre, håndgribelig forstand, når mørket truer, og ulven er løs. Vi skal altid være vågne. For livet er altid og skal altid være livsfarligt – og det er først, når vi selv får sans for Livskræfternes kamp imod Dødsmagterne, at vi begynder at forstå, hvad det vil sige at være sandt menneske.

Men når alt kommer til alt – og det gør det jo – kan vi ikke sejre over Døden. Det véd enhver. Til sidst er det os, der peges på. Selv den største kæmpe finder sin grav. Til sidst slutter alt det, vi kender til. I graven møder mennesket en mur, som vi ikke kender nogen vej over. Ved muren falder vores kamp til jorden. Men for den, der lever stærkt og med et åbent hjerte er det ikke nok at lade menneskets historie slutte foran muren. Det åbne hjerte kender til dybere længsler, længsler, der rækker videre end graven – længsler efter mere liv. Kirken er sat på jorden for at give klang og stemme til denne længsel efter liv – denne længsel efter det evige liv. I verdens og fornuftens øjne vil kirkens evighedshåb altid være det rene vrøvl og den nøgne tåbelighed. Men vi er her alligevel. Ikke fordi vi har let ved at tro og håbe, men fordi kirken er det sted, hvor mennesker kan lære at tro og håbe. Det sted, hvor mennesker kan sætte sig stille ned og lytte til ordene om, at alt er blevet nyt, fordi selve Døden er død. Det sted, hvor man uden at få proppet munden fuld af meninger kan nærme sig det håb, som børnene sang om på Mariboes skole: Håbet om at det med den levende Guds hjælp vil lykkes os at byde graven trods – at overvinde Dødens angreb på vores liv.

Det håb ville aldrig finde den rigtige vej ind i os, hvis vi bildte os ind, at meningen med kristendommen var selv at have de rette meninger og den rene tro. Så ville det hele handle om mig og alt mit eget. Så ville friheden og mildheden gå tabt – ja, så ville kristendommen gå tabt. Og kristendommen må og skal altid være frihedens og mildhedens sag. For kristendommen handler ikke, om hvad vi kan og vil og tror. Den handler om, hvem Gud er, og hvad Gud vil med os. I dagens anden Bibellæsning hørte vi Paulus beskrive, hvem den levende Gud er, og hvad det er, Han vil med os. Hans vilje er enkel – han vil være vores Gud, og Han vil ikke skilles fra os. Som brevskriveren skrev det:

”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus”.

Det er dét, det hele handler om. Troen og håbet på, at Gud har vist os sit ansigt. At Han i Kristus har vist os, at han er kærligheden selv, og at intet kan skille os – eller nogen andre – fra Ham.Vi kan aldrig eje denne tro, og vi kan aldrig bevise dette håb. Men troen og håbet bor her i menigheden, og når vi lytter, synger og knæler, lever de i os. For Gud er selv til stede her i sin menighed på jorden. I dagens evangelielæsning fra Johannes-evangeliet hører vi om, hvad det vil sige, at Gud er til stede i sin jordiske menighed. Tekststykket er en del af Jesu afsluttende tale og bøn inden han bliver taget til fange og henrettet – inden han dør bort fra sine brødre og søstre, men også for sine brødre og søstre. Her på det yderste – på randen af ingenting og alting – taler Jesus til Gud. Sønnen taler til Faderen og beder om, at Han må være hos de efterladte – selv efter det, der nu skal ske. Sønnen er udsendt af Faderen. Han er Faderens ansigt i verden. Verden kender ikke til Faderen, men Sønnen gør hans navn kendt i verden. Han viser verden, hvem Gud er – at Han er menneskebørnenes far. Det gør han gennem sin menighed på jorden – gennem det, vi kalder de helliges fællesskab. Dette fællesskab – menighedens fællesskab – er ikke helligt, fordi vi, der hører til i det, ejer noget, som andre mennesker ikke ejer. Nej, der er kun én egenskab, der gør fællesskabet helligt – og den kan man ikke eje. Det er kærligheden. Den kærlighed, som Faderen har elsket Sønnen med, som sønnen elsker sine brødre og søstre med – og som brødrene og søstrene skal elske hinanden med. Det er denne kærlighed, der skal være menneskers rettesnor i Guds menighed på jorden – vores rettesnor her i én af Herrens midtjyske menigheder.

For Faderens herlighed bliver kun synlig for verden, når hans menighed bærer hans kærlighed frem i verden. Kun sådan vil alle mennesker til allersidst lære at tro på, at Gud er Livets Gud – og Dødens Overmand. Alt dette er – naturligvis – gådefuldt. For vores liv er gådefuldt, og vi forstår kun ganske langsomt, hvad det er, vi er med til. Men alt vil blive opklaret. For gådens Giver er vores far. Hans Søn har vist sig i verden, og hans Ånd bor i menigheden. Også i denne menighed – også i vores menighed. Og nu skal vi så til at være sammen om alt det vigtige – om sorgen og glæden og om fryden og smerten. Derfor skal friheden og mildheden herske i vores menighed. For det er kun gennem den frihed og mildhed, der kommer fra kærligheden selv, at vi kan lære at forstå, hvad Gud har gjort for os – og hvad vi skal gøre for hinanden.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det så igen – for det er vigtigt: Når vi mødes her i kirken, her i den levende Guds menighed på jorden, skal vi ikke være andre end dem, vi er. Menneskelivet er fuldt af forpligtelser og krav – og det godt sådan. Men kirken er anderledes. Kirken skal være anderledes. Her kræves der kun én ting af os: at vi har lyst til at være her – at vi er her af egen fri vilje. Sådan er det med det kristne liv. Det vokser først frem, når den frie lyst møder menighedens tro. Så kom, som I er, og når I har lyst til det. For Gudshusets dør er åben – og der er ingen adgangsbegrænsning. Resten vil vise sig, som tiden går. Hver ting til sin tid.

 Ære være Faderen og Sønnen og den hellige Ånd, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himmelen, vi takker dig for din kærlighed, hvormed du altid følger – og forfølger – os. Nu beder vi dig, at du vil lægge dit levende Ord i vore munde og hjerter, og lade det synge i os med din Helligånds kraft.

Vi beder dig for din menighed, for os, som er en del af din menighed, at vi ikke må samles om, hvad vi kan og vil og tror, men samles med frit mod på din indbydelse og i håb til dig. Vi beder dig for, at du vil bevare dit hellige Ord i din menighed og bevare din menighed i glæden ved dit Ord.

 Vi beder dig for Danmark – og for Danmarks truede frihed. Vi beder for vores kongehus og vores regering og for alle dem, der gør tjeneste for folk og fædreland – både her og ude i det fremmede. Overlad os ikke til os selv, men lær os leve vores liv i ansvar og i tro – og have nok i det. Knyt os sammen, og lær os at forstå, at én er vores Gud, og vi er alle hinandens skyldnere. Væk, os når vi sover, vis os vores fælles skæbne, og lær os at være sammen om det håb, som kommer fra den nåde, du har vist os i din Søn.

Så beder vi dig for vores kære og for alle dem, der står os nær – og fjern. Følg du dem og følg du os på alle vore underlige veje. Drag os altid tilbage til dig, når vi farer vild, og vær du for os sammen med vores døde nu og i al evighed vores fred og vores glæde, du vor Fader, som er i Himlene…

Amen.

Salmer
Udrundne er de gamle dage
Sorrig og glæde de vandre tilhobe
Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt
Vidunderligst af alt på jord
Kraften fra det høje
Jesus Krist, du gav mig livet
Om alle mine lemmer var fuld af idel sang