Prædiken

Indsættelsesprædiken – Anne Louise Nielsen

~ AG ~ Skriv en kommentar

Her følger ny-indsat sognepræst Anne Louise Nielsens indsættelsesprædiken fra Flintholm Kirke, 13. s.e. trin.

Matt 20, 20-28:

”Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Forestil dig, at du kommer ind i en bar – en god, gammel bar, hvor lyset knitrer gult og træværket er så mørkt som den ale, der løber i hanen. Ud af transistoren strømmer sprøde jazz-toner, og bag baren smiler værten skævt. Hvor mange øl fra fad er der ikke serveret her gennem årene? Hvor mange aftaler om livet er der ikke blevet truffet på kanten af baren? Foran dig står et bæger. Og du ved ikke, hvad der er i. Tør du drikke det?

I dagens evangelietekst kommer en mor med sine sønner hen til Jesus og spørger, om de ikke må få den bedste plads ved bordet, lige ved siden af Jesus selv. Jesus svarer: ”er I helt klar over hvad I beder om?” Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Som to kække teenagedrenge, der vil ud og køre en tur i sportsvognen svarer Zebedæus-sønnerne i kor: ”Ja, selvfølgelig kan vi det!” ”Så skal I også få lov”, fastslår Jesus, ”men jeg kan ikke love jer, hvordan turen ender.”

Hvis man nu træder et skridt tilbage, kan man spørge, hvad er det egentlig Zebedæus-moren spørger om? Prøver hun blot på, selvforherligende, at fremhæve sig selv og sine?  Eller går hun tværtimod i den kærligste forbøn for sine sønner, fordi hun ønsker dem det allerbedste; nemlig at komme til at sidde på de bedste pladser, der findes?

Uanset motivet gør det i hvert fald de øvrige disciple godt og grundig forargede, for hvorfor i alverden skulle to have forrang over de ti andre? ”Jeg vil også have sædet tæt på mesteren”, tænker de hver især. Læg mærke til at Jesus ikke bliver hverken forundret eller forarget over selve spørgsmålet, men nøgternt peger han tilbage til bægeret, som hører med til at sidde ved bordet.

Hvad er det for et bæger, han taler om?

Ja, det bæger, som Jesus selv drikker, fratager ham livet. Det er dødens bæger. I Getsemane have beder han så inderligt sin far om, at han må slippe for at drikke af dødens bæger, men omvendt ved han godt, at der ikke er nogen vej udenom. Ligesom han også er helt klar over, at mennesker ikke er i stand til at drikke af det samme bæger, at drikke på deres liv. Det ligger i bunden af sætningen, når han spørger: ”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Men det kan I jo ikke.

Kunne man så ikke bare lukke øjnene og hurtigt tømme bægeret? Der er nogle mennesker, som vælger den udvej. Stik mig giftbægeret, og lad os få det hele overstået! Andre begynder at udregne risikoen og tage stikprøver af bægerets indhold; godt, hvis risikoen nu er under 2%, så vover jeg det, for i så fald er jeg så godt som sikret en eller anden plads, og i bedste fald vinder jeg jo den bedste plads. ”Er det ikke rigtigt?”, spørger de bekræftende barmanden. Han svarer ikke klart. Han siger bare: ”Det er ikke op til mig at bestemme”. Dét svar kan man jo ikke bruge til noget som helst.

Hvad kan de risikobekymrede disciple så stille op, når de nu ikke tør drikke af bægeret? Ja Jesus peger hen på et helt konkret sted, de kan begynde, nemlig midt i menigheden. Her kan der være ævl og kævl og jalousi og ond vilje og den ene kan puste sig op over for den anden, som var han gruppens konge. Dét bliver så komisk, når man betænker, hvem der i virkeligheden har magten. Jesus minder om, hvor uhjælpeligt folket er i hænderne på magthaverne – i lommen på Google og medicinalindustrien, som vi måske ville sige i dag, som lover os vores frelse i form af vores sundhed. Og alligevel afløser den ene frelsende sundshedskur den anden. Jesus minder disciplene om at være varsomme med ikke at indføre præcis den samme undertrykkelse iblandt hinanden i menigheden. Tro nu på hinanden, og tro at det nytter at være noget for hinanden. Det er dér, vi virkelig kan være store over for hinanden. Ingen er større, end den som tjener. ”Den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl.” Der er jo ikke nogle af disciplene, der er større end de andre, men de tjener hinanden. Jesus selv udgør eksemplet, når han som mester eksempelvis kan finde på at vaske fødderne på sine disciple.

Jesus udøver altså magt på en anden måde. Han vælger at bygge ud fra den uperfekte, stridende menighed, på dem alle sammen – på den som håber på den bedste plads, på den som aldrig kunne få sig selv til at bede om den slags, på den som bliver uendelig arrig over, at den første beder derom, på den jaloux, på den smålige, på den bitre, på den ligeglade, på den selvretfærdige. Jesus tager dem alle sammen og bygger dem op fra sig selv af, som den første og største tjener, som giver alt, hvad han har. ”Tag dette og spis det, det er mit legeme”. ”Tag dette og drik det, det er mit blod”. Herpå stiller han bægeret frem foran os alle.

Ved nadverbordet rækker vi bægeret og frelsen videre til hinanden. Men den evige frelse kan vi ikke give hinanden. Her råder kun én, nemlig Gud. Stoler vi på Gud? Ham som gav sin egen søn dødens bæger og lod ham skælve i frygt på korset for smerten og uvisheden. Tør vi virkelig tage det bæger, som er stillet frem foran på bardisken og hvis indhold vi ikke kender. Er det ikke bedre at gøre sig usynlig; stille sig bagerst i køen og måske helt undgå bægeret?

Men det lader Jesus os ikke gøre. Han er ikke en tilfældig barmand, hvem det er lige meget om vi drikker eller ej. Han insisterer: ”Tag det nu!”, ”Vov nu at blive lille!”

Det er ikke ligegyldigt om vi drikker eller ej. Der sker noget med os, når vi drikker. Troen forvandler os. Og den forvandler os ikke bare i en time om søndagen, men den forvandler os på den helt lange bane. Når jeg drikker, tømmer jeg bægeret i håb om det allerbedste, for jeg stoler på, at Gud har en plan med det hele. Det er LIVETS bæger, som han har stillet frem til mig på bardisken. Og det står og perler og frister. Gud selv drak af dødens bæger, for at jeg drikke af livets bæger. Jesus udviste den størst mulige tillid til Gud, da han drak på sit liv. Og med Jesus i ryggen, vover jeg også skridtet ud i troen. Han har lovet mig en plads i Gudsriget. Jeg glemmer frygten, som hele tiden prøver at fortælle mig det modsatte – at der garanteret er nogle, som har kommet noget farligt i min drink. På en eller anden måde har vi fået en idé om, at vi skal klare os på egen hånd og mistet fornemmelsen for vores symbiose med Gud. Glemt, hvem vi egentlig er. Og naglet os fast til vores umiddelbare omgivelser, som vi er så fysisk afhængige af, at vi knap nok kan lette blikket herfra.

Men Gud har omsorg for selv den mindste lille fugl og dens særlige behov. Jeg fatter tillid og drikker, og så kommer jeg direkte ind i gudsriget.

Set i det lys bliver hele min tøven med at drikke pludseligt vendt på hovedet: nu kan jeg ikke vente med at tage den første tår, for jeg vil have del i alt det, som er lagt ud til mig og til dem, jeg sidder sammen med. Jeg vil være med dér, hvor vi tjener hinanden og oprigtigt ønsker hinanden den allerbedste plads ved bordet – som min sidemand- eller kvinde har fortjent det – dér hvor vi giver vores liv til hinanden og rækker bægeret videre.

Vedkend dig det hele. Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Vi bringer hermed en prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger af Marie Høgh, konstitueret sognepræst i Stenstrup og Lunde sogne. Prædikenen er holdt i forbindelse med TeologImødet på Liselund og siden i omarbejdet form bragt som kronik i Kristeligt Dagblad.

Læsninger

Es 2,2-5, Kol 1,25d-28, Joh 12,23-33

Salmer
403 Denne er dagen
308 Helligånd vor sorg du slukke
16 O Gud! Hvor er du mer end skøn (mel. Af højheden oprunden er)
—
561 Jeg kender et land
59 Jesus os til trøst og gavn
Nadver: 66 Lyslevende fra himmerig

Håret er grånet. Næsten hvidt. For tiden har tand. Huden er let krøllet. Et menneske under forandring og forgængelighed – under afvikling. En seng i et hvidt rum. Fliser på gulv og vægge. Døren i klædeskabet åbnes – kvinden med et mørkt hår og hvid hud titter ud. Overdynen er rosa. Iklædt en hvid skjorte, natskjorte, ligskjorte. Manchetterne er knappet op. Hvidt klæde for øjnene. Knapper syet på øjenhullerne. Udsynet hindret.

Kig op her, er jeg i himlen
Jeg har ar, der ikke kan ses
Jeg har drama, der ikke kan stjæles
Alle kender mig nu

Det lyder stadig som ham. Han holder hele åndedrættet tilbage. Afskedshilsen til sine fans – musikvideoen Lazarus. Bowie rækker armene ud efter noget, men kan tilsyneladende ikke nå det. En kamp mod døden. Hende, der ligger under sengen – kravlede ud af skabet. Skeletterne i skabet. Mørket under sengen. Alt det, vi er bange for, bor under sengen. Det ved hvert et barn. Monstre og dæmoner – genfærdene fra i går. Kvindeskoen på gulvet. Ungdommens drømme og nattens trolddom. Han har det hele med sig i sit dødsleje – i sit kammer. Han vedkender sig det hele – for alle kender ham nu. Han har vedkender sig det hele: arene, der ikke kan ses; det hele liv under afvikling – at elske, leve, miste sit liv. Leve som en konge. Bruge pengene op. Kigge efter din røv. Ja, alt det, der hører livets drama til – kan ikke stjæles. Af dramaet træder han ud og lige ind i døden. Forskelligt farvede øjne og fotogene skønhed. Han klædte sig om og klædte sig ud. Tusindkunstneren Bowie, funklende farvende identiteter som hamme. Det gjorde han – det gør vi, mere eller mindre funklende eller farveløst hele livet. Forandrer og forvandler os. Sommerfuglens forvandling fra kålorm til vinget væsen. Nedbrydning – ombygning af celler. Sådan er halvgudelivet i dødningedal. Når du ligger i din kastede grav. Når du er ben – først da kommer den egentlige forandring. Når alt timeligt er tabt.

Afvikle hernede undervejs. Men afdrages kan døden ikke – nej, livet er et opbrud i sig selv. ”For den, der elsker sit liv, skal miste det. Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv,” som vi hører i evangeliet til sidste søndag efter helligtrekonger. At elske sit liv er at hænge sig i sit liv for at sikre sig selv mod at miste det – vi er faldne og forfaldne til at ville styre de vigtigste ting i livet på plads selv. Leve et liv ført af os selv. Og afdrage undervejs. På sommerhuset i banken, på den dårlige samvittighed – men også afdrage på døden. Stille tilværelsen op, som om det er et afdrag på døden, selv om det er et bedrag. Afdrage på døden – gør vi i allerbogstaveligste forstand. At elske sit liv af frygt for at miste det – er at leve i periferien af sit liv. At leve med verdens timelige blik på dit liv – ikke evighedens oversyn. At afdrage på døden er at leve, som om den sidste time er noget, der kommer for enden af vores liv. Enten at leve så stærkt, at vi så at sige kan tåle at dø unge – at leve, så vi kan tåle at miste livet. Eller at leve påholdende med sit liv – være fedtede med livet for ikke at miste det. Være fedtede med kærligheden af frygt for at miste den – eller krampagtigt holde den fast, mens den glider ud mellem fingrene- af frygt for at miste, fordi man elsker så meget. Han skal miste den.

At leve, så der ikke var for mange udrevne sider i dagbogen; at leve, så vi kan bære, at der er kommet en rynke mere i badeværelsesspejlbilledet, end der var i går. Leve sådan, at ingen skriver i vores nekrolog, at vi brugte alle pengene i New York, leve som en konge – levede med en livsalig lidenskab. Men hvad skal det hjælpe os, når vi ligger med hvid forbinding for øjnene, med dødens hånd på madrassen – når vi ligger forvandlede i den kastede grav. Når vi er blevet til ben. Så skal det nok hjælpe at have set det, vi ville, at have nået dét, vi ville – eller at have levet et liv, hvor vi har forsøgt at leve så godt som muligt – så syndfrit som muligt. At elske sit liv af frygt for at miste det i verdens øjne. En klog præst sagde engang til mig: Der er de to muligheder i vores liv: “vi kan sætte os ned og tænke over, hvad det dog er, vi skal… og aldrig komme ud af stedet, eller vi kan vælge og så se, hvad der kommer ud af det. Vælg livet. Så kan vi altid tale om og tænke over, hvad der kom ud af det. Sandsynligvis et liv, som har barmhjertighed og tilgivelse behov.” Ja, i stedet for at sidde af selvoptagethed, optagethed af livet, men ikke livet selv – ikke af kærlighed og mod, men af forfængelighed tænke os til at slippe igennem livet på hæderligste vis, uden at såre eller fornærme, vil efterlade det pæneste spor efter os. Den indstilling til livet afføder en fornærmethed på tilværelsen, fordi mennesket bilder sig ind at kunne leve syndfrit – en måde at leve livet på, der i ethvert møde med næsten kommer til kort. ”Den, der ved, han har gjort en god gerning, den er ikke god,” skriver Luther. Ja, du har gjort så meget godt. Men var det ikke troens gerning – var det ikke din medmenneskelighed, der lå i det – var det alene et ønske om at afdrage på døden. Gøre sig klar til at dø. Først betaler man renter – så betaler man hovedstolen, når ens helbred tager af. Når håret gråner, døden ligger under sengen, og skeletterne rasler i skabet. En bekvem måde at leve på for at ikke at være i Guds hånd, men selv have styr på det.

Men det er ikke kun, hvad vi vil med livet, men også, hvad livet vil med os. Et brud, når vi kommer ind i verden – fødes ind i livet – et brud, når vi bliver taget ud af det igen. Og dérindimellem lever man så i kaos og forvirring. Af frygt for kaos forsøger vi at gøre noget ved livet. Indordne os under strukturer – i vores dødelige dagligdag – men det at ordne er gerne ligeså kaotisk som det kaos, vi frygter. Det er det kaos, Bowie viser os. Et værelse, hvor døden og dæmonien har rum – men håbet har en sprække. This chaos is killing me, sang Bowie for år tilbage– mens stemmen og kroppen signalerede kontrol. Men det var ikke det, han døde af. I dødskammeret – i en scene ser man ham danse, fejre og hylde livet selv på grænsen til døden – tærsklen til evigheden.

Nej, det er ikke kaos, vi dør af – det navigerer vi i bedste fald i livet igennem. Livet – der ikke er begyndelse og ende på, hvis ikke Gud var alfa og omega. Omega ved enden, men også nu. Derfor lyder evangeliet, at den, som mister sit liv, skal vinde det. Vinde det i troen – der er ikke andre muligheder for at få det igen. ”Kig op her, mand, jeg er i fare /Jeg har intet tilbage at miste”. Intet har han tilbage at miste, fordi et menneske kun kan leve sit liv ved at sætte det til. Frasige os selv magten og æren. Forlade alt. For vi kan ikke leve et liv i styrke, med mod og kærlighed – med lidenskab – uden at give livet fra os. Give det fra os på en måde, hvor vi ikke kan give os selv tilbage igen. Forargelsen skal holdes ved lige – den, der elsker sit liv, skal miste det, men den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Ja, få livet igen af Guds hånd – det samme gamle menneskeliv. For vi lever et liv, hvor vi hele tiden har brug for at få det igen. Afvikles undervejs – give afkald på livet, – et liv, der ikke er helt fint i kanten, men et brugt liv.

Et liv, hvor evangeliet ikke lader os være i fred, fordi Gud følger og forfølger os med sin kærlighed – med sin menneskesøn. Han var et menneske, der elskede, men tålte at skulle miste sit liv. At miste livet var selve hans vej – hans gerning. Hans opgave i denne verden var ikke at holde sig i live, men at dø for vores livs skyld. Derfor beder vi til, tror og håber på, at vi i Kristus må miste frygten for at miste. Som Søren Kierkegaard skriver, kan “kun det timelige tabes timeligt. På den anden side. Kan det evige vindes evigt.” I Hans rige, hvor man død byder trods/ det kommer til os. Det evige liv.

Kommer til os, når vi ligger dér i sengen. Rækker ud efter livet på grænsen til døden. Alle kender os der, for huden er skrællet af. Med skabet fuld af skeletter og samvittigheden fra i går. Med døden lurende under sengen og under skrivepulten, som Bowie i musikvideoen står bøjet over. Kan ikke finde de rigtige ord. Utålmodig. Med et lyser hans ansigt op. Med en rynke i panden skriver han febrilsk – med rasende fart pennen over papiret. Han har døden i hælene. Han tænker sig selv som ben – men har endnu så meget at sige. At bidrage. At afvikle. At skabe. Men tiden er løbet ud. Det, Bowie fortæller os i lyset af evangeliet, er, at vi skal blive ved med at skabe, elske, miste, danse og bruge alle pengene – vise hengivenhed overfor livet og troskab mod Skaberen. Det er en dødssynd at kede sig. Vedkend dig det hele. Al den synd, der hører livets drama til. Modtag Guds tilgivelse for den – hans fred med dit liv under afvikling. Så vi kan leve videre med alle de ar, der ikke kan ses. Træde lige ud af dramaet og ind i døden. Afdrag ikke, men gå ud af livet med fuld gæld og fuld musik.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himlen, vi takker dig for den kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os. Vi beder dig for din kirke, for os, som her og nu er din kirke, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil og tror, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.

Vi beder dig for vort land og vort folk. Tak for vort fædreland, hvor så meget godt er beredt os. Bevar Danmark frit og bevar dets fred. Vær med vor dronning og hele det kongelige hus, med regering og folketing, med alle, som skal råde og styre, også her hvor vi bor.

Vi beder dig for hele den lidende verden og for os med den, at du vil knytte os sammen og give os at forstå, at én er vor Gud, og at vi er hinandens skyldnere. Herre, lær os at kende vor fælles skæbne og vort fælles håb til din barmhjertighed.

Vær du med de syge og sorgfulde, med alle ensomme og med dem, som ingen kan lide. Giv den hjerteløse din barmhjertig, den åndløse din ånd, den syge din trøst og den døende din fremtid.

Vi beder dig for alle vore kære. Tak for hver og én, som holder af os og holder os ud. Tak for dem, der hører med i vort liv, levende som døde.

Følg du os på alle vore veje, drag os stedse tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du for os – sammen med vore døde – nu og i al evighed vor fred og vort håb. Amen.

Ventetid – aftenandagt til 2. søndag i advent

~ IKK ~ Skriv en kommentar

I anledning af adventstiden bringer Studenterkredsens blog hermed en aftenandagt til 2. søndag i advent af cand.mag. og ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord.

Almægtige, evige Gud, vi har sat os stille ned for at høre dig tale til os gennem evangeliet om Jesus, dengang han fortalte lignelsen om de ti brudejomfruer, der ventede på, at brudgommen skulle komme; men nogle af dem var uforberedte, da han kom.

Hjælp os til at være beredte på dit riges komme, som ingen kender dagen og timen for, du den ene, sande Gud, fader, søn og helligånd.

Dig være pris i evighed. Amen.

I Matthæusevangeliet læser vi denne lignelse til 2. søndag i advent, 2. tekstrække:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.  Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie.  De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!  Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
(Matt. 25,1-13)

Vi er i mørketiden. Den tid, hvor skyerne gråner, og løvet falder. Den tid, hvor vinteren truer, og natten kalder. Den tid, hvor tankerne bliver nøgne, fordi lyset er så spinkelt, og mørket så – mægtigt.

I kirken kalder vi denne tid for adventstiden, for vi har hørt, at mørketid også er ventetid – og endda: forventningstid. Forventning om noget, der skal komme – noget, der endnu er skjult af mørket, men som mørket ikke har magt over. Forventning om ham, der skal komme: Kirkens Herre, der skal vise sig i afmagtens skikkelse.

I denne ventetid hører vi så historien om de ti brudejomfruer.

Vi forstår med det samme, hvad det drejer sig om – og hvor meget der er på spil. Historien taler ud af og ind i dét, vi kender allerbedst: vores eget liv. For I menneskelivet findes der tidspunkter eller endda skæbnestunder, hvor udfaldet er givet med vores forberedelse. Hvor et glædeligt udfald er afhængigt af, om vi er tro mod den glæde, der møder os, og hvor vores troløshed kan blive vores – eller andres – undergang. Et menneskehjerte kan være så nedbrudt, at glæden ikke synes mulig.

Det er en virkelig og smerteligt uafviselig erfaring, og nu stadfæstes den så – i Vor Herres egen billedtale: Kun de brudepiger, der har olie til deres lamper, kommer med ind i bryllupssalen. Ved første øjekast er fortællingen ganske ligetil – eller måske endda: uhyggeligt ligetil. Dem, der har troen, de går fra ventetidens mørke til kærlighedens lysfest, og dem, der ikke har den, dem kender brudgommen ikke, dem efterlader han – i mørket. Og mens vi lytter, mærker vi så efter og finder – et sted dybt derinde i hjertelagene – enten en tryg forvisning eller en knugende ængstelse.

Det lyder enkelt.

Men så enkel er Jesu billedtale aldrig. Det har han selv sagt til sine disciple, da de spurgte ham, hvorfor han talte i lignelser til de udenforstående. Det gjorde han, for at den profeti skal opfyldes, der lyder hos profeten Esajas »I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå«.

Men disciplene, de skal forstå – dem er det givet at kende »Himmerigets hemmeligheder«, som der står.

Kun de, der kender hemmeligheden, forstår billederne – hører vi altså.

Men her trænger et spørgsmål sig så på: disciplene, forstår de ham virkelig, da han fortæller dem om brudepigerne? Forstår de, at lignelsen har en skjult inderside, der først vil blive synlig i de videre begivenheder?

Nej, de forstår ham ikke.

Det ser vi af de videre begivenheder. Få dage efter at Jesus har holdt den lange billedtale om tidernes afslutning, som lignelsen om de ti brudepiger indgår i, sidder han igen sammen med dem. Han har netop indstiftet nadveren, Judas har netop udpeget sig selv som den, der skal besegle menneskesønnens skæbne, og alting nærmer sig sin afslutning. Nu fortæller han dem så dét, de ikke kunne bære at sige sig selv:

»I nat vil I alle forråde mig«.

Og det sker, som han har sagt det. Disciplene falder i søvn i Getsemane-have. De glemmer at våge, de er uforberedte, de fornægter ham – alle sammen.

Da Langfredag kommer er de spredt for vinden – de før så ivrige mænd. Tilbage står kun de tavse vidner – kvinderne, som intet væsen har gjort af sig, mens alt så lyst ud, men som nu er de eneste, der våger i mørket.

Først senere i begivenhedernes underlige – og vidunderlige – gang begynder det at dæmre for de troløse disciple, hvad det er, de har været med til. Først da den opstandne selv kommer til dem med sit lys, begynder de at forstå omfanget af, hvad der allerede er sket – og hvad der skal ske.

For det var dem selv, der ikke havde olie på lampen. Det var dem, der så og så, men intet forstod.

Men han kommer alligevel tilbage til dem. Han efterlader dem ikke.

Hvordan stiller alt dette nu os? Os, der nu lytter og gerne vil forstå Jesu gådetale, men samtidig indser, at forståelsen ikke skal findes i os, men må komme til os. Jo, det stiller os som dem, vi foreløbig skal være: dem, der skal vente og våge i mørket – dem, der med frit mod skal forvente, at han selv vil opklare hemmeligheden, når han kommer.

I Grundtvigs bibelhistoriske salme Forventningsfulde sjæle, der er en genfortælling af lignelsen om brudepigerne, peger skjalden frem mod denne opklaring, og i det sidste vers hører vi så om den glæde, som mørket skal vige for. Det lyder sådan her:

I døren se opspringe
på evigheds palads,
slet ingen var så ringe,
han finder jo sin plads;
med frydesang, i sole-dragt,
I skal, som Sandheds Mund har sagt,
indgå til Herrens glæde

Slet ingen var så ringe, han finder jo sin plads. Dét er den kristne menigheds håb, vores forventning: at de vågelys, der her i adventstiden brænder så spinkelt, skal flamme op og udbrede klarhed, hvor der nu er mørke. Så alle de, der sidder i mørket, kan vågne; så vi kan gå ind til Herrens glæde – så Gud til allersidst kan blive alt i alle.

Vi har grund til at glæde os – allerede nu.

Verdensdommen

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Prædiken af stud.theol. Rasmus Jensen til sidste søndag i kirkeåret holdt i Den Danske Kirke i London søndag 22. november 2015.

Matt 25,31-46

Kristendommen er aldrig sagt med ét ord. I stedet er kristendommen bygget op af begrebspar. Det er for eksempel lys og mørke, korsfæstelse og opstandelse, liv og død. Det kan aldrig siges med blot ét ord, men derimod hjælper modsætningerne os til at se nuancer. Mod-sætningerne træder for eksempel frem, når vi sammenholder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Profetier fra Det Gamle Testamente bliver opfyldt i Det Nye Testamente. Og gammeltestamentlige figurer bliver fortolket i Det Nye Testamente. Et eksempel er, at Moses i Det Gamle Testamente overdrager de ti bud til folket Israel. Og Det Nye Testamente “svarer”, ved at Jesus overdrager det glædelige budskab til det nye, kristne gudsfolk.

Kristendommen kan ikke siges med ét ord, men begge fortællinger hører med.

I det Gamle Testamente er Moses og de ti bud et billede på loven. Et billede på, at der findes love og regler, der er vigtige for vores fælles liv. Der findes derfor også ret og uret, sandt og falsk, og som mennesker ved vi, at vi ikke kan holde os til retten og sandheden. I Det Nye Testamente er Jesus og det glædelige budskab evangeliet. Evangeliet imødekommer mennesker ved at fortælle os, at vi er Guds elskede børn, også med alle vore fejl og svigt.

Loven og evangeliet: Begge hører de med til kristendommen.

Også i læsningerne i dag møder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente hinanden, så tekststykkerne giver hinanden merbetydning:

Først hørte vi fra Det Gamle Testamente Esajas profetere, at Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord; og at vi skal fryde os og juble til evig tid. Dernæst hørte vi evangelieteksten, hvor Jesus profeterer om, at fårene skal skilles fra bukkene, og at de retfærdige skal gå til evigt liv, mens de forbandede skal gå til evig straf.

Evangelieteksten om fårene og bukkene bliver også kaldt verdensdommen, og faktisk kan vi se den afbilledet her i kirken i glasmosaikken over alteret.

Fortællingen om verdensdommen kan imidlertid forstås på forskellige måder: Den kan forstås fremtidigt som et billede på dommedag. Nogle vil da sige, at vi engang skal stå til regnskab, og at dem, der har opført sig ordentligt, vil blive belønnet, mens dem, der har båret sig skidt ad, vil blive smidt i helvede. Den sidste gruppe er fortabt.

Fortællingen kan også forstås nutidigt som et billede på den risiko, der hører til ethvert menneskeliv: Nemlig risikoen for at fortabe sig. I den nutidige forståelse af fortællingen behøver fortabelse ikke at betyde at blive dømt til den evige ild. Det kan forstås langt mere jordnært: Fortabelsen kan for eksempel være, når vi prioriterer forkert, når vi hænger os i småting og glemmer at bruge tid på de ting, der er rigtig vigtige. Man kunne kalde det “hverdagsfortabelsen”, og i forhold til hverdagsfortabelsen behøver vi ingen dommedag for at forstå alvoren: Alene risikoen for at spilde tiden er alvorlig nok.

I evangelieteksten er scenen med verdensdommen dramatisk beskrevet: Det fortælles, at Jesus har sat sig på sin trone for at dømme mellem folkeslagene, og der står: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Fårene har taget imod Jesu mindste brødre, da de var fremmede, og givet dem mad og drikke, da de var sultne. Bukkene er dem, der har forsømt at gøre disse ting.

Spørgsmålet er så, hvordan mennesket bør forløse fordringen. Hvordan undgår vi at ende i fortabelse sammen med bukkene? Nok står der, at man skal behandle Jesu mindste små godt og give dem mad, når de er sultne, men hvordan det så skal forstås helt konkret, giver Bibelen ikke noget svar på. Her er vi overladt til os selv og hinanden, og det er op til den enkelte at løfte ansvaret. Hvert menneske må stille sig selv det eksistentielle spørgsmål: Bruger jeg min tid og mine kræfter rigtigt? Hvordan undgår jeg mon fortabelsen?

Og jeg må i samme åndedrag advare mod at stille den slags spørgsmål for ofte. For selvom eksistentielle spørgsmål kan være gode nok til at gøre os klogere på livet, så kan de næppe redde os fra fortabelsen. I stedet kan vi finde et lille håb i den første læsning, vi hørte i dag. Det var fra Det Gamle Testamente, hvor Gud lover at skabe en ny himmel og en ny jord, og der står: “I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd.”

Den nye jord og den nye himmel, som Gud vil skabe, er en ny begyndelse. Det er lovningen om frihed. Frihed til, at mennesker skal kunne tage ansvar for de ting, som man skal tage ansvar for. Den ny begyndelse er budskabet om, at vi alle er Guds elskede børn: I skal fryde jer og juble til evig tid, står der. Og det glædelige budskab hamrer ind lige midt i al denne tale om fortabelse.

Budskabet om, at vi er Guds elskede børn – selv når vi spilder tiden og glemmer det vigtige, det budskab trøster os. Og det trøster os her i novembermørket. For selvom det i dag er kirkeårets sidste søndag, og selvom det bliver mørkt tidligt, og det er blevet hundekoldt udenfor, så venter adventstiden om en uge, og dermed varsles det nyes komme. Kirkeåret begynder forfra, og vi begynder at tælle ned til jul. Det er en ny begyndelse, et lille lys, der brænder i novembermørket.

Salmer
732 Dybt hælder året i sin gang
332 På Jerusalem det ny
560 Det livets ord vi bygger på
—
580 Jesus, dødens overvinder
348 Tør end nogen ihukomme
733 Skyerne gråne

Prædiken: Guds gaver og naturens lære

~ KG ~ Skriv en kommentar

Redaktionen bringer hermed stud.theol. Kristoffer Garnes præken til høstgudstjeneste i Skannerup Kirke, 5. oktober.

16. søndag efter Trinitatis, anden række

Hvorfor egentlig holde høstgudstjeneste? Selvom det bliver mere og mere almindeligt at holde særgudstjenester for det ene og andet, ofte som minde over en bestemt begivenhed, eller, som det hedder, for et godt formål, så er høstgudstjenesten alligevel noget særligt. Det er en tilbagevendende begivenhed år efter år, og noget de fleste menigheder med respekt for sig selv vælger at fejre. Det har traditionen med sig. Men modsat kirkeårets højtider – jul, påske, pinse – så har høstgudstjenesten ikke sin faste søndag i kirkeåret, og dermed ikke nogen bestemt tekst knyttet til sig. Det kunne altså se ud til, at høstgudstjenesten på sin vis er noget i sin egen ret, har sin plads uden for, eller ved siden af, den almindelige gudstjenestefejring, som har fundet sted lige siden kirkens første år.

Hvor kommer den så fra, denne særlige form for gudstjeneste? I en tid, hvor den teknologiske udvikling har afstedkommet, at det efterhånden er de færreste af os, der får beskidte fingre af agerbruget, de færreste der pløjer, sår og høster, kan det virke aparte eller måske eksotisk – som et levn fra gamle dage – at fejre høstgudstjeneste. Og især kan det virke mærkeligt, at netop kirken skulle foretage en sådan markering, når nu, må vi indrømme, langt de færreste ellers har skik for at komme her og modtage velsignelse over det i øvrigt ellers hæderlig virke, som vi fylder vores dag med.

Men høstfejringen; takken og lovsangen for jordens gaver i de fyldte forrådskamre; og bønnen om at måtte stå igennem vinteren og igen til næste år kunne pløje og så sæden i sorten jord, er lige så gammel som mennesket selv, er altså meget ældre end den i sammenligning stadigt unge kristendom. Hvad end den guddommelige instans, man har henvendt sig til, har heddet Moder Natur, Sol, Demeter, Ceres, Frej, eller blot den ubestemmelige kraft, som gennemstrømmer alt, så har det menneske, der har vidst sig i naturens vold og dermed overlevet til naturkræfternes luner, fundet det nødtvunget at henvende sig med tak og bøn om, at vind og vove måtte lyde den guddommelige magt til menneskenes fordel. Som vi synger med jordbrugerens sang: ”Hvad magted jeg vel, om du ej gav held, det vokse jo medens vi sove.”

Men med kristendommens komme fik denne fejring en anden klang. Ganske vist var også de kristnes Gud, som havde skabt verden og herskede over naturen, en streng og til tider ubarmhjertigt tugtende fader, men det var ikke hans sidste, endsige vigtigste ord til mennesket. Nej, denne Gud var frem for alt en kærlig Gud, og derfor havde han givet sig til kende for mennesket gennem sin søn, Jesus Kristus, som også var Gud, og som elskede verden så højt, at han gav sit liv på korset for at enhver, som troede på ham, ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Han havde underlagt sig dødens magter, var den sejrende konge, som ikke gav sig tvetydigt til kende gennem naturkræfterne, men entydigt i kærlighedens opofrende skikkelse.

Og tilmed havde han også stiftet et nyt åndeligt rige på jorden, det man på dansk valgt at kalde for kirken. Han havde selv anvist, hvordan han skulle kendes og tilbedes, nemlig i forsamlingen af alle de på ham troende, som fik kristendommen overleveret helt fra hedenold, gennem de henfarne slægter, der gik i apostlenes spor. Og derfor skulle de stene, som bønderne ryddede marken for, nu bruges til at bygge kirker med. Nogle af dem står her endnu, de gamle landsbykirker, og de kan være os et udmærket sindbillede på, hvad kristendommen er for en størrelse. Ikke fordi stenene er noget værd i sig selv, eller fordi der skulle være noget særligt helligt ved dette sted. Kirken findes kun, hvor vi lader os opbygge til levende stene gennem gudstjenestefejringen, men alligevel minder disse stenmure, bag hvilke der er blevet fejret gudstjeneste i snart 1000 år, os om, at kristendom ikke er noget, vi selv skaber, men noget, vi for intet får, noget, der er os skænket og overleveret af vores fædre.

Men ligesom laden nu engang er det sted, hvor vi nu efter høsten har Guds gaver, og her, hvor vi gemmer dem, indtil vi nyder dem til livets opretholdelse, så er kirken nu engang det sted, hvor vi først og fremmest får Guds åndelige gaver, hvor vi i sandhed lærer ham at kende. Det gør vi, når vi beder det fadervor, han selv har lagt i vores mund, når vi døber vores børn og her bekender den kristne tro, Jesus selv har lært og vist os og overleveret til os gennem apostlene og de bibelske skrifter. Og ikke mindst når vi, som der en dag som i dag er særlig grund til at fæstne os ved, mødes omkring hans bord. Her spiser vi det brød og den vin, som vi hører, er Jesu eget kød og blod, til minde om, at han gav sig selv for os. Det er Guds sande gave, det måltid, der er ham selv, og hvorved han forlades os vore synder, og derved styrker og opretholder os, som det hedder, til en sand tro til det evige liv. Det giver os fred til at leve frimodigt som fuglen og at lade vores liv være fyldt med virksomhed og velstand til vores næste gavn.

Og for det skylder vi ham tak, og den tak er det, der finder udtryk i vores salmesang og lovprisning, sådan som det altid har været her i kirkens gamle hus. Men ligesom man ikke skal elske selve gaven, men skal elske den, der giver gaven, sådan er det også med Guds gaver. Det er sjældent tilfældet med os arme mennesker, når vi f.eks. glemmer, at vi er vores forældre kærlighed og bestandig tak skyldig, således glemmer vi også at takke og elske Gud vor himmelske Fader. Og derfor er det, vi beder om, at Gud må oplukke vores hjerter, så vi kan elske ham, der gav os livet. At vi trods al synd og skyld er i stand der til, ja, det er det, der kaldes Helligåndens gerning, og det er den, vi kommer i kirken for at erfare gyldigheden af.

Så langt så godt. Mere behøvede vi ikke at sige, men kunne lade gudstjenesten tale sit eget sprog søndag efter søndag; høre Guds ord og læse fra Biblen.

Men når nu vi er samlet her for at fejre høsten og markere årstiden, så kunne man jo stille sig det simple spørgsmål: Hvad kan vi lære af naturens gang? Og dertil er der kun en, vi med sikkerhed kan svare: At vi engang skal dø. Så enkelt er det. Det kan vi jo godt glemme i både fest og hverdag, når vi mærker livsfryden krible i os, når vi ser på et lille barn, og når vi gennem alskens mirakelkure og tryllemidler forsøger at holde os i live og fit for fight. Alt sammen fint nok, men bevidstheden om døden kan og skal vi ikke undslippe. For kun den, der ved, at livet får ende, kan bevare og opretholde et sundt og virkeligt forhold til jordens og livets sager. Men som sagt: Det er bare at slå øjnene op og se, hvordan både skoven og menneskelivet falmer trindt om land, år efter år.

Men hvis det var alt, hvad der var at sige, ja så var kristendommen jo overflødig, kirkens mange ord tomme og hule, al vor prædiken var blot tant og fjas. Men sådan er det ikke. Med Jesus ved vi, at døden er den sidste fjende, der skal overvindes. Og det er det, dagens tekster handler om, hvordan Gud kan rive os ud af naturens, altså dødens, garn.

Vi hører hos Paulus, at døden er kommet med det ene menneske Adam, hvis stolte sønner vi i sandhed alle er, når vi glemmer at leve livet i tak og skyldighed, i kærlighed til vor Gud og næste. Når vi, lige meget hvor gode og fromme vi lever vores liv, bliver skyldige i at hævde vores eget og kun tænke på os selv. Når vi spiser af frugten til kendskab om godt og ondt, og tror, at vi ved, hvad der tjener os bedst. Det er det, kristendommen kalder synd, og som vi, når vi lytter til Guds ord, indser, at vi alle er indesluttet under opfyldt af op til over begge ører. Derfor fortjener vi i bund og grund at dø, og det gør vi så. Så kan naturen og livet atter gå sin gang. Og det hele kan så gentage sig igen, år efter år, slægt efter slægt.

Men Guds ord, som bliver hos og, tør vi håbe, aldrig glipper, det taler om opstandelsen fra de døde. For Gud, der elsker sin skabning, han blev menneske og gav sig selv på korset og pådrog sig alle vores syndere. Men fordi Guds søn som det eneste menneske var immer kærlighed og elskede sin himmelske fader, så overvandt han også herved dødens magt. Og med ham er derfor døden også overvundet for os. Det er det, beretningen om Lazarus’ opvækkelse fra de døde skal tjene som et forbillede på.

Fra sin ophøjede plads ved Gud Faders højre hånd kalder Jesus Kristus nemlig på os, idet han råber til os: ”Kom herud”; i lyset og det sande evige liv, ud til hans åndelige rige, hvor mørket og dødens skygge ikke er den sidste horisont for vores liv, men hvor derimod kærligheden og ordet om syndernes forladelse giver os mod til at leve et menneskeliv i tak og skyldighed, i kærlighed til næsten.

Og engang, når Gud er blevet alt i alle, så vil de dødes opstandelse også blive virkelighed for os; det er det sidste ord, der er at sige. Da vil Jesus anråbe alle de naturens og mørkets magter, der holder os bundne – de levende til synden og de døde til graven – og han vil sige til dem ”Løs menneskene, og lad dem gå”. Og med det løfte, som er evangeliet i dagens tekst, holder Gud os fast med sin højre hånd, indtil vi en dag skal gå ind til de himmelske hærskarer og lovsynge Gud sammen med englene. Indtil da er der kun det ene at gøre at være vor jordiske tilværelse tro, at fylde vores dag med et hæderligt virke til gavn og glæde for næsten, i tro og tak og skyldighed at elske og tjene hverandre, og derigennem vor Gud. Til hjælp herfor, og til trøst og styrke, både når det glipper og når det går, har Jesus stiftet sit åndelige rige på jorden, denne kirkens vang, som vi har arvet af henfarne slægter, og hvor bordet altid er dækket med det livets brød, som er Jesus Kristus, Guds Ord.

Salmer
730
21
542

728
727
729

—
Kristoffer Garne har tidligere skrevet om Skannerup Kirke i sidste års påskeskrivelse Den dybe sammenhæng.