Nyheder

2014 – et rigtigt vokseår

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Skåltale holdt ved årets afslutning af stud.theol. Adam Garff blandt Kreds- og godtfolk på Elers Kollegium.

2014 har været et rigtigt vokseår. Et år, der har ført sig frem som en lunefuld opkomling i et ædelt parnas af modne skikkelser, en yngling blandt de for evigt forgangne år. Og dette, det endnu indeværende år – 2014 – er også om få stunder kommet til sin endelige afslutning. Man kan da betragte det, med alle facetter og begivenheder, sætte det i ringbind og erklæret ballet for lukket og slukket. 2014 er gået. Og mange tak for det.

År er en fremadskridende modus. Man ældes af år, ældes i år og – ikke mindst – modnes af år. Året er en sindig model, hvormed man angiver den stramme spændthed mellem to sikre poler, indledningen og afslutningen, i en finurlig kontinuitet. Der findes kun indgang, overgang og videre fremgang. Sådan er året konstrueret. Året selv rummer så indholdet. Det er dagene, timerne, minutterne og sekunderne. De lange og de korte, og alle disse mange bestanddele bliver til små korn i den sultne mølle, man kalder livet. Så vidt, så godt.

Men dette år har måske været en anelse for dygtigt til at komme videre uden os, til at indikere sit intrigante behov for en hævden sig over os, de uforberedte dødelige. Man har håbet på ét, og straks efter er noget andet hændt. Ikke efter længere betænkninger har årets bagmænd givet sig i kast med at snige sig ind på os, og med sænkede parader har vi stået over for året, der har kastet en storm af forstemmende terninger i synet på os. Ikke alle terninger er landet på en sekser. Udfald som Islamisk Stat og ebola er meget lave slag med terningen, hvis talværdi har syntes nærmest imaginær i rækken af årets brutale kast. Perverteringerne af livets mange lyse mandater kan synes talløse. Og det er ikke kun IS og ebola, der hæmmer det strålende glade udblik. Hvis man ellers kan se bort fra IS, de ægte mørkemænd, der har halshugget uskyldige og bombarderet vores blottede sind med kanonader af gru og rædsel, så er man kommet langt. Men det koster en hel del abstraktion og optimisme.

Hvad ebola angår, taler udfordringerne for sig selv. Den Sorte Død og AIDS har igennem tiden forsøgt at gøre kål på de dødelige og de elskende, og heroverfor er mennesket så gudskelov et stædigt kræ med hang til fingersnilde og fløjlshandsker. Så mon ikke sygdommene bliver bragt under kontrol og udskyder apokalypsen en generation eller to? Derom kan vi kun gisne.

Straks mere alvorlig er den føromtalte ondskab, der udgår fra de endnu ukronede mørkemænds skarpladte våben; de præmiegale islamister med al deres vold og fornægtelse af livets urokkelige dagskurs. Den slags er særlig besværlige at komme til livs. For når man tager Guds navn i sin beskidte lille ørkenmund og insisterer på, at hans rige kan erhverves med nakkeskud, massakrer og besværgelser, så fortjener man altså et solidt gok i nøden med Emma Gad og Biblen. Her i livet taler vi pænt, og siden skal vi frelses.

Begivenhederne i 2014 er altså i høj grad kommet bag på livet selv. Det glade og åbne er blevet køresygt af de mange bump på vejen. Og det er måske det mærkværdige ved det snart forgangne år: dets bumlende og diffuse karakter. Også på de hjemlige breddegrader er friheden og godheden blevet kuppet og svinebundet. I sin kompleksitet og mellemdaglige indspundethed har 2014 været et år for viderekomne. Og også én slags, forsøgsvis, viderekomne er blevet ramt: Fra d. 1. juli blev alle perroner på det danske banenet befalet røgfrie, selv dem uden tag. På Bramming Stations perron, et 400 meter langt stykke beton placeret på den mest øde del af heden, kan de stakkels rygere således blive irettesat midt i deres pulserier. Så nu bliver også den rådne banans rygere ramt af Forbuds-Danmark. Det kunne være, at Islamisk Stat skulle lægge sharia på hattehylden og i stedet tage et smut forbi Vestjylland og indføre rygning?

Hvad de helt hjemlige breddegrader angår har situationen imidlertid ikke været ligeså drastisk og kummerlig. Omkring Kredsens vennekreds har solen gået sin upåklagelige, valsende gang. Ingen ebola eller jungletrommer her. Ingen nakkeskud eller religiøse massakrer, sådan da. Lad Vartov være det studentikose Tikrit og Mosul, og de mange diskussionsrunder efter foredragene indtage stillingen som slagtebænkene. Så går det nok. Det er måske lidt en plat kliché, hvis alene dette ikke også er af en sådan plat art, men det går meget godt her i vores lille trygge syndikat af platspillere, scoretrolde og natteravne. Vi har overlevet et Skærum Mølle, et sommermøde, forskellige ekskursioner af udenlandsk art, for ikke at tale om semestrenes foredrag, et blads dødeopvækkelse – måske endda opstandelse, samt en række venskabers foreløbige overlevelse, forskelle og måske navnlig ligheder til trods. Alene disse ubestridelige fakta burde være champagneknald og grådfyldte jubelscener værdige, men det kan nok vente et kort øjeblik.

2015 er nu året, der venter med en efterhånden barnlig utålmodighed. Og året står, som det siges, for døren. Det gamle for skud. Lad ikke denne nye dør være dødens port eller dumhedens dør, men en åben dør til et kalejdoskopisk år i lidenskabernes labyrint, hvor åndsild og litterære dødeopvækkelser skal berige og beruse, vi skal bekrige og besynge og gøre ved. Ildrageren skal svinges lystigt over hovederne. Benene i næsen må – og skal – motioneres til den yderste ømhed. Vi må ikke falde af på den, kun gå på knæ for Herren. Der skal synges karaoke med skæbnen og lægges arm med armodet.

Og lad os forlige os med, at da vi alligevel kun lærer af historien, at vi intet lærer af den, er vi nødsaget til at grine hånligt af ondskaben og af IS. Af rygeforbuddet og de små platte plageånder. Af snæversyn og banal blasfemi.

Vi skal blive voksne i 2015.

Skål!

Herrens år og Kongens sværd

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Nytårstanker om taksigelse og kampvilje af ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord. Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Vi befinder os i mørketiden. Mens jeg skriver dette, er vi stadig i den allermørkeste tid inden vintersolhvervet. Men snart vender bladet. Solen vender tilbage, og Julen vil endnu en gang føde det nye år. Både troende hjerter og agtværdige hedninger vil samles om lyset i familiens kreds i håbet om et liv med muligheder for os og vore.

Og så kommer nytåret. Til den tid vil vi se tilbage på det forgangne år, og vi vil lytte til Hendes Majestæts nytårstale. Dronningens opgave er særlig og vigtig, for nytårstalen er anderledes end den megen snak, vi plejer at høre fra så langt størstedelen af de herskende. Når Dronningen taler, så taler hun ikke til den befolkning af feje og havesyge dyr, som politikerne i almindelighed kaster net efter. Nej, når Majestæten taler, så henvender hun sig til det folk, der er hendes eget, og som hun hverken kan eller vil lade i stikken. Majestæten har ikke en udenlandsk topstilling i baghånden, og derfor er hun værd at lytte til. Javist er hun ved visse lejligheder røget i en dumsmart grøft og har pippet med på kulturradikalismens anstændighedsviser, men det ændrer ikke ved hovedsagen: det er værd at lytte, når folkets dronning for en sjælden gangs skyld har ordet.

Og når Hendes Majestæt har talt og klokken er slået tolv, vil vi rejse os for at lytte til og efter bedste (fattige) formåen selv synge med på det danske nytårs tre sange: Grundtvigs nytårsudgave af Vær velkommen, Herrens år, Oehlenschlägers Der er et yndigt land og endelig første vers af Johannes Ewalds kongesang Kong Kristian stod ved højen mast. Det er ikke tilfældigt eller ligegyldigt, at det er disse tre sange, vi synger ved nytårstid. De er folkets sange, og i dem lever det folkelige nytårshåb om en fremtid for Danmark.

I det følgende skal det dreje sig om dette nytårshåb, sådan som det kommer til udtryk i polspændingen mellem den første og den sidste af sangene – mellem Herrens år og kongens sværd.

Lad dit hellige ord, oplive, oplyse det høje Nord!
Adventsudgaven af Vær velkommen Herrens år har af forståelige grunde et klart kirkeligt præg. I de første tre vers oprulles frelseshistoriens grundbegivenheder – Kristi fødsel julenat, opstandelsens påskemorgen og åndsudgydelsens pinsedag – og i det sidste hilses det Herrens og glædens år, der nu vil indfinde sig. Nytårsudgaven af Vær velkommen Herrens år adskiller sig fra denne frelseshistoriske salme ved at have et klart folkeligt præg, idet dens perspektiv ikke er kosmisk men konkret. Den retter sig mod den foreliggende danske virkelighed og forkynder håbet om Herrens stadige opretholdelse af det danske folk ved dets indgang i det nye år.

I det indledende vers bedes der om, at »Sandheds Gud« må lade sig »hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!«, i det andet bedes der om, at »Nådens Gud« i det kommende forår vil lade sit solskin »skænke på marken et gyldent år« – og endelig bedes der i det tredje vers om, at »Fredens Gud« vil opretholde »den livsalige fred«, som vort land kan »blomstres ved«. Bønnerne og anprisningerne er konkrete og enfoldige: de angår folkets almindelige åndelige trivsel, markens grøde og sikringen af freden i landet, altså i Danmark. Når vi synger disse linjer, gør vi det som danske, der erkender, at menneskelivet og folkelivet er et under, som ikke opretholdes ved vores magt. Dette er det afgørende, dette er kernen i velkomsten af det nye år: visheden om, at vi ikke kan bære livet selv, og håbet om at det alligevel vil blive båret endnu et år, sådan som det hidtil er blevet. Vi erkender vores afmagt og fæstner lid til, at aftenstjernen fortsat vil lyse over lille Danmark.

Dette er den ene yderpol i det folkelige nytårshåb.

Og kamp og sejr før mig til min grav!
Nytårshåbets anden yderpol gives stemme i det første vers af Kong Kristian stod ved højen mast. Hvor grundklangen i Vær velkommen er den fromme besindelse på de gode gavers giver, er tonen i Kong Kristian anderledes selvsikker og rettet mod handlingens rum. Udsigelsen er enkel: Kongen bærer ikke sværdet forgæves, og det bør hans folk heller ikke gøre. For kongesangen handler om kampvilkåret – om menneskelivet, som altid må være et kampliv. Den handler om den jordnære og håndfaste vilje til at værne menneskelivet, sådan som vi kender og elsker det, nemlig som et folkeliv, hvor kampen for overlevelse og trivsel er og bliver en rå, uomgængelig virkelighed.

I vores tid ser man ofte pæne folk vrænge på næsen af kongesangen. De synes, den er noget så krigerisk og nationalistisk og frygter at få beskidte struber ved at synge med. Til sådanne typer er der kun ét at sige: kongesangen er vitterligt ikke for svage sjæle. Men det er menneskelivet heller ikke, og derfor er det så rigtigt og lykkeligt, at sangen har sin plads ved det nye års begyndelse. Den er en usødet påmindelse til os alle om, at livet ikke er et sønderjysk kagebord, og at en dødsfjende ikke bekæmpes med anstændighed og samtalepædagogik, men med våben i hånd. I kongesangen hører vi således, at også vi er kaldede til at gøre vores for at medvirke til opretholdelsen af menneskelivet her hos os. Bevares, vi skal ikke alle være soldater i konkret forstand, men vi skal så vist være det i sindbilledlig forstand – og det bør ikke være en mindre alvorlig sag.

I kongesangens afslutning – som jo så desværre ikke afsynges ved nytår, men som vil blive det i fremtiden, når alt bliver anderledes – står der det væsentligste af, hvad der er at sige om det vågne folkeliv:

Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejr før mig til
min grav!

Så enkelt kan det siges, og så enkelt skal vort håb være: at vi må vælge kampen, velvidende at alt menneskeligt ender i graven. “Sejrløse falde kæmper alle,” sagde vore stolte hedenske forfædre, og med sidste vers af kongesangen giver vi dem ret. Vi véd, at vi skal dø, men vi véd også, at der findes en værdig og en uværdig død. Det er alt, hvad et menneske kan stræbe efter.

De to dele af nytårshåbet betinger gensidigt hinanden: den ydmyge taksigelse og den frimodige kampvilje. På disse to kan vi leve vort liv og dø vor død i det yndige, lilleputland, som er vores – resten tilhører den Herre, hvis år vi nu byder velkommen.

Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Don Quijote – et julens dysangelium

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Vi bringer herunder, hvad stud.theol. Isak Krab Koed skriver i Studenterkredsens julesærnummer om det indbildte ridderskabs Methusalem, vindmølleforuretteren Don Quijote. Trænger De mere? Tegn abonnement på tidsskriftet i hele 2015 for kun 100 kr.

SærnummerDet hedder hos Luther, at det syndige menneske lever incurvatus in se, det vil sige vendt mod eller ligefrem indkroget i sig selv. Det selvudviklende og innovative menneske vil prompte reagere med en misundelsesværdig hittepåsomhed, thi hvad én gang er blevet bøjet, må vel atter kunne bringes tilbage i dets oprindelige og bogstavelig talt rettere form, såfremt man idelig bestræber sig møjsommeligt derpå – og dette innovationsmenneske kan følgelig undres derover, om vi overhovedet har brug for Gud. En smule krumhed? Det må da kunne fikses med gode strækøvelser!

Efterdi vi er letfordærvelige overfor det indre innovationsmenneskes tillokkelse, kan den frelser, vi fromt og kønt burde vente os, let foranledige et ubehag. Hvad bilder han sig egentlig ind, som vovede at efterlade os magtesløse med kun håbet om sin nåde at klamre sig til? Kanske vi har brug for mere end evangelium, det glædelige budskab, vi ikke tør sætte vor lid til – et dysangelium, et forfærdeligt budskab, der til skræk og advarsel udgrunder, hvorledes det må gå dén, som ikke besinder sig på det glædelige?

Miguel de Cervantes’ Don Quijote er netop et sådant. I den imposante ridderroman bor lavadelsmanden Alonso Quijano med sine tjenestefolk og en niece. Det lyder som en gemytlig familiekrønike, men er det ikke. Adelsmanden er nemlig ikke tilfreds med at røgte de talenter, Skaberen har betroet ham. Derfor kroger han sig ind i sit bibliotek af ridderromaner, forsømmer arbejdet på ejendommen og lader lekturen rodfæstes ”i den grad i [sin] fantasi, at der til sidst ikke fandtes noget virkeligere for ham” end at blive vandrende ridder.

Dette hverv er betydeligere end den daglige bestilling som godsforvalter. Som ridder kan han ”rette op på alskens uret,” hvad der vil skaffe ham ”evig hæder og berømmelse,” når de ”prægtige gerninger blive bragt for en dag, værdige at graveres i bronze.” Man kan ynkes over den sindssyge og ærgre sig over, at der ikke – som i dagens Danmark – fandtes tvangsindlæggelse med elektrochok og litium ad libitum. Galskaben er imidlertid et bevidst mummespil, en tilvalgsgrille, som ikke skyldes svundne åndsevner, men vidner om anselig åndrighed udi forstillelsens kunst. Medens han planlægger sin udflugt, forsøger han ”efter bedste evne at efterligne” romanerne. Han tager navnet don Quijote a la Mancha efter hjembyen og finder en plump bondetøs at besynge som ærbar skønjomfru og dedikere sine velgerninger. Alt er det skuespil, for han erkender sit eget og Dulcinea af Tobosos egentlige væsen. ”Jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, at jeg ikke alene kan være dem, jeg har sagt, men alle Frankrigs tolv jævninge,” proklamerer han og præsenterer sig som ”genopretteren af al uret i verden.”

Idet han påstår at kende opskriften på den mægtige Fierabraseliksir, med hvilken man ”hverken [behøver] frygte døden eller være bange for at omkomme af sine sår,” bliver sagen klar: Don Quijote er et sandt innovationsmenneske, som ganske enkelt mangler syndserkendelse – thi hvad andet er synd end dette ved egen kraft at ville udvirke det gode og overflødiggøre Skaberen? Han vil ikke være jorden tro i det liv, han gratis har annammet, men være stor i sit eget billede i stedet for skabning i Guds. Som en vildfaren østerlandsk vismand fornægter han Betlehemsstjernen og opfinder sin egen: ”Oh, Dulcinea af Toboso, lyset i mit mørke, saligheden i min pine, ledestjernen på min vandring, målet i min skæbne!”

I den nye og nådesløse tilværelse gør Quijote ridderskabets love og ceremonier, som han har forlæst sig på, til sin lydigheds genstand i det dobbelte kærlighedsbuds sted. De er ukendte for væbneren Sancho Panza, hvorfor han uimodsagt kan slå fast, at ”alt, hvad jeg har gjort, gør eller kommer til at gøre, er helt korrekt og i overensstemmelse med ridderskabets love” – og de stiller betingelser i modsætning til nåden, der fuldstændig betingelsesløst rykker os ud af angsten og døden. En forargelig provokation for dem, der vil vide sig sikre og have sit på det tørre.

De følgende tildragelser, som ridderen selv konsekvent kalder ”eventyr,” er en dysangelisk anskueliggørelse af innovationsmenneskets skæbne. Det går ud over én selv, når man bliver slået til plukfisk ved sine sammenstød med virkeligheden – men værst går det ud over næsten, en sagesløs statist i den nådesløses forskruethed. Som da Quijote tager en fremmed skarnsknægt i forsvar, der får endnu flere prygl end først tilsigtet, eftersom genopretteren Quijote i fuld galop må videre. Eller som da han tvinger nogle fangevogtere til at løslade kongens fanger, fordi de ikke har gjort vogterne noget. ”Det er ikke godt, at ærlige folk sætter til sig til doms over andre, som de ikke har noget mellemværende med,” forklarer han rethaverisk – og gør ved at sætte fangerne fri nøjagtig det samme. Menneskets retfærdighed, som Quijote håndhæver, er hverken rimelig overfor vogterne, der får bøvl med kongen, eller overfor fangerne, der går fri uden straf for deres ugerninger.

Væbneren Sancho Panza er en enfoldig bonde, som adelsmanden har kunnet friste over evne med løfter om øriger og fine titler, fordi ”han vidste, hvem han var, og havde kendt ham hele livet.” Sanchos bondske snusfornuft er dog Quijotes indbildske fantasier overlegen. Han ser verden, som den er. Bondetøser er ikke prinsesser. Vindmøller er ikke kæmper, og et ligtog er ingenlunde Helvedes djævle, der uretmæssigt har tilranet sig et lig. Han lurer, hvad Quijote er i færd med, og forsøger at tale ham til fornuft.

”Det er ikke godt at friste Gud og begive sig ud i den slags vanvittige handlinger,” siger han og anfører beskedent, at ”nok er jeg en uvidende bonde, men jeg har stadig lidt tilbage af det, der hedder sund fornuft.” Han ved, at ”det allerbedste […] ville være at tage hjem til landsbyen igen og passe gården nu, hvor høsten nærmer sig,” men selv om det står klart for Sancho, at de såkaldte eventyr medfører overordentlig fare, og at overtalelsen er gold, bliver han ved sin herres side. Han er bundet af øjeblikket og sin næstes behov og ønsker ikke at konstruere en abstraktion, ved hvilken han kan undfly sit ansvar. Netop denne indstilling bevirker, at Quijote til sidst vender hjem i live.

Ved hjemkomsten er Quijote efter det vandrende ridderskabs love fortabt, for som han selv belærer væbneren andetsteds, skal man ”ikke gøre slyngler en tjeneste, det er at kaste perler for svin.” Det er menneskers retfærdighed, og fortællingen var et rent dysangelium, hvis den var endt dermed – men på dødslejet indser den arme ridder sin brøde, rettes ud og anbefaler sig til Gud, som han før har anbefalet sig til sin skønjomfru: ”Velsignet være den almægtige Gud […] Hans barmhjertighed kender ingen grænser!” Og Alonso Quijano skrifter, skriver testamente og dør ”i sin egen seng så fredeligt og så kristent,” at notaren ikke ved om nogen ridder, der har gjort det efter. Thi Gud Herren kaster perler for svin. Dét er Guds retfærdighed – og just deri er nåden.

Thomas Manns Felix Krull

~ RV ~ Skriv en kommentar

Karneval på vulkanskrænten. Thomas Mann, Felix Krull og sivene i vinden

af stud.mag. Rasmus Vangshardt

Svindler. Flâneur. Vindbøjtel. Kunstner. (Selv)Anklagerne er mange i Thomas Manns sene og undervurderede Bekentnisse des Hochstaplers Felix Krull, der udkom i sin nuværende – om end ufuldendte – udgave i 1955, kort før Manns død. Godt 400 sider fylder dette romanfragment, der skulle have været meget, meget længere og ført vor helt Felix verden rundt, blandt andet til Japan og Sydamerika, og til en audiens hos paven. Ikke dårligt for en søn af en købmandsfallent, der levede af at sætte prangende etiketter på sprøjt.

Så vidt nåede det nu aldrig, idet den gode Felix ikke kom længere end til Portugal, inden hans skaber opgav skriveriet, men det er jo trods alt også noget. Især når man starter som elevator-boy på et hotel i Paris og ender med hovedet i barmen på en portugisisk museumsdirektørs kone, endda ankommet på første klasse og med en falsk titel som marquise af Luxembourg.

Felix Krull er en suveræn patologi, en mesterlig skælmeroman, formummet i 400 siders poserende ”bekendelser”, der nu ikke synes at tynge deres ophavsmand mere, end at han er i stand til at levere dem med en latent munterhed og et demaskerende blik på tilværelsens mange maskerader. Vores charmerende helt fornemmer godt, at hans svindlerier ligner en dans på kanten af en vulkan, der konstant truer med at udslette selvet, men derfor kan man jo godt tage en maske på, mens man vover livet.

Lorley extra cuvée

Som det fremgår af bogens fulde titel, er Felix Krull et bekendelsesskrift. Det hævder ophavsmanden til disse bekendelser i hvert fald, men man skal aldrig stole på en svindler, og de fleste kompetente forskere er vist også klar over, at der faktisk er tale om en såkaldt skælmeroman med aner tilbage til spansk middelalderlitteratur.

Fortalt i første person åbner fortællingen med en aldrende Felix, der ”træt, meget træt” har grebet fjeren for at bekende sine synder. Vi får Felix’ livshistorie vom Ei an, som den tyske Mann-forsker Werner Frizen muntert – og klogt – har kaldt det, og vi starter selvfølgelig med fødslen, hvor Felix mener at kunne forsikre os, at

[jeg forholdt mig] overordentlig passivt og udeltagende derved, så at sige ikke understøttede min moders anstrengelser og ikke viste den ringeste iver efter at komme til en verden, jeg senere skulle komme til at elske så intenst.

Nu skal man jo sjældent hænge sig i petitesser, når en svindler fortæller røverhistorier, men her er det alligevel værd at bemærke, at et sådant bevidsthedsniveau sjældent bliver spædbørn til dels. Den slags pedanterier upåagtet er det til gengæld temmelig interessant, hvordan Felix, hvis navn jo betyder ”den lykkelige”, og som endda kom til verden på solens dag (søndag), som Søren R. Fauth har bemærket, blandt andet i et foredrag i Studenterkredsen Århus, tilsyneladende fra sit livs indledning lider af en temmelig sygelig trang til mørket i livmoderen, hvilket fint følges op romanen igennem, idet den ellers på overfladen livsduelige Felix’ yndlingsbeskæftigelse er at sove.

Som så mange af Manns hovedpersoner er Felix søn af en købmand, men denne gang endda i en ekstrauduelig udgave, idet faderen lever af at producere en boblevand, Lorley extra cuvée, der af Felix’ svigerfader får de ord med på vejen, at den er en ”giftblanding, muligvis tilsat petroleum eller fusel.” ”Jeg giver publikum det, som det tror på,” forsvarer faderen sig. En farlig ideologi, der ender med døden ved egen hånd efter det uduelige champagnefirmas bankerot. Næsten en profetisk udgang på faderens liv, idet Felix’ liv også dokumenterer, hvordan man ikke ustraffet lader sig glide med på eksistensens maskeradespil. Faktisk består Krull-romanens kunstneriske virtuositet og dens karakter af almengyldigt vidnesbyrd om én af eksistensens farer netop deri.

Mit eget jeg – ubestemmeligt

Faderens død efterlader Felix med moderen og en ”tyk, overordentligt kødfuld” søster med drømme om en karriere på de tyske operettescener. Men heldigvis udvirker Felix’ meget duelige gudfader, at Felix kan få arbejde ved et pariserhotel, og derfra går det sådan set kun fremad for den gode Krull – i hvert fald i det ydre. Romanen opbyder en sand syndflod af vilde svindlerier, der stort set kun hjælper Felix til bedre vilkår i, men som har en pris. Et af de tidligste eksempler på det er vores ordrige vens vellykkede fupnummer til sin egen session. Den skønne, men bestemt ikke militæregnede Felix, fupper effektivt militærlægen med en lang tirade om hjertebanken og andre foruroligende tegn på fysisk svaghed. Faktisk gør han det så godt, at han, da han forlader sessionen, bliver i tvivl om, hvorvidt han for alvor lider af en begyndende hjertesygdom. Et subtilt billede på det, der går igen og igen: Erfaringen af, at man ikke svindler ustraffet. Den rolle, man spiller, dét, man mimer, smitter. Og så er det måske alligevel ikke den bedste idé at efterligne det tidlige 20. århundredes rodløse fin de ciécle-flâneur, der muligvis har det sjovt, holder bal og paraderer omkring i en mild æstetisk melankoli, midt i storbyens meningsløshed – men hvis selv nok skal blive udslettet i erkendelsen af, at man ikke kan bygge hverken kirker eller sit selv på sandgrund.

Selvom der selvfølgelig er et utal af optrin og svindlerier, der i kraft af den sædvanlige mannske ledemotiviske struktur fortjener opmærksomhed, indskrænker vi os her til den ifølge overtegnede mest muntre og ladede scene.

Felix befinder sig stadig i Paris, hvor han altså begyndte som hotelmedarbejder, men er i kraft af sit store vid – og en bunke stjålne smykker – for længst er avanceret til en slags hovedtjener på hotellet. Samtidig bruger han sine fridage på at iklæde sig flâneurens umiskendelige dragt for at paradere omkring på byens bedste hoteller og i operaen:

Dette førte, som man vil se, til en slags dobbelttilværelse, hvis charme bestod i, at det

forblev uvist, i hvilken skikkelse jeg egentlig var mig selv, og i hvilken jeg kun var forklædt: når jeg som livréklædt tjener servilt opvartede gæsterne på Saint James and Albany, eller når jeg som ubekendt, distingveret herre, […] lod mig betjene ved bordet af tjenere, af hvilken ingen – konstaterede jeg – kom på højde med mig i denne min anden egenskab. Forklædt var jeg altså i hvert fald, og den umaskerede virkelighed mellem de to fremtoningsformer, mit eget jeg, var ikke bestemmeligt, da det faktisk ikke fandtes.

Mit eget jeg – ubestemmeligt. Nemlig. I dette skadelige dobbeltspil udraderes Felix’ jeg, men det forhindrer ham ikke i at fortsætte sit verdslige erobringstogt.

På netop sådan en dag som ”ubekendt, distingveret herre,” siddende på byens bedste restaurant, møder Felix en Marquis de Venosta af Luxembourg, som han ellers til daglig varter op på hotellet. Den godmodige marquis, på hvem tjeneren Felix naturligvis for længst har gjort et fordelagtigt indtryk, skal lige have virkeligheden til at stemme – for hvad laver hans tjener dog som gæst på denne dyre restaurant og dét endda yderst velklædt? – men hurtigt går det op for marquisen, at det virkelig er denne Armand (sådan kalder man Felix på hotellet), som sidder dér. Det resulterer i den ”muntreste forbavselse,” da de Venosta må indse den sære identitet i Felix mellem ”kavaler og tjener”. Dernæst antaster marquisen Felix med det næsten profetiske: ”Mon cher Armand, er det Dem, eller er det ikke Dem?” Kunne Felix mon i al ærlighed selv besvare dette spørgsmål? Man tvivler. Vi kan i hvert fald ikke. I det mere jordnære, uprofetiske betydningslag udtrykker spørgsmålet naturligvis også blot vantro over Felix’ bemestring af det umuliges kunst; at være både tjener og herre, og Felix svarer selvfølgelig veloplagt: ”Jeg er både her og der.”

Senere indvier marquisen Felix i sine hjertesorger under hastigt voksende påvirkning af ”Bachhi gave”. Den unge marquises forældre tvinger ham på et helt års dannelsesrejse, for at han kan glemme sin Zaza, en ung og usømmelig skuespillerinde. Heldigvis har Felix en plan: Han, som er Ingen, uden kerne, kan løse det:

Felix: – Det, de har taget på Dem, kan intet menneske lette Dem for.

Venosta: – Nej, ingen.

Felix: – Ingen.

I sandhed endnu en profeti, idet vores identitetsløse helt – Ingen – dygtigt opelsker en tanke i marquisens hoved: Felix og han kan bytte identitet. Det giver Felix mulighed for at rejse verden rundt som marquise, og den forelskede Venosta kan blive i Paris’ saligt-anonyme forstæder under det fransk-lydende Felix Kroull. Efter løsningen af en række praktiske udfordringer slår samtalen hurtigt over i det mere eksistentielle, og her har den berusede Venosta temmelig svært ved at holde styr på det med jeg’et.

De planlægger den store jordomrejse, og Venosta synes, at det ville være en god idé, hvis rejsen tog ham – altså vores Felix – til London, for det ville være tæt på Paris, hvor man så hurtigt kunne stjæle sig til et par dage med Zaza. Denne dumhed – Venosta er jo allerede sammen med Zaza i Paris, idet det er Felix’ krop, der er på jordomrejse – afspejler Felix’ eget generelle problem: At man sjældent leger ustraffet med sin identitet. Men Felix er blot langt mere rutineret end den uerfarne Venosta og forklarer med rolig og overbærende stemmeføring tingenes logik. Til sidst ser det ud til, at Venosta overskuer rækkevidden af deres geniale idé og derfor gerne vil udbyde en skål for: ”Armand – jeg mener Felix – jeg mener Loulou.” Mon ikke, at det er mere end blot Bacchi gavers skyld, at det begynder at knibe med identiteterne.

Underholdning-undergang

Selvom man selvfølgelig kan sige, at det er marquisen, snarere end Felix, der har identitetsproblemer her, er marquisen et billede på Felix’ fortsatte leg med maskerne. Romanen igennem prøver svindleren Krull at bilde læseren ind, at hans liv er et udtryk for eksistensbeherskelse, men billedet krakelerer konstant. Fra fødslens uvilje mod at forlade moderskødet til bogens sidste sider, hvor Felix – nu i Portugal under navnet Marquis de Venosta – skal skrive hjem til ”sine” forældre, det vil sige marquisens, så disse kan forsikre sig om, at Venosta virkelig er draget ud på den dannelsesrejse, de har beordret, for at han kan slippe sine ungdommelige sværmerier for skuespillerinden i Paris. Brevet udarter sig til en skamløst poserende fortælling om den store kærlighed, ”Venosta” nærer til sine ”kære forældre”, og det insinueres op til flere gange, at de nye luftlag sandelig er ved at få den forelskede marquis på andre tanker. Efter det lange, prætentiøse brev, der også indeholder en stolt beskrivelse af en vellykket audiens hos kongen af Portugal, forklarer Felix os, hvordan han afsender det ”til mine forældre på slottet i Monrefuge ved Luxembourg” (min kursivering). Slående frækhed. Til os, sine betroede, der godt er klar over, hvad der foregår, kalder han dem uden anførselstegn, uden distanceret ironi, for sine forældre. Felix har næppe heller længere styr på det med jeg’et.

Hvad skal en skælmeroman efter middelaldertraditionen så gøre godt for i det 20. århundrede, og hvorfor ikke bare glemme dette romanfragment? Ud over den åbenlyse stilistiske mesterklasse, som den sene Mann her udfolder, skal vi huske på Felix Krull, fordi den lærer os det, både Døden i Venedig og Trolddomsbjerget vil, men ikke gør lige så godt. Den udstiller det almenmenneskelige vilkår, at vi er siv i vinden, ensomme græs på en klippeskrænt, uafhængigt af, hvorvidt vi kan drive det i det udvortes, borgerlige liv. Romanen udstiller, at Felix’ leg med identiteter ligner karneval på en ulmende vulkanskrænt, som en klog mand engang har sagt; en smule desperat underholdning inden den totale undergang. Lidt lige som menneskelivet.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk, der nyder ekstrem udbredelse inden for litteraturvidenskaben i disse år, nævner i det krypto-marxistiske manifest Kritik der zynischen Vernunft Krull-romanen og hævder, at ”svindleren” som litterær figur er det tydeligste symbol på den moderne bevidstheds krise. Det kan da godt være. Felix er på en måde sådan én, som ikke forholder sig kritisk til samfundets indretning og accepterer bestemt status quo for blot at spille med på den kritiske fornufts undertrykkelse i det moderne massemenneske.

Men langt vigtigere er den muntre og charmerende Felix, der lægger den europæiske adel for sine fødder og endda tager sig tid til at indvie os andre i affæren, udtryk for en demaskering af allehånde usandheder, så den ene sandhed står tilbage: at vi er siv, der svajer for vinden, sammen med flotte Felix.

Prosa-Krøniken: Forførelse – og virkelighedens straf

~ KG ~ Skriv en kommentar

I Aarhus kan de så godt som ingen andre sluge både sprut og skråle af karsken bælg. Læs her om, hvordan det gik de raske ungersvende fra Aarhuskredsen, da teologilektor og Mozartekspert Nils Holger Petersen gæstede og lagde op til både postforedrags-soiree og nattesæde på parkkollegiet. Husskjald og kronikør Jørn Hærknas beretter lysteligt om hiin oktoberaften i smilets by.

Ha ha ha
Så så så så
Hun talte så mangt et skæmtens ord

Sådan begyndte en aften i Studenterkredsens Aarhusfraktion for en rum tid siden: Med de pæne toner om Roselil og hendes moder. Og lidet vidste vi tilstedeværende, at det skulle være begyndelsen på en djævelsk forførelse, komponeret af lige dele Mozart og Carl Nielsen, orkestreret af kirkehistoriker og æstetik-connaisseur Nils Holger Petersen, der var hiin bajadsaftens foredragsholder.

Sammen med Mozarts egen Don Giovanni blev vi denne aften kastet fra borde og som en smutsten plasket hen over vandspejlet, indtil vi – mange timer, højskolesange og øllebajere senere – måtte give fortabt på timelighedens uomgængelighed og gå til bunds, som de fordrukne jordens stene vi er.

For denne aften blev vi ført lige i armene på en af de mest djævelske forførelser i nyere aarhuskredstid. Først fik vi udlagt den gribende, men forfærdelige historie om Don Giovannis storhed og fald. Vi hørte om verdens dom, der til sidst sender ham ned i den dybeste, flammende afgrund, fordi han end ikke i mødet med retfærdigheden vil erkende sin skyld. Dette fald var så meget desto større, fordi han på sin færden gennem livet havde ladet sig holde oppe af den sanselige nydelses snurretoppedans.

Men som det er med snurretoppe, holdtes han kunne oppe, så længe liderlighedspisken svang over ham, og så længe han blev ved med at ”give omgange” i livets navn. For da han pludselig ved Il Commendatores mellemkomst konfronteredes med sin egen livs-luftighed og sværmeriske selvoptagethed, bragtes han til standsning og sank følgelig til bunds.

Måske grebet af denne storslåede fortælling om den på én gang tildragende og frastødende myteskikkelse, omgærdet af den skønne (men vist nok moralsk angribelige!) Mozarts musik, endte hiin kredsaften hverken ved foredragets slutning, eller ved Kælderbarens udestængning af vi tilbageblevne nydelsessyge æstetikere. Heller ikke selvom den formelle del af programmet afsluttedes med afsyngning af kredsklassikeren Den klare sol går ned, kunne mådeholdet og anstændigheden trænge igennem til os.

Vi ville (som det er med hiine æstetikere) have mere! Mere! Mere!

Og da, som vi netop blev ramt af lukkeordninger og bebudelsen af ”sidste snurretoppeomgang”, sprang nådens kilde af klippen: ”Jørn Hærknas bor et kast med smutstenen herfra,” råbtes det udover de tomme ølflasker. Og så smed man bomben: ”Han har whisky. Så bare prisgiv dit helbred og næste dag med.”
Og skønt smøgpindene var futtet af, var der også råd for mere røg: Ligesom den sidste nat på årets sommermøde blev Dommedagsgangeren nemlig sadlet og med Stolten Julius ved tømmen galoperede den mod Nådekiosken, der har evigt åben (7-11). Thi røg må der til, om livet skal gå under! Hermed var ethvert anstændigt løb kørt.

(NB: Netop De Anstændige, der også tidligere havde hørt om både forførelse og straf, var klogeligen allerede brudt op fra forsamlingen. Klogelig var det, efterdi slige natlige eskapader i dere øjne nok ikke var dogmatisk korrekte. Det er jo ikke alt, der gavner.)

”Hurra, hvor er vi frejdige!” råbte ungersvenden Anders hiin Bruune, hvorefter han istemte en meget tenorpræget udgave af I alle de riger og lande. Og åh, som den klang højt og urent ud over hele Aarhus’ ringgade. Hvilket jubelkor!

Kælderbarens skanser blev således rømmet, og afsted gik det mod mørkere og intimere jordestrøg. Et kollegiekøkken blev indtaget med vrål og vræl, whiskyen blev fundet og atter kom Den Lille Blå på bordet. Nu skulle der Carl Nielsen til, og Nils Holger dirigerede. Nænsomt, men bestemt. Højt det gjaldede og den hjemmeboende whisky blev hurtigt tømt. Også en halv flaske snaps måtte frem af spritlageret, og da endog den var vredet tør (til tonerne af Som en rejselysten flåde), var forsamlingen tæt ved at kapitulere.

Som tørstige hjortekalve sad vi om det kantede bord og tænkte på råd, lige indtil selveste orkestratoren, dirigenten, aftenens egen Commendatore – der skønt han ikke længere havde stemme som en 65-årig, men alligevel med lethed kunne tildrage sig tilhørendes respekt – ihukom det trofæ, han havde modtaget for de levende ord, han tidligere havde foredraget os: Heurika! Heurika! Vi har en flaske til! Og så var alt jo godt, og vi kunne med frejdighed og Don Giovanni i hu atter skåle på livets lyksaligheder og ormesækkens rumlen, altimens der istemtes Den danske sang er en ung blond pige.

Således fortsatte aftenen. Der blev røget, der blev skrålt og der blev grint. I mange timer havde vi svin det ganske fint. Og som det bør være, gik vi sidste vågne bajadser, da klokken nærmede sig syv, mod nærmeste idylleriske plet for at sjunge solen op. Men ak, da ramte verdens dom os dobbelt hårdt: Vi var ikke længere i Augustus’ tid, men i den mørkeste oktoberoffertid, og hvor meget vi end sang, ville solen ej lade sig vise. End ikke gamle Knudsen kunne mane den hedenske lysglobe frem af havet. Vi måtte nøjes med en enkelt lygtepæls matte og kolde glød.

Verdens dom var klar: I har tabt mod jer selv, og virkeligheden har straffet jer derfor. Ingen sol til jer. Gå i seng! Sådan sluttede hiin forførende aften i Aarhuskredsen!

Gak ormesæk og sov, Gud skal i morgen dig
Vække her
Men siden dér
Til liv evindelig