I Aarhus kan de så godt som ingen andre sluge både sprut og skråle af karsken bælg. Læs her om, hvordan det gik de raske ungersvende fra Aarhuskredsen, da teologilektor og Mozartekspert Nils Holger Petersen gæstede og lagde op til både postforedrags-soiree og nattesæde på parkkollegiet. Husskjald og kronikør Jørn Hærknas beretter lysteligt om hiin oktoberaften i smilets by.
Ha ha ha
Så så så så
Hun talte så mangt et skæmtens ord
Sådan begyndte en aften i Studenterkredsens Aarhusfraktion for en rum tid siden: Med de pæne toner om Roselil og hendes moder. Og lidet vidste vi tilstedeværende, at det skulle være begyndelsen på en djævelsk forførelse, komponeret af lige dele Mozart og Carl Nielsen, orkestreret af kirkehistoriker og æstetik-connaisseur Nils Holger Petersen, der var hiin bajadsaftens foredragsholder.
Sammen med Mozarts egen Don Giovanni blev vi denne aften kastet fra borde og som en smutsten plasket hen over vandspejlet, indtil vi – mange timer, højskolesange og øllebajere senere – måtte give fortabt på timelighedens uomgængelighed og gå til bunds, som de fordrukne jordens stene vi er.
For denne aften blev vi ført lige i armene på en af de mest djævelske forførelser i nyere aarhuskredstid. Først fik vi udlagt den gribende, men forfærdelige historie om Don Giovannis storhed og fald. Vi hørte om verdens dom, der til sidst sender ham ned i den dybeste, flammende afgrund, fordi han end ikke i mødet med retfærdigheden vil erkende sin skyld. Dette fald var så meget desto større, fordi han på sin færden gennem livet havde ladet sig holde oppe af den sanselige nydelses snurretoppedans.
Men som det er med snurretoppe, holdtes han kunne oppe, så længe liderlighedspisken svang over ham, og så længe han blev ved med at ”give omgange” i livets navn. For da han pludselig ved Il Commendatores mellemkomst konfronteredes med sin egen livs-luftighed og sværmeriske selvoptagethed, bragtes han til standsning og sank følgelig til bunds.
Måske grebet af denne storslåede fortælling om den på én gang tildragende og frastødende myteskikkelse, omgærdet af den skønne (men vist nok moralsk angribelige!) Mozarts musik, endte hiin kredsaften hverken ved foredragets slutning, eller ved Kælderbarens udestængning af vi tilbageblevne nydelsessyge æstetikere. Heller ikke selvom den formelle del af programmet afsluttedes med afsyngning af kredsklassikeren Den klare sol går ned, kunne mådeholdet og anstændigheden trænge igennem til os.
Vi ville (som det er med hiine æstetikere) have mere! Mere! Mere!
Og da, som vi netop blev ramt af lukkeordninger og bebudelsen af ”sidste snurretoppeomgang”, sprang nådens kilde af klippen: ”Jørn Hærknas bor et kast med smutstenen herfra,” råbtes det udover de tomme ølflasker. Og så smed man bomben: ”Han har whisky. Så bare prisgiv dit helbred og næste dag med.”
Og skønt smøgpindene var futtet af, var der også råd for mere røg: Ligesom den sidste nat på årets sommermøde blev Dommedagsgangeren nemlig sadlet og med Stolten Julius ved tømmen galoperede den mod Nådekiosken, der har evigt åben (7-11). Thi røg må der til, om livet skal gå under! Hermed var ethvert anstændigt løb kørt.
(NB: Netop De Anstændige, der også tidligere havde hørt om både forførelse og straf, var klogeligen allerede brudt op fra forsamlingen. Klogelig var det, efterdi slige natlige eskapader i dere øjne nok ikke var dogmatisk korrekte. Det er jo ikke alt, der gavner.)
”Hurra, hvor er vi frejdige!” råbte ungersvenden Anders hiin Bruune, hvorefter han istemte en meget tenorpræget udgave af I alle de riger og lande. Og åh, som den klang højt og urent ud over hele Aarhus’ ringgade. Hvilket jubelkor!
Kælderbarens skanser blev således rømmet, og afsted gik det mod mørkere og intimere jordestrøg. Et kollegiekøkken blev indtaget med vrål og vræl, whiskyen blev fundet og atter kom Den Lille Blå på bordet. Nu skulle der Carl Nielsen til, og Nils Holger dirigerede. Nænsomt, men bestemt. Højt det gjaldede og den hjemmeboende whisky blev hurtigt tømt. Også en halv flaske snaps måtte frem af spritlageret, og da endog den var vredet tør (til tonerne af Som en rejselysten flåde), var forsamlingen tæt ved at kapitulere.
Som tørstige hjortekalve sad vi om det kantede bord og tænkte på råd, lige indtil selveste orkestratoren, dirigenten, aftenens egen Commendatore – der skønt han ikke længere havde stemme som en 65-årig, men alligevel med lethed kunne tildrage sig tilhørendes respekt – ihukom det trofæ, han havde modtaget for de levende ord, han tidligere havde foredraget os: Heurika! Heurika! Vi har en flaske til! Og så var alt jo godt, og vi kunne med frejdighed og Don Giovanni i hu atter skåle på livets lyksaligheder og ormesækkens rumlen, altimens der istemtes Den danske sang er en ung blond pige.
Således fortsatte aftenen. Der blev røget, der blev skrålt og der blev grint. I mange timer havde vi svin det ganske fint. Og som det bør være, gik vi sidste vågne bajadser, da klokken nærmede sig syv, mod nærmeste idylleriske plet for at sjunge solen op. Men ak, da ramte verdens dom os dobbelt hårdt: Vi var ikke længere i Augustus’ tid, men i den mørkeste oktoberoffertid, og hvor meget vi end sang, ville solen ej lade sig vise. End ikke gamle Knudsen kunne mane den hedenske lysglobe frem af havet. Vi måtte nøjes med en enkelt lygtepæls matte og kolde glød.
Verdens dom var klar: I har tabt mod jer selv, og virkeligheden har straffet jer derfor. Ingen sol til jer. Gå i seng! Sådan sluttede hiin forførende aften i Aarhuskredsen!
Gak ormesæk og sov, Gud skal i morgen dig
Vække her
Men siden dér
Til liv evindelig