Tidehversk først, grundvigsk så – nogle personlige bemærkninger

Johan Christian Nord, ph.d.-stipendiat og tidigere bestyrelsesmedlem i Aarhus med en række bemærkninger i kølvandet på den debat, der efterfulgte årets sommermøde her på bloggen.

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider«
– Jørgen Bukdahl, Solen står stille i Gibeons dal, Højskolesangbogen nr. 112

I forlængelse af Laura Cæcilies indlæg om Den kantede, koleriske ægtemand har jeg fået lyst til at give skriftligt afløb for nogle overvejelser over det – såkaldte – tidehvervske og det – lige så såkaldte – grundtvigske, der dels har gæret i mig over længere tid, dels er blevet skærpede ved læsningen af bemeldte humanistiske klagesang.

Jeg vil her prøve at gå til spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske, for mit vedkommende det tidehvervsk-grundtvigske, på en måde, hvor det ikke drejer sig om et forsøg på almene domfældelser og putte-i-hul-kasse-øvelser angående mængde og blandingsforhold af grundtvigsk og tidehvervsk i den jubilerende studenter-suppe, men hvor jeg i stedet tager afsæt i noget, jeg rent faktisk mener at vide en del om; nemlig mit eget forhold til disse to begreber eller karaktertræk. At jeg vil gøre dette, skyldes ikke kun, at jeg er umådeligt selvoptaget, men har også bund i den kendsgerning, at jeg rent faktisk både står i en virkelig og – ikke kun en paranoidt postuleret – forbindelse til det teologiske arbejdsfælleskab Tidehverv og samtidig har fået fidus for det grundtvigske og den folkelige virkelighed, dette åndspræg har sat. Jeg er – med det kække bindestregs-dansk –tidehvervsk-grundtvigsk.

Det følgende skulle derfor gerne forstås som en erfaringsbåren indkredsning af spændingsforholdet mellem de to åndspræg. Altså: en personlig betragtning, der står for egen regning.

Humanismens sump
Min egen baggrund kan nok beskrives som blød kulturradikal eller, hvis det skal gå højt, lalle-hummanistisk-grundtvigsk. Man indhyllede sig i humanismens overfladiske myteverden, troede på alle menneskets iboende godhed – med undtagelse af de højreorienterede egoister, forstås – og bekendte sig til en akademikervenlig socialisme og multikulturalisme. Man lærte sine børn, at højrefløjen, særligt Sorte Søren og hans døds-teologiske nationalistiske slæng, kropsliggjorde en menneskefjendskhed af nærmest satanisk omfang, som et ordentligt, et anstændigt, menneske intet kunne have at skaffe med.

Hvad angår kirken, så var den et hyggeligt sted, man gerne gæstede ved højtider; præsten forkyndte jo et verdenssyn, der ikke stred det mindste med SF’s principprogram, og det var så hyggeligt med de gode salmer, herunder og måske frem for alt Grundtvigs mesterværker, som man sang flittigt med på, men hvis skærende misforhold til det humanistiske mundsvejr, man dagligt gav til bedste, vist aldrig kom op til overfladen. Man befandt sig kort sagt i den selvgode humanismes sump, hvor mangfoldigheden hyldes, men den faktiske forkrænkelige virkelighed af synd, død, kamp og strid – altså tilværelsen i dens egentlige mangfoldighed – ikke havde videre interesse.

At det så sidenhen skulle vederfares mig både at læse og lære Søren Krarup og Tidehverv at kende er naturligvis en historie med så mange mellemregninger, at jeg ikke skal trætte læseren med dem her, men blot slå dette ene fast: Jeg endte med at gå sådanne veje – tugtes frem ad sådanne veje – hvor jeg måtte ende et væsentligt anderledes sted end dér, hvor jeg kom fra.

Du er en idiot!
I Tidehvervs spalter – både de nye og de gamle blade – fandt jeg efter først at være blevet forberedt gennem hvad, vi vel kunne kalde ’mildere eksistensteologiske overvejelser’, en ganske anden måde at tænke på. Eller, kunne man måske sige; jeg fik sat ord på en ganske anderledes alvorlig tilgang til dette at være menneske i en verden, hvor den eviggode menneskeheds taktfaste vandring frem mod et selvgjort paradis ikke er den erfaringsvirkelighed, vi dagligt støder på. I Tidehverv hørte jeg, at jeg ikke, som min psykolog-mor ellers havde påstået det, bare var en »sensitiv dreng«, men en, ja netop, selvoptaget idiot – en synder for Herren, der har tilgivelsen behov og er kaldet til en alt andet end rosenrød virkelighedsbesindelse.

Og hvad betyder så dette at besinde sig på virkeligheden? Er det ikke bare en tidehversk floskel – i øvrigt et ord, der ikke anvendes i regi af Tidehverv, hvilket jeg skal vende tilbage til – som anvendes i ideologisk øjemed til stempling af anderledestænkendes verdenssyn? Ja, sådan spørger i hvert fald den udenforstående, eller – ville jeg sige – den, der ikke selv har hørt tordenrøsten afsige forgængelighedsdommen over sig og hele den faldne verden, vi kalder vores hjem.

Det drejer sig med andre ord om en erfaring; en erfaring af at alle menneskelige almagtsindbildninger – både mine og dine – uvægerligt står for fald, og at oprejsning kun findes dér, hvor Ordet lyder, verdens visdom bløder og synd og tilgivelse åbenbares som menneskets virkelighed. En sådan erfaring, en sådan indsigt, drager visse følger med sig, der ikke lader sig inddæmme i kristelig inderlighed, men også udmønter sig i det udvortes, nemlig som en dyb mistillid over for dyrkelsen af menneskets ubundne mulighed – eksempelvis den politiske afgudsdyrkelse, der viser sig i ideologiske programmer til menneskets forbedring og letkøbte drømme om snarlig opnåelse af paradisisk samdrægtighed i verdens vrimmel.

Vi er mennesker, ikke guder – ikke en gang halvguder – og er derfor ikke sat i verden for at frelse denne ved alle vore påfund, men for sammen at leve vort liv på forkrænkelighedens vilkår og ikke indbilde os at kunne støde frem mod den lyseblå horisont ved egen magt. Og videre: Den, hvis ører er tilstoppede for dette tordenskraldets Ord, ender i al sin fromme foretagsomhed med selv at brolægge vejen til det helvede, som igennem den nederlagsopregning, vi kalder historien, altid har vist sig, dér hvor mennesket vil være sin egen afgud og følgelig ender med at bringe ulykke over det konkrete folkelige fællesskab – eksempelvis de følgevirkninger af den fordrømte multikulturalisme, vi allerede aner – eller simpelthen at nedslagte det medmenneske, der dømmes ude af eller blot ikke har begrebet storheden af det for tiden gældende ideologiske sandslot, sådan som det var tilfældet under guillotinens klinge og i 20. århundredes diktatoriske regimer – og som vi sikkert nok skal få at se igen i det efterkristne 21. århundrede.

Det tidehvervske, hvis vi overhovedet skal bruge dette positions-liderlige begreb, består i al korthed i denne vished om relativeringen af alt menneskeligt under Gudsordets tiltale. Men naturligvis – og det er derfor, det substantiverede adjektiv ikke er så sigende – kan der også sættes ord på og drages slutninger af en sådan erfaring uden for den særlige sammenhæng, der hedder Tidehverv. Andet ville jo være vanvittigt og selvmodsigende, al den stund virkelighedsbesindelse ikke kan være forbeholdt en lille kreds omkring et dansk tidsskrift – i så fald ville der jo netop ikke være tale om noget alment, men om en ideologisk position.

Tidehverv er ikke en mytologisk sammenslutning, men et konkret dansk tidsskrift og arbejdsfællesskab, der har været og endnu er båret af denne kristelige mistillid til humanismen. Hvad det derudover er, kan man læse hos de enkelte skribenter, der hver især sætter eget navn under egne synspunkter – og så vist ikke altid er enige.

Folkelig virkelighed
Men hvad så med det grundtvigske, der jo egentlig var dét, Laura Cæcilie havde så umanerligt svært ved at finde hos koleriske ungersvende. Eller måske snarere: at genfinde det i den afart, der var hende bekendt. Med denne substantivering er det nemlig straks værre fat end med bestemmelsen af den grundliggende forståelse af menneskelivet, der bærer tidsskriftet Tidehverv; de åndskampe, skjalden stod i, har simpelthen affødt en sådan mangfoldighed af tilværelsestydninger, at et enhedspræg dårligt – eller kun meget begrænset – lader sig udgrunde. Men vi må jo til det alligevel, om end det kun kan blive en antydning.
For mit vedkommende har Grundtvig, som antydet ovenfor, i udgangspunktet stået som glædesforkyndelsens uforlignelige salmedigter. Det gjorde han før – om end jeg ikke fattede denne glædes virkelige grund – og det gør han endnu. Men ikke kun dette. Efterhånden er det grundtvigske kommet til at betyde noget mere end en simpel henvisning til opstandelsesglædens frydetoner, som de lyder i vore kirker.

Jeg har fået blik for – eller der er begyndt at dæmre en anelse om – hvad det vil sige, at den menneskelige eksistens ikke kun er at være stillet under anklage og radikal fordring, men også – som en nødvendig følge af domsfældelse, fordring og levende ord – må finde sit udløb i en virkelighed, hvor al akademisk spidsfindighed, kunstfærdig systemdrift og snørklet teologi træder til side – træde til side – for det konkrete samliv i den gudgivne mangfoldighed af faldne, der hedder et folk. Dette har jeg nok ikke lært af Grundtvig eller de grundtvigske, men jeg har både hos åndskæmpen selv og blandt visse af de levende og døde, der bærer hans navn, fundet bekræftelse og udfoldelse af denne folkelige nødvendighed.

Vi kunne også sige det på en anden måde: Der er en tid for alt; en tid for opgørets råb – som oftest NEJ! – og en tid for at føre en samtale, hvor opgøret med humanismens umenneskelighed ikke nedkæmpes med draget lanse, men med mild alvorsfuldhed, der tager afsæt i, at de tilfældige mængder viden og meninger, vi alle har hygget os med at ophobe, ikke er tilstrækkelige til at sætte hinanden på begreb, men at vi – indgroede i fædreneland og indvævede i modersmål, som vi er – på tværs af alt dette tilfældige alle er, og med Guds hjælp forbliver, henviste til hinanden.

Eller med konkret henvisning til kredsens studentikost-folkelige virkelighed: Nok skal vi strides – føre den åbne pandes skånselsløse religionskrige – men vi skal alligevel drikke kaffe sammen (der jo så bliver til øller) og i stridbar samdrægtighed lade en mening være en mening – og et menneske et menneske. Det hedder som bekendt frisind og er, hvad der alene kan sammensnøre et folks løse ender.

Derfor
Sådan som Laura Cæcilie har taget spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske op, stod disse to størrelser som modsætninger, der dårligt lod sig forene, og i hvert fald ikke lod sig skue i en sådan forening i Studenterkredsen. Som man nok har kunnet se, forstår jeg ikke rigtig denne opfattelse. Jeg har derimod omtalt det grundtvigsk-tidehvervske, det tidehvervsk-grundtvigske, som et spændingsforhold, hvor Tidehverv for mig har været en konkret anledning til overvejelse over nedbrydningen af barnets indbildning om syndsfrihed, og hvor det grundtvigske angår den anelsesfulde glæde, at vore egne tilfældigheder, vor visdom og timelig ære, ikke skal skille dødningehjemmets børn ad, så længe de véd sig sat i en folkelig og derfor selvoverskridende samhørighed. Vi er sat her sammen, vi skal være her sammen.

Er dette så modsætninger? Nej, for mig er det ikke, og hvad det måtte være for andre hoveder med hang til syn- og antiteser kan jeg dårligt vide noget om eller interessere mig stort for. Enhver svare for sig og sit, for vi befinder os alle som én under den bristfærdige foreløbighed, der er livet under Gibeondalens bagende sol, hvorfra kun den hånd, hvis styrke er os overlegen, kan drage os ud. Og her når vi endelig frem til det bukdahlske skriftsted fra den lille blå, som jeg først lærte at kende i Studenterkredsen og her har sat som indledning, ligesom jeg også vil lade det stå som afslutning på disse jeg-syge strøtanker – for der er faktisk ikke mere at sige:

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider «

Flere indlæg om det grundtvigsk-tidehvervske her