I anledning af 100-året for Aarhus-teologen Johannes Sløks fødselsdag udgav Studenterkredsens tidsskrift i aprilnummeret en artikel af valgmenighedspræst Hans Nørkjær, Lemvig og Omegns Valgmenighed, om sit livtag med især Sløks sene, narrative teologi. Den bringer vi hermed til Deres opbyggelse kvit og frit.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com. I dette nummer bringer vi blandt andet artikler om så forskellige personager som Carl Ewald, Anders Sunesøn og Klaus Rifbjerg.

Teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk kunne d. 27. april været blevet 100 år gammel. Det opnåede han naturligvis ikke, for han døde i 2001, men alligevel skal mandens 100-års-dag da markeres. Derfor dette lille skriv: Om mig og Sløk.

Jeg mødte Johannes Sløk på en boghylde på det nu nedlagte Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Og den bog, jeg først stiftede bekendtskab med af manden, var samleværket Guds fortælling – Menneskets historie, der blev udgivet i 1999, og som er en samling af fire af Sløks kendteste (og måske også væsentligste) værker, de bøger, der indkredser Sløks såkaldte ”narrative teologi”. Værket stod på en boghylde og blev ved med at kalde på mig, hver gang jeg gik forbi den. For denne titel var ganske dragende på den yngre udgave af mig selv. Og en del af min fortælling om min læsning af Sløks fortælling om Guds fortælling vil jeg forsøge at fortælle her:

Værket Guds fortælling – Menneskets historie (1999) er en samling af følgende fire bøger: Teologiens elendighed (1979), Det religiøse sprog (1981), Den kristne forkyndelse (1983) og Da Gud fortalte en historie (1983). Førstnævnte er et frontalangreb på den løgstrupske skabelsesteologi, som, mente Sløk, led af alvorlige teologiske og filosofiske handicaps. Ikke bare smykkede den sig med lånte fjer, den havde simpelthen slet ikke fattet det væsentligste i kristendommen: At Gud frelser mennesket ved at (om)skabe det i sit forandrende billede gennem den fortælling, som han selv i Jesus har åbenbaret os. Teologiens elendighed forsøger at drøne en rambuk igennem den form for sofistisk metafysik, som navnlig Løgstrups eftersnakkere – ingen nævnt, ingen glemt – gjorde sig til talsmænd for. Og det var altså her, min og Sløks fortælling tog sin begyndelse. Sløk mente ikke, at disse skabelsesteologer havde argumentationen i orden, når de ville forsøge at påvise, at verden var skabt af en god og kærlig Gud. Med klassisk sløksk hån kan det blandt andet lyde sådan her – et sted, der for øvrigt fremkaldte en spontan og lutrende latter hos mig, da jeg læste det (vist nok til stor gene for den øvrige læsesal):

Man må med samme grad af evidens kunne sige sådan noget som: ”Fordi katte æder fugleunger, fordi stormfloder med mellemrum bringer ødelæggelser over Bangladesh, fordi 10.000 gnuer hvert år dør af sult – derfor har Gud skabt verden (Sløk 1979, 45).

Især den med gnuerne fremkaldte et billede af de utallige naturprogrammer, jeg som barn har set fra Serengeti-Naturparken i Tanzania, hvor nyfødte gnuunger på endnu vaklende ben overfaldes af glubske løver eller skambides af krokodiller ved et vadested over en flod. Sløk satte ord på en nagende, men uformuleret modstand mod de fromme fantasterier om ’skabtheden’ fra alle Løgstrups eftersnakkere. Jeg må simpelthen blankt indrømme, at selvom jeg har hørt begrebet om ’skabthed’ gentaget om og om igen, har jeg vitterligt aldrig forstået, hvad det betyder i det løgstrupske vokabular. Og hvis det ikke var, fordi en mand som Johannes Sløk tilsyneladende havde en lignende misbilligelse af begrebet, var jeg nok forblevet i forestillingen om, at jeg bare var mindre begavet eller en særligt genstridig natur.

Nuvel, det personlige anliggende er jo aldrig det væsentlige i fremlægningen af teologisk tænkning og har intet tvingende over sig i sin argumentation. Lad mig da bevæge mig dybere ned i præmissen for Sløks tænkning. Grundlæggende må man vel betegne Sløk som en art eksistentialist, idet han tager udgangspunktet i det tilsyneladende usammenhængende og uafsluttelige menneskeliv, som det opleves for den enkelte. Udgangspunktet for al tænkning og alt liv er det enkelte menneskes oplevelse af den umiddelbart foreliggende virkelighed (se f.eks. Sløk 1981, 7), som ikke i udgangspunktet er en ansamling af ting, men er en omverden, der påkalder sig vores opmærksomhed – ja, det kan lyde helt heideggersk, men er nok snarere at forstå i forlængelse af Kierkegaard, Sløks store inspirator – mesteren. Dette udgangspunkt har to væsentlige implikationer: dels at metafysiske systemer per definition er løsrevet fra virkeligheden, dels at det rationelle sprog (f.eks. naturvidenskaben) ikke har primat til at beskrive tilværelsen. De metafysiske systemer er løsrevet fra virkeligheden, fordi de forsøger at hævde en objektivitet, som de ikke har hjemmel til at udsige. De nidkære metafysiske ingeniører har simpelthen ikke byggetilladelse. For grundlæggende gælder det, at mennesket er stillet over for en usammenhængende tilværelse – Sløk kan ofte beskrive den som absurd – som det er på eget eventyr i at forsøge at finde sammenhæng i. Og denne sammenhæng kan vi heller ikke blot lade være op til den rationelle videnskab at udgrunde, for den er slet ikke primær i sin tilgang til verden, sådan som den ellers fra populært hold ønsker at hævde. Denne tematik er særligt genstand for undersøgelse i bogen Det religiøse sprog (1981), der følger efter den metafysikkritiske håndbog Teologiens elendighed.  Dette på mange måder forvirrende værk om virkelighedens sproglighed er et fundamentalteologisk forsøg på ad uortodokse veje at hævde den (ur)grund, som kristendommens tale – såvel som enhver anden tale – er afhængig af for at kunne have fast grund under fødderne. Med så forskellige indgangsvinkler som den franske strukturalisme, Freuds arketyper, Wittgensteins sprogfilosofi og almen religionshistorie kaster Sløk sig i Det religiøse sprog sig ud i den umulige opgave at tale om det, der er selve forudsætningen for at tale, og som vi naturligvis derfor slet ikke i egentlig forstand kan tale om – men dog er dømt til at tale ud fra. Således i hvert fald påstanden.

Det interessante ved Det religiøse sprog er ikke så meget dette tema som bogens åbenlyse foreløbighed. Dens emne medfører simpelthen, at den aldrig rigtig hverken kommer i gang eller bliver færdig. Dette er ikke en anmeldelse, så ordene skal ikke forstås kvalitetsvurderende, men som en konstatering, der afdækker bogens – og Sløks – uhåndterbare tese.

Sløk opererer selv med tre former for ’sprog’: Det rationelle, det religiøse og det mytiske sprog. Men her opstår faren allerede. Man skal nemlig passe på med for håndfast at opdele sprogene og pege dem ud i forhold til hinanden. Som Sløk skriver et sted, er ’det religiøse sprog’ ikke direkte kendeligt; det er det for fundamentalt og grundlæggende til (Sløk 1985, 60). Og ’det mytiske sprog’ lader sig også alt for besværligt udpege. Hvorfor? Fordi det er selve fundamentet for vores måde at udpege virkelighedens forekomster på ved hjælp af sproget. Det kræver vist en forklaring, så jeg lader Sløk komme til orde:

Sagen er, at sproget er til stede i mennesket, før det taler; vi kan kalde det et ursprog, selve den naturgivne mulighed for – og dermed nødvendighed til – at tale sprog. Jeg kalder det ursprog, for hvad skal jeg ellers kalde det? Men man må begribe, at det ikke i konkret – eller lingvistisk – forstand uden videre er et sprog; det er alle faktiske sprogs forudsætning. (Sløk 1981, 87)

Det er omtrent så langt, Sløk kan komme. ”Før” sproget i konkret forstand kan komme til orde, findes der et ursprog, som ikke selv er et konkret sprog, men forudsætningen for, at et ethvert sprog kan opstå. Det svarer nogenlunde – dog ikke ganske til – Ferdinand Saussures begreber langue og parole, som Sløk også tilskriver dem (Sløk 1981, 21). Langue er sprogets system, der ligger bagved ethvert konkret sprog, parole. Det er det urdyb, der findes, før virkeligheden bliver til som virkelighed; hvis man vil beskrive det billedligt og bibelsk, er det det samme sproglighedens urdyb, som Guds Ånd svæver over, inden han giver sig til at tale, og som virkeligheden altså bliver til ud fra. Med Sløks ord: ”Ursproget er ikke selv et sprog; det er derimod nødelsen til et sprog” (Sløk 1981, 87). Det er den forudsætning, der findes, før Gud tager bladet fra munden og skaber verden ved til en begyndelse at sige: ”Der skal være lys!”

Det mytiske sprog tjener altså til at hævde en virkelighed, der ligger før vi menneskers tale om det, men samtidig er så meget et forudsætningens sprog, at vi ikke kan udgrunde det. Denne – for især tænkende hoveder – så nedslående konstatering formulerer Sløk på følgende måde:

Alting begynder i dette ’ur-’ og hvis der ikke er noget ’ur-’ er der heller ikke nogen begyndelse, og uden begyndelse er der ingenting (…) Hvis man imidlertid skal udtale sig i logoi om det, altså tale ganske rationelt, må man uvægerligt hævde, at det hele beror på en illusion. (Sløk 1981, 96)

Man kan sige, at hr. Sløk ikke gør det nemt, hverken for sig selv eller for os ved at ville tænke en tanke, der ikke kan tænkes, fordi den ikke kan formuleres. Nu kan man indvende, at dette er for letkøbt og blot udtryk for en punkteret tænkning, som Sløk ved sproglig finesse og pædagogisk patos sætter donkraften under for at holde oppe; men i hvert fald i en teologisk sammenhæng er det ikke ganske ødelæggende at fastholde en uudsigelighedens og uudgrundelighedens forudsætning. Jeg anslog det just med Guds Ånd, der svævede over urdybet; og lader vi munden løbe en smule mere, er vi tæt på at ankomme til den mytens Gud, som var i begyndelsen sammen med Ordet, der var Gud. Som den storslåede Johannesprolog udbasunerer, er det denne mytens utilgængelige Gud, der ”blev kød og tog bolig iblandt os” i mennesket Jesus. Om denne kristendommens grundsætning kan Sløk i en kronik skrive:

Det er en fortvivlet umulig sætning, et misbrug af sproget, en manøvre med ord, hvis nøjagtige mening forbliver uopklaret. Men det er samtidig den mest enfoldige sætning, der tænkes kan. Den er så enfoldig, at den er umulig at omformulere, og dens enfoldighed ligger i, at ud fra den skal alt andet forstås. (Sløk 1973, 90).

Det, Sløk – i min optik – gør med sin særlige sprogteologi  og hans forsøg på navnlig i bogen Det religiøse sprog at nærme sig forudsætninge sprog, er at søge en fastholdelse af, at kristendommen står plantet på et fundament, som ikke er sat af mennesket, men er sat ”før”, ”bag” eller ”under” os, og som vi af samme årsag ikke kan bemægtige os, men som vi lever ud fra og ovenpå. For mig at se er det denne fordunklede måde, hvorpå Sløk forsøger at hævde første trosartikel, eller den skabende og opretholdende Gud, hvilket han må gøre på en anden måde end skabelsesteologerne, hvis snakkesalighed om skaberguden ifølge Sløk er alt for hovmodig. Som Sløk havde for vane at sige, er Gud allestedsfraværende, idet hans forhold til mennesket er at ligne med forfatterens forhold til sit værk. Sløk kan også med et prægnant billede formulere det sådan, at der kun er én, Macbeth aldrig kan møde, og det er William Shakespeare. Det muligvis problematiske i dette kunstneriske og æstetiserede gudsbillede skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her.
Det afgørende er, at det, hvorom vi ikke kan tale, ikke nødvendigvis er uvirkeligt, men netop forudsætningen for den virkelighed, vi bevæger os rundt i. Med et pænt ord kalder vi dette for det ’transcendentale’. Og det er altså dette transcendentale, som Sløk arbejder sig henimod i sin sprogteologi, og det er tillige herudfra han triumferende i sin næste bog, Den kristne forkyndelse, kan udbasunere kristendommens indhold med ordene: ”Gud lod høre fra sig” (Sløk 1983, 7). Efter det umulige forsøg på at udgrunde det transcendentale ’mytiske sprog’ kan Sløk med nogenlunde sindsro udtale sig om, hvad kristendommens indhold er, nemlig Guds uforbeholdne kærlighedserklæring til mennesket. Og det er da samtidig (om)skabelsen af mennesket med sit kærlige blik, fordi den ellers usammenhængende tilværelse bliver sat ind i Guds perspektiv, i Guds store fortælling, hvorved det usammenhængende menneskeliv bliver ligegyldigt, fordi frelsen ikke er op til menneskets evne til at skabe sammenhæng i tilværelsen, men alene Guds skabende – og dermed frelsende – ord, der lyder til os.

Ganske vist er Sløk en slags eksistentialist, der begynder ved det usammenhængende menneskeliv, men for en dybere betragtning giver hans teologi mere plads til Guds fundamentale begyndelse, end man til en begyndelse har tilbøjelighed til at tro. Gud står – i første ende (sic!) – både for begyndelsen og fuldbringelsen. For han er den store og uudgrundelige og unåelige fortæller, der holder fast i os.

Litteratur
Bjerg, Svend (1981): Den kristne grundfortælling. Aarhus: Forlaget Aros
Sløk, Johannes (1973): Kritiske bemærkninger. København: Berlingske Forlag
Sløk, Johannes (1979): Teologiens elendighed. København: Berlingske Leksikon bibliotek.
Sløk, Johannes (1981): Det religiøse sprog. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1983): Den kristne forkyndelse. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1985): Da Gud fortalte en historie. Viby J.: Centrum
Sløk, Johannes (1999): Guds fortælling – menneskets historie. Viby J.: Centrum.